Læsetid: 8 min.

Den giver kun mening, hvis hun stiller op

Hillary Clinton giver i sin selvbiografi en handlekraftig opsummering af sit politiske liv fra 2008-13. Og understreger sin intention om at støtte og styrke klodens kvinder og piger. Men er påfaldende tavs om varme kartofler som Edward Snowden og NSA
Distance. LIgesom  venner og allierede bliver takket undervejs, giver det mening at Hillary Clinton fremhæver vicepræsident Joe Bidens uenighed i operationen, der dræbte Osama bin Laden. Det er nemlig stadig en mulighed, at også han vil gå efter præsidentposten i 2016.

Jim Young

14. juni 2014

Titlen på Hillary Clintons bog, Hard Choices, der udkom tirsdag i denne uge, rummer et fint ordspil på engelsk. For de hårde – i betydningen, brutale eller barske – valg, man i sagens natur skal kunne tage som USA’s udenrigsminister, er også svære – i betydningen vanskelige at tage. Oven i ligger en tredje fortolkning også lige for – ja den er nok både meningen og gennemtænkt – nemlig den oplagte hentydning til fremtiden.

For den 635 sider lange bog slutter med den åbne konklusion som svar på spørgsmålet, alle ønsker svar på – stiller Hillary Clinton op til posten som demokraternes præsidentkandidat i 2016: »The time for another hard choice will come soon enough,« slutter hun. Og som om det ikke var rigeligt, kan man vel i øvrigt konkludere på titlen, at det ikke bare er en udenrigsminister, der skal kunne bemestre de svære og hårde beslutninger. Det skal Amerikas til enhver tid siddende præsident selvfølgelig også.

Men tidspunktet for den beslutning vil altså tids nok komme. Hvad angår gætværket har de fleste amerikanske anmeldere hæftet sig ved udsagnet på side 595 – »jeg har ikke besluttet mig endnu.«

Overtegnede mener imidlertid, at svaret ligger ligefor: Bogen giver kun mening med et efterfølgende kandidatur. Den er skrevet som en lang kampagne, og teksten har fået sig en grundig tur gennem den politiske kødhakkemaskine, så den på lange stræk lyder som en tale på et primærvalgmøde.

Ikke at den er renset for personlige betragtninger om Bill, Chelsea og det i stigende grad varme forhold til den tidligere rival og senere chef, Barack, men nominelt fylder dette uendelig lidt i de 25 kapitler. Substansen handler for 98 procents vedkommende om rent politiske overvejelser og tegner et reflekteret og velovervejet billede af Hillary Clinton som det perfekte valg til posten som USA’s første kvindelige præsident.

Strategisk valg: Brug kønnet

Og netop kvindelige. For der er ingen tvivl om, at hun med bogen har taget en strategisk beslutning om at bruge sin kvindelighed offensivt. I 2008 blev hendes køn ofte brugt imod hende, når hun forsøgte at fremstå som ’en af gutterne’ over for de arbejdende hvide blue collar workers i Midtvesten. Med Hard Choices introducerer hun en anden politisk figur: den alvidende, handlekraftige, men netop kvindelige, nærmest moderlige, statsmand. En leder, der glæder sig til at blive mormor, og hvis liv er uendelig beriget af dels en kærlighed til sin nærmeste familie dels en uudslukkelig kærlighed til det Amerika, som hun har brugt det meste af sit liv på at tjene.

Uanset motivet – de kvindelige vælgere bliver afgørende i 2016 – kan man i bogen forsikre sig om, at hendes velkende prioritering af, at USA skal arbejde målrettet på at forbedre levevilkårene og livet for klodens udsatte piger og kvinder ikke er noget, der vil blive gemt væk i en kommende kampagne. Særligt i kapitlet om menneskerettigheder, der har fået undertitlen ’ufærdige opgaver’, beretter hun om mange prioriteringer til fordel for piger og kvinder. Også om den modstand, hun lejlighedsvis møder både ude og hjemme. Bogen er fyldt med citater fra berømte kvindelige førstedamer og politikere, og hun lægger ikke skjul på sin irritation, når det f.eks. direkte bliver sagt på de indre embedsmandslinjer i Udenrigsministeriet, at »ligestillingskampen må sætte sig på bagsædet, når det gælder kampen for økonomisk og social stabilitet i Afghanistan«.

Pligten til at tjene

En sidste indikation af, at Clinton vil stille op, har også et kvindeligt islæt. Efter hendes elskede mors død, skriver hun i slutningen af kapitel 25 at hun ved mindehøjtideligheden stod sammen med Bill og Chelsea og tænkte: »Mor målte sit eget liv på, i hvor høj grad hun var i stand til at hjælpe os og tjene andre. Jeg var med ét klar over, at hvis hun fortsat kunne være sammen med os, så ville hun opfordre os til at gøre det samme. Sige at vi aldrig skal hvile på laurbærrene. Aldrig må stoppe med at arbejde på at gøre verden til et bedre sted. Det er vores arbejde, og det er ikke afsluttet.«

Det kan ikke siges tydeligere. Som Clinton også siger i slutkapitlet, så er spørgsmålet for hende ikke de to velkendte »vil du være præsident?« eller »kan du vinde?« Men derimod: »Hvad er din vision for Amerika?« og »Kan du føre os derhen?« En præsident skal kunne forene landet og forny den amerikanske drøm. Efter læsningen er jeg ikke i tvivl om kandidaturet.

Mainstream Hillary

Men hvilket billede tegner den tidligere førstedame, senator og udenrigsminister af sin vision, når det gælder udenrigspolitikken? Hvis man ellers formår at ignorere bunker af navne på venner, assistenter, ansatte, og allierede, som fylder godt op, tegner der sig et billede af en moderat høg liggende i den solide mainstream af amerikansk udenrigspolitik. Næppe en overraskelse for udenrigspolitisk interesserede.

Samtlige standpunkter – fra Europa som den vigtigste allierede over den berømte pivot to Asia, omstillingen af amerikansk udenrigspolitik til i højere grad at afspejle den globale økonomiske virkelighed og til problemerne med Rusland – afspejler USA’s officielle politik. Om sidstnævnte får Clinton lige nævnt, at hun »forudser problemer med Rusland« – så er hun dækket ind.

Når det gælder Syrien, Libyen og det arabiske forår i det hele taget, sørger hun også for at holde sig inden for rammerne af, hvad der endte med at være den officielle politik, men hun nævner dog, at hun – i modsætning til præsidenten – var tilhænger af at bevæbne den moderate del af oppositionen i Syrien. Og at hun var en af arkitekterne bag den forsigtige holdning til skiftet i synet på Mubarak. Præsidenten ønskede at skifte side hurtigere, men Clinton mente, at det ville være klogere med et langsomt tempo.

Biden var imod Abottabad

Ellers er det småt med uenighederne med Det Hvide Hus. Den tidligere udenrigsminister ønsker at holde sig inden for den »respektfulde tone« og vil holde visse diskussioner for sig selv, skriver hun. Derfor hører vi mest om de tilfælde, hvor hun og præsidenten står sammen – f.eks. var hun 100 procent bag beslutningen om aktionen i Abottabad, hvor Osama bin-Laden blev dræbt. Det var vicepræsident Joe Biden til gengæld ikke. Det kan synes som en detalje at nævne, men eftersom det endnu ikke er udelukket, at Biden vil forsøge sig som demokraternes kandidat i 2016, er det ikke uvelkomment for hende lige at have Bidens fejltagelse med på papir.

Om Obama-regeringens udstrakte – og kontroversielle – brug af dræbende droner hedder det i bogen blot, at hun var enig med præsidenten i, at brugen af det dødelige våben kræver »dybtgående overvejelser«, og at de skal være »en integreret del af kontraterrorpolitikken«, men at hun ikke desto mindre på et tidspunkt havde »verbale sammenstød« med CIA om en konkret dronebeslutning.

Ikke et ord om Snowden

Som Washington Posts anmelder, David Ignatius, spidst bemærker, er det som om de ’hårde beslutninger’ her får et ordentligt sukkerlag af blød diplomatisk fortune cookie strøet ud over sig. Ignatius fælder også en hård dom over hende, når det gælder NSA og Snowden-affæren, som hun har forbløffende lidt at sige om ud over almindeligheder samt et intetsigende afsnit, der minder om et ordsprog: »Uden frihed bliver sikkerheden undertrykkende. Udfordringen er at finde den rette balance: nok sikkerhed til at sikre vore friheder, men ikke så meget (eller så lidt), at de bringes i fare,« hedder det kryptisk. »Selv NSA vil have svært ved at få afkodet det budskab, så det giver mening,« håner Ignatius.

Lige så lidt substans bidrager hun med, når det gælder det emne, som republikanerne mest ser mest frem til at angribe hende med: de ulyksalige hændelser i Benghazi, der endte med mordet på tre amerikanske diplomater herunder USA’s ambassadør, Chris Stevens. Clinton er fortsat under hård beskydning for at have ignoreret ambassadens bønner om en bedre sikkerhed, men hun afviser anklagerne i bogen, hvor hun over 10 sider giver en dramatisk og medrivende beskrivelse af forløbet time for time inklusive de opgaver, hun efterfølgende havde med at kontakte familie og pårørende. Hun roser sin stab – også den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice, der var under hård beskydning for at være gået ud på tv og afvist påstanden om et terrorangreb – og afviser de republikanske angreb som urimelige og partipolitiske. Fascinerende, også selv om det faktuelle forløb er kendt.

Clinton elsker Israel

Andre velkendte problemstillinger – Mellemøstens fredsforhandlinger, kampen for klodens klima, forholdet til Latinamerika, atomforhandlingerne med Iran, krigen i Afghanistan, forholdet til Kina, Indien, Pakistan – er alle med, flere med egne kapitler. Men rummer mestendels velkendte formuleringer af officiel amerikansk udenrigspolitik. I Mellemøsten fornægter Clintons velkendte pro-israelske holdning sig ikke. Hun bakkes varmt op af den jødiske lobby i USA, og hendes skepsis over for Irans intentioner, når det gælder forhandlingerne om atompolitikken, er tydelig. Her er en forskel til præsidenten.

Undervejs er der dog plads til en smule fest og farver. Især om familien – forholdet til Bill nævnes flere gange som et dybt venskab og en »samtale, der aldrig slutter«. Fortidens synder nævnes ikke.

En lille sjov episode fortæller om, dengang Nicolas Sarkozy måtte samle hendes sko op fra en trappe under et besøg – »jeg er måske ikke Askepot, men du vil for evigt være min Prince Charming,« skriver udenrigsministeren på et kort til den daværende præsident, som hun fremsender med et fotografi, hvor man kan se den famøse sko og Sarkozy, der bøjer sig ned for at samle den op.

Fortryder Irak-krigen

En enkelt nyhed kan man finde i bogen: Hillary Clinton siger for første gang direkte, at hun fortryder sin tilslutning til Irak-krigen. »Jeg tog fejl. Længere er den ikke,« hedder det med en uddybning, der handler om, at hun skulle have luftet den tvivl, hun nærede dengang, men som hun var nervøs for, ville blive opfattet som svaghed og som upatriotisk.

Men eftersom det store flertal af amerikanske vælgere i dag er helt enige, er det næppe noget, der kan bruges mod hende af republikanerne i 2016.

Hillary Rodham Clinton: Hard Chioces. 635 sider. 35 dollar. Simon & Schuster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Hillary Clinton må bestemt ikke blive præsident i USA. Hun og manden, Bill Clinton, er i lommen på, eller har store interesser i olie-industrien. Hillary Clinton som præsident i USA vil blive en hardliner overfor Putin, overfor Iran og overfor Mellemøsten. Hun vil, som præsident, støtte Israel endnu mere end Obama har gjort...

Spørgsmålet er om det ikke er nærmest ligegyldigt hvem der bliver Amerikas næste præsident, en demokrat("nå ja") eller en republikaner, - det er trods alt to alen af et stykke!!

Dertil kommer, at såvel liberalisterne og statsapparatet nærmest begge er helt udenfor, eller rettere sig selv indenfor statsmagten, så vi i realiteten kun får en kransekagefigur efter et afholdt valg, der blot skal demonstrere demokrati som scenetæppe for virkeligheden.

Totalitærstatens er til at få øje på i dagens Amerika, med såvel og ikke mindst NSA og det globale elektronisk aflytninger af alt og alle, samt den udførende og handlende jernnæve CIA, der ikke står tilbage for forfalskning af "sandheden" om Irakkrigen og masseødelæggelsesvåben.

Krænkelserne af privatlivet via NSAs overfor såvel venner og alliered er et bedrag som Amerika ofte benytter overfor netop venner og allierede, men også "fjender" i fjendebilledet som Amerika dyrker om alle der ikke tænker ligesom statsinstitutionerne, skal ikke føle sig sikre, uanset hvor demokratisk valgt de er.

Det sidste ligger i statsinstitutionerne løsrivelse fra demokratiet i Amerika, og som vi ser udfoldet som Amerikansk global politik.

Ingen har som Især Sydamerika "nydt" godt af denne globalpolitik fra Amerikansk side.
Hjælpen til Pinochets militærdiktatur i Chile for omstyrtning af en legitim og demokratisk valgt præsident.
- Mord og tilfælde drab på anderledes tænkende i tusindvis berørte slet ikke Amerikansk politisk menneskelighed, men var i stedet en politisk ligegyldighed når blot målet blev nået.

Vi ser genser også det helt samme politiske mønster fra Amerika andre steder på kloden, - folkeslag der ikke har ret til livet, men derimod til interneringen.

Jesper Wendt

"Spørgsmålet er om det ikke er nærmest ligegyldigt hvem der bliver Amerikas næste præsident, en demokrat("nå ja") eller en republikaner, - det er trods alt to alen af et stykke!!"

= FISA.

Mon ikke bl.a. d palæstinensiske børn og kvinder ser frem til at få denne "alvidende, handlekraftige, men netop kvindelige, nærmest moderlige" bitch til præsident i United Bluff?