Læsetid: 11 min.

’Et glas rødvin i timen’

Listen over mandlige forfattere, der var alkoholikere, er lang og til dels velkendt. Men hvad med deres litterære søstre? Mange store forfatterinder har søgt tilflugt på flaskens bund – og frelse i litteraturen
Karen Blixen er æresgæst hos forfatterkollegaen Carson McCullers, der kan ses på billedet skålende med Marilyn Monroe. I forgrunden ses Blixen sammen med Monroes mand, dramatikeren Arthur Miller

Karen Blixen er æresgæst hos forfatterkollegaen Carson McCullers, der kan ses på billedet skålende med Marilyn Monroe. I forgrunden ses Blixen sammen med Monroes mand, dramatikeren Arthur Miller

Scanpix

21. juni 2014

Hvis man skriver en bog om alkohol og mandlige forfattere, som jeg har gjort, er det spørgsmål, man oftest bliver stillet: Hvad med kvinder? Findes der alkoholiserede forfatterinder? Og er deres historier de samme eller anderledes? Svaret på det første er nemt: Ja, selvfølgelig findes de, og blandt dem er så fremragende og rastløse figurer som Marguerite Duras, Jean Rhys, Jean Stafford, Patricia Highsmith, Jean Bowles, Anne Sexton, Carson McCullers, Dorothy Parker og Shirley Jackson. Alkoholisme er mere udbredt blandt mænd end blandt kvinder.

Men det skorter alligevel hverken på kvindelige drankere, våde eftermiddage eller drukture, der varer i dagevis. Kvindelige forfattere har ikke været immune over for flasken eller de problemer – slagsmål, anholdelser, ydmygende eskapader samt den langsomme forgiftning af venskaber og familierelationer – der har plaget deres mandlige kolleger. Jean Rhys sad kortvarigt i Holloway-fængslet for overfald, og Elizabeth Bishop drak mere end én gang eau de cologne efter at tømt have sit skab for sprut. Men er deres grunde til at drikke anderledes? Og hvad med samfundets ansvar i det fugtige, beduggede 20. århundrede, guldalderen – hvis man kan kalde den det – for alkohol og litteratur?

Gentagelsestvang

Den franske forfatterinde og filminstruktør Marguerite Duras fortæller i bogen Det materielle liv fra 1987 mange chokerende ting om, hvad det vil sige at være kvinde og forfatter. Et af hendes mest slående udsagn handler om forskellen på mandlig og kvindelig alkoholisme – eller rettere hvor forskelligt de to ting bliver opfattet:

»Når en kvinde drikker, er det, som om et dyr eller et barn drikker. Alkoholisme er skandaløs blandt kvinder, og en kvindelig alkoholiker er en sjælden og alvorlig sag. Det er en skamplet på det guddommelige i vores natur,« skriver hun og slår sørgmodigt en personlig krølle på beretningen: »Jeg indså, hvor stor skandale, jeg vakte omkring mig.«

Hun havde været alkoholiker siden sin første drink, skønnede hun. Nogle gange lykkedes det hende at stoppe i flere år, men når hun drak, var det uden mådehold: Hun begyndte, så snart hun vågnede, og efter at have kastet de første to glas op kunne hun drikke helt op til otte liter rødvin, inden hun døsede hen:

»Jeg drak, fordi jeg var alkoholiker,« sagde hun til The New York Times i 1991, »alkoholiker for alvor, ligesom jeg er forfatter for alvor. Jeg er en rigtig forfatter, og jeg var en rigtig alkoholiker. Jeg drak rødvin for at falde i søvn. Og derefter cognac om natten. Et glas i rødvin i timen, og cognac om morgenen efter kaffen. Bagefter skrev jeg. Når jeg tænker tilbage, virker det utroligt, at jeg fik skrevet.«

Det er også utroligt, hvor meget hun fik skrevet, og hvor godt det meste er. Teksterne hæver sig køligt over de til tider forfærdelige produktionsvilkår. Blandt Duras’ mange romaner er Dæmning mod Stillehavet, Moderato Cantabile og Sommerregn. Hendes værker er elegante, eksperimenterende, lidenskabelige, indtrængende og visuelt slående – sanseligt virker deres rytmiske kraft næsten hallucinatorisk. Som forløber for den såkaldt nye roman gjorde hun op med konventionerne for karaktertegning og plot, den realistiske romans tunge møblement, og fastholdt samtidig en næsten klassisk strenghed.

Duras’ barndom var præget af angst, vold og skam – en ganske almindelig blanding i den tidlige fase af en misbrugers liv. Hun blev født som Marguerite Donnadieu i 1914 i Saigon det daværende Fransk Indokina af franske forældre, der begge var lærere. Da hun var syv, døde hendes far og efterlod familien i dyb fattigdom. Hendes mor sparede op i årevis for at kunne købe en gård, men blev snydt og købte et stykke jord, der jævnligt blev oversvømmet af havet. Både Marguerites mor og ældre bror slog hende. Hun erindrede, at hun jagede fugle i junglen for at tilberede og spise dem, og at hun svømmede i en flod, der var fyldt med ligene af forskellige skabninger, som var druknet længere oppe ad floden. Mens hun gik i skole, havde hun et seksuelt forhold til en meget ældre, kinesisk mand – tilsyneladende opmuntret af sin familie af økonomiske årsager. I Frankrig giftede hun sig senere, fik en søn med en anden mand, lavede film og skrev med egensindig intensitet. Hendes drikkeri blev værre med årene – hun holdt op, startede igen og begyndte så at drikke endnu mere, indtil hun som 68-årig fik konstateret skrumpelever og var tvunget til at blive tørlagt.

Der er ikke mange forfattere, der formår at holde op med at drikke, og de, der gør, oplever ofte en nedgang i produktionen. Men Duras skrev en af sine bedste og helt sikkert mest berømte romaner, to år efter at hun var holdt op med at drikke. Elskeren handler om en 15-årig fransk pige i Indokina, der har et erotisk forhold til en meget ældre kinesisk mand. En stor del af bogen trækker på den vold og nedværdigelse, hun selv var rundet af.

Som det fremgår af senere publicerede udgaver, var hun i stand til igen og igen at vende tilbage til barndommens fundamentale scene og tegne den med en næsten uudtømmelig farvepalet: nogle gange erotisk og romantisk, andre gange brutal og grotesk. At genfortælle de samme historier og blive ved med at vende tilbage til det, hun vidste ødelagde hende: Disse gentagelseshandlinger – nogle regenerative, andre dybt destruktive – fik kritikeren Edmund White til at spørge, om Duras var en fange af det, Freud kalder for gentagelsestvang:

»Jeg er bekendt med den, trangen til at blive dræbt. Jeg ved, den findes,« sagde hun engang i et interview, og det er denne intensitet – denne absolutte og kompromisløse vision – der gør hendes værk enestående. Samtidig kaster dette udsagn lys over, hvordan hun brugte alkohol: som en måde at give efter for sin egen masochisme, mens hun samtidig bedøvede sig selv i forhold til det barbari, hun så overalt.

Arvelig usikkerhed

Duras’ mareridtsagtige barndom rejser spørgsmål om, hvad der skaber alkoholisme, og om det er forskelligt for mænd og kvinder. Alkoholisme skønnes at være være arvelig for 50 procents vedkommende, så også miljøfaktorer som opvækst og omgangskreds spiller en væsentlig rolle. Når man læser biografier om alkoholiserede kvindelige forfattere, finder man igen og igen de samme trøstesløse familiehistorier som hos deres mandlige kolleger.

Skam spillede en rolle i Patricia Highsmiths liv. Hun var født Mary Patricia Plangman i 1921, efternavnet var en uvelkommen påmindelse om den mand, hendes mor blev skilt fra ni dage inden hendes fødsel. Hun var ikke selv just velkommen. Hendes mor havde drukket terpentin efter fire måneders graviditet i håbet om at abortere:

»Det er pudsigt, at du elsker lugten af terpentin, Pat,« sagde hun senere.

Denne grumme vittighed minder om Cheever, hvis forældre også spøgte med, at de havde forsøgt at abortere ham. I modsætning til Cheever havde hun dog modet til at følge sine seksuelle lyster, men hun havde en til tider fornøjelig og til andre tider foruroligende sans for afvigelser, for at gå imod strømmen. Hun var et ængsteligt, skyldtynget og grædende barn – tungsindig efter eget udsagn. Som otteårig fantaserede hun om at slå sin stedfar, Stanley, ihjel, og som 12-årig blev hun urolig over voldsomme skænderier mellem ham og hendes mor. Det efterår tog Patricias mor hende med til Texas og sagde, at hun ville skilles og bo i syden sammen med Pat og mormoren. Men efter en uge i dette kvindelige utopia tog fru Highsmith tilbage til New York og efterlod sin datter uden forklaring. Patricia blev der i et helt år og kom sig aldrig over følelsen af forræderi og overbevisning om, at hun var blevet afvist som person.

Hun begyndte at drikke som studerende på Barnard College i New York. I et dagbogsopslag fra 1940’erne skrev hun, at hun mente, at alkohol var uundværlig for en kunstner, fordi den fik hende til at se »sandheden, enkelheden og de primitive følelser igen«. 10 år senere beskrev hun dage, hvor gik i seng klokken fire om eftermiddagen med en flaske gin, inden hun skyllede syv Martini-cocktails og to glas vin ned. I 1960’erne havde hun brug for sprut til at holde sig kørende, for at få øjne om morgenen, og løj om sit drikkeri og alt muligt andet – f.eks. om hvor god en gartner og kok, hun var, selv om hendes have var udtørret, og hun levede af cornflakes og spejlæg.

En stor del af hendes følelsesliv og adfærd løb direkte over i Tom Ripley, hendes mest berømte romanfigur. Tom Ripley drikker ikke altid tæt, men sin paranoia, skyldfølelse og sit selvhad har han tilfælles med den fuldgyldige alkoholiker – hans behov for at slette eller flygte fra sit smerteligt tomme og skrøbelige selv. Han glider hele tiden ind i andre og mere behagelige identiteter, selv om det i sig selv er skamfuldt og ofte bliver drivkraften bag de tilfældige og forfærdelig drab, han begår. Desuden minder bøgernes atmosfære, den faretruende fornemmelse af angst og undergang, om en lang række andre alkoholikeres værker.

Banal og ubrugelig

Der er ingen tvivl om, at personlig ulykke er en del af grunden til, at både mænd og kvinder drikker, men de personlige historier skygger for noget, der er større og sværere for ethvert individ at udfordre og beskrive. Hvordan livet var for de fleste vestlige kvinder i det 20. århundrede opsummerer Elizabeth Young fornemt og vredt i sit forord til Plain Pleasures, Jane Bowles’ samlede fortællinger:

»Indtil 1970’erne blev kvinder ikke regnet for noget og foragtet. De blev, en masse, rubriceret i samme kategori som børn, men var i modsætning til børn genstand for praktisk taget alle vittigheder på komikerens repertoire. De blev betragtet som banale, sladdervorne, forfængelige og ubrugelige. Gamle kvinder var kællinger, harper, svigermødre eller pebermøer. Kvinder var kun synlige i den rigtige verden, mændenes verden, så længe de var seksuelt attraktive. Derefter blev de levende begravet i en ulækker blanding af foragt, afsky og sentimentalisme.«

Som illustration fortæller hun historien om Bowles, som Truman Capote, William Burroughs og Gore Vidal betragtede som en af deres generations største forfattere. Efter et alkoholbetinget slagtilfælde som midaldrende opsøgte Jane Bowles en britisk neurolog, der patroniserende sagde til hende:

»Kære fru Bowles, De kan ikke klare det. Vend tilbage til Deres kødgryder og se, om De kan klare det.«

Denne intense ringeagt over for kvinder, denne manglende forståelse for deres talenter og indre liv, var typisk. Der kan findes lignende optrin i næsten enhver kvindelig forfatters liv i det 20. århundrede. Tag f.eks. Jean Stafford, som i dag er mere kendt for at have været gift med Robert Lowell, end for sine Pulitzer-belønnede noveller eller usædvanlige og brutale roman Bjergløven.

Indædt klarsynet

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, som bedre repræsenterer presset og hykleriet end romanforfatteren Jean Rhys, der næppe kan beskrives som feminist, men alligevel skrev så bittert og trøstesløst om kvinder, at hendes værker stadig virker foruroligende. Rhys blev født som Gwen Williams på øen Dominica i 1890, med britisk far og kreolsk mor. Ligesom F. Scott Fitzgerald var hun et erstatningsbarn, undfanget ni måneder efter sin søsters død. Ligesom Fitzgerald havde hun en gennemtrængende fornemmelse af at stå udenfor, eller af ikke at være helt virkelig eller legitimt elskelig. Hun kom til London som 16-årig, en køn og håbløst uvidende pige. Hendes forventninger til et nyt og glamourøst liv blev knust af den tyngende grå himmel, den bidende kulde samt kompetent og henkastet ondskabsfulde mennesker. Hendes far døde, mens hun gik på teaterskole, men i stedet for at vende hjem, blev hun korpige og ændrede sit navn til Ella Gray.

Fortiden plager

Ella Gray, Ella Lenglet, Jean Rhys, fru Hamer – uanset hvilket navn Rhys rejste under, var hun altid lige ved at drukne, altid desperat efter at finde en mand, der kunne samle hende op og løfte hende ind i den sikre, luksuriøse verden, hun længtes efter. Men hun var uerfaren i kærlighed eller måske bare uheldig, for hun valgte altid mænd, der enten forlod hende eller ikke kunne give hende den økonomiske og følelsesmæssige støtte, hun havde brug for. Hun fik en abort, blev gift, fik et barn, der døde og en datter, Maryvonne, der tilbragte det meste af sin barndom i et andet land hos sin mormor. Så blev hun gift igen for anden og tredje gang og levede konstant den mest håbløse armod. Alkohol blev hurtigt et middel mod problemer og forvirring, en måde at opsuge de mørke elementer og midlertidig udfylde et ubærligt sort hul af behov:

»Hendes fortid plagede hende så meget, at hun var nødt til at skrive om den,« skriver forfatteren til hendes biografi, Carole Angier, »og så plagede skriverierne hende: Hun var nødt til at drikke for at kunne skrive – og til at drikke for at kunne leve.«

Men det, der kommer ud af denne forvirrede tilstand, er fantastisk klarsynede romaner – underlige, glatte modernistiske mesterværker om fremmedgjorte, rodløse kvinder, der driver rundt på må og få i Londons og Paris’ festmiljøer. Disse bøger – Quartet, After Leaving Mr. Mackenzie, Voyage in the Dark og Good Morning, Midnight – viser verden, som den ser ud for de besiddelsesløse. De handler om depression og ensomhed, men de handler også om penge, klasse og snobberi, og hvad det betyder, hvis du ikke har råd til at spise, eller hvis dine sko er i stykker, og du ikke længere kan leve op til de små modekonventioner, som er nødvendige for at kunne klare sig og blive accepteret i samfundet. Rhys er brutal i sine skildringer af en verden, hvor der ikke er noget sikkerhedsnet for en kvinde, som er alene og løber tør for sin eneste gangbare mønt, i takt med at hun bliver ældre.

Rhys forvandler selvmedlidenhed til gennemborende kritik. Hun viser, hvordan magten virker, og hvor onde folk kan være over for ringere stillede, og hvordan fattigdom og sociale problemer holder kvinder fast i et jerngreb og begrænser deres muligheder, indtil der ikke er stor forskel på en celle i Holloway og et hotelværelse i Paris. Det er på ingen måde en triumferende feminisme, der demonstrerer uafhængighed og lighed, men snarere en brutal og plaget skildring af en skæbne, der ville kunne få selv den mest fattede kvinde til at drikke, drikke og drikke.

© The Guardian & Information 2014
Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Den kristne Indre Mission anså også alkohol for djævelens værk. Deres præster tordnede mod fiskerne og de fattige bønders svaghed på sandjorder i nordvest. I dag trives djævleuddriverne i bedste velgående i form af fitness- og løbe entusiaster, sundhedens apostle, der fravælger alt liv, indtil de må på stoffer.

Flemming Madsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Sådan en gang snik-snak er lige til at blive tør i halsen af.

Henrik Brøndum, Flemming Madsen, Holger Madsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne Sofie Slouborg

Bo Carlsen, det var dog en ufatteligt ærgerlig kommentar til en så velskrevet, spændende og indsigtsfuld artikel. Hvad er det, der provokerer visse mænd til at føle sig så forulempet over, at kvinder er mennesker præcis som jer, med alt hvad det indebærer, selv tilbøjeligheden/retten til at gå i hundene.

Michael Kongstad Nielsen

Det kunne jo også være en humoristisk kommentar.
Emnet og artiklen ligger på lige linje med tidens sundheds-trang, hvor man hellere tager en løbetur, end en drink. Hvorfor være optaget af forfatteres druk? Ingen nutidige forfattere nærmer sig spirituøse drikke med en ildtang, kun energidrikke med c-vitaminer er acceptabelt. Og det gælder både mandlige og kvindelige forfattere. Moderne mennesker afskyr fortidens alkoholister, og de kvindelige af slagsen anses for de værste - af deres medsøstre vel at mærke, mændene kan bedre acceptere kvinder, der "falder igennem".