Google er absolutistisk

Googles chef, Eric Schmidt, har i et åbent brev til Europa klaget over, at europæerne hele tiden hakker på Google med kritik og krav om regulering. Men europæerne har god grund til at være bange. Googles imperieambitioner er enorme, og der er brug for EU som aldrig før til at yde giganten modstand
Protester. Kunstnere og rettighedhavere demonstrerede sidste weekend i New York mod Googles hensynsløse brug og deling af deres ejendom.

Protester. Kunstnere og rettighedhavere demonstrerede sidste weekend i New York mod Googles hensynsløse brug og deling af deres ejendom.

Victor J. Blue
28. juni 2014

Hvem husker ikke den magiske dam med de sagnomspundne glade frøer? Så travlt havde de med at lege og fjolle rundt, at de slet ikke ænsede, at vandtemperaturen langsomt steg, og da kogepunktet var nær, var det for sent at springe i sikkerhed.

I det digitale farvand er vi selv som disse frøer. Men nu er der i det mindste en, som gør anskrig for at advare os: Mathias Döpfner, topchef for den tyske mediekoncern, Axel Springer. Som svar på Google’s bestyrelsesformand, Eric Schmidts åbne brev skrev Döpfner for nylig et modindlæg, hvor han gjorde opmærksom på, hvor hurtigt temperaturen er begyndt at stige. Så meget desto bedre hvis Döpfners alarmråb kan vække nogen. Hvorfor?

For det første, fordi der er gryende bevidsthed om, at Google er i færd med at skabe en helt ny slags imperium, der er er karakteriseret ved både at være allestedsnærværende og skjult, og ved ikke at kunne stilles til ansvar. Hvis projektet lykkes, vil dette imperium opnå et herredømme, som overgår alt, hvad verden hidtil har kendt.

For det andet, fordi adgang til internettet i dag i store dele verden er blevet en væsentlig forudsætning for at effektivt at kunne tage del i det sociale liv. En BBC- meningsmåling fra 2010 viste, at 79 procent af befolkningen i 26 lande anser adgang til internettet for at være en grundlæggende menneskerettighed. Vi er afhængige af Googles værktøjer, når vi søger, lærer, logger os på, kommunikerer og foretager transaktioner. Det ironiske er nu, at vi er blevet afhængige af internettets muligheder for at give os bedre livskvalitet, samtidig med at selve de værktøjer, vi bruger, truer med at omskabe vores samfund på måder, vi knap nok forstår og ikke selv har valgt.

Noget nyt og farligt

Hvis et enkelt ord kan beskrive Google, må det være ordet ’absolut’. Encyclopedia Britannica definerer absolutisme som et system, hvor »den herskende magt ikke bliver udsat for nogen form for regelbundet udfordring eller kontrol via andre myndigheder«. Absolutisme er i bred forstand en moralsk holdning, hvor værdier og principper forstås som ubestridelige og universelle. Det betyder, at der ikke levnes plads for relativisme, kontekstualisering eller åbenhed over for forandringer.

For seks år siden spurgte jeg Eric Schmidt, hvilke innovationer Google påtænker for at sikre, at dets interesser kan harmonere med dets brugeres interesser. Ville Google forråde brugernes tillid? Jeg husker, hvor chokeret hans svar gjorde mig. Han selv og Googles øvrige topledelse sidder på den klasse af B-aktier, der giver den bestemmende indflydelse. Det betyder, at Google kan træffe beslutninger uden hensyn til konjunkturelt pres fra Wall Street, forklarede han. Dermed er virksomheden også værnet imod andre indflydelseskilder. Den behøver ikke at ulejlige sig for at skabe et gennemsigtighed, endsige mekanismer for institutionaliseret kontrol og feedback. I stedet lød Schmidts svar som indbegrebet af absolutisme: »Stol på mig, for jeg ved bedst«. I det øjeblik vidste jeg, at jeg stod over for noget nyt og farligt, hvis virkninger rækker langt ud over markedets snævre økonomiske konkurrence og helt ind i hjertet af menneskers dagligdag.

Google dræber Innovation

I Eric Schmidts åbne brev til Europa er der klare tegn på en sådan absolutisme. Demokratisk kontrol karakterisér han som »hårdhændet regulering«. Der refereres i flæng til ’internettet’, ’webbet’ og ’Google’, som om Googles og internetbrugernes interesser per definition skulle være sammenfaldende – tydeligvis et kunstgreb, der skal distrahere fra det virkelige problem. Mange opfatter nu Googles absolutistiske forfølgelse af ​​egne interesser som ansvarlig for de svindende udsigter til, at webbet kan forblive den slags åbne informationsplatform, hvor det vil være op til deltagerne selv at blive enige om regler, rettigheder og tilvalg.

Schmidt advarer om, at skulle EU finde på at modarbejde de praksisser, som Google ønsker at indføre, risikerer Europa at blive til »en innovationsørken«. Præcis det modsatte vil sandsynligvis blive tilfældet. For når internetbrugerne i dag er ved at miste tilliden til det digitale medier er det til dels på grund af Googles udsøgte kompetence inden for overvågningsvidenskab og den frækhed, hvormed det har eksproprieret sine brugeres ret til privatlivsbeskyttelse, til dels på grund af NSA’s aggressive taktikker. Og er det ikke netop dette tab af tillid, som risikerer at dræbe innovationen. Men hvordan havnede vi i grunden i hele denne redelighed?

Google koloniserer et tomt område – NSA Følger efter

I sit essay om Den døendes ensomhed bemærkede sociologen Norbert Elias, at »døden i vores epoke stort set udgør en ubeskrevet situation, et tomt felt på det sociale landkort«.’Tomme felter’ er det, som opstår, når gammelkendte betydninger og praksisser ikke længere kan bruges, men nye endnu ikke er opfundet. Googles hurtige opkomst til magt blev kun mulig, fordi Google vovede sig ind i på et område, der endnu var tomt. Det koloniserede i al hast den tomme plads uden at møde udfordringer eller forhindringer på sin vej. Google skulle ikke bede nogen om tilladelse, ikke skabe konsensus, sætte noget under debat eller bare synliggøre sine regler eller forsvarsværker. Hvordan kunne det gå til?

En første faktor handlede om efterspørgsel. I anden halvdel af det tyvende århundred resulterede det højere uddannelsesniveau og oplevelsen af større social kompleksitet i, at der fremstod en ny slags personlighedstype. Ikke længere tilfreds med at indordne sig under massen eller en bestemt samfundsklasse søgte stadig flere mennesker deres egne unikke veje til selvbestemmelse. Dette skete i en periode med stigende frustration med de eksisterende institutioner, der stadig var orienteret mod tidligere tiders massesamfund. Folk ønskede at omgestalte deres sociale erfaringer på måder, der kunne udtrykke deres nye følelser. De ønskede sig oplysninger på deres egne betingelser, som ikke skulle være kontrolleret af de gamle normer, professionelle forskansninger og forretningsmodeller.

Internettets ankomst viste her en ny vej frem. I takt med at web-browsere og søgeværktøjer blev tilgængelige strømmede nye individer ind på nettet med deres indestængte krav om autentiske stemmer og tilkoblingsmuligheder. Adgang til informationer og kommunikation kunne nu bryde gamle grænser ned og omkonfigureres, så de passede til ethvert behov. Her var endelig oplevelser og erkendelser sådan, som jeg ville have dem, når jeg ville have dem, og hvor jeg ville have dem. Der var en formodning om, at den ’gamle verdens’ modstande og regler fra det 20. århundred ikke længere var gældende. Det var nu vokset en ny ’netværksbaseret offentlighed’ frem, og ingen så sig tilbage.

Også Google og andre selskaber strømmede ind i de nye rum også, og det så unægtelig ud til, at netop de var i standet til at matche de populære nye forventninger til tillid og samarbejde. Men i takt med at presset for større profitter steg, rykkede Google, Facebook og andre videre og over i en ny reklamemodel, der forudsatte skjult fangst af brugerdata som den valuta, der skulle skabe annoncesalg. Profitterne løb hurtigt op, hvilket igen motiverede en desto mere hensynsløs og determineret dataindsamling. Datamining eksploderede som den nye videnskab, til dels ansporet af Googles spektakulære succes.

Bekæmpelse af loven

Hele topografien i cyberspace begyndte at skifte karakter, efterhånden som Google og Facebook flyttede væk fra det offentlige webs etos, imens de omhyggeligt sørgede for at fastholde den gamle retorik derfra. De begyndte at udvikle en ny slags operationel logik inden for et område, der indtil da havde være tomt. Den nye zone lignede ikke den traditionelle kommercielle verdens mursten og mørtel, men heller ikke de efterfølgende normer for det åbne web. Dette forvirrede og distraherede brugerne. Faktisk udviklede virksomhederne en helt ny slags forretningslogik, der indarbejdede elementer af den konventionelle koncernkapitalismes logik, især dens hensynsløshed over for slutbrugerne – sammen med elementer fra den nye internetverden, især dens intimitet. Resultatet blev, at der opstod en ny kommerciel logik baseret på skjult overvågning. De fleste mennesker forstod ikke, at de og deres venner blev sporet, analyseret og datamineret uden deres viden eller samtykke.

En stadig strøm af udbrud fra denne zone dokumenterer den nye operationelle logik. F.eks. står Google over for en række omstridte retssager på grund af virksomhedens hemmelige scanninger af alle Gmail-mails, herunder også mails sendt fra ikke-Gmail-konti. I 2010 forsøgte Google i første omgang at holde disse scanningsprocedurer skjult og først efter fire år, hvor forargelsen bare steg og steg, valgte selskabet at erkende dem fuldt ud. I en ’eksplosiv’ retssag indrømmede Google at have foretaget unilaterale scanning af millioner af e-mails sendt fra eller modtaget hos de 30 millioner af studerende, der benytter sig af selskabets Apps for Education-værktøjer. I 2012 blev Google mødt med endnu mere forargelse og endnu flere retssager, da virksomheden meddelte, at man vil konsolidere data om sine brugere fra alle Google-tjenester uden at gøre brug af nogen som helst mekanisme for at søge samtykke fra disse.

Google Street View, der blev lanceret i 2007, er endnu et eksempel på virksomhedens enevælde. Google ulejligede sig ikke med at spørge, om man måtte fotografere folks boliger til offentligt brug. Man tog bare, hvad man ville, og ventede på, at al modstand til sidst ville ebbe ud. I sidste ende løb Street View dog ind i massive protester, der førte til restriktioner i mange EU-lande, foruden i Japan og i Canada.

NSA’s og Google fælles interesse

I 2010 meddelte den tyske kommissær for databeskyttelse, at Googles Street View operation samtidig fungerede som camouflage for skjult dataindsamling fra brugere af Wi-Fi-netværk. Han opfordrede til, at der øjeblikkelig blev sat en stopper for Street View i Tyskland og til, at virksomheden slettede alle ulovligt optagede data. Andre lande fulgte trop med deres egne efterforskninger og retssager.

Electronic Privacy Information Center har nøje dækket disse sager. Centret har opbygget en detaljeret oversigt over de verdensomspændende harmfulde reaktioner, protester, undersøgelser, retssager og forlig, som har udspillet sig som respons på Google Street Views og dets hemmelige dataindsamlingstaktikker.

I 2010 indgik Google et partnerskab med NSA, hvilket føjede nye lag af kompleksitet og uigennemsigtighed til operationerne i den nye zone. Den angiveligt udløsende faktor for denne alliance mellem en offentlig tjeneste og et privat selskab var Googles opdagelse af, at kineserne havde hacket sig ind virksomhedens infrastruktur. Men NSA havde for længst interesseret sig for alt, hvad Google rører ved. Tjenesten kæmpede med tekniske udfordringer: Hvordan kunne den blive i stand til at spore objekter og skelne mønstre i internettets realtid? NSA var aktivt i gang med at udvikle den samme slags værktøjer og faciliteter, der gør det muligt for Google at eftersøge og analysere data i massevis i warp-hastighed.

En ny forretningsmodel

Det amerikanske justitsministerium søgte længe at holde partnerskabet hemmeligt, men mediehistorier, retsdokumenter og i sidste ende Snowdens læk har nu bragt et omfattende billede af indbyrdes afhængighed og samarbejde for dagens lys. Som den tidligere direktør for NSA, Mike McConnell udtrykker det: »De seneste forlydender om et muligt partnerskab mellem Google og den amerikanske stat peger hen imod en særlig slags fælles indsatsområder – og fælles udfordringer – som vi formentlig vil se flere af i fremtiden (…) Cyberspace kender ikke til grænser. Tilsvarende må vores defensive indsats må kunne undgå at støde på forhindringer«. NSA har udviklet sin egen software, som efterligner Googles-infrastruktur og bruger Google-cookies til at identificere mål for hacking, ligesom man i vid udstrækning skaffer sig adgang til e-mails og andre data gennem PRISM-programmet, hvis omkostninger man så dækker for Google og andre internet-virksomheder.

Google og Facebook har ført an i koloniseringen af den nye zone ud fra en kommerciel logik, der bygger på overvågning. Nu tilføjer Google-NSA alliancen nye lag og kapaciteter samt en kompleks offentlig-privat dimension, som vi stadig dårligt nok kan forstå. Uanset hvad indholdet mere præcist måtte være, spreder den nye logik sig til andre virksomheder og applikationer og er blevet drivende for, at operationerne i denne nye zoner kan opleve vækst og succes.

Uanset denne vækst er det stadig at forstå de skiftende sociale relationer, der produceres i denne nye zone, som er associeret med Googles nye kommercielle logik. Der er der to grunde til. For det første bevæger virksomhederne sig langt hurtigere, end enkeltpersoner og demokratiske offentlige institutioner kan nå at følge med. For det andet er deres operationer designet med henblik på ikke at være detekterbare. Lad mig dvæle lidt mere ved denne sidste pointe.

Googles radikale politik

Vi hører ofte, at vores ret til privatliv udhules, mens politikker for hemmeligholdelse vinder frem. Men denne optik tilslører i nogen grad, hvad der virkelig står på spil. Privatlivsbeskyttelsen bliver ikke udhulet. Det er snarere vores privatliv, der bliver eksproprieret. Forskelle i optikker giver nye definitioner problemet og åbner for nye måder at overveje løsninger på.

I den konventionelle fortælling bliver privatliv og hemmeligholdelse set som hinandens modsætninger. Men i virkeligheden er den ene årsag og den anden effekt. Når vi udøver vores ret til privatlivets fred, træffer vi bestemte valg. Vi kan vælge at olde noget hemmeligt eller at dele ud af det, men for at have dette valg, forudsætter det, at vi først har privatliv. Privatlivets fred giver beslutningsrettigheder. Privatlivsbekyttelsen lader det være op til os selv at beslutte, hvor vi i den enkelte situation ønsker at befinde os på spektret mellem hemmeligholdelse og gennemsigtighed. Hemmeligholdelse er effekten. Privatlivet er årsagen.

Jeg vil nu hævde, at rettighederne til privathed ikke er blevet udhulet. De er om noget blevet mangedoblet. Forskellen i forhold til før er, hvordan disse rettigheder er fordelt. I stedet for at have mange mennesker, der nyder privatlivsbeskyttelse, er næsten alle rettigheder blevet koncentreret i hænderne på nogle ganske få. På den ene side har vi mistet evnen til selv at kunne vælge, hvad vi vil holde hemmeligt, og hvad vi vil dele. På den anden side har Google, NSA og andre i den nye zone akkumuleret rettigheder til privathedsbeskyttelse for sig selv. Hvordan det? De fleste af deres rettigheder har de tiltaget sig fra os uden at spørge. Men de har sammensat nye rettigheder til sig selv, omtrent på samme måde som når en falskmønter fremstiller falske penge. De hævder en ret til privathedsbeskyttelse i forbindelse med deres overvågningstaktikker og vælger under påberåbelse heraf at holde disse taktikker hemmelige.

En præmoderne absolutisme

Endelig – og dette er det centrale – bliver den nye koncentration af privatlivsrettigheder institutionaliseret i automatisk ikke-sporbare funktioner i en global infrastruktur, som de fleste af verdens mennesker tilfældigvis også anser for afgørende for grundlæggende social deltagelse. Dermed forvandles hverdagen til en daglig fornyelse af en faustisk pagt for det 21. århundred.

Det er vanskeligt helt at begribe den globale rækkevidde og konsekvenserne af dette ran af rettigheder. ’Revolution’ eller ej er der under alle omstændigheder tale om en form for ny radikal politik, der på bare få år har gennemført en betydelig omfordeling af magten baseret på ekspropriation af de almindeligt udbredte privatlivsrettigheder, og de valg de indebærer. Dette er opnået gennem en unik indsamling fra offentlige og private aktører og interesser, der har opereret helt uden for legitime demokratiske mekanismers rammer. I visse henseender kan de sociale relationer, der følger af dette rettighedstyveri, bedst sammenlignes med en præ-moderne absolutisme.

Vi er blevet fanget på det forkerte ben. Hverken vi selv som individer eller vores offentlige institutioner har nogen klar forståelse af disse nye relationer, af deres konsekvenser, af relevante veje til handling eller opnåelige mål. Der er gode grunde til, at vi oplever så megen forvirring og utilfredshed. Den dynamik, jeg her beskriver, har fundet et tomt område, der ikke så let kan indfanges af vores eksisterende sociale, økonomiske og politiske kategorier. De strækker sig langt ud over økonomiens område og tidligere tiders debatter om forretningsmonopoler og konkurrencebegrænsende praksisser. De nye forretningsaktiviteter rækker langt ud over vores pengepung og ind i selve essensen af ​​vores liv. De undviger vores mentale modeller og trodser vores rationelle forventninger i en sådan grad, at vi ender med at sætte spørgsmålstegn ved vores egne vidnesbyrd og dømmekraft. Desværre bliver situationen kun endnu værre, i takt med at Googles radikale politik spreder sig fra cyberspace til den virkelige verden.

Virkeligheden er den næste store ting

Hvad pønser Google på som det næste? Vi ved det ikke, for det er hemmeligt, men lad mig give et bud. Google stiller sig ikke længere tilfreds med at være en datavirksomhed. Næste skridt er at opbygge en endnu mere radikal ’virkelighedsvirksomhed’. Google ser ’virkeligheden’ som den næste store ting, som det gælder om at skære i småstykker og sælge. I datavirksomheden udgøres pay-off af de datamønstre, der kan fremme målrettet annoncering. I virkelighedsvirksomheden ligger pay-off i at kunne forme og kommunikere menneskers adfærd i det virkelige liv på millioner af måder, der kan fremme Googles omsætning. Forretningsmodellen går ud på at udvide til ikke blot at omfatte menneskers digitale selv, men også deres faktiske selv. Scenen skifter fra den virtuelle virkelighed til, nå ja, virkeligheden slet og ret. Ikke overraskende er de to organisationer, som står i spidsen for denne nye bølge Google og NSA.

Konceptet om ’virkelighedsvirksomhed’ afspejler et igangværende skift inden for datavidenskaben fra dataminering til ’virkeligheds-minering’. Den nye tilgang har i løbet af det seneste årti fået sit gennembrud på MIT Media Lab. Nu er den ved at migrere videre til militær efterretningsvirksomhed og kommercielle applikationer. I en artikel fra 2011 forklarer MIT-professor Alex Pentland, hvilken værdi ​​virkeligheds-minering kan have. »Vi må genopfinde samfundssystemerne inden for kontrollerede rammer«, bemærker han og tilføjer, at dette vil kræve »eksponentiel vækst i data om menneskelig adfærd«. I en anden artikel forklarer Pentland, hvordan spredningen af sensorer, mobiltelefoner og andre datafangst-enheder vil give »øjne og ører« til en verdensomspændende levende organisme. »Hvor spiser folk? Hvor arbejder de? Hvor hænger de ud? Et distribueret sensor-netværk«, bemærker han, »vil kunne give os en visning af os selv med en Guds øjne. For første gang kan vi præcist kortlægge adfærden hos et stort antal mennesker, når de passer deres dagligdag«.

NSA og andre efterretningstjenester benytter sig allerede af ’livsmønsteranalyse’ til at identificere trusler, herunder dem, der kan have deres oprindelse inden for organisationen, i et håb om at kunne opdage den næste Edward Snowden i tide. En række softwarevirksomheder, nogle af dem knopskydninger fra efterretningstjenester eller finansieret af disse, udvikler kapacitet til genkendelse og livsmønstre og aktivitetsbaseret intelligensanalyse.

Virkeligheden er det nye produkt

Googles ambitioner i denne nye arena ser ud til at være grænseløse. I 2012 satte Google-cheferne Sergey Brin, Larry Page og Eric Schmidt datalogen Ray Kurzweil i spidsen for deres afdeling til udvikling af ny teknologi, Kurzweil, en genial opfinder, er fortaler for den tanke, at computere kan udvikle bevidsthed. »Fremtidens maskiner vil være menneskelige – hovedparten af intelligensen i vores civilisation vil i sidste ende være ikke-biologisk,« vurderer han. Kurzweil ønsker at forvandle »det næste årtis urealistiske visioner til virkelighed« i Google. Selskabet har opkøbt de fleste af de førende virksomheder inden for maskinindlæring og robotteknologi for at konstruere, hvad der betegnes som »jordens største laboratorium for kunstig intelligens«. Google har bl.a. betalt dyrt for at overtage et firma, der udvikler droner med stor flyvehøjde samt for opkøbet af Nest Labs, et firma, der er på forkant inden for udvikling af intelligente enheder til hjemmet og anses for førende i det ’tingenes internet’, der tegner sig i fremtiden.

Alt dette tyder på, at Google er i gang med at opbygge kapaciteter, der er endnu mere ambitiøse end ’virkeligheds-minering’. Målet er ikke blot at udvikle en Guds øjne-visning, men også at opnå en Guds øjne-magt til at forme og styre virkeligheden. Googles briller, bærbare udstyr eller biler, der kan køre af sig selv ét klart formål: at informere om hvor du har været, hvor du er, og påvirke, hvor du skal hen. Som eksperter har foreslået, vil tredjeparter kunne betale til de programmer, der kører bilen, så de sender dig hen til deres restaurant, butik eller politiske event.

Der er store muligheder for lignende virkeligheds-minering og formning igennem ’tingenes internet’. Dette udtryk refererer til det voksende netværk af intelligente sensorer og internet-kompatible enheder, der er tiltænkt at skulle udgøre den intelligente infrastruktur i alle fremstillede genstande, ja endog i kunstige organer. Fra din babys bleer, dit køleskab, varmesystem, madras, lys, vægge, kaffe krus, og kunstige knæ vil dette udgøre det smarte neurale netværk, hvor du trækker vejret, spiser, sover, rejser og arbejder. Det vil udføre uendelige konfigurationer af handlinger, iagttagelser, forslag, kommunikationer og interventioner, alt sammen gearet til en helt ny produktkategori: virkeligheden. Google og andre vil kunne tjene penge ved at forstå sig på dette og ved at kunne manipulere, styre og inddele det hele.

Er virkeligheden til salg?

For at få mening i dette store puslespil kan et historisk perspektiv være nyttigt. I historikeren Karl Polanyis værker kan vi finde et par brugbare ideer. Han beskrev fremkomsten af ​​et nyt menneskelig påfund: den selvregulerende markedsøkonomi. Han gennemskuede, at markedsøkonomiernes succes i det 19. og 20. århundred beroede på tre forbløffende mentale opfindelser. Han kaldte dem ’fiktioner’. Den første var, at menneskets liv kan underordnes markedets dynamik og blive genfødt som ’arbejdskraft’. Den andet var, at naturen kan underkastes og genfødes som ’fast ejendom’, mens den tredje var, at købekraften kan genfødes som ’penge’. Selve den industrielle kapitalismes muligheder afhang af tilvejebringelsen af ​​disse tre kritiske ’fiktive varer’. Livet, naturen og udvekslingen måtte forvandles til ting, der fordel kunne købes og sælges.

Google fører os til afgrunden af en ny udvikling inden for markedsøkonomiens dimensioner. En fjerde fiktiv vare fremstår nu som den dominerende egenskab ved markedets dynamik i det 21. århundred. ’Virkeligheden’ er ved at gennemgå den samme slags fiktionaliserede forvandling og blive genfødt som ’adfærd’. Denne omfatter skabningers opførsel, deres kroppe og deres ting. Den omfatter faktisk adfærd og data om adfærd. Det er en verdensomspændende organisme, og selv de allermindste elementer indgår i den.

Polanyi forstod, at et selvregulerende markeds rene uhindrede kræfter ville kunne blive dybt destruktive. Samfundet ville få brug for modforanstaltninger for at undgå en sådan fare. Han kaldte sådanne tiltag for en ’dobbeltbevægelse’: »Et netværk af foranstaltninger og politikker ... integreret i magtfulde institutioner har til formål at kontrollere markedets effekter i forhold til arbejdskraft, jord og penge«. Reguleringer, lovgivning, demokratisk kontrol er de kritiske reaktioner, som er nødvendige for at beskytte samfundet mod en nedadgående spiral. Idet han foregreb det kommende århundrede opfordrede han til at styrke den dobbelte bevægelse, således at »enhver vækst i integration i samfundet bliver ledsaget af en forøgelse af frihed (...) og en styrkelse af individets rettigheder i samfundet«.

Europas opgave

Dette bringer os tilbage til vores udgangspunkt. Eric Schmidt og Mathias Döpfners diskussion i FAZ er kun begyndelsen på et skred, der vil ryste industri, samfund og borgere. Det er en bøn for, hvorfor det haster og er bydende nødvendigt med en ny dobbelt bevægelse. Denne må være stærkere, mere selvssikker og mere dybt principiel, end vi endnu har set. Den må kunne danne en modvægt til en farlig ny absolutisme, der bygger på en udbredt og hemmelig magt, vi ikke kan drage til ansvar.

Vi bevæger os her uden for økonomiens domæne. Dette er ikke blot en samtale om frie markeder; Det er en samtale om frie mennesker.

Den nye offentlig samtale, vi trænger så hårdt til, kan heller ikke reduceres til tekniske debatter fra det 20. århundred om Googles monopolstatus eller konkurrencebegrænsende praksisser. Vi er tilbøjelige til at vende tilbage til disse gamle kategorier som følge af manglen på et klart sprog, herunder mangen på juridiske retsbegreber, der kan hjælpe os med at skelne de fulde konsekvenser af det, som er ved at tage form. Men med disse specialiserede faglige argumenter flyttes Google-debatten væk fra hverdagens og de almindelige menneskers domæne og over i økonomernes og bureaukraternes obskure interessesfære. De tilslører det faktum, at de væsentlige spørgsmål ikke længer handler om at have monopol på produkter og tjenester, men om at have monopol på rettigheder: retten til privathed og rettigheden til virkeligheden. Disse nye former for magt, som er så dårligt forstået af alle andre end dem, der selv praktiserer dem, truer suveræniteten i den demokratiske sociale kontrakt.

Også vi er magtfulde. Vores krav om selvbestemmelse er så let at lukke af for. Vi skabte selv Google, måske ved at elske det for meget. Vi kan afvikle Google igen, hvis vi ikke har andet valg. Udfordringen er at forstå, hvad der er på spil, og hvor hurtigt tingene bevæger sig. Vi har et behov for at gå sammen i vores forskellighed for at bevare en fremtid, hvor mange visioner kan trives, ikke bare én. Hvor rettighederne for de mange og ikke blot for de få kan blomstre.

Udviklingen forløber hurtigt. Dette er grunden til, at hele verden nu ser hen til EU – ikke hen til Google – som den instans, der kan forhindre absolutismens stigende og de monopoliserede rettigheders stigende trussel. EU kan stå for den nye dobbelt bevægelse. Det kan repræsentere fremtiden og hævde de demokratiske rettigheders dominans og principperne om et fair marked. Disse er de dyrt tilkæmpede sejre efter århundredlange kampe, og vi må ikke vove at abdicere fra dem nu.

© Frankfurter Allgemeine Zeitung og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Shoshanna Zuboff

Pensioneret professor fra Harvard Business School med ph.d. i socialpsykologi. Hun skrev en banebrydende forskningsartikel om computermedieret arbejde i 1981 og er siden blevet kaldt ’informationsalderens profet’.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

"Også vi er magtfulde. Vores krav om selvbestemmelse er så let at afvise. Vi skabte selv Google, måske ved at elske det for meget. Vi kan afvikle Google igen, hvis vi ikke har andet valg."

Alt kan afvikles. Også menneskers tiltagende, skæbnesvangre og selverklære(n)de afhængighed af internettets mange 'muligheder'.

Antagelsen om at EU skulle kunne afværge de beskrevne farer må hvile på at de europæiske befolkninger har kontrollen med EU's institutioner. Men har de mon dét?

Brugerbillede for Jesper Wendt

Hvornår går det op for folk teknologi er en anti social konstruktion? Det har sine styrker, også socialt, men pas på med at blande kommunikation og social omgang i samme pose, det vil ikke ende lykkeligt. Kommunikationen er grundstenen og det kommunikative redskab til, at indgå i en social kontekst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Og hvor er kritikken af Microsoft eller Apple? Især af Apple som aldeles ikke tillader indhold i deres appstore som er totalt uproblematisk ift. europæisk lovgivning....f.eks. nøgne bryster, nøgne baller mmm og mv. Er der nogen der er absolutistiske og grænsende til det totalitære, så er det altså Apple....

Og hvorfor alle lige pludselig er imod google forstår jeg altså ikke....hvis altså det ikke handler om at man går ind for et totalt aflukket europæisk internet med en europæisk søgemaskine....

Og læg så mærke til at google rent faktisk trak sig ud af Kina....da de ikke ville være med til den kinesiske censur...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Mht. kunstnere - så ved jeg aldeles ikke hvad skribenten taler om. Youtube ejes af google. Og rigtig, rigtig mange musikartister er kommet i gang via youtube. Og ad den vej har de fået en pladekontrakt. Eller også er de på små pladeselskaber....som heller ikke kan leve uden youtube. Og taler vi om bøger så må og skal kritikken altså gå ud over iTunes m.fl.....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

Overstatslige lag i det globale samfund har der altid været. Det er ikke eentydigt skidt at en så væsentlig tjeneste som Google er udenfor Wall-street-logikkernes rækkevidde, hvis de faktisk er tilældet og det ikke er hybris....
Ang. Street View-tingen og modstandere deraf :
Fotografering af offentlige gader og veje er det direkte suspekt at protestere imod, ligegyldigt om et er en beboerforening eller en privatprson eller en statsmagt og burde vel ret beset udløse en ordensmagtens ransagning for årsagen. Ligusterhækken o plankeværket er opfundet, hvis det er så vigtigt.... og vil have lige præcis have den effekt i store dele af eks. USA - et besøg af ordensmagten. Det har en undertone af 'overvågning' naturligvis, fordi det interessserer sig for noget bag en facade, men det har den golde affotografering af facaden altså ikke. Stor tak for GE-streetview - 'an sich' det ekstensiveste og uskyldigste infotainment der findes.

Men anerkender at det er en meget lill og folkelig del af Google-helheden, så gå endelig løs på de mere skjulte bagfacade-emner ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Fra artiklen.
"Dette er grunden til, at hele verden nu retter blikket mod EU – ikke mod Google – som den instans, der kan modarbejde den stadigt stigende trussel fra absolutismen og de monopoliserede rettigheder. EU kan stå for den nye dobbeltbevægelse. Det kan repræsentere fremtiden og hævde de demokratiske rettigheders ukrænkelighed og principperne om et fair marked."

EU er en del af problemet, intet derfra vil støtte demokratisk kontrol og retsstatsprincipper, det er den økonomiske kontrol der bruges til politisk kontrol og det lykkedes de største spillere godt med.

Bjarne Corydon gjorde det klart i Deadline, for en tid siden, til skræk og advarsel for alle Danskere.

"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked."

Tror danskerne så på, at informationer der kan skabe vækst, for den der har de lukrative information, er vores venner, at de ikke bruger de indsamlede informationer til deres fordel.

Det ulovlige bliver legitimt.

Goldman Sachs habitter alle tidligere medarbejder, med indflydelse i EU, lobbyister for de superrige ikke demokrati, men liberalisme, verdens egentlige økonomiske og politiske magthavere"

Mario Draghi præsident for ECB (Goldman Sachs)

Lucas Papademos, Papdemos var i perioden 2002-2010 vicepræsident for den Europæiske Centralbank. (Goldman Sachs)

Mario Monti tidligere EU-kommissær (Goldman Sachs)

Petros Christodoulou General Manager of the Public Debt Management Agency of Greece. (Goldman Sachs)

Otmar Issing former Chief Economist and Member of the Board of the European Central Bank (ECB) (Goldman Sachs)

António Borges Director of the European Department of the International Monetary Fund. (Goldman Sachs)

Carlos Moedas He is currently the Secretary of State to the Prime Minister of Portugal. In this position Moedas oversees ESAME, the agency created to monitor and control the implementation of the structural reforms agreed in the context of the assistance programme by a troika composed of the European Commission, European Central Bank and the International Monetary Fund. (Goldman Sachs)

Peter Sutherland Director-General of the World Trade Organization. (Goldman Sachs)

Fra link:
Det nye oligarki sidder på verdensøkonomien

Så få som 147 multinationale banker og virksomheder kontrollerer verdensøkonomien, viser en ny netværksanalyse.

Link: http://ing.dk/artikel/det-nye-oligarki-sidder-pa-verdensokonomien-124235...

Brugerbillede for Kjeld Hansen

Googler er godt på vej til at udvikle sig til en uhyggelig magtfaktor, som får mere og mere viden og indflydelse på det enkelte individs adfærd. Med dets enorme pengetank opkøber Google mere og mere teknologi, som vil give Google endnu mere viden og magt. Senest har de opkøbt et firma, som er specialister i miniature kameraer og de har påbegyndt en test produktion af selvkørende biler. Og sådan vil det vedblive. Om ikke så mange år vil Google vide alt om, hvor vi alle køre hen i vores biler, hvordan vores adfærd er hjemme i vores privat boliger osv. osv..

- Hvis ikke der sættes en stopper for det politisk.

Jeg tror Google vil ende med at blive tvangsopdelt i flere selvskaber. Selv USA vil få nok på et tidspunkt og hvis Google ikke stoppes vil det ende med, at være en ny "statsmagt", som får selv NSA til at blegne. Og så megen magt er intet firma berettiget til uanset hvad.

I Europa er det europæiske politikere, som bestemmer hvad der må indsamles af informationer om borgerne. Ikke Google. Men jeg tror den hastige udvikling i cyberspace er kommet helt bag på politikerne og at lovgivningen derfor halter gevaldigt bagefter på området og det skal der gøres noget ved.

Derudover, så er det USA, som sidder tungt på hele internet strukturen med al den magt, som det giver. Det bør der også ændres på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher

Der skal skabes en modvægt til denne farlige nye absolutisme, der bygger på en udbredt og hemmelig magt, vi ikke kan drage til ansvar.

Google har helt afgjort allerede alt for megen magt. Og det er jo ikke kun Google der har opbygget et magtapparat helt udenfor demokratisk og i stor omfang også juridisk kontrol. Der er også Apple, Monsanto, Goldman Sachs etc. etc. listen er længere end godt er.

Det kan godt ende med at vi skal over på den kinesiske eller iranske version af Internettet for at få friheden tilbage.

lol.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher

Google laver forresten også kontaktlinser versioner af deres Google briller. De kan aflæse og analysere menneskelige følelser ved hjælp af analyse af mikro-bevægelser i ansigtsmuskulaturen, og de kan endda tilkobles en hjernebølge scanner.

Som en amerikansk gadget guru udtrykte det for nylig på en konference om den mobile fremtid: Hvad der er face-to-face i dag, bliver interface-til-interface i fremtiden.

Spørgsmålet er hvad vi så skal lave...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim  Christiansen

Hold nu op Google er blevet store, de skal nu igennem alt det Microsoft var igennem for 5 års siden.

Først og fremmest, er det altid belastende at læse en artikel omkring et teknologi firma, som åbenlyst er skrevet af én, som ikke rigtig har nogen form for teknologisk indsigt. Der er bare målet en stor og grim fanden på væggen! - Med INGEN fokus på alle de helt geniale tiltag Google har gjort og give tilbage til deres brugere.

Først og fremmest, gør Google et helt fantastisk stykke arbejde med at gøre dig bevidst om, hvordan Google indsamler dine data. Problemet er bare, at de fleste mennesker ikke gider bruge tid på at læse det. Du har eksempelvis mulighed for at tage ALT dit data med dig, lukke din Google konto og ellers fortsætte videre med dit liv. Du har også mulighed for at slå personlige reklamer fra, så får du bare almindelig reklame, hvis du synes det er bedre. Og hvis du har lavet noget knap så heldige ting, så har du nu også mulighed for at skjule det for omverden! - Hurrah! Eller, i hvert fra Google søgning, ikke på alle de andre søgemaskiner, hvor brugere kan finde den information alligevel. Hurrah igen!

Grunden til at Google, fremfor de andre store firmaer, har min tillid er, at de først og fremmest ikke er dikteret af bestyrelsesmedlemmer, som kun er interesseret i afkast af virksomheden. Det er derfor at Google giver sig i krig med ting som Google Glass, som ikke på nogen måde er en sikker succes. Googles motivationer er også noget helt andet, end de andre større firmaer, men stadig helt fantastisk simpelt - At indsamle alt information i verden og gøre den brugbar. Sådan! Det er da en af de bedste "Hvorfor eksistere vi?" udmeldelser. Og ja, Google ved meget om mig og min færden på nettet, men jeg stoler 110% på, at de kan finde ud af håndtere mine data på en sober måde og det har de gjort i mange år nu - Det kan ikke siges om den danske stat. De kan åbenbart ikke finde ud af holde styr mine data og hvis Google havde stået for vores "Dankort", så tvivler jeg på at Se og Hør havde fået adgang til dem.

Kort sagt, en helt igennem ubrugelig artikel, skrevet af en af mange personer, som kun ved hvordan man maler fanden på vægge og ellers hører hjemme i en tabt tidsalder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rune Biskopstö Christensen

Google trak sig ud af Kina på grund af DDoS angreb fra kinesiske internet-aktivister. Myten om de trak sig på grund af modstand mod censur, var blot et belejligt pr-stunt og image-pleje, da de jo netop ikke kæmpede det ved at trække sig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rune Biskopstö Christensen

bekæmpede, skulle der stå.

Beslutningen om at trække sig fra Kina var derfor en økonomisk beslutning, som intet havde med frihedsrettigheder at gøre, selvom høgene (og visse Demokrater, *host* Hillary Clinton) elsker at fremstille det som sådan.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher

Kim Christiansen,
ingen betstrider eller betvivle at Google har gjort helt fantastiske ting, teknologisk og logistisk set. Problemet med Google er dog ikke teknologisk, men etisk. Google er blevet en moloch, en politisk magtfaktor så uendelig stor, men dog udenfor demokratisk kontrol.
Når du sammenligner Google med Microsoft i det henseende, demonstrerer du at der er noget du ikke har fattet eller villet fatte. Og de etiske problemer drejer sig ikke så meget om hvad Google skriver i deres diclaimere og betingelser men hvad de netop IKKE nævner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Jeg er bekymret for de data, som Google gemmer. De fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv brugt Google til at søge efter noget slibrigt, pornografisk eller på anden måde kontroversielt materiale. Hvis disse søgninger kan knyttes til personen, så har Google eller de firmaer eller regeringer, som køber materialet, en mulighed for at øve pression mod personer, som anses for besværlige kritikere, konkurrenter eller måske politiske modstandere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for J. Poulsen

Karsten Aaen har da helt misforstået noget.
Apple er modsat Google & Facebook ikke ude i identitetstyveri, men faktisk det modsatte. De bekymrer sig - modsat Google & Facebook - over brugerbeskyttelse & privatliv, om kryptering, om at holde NSA og andre ude.
En "populærfortælling" herom kan være http://www.macworld.com/article/2366921/why-apple-really-cares-about-you..., men det rækker nok ikke for Karsten Aaen, så han er velkommen til at grave dybere selv.
Hele ideen omkring at sammenligne en privat virksomheds (Apple) ret til at bestemme hvad der skal være i deres butik (her babser og lignende) og så principper og fakta omkring en "datastøvsuger"/data(mis)bruger (Google, Facebook) er jo i øvrigt helt ude i hampen.

anbefalede denne kommentar