Læsetid: 6 min.

Karakter og mentalitet som skygge eller kraft

Med Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen siger vi farvel til den arbejder- og bondekultur, der skabte det 20. århundredes politiske historie. Hvad er den nye middelklasses dyder og visioner?
Den sidste. Anders Fogh Rasmussen var den sidste statsminister med rødder i landbokulturen. Hans forgænger, Poul Nyrup, var den sidste med rødder i arbejderkulturen. Her taler Fogh i 2008 om sin baggrund ved overrækkelsen af De Gyldne Laurbær til forfatteren Jens Smærup Sørensen for romanen ’Mærkedage’.

Den sidste. Anders Fogh Rasmussen var den sidste statsminister med rødder i landbokulturen. Hans forgænger, Poul Nyrup, var den sidste med rødder i arbejderkulturen. Her taler Fogh i 2008 om sin baggrund ved overrækkelsen af De Gyldne Laurbær til forfatteren Jens Smærup Sørensen for romanen ’Mærkedage’.

Klavs Bo Christensen

7. juni 2014

Hvordan skal vi forstå det drama, som har udspillet sig for åben skærm i Venstre de seneste uger? Kan det fortolkes ved hjælp af den klassiske model: Højskolevenstre versus Handelshøjskolevenstre? Jeg vil ikke afvise, at denne model kan forklare nogle træk ved dramaet. Men måske går de afgørende brudflader ikke mellem højskolen og handelshøjskolen, men mellem landbokulturen og arbejderkulturen på den ene side, og det man kunne kalde velfærdssamfundets kultur på den anden.

Vi er dybt fortrolige med den forestilling, at de politiske forskelle er de afgørende. Set i det lys har Venstre og Socialdemokratiet gennem mere end hundrede år stået som modpoler. Men skifter vi de politiske briller ud med de ’karakterologiske’, ser verden anderledes ud.

Mentalitetens kraft

Hvordan ser historien om Lars Løkke Rasmussen ud, hvis den beskrives med udgangspunkt i begrebet karakter, eller mere præcist socialkarakter? Det har den amerikanske sociolog David Riesman givet et bud på i sit klassiske værk Det ensomme massemenneske, der udkom på engelsk i 1950 og på dansk i 1961. Hvor Karl Marx betragter klassekamp som historiens motor, taler Riesman om en karakterologisk kamp. Han negligerer på ingen måde, at der også er andre faktorer på spil, men peger på karakteren som en vigtig kampplads.

Der findes ingen nyere Danmarkshistorie, der betragter karakterdannelse som betydningsfuld for samfundets udvikling. Karakter og mentalitet betragtes i stor udtrækning som skyggefænomener, det vil sige som fænomener, der ændrer sig automatisk i takt med, at samfundets basis ændrer sig. Marx har givet denne opfattelse en markant formulering i fortalen Til kritik af den politiske økonomi (1859): »Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskets bevidsthed, som bestemmer deres sociale væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.« Jeg køber kun denne opfattelse med forbehold. Selv om det uden tvivl er rigtigt, at ethvert samfund i stor udstrækning udvikler den karakter og mentalitet, det behøver, tror jeg ikke, disse immaterielle fænomener er fuldstændig determineret af materielle forhold. Karakter og mentalitet har i dén grad betydning for samfundets udvikling.

Kulturbærere

Det er vigtigt at skelne mellem karakter og socialkarakter. Vi har hver især nogle karaktertræk, der kendetegner os som individer, men vi har også karaktertræk tilfælles med andre mennesker. Disse fællestræk kalder Riesman for socialkarakter. Uden dem kunne der ikke etableres samfund:

»For at kunne fungere godt må et samfund bibringe sine medlemmer en karakter, som får dem til at ønske at handle således, som de skal handle som medlemmer af samfundet eller af en særlig klasse inden for denne. De skal ønske, hvad der objektivt er nødvendigt for dem at gøre. Ydre tvang erstattes af indre nødvendighed, og af den særlige form for menneskelig energi, som kanaliseres i karaktertræk.«

I min bog Solskin for det sorte muld fra 2013 søger jeg at skildre den socialkarakter, der udgjorde baglandet for partiet Venstre. Min far, Axel Korsgaard, som var venstremand, havde nogle karaktertræk, der kendetegnede ham som menneske, men han delte også karakter med mange andre i sin samtid. Mens jeg skriver om landbokulturens udvikling og afvikling med familien som metode, har Jens Smærup Sørensen skildret den samme kultur i fiktionens form. I Mærkedage hedder min far Søren Godiksen. Selv om Smærup ikke har Axel Korsgaard som forlæg for Søren Godiksen, ligner de hinanden som type. De var venstremænd af en særlig støbning, de tilhørte Højskolevenstre før begrebet blev opfundet. De ejede en naturlig myndighed og udøvede en mild form for tyranni. De stilede store krav til andre og endnu større til sig selv. De påtog sig et ansvar for det fælles og havde følelse for folk omkring sig. De oplevede, at deres arbejde bar frugt, både på gården og i sognet. De var respekterede viden om. Frem til omkring 1960 stod de ikke bare som gårdejere, men også som det kulturbærende lag i landbokulturen. Og der stod mange af deres type rundt om i hele landet. Det var især dem, der tog på højskole, gik til gymnastik, var medlemer af Venstre, blev formænd for andelsmejeriet og valgt ind i sognerådet.

Jeg er vokset op i en familie med fire generationer venstremænd: Min oldefar Peder Korsgaard var sognerådsformand i Tødsø/Erslev Kommune på Mors, min bedstefar, Jens Korsgaard, var sognerådsmedlem i Lødderup/Elsø Kommune, min far, Axel Korsgaard, var sognerådsformand i Karby-Hvidbjerg-Redsted Kommune og senere, da Mors i 1970 blev en storkommune, medlem af Morsø Kommunalbestyrelse indtil 1986. De var arbejdsomme og lagde vægt på dyder som nøjsomhed, mådehold og viljen til at ville forsørge sig selv.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er også vokset op med fire generationer, der havde rod i den samme bevægelse. I et interview i 2012 fortalte hun: »Jeg er vokset op i en familie med fire generationer socialdemokrater, og jeg har lyttet meget til min farfars beretning (…). Min farfar sagde, at du skal gøre, hvad du kan, for at forsørge dig selv og din familie. For ham var det utænkeligt at bede andre om hjælp, hvis han overhovedet kunne klare sig selv, sådan var hans forståelse af ret og pligt.« Det samme kan siges om min farfar.

S og V’s fælles karaktertræk

Mens de politiske forskelle mellem Venstre og Socialdemokratiet i min barndom var store, var de karakterologiske forskelle mellem venstrefolk og socialdemokrater langt mindre. De havde i virkeligheden mange karaktertræk tilfælles, ikke mindst stoltheden ved at kunne forsørge sig selv og sin familie. Det havde jeg ikke blik for i min barndom.

Hvis man anlægger et karakterologisk blik på samfundsudviklingen, er Laurbærfesten 2008 interessant, idet den kan siges at udgøre en mærkedag i dansk kultur- og mentalitetshistorie. Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, havde indbudt statsminister Anders Fogh Rasmussen til at tale i forbindelse med, at Jens Smærup Sørensen skulle modtage De Gyldne Laurbær, som er boghandlernes litterære pris, for romanen Mærkedage. I sin tale inddrog Fogh sin familiehistorie. Hans bedstefar var slagter og landarbejder, men ved hjælp af billige statslån fik han sit eget lille sted, et såkaldt ’statshusmandsbrug’. Her voksede Anders Foghs far op under meget beskedne kår. Der var ikke råd til at læse videre efter folkeskolen. Så han kom ud at tjene på de store gårde. Hans drøm var selv at få en gård en dag. Ved hårdt arbejde lagde han penge til side. Og drømmen gik i opfyldelse. Men familien kunne ikke hvile på laurbærrene. Der skulle pukles for at klare terminerne, så Anders måtte hanke op i møgbøren og hjælpe til på gården, når han kom hjem fra skole. Dog fik han muligheden for at komme i gymnasiet og læse videre. »Modsat min far fik jeg chancen for selv at vælge min vej.« Foghs historie vidner om den kolossale udvikling, der har fundet sted i det danske samfund. Fra et fattigt landbrugssamfund til et rigt velfærdssamfund.

Velfærdskulturen

Ligesom Poul Nyrup Rasmussen sikkert er den sidste danske statsminister med rødder i arbejderkulturen, er Anders Fogh Rasmussen uden tvivl den sidste statsminister med solide rødder i landbokulturen. Deres typer udgør en uddøende race. Som Suzanne Brøgger har påpeget, betyder landbokulturens forlis ikke så meget »tabet af indtægtskilder, men eroderingen af en socialkarakter«. Det samme kan siges om arbejderkulturens forlis. Men selv om den socialkarakter, der knyttede sig til landbokulturen, er ved at erodere, er den dog langt fra krakeleret. Det vidner de sidste ugers kampe i Venstre om, idet der tydeligvis er tale om en karakterologisk kamp mellem to forskellige socialkarakterer. Velfærdskarakteren er ikke tunet ind på nøjsomhed, landbokarakteren vånder sig ved ødselhed i 150.000 kroners klassen for jakkesæt og underbukser. Velfærdskarakteren har ikke problemer med at trække veksler på fællesskabets kasse, landbokarakteren har det bedst med, at enhver svarer sit. Velfærdskarakteren er orienteret mod rettigheder, landbokarakteren mod pligter.

At de to bærende klasser, bønderne og arbejderne, og de to bærende kulturer, landbokulturen og arbejderkulturen, er ved at erodere, rejser spørgsmålet: Hvad så? Hvor skal vi hen, du? De to statsministre, der fulgte efter Fogh, er vokset op med den danske velfærdsstat. Lars Løkke Rasmussen tilhører ikke landbokulturen og Helle Thorning-Schmidt ej heller arbejderkulturen. De tilhører begge den middelklasse, som nu dominerer Danmark. Men et flertal af danskere ønsker hverken den ene eller den anden som statsminister, men en helt tredje. Hvad er det for karakteregenskaber, som middelklassen efterspørger? Hvad udmærker middelklassen? Hvad er dens vision for Danmark og Europa? Hvad kendetegner middelklassens socialkarakter? Hvilke dyder vil vi gerne give videre til vore børn? En drøftelse af disse spørgsmål er måske det bedste, der kan komme ud af den ulyksalige sag om Løkke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Markus Lund
  • Laurids Hedaa
  • Ejvind Larsen
  • Kristian Rikard
  • Henrik Christensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Niels P Sønderskov
  • Henrik Krogh
Markus Lund, Laurids Hedaa, Ejvind Larsen, Kristian Rikard, Henrik Christensen, Niels-Simon Larsen, Niels P Sønderskov og Henrik Krogh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

100 år med Venstre og familielandbruget indskrænket, og de resterende brug dybt forgældet.

100 år med Socialdemokraterne og arbejderklassen gjort til småkapitalister og forgældet som aldrig før.

1000 år med kristendommen, og hvad var det nu, den gik ud på?

Bjarne Bisgaard Jensen, Ture Nilsson, Laurids Hedaa, Ib Christensen, Ejvind Larsen, Peter Ole Kvint, Jesper Wendt, Jette M. Abildgaard, Jacob Jensen, Alan Strandbygaard, Malan Helge, Lykke Johansen, randi christiansen, Egon Jensen, Rune Petersen og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Visioner - Har middelklassekarakteren visioner??
Jeg synes netop politikken generelt bærer præg af en afgrundsdyb mangel på visioner ud over 'mere af det samme'.

Mikael Velschow-Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Laurids Hedaa, Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard, Peter Ole Kvint, Jesper Wendt, Jette M. Abildgaard, Jacob Jensen, Karsten Kølliker, Michael Kongstad Nielsen, Nic Pedersen, Carsten Mortensen, Henrik Nielsen, Alan Strandbygaard, Herdis Weins, lars abildgaard, Tue Romanow, Torben Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Rune Petersen og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Måske er det fællesskabet som er gået tabt? I dag gælder det først og fremmest om ikke at skylde nogen noget (bortset fra banken, den skylder vi det hele).

Men er det overhovedet muligt at leve i et fællesskab, hvor vi ikke skylder hinanden noget? Hvor enhver relation mellem mennesker kan reduceres til en transaktion? Når jeg har overstået dagens arbejde, får jeg udbetalt min løn. Af den betaler jeg et beløb i skat. Og gennem disse transaktioner er jeg i og for sig færdig med fællesskabet. Det er ikke forpligtet på mig, og jeg er ikke forpligtet på det. Forholdet er gået i 'nul'. Jeg kender knap nok min nabo. Faktisk har jeg et mere nært forhold til kassemedarbejderen i mit lokale supermarked. Men det er et forhold som hver gang afsluttes i en transaktion. Når varen er købt og betalt er vores forhold i og for sig afsluttet.

Et virkeligt fællesskab kræver, tror jeg, at vi i praksis er forpligtet i forhold til mennesker omkring os. På samme tid ansvarlige for, og afhængige af disse mennesker. Men i en markedsøkonomi kan enhver forpligtelse betales væk. Pengene kommer ind som en, ved første øjekast, frigørende faktor. De løskøber mig fra mit ansvar, og min afhængighed.

Derfor virker det som om penge er en forudsætning for frihed. Men er det ikke netop friheden fra fællesskabet jeg vinder? Og dermed en adskillelse fra det, der er mest fundamentalt for mennesket?

Mikael Velschow-Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Laurids Hedaa, Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard, David Zennaro, Olav Bo Hessellund, Karsten Kølliker, Carsten Mortensen, Henrik Nielsen, Nanna Wulff M., Malan Helge, randi christiansen, Peter Jensen og Helene Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

I tilknytning til Torsten Jacobsens indlæg; de nødvendige fællesskaber er, til fordel for netværk som det herskende sameksistensideal, gået mere eller mindre tabt - og kapitaliseringen af ethvert kapitalisérbart domæne, herunder den menneskelige intimsfære, har banet vejen for en utilitarisme og forbrugerisme som i dag, knyttet til den positive psykologis magtbud om at individet (udvendigt) realiserer den 'bedste udgave' af sig selv, udgør middelklassens mest markante dyder.

Laurids Hedaa, Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard, Olav Bo Hessellund, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Henrik Nielsen, lars abildgaard, Niels Engelsted og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Konkurrencestaten i det 'markedskonforme demokrati' og 'markedet tager aldrig fejl' - jongleres som evige sandheder af magtens mænd og kvinder. Hvor er mennesket og dets vilje og vision for det gode liv ... der er rod i husholdningen, den gode husmor/far, som sørger for alle, er taget til fange af markedets logaritmebørser og fanden og hans pumpestok, og har glemt sig selv i magtens transformering af mennesker til forbrugere på 'markedet' som 'aldrig tager fejl'. Den store omstilling er virkelig stor - men mest i bevidstheden, resten er nemt nok.

Laurids Hedaa, Henrik Nielsen, Torben Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Fra arbejder- og bondekultur til arbejder- og bondefangerkultur

Peter Ole Kvint, Henrik Nielsen, Anne Eriksen, randi christiansen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Er det Korsgaards familiebaggrund i Venstre, der får ham til at hævde, at modsat Marx-citatet, så er det karakterudviklingen, der er adgørende for samfundsudviklinge og ikke omvendt, når hele artiklen faktisk peger på det modsatte?

Og er det samme baggrund, der får ham til at kalde den nye karaktertype for velfærdskarakter, når velfærdssamfundet er forbundet med forestillingen om fællesskab og solidaritet, og når 'enhver-for-sig-selv'-karakter ville passe meget bedre med de herskende neo-liberale sa fundsforholf og Lars Løkkes karakter?

Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard, Eva eldrup, Henrik Christensen, Hans Ditlev Nissen, Claus Jensen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Henrik Nielsen, Anne Eriksen, randi christiansen, Lars Jorgensen og Malan Helge anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Middelklasse - er den ikke også lidt støvet?
Vore politikere betragter eller titulerer sig ikke som middelklasse.
Det er ikke nødvendigvis vores opvækst, der tegner vore holdninger og fremtid.

Det er ikke rigtigt , at penge ingen indflydelse har. Når man i fuldt alvor kan opfinde "Konkurrencestaten" og ødelægge arbejdsvilkårene for folk med "effektive besparelser", så er loyaliteten og sammenholdet afløst af overfladisk, "ligeglad med andre" mentalitet og hvis man skal ud på den anden side, er det nødvendigt at se på, hvor godt vi egentlig har det i stedet for at fokusere på penge og ødelæggelse af natur og miljø.

Laurids Hedaa, Michael Kongstad Nielsen, Henrik Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Michael Pedersen

Tal for dig selv...

Jan Weis, Ture Nilsson, Carsten Søndergaard, Eva eldrup, Lise Lotte Rahbek, Nic Pedersen, Henrik Nielsen, Anne Eriksen, lars abildgaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Michael - hvad der er studentikost drømmeri, er du heldigvis ikke i stand til at afgøre. Du vil blive klogere - hvis du lever længe nok, eller den store, nødvendige omstilling virkelig tager fart.

Eva eldrup, Henrik Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Når et flertal indser, at de er tilfangetagne i magtens slavehær, hjernevaskede og terroriserede med omkvæd om den 'nødvendige politik' i konkurrencestatens 'markedskonforme demokratur' - så kommer forandringen måske - hvis ikke det inden da er lykkedes magten effektivt og endegyldigt at forhindre det. Hellere rød end død !

Jan Weis, Jesper Wendt, Henrik Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Michael - mht første del af dit udsagn : pas nu på med vi'seriet - og den globale konkurrence - jo, sandt nok, men så længe ikke en gang økonomerne - påstår de - er i stand til at se, hvor markedet bevæger sig hen, så kan præmissen skifte, før du kan nå at sige studentikost drømmeri.

randi christiansen

Jeg tilbyder gerne min indsigt fra udkigsposten - I've been known to be right - men de ubehagelige sandheder, er ilde hørt - og svære at sælge - på markedet.

randi christiansen

Michael, 16.05 - ikke forstået
Og din næste kommentar illustrerer tydeligt min pointe om de pt rådgivende økonomers og deres proselytters inkompetente og/eller korrupte agenda.

Carsten Søndergaard, Anne Eriksen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og hvordan man tjener spekulationspenge på det ? Det lille lurvede spil er jeg ikke en del af - men jeg tager gerne imod en løn på enhedslisteniveau for at dele ud af min intuition.

Alan Strandbygaard

Det har ikke en skid med klasser at gøre længere, men hvor stor en egoisme der lægges for dagen.

Del partierne op i grader af egoisme, og du finder svaret.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg kunne godt forestille mig en vision for en kommende socialkarakter, der kunne vinde et valg, en karakter, der genopliver tanken om at "enhver svarer sit", der aktivt går ind for mindre ulighed i samfundet, som ønsker at beskære velfærden til det nødvendige, og som ligeledes ønsker af beskære det private forbrug til det nødvendige, og det samme med støtten til erhvervslivet (herunder banker og landbrug), undtagen hvor det gavner klimaet.

Det ville nok betyde et dyk i BNP, og farvel til én af de to årlige flyrejser (den til fjernøsten), samt måske til den ene af de to biler i carporten, men goddag til et bedre liv.

Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard, Eva eldrup, Jacob Jensen, randi christiansen, Flemming Scheel Andersen, Henrik Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Niels Møller Jensen

Ove Korsgaagd
"Med Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen siger vi farvel til den arbejder- og bondekultur, der skabte det 20. århundredes politiske historie. Hvad er den nye middelklasses dyder og visioner?"
Dyder og visioner forsvinder og eliten tager over, den mest magtfulde elite i verden i dag, de kunne for et årti siden for første gang i historien erklære, at der er ingen forskel mellem indenrigs- og udenrigspolitik. Faktisk er der nu meget lidt i elitens erfaringer, som indebære en forskel mellem "her" og "der", "indenfor", "udenfor" m.m. Når kommunikationstiden forkortes og svinder ind til et øjebliks sag, mister tids- og stedsforhold deres betydning, i det mindste for dem, hvis handlinger kan bevæge sig med de elektroniske mediers hastighed. Dermed skabes en ny kultur for eliten nemlig en super kapitalisme kaldet globaliseringen. En elite der har mere tilfælles med eliten uden for grænserne end med resten af den jævne befolkning og med middelklassen. Konsekvensen kan allerede ses i dag hvor arbejdspladser i hele EU flyttes ud i til den fattige del af verden og det er kun en begyndelse, også VÆKST VÆKST VÆKST er et resultat.
Delvist citeret fra "Zygmunt Bauman Globaliseringen 1998"
Arne-Johan Vetlesen mener i dag i Politiken. at det er svært at se en ende på rovdriften, for der ligger en voldsom indre tvang i selve markedsøkonomien.
VÅGN OP kære middelklasse.

Mikael Velschow-Rasmussen, Laurids Hedaa, Jesper Wendt, Anne Eriksen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Økologisk økonomi = helhedsorienteret plan for balanceret input/output og ikke nogen grådige mellemled. At sass larsen går ind på de grådige danish crown chefers præmisser er en skandale - at slagteriarbejderne gør det er ikke den bedste beslutning, de kunne tage. I stedet skulle de dyppe de grådige chefer i tjære, rulle dem i fjer - naturligvis kun i billedlig forstand - og sejle dem væk fra bornholm med påbud om aldrig mere at sætte deres ben på øen - i bogstavelig forstand. Hvis man tror, at man har brug for den slags mennesker, tager man fejl.

randi christiansen

De eneste, der gir os en politisk chance for at forhindre den 1%'s rædselsregime, er enhedslisten og alternativet. Giv dem et godt valg, og hjælp dem med at insistere på de gode løsninger > økologisk økonomi.

Niels Mosbak, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard, Jesper Wendt, Eva eldrup og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

randi christiansen
08. juni, 2014 - 19:00

At sass larsen går ind på de grådige danish crown chefers præmisser er en skandale - at slagteriarbejderne gør det er ikke den bedste beslutning, de kunne tage.

Prisen på grisen. Forbrugerne køber det som er billigst og der er forsvundet det ene slagteri efter det andet de seneste årtier.

På samme måde er fiskeriet automatiseret. For årtier siden et hverv med stor nedslidning. I dag er det store trawlere med komfort for de ansatte. I landbruget har selv landmanden ferie.

Se det som en succes for øget levestandard og bedre livskvalitet.

Fogh var i øvrigt DJØF'er. Det samme Nyrup og Lykketoft. Det samme Schlüter, Hartling, Krag og Kampmann. Derimellem var der Anker Jørgensen og man kan så spørge hvor heldigt det var. LO kaldte ham f.esk. den "Lille Lort" og selvom han ikke var skyld i oliekriserne undlod han de nødvendige reformer trods kritik fra Knud Heinesen og Dansk Metals cheføkonom Steffen Møller.

Folk der beklager sig i dag ved vist ikke hvor kriserne var i 70'erne eller følgen af kartoffelkuren.

Eliten i lukkede afdelinger

De nationale kulturer konvergerer mod en fællesnævner – middelklassens historie- og visionsløse kulturopfattelse – og det kulturbærende lag degenererer til forskelsløs kold masse – et postmoderne småborgerskab – hvor klassernes overleverede specifikke karaktertræk forsøges udvisket og erstattet af noget så postdemokratisk som en fælles klasseløs og samfundstømmende selvberigende velfærdskarakter – uden at klasserne og deres indgroede socialkarakterer dog helt kan ophæves – takket være suverænens generelt forbedrede oplysningsniveau – en skidt karakter – som de gamle ville have formuleret det - især karakteriseret ved – at denne såkaldte elite i disse utallige lukkede afdelinger gang på gang viser - at de ikke slæber rundt på nogen nævneværdig affinitet hvad angår moralske eller etiske imperativer – men kan blive afsløret med hele to gange klør fem nede i dåsen eller frimærkekassen – genopdragelse på en passende anstalt burde være obligatorisk …

Niels Mosbak, Laurids Hedaa og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

”Hvad kendetegner middelklassens socialkarakter?” spørger Ove Korsgaard.

Det første ord, der falder mig ind er skizofreni.

Forbrug og produktion holdes i gang via reklame-, medie- og underholdningbrancerne, dvs. hele fordummelsesindustrien, der sikrer at middelklasse-lønarbejderen demokratisk får lejlighed til at stemme i mod sine egne interesser ca. hvert fjerde år.

Politikerne appellerer til vores miljøbevidsthed, når vi køber økomælk - men klapper også i hænderne, når bilsalget stiger.

Ikke at forglemme, at vi har en finansminister, der bekender sig til konkurrencestaten og al dens uvæsen, men også er medlem af et parti, der i sine slogans hylder solidaritet og broderskab.

Ikke underligt, hvis stadigt flere mennesker bliver skizofrene i hovedet med sådanne ledere.

Anne Eriksen, Michael Kongstad Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Bjarne Bisgaard Jensen, Laurids Hedaa, Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard, Jette M. Abildgaard, Lise Lotte Rahbek, randi christiansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Kristoffer Larsen - det var ikke LO, der kaldte Anker Jørgensen "en lille lort". Det var Thomas Nielsen, der var fornærmet over, at Anker ikke ville være hans marionetdukke.
Samme Thomas Nielsen var rasende over, at Anker Jørgensen måtte afbryde et langstrakt møde med Thomas Nielsen, da statsministeren faktisk skulle til det ugentlige møde med dronningen. Det kunne han da bare udsætte, mente LO-formande, der anså sig selv som værende væsentligt vigtigere end såvel statsministre som regenter.

randi christiansen

Kristoffer - forbedret levestandard ? På de helt forkerte præmisser > gældsætning, udpining og forurening af naturgrundlaget - generelt faldende moral og ressourcekontrollen på stadig færre, udygtige, selviske og korrupte hænder - en lose lose med skræmmende fremtidsperspektiver.

Anne Eriksen, Laurids Hedaa, Carsten Søndergaard og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Med hensyn til Danish Crown, så er det et A/S, der er 100 % ejet af andelshaverne i det underliggende andelsselskab, der ejes af de landmænd, der opfostrer de svin, der slagtes på selskabets slagterier. Ejerne (landmændene) har nu fundet ud af to ting: 1) det er billigere at sende svinene til Tyskland og Polen for at blive slagtet der, end at få dem slagtet på deres egne lokale slagterier. Jeg tvivler på det også gælder Bornholm, men princippet er det samme. 2) de har som arbejdsgivere forhandlet nogle løn- og arbejdsvilkår med de ansatte, der er for gunstige for de ansatte, og gør brugen af egne slagterier mindre attraktiv i forhold til at sende grisebasserne til udlandet, for at blive slagtet der. Hvad skal man gøre: - enten presse lønnen ned, eller lukke slagteriet. Man kunne også forhindre transporten af levende grise til andre lande, men det strider mod de skønne EU-regler, som EU-elskerne elsker at elske.

Anne Eriksen, Niels Mosbak, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
randi christiansen

At danish crown ikke har den profit, som de kunne have, er jo ikke det samme, som at de ingen profit har. En klub med den profitmoral bør man melde sig ud af og nøjes med at producere til eget bord + eksport af evt overskud. Det andet er alligevel en langsom død.

Dan Johannesson

Lise Lotte Rahbæk og Co.

Ja politikerne har i DEN grad visioner: Konstant øget lokal og global centralisering, som via TTIP skal udmøntes i en real fascistisk, privatejet, totalitær verdensunion. Afvikling af velfærdsstaten, introduktion af førnævnte amerikanske dog eat dog model i politistats udgave (bemærk USA's udvikling siden NDAA loven, The Patriot Act og militariseringen af politiet, kommercialiseringen af fængslerne osv), forretningsgørelse, udnyttelse, og umyndiggørelse af individet, pacificering, fordummelse og direkte hjernevask af masserne.

Jeg syntes de "danske" politikere, (der ligesom alle andre førende politikere er Bildebergere, og derfor kun kan benævnes danske for sjovt - de er alle elitære globalister m. samme tro og diktat) - - er særdeles ambitiøse.

randi christiansen, Flemming Scheel Andersen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Randi - Danish Crown har aktivitet langt ud over Danmarks grænser, og det er derude, den største omsætning og profit ligger. Se selv ved lejlighed på deres hjemmeside:
http://www.danishcrown.dk/

Anne Eriksen, Niels Mosbak, Ejvind Larsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Dan Johannesson
jeg tror ikke på den bevidste, ondskabsfulde verdensherredømme-kurs for politikere.
Den minder for meget om min ungdoms tegneserieskurke, som jeg aldrig rigtig fik fat i, hvad de ville bruge verdensherredømmet til, hvis de fik det.
Jeg tror derimod på, at der nu er skabt en verden, hvor folk (gudhjælpemig) tror på, at de skal ofre alt for 'firmaet' - og at de gør det.
jeg tror på den lille ondskab, den lille efterladenhed, egennytten som kommer til udtryk i at fedte sig opad i hierarkierne, så man kan få bonus af chefen.

jeg tror på frygten for forandring i den verden, vi lever i, fordi for mange sidder på flæsk og ønsker sig at sidde på et højere lag flæsk. Derfor tænker de ikke på dem 'under' sig, men kun på dem 'over' sig og de tænker sletikke i visioner. Dertil har de for travlt med dagen og vejen og den daglige konkurrence om flæsket.

Mikael Velschow-Rasmussen, Anne Eriksen og Laurids Hedaa anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Herdis Weins
08. juni, 2014 - 20:24
Kristoffer Larsen - det var ikke LO, der kaldte Anker Jørgensen "en lille lort". Det var Thomas Nielsen

Som formand for LO talte han på deres vegne.

randi christiansen
08. juni, 2014 - 20:27
Kristoffer - forbedret levestandard ? På de helt forkerte præmisser > gældsætning, udpining og forurening af naturgrundlaget - generelt faldende moral og ressourcekontrollen på stadig færre, udygtige, selviske og korrupte hænder - en lose lose med skræmmende fremtidsperspektiver.

En lang række påstande og fraser.

Var det bedre i gamle dage eller i 70'erne? Siden 1992 har Danmark stort set kun oplevet en vedvarende fremgang i levestandard. Bedre boliger, bedre biler o.s.v. Aldrig før har der været så mange strande man kunne bade ved.

Herdis Weins

Kristoffer Larsen - nej, jeg tror bestemt ikke, han talte på LO's vegne.
Der var en personlig misstemning mellem de 2 mænd.
Jeg oplevede dengang tværtimod, at "manden (og kvinden) på gulvet", LOs menige medlemmer - og dem var jeg via mine forældre tæt på - faktisk holdt rigtigt meget af den statminister, de aldrig kaldte andet end Anker, hvorimod Krag aldrig blev omtalt som andet end Krag.
De respekterede Krag - de elskede Anker, selv om de aldrig ville tage så stort et ord i deres mund.

Michael Kongstad Nielsen

Kristoffer Larsen: fremgangen i levestandard er baseret på lånebobler, hvilket ikke svarer til fremtidens vision om den rette socialkarakter.

Herdis Weins

Kristoffer Larsen -
"Siden 1992 har Danmark stort set kun oplevet en vedvarende fremgang i levestandard. "
Materielt måske, men i 70'erne var en stor del af børnene ikke (multi)allegiere eller udstyret meddiagnosersom de er i dag.
Der var ved gud ikke ikke så stor en andel, der gik ned med stress eller depression.
Bedre boliger og bedre biler - først og fremmest flere af begge dele.
Billerne fylder ad helvede til i vores dagligdag og byplanlægning med parkeringspladser til idiotisk mange biler, støj og møj.
Boliger skal helst være så store, at parcelhuskvartererne snart opsluger det det lidt landskab, der er tilbage.
Hver familie sit parcelhus er fantastisk resourcekrævende, og kræver en fandens masse transport, naturligvis helst i egen blikdåse.
Men så kan man da sidde der bag hækken og være fri for alle de andre.
Jeg er vokset op i en villa i et villakvarter. Så boede jeg nogle år på højskole, i bofællesskab, i kollektiv. Derefter flyttede jeg som nygift en overgang i parcelhus i et parcelhuskvarter. Hold da kæft hvor var det kedeligt. Da min mand og jeg senere flyttede, gik vi efter at flytte i lejlighed i byen, ligesom vores boligopsparing skulle gå til at købe en stor gammel kasse sammen med nogle venner og gøre den energivenlig med regnvand, solenergi etc. Så kunne vi nemlig stort set nøjes med at bruge sporvogn og cykel, bilen blev kun luftet et par gange pr. måned.
På det tidspunkt var min mand blevet selvstændig, og kunne sagtens finde ud af at cykle byen rundt fra kunde til kunde med store tegninger på bagagebæreren.

Niels Mosbak, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Carsten Søndergaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Kristoffer Larsen,

Det forekommer mig lidt fattigt at vurdere samfundsudviklingen alene på kvaliteten af huse, biler, og badestrande. Det forekommer mig at du glemmer at tage andre parametre med i betragtning? Eller du glemte måske bare et kolon efter sætningen 'en lang række påstande og fraser', i dit indlæg?

Niels Mosbak, Lise Lotte Rahbek, Carsten Søndergaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Kristoffer Larsen har jo grundlæggende helt ret. Man kan diskutere fordeling og alt muligt, men faktum er, at uanset hvordan man opgør det, så er vi blevet "rigere" såvel kollektivt som individudeelt.
Jeg synes, at der ofte er en tendens til at blande kvantitet og måleenheder sammen med kvalitet.
Og så bliver diskussioner ofte futile - altså hvis vi ikke taler om det samme.

Torsten Jacobsen

Jo mere jeg tænker over det, jo mere indser jeg at 'venstrefløjen' har en helt forkert tilgang til de problemer vi står over for: tillidskrisen mellem top og bund i samfundet. Umuligheden af at opretholde en bæredygtig, økonomisk vækst. Problemerne med at sikre alle et meningsfuldt arbejde. Uligheden i muligheder for at skabe sig et godt liv på egne betingelser.

Det grundlæggende problem er egoismen. Mangelen på solidaritet. Men 'venstrefløjen' har traditionelt set angrebet disse problemer med en selvretfærdig harme, som ikke er produktiv.

For er sagen ikke den, at hvis man tror på at man som individ er adskilt fra resten af verden og fra andre individer, og at man i kraft af sin individualitet skaber sit eget liv, sin egen skæbne, uafhængigt af sin omverden, så giver egoismen faktisk god mening? Og hvis livet er min kamp mod andres, giver det så ikke god mening at måle min succes på hvor meget jordisk gods jeg har skrabet sammen undervejs?

Men vi er ikke individer, adskilt fra andre individer og fra vores omverden. Det er umuligt at forstå menneskelig adfærd, hvis man river mennesket ud af dets omgivelser, dets miljø. Isoleres en nyfødt i et sterilt, hvidt rum, kan nok så mange års studier af dette individ ikke bibringe os nogen afgørende ny viden om hvad det vil sige at være menneske. I en vis forstand vil det ikke være et menneske man studerer.

Vi er ét med verden. De afgrænsninger mellem os selv og andre som vi intuitivt drager, er ikke mere virkelige end grænserne mellem to lande. Vores liv og vores skæbner er viklet ind i hinanden på så fuldstændig vis, at det bliver usynligt for os. Det gælder selvfølgelig i særdeleshed i forhold til de mennesker vi er tættest på, men selv over lange geografiske afstande er skæbnefællesskabet uomgængeligt.

Når jeg køber f.eks. Den Ipad, som jeg skriver dette indlæg på, så har det ganske afgørende konsekvenser andre steder på jorden. Ressourcer skal indsamles, fabrikker indrettes, arbejdere ansættes, varer transporteres, reklamer produceres. Min handling, mit køb, er uløseligt forbundet med alt dette. Men det er usynligt for mig. Og ærligt talt er konsekvenserne det også. For det er jo ikke mit miljø, mine arbejdsforhold. Min indtægt, som købssituationen i første omgang berører. Jeg afleverer bare et par trykte papirsedler i butikken, og så er den transaktion, det forhold. For mig at se afsluttet.illusionen er effektiv, men den er blot det: en illusion.

Hvis 'venstrefløjen' ønsker en bæredygtig, solidarisk verden, så er det individualitetens paradigme vi må gøre op med. Opbruddet er i og for sig allerede i gang, under pres fra den afsluttende krise vi er godt på vej ind i. Jeg tror fuldt og fast på at vi står over for en kognitiv revolution, som vil få renæssancen og oplysningstiden til at blegne. Et paradigmeskifte. Lige nu er alt tvivl, frustration, og forvirring. Sådan må det nødvendigvis være, når de gamle fortællinger ikke længere giver mening.

Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Mosbak, Malan Helge, Ejvind Larsen, Karsten Aaen, randi christiansen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Lise lotte - 'den bevidste ondskabsfulde verdensherredømmekurs for politikere' - prøv med > den bevidste, selviske, grådige kurs efter magten og pengene, som de regerende politikere tillader de få, den 1%, at styre efter. Følg pengene - find de ansvarlige. Helt enkelt.

Vi lever i informationsstrøm 24/7 høj som lav, når man så bliver hærdet af al den informationsstrøm, så kan det blive en indslumrings pille, stadiet lige inden man falder i søvn. Rent politisk er det selvgølgelig en kæmpe fordel.

Dan Johannesson

Lise Lotte Rahbek. Det er ikke et spørgsmål om tro, det er et spørgsmål om faktuel lovgivning. Læs evt. The Guardians fremragende artikel om TTIP her, http://www.theguardian.com/commentisfree/2013/nov/04/us-trade-deal-full-... så vil du se, at det intet har med tro eller tegneserier at gøre. Blot iskolde fakta.

Læs evt. herefter Informations dækning af TTIP, som siger nøjagtig det samme, blot mere detaljeret, og over flere forskellige artikler. Der er intet konspiratorisk, blot meget dårlig folkeoplysning bag disse, meget konkrete og virkelige bevægelser.

Niels Mosbak, Ejvind Larsen, randi christiansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

At TTIP giver virksh ret til at sagsøge staterne for tekniske handelshindringer bør få alarmerne til at larme. Det er jo suverænitetsafgivelse helt uden om enhver demokratisk proces

Dan Johannesson, Niels Mosbak og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Ligesom med en hel del andet af hvad der sker med fællesejet. Følg pengene - find de ansvarlige og stil dem til regnskab for de ulykker, som de forvolder. Stadig flere økonomer - senest vaclav havels tidligere cheføkononom - argumenterer at økonomi ikke er eksakt videnskab men holdningsbåret. Det må man så indrømme, ellers er man en platugle. Realværdiernes anvendelse må diskuteres bredere. Er nuværende ressourceallokering virkelig hensigtsmæssig ? Fx 20 mio til tre chefer for den besparingsudsatte virksomhed danish crown? Det kan vi umuligt være tjent med. Hvis ledelsen i en besparingsudsat virksh selv synes, at den er så meget mere værd end den ansatte, ville jeg som ansat føle mig ret dårligt behandlet - og om muligt søge andre græsgange.

randi christiansen

Kristoffer - fraser? At staterne er gældsat, at naturgrundlaget udpines, at moralen i den finansielle verden har vist sig temmelig flosset - og at stadig større ressourcer kontrolleres af stadig færre er ofte påvist. Du ved den med den 1% og de 99% er ikke fri fantasi. Nogle få har set i internationalt perspektiv fået det bedre - til alt for høje omkostninger, de ovenfor nævnte - og resultatet kunne endda have været bedre, hvis fejltagelsen med fri jagt på fællesejet var og bliver undgået.

Dan Johannesson, Laurids Hedaa og jan petri anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

@Marianne Bjerg

Ipad'en er en gave, men det ændrer jo ikke på at jeg har taget imod den. Jeg ville ikke tage imod en sådan gave i dag. Mit perspektiv på verden er altså under forandring.

Hvis min Ipad går i stykker, vil jeg forsøge at få den repareret. Er det ikke muligt, vil jeg muligvis falde for fristelsen til at anskaffe mig en anden. Dog ikke en ny, men en brugt. Jeg køber ikke længere ting til mig selv fra nyt. Som far har jeg straks sværere ved ikke at falde for fristelsen til at købe nyt til min søn en gang imellem. Jeg er ikke nogen helgen.

Jeg tror det er vigtigt at gøre sig klart, at det nok er de færreste der vågner op en morgen, med et helt nyt perspektiv på hvordan verden er indrettet, og en dertil svarende klar handlingsplan for, hvordan et sådant nyt perspektiv skal udmøntes i praksis. Der er nok mere tale om en proces, glidende overgange, en udvikling om man vil. Her må tanken nødvendigvis komme før handlingen. Den har altså en værdi i sig selv, omend du selvfølgelig har helt ret i, at handlingen skal følge på et eller andet tidspunkt, hvis ikke det hele skal gå op i ynkelig latterlighed.

Peter Jensen

"Hvis 'venstrefløjen' ønsker en bæredygtig, solidarisk verden, så er det individualitetens paradigme vi må gøre op med. Opbruddet er i og for sig allerede i gang, under pres fra den afsluttende krise vi er godt på vej ind i."

Man kunne måske folde den yderligere ud og sige/skrive at et reelt politisk opgør med individualiseringsdiskursen og det utilitaristiske markedsparadigme forudsætter at en flerhed af mennesker (med midler til substantiel modmagt) i de såkaldt moderne samfund får skabt nogle betydelige strukturelle forandringer i kølvandet på de dialektiske resonanser af kritisk/alternativ karakter, som typisk viser sig i den historiske udvikling. For hvis ikke den så at sige kulturelle refleksion over fællesskabernes erosion indlejrer sig manifest i samfundsmæssiggørelsen, som vi kontinuerligt praktiserer den med bl.a. formel og uformel social kontrol, bliver råbet til den enkelte om at 'sige fra' og 'gøre op/være konsekvent' blot endnu en sten i grædemurens herskende fortælling om at det hele 'står og falder' med den enkeltes personlige ansvar. Den enkeltes mulighed for at skabe forandring afhænger jo også af dennes totale situering - og alle de (umiddelbare) hensyn og afhængigheder, som kan komplicere sagen.

Torsten Jacobsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Sider