Læsetid: 10 min.

Krigen fortsætter ufortrødent

Sandheden om, hvem der sendte kemiske våben over byen Ghouta, er endt et lidt mærkeligt sted: i de litterære magasiner. Det er gået hårdt ud over den journalistiske legende Seymour Hersh og har eksponeret en kløft mellem gammeldags autoritativ insider-journalistik og en moderne open source-offentlighed
Kamp. Mens spørgsmålet om, hvem der sendte kemiske våben over byen Ghouta diskuteres på sociale medier og i litterære magasiner,  fortsætter krigen i Syrien.

Bassam Khabieh

14. juni 2014

Det var i de tidlige morgentimer 21. august 2013, at beboerne i Damaskusforstaden Ghouta lærte en ny type luftangreb at kende. Den belejrede bydel havde længe været udsat for bombardement fra regeringstropper og for kampe mellem regeringshæren og de oprørere, der hovedsageligt kontrollerede området, men denne morgen var anderledes. Da raketter ramte kvartererne Zamalka og Ein Tarma mellem 01.40 og 03.00, lå de fleste enten og sov eller havde søgt ly for raketterne i kældre under jorden. Denne gang var kældrene imidlertid ikke et helle for mortergranater, artilleri og Grad-missiler, men en regulær dødsfælde, da en sky af sarin lagde sig ud over ruinerne og sivede ned i kælderrummene under husene. Resultatet var opkast, blindhed, åndedrætsbesvær og – for hundredvis af lokale, især børn – døden. Samme skæbne overgik beboerne i Mohadamiya-kvarteret få kilometer derfra omkring klokken 05.00 lige omkring den traditionelle morgenbøn. Hundredvis søgte mod de få lokale hospitaler og klinikker, hvor læger og sygepersonale forsøgte at behandle dem med afvaskninger og de doser af nervemedicinen Atropin, de havde til rådighed, men måtte stable ligene i bunker, indimellem med inficeret sygepersonale iblandt.

Så vidt er alting klart. Ingen betvivler i dag, at et kemisk angreb fandt sted i Ghouta den dag for snart et år siden. Men spørgsmålet om, hvem der stod bag, er et spørgsmål, som ikke bare er blevet storpolitik, men som bivirkning også har sat en af verdens mest sagnomspundne journalisters rygte på spil og skabt en klar modsætning mellem en ny tids åbne dataindsamling og en gammel tids journalistik. En kamp udfoldet i tunge litterære tidsskrifter mellem Pulitzer-vindene Seymour Hersh og udfordreren Muhammed Idrees Ahmed længe efter, at politikerne er gået hjem, det vestlige bombeangreb er blevet aflyst og en aftale om overlevering af Syriens kemiske våben indgået.

Den nye autoritet

Beviser for kemiske angreb skal helst indsamles hurtigt. Men FN’s undersøgelseshold blev i fem dage efter angrebet forment adgang til Ghouta på grund af styrets konstante bombardement af området og kampe mellem parterne. Imens sivede andre vidnesbyrd ud fra området på de sociale medier og via e-mail og internet. Billeder af ublodige, blege ofre, og nok så vigtigt, af de missiler, der var fundet omkring dem. Oplysningerne kom fra områdets forskellige organisationer og fra borgerjournalister, ofte oplært af vestlige organisationer i at samle og bruge dokumentation som redskab i deres kamp. Og fra en række udenforstående bloggere, obskure nyhedssites og konspirationister af forskellig politisk observans og ædruelighed, der påbegyndte en minutiøs, kollektiv gennemgang af de tilgængelig data, rygter eller sensationelle kilder med unik og som regel fuldstændig uverificerbar insiderviden om angrebet.

I få tilfælde har vinklen på de nyheder, der er kommet ud, været så afgørende, som de er i Syrien. Den vigtigste årsag er, at verdens stadig suveræne militære stormagt, USA, har været overordentlig forsigtig med at engagere sig i konflikten på en måde, det krigstrætte og forgældede land ikke lynhurtigt kunne rulle sig ud af.

Undtagelsen til dette forsigtighedsprincip var kemiske våben. Fordi Barack Obama havde erklæret kemiske angreb som en »rød linje« for regimet i Damaskus, satte spørgsmålet om angrebets afsender derfor på få timer ild i blogosfæren med deltagelse både fra Bashar al-Assads tilhængere og modstandere.

Den største autoritet på området blev hurtigt en arbejdsløs blogger med det i sig selv kuriøse navn Brown Moses – et navn taget fra en Frank Zappa-sang. Uden særlig forudgående viden om hverken våben eller Syrien er Brown Moses blevet den mest refererede ekspert i våben anvendt i den syriske borgerkrig via sin minutiøse granskning af youtube-videoer og billeder lagt frem på nettet. Han matchede billeder fra Ghouta af de angivelige giftgasraketter med modeller, den syriske hær var kendt for at besidde, og tjekkede deres radius med de kendte modellers aktionsradius og projektilbanerne baseret på deres nedslag og nåede frem til den konklusion, at de næppe kunne være kommet andre steder fra end fra det syriske hærs baser i området. En konklusion, forskellige amerikanske, franske, tyske, britiske, Human Rights Watch og endelig FN-undersøgelsen på varierende vis også nåede frem til. FN-undersøgelsen konstaterede i sine giftprøver bl.a. en kraftig forekomst af det kemiske materiale hexamin, som det syriske styre var kendt for unikt at bruge som en del af sin sarinblanding.

Konklusionerne fik ikke fik lov til at stå uimodsagt. Blandt andet en russisk undersøgelse hævdede, at angrebet var en ’false flag’-operation foretaget af oprørerne for at fremprovokere et vestligt angreb, mens en beretning fra et indtil da ukendt nyhedssite, Mint News, kunne citere en kilde fra oprørssiden, der endda havde set de giftige sarin-kemikalier blive fragtet gennem oprørslinjer og kunne fortælle, at giftgasangrebet var foretaget af oprørere, sponseret og forsynet af det saudiske styre.

Den gamle autoritet

Ind i den sump trådte i april i år en tung autoritet. Den 77-årige undersøgende journalist Seymour Hersh er en legende for hans afdækning af My Lai-massakren i Vietnam og for afdækningen af USA’s fangeovergreb i Abu Ghraib-fængslet. Når Hersh taler, lytter man, og modsat de øvrige mest ædruelige kilder pegede hans finger ikke mod Damaskus, men alle mulige andre steder, nemlig mod Vestens allierede i et 5.730 ord langt essay om giftgasangrebet publiceret i det ganske seriøse og respekterede tidsskrift London Review of Books.

Hershs selvsikre kortlægning af forløbet sandsynliggjorde, at angrebet vitterlig var et ’false flag’-angreb, foretaget af den al-Qaeda-relaterede islamistiske gruppe Jabhat al-Nusra, assisteret og forsynet af tyrkisk efterretningstjeneste og gendarmeri under Erdogans mere eller mindre direkte ledelse – oven i købet som udløber af en indtørret våbenforsyningslinje direkte fra Libyens overskudslagre via den (i dag sodede og lukkede) amerikanske ambassade i Benghazi og direkte ud til Syriens oprørere.

»Vi vidste, at der var nogen i den tyrkiske regering,« fortalte en anonym amerikansk tidligere efterretningsmand, der hævdede at have adgang til aktuelt efterretningsmateriale, »som mente, at vi kunne få fat om Assads nosser ved at lege med et sarinangreb inde i Syrien – og tvinge Obama til at leve op til sin trussel om en rød linje«.

Hersh opruller, hvordan angrebet angiveligt foregik, og hvordan det er den voksende vestlige erkendelse af angrebets virkelige bagmænd, der gradvist fører til, at begejstringen for et angreb på Assad svinder bort.

I sin tekst omtalte Hersh også en intern rapport fra det amerikanske forsvarsministeriums efterretningstjeneste, som – igen ifølge en anonym kilde – advarede regeringen om, at Jabhat al-Nusra havde et fremskredent og avanceret sarin-produktionsapparat. Mere centralt i artiklen var dog nogle testresultater angiveligt foretaget af de britiske myndigheders kemiske laboratorium, Porton Down, som Hershs anonyme kilde kunne referere til. Testresultaterne, der angiveligt var leveret til laboratoriet fra angrebsområdet i Ghouta af Assads russiske allierede, viste ifølge Hershs kilde, at den anvendte saringas ikke matchede nogen af Assads kemiske våben, og at styret derfor ikke kunne stå bag.

Antagelser styrer sortering af fakta

Hershs artikel vakte en del opsigt og også en del skepsis hos folk, der er vant til at beskæftige sig med Syrien, ligesom det også viste sig, at artiklen – og en lige så lang opfølger – var havnet hos London Review, fordi både Hersh’s normale arbejdsgiver, The New Yorker, og Washington Post, havde afvist at bringe den. På den ene side var og er Seymour Hershs navn utrolig respekteret; på den anden side var der ikke en eneste åben kilde til hans påstande. Man var nødt til at tro på hans kritiske sans uden selv at kunne efterprøve de anonyme kilders udsagn eller vurdere afsenderens troværdighed.

På sociale medier gik Brown Moses og hans kæmpe netværk af digitale vidensindsamlere vanen tro i gang med at splitte Hershs materiale ad sætning for sætning. Men i den gamle presse krævede det et andet litterært magasin, før nogen for alvor gik i kødet på autoriteten, nemlig LA Review of Books, hvor sociologen og forfatteren Muhammad Idrees Ahmad i forrige uge flåede Hershs essay fra hinanden i sit eget, A Dangerous Method: Syria, Sy Hersh, and the Art of Mass-crime Revisionism.

»Når en Pulitzer-vindende journalist og en respektabel litterær publikation tager det på sig at udfordre konsensus, forventer man behørig kritisk sans. Emnets vigtighed stiller høje krav til niveauet af beviser. Kilder, der bliver tjekket, påstande, der bliver undersøgt, modsigende beviser vurderet. Men redaktørerne gjorde intet af dette. De gav historiefortælling forrang over sandhedsfortællling. De så bort fra eksisterende beviser, og på baggrund af en enkelt unavngiven kilde frikendte de gerningsmanden bag en forfærdelig forbrydelse,« skriver Idriss.

I indlægget gennemgås Idrees Hershs argumenter et for et. Fra hans anonyme kilders insider-beretninger, der er blevet afvist af de relevante myndigheder (noget, som naturligvis kun bekræfter hypotesen) til eksperters afvisning af de praktiske muligheder af at lave sarin i de nødvendige mængder i et mindre ’køkkenlaboratorium’ til spørgsmål om, hvorfor i alverden et britisk statsdrevet laboratorium skulle modtage og acceptere vævsprøver fra Rusland – Assads allierede (Porton Down har i øvrigt afvist, at Hershs oplysninger er korrekte).

»Men lad os antage, at Hershs påstande er sande,« skriver Idrees. »Hvordan lykkedes det så Tyrkiet at smugle et ton sarin ind i en belejret zone. Hvordan blev en affyringsmekanisme justeret til at levere så giftig en last. Hvordan blev koordinerede affyringer i isolerede lokaliteter arrangeret, så de så ud til alle at være afsendt fra regimekontrollerede områder,« spørger han uden at finde svar. Først og fremmest noterer han sig dog alle de kilder, som Hersh har ignoreret, og som modsiger ham: FN’s rapport, USA, Frankrig, Tyskland, Human Rights Watch, Brown Moses.

Hershs metode er, konstaterer han med Émile Durkheims udtryk, anvendelsen »af antagelser til at styre sortering af fakta, snarere end at nå frem til antagelser ud fra fakta.«

Forskellige tilgange til kilder

Samtidig gennemgår han det bagland, Hershs kritik kommer fra. En gruppe af tidligere efterretningsfolk kendt som VIPS, som sendte et åbent brev til Obama, hvor de advarede ham mod et angreb. En gruppe, som ifølge Idrees’ teori med en vis sandsynlighed udgør Hershs anonyme kilder. Folk, som tidligere har stået frem med kritik i offentligheden og fortalt en version af Ghouta-angrebet, som er stort set identisk med Hershs. Idrees finder formuleringer fra gruppen, der er direkte afskrift fra dubiøse, obskure hjemmesider som f.eks. Mint Press eller Global Research med tvivlsomme metoder og grumset ophav, og som flere medlemmer af gruppen siden har taget afstand fra grundet manglende dokumentation eller saglighed, men som i Hershs version tillægges den aura af tyngde og sanddruelighed, som en unavngiven kilde giver.

»Propaganda fungerer som regel på to planer: Nogle gange opbygger det støtte for en ønsket politik, nogle gange eroderer det støtten for en uønsket. Det første gør man ved at overbevise, det sidste ved at skabe usikkerhed. »’Tvivl er vores produkt’, var den forsikring, PR-bureauerne i 1950^erne gav den nervøse tobaksindustri,« konstaterer Idrees.

»Dette er også Hershs metode.«

Alligevel står der vitterlig en bid tvivl tilbage. Få, der har indblik i borgerkrigens Syrien tiltror de mest rabiate oprørsgrupper større moralsk habitus end regimet–eller kan med nogen sikkerhed afvise, at de har kemiske våben og er parat til at bruge dem. Sandsynligheden er ikke stor, men er den lille nok til, at man fuldstændig kan afskrive den? Er det nok til at gå i krig? Er tvivlen stor nok til samvittighedsfuldt at vaske sine hænder og lade tingene gå deres gang?

Hvem, der har ret, står det enhver frit for at konkludere i dette autoritetsfri samfund med kilder, der enten er lukket for de fleste, eller tilgængelige for alle. Og få øjeblikke efter denne artikel er blevet lagt på nettet, vil de første anklager givetvis falde om, at signaturen er en CIA-agent (det er sket før), og at vigtige oplysninger er blevet frasorteret, hvilket de da bestemt også er og altid bliver, når man skriver journalistisk.

Men hvad der for alvor skiller de to fronter i den aktuelle journalistiske kamp er en del år og nok især et væsens forskelligt forhold til kilder. Hersh er vokset op i en tid, hvor journalisten med sine gode eller dårlige kilder var en ophøjet gatekeeper med et unikt indblik. Idrees, Brown Moses og mange andre med dem i en tid, hvor ufattelige mængder information er tilgængelig, og ingen længere har monopol på at indsamle eller fortolke dem, ikke engang efterretningstjenesterne, der ofte har vist sig mindre vidende end ganske almindelige mennesker.

Sandheden i Syrien er, at ingen har autoritativ viden, eller måske snarere at de, der har den, ikke lægger den åbent frem, og at hvad der reelt sker i Syrien, er alle folks gæt. Som en kender af krigen konstaterede på et internt forum for journalister og researchere, der arbejder med og i Syrien:

»Kritikken i Hershs artikel er baseret på det faktum, at der er lidt eller ingen viden fra jordhøjde tilgængelig om Syrien. Manglen på pålidelig information betyder, at analysen søger fakta og beviser, som hovedsageligt bruges til at underbygge eller bekræfte hypoteserne, snarere end til at afkræfte andre versioner. Du rejser spørgsmålet om, hvilke midler oppositionen har til sin rådighed, men sandheden er, at ingen ved det«, skriver kommentatoren til en anden debattør.

»Alt, hvad vi kan sige, er, at de beviser, vi har, peger mod regimet som ansvarlig, men vi har ikke nok til med al sikkerhed at kunne udelukke andre muligheder.«

I mellemtiden er Assad-styret gået over til at kaste klorinbomber ud i tønder fra helikoptere over beboelseskvarterer uden at bekymre sig så meget om bevisbyrden, og kemisk krigsføring er suset hastigt ned af nyhedsdagsordnen uden for de intellektuelle tidsskrifter og konspirationsblogs. Krigen fortsætter ufortrødent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Mogensen
Jan Mogensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Mogensen

Der går ofte fodboldhold i den når Syrien konflikten debatteres, det er meget mystisk at folk ikke både kan være modstandere af assads myrderier samt isis og al nusra galningenes myrderier, de Syriske kurdere et de eneste der handler fornuftigt og nogenlunde civiliseret, resten af parterne har en intern konkurrence om hvem der kan massakrere flest civile.

Lad mig starte med at skrive at jeg ikke har læst hele artiklen igennem, jeg gider simpelthen ikke længere. Jeg har læst mange af disse artikler her i denne avis og må indrømme at de bliver godt nok kedelige i længden. Nej det er ikke CIA der har skrevet det, men ærligt så plejer deres arbejde ikke bedrer end denne artikel.

Jeg synes det er komisk at artiklen prøver at vinkle det ind i et stadige af "usikkerhed" mens det præcist vinkler det ind i en "dem mod os/de andre", noget Jan hurtigt bemærker og kalder for at der går "fodboldhold" i det.

Denne diskussion om "ny teknik vs gammel journalistik" er en af de komiske tilbagevendende temaer især informationen tit rejser. Deres journalister er enten virkelig sløve i trækket eller også vælger de bevidst at komme tilbage til denne "kort" for at legitimere deres egne mangler og de evigt manglende logiske huller i deres sø forklaringer om verdens brændepunkter.

Lad mig slå fast at internettet ikke har bragt noget nyt inden for vores forståelse af hvordan vi skal tolke kilder og informationer vi modtager. Det eneste internettet har gjort er at gøre det lettere for os at komme til og i en større kvantitet. Feks er det seriøst for dumt at tillægge værdi til en tilfældig forbipasserendes beretninger på Nørreport st. om hvad der er sket i Syrien. Det samme gælder også på internettet hvor det er simpelthen dumt at tillægge værdi til kilder vi ikke stoler på, kender, eller har gjort deres værd kendte for offentligheden gennem en troværdig organisation eller lign. Men det viser sig at informationens journalister sidder i klemme, fordi disse tillægger twitter og andre lign. ligegyldige sociale sider der slet ikke er troværdige for en stor betydning. Informationens journalister mener åbenbart at hvis nok mange skriver noget, så må det være sandt. Hvilket i sig selv er komisk dumt, hvis man tænker hvordan computeren nemt kan manipulere med tal.
Men sagens kerne er jo at ingenting har ændret sig siden de gamle dage hvor man som journalist burde undersøge de informationer man får gennem rygter og andet sladder, og i dag hvor mængden af sladder og rygter er eksponentielt forøget pga internettet. At sladder og rygter er blevet en større virksomhed på nettet, betyder det ikke at Tobias Havmands arbejde som undersøgende journalist er blevet svært. Nej, hvis man bare holder sig til det viden man kan underbygge og stå inde for, noget Hersh tog sin tid og gjorde, så ender man ikke i en latterlig diskussion som denne om at "uhhh der er så meget på nettet at det er svært at finde hoved og hale i sagerne". Hvis Tobias kan finde frem til ham her "Brown Moses" og klargøre os hvad hans position og rolle i debatten om Syrien er, så skal vi andre nok også tillægge ham værd. Men indtil da, vil jeg grine af den manglende videnskabelige/ journalistiske / logiske / empiriske tilgang denne journalist og generelt resten af mainstream medierne i DK har. Det er en fallit erklæring i mine ører når en journalist ikke ved hvad dets kerne arbejde er...

Terkel Brenøe, Eva eldrup, Jens Harder Vingaard Larsen, Martin Andersen og Niels Jespersen anbefalede denne kommentar
Niels Jespersen

Påstandene i artiklen om at der ikke findes andre kilder end de som nævnes i Seymour Hersh´s artikel, når det gælder om at bevise at raketterne ikke var affyret af syriske soldater, er helt forkert. Se her et studium af raketterne som blev affyret udført på det verdesnberømte Massachusets Institute of technology (MIT)

http://web.mit.edu/sts/Analysis%20of%20the%20UN%20Report%20on%20Syria%20...

Dette studium konkluderer at raketterne med sarin ikke var affyret fra områder under regeringens kontrol på det tidspunkt angrebet fandt sted.

Her er yderligere - ganske nylige - beviser på Tyrkiets indblanding i Syrien - man husker måske - ganske vagt? da det næsten ikke blev omtalt i vestlige medier- den skandale det vakte da Erdogan lukkede for YouTube der havde offentliggjort aflytninger af tyrkiske topfolk, som diskuterede false flag operationer i Syrien med henblik på at starte en krig mod Syrien på falsk grundlag... Men det blev jo også ikke-rapporteret i medierne - man fik aldrig at vide hvad der egentlig blev sagt på båndene.

http://www.youtube.com/watch?v=aW4i-YeJzUY

Artiklen påstår også at London Review of Books (LRB) er et litterært tidsskrift, som jo givet ville være et mærkeligt sted at publicere en artikel som Hersh´s. Men det er langt fra tilfældet. Her publiceres mange vægtige indlæg i udenrigspolitik, som angår krigene i Mellemøsten og de faktorer som fremkalder krigene. F. eks. offentliggjorde de højt estimerede Stephen Walt (professor i udenrigspolitik ved Harvard Universitet) sammen med kollegaen professor John Mearsheimer (Chicago Universitet) en lang artikel om den Israelske Lobby i USA, som man ikke ville trykke i amerikanske tidsskrifter- da disse frygtede lobbyens støtters reaktioner i form af annonceboykot og tilsvining af både forfattere og avisen med ting som antisemitisme etc etc.
Det er jo et helt anerkendt fænomen i USA at folk som vil diskutere eller beskrive det forfatterne kalder den Israelske lobby straks bliver nagrebet og tilsvinet uanset hvor objektive og omhyggelige de er ed dokumentation etc. Lobbyen og dens støtter ønsker at kvæle alle der vil kaste lys over dens i afgørende rolle i formuleringen af amerikansk Mellemøsten (krigs!)politik.

Her er links til LRB med de vægtige bidrag og diskussioner som fandt sted. Bestemt ikke litterært som Tobias Havemand, Information, siger! Han kender nok slet ikke disse berømte og meget ansete artikler og den debat de affødte - efterhånden også i USA, hvor det blev legitimt at diskutere den israelske lobby. Information ønsker heller ikke at kaste lys over dette - de ignorerer via korrespondenterne i USA dette emne totalt - Martin Burcharth har endda præsteret at lave en artikel med et interview med en vis Kristol som befinder sig i toppen af lobbyens netværk uden at diskutere lobbyen eller gøre opmærksom på dens eksistens - noget lobbyen jo gerne ser.....

Her er de berømte kilder i LRB:

http://www.lrb.co.uk/v28/n06/mear01_.html

http://www.lrb.co.uk/v28/n09/letters.html

http://www.lrb.co.uk/v28/n10/letters.html

http://mearsheimer.uchicago.edu/pdfs/A0043.pdf

http://mearsheimer.uchicago.edu/all-pubs.html - har alle Mearsheimers offentliggjorte værker.

Eva eldrup, Niels Engelsted, Jens Harder Vingaard Larsen, Martin Andersen, Henrik Klausen og Arash Shahr anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Øe er det muligt at tage prøver af giftgas, og ud fra prøverne at fast slå oprindelsen? Nej, den er meget kemisk ustabil, og er lavet i et uland. Hver bombe er nok unik, kemisk håndarbejde!