Interview
Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Bente Hansen

»Jeg er tit blevet revet i næsen, at vi fejlede med både det ene og det andet. Det gjorde vi sikkert, men jeg spørger, som Ebbe Kløvedal engang gjorde: Huskede vi nu at gøre alt det, vi kunne, mens vi turde?«
Moderne Tider
21. juni 2014
Bente Hansen. Født 1940, mag.art. i litteraturhistorie og forfatter til bøger af faglig, samfundsmæssig og skønlitterær slags, har netop udgivet erindringsbogen ’Historien findes’. Aktiv på venstrefløjen i partier og bevægelser siden 1960, har arbejdet med blade, tidsskrifter, radio og tv. Var i 16 år, fra 1996, medlem af menighedsrådet ved Københavns Domkirke, og i samme periode var hun i seks år formand for bestyrelsen i Enhedslistens avis, Socialisten.

Bente Hansen. Født 1940, mag.art. i litteraturhistorie og forfatter til bøger af faglig, samfundsmæssig og skønlitterær slags, har netop udgivet erindringsbogen ’Historien findes’. Aktiv på venstrefløjen i partier og bevægelser siden 1960, har arbejdet med blade, tidsskrifter, radio og tv. Var i 16 år, fra 1996, medlem af menighedsrådet ved Københavns Domkirke, og i samme periode var hun i seks år formand for bestyrelsen i Enhedslistens avis, Socialisten.

Susanne Mertz

Hvem er historiens største helt for dig? Hvem ser du mest op til?

Historien vrimler med ukendte og utrættelige helte, som fortjener stor tak.

Hvem hepper du på til VM i fodbold?

Algeriet, for gammelt venskabs skyld, og så Chile, som er druknet lidt i dyrkelsen af Argentina og Brasilien.

Allermest hepper jeg selvfølgelig på de brasilianere, som prøver at afsløre de økonomier, der gemmer sig bag FIFA: sponsorerne og de mange milliarder, som befolkningen har så hårdt brug for. ’Brød og skuespil’ er et kendt magtmiddel.

Hvad synes du om Helle Thorning?

Hun er dygtig! Og hun har uden at kny taget flere kugler og mere negativ omtale end de fleste politikere. Jeg selv stemmer langt til venstre for solkongen, men fremgang for en ægte socialdemokratisk politik (og Helle Thorning) er også godt.

Hvis man i dag sætter ’70’er-’ foran et ord, kan næsten hvad som helst blive et skældsord. Hvad synes du om det?

Det er lidt trættende, ja. Men man må huske, at da vi nåede slutningen af 70’erne, var venstrefløjen gennem en årrække blevet hørt! Vi havde godt nok ingen formel magt, men de borgerlige stridskræfter har aldrig tilgivet os, at vi både var kritiske og blev hørt. Og hvad ligner det også?

Hvad synes du om Løkkes tøjsag?

Sådan en sag havde Thorning ikke fået lov at lukke ned med et: ’Lad os nu snakke politik i stedet for alt det personfnidder’.

Hvis man læser ungdomsoprøret som en værdikamp, hvad var så dets største sejr? Og fejlskud?

Det var en kulturrevolution, som rettede sig mod alle gamle autoriteter, og hvad det angik, må man sige, at der var medvind, for de gamle autoriteter var stort set ikke blevet anfægtet siden 30’erne. Skole, forældre, kirke, kapitalister, sædvaner, boformer, imperialister, sex og samfund ... og til sidst selve patriarkatet. Jeg kan ikke komme i tanker om enkelte fejlskud, men der røg mange finker af panden i kampens hede, og jeg er tit blevet revet i næsen, at vi fejlede med både det ene og det andet. Det gjorde vi sikkert, men jeg spørger, som Ebbe Kløvedal engang gjorde: Huskede vi nu at gøre alt det, vi kunne, mens vi turde?

Hvorfor er du partiløs? Giver partierne ikke mening?

Jeg var 10 år i partierne, først seks-syv år i SF, og så tre-fire i Venstresocialisterne, men jeg blev mere og mere engageret i bladarbejdet (Politisk Revy) og bevægelserne.

Partiarbejde giver god mening, fordi det er forudsætningen for parlamentarismen, så al ære og respekt for dem, som bærer den del af arbejdet.

Partier, bevægelser og frontdannelser er tre hovedformer i det politiske arbejde, og de giver mening, både hver for sig og sammen.

Har dit forfatterskab et højere formål, eller er litteraturen et mål i sig selv?

En højere mening vil jeg ikke prale af, men alt, hvad jeg har skrevet, er nok udsprunget af mit engagement i samfundet og i menneskelivet i almindelighed. Jeg tror i øvrigt ikke, at der findes litteratur, som kun har sig selv som mål.

Er der noget, du gerne ville gøre om, hvis du kunne?

Det må nok blive et nej. Men jeg har da i mange år prøvet at leve med både små og store ting, jeg kunne have gjort bedre: Huskede jeg nu at være overbærende med de andres små fejl? Og huskede jeg at sige undskyld for mine egne? Det kan man ødelægge meget af sin nattesøvn med, og det gavner ingen.

Giver dagens ungdom håb for fremtiden?

Ja da! Den er hårdt spændt for, når det kommer til præstationspres af alle slags, men det er kun den unge generation selv, som kan slå bremserne i.

Nye generationer er altid et håb for fremtiden. De har kræfterne og muligheden for at finde hinanden, og der er masser af gode, men endnu små bevægelser rundtom i verden, fra Occupy til alternative (cyklende) nyhedstjenester og til kvinder, der går i den ene farefulde demonstration efter den anden (Indien, Afrika osv.). Der bliver hårdt brug for alle dem, der tør og kan, for de meget ubehagelige kræfter er som bekendt også på fremmarch.

Er du en del af det litterære parnas?

Jeg kender faktisk ikke noget ’litterært parnas’ i dag, men måske findes det?

Har du en hofret?

Alt for mange, er jeg bange for.

Hvad lavede Bente, 28 år, i maj 1968?

I min nye bog, Historien findes, skriver jeg faktisk om netop det. Jeg var travlt optaget af det aktivistiske liv, og jeg boede sammen med min kæreste, Peter, i en lejlighed, hvor desertører og flygtninge (fra Portugal og USA) flyttede ud og ind. Jeg var daglig leder af Politisk Revy, og bladets nr. 100 udkom i maj. Vi benyttede lejligheden til at fortælle om både befrielsen og USA’s krigsøkonomi, og vi pyntede siderne op med befrielsesvinduer med levende lys. PET blev tilkaldt, opfordret af den amerikanske ambassade, og vi måtte stå skoleret på politigården endnu engang. De mente, at 4.-maj-vinduerne var en opfordring til rudeknusning.

Det blev en lille ouverture til den såkaldte Kejsergadesag (1969-71), hvor jeg selv, Information og Vietnambladet var sigtet for anslag mod statens sikkerhed.

Hvordan vil du karakterisere tidens feminismedebat?

Den søger og skyder lidt i alle retninger, men sådan er det, når man skal finde et nyt ståsted for den næste bølge. Betingelserne her og i udviklingslandene er meget forskellige. I visse områder er der opstået en organiseret udslettelsespolitik over for pigers og kvinders fundamentale rettigheder. For eksempel at uddannelse til piger er en forbrydelse i sig selv, og så kan det vel ikke blive meget tydeligere.

Hvorfor er dagens venstrefløj så tandløs?

Er den det? Er det ikke det samme her som med den feministiske diskussion: Den er søgende og skal formulere sine alternativer i det nye århundrede.

Der snakkes om, at der kun findes én mulighed, det liberale demokrati, men det er da temmelig enfoldigt, for et socialistisk demokrati er vel en fuldgod mulighed. Det betyder ikke nødvendigvis en gammeldags revolution, men netop en vej, hvor retningen er det fælles projekt. Og tro mig: Det kan være kontroversielt nok. Tænk bare på modstanden mod den lillebitte ’Tobin-skat’ på finanskapitalen.

Hvordan hænger dit kirkearbejde sammen med dine politiske holdninger?

Fint. Der er for mig god overensstemmelse i den indre etiske retning – men troen adskiller sig fra det politiske ved at fungere over og uden for den målbare verden. Den er som bekendt et spring ud på de mange tusind favne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Intet om hvad det opulente brede smil skal dække ind.