Læsetid: 8 min.

I Listen må man stadig gerne være ulydig

De 25 år siden Enhedslistens stiftelse har været en lang rejse fra yderfløjen og ind mod mainstream. En ny Zetland-single fortæller om de standpunkter, partiets hovednavne har været nødt til at forlade undervejs. Én lille forskel findes dog stadig: partiets forhold til civil ulydighed. Nedenstående er et uddrag fra singlen
Ulydighed. Johanne Schmidt-Nielsens støtte til de udviste irakerne fra Brorsons Kirke fik Venstres Birthe Rønn Hornbech til erklære, at Enhedslisten ikke hørte hjemme i Folketinget.

Ulydighed. Johanne Schmidt-Nielsens støtte til de udviste irakerne fra Brorsons Kirke fik Venstres Birthe Rønn Hornbech til erklære, at Enhedslisten ikke hørte hjemme i Folketinget.

Simon Kjove Bohr

21. juni 2014

»Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes,« står der med sorte bogstaver på en rød baggrund rammet ind i glas. Plakaten hænger over den ternede sofa i lejligheden på Indre Nørrebro i København.

Et træbord af Børge Mogensen omringet af sorte Arne Jacobsen-stole danner spisestuens centrum, og i vinduet pynter levende lys. I stuen står en trækiste med en fladskærm ovenpå, og når der skal noget i dvd’en, er det amerikanske serier som Sex and the City og Beverly Hills 90210.

»Det er jo også en piget lejlighed – en feminin lejlighed – i sin udtryksform og de ting, der er valgt med de hvide orkidéer. Det er ligesom gennemført piget,« siger livsstilsekspert Niels Folmann.

Vi er hjemme hos Enhedslistens nyudnævnte politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, der i starten af 2010 sagde ja til at være med i Kender Du Typen på DR 1.

Det var ikke, fordi en journalist ringede en dag, hvor Johanne Schmidt-Nielsen tilfældigvis havde plads i kalenderen, at hele Danmark kunne se politikerens badeværelseshylde med ansigtscreme fra Ole Henriksen og den blåhvide bodylotion med svag duft af citrus fra Biotherm. Det var med fuldt overlæg, at vælgerne skulle se frontfigurens køkken med skakternet gulv og en fryser, hvor man altid kunne finde en færdigpizza, som helst blev skyllet ned med en Faxe Kondi. Vælgerne skulle opdage, at Johanne Schmidt-Nielsen var helt almindelig uden hverken hammer og segl eller samfundsomstyrtende planer under sengen.

»Vi tænkte, at hvis vi kunne vise dem, at vi bor rimelig normalt, det er ikke sådan noget med jordhuler eller Che Guevara-tapet, så ville det være godt,« siger Johanne Schmidt-Nielsen i dag.

I Alt for Damerne kunne man læse, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke spiste brun spaghetti og persille, men at hun til gengæld var vild med kage især med smørcreme på toppen.

Formålet var at flytte opfattelsen af Enhedslisten fra at være et konfrontatorisk nej-siger-parti i kikset hjemmestrik til et parti for helt almindelige mennesker, der ville søge indflydelse. Et parti, som tålte en højhælet sko eller en figursyet blazer.

Som Pelle Dragsted siger:

»Det er ikke sådan, at vi har sat os ned og aftalt, at nu skulle vi gå pænere klædt. Men Johanne har da sagt til Frank Aaen og andre, at hvis man skal i fjernsynet, kunne det være en god idé at tage en skjorte eller en pæn jakke på. Med vores holdninger stikker vi måske ret meget ud i mange menneskers øjne, der er ingen grund til, at vi også stikker meget ud i vores fremtoning.«

Men stikke ud – det skulle partiet snart komme til at gøre.

Kampen ved kirken

»Asyl til alle her og nu! Asyl til alle her og nu!«

Hundredvis af hættetrøjer råbte i kor ud i natten den 13. august 2009. Politiet var ved at rydde Brorsons Kirke på Nørrebro i København, hvor mere end 60 afviste irakiske asylansøgere igennem to måneder ulovligt havde søgt tilflugt. Irakerne skulle ud af landet.

Videomaterialet fra natten viser, at rydningen af kirken udviklede sig dramatisk.

»Træk stavene,« råbte en betjent uden for kirken.

Demonstranter smadrede ruder på politiets biler og dannede menneskekæder, som forhindrede politiet i at køre asylansøgerne væk.

På asfalten sad en ung kvinde arm i arm med en fyr, der blev slået adskillige gange i ryggen af en betjent med stav. De to demonstranter væltede omkuld.

»Kom nu væk, kom nu væk,« råbte betjentene, mens de skubbede.

Rydningen blev kritiseret af både Amnesty International og FN, men et politisk flertal stod fast. 282 irakiske asylansøgere skulle hjem. Som et af få folketingsmedlemmer stod Johanne Schmidt-Nielsen frem og erklærede sin støtte til de hjemviste irakere.

Hun forsvarede tilmed demonstranternes ret til civil ulydighed, og det fik daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til at sige, at Enhedslisten ikke hørte hjemme i Folketinget.

Civil ulydighed vil sige, at en gruppe borgere bevidst overtræder lovgivningen, fordi den mener, at loven moralsk er forkert – og efterfølgende tager sin straf. Dermed adskiller civil ulydighed sig fra blot at demonstrere, selv om demonstrationen er nok så aktivistisk. Civil ulydighed er et ældgammelt problemkompleks for magthaverne i en stat, helt tilbage fra Aristoteles, der mente, at en uretfærdig lov ikke er en lov. Dilemmaet er så bare, hvem der – hvis ikke de folkevalgte – skal afgøre, om en lov er retfærdig.

I Enhedslisten opfatter man, som noget ret unikt på Christiansborg, civil ulydighed som en demokratisk rettighed.

»Civil ulydighed er et stærkt og vigtigt våben. Vi er ikke bange for at udfordre loven, især hvis vi opfatter den som krænkende i forhold til folks rettigheder,« siger folketingsmedlem Finn Sørensen.

Pelle Dragsted betragter civil ulydighed som et redskab, man skal være varsom med, men mener samtidig, det er en vigtig del af et demokrati.

»Civil ulydighed skal bruges med respekt. Man står frem og tager sin straf, og der skal ikke bruges vold. Men det er en måde, hvormed befolkningen kan råbe politikerne og magthaverne op og sætte en dagsorden, som ellers kan være svær at sætte,« siger han.

På den yderste venstrefløj er civil ulydighed og aktivisme ikke sjælden, og mange med relation til Enhedslisten – medlemmer, kandidater og folkevalgte – har gennem tiden lukket øjnene for lovens rammer i en stribe aktioner.

Rosa Lund, der i dag sidder i Folketinget, betegner sig selv som tidligere aktivist. I 2007 var hun med til at bryde ulovligt ind i et hus på Dortheavej i det nordvestlige København i protest mod rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej. Hun blev dømt for ulovlig indtrængen og fik en bøde på 750 kroner. Både Enhedslisten på Københavns Rådhus og på Christiansborg bakkede op om de ulovlige husbesættelser.

Den stærkes pligt

Morten Kabell, der dengang sad i Københavns Borgerrepræsentation for partiet, forsvarer stadig retten til at bryde ulovligt ind under kampen om Ungdomshuset, selv om han nu er blevet teknik- og miljøborgmester i hovedstaden. For de ofte unge besættere havde få parlamentariske muligheder, og det var deres måde at søge politisk indflydelse, mener Morten Kabell.

»Det må være den stærkestes pligt at tage de svage seriøst, og i den her sag var kommunen den stærkeste part. Det var jo småbesættelser af huse, der allerede stod tomme. Det var en markering af afmagt fra de unges side,« siger Morten Kabell i dag.

I Folketinget har Rosa Lund fået det, hun kalder en anden kampplads. I dag ville hun ikke bryde ind i et hus.

»Dengang var vi aktivister, og vi havde behov for at sætte fokus på et problem. Det var fredeligt og uden personskader. Jeg ville ikke have deltaget i hverken vold eller hærværk,« siger Rosa Lund.

De aktivistiske eller civilt ulydige handlinger fra folkevalgte Enhedsliste-medlemmer spænder bredt. I 1998 fik folketingsmedlem Jette Gottlieb og lokalpolitikeren i København, Mikkel Warming, dagbøder for at male gule striber på kantstenene i Københavns pisserende. Striberne skulle gøre politiet opmærksomme på problemer med en parkeringslov.

Jens Otto Madsen, der i dag er kommunalbestyrelsesmedlem i Thy, har skjult udviste flygtninge, forsøgt at bremse Naturstyrelsen i at fælde træer i Østerild Klitplantage og har lænket sig til en entreprenørmaskine med kæder og hængelås i protest mod opførelsen af en motorvej i Vendsyssel.

»Civil ulydighed skal man ikke bruge ret tit, men det kan være nødvendigt, når væsentlige områder er blevet trådt under fode af et demokratisk flertal. Man skal være parat til at tage sin straf,« siger Jens Otto Madsen.

Johanne Schmidt-Nielsen var som talskvinde for aktionsgruppen Velfærdsmissionen i 2006, året før hun kom i Folketinget, med til at smide 200 kilo pasta og 40 liter ketchup på Finansministeriets trappe. Syv personer, herunder Johanne Schmidt-Nielsen, blev anholdt og fik bøder. Aktionen var en god måde at gøre opmærksom på et problem, mener Johanne Schmidt-Nielsen i dag, selv om hun ikke kunne finde på at gøre det igen.

Revolutionen

Mens Enhedslisten ikke har problemer med civil ulydighed, kæmper de med enkeltpersoner, der ikke tager entydig og generel afstand fra begrebet vold. En af dem er tidligere folketingskandidat Jonathan Simmel, som ved flere lejligheder har skabt stor opmærksomhed. Jonathan Simmel er kendt som en del af Enhedslistens venstrefløj, der mener, at folketingsgruppen indgår for store kompromiser. I 2013 stod han til at få en god placering på listen over partiets folketingskandidater, men på Enhedslistens årsmøde blev han som den første nogensinde fjernet af det såkaldte kandidatudvalg af politiske årsager. Det skete, efter han havde udtalt, at han godt kunne acceptere en væbnet revolution.

Jonathan Simmel er stadig aktiv i Enhedslisten, og han holder fast i, at vold kan være en nødvendig del af et forsvar. Alligevel blev han taget til nåde på partiets seneste årsmøde i maj 2014, hvor han nu fik lov at stille op til det kommende folketingsvalg som nummer 18 på partiets kandidatliste.

»Jeg vil altid foretrække en fredelig revolution. Men vi kan komme til en situation, hvor et lille mindretal blokerer for flertallets ønske om en radikal ændring af samfundet. Der kan det være en nødvendighed at bruge magt, men da vil det altid være en selvforsvarskamp, og så mener jeg ikke, at du kan tale om vold,« siger Jonathan Simmel.

Ifølge folketingsmedlem Finn Sørensen burde Enhedslisten langt tidligere have været mere klar i mælet omkring partiets holdning til vold. Så sent som i 2013 var det nødvendigt for Enhedslisten at tage afstand fra vold. Det skete med en udtalelse på partiets årsmøde, efter der i medierne blev skabt debat om Enhedslistens forhold til demokratiske frihedsrettigheder. Det var den erfarne folketingspolitiker Per Clausen, der i Berlingske kickstartede debatten ved at sige, at han troede, at revolutionen kan komme inden for 20 år.

»Jeg kender ikke nogen i Enhedslisten, som ikke tror på revolutionen,« sagde den daværende gruppeformand til avisen, og en række hovedbestyrelsesmedlemmer fulgte op med udtalelser om, at det i fremtiden kunne blive nødvendigt at lukke udvalgte medier.

Det fik partiets medlemmer til at svare igen med en udtalelse på årsmødet om, at »hele Enhedslistens udgangspunkt er uforeneligt med at ville indskrænke demokratiske rettigheder«, og at Enhedslistens vision er mere demokratisk end det politiske system, der hersker i dag.

»Der har været lidt slør i det. Vi har ikke tidligt nok understreget, at revolutionen kommer til at foregå på demokratisk og fredelig vis,« siger Finn Sørensen.

Det var også ham, der i foråret 2014 blev sendt i medierne, da mindst 17 personer med tilknytning til Enhedslisten, herunder et hovedbestyrelsesmedlem, på Facebook tilkendegav, at de ville deltage i den kontroversielle fløjtedemonstrationen 1. maj, der havde til formål at overdøve Helle Thorning-Schmidts tale i Fælledparken.

Finn Sørensen efterlyser en mere klar afstandtagen til den del af den yderste venstrefløj, der bruger vold og søger konfrontationen med politiet.

»Vi har tendens til at være lidt for flinke ved de her typer. Vi er ikke gode nok til direkte at sige, at det er uacceptabelt. Det skader sagen.«

Uddrag fra den netop udkomne Zetland-single ’Operation Ø: Da socialisme blev moderne’. Singlen kan købes for 35 kr. hos alle netboghandlere, se f.eks. zetland.dk, iBooks eller Saxo.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

Enhedslisten er ved at blive moden.

Det er en rigtig god ting ; Og måske hen ad vejen vil Enhedslisten også være klar til at tage ansvar og indgå kompromisser til gavn for venstrefløjen.
Kun med en Enhedsliste der er helt klar til ikke at fremføre ultimative krav og en Enhedsliste der ikke signalerer en ensidig blokpolitik ved 51 % ´s-flertal til ØFA, er der et alternativ til VKIO(B).

Det er rigeligt at den borgerlige blok mener at 51 % er et udtryk for folkets vilje !

Niels Engelsted

Væn jer til det. Dette -- moderate mod radikale -- vil med Enhedslistens fremgang være et tilbageværende tema i de borgerlige medier. Mindre enhed i Enhedslisten giver mere fest i gaden og/eller mere lus i skindpelsen.

Peter Poulsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

I 70erne besluttede Sydney's bystyre at nedrive Sydney's gamle bydel - The Rocks - for at opføre et moderne boligkvarter. En række australske intellektuelle, kunstnere, politikere og mange andre rykkede ind og besatte bydelen i protest. Der var konfrontationer med politiet, men sagen endte med, at bystyret omstødte beslutningen om nedrivningen. The Rocks blev i stedet for moderniseret, og det er i dag en arkitektonisk og kulturel perle, til glæde for både lokale og turister. Besætterne bliver i dag hyldet som helte, og der hænger billeder af dem, rundt omkring i The Rocks. Billederne viser besætternes konfrontationer med politiet.
I Odense besluttede bystyret i 1960erne at anlægge en motorvej tværs igennem byen, som led i 'moderne trafikudvikling'. Resultatet var, at en stor del af den gamle by blev ødelagt, og byen blev skåret midt over. Odenses bystyre har nu besluttet at lukke Thomas B. Thriges Gade. Det sker om ca. en uge. Desværre var der ingen aktivister, der protesterede i Odense dengang i 60erne. Ellers ville odenseanerne måske i dag have haft en gammel bydel i lighed med The Rocks i Sydney.
Moralen er, at man nok er nødt til at finde sig i, at der ikke findes en endegyldig sandhed om, hvad demokrati er. I Sydney's tilfælde var demokrati muligheden for, at et mindretal kunne omstøde et demokratisk valgt flertals åbenlyst 'forkerte' beslutning.

Niels-Holger Nielsen, Peter Poulsen, Karsten Aaen, odd bjertnes, Dennis Berg, lars abildgaard, Niels Engelsted, Janus Agerbo, Per Torbensen og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar