Læsetid: 17 min.

Medaljen havde hun sendt i forvejen

Hun er en af de kvinder, der i 1970’erne indtog arbejdsmarkedet og samtidig gjorde det muligt for andre kvinder at få en karriere. Lene Birk fra Vodskov modtog for nylig den kongelige fortjenstmedalje i sølv for 40 års arbejde som pædagog. I maj måned gik hun på pension og cyklede over til dronningen for at sige tak
Afsked. Dagen efter sin afsked med 40 års arbejdsliv tog Lene Birk afsted vinket godt i vej af børnene fra ’Dussen’ på Vodskov Skole i Aalborg. Nu skal jeg til at se på mig selv med andre øjne, siger hun.

Afsked. Dagen efter sin afsked med 40 års arbejdsliv tog Lene Birk afsted vinket godt i vej af børnene fra ’Dussen’ på Vodskov Skole i Aalborg. Nu skal jeg til at se på mig selv med andre øjne, siger hun.

Bo Amstrup

7. juni 2014

De to gardere er ubevægelige og har blikket under bjørneskindshuerne indstillet på uendeligt. Lene Birk går ind ad Dronningeporten og op ad marmortrappen. Da hun passerer de bevæbnede mænd, klikker de hælene sammen med et smæld, så det giver et næsten umærkeligt gib i den 63-årige kvinde. Hun krydser en sal med meterhøje stensøjler og bliver vist hen i en garderobe af en uniformeret kvinde. Foran et stort fritstående spejl af mahogni frisker hun sin lyserøde læbestift op.

»Vi må da lige sikre os,« mumler Lene Birk og retter på håret, der er sat op på hovedet i en løs knold. Hun lægger sminketasken ned i en sort nylonrygsæk.

»Jeg har ladet Fjällräven blive hjemme. Min søn siger, det er den, der afslører, at jeg er pædagog.«

Men det er netop, fordi hun er pædagog, at Lene Birk for nylig blev belønnet med Dronningens fortjenstmedalje i sølv for gennem 40 år at have gjort en særlig indsats på det offentlige arbejdsmarked. Nu er hun rejst fra Vodskov i Nordjylland til København for at sige tak til Dronning Margrethe ved audiens på Christiansborg. Medaljen sidder på hendes bryst: En tung mønt i sølv med dronningens portræt omgivet af en egekrans. Fæstnet med en dannebrogsfarvet sløjfe.

Historien om Lene Birk handler om at blive enlig mor. Og om at få enderne til at hænge sammen, mens man passer andres folks børn. Om en forsigtig pige fra landsbyen Overlade, der opgav at læse på universitetet, men endte med at få faglig anerkendelse og komme i audiens hos dronningen. Men det er også historien om 40 års arbejdsliv – og den revolution, det var for det danske samfund, da kvinderne i anden halvdel af sidste århundrede for alvor gjorde deres indtog på arbejdsmarkedet.

’En fraskilt pædagog på cykeltur’

Den kongelige fortjenstmedalje i sølv kan gives til en person, der har været ansat 40 år i det offentlige. Konceptet kan lyde lidt gammeldags, men antallet af danskere, der modtager en fortjenstmedalje, er steget kraftigt det seneste årti. Fra omkring 700 om året til 1.600 i dag. Stigningen hænger ikke mindst sammen med kvindernes entré på arbejdsmarkedet. De sprang i 1960’erne og 1970’erne ud som pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere og blev i deres stillinger årti efter årti. Men vedholdenhed udløser ikke medaljen alene. Arbejdsgiveren skal redegøre for, hvorfor netop denne person med sin indsats har gjort sig fortjent.

Siden hun var 23 år har Lene Birk arbejdet som pædagog – de sidste 15 år som afdelingsleder i ’Dussen’ på Vodskov Skole, nord for Aalborg. DUS står for Det Udvidede Samarbejde mellem skole og fritidsordning. Sølvmedaljen fik hun overrakt den 1. november sidste år, hvor hendes 40-års-jubilæum blev fejret med reception og fest. Det var omkring samme tid, at Lene Birk besluttede, at det var på tide at gå på pension. Og i marts skrev hun sin opsigelse. Da hun så den på tryk, fik Lene Birk det elendigt. I flere dage kunne hun ikke sove.

»Jeg var virkelig ked af det. Men det ville jeg også være, hvis jeg var blevet ved, til jeg blev 65 år. Der skal ske så meget med den nye skolereform, at jeg tænker, det er bedst med nye kræfter og nye øjne.«

Og så var det, at hun fik den tanke at indlede sin nye tilværelse med at cykle over til Dronningen og sige tak for medaljen.

»Det var bare en skør idé, jeg fik, for at der skulle ske noget, lige efter at jeg stoppede med arbejdet.«

Lene Birk har været på mange cykelrejser rundt omkring i Europa. Og hun har aldrig behøvet at fortælle, hvad hun lavede, når hun mødte nye mennesker. Det har de altid kunnet gætte. Engang sagde en fisker til hende på den lokale beverding i Skagen: »Du ligner en fraskilt pædagog på cykeltur.«

»Og ja, det var så tre præcise ting om mig,« siger Lene Birk og fortsætter:

»Jeg er mit job. I en af talerne til mit jubilæum var der en, der kaldte mig ’en institution i institutionen’. Det er en stor del af min identitet af være pædagog-Lene,« siger Lene Birk og tilføjer:

»Så nu skal jeg til at se på mig selv med andre øjne.«

1. maj 2014 var Lene Birks sidste dag på jobbet – på samme tid en af de sværeste og mest fantastiske dage i hendes liv. Hjemme om morgenen satte hun en CD på med Lis Sørensen »for at løfte humøret lidt.« Hun havde egentlig besluttet, at hun ikke skulle være alt for forgrædt. Men det løfte viste sig at være umuligt at holde. Fem kagemænd, mange taler og tårer senere tog hun hjem til rækkehuset med et utal af flasker og gaver.

Og allerede dagen efter tog hun så afsted på sin koksgrå Raleigh i cykelbukser og kondisko med fartstriber. Det kan man se på et billede på forsiden af Vodskov Avis under overskriften: Cykler til København for at takke Dronningen. Rundt om Lene Birk står en skov af børn fra Dussen med bannere og flag, der vinker hende på vej.

»Det er din Camino,« sagde hendes veninde Berit til hende samme aften.

»Livet åbner sig for dig.«

En månedsbarselsorlov

Lene Birk er født i 1950 – i efterkrigens børneboom. Hun er opvokset i den lille nordjyske landsby Overlade som den yngste af fire. En uplanlagt efternøler.

»For min mor var det vigtigt, at vi fik os en uddannelse, for det havde hun ikke selv fået. Og om mig sagde hun altid: ’Lene skal være barneplejerske, for hun er så glad for børn’.«

Mod slutningen af realskolen tog hendes lærer hjem til forældrene og spurgte, om Lene Birk ikke kunne få lov til at tage studentereksamen.

»Men min far syntes, at det var nok med realen, og nu skulle jeg også til at sørge for mig selv.« Så Lene Birk kom et år i huset og senere i forpraktik i en børnehave et halvt år i Aalborg. Derefter søgte hun ind på seminariet. Året var 1970.

Hendes første arbejde var i en børnehave i Aalborg, hvor fire fra hendes klasse fik job samtidig. Den dag i dag husker hun stadig mange af børnenes navne.

Det var et årti, hvor kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet og i stigende antal afleverede børnene i vuggestuer og børnehaver. Samtidig blæste nye vinde ind over rød stue. De mange institutionsbørn skulle ikke længere blot disciplineres og holdes sunde. Barndommen blev for alvor set som et særligt rum, hvor nærværende voksne og stimulerende leg kunne gøre en forskel.

»Man var jo lige holdt op med ro, renlighed og regelmæssighed. I 1970’erne skulle alt være mere frit. Vi arbejdede selvfølgelig også med relationer, men jeg var ikke nær så bevidst om mit arbejde dengang, og vi satte ikke så mange ord på det, som man gør i dag.«

I 1973 blev hun gift med sin ungdomskæreste og gravid året efter. Der var kaffe og flødekager hver dag i børnehaven. Lene Birk blev kæmpestor og var meget besværet, når hun skulle hjælpe børnene med at få sko på eller gå ture. Alligevel arbejdede hun helt frem til sin terminsdato. Hun fødte sin søn Esben i slutningen af maj 1975. Kun en måned efter var hun tilbage i børnehaven for at passe andres børn.

»Jeg syntes, en måned var lang tid dengang. Men i dag lyder det jo helt vildt, og jeg kan på mange måder slet ikke forstå, at jeg gjorde det. Tænk, jeg gik med til at få min mælk sat ned med piller. Og så bandt jeg et klæde stramt hen over brysterne, hvis der løb noget ud.«

I 1975 gik mange mødre stadig hjemme. Kun 54 procent af kvinderne gik på arbejde. I dag er det tilsvarende tal 70 procent. Og de fleste af de kvinder, der var udearbejdende havde deltidsjob. Ikke engang i en børnehave havde arbejdsgiveren nogen særlig forståelse for en nybagt mor:

»Den første og eneste gang jeg ikke kom på job, var da damen, der passede Esben, var syg. Men jeg fik at vide, at det var mit eget problem.«

Derefter fandt hun en plads til Esben i en vuggestue, så hun kunne være mere sikker på pasning.

»Det var svært at aflevere et lille spædbarn otte timer hver dag. Jeg var trist over at skulle afsted hele dagen, og det var travlt at passe både job, hjem og barn.«

Men Lene Birk syntes, at hun skulle vise, at hun havde fortjent at få en uddannelse.

Hører kun lærken

Det er torsdag den 9. maj og Lene Birk triller gennem Danmark på syvende døgn. Der hænger en tung duft af syrener over haven ved det lille Bed and Breakfast i Lynæs, hvor hun har overnattet. Langs ruten fra Nordjylland er det danske forår eksploderet i en frodig landskabsfrise af lysegrønne træer og gule rapsmarker:

»Man bliver lidt høj af sådan en tur,« siger Lene Birk.

»Det er jo et fantastisk landskab. Der er ikke ret mange biler og det er næsten kun lærken man kan høre.«

Lænet op ad et stengærde står cyklen pakket til afgang. I horisonten over Isefjorden truer gråsorte skyer, og Lene Birk har ikke kørt mange meter, før regnen lægger sig som et silende tæppe over bøgeskov og bakker. Tæerne svupper i kondiskoene og regndråberne trommer på cykelhjelmen. Målet er Hillerød, hvor hun skal overnatte hos en bekendt. Det fine tøj, hun skal have på til audiensen er sendt i forvejen sammen med medaljen. Og det er nok meget godt, for alt hvad hun har med, er nu enten krøllet eller vådt. Men Lene Birk nynner alligevel fornøjet en melodi af Lis Sørensen: »På sådan en morgen har det været det hele værd/ nærmest lykkelig/ lykkelig som en vinge,/der folder sig ud

Mit arbejde var vigtigt

Som årene er gået, og antallet af timer, danske børn tilbringer i institutionerne, er vokset, er diskussionerne dukket frem blandt forældre, meningsdannere og politikere. Er det for meget? Er kvaliteten af pasningen god nok? Men de skjulte anklager er prellet af på Lene Birk. Hun har aldrig følt, at forældre så institutionslivet som næstbedst i forhold til at være hjemme hos mor og far.

»Jeg har altid syntes, at mit arbejde var så vigtigt. Og så er jeg er gået ud fra, at andre tænkte det samme.«

Siden Lene Birk begyndte på arbejdsmarkedet, er antallet af børn i institution næsten tredoblet fra omkring 132.000 til 370.00. I samme periode er antallet af voksne pr. barn faldet, og Lene Birk har de seneste årtier været igennem mange nedskæringsrunder i såvel personale som budgetter. Til gengæld har hun oplevet en stor udvikling af fagligheden.

»Pædagogerne er blevet mere bevidste om deres arbejde. De er bedre uddannede i dag, end vi var, da vi kom ud fra seminariet i 1970’erne,« siger Lene Birk, der også peger på, at mange videreuddanner sig. Selv fik tog hun pædagogisk diplomuddannelse for 15 år siden. Kort efter fik hun en afdelingslederstilling i Dussen. Og i 2007 tog hun en diplomuddannelse i ledelse:

»Jeg har da tænkt over, om det er flovt eller flot at være så længe i det samme job. Skulle man ikke komme videre? Men jeg har jo hele tiden haft mulighed for at udvikle mig, og jeg er faktisk stolt over det, jeg har opnået sammen med mine kolleger.«

Op til sin sidste arbejdsdag har Lene Birk været bange for fremtiden. For tomrummet. Selv om pensionisttilværelsen vil give mere frihed, tid til de to børnebørn og til motion og venskaber, er hun bange for, at hun kommer til at savne kollegerne og børnene.

»Andre, der stopper med at arbejde, siger: ’Vi har så travlt.’ Men med hvad? Jeg skal naturligvis nyde ikke at have travlt, men jeg vil gerne lave noget, der giver mening.«

Hvad det skal være, har Lene Birk ikke fundet ud af endnu. Hun havde egentlig tænkt, at cykelturen ville give hende god tid til at tænke over den nye retning.

»Men indtil videre har jeg har haft nok at gøre med at finde vej. Jeg har slet ikke tænkt så meget, som jeg troede, jeg ville. Det må blive, når jeg kommer hjem i min lænestol.«

Lene Birk har en bærbar med, hvor hun med GPS kan følge sig selv som en lille blå prik på et digitalt kort.

Men hun vil hellere spørge om vej, og møder på den måde mange mennesker undervejs: et ældre ægtepar, der inviterer hende hjem på et glas juice, en ensom mand på scooter, der lige har fået sat tåen af. En brasiliansk svinearbejder, som skal besøge sin familie i en anden by. Hun udveksler historier med dem alle.

Sidste år læste hun Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd af Rachel Joyce, der handler om en pensionist, der går 800 kilometer for at besøge en kræftsyg kollega og undervejs får sat livet i perspektiv.

»Det er lidt det samme for mig. Mit mål er at komme over til dronningen. Men det handler i virkeligheden også om selve rejsen derhen.«

Og Lene Birk anstrenger sig ikke. Hun sætter sig og holder pause og spiser madpakke på rastepladser med god udsigt, når hun har lyst. Og bliver hun træt af at cykle, trækker hun.

»Jeg er vant til 75 børn, der siger ’Lene, Lene, Lene!’ Så jeg nyder, at der er ro, og at jeg kun skal tænke på mig selv.«

Enlig mor med en halv løn

Lene Birk var sammen med Esbens far i 15 år. De blev skilt i 1980, da sønnen var fem år gammel. Senere blev hun gift igen, men skilt efter otte års forhold. Begge gange blev hun forladt.

»Mit privatliv har ikke været lige så stabilt som mit arbejdsliv,« siger hun og fortsætter:

»Det lyder måske trist, men det var gode forhold, så længe de varede.«

Efter skilsmissen boede Esben hos hende og så kun sin far en enkelt weekend om måneden. En helt almindelig ordning dengang.

»Jeg var glad for at være alene med Esben. Men ingen i min familie var skilt. Det var nærmest utænkeligt, og mine forældre var sådan lidt: ’Hvad skal der nu blive af Lene’. I min barndom kunne en enlig kvinde nærmest kun blive husbestyrinde.«

På seminariet havde Lene Birk en lærer i psykologi, som mente, at hun burde læse videre på universitetet. Og som nyuddannet gik Lene Birk derfor i gang med at tage enkeltfag på HF ved siden af arbejdet.

»Men da jeg fik Esben, røg alle mine ambitioner. Så handlede det om at få hverdagen til at fungere.«

De første år havde hun fuldtidsarbejde, men nogle år inden skilsmissen fik hun en halvtidsstilling som pædagog, hvor hun arbejdede om eftermiddagen og desuden kunne have Esben med:

»Så jeg stod med fletningerne i postkassen, da jeg blev forladt og skulle forsørge Esben og mig for en halv løn.«

Det var en omvæltning at bytte parcelhuset og kernefamilien ud med titlen som enlig mor og en lejlighed i det sociale boligbyggeri Lille Tingbakke i Aalborg.

»Jeg husker en far til et forældremøde, der sagde, at ’hans søn i hvert fald ikke skulle lege med nogen fra Lille Tingbakke’. Vi blev stemplet, fordi vi boede der.«

Og det var usædvanligt at være fraskilt, enlig mor. I 1980 var der omkring 85.000 enlige mødre i Danmark. I dag er antallet næsten fordoblet, og der findes et utal af familiekombinationer.

»Det er næsten mere almindeligt at være skilsmissebarn. De fleste børn har papsøskende og flere forældre. Og når børnene i Dussen skal fortælle om deres familie, må de nogle gange tegne det for mig. Det er jo et helt puslespil.«

Småt med penge, godt med tid

Igennem de seneste fire årtier er der sket en kæmpe udvikling i behovet for pasning af børn. I Lene Birks første år på arbejdsmarkedet, blev kun hvert fjerde barn under seks år passet uden for hjemmet, mens det i dag gælder ni ud af ti. Og i fritidsordningen Dussen, hvor Lene Birk arbejdede, er der 100 procents dækning med skolens børn.

»Det er nærmest en skal-ting at gå på arbejde som kvinde. Der er heller ingen børn, der leger i gården eller på gaden længere. Dussen er deres verden efter skoletid.«

Og forældrene er pressede i hverdagen:

»Jeg har da også haft et travlt voksenliv. Men jeg var privilegeret med et halvtidsjob, da Esben var lille. Jeg havde ikke så mange penge, men til gengæld arbejdede jeg ikke hele tiden.«

Engang havde fritidshjemmet geder, som forældrene skulle passe i weekenden. De skulle også slå græsset på motocrossbanen. Begge dele måtte man droppe. Far og mor havde ikke tid længere.

»Forældre har også sværere ved at komme til arrangementer. De kommer, hvis deres børn optræder, men det kan være svært at få dem til at melde sig til forældrerådet,« siger Lene Birk

Hun mener ikke, forældrene mangler engagement. Hun tror, det skyldes de større krav på arbejdsmarkedet. Om at være på. Arbejde mere. Og dygtiggøre sig. Det oplevede hun også selv.

»Da jeg tog diplomuddannelse i ledelse, læste jeg jo i weekenden og skrev opgaver i mine ferier.«

Royal og umoderne

Det er mandag den 12. maj. Dagen for Lene Birks audiens. Hun har overnattet på sofaen hos en tidligere kollegas datter, der bor på Amager med sin lille søn. Lejlighedens yngste medlem på fire år er på toilettet og råber, at han er færdig.

Midt i det hele står Lene Birk i sit nyeste tøj: leopardplettet top, sorte jeans og jakke. Hun nåede København for to dage siden, hvor hun fejrede de 275 tilbagelagte kilometer med en rabarberkage hos en bager på Amagerbrogade. Samme aften var hun til grandprix-fest med 24 unge mennesker i den toværelses lejlighed. Og i går var hun blandt andet på Louisiana og ude og spise med en bekendt.

»Jeg skal hvile mit stemmebånd. Snakken har gået i dagevis,« siger hun, da hun skridter ned ad trappen mod den taxa, der skal køre hende ind til Christiansborg. Udenfor siler regnen ned. Ellers var hun naturligvis cyklet. Men hun vil nødig ankomme med våde strømper i de sorte lædersko.

Henover det skakternede gulv i den såkaldte Drabantsal skridter andre mænd og kvinder på vej til audiens. I alt 64 personer skal sige tak til Dronningen for medaljer, ridderkors eller udnævnelser.

Her er sygehjælpere, bioanalytikere, dagplejere, plejeassistenter og lærere. Og en overvægt af kvinder. Selv om gemakkerne er kongelige, er de mange danskere et lille udsnit af det velfærds-Danmark, som Lene Birks generation har opbygget. Hvor vi passer hinandens børn og gamle, betaler mere end halvdelen af vores indkomst i skat, og hvor hver femte i den arbejdsdygtige alder er ansat i det offentlige. Og for mange af dem, der i dag kommer for at takke for medaljen, er en ny fase enten lige begyndt eller snart på vej, som markerer en lige så betydningsfuld forvandling af samfundet, som deres indtræden på arbejdsmarkedet: deres pensionering.

Der er mange kvinder på Lene Birks alder, men også mænd. Her er handsker, nysatte frisurer, blankpudsede sko og en lavmælt stemning af forventning og formalitet. Lene Birk kigger ned over sig selv og børster usynligt støv af sine jeans. »Ser jeg pæn nok ud nu?« spørger hun.

’Jeg ville vise, at jeg kunne’

Lene Birk voksede op i et hjem, hvor man interesserede sig for de kongelige. Tre kilometer fra Overlade ligger den kongelige jagthytte i Trend. Her kom Dronning Ingrid og Kong Frederik ofte.

»Så jeg har altid fulgt med i, hvad de laver. Jeg synes, kongehuset er gode repræsentanter for Danmark. Ja, jeg er meget royal, siger hun og tilføjer næsten genert:

»Det er nok lidt umoderne.«

På væggen i Drabantsalen hænger et to en halvt meter højt maleri af dronning Margrethe omgivet af tre guldløver. Lene Birk får taget et billede foran, som hun kan lægge på Facebook. Inde til selve audiensen må man ikke fotografere.

»Det er jo ikke en eksamen. Men jeg har sommerfugle i maven.«

Lene Birk siger, at hun som udgangspunkt ikke havde et stort selvværd med sig i livet. Hendes mor var 45, da hun fik hende og havde stort set aldrig været uden for Overlade. Det smittede af på datteren

»Jeg har altid været lidt nervøs for verden, og jeg har måttet tage den i etaper. At køre på rulletrapper og tage en flyver er noget, jeg har måttet lære. Men jeg har taget kampen.«

Det samme gjaldt skolearbejdet:

»Jeg har knoklet for mine karakterer. Jeg har sådan set kæmpet for alt, hvad jeg har. Men det har været nødvendigt, for at jeg kunne udvikle mig til den, jeg er. Også på mit arbejde.«

I begge sine diplomopgaver fik hun karakteren 12. Hun fortæller det med en hvisken.

»Min leder havde sagt at 5 eller 7 var fint, men jeg ville vise, at jeg godt kunne.«

Tag nu for eksempel cykelturen. Weekenden inden afrejsen blev hun pludselig bekymret for, hvordan det skulle gå alene på landevejene. Og hun var tæt på at gøre, som hendes søster foreslog: »Tag toget, hvor du kan sidde og ha’ det så dejligt«

»Men i dag tænker jeg, at den her tur er den mest fantastiske, skøre idé, jeg nogensinde har fået. Jeg ser pludselig de muligheder, jeg har. Det har virkelig givet mig mod på min pensionisttilværelse.«

To timer efter, at hun gik ind gennem porten til Christiansborg, sidder Lene Birk med blussende kinder på en københavnsk café med en stor kop kaffe og et tebirkes og gennemlever sine minutter alene med dronning Margrethe. På vej ind var det nær gået galt. Hendes ene sko skred ud til siden, og hun var lige ved at falde:

»Jeg er ikke vant til at gå i høje hæle. Og så sagde ham fra hoffet, der ledsagede mig: ’De skal passe på. Gulvet er lige blevet bonet’. Så ja, jeg var virkelig kommet på de bonede gulve.«

Forinden havde hun frygtet, at hun ville sige noget dumt.

»Men jeg tror, dronningen kunne mærke, at jeg var der med mit hjerte som en ganske almindelig person, der havde glædet sig til at se hende. Derfor blev det bare en oplevelse, hvor ordene ikke betød så meget,« siger Lene Birk.

Efter indledende nejen og håndtryk talte de om Lene Birks arbejde, og hvor hun kom fra. Efter Lene Birk havde fortalt om sin cykeltur, spurgte dronning Margrethe: ’Nu skal De vel ikke cykle hjem igen?’

Lene Birk er imponeret over, at Dronningen orker 64 audienssamtaler i træk.

»Men det vel ligesom, når vi andre har en hel dag med forældresamtaler. Og så er vi godt nok også trætte bagefter.«

Lene Birk er færdig med kaffe og kage. Men hun vil lige sidde lidt og i tankerne gennemgå audiensen igen. Så vil hun skrive lidt dagbog. Og måske gå en tur på Strøget. I morgen går rejsen hjem til Vodskov. Denne gang med intercitytoget.

Ind gennem vinduet til cafeen kan man se Lene Birk tage noter i dagbogen. Foran hende på cafébordet ligger en flad kongeblå smykkeæske. Hvilende på hvidt silke ligger medaljen. Langs kanten står der ’Lene Birk’. Og på bagsiden kun et enkelt ord: ’Fortient’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tue Romanow
Tue Romanow anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

For nogle uger siden var jeg i Dresden, hvor jeg løb ind i en (øst)tysk kvinde i sin bedste alder. Da hun hørte, jeg var dansker, fortalte hun mig en historie, som fik Margrethe til at vokse et par trin i min anseelse.

Da pigen var seks-syv år, havde hendes far været i Danmark. (Husk, det her var i DDR-tiden). Med sig hjem havde faderen, som havde et helt specielt forhold til Danmark, en lille bog om kongehuset. Pigen her læste om Frede og blev smadderforelsket i drengen.

Og så var det, hun skrev til Margrethe og fortalte, at hun var seks, boede i Dresden, gik i Ernst Thälmann-børnehaven....og at hun gerne ville giftes med Frederik, når hun blev stor.

Tro det eller ej: Amalienborg svarede. Pigen fik et brev, underskrevet af Margrethe, der sagde, at det da lød spændende; men at Frederik først måtte gifte sig, når han var blevet voksen. Men indtil videre måtte hun passe sin skole, følge med og lære så meget, hun kunne.

Kvinden var eet enormt smil, da hun fortalte historien. For hende, var Margrethe den, der lod eventyret leve lidt længere i en lille østtysk pige.

Det er ikke den første af den slags historier, jeg har hørt. Og det er typisk for hende, at hun ikke taler om det, hun også gør. Det respekterer jeg hende fandeme for.

Carsten Mortensen

Ja, det er da en sød historie......især når jeg netop forinden har læst artiklen om eliten og dens umådeholdne forbrug af skattemidler......det sætter tingene i relief.
Men jeg er stadig overbevist om at også eliten vil kunne en rørende historie om deres virke til deres børn og hvem der nu gider lytte.
Tilbage står spørgsmålet om værdier......og hvem sled for hvem, og hvad man bildte sig og andre ind for at komme igennem livet.

Karsten Aaen

Nu hvor vi er ved historierne om vor Dronning Margrethe så vil jeg da gerne fortælle den her: En af mine fætre var inde og springe soldat hos Livgarden i 1980erne. Midt i den værste snestorm og på en af årets koldeste dage i 1980erne (vist nok 1981 eller 1982) var Margrethe hende selv kommet ud med varm kakao til de soldater, inkl. min fætter, som stod på vagt! Og ja, der voksede vor monark adskillige grader i min anseelse...

Og bare det vor monark, Dronningen, er så nærværende at hun husker Lens cykeltur, det er altså imponerende.

Karsten Aaen

Jeg tror såmænd også, at netop disse audienser hvor helt almindelige mennesker kommer og takker for deres fortjenst medaljer, ja det giver vort Kongehus og da især Dronning Margrethe en idé om hvordan helt almindelige mennesker lever og har det rundt om i det ganske danske land. I modsætning måske til visse politikere som tror, at 152.000 kr. er småpenge....