Læsetid: 3 min.

En ny tids stjerner

14. juni 2014

Hvorfor er det kun kvinder, der må være pinupper og komme på side 9? Hvorfor er det kun folk med højt hår, tomt indre og flot ydre, der kommer på ugebladenes plakater? Og hvorfor er det overhovedet kun teenagere og folk med adgang til en skurvogn, der må hænge deres idoler op på væggen?

Information gør op med åndløs dekoration og Gerhard Richter-prikkerne fra Louisiana. Det er på tide, at de rigtige stjerner får den plads på din væg, hvor Che Guevara engang hang. Dem med de indre værdier. Dem, der får overmagten til at ryste i bukserne og de bedrevidende til at tabe fatningen. Dem, som gør det muligt for selv det allerseriøseste lørdagstillæg at udkomme med idolplakat.

Yahya Hassan. Digter, dansk. Jo mere vi elsker ham, des mere hader han os, og det elsker vi ham for. Yahya Hassan finder sig ikke i noget, og så har han bevist, at lyrik er den eneste rigtigt sandfærdige journalistiske genre, der findes. »GHETTODRENGEN DIKTERER,« skriver han et sted i sin digtsamling, og vi er meget enige.

Pave Frans. Pave, Argentinsk. For meget kort tid siden gik paven i Rom ganske vist med røde Prada-sko, men han var kulsort inde i hovedet. Så kom pave Frans og erklærede vækstøkonomien krig, kaprede Rolling Stone Magazines forside og organiserede fællesbøn med Mahmoud Abbas og Shimon Peres. Den mand kan næsten få os til at tro på Gud.

Subcomandante Marcos. Ikon, Mexicansk. Som om det ikke var ikonisk nok at være maskebærende talsperson for zapatisterne, den eneste græsrodsbevægelse, der faktisk udlever sine ideer, fyrede subkommandanten sig selv i maj. »Marcos gik fra at være en talsperson til at være en distraktion,« sagde han – og forsvandt i den blå luft. Ikonisk.

Lars von Trier. Filminstruktør, dansk. Man glemmer hvor genial Lars von Trier er. Så meget dødsangst, så mange depressioner, så megen patos og alligevel også så meget humor. Vi kan godt lide, at han ikke vil tale med nogen for tiden. Vi skal lige tage os sammen for at se hans film, men vi er glade for, at de findes.

Slavoj Žižek. Filosof, slovensk. Ingen her forstår, hvordan den mand kan have så stort et forbrug af populærkultur og samtidig nå at tænke så mange tanker, men filosofien ville jo ingen steder være uden ham. Den ville stadig sidde og diskutere Deweys erkendelsesteori og deontologiens fallit, og vi andre ville være i koma af kedsomhed.

Edward Snowden. Whistleblower, amerikansk. Måske vidste Edward Snowdens mor ikke, at en hel masse computerspil og nogle meget lange skænderier på forskellige internetfora kunne føre til en gloriøs fremtid, men det kunne de. Verdens største efterretningsapparat har tydeligvis stadig ikke forstået, hvad der ramte dem.

José Mujica. Præcident, uruguayansk. Har lige været i USA og forklaret amerikanerne, at der ikke findes retfærdige krige, at de burde lære nogle flere sprog, og at de skal se at komme i gang med økonomisk omfordeling. Forærer 90 procent af sin løn væk, legaliserer marihuana og er usårligt sej, fordi han droppede alt materielt begær efter 14 år i fængsel

Thomas Piketty. Økonom, fransk. Det er ikke det, at han er flot og har et sjovt navn. Det er ikke engang det, at han påpegede, at vi alle sammen bliver mere ulige, hvis ingen gør noget. Det er, at han lavede 10 års dødssygt rugbrødsarbejde og vidensindsamling, før han begyndte at mene en hel masse. Det kunne mange lære noget af

Informations idolplakater er lavet af Jesse Jacob, Katrine Bælum, Mia Mottelson og Rasmus Fly Filbert. De kan købes på ishop.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Steffen Gliese
Ervin Lazar og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Joanna Mikolajczyk

Ja, samme spørgsmål som Agga Stage. Jeg elsker jeres mandelige idoler men savner at se nogle kvinder i plakatsamlingen. Eller er de 'åndløs dekoration' når ikke en eneste kvinde nævnes blandt 'de ægte stjerner'?? Jeg forstår det ikke. Jeg opfordrer jer til at lave en lige så fed og sjov plakatvæg med kvinder. Her er nogle bud: Lena Dunham, Kamilla Wargo Brekling, Merethe Stagetorn, Marina Abramovic, Beyonce, Zadie Smith, Miranda July, Chimamanda Ngozi Adichie, MIA, Björk, Maja Lee Langvad, måske Inna Shevchenko som en joker. Kom så!

Mange hilsner, Joanna