Mmmh … bonsai-mad,« sagde Kåre, mens han suttede det lille, overordentligt bløde og saftige confiterede vagtellår i sig.
Det var et udtryk, jeg ikke havde hørt før: bonsai-mad. Men det er jo netop derfor, man tager medspisere ud på anmelderbesøg – for på den måde at kunne lade sig inspirere sprogligt. Imellem os stod et træfad med fem små snacks, salte brødstænger med hvedemayo til, porterristede mandler, små kvadrater af letsaltet, rå laks med dildcreme, rygeostcreme med små nybagte stykker smørstegt rugbrød og altså det lille bitte vagtellår, confiteret og serveret med en meget syrlig æblegelé til. Bonsai-mad, miniature og godt håndværk.
Vi sidder i den bagende sol, som stråler hvert år til Kåres fødselsdag, på en terrasse og ser ud over strandparken Bellevue og Øresund. I glasset bobler champagnen, en Blanc de Blanc fra Bonville, på den søde side, det er skønt i varmen. Jeg behøver ikke at skrive det, men gør det alligevel, for lige på det tidspunkt, var der simpelthen ikke andre steder, jeg hellere ville være end lige netop der, hvor jeg sad: på Den Gule Cottages terrasse.
Snackene var gode. Hver og en af dem. Det er dejligt at få sådan et fad, uden at der ligger forarbejdede produkter på det, som eksempelvis pølse eller skinke. Det er skønt i stedet at få et stykke rå laks og et vagtellår. Og så den fantastiske rygeostcreme. Rygeost er en af mine absolutte favoritspiser, og når den som her er tryllet om til den mest cremede creme i cremehimlen, så er det en delikatesse i verdensklasse.
Rygeostcremen genså jeg allerede i min forret, og det var et, om ikke tårevædet, så i hvert fald ganske lykkeligt gensyn. Denne gang havde den fået følgeskab af fileter af saltet dansk makrel med nye kartofler, både kogte og som chips. Derudover tynde skiver af sprøde radiser, lidt brødkrumme og masser af karse. Retten lå der og lignede den smukkeste forsideillustration til bogen om alt det fantastiske, den lunefulde danske sommer har at tilbyde. Makrellen havde en kraftig smag og var helt i sync med rygeostcremen og den kradse karse. Jeg drak et såre godt glas blandingstysker til, Duell – Manz trifft Thanisch, en pinot blanc møder en riesling, og fantastisk vin opstår. Ikke for traditionalister, men for alle os andre, som er lykkeligt blottet for principper, er dette en vindervin. Rieslingens finesse møder pinotens saft og kraft i en ganske mineralsk omfavnelse. Ægte kærlighed og herligt til den mildt salte og sødmefulde fisk.
Kåre forlystede sig imens med en perfekt stegt rødtungefilet med en kraftigt smagende løvstikkecreme, nye kartofler, en aldeles dejlig, skilt kærnemælks-løvstikkesovs, som sammen med smuldret, hårdt ristet bacon virkelig fik knald på de selleriagtige toner i løvstikken. Flot afstemt ret serveret med et glas lidt spids biodynamisk chardonnay Les Genièvrières fra Domaine Guillot-Broux, som havde det meste i næsen. Men sådan kan de være, de franskmænd.
Sovs med lakridsagtig dybde
Videre til hovedretterne, som for Kåres vedkommende bestod af kalv, fra culotten, smukt stegt, rød og saftig, med tre slags løg, en fint afstemt peberrodscreme og en skysovs med kapers. Kapers og kød har det jo umådeligt godt sammen, og serveret som her med en peberrodscreme får sovsen en nærmest lakridsagtig dybde. Kåre fik serveret et glas Dolcetto 2012 fra Sandrone, som med sine milde anisnoter og umodne mørke frugt gik fint i spænd med både peberrod, kapers og kød.
Jeg skulle have lammebrisler. Det er lidt af et fund, syntes jeg, da man ellers næsten udelukkende støder på kalvebrisler, som da bestemt ikke skal forklejnes. Lammebrisler er bare noget andet. For det første smager de, ikke overraskende, af lam, for det andet er de, til forskel fra kalvens, ganske kødfulde. Det gør naturligvis, at man skal have tungen lige i munden, når man tilbereder dem, således at de ikke bliver tørre. Det havde man på Cottagen. Saftige og perfekt sprødstegte lå de på en bund af friskost på ged og havde fået selskab af forårsløg, croutoner, lidt dild og lidt maltjord. Det er en heftig servering, da både gedeosten og lammebrislerne kæmper hårdt om opmærksomheden og har hver sin meget markante konsistens, men hjulpet godt på vej af bourgognen i mit glas, en blød og rund pinot noir fra Jean-Marc Millot, landede retten præcis, hvor den skulle. I min mave.
Sødt i sødt
Tid til desserter. Kåre snuppede en klassisk firelags chokoladekage, klassisk i Sydeuropa i hvert fald, med en mild skyrcreme og en virkeligt elegant skovmærkesorbet, som hverken kom i slagsmål med skyr eller kage, da de fire slags chokolade alle var af den milde slags. Et glas Taylor Vintage Port 08 ledsagede den fine dessert.
Jeg sprang ud i jordbær med hyldeblomstsorbet, shortbread, karamel, skovmærker og kerner. Puha, det var en ordentlig smøre og også kædens svage led. En alt for sammensat ret med alt for mange komponenter, som ikke ændrede på, at det hele endte med bare at smage sødt i sødt. Jeg havde været såre tilfreds med en skål af de vidunderligt søde, danske jordbær, måske med en kugle hyldeblomstis til. Jeg drak et godt glas brachetto til, altså en sød, let mousserende rødvin med meget lav alkoholprocent fra Cascina Riveri. Et skønt glas saftevand, som klædte jordbærrene i både farve og smag.
Kaffe med sødt var vi blevet lovet, og vi blev ikke skuffede. Et bræt med fem små søde sager blev sat i mellem os. Skaller af hvid chokolade, rullet i lakridsstøv, med hindbærsorbet i. En lille småkage med pistacie og chokolade, en superblød skumfidus med citrus. En sej, mørk karamel med yoghurtstøv og en himmelsk romkugle med hindbærstøv. Smuk afslutning. Der var tale om dobbeltdessert, og det skal man bestemt ikke klage over.
Det løb op i 1.490 kroner, en meget rimelig pris, og der er i det hele taget ikke mange fingre at sætte på et besøg på Den Gule Cottage, heller ikke Kåres og mine. Skulle jeg alligevel drysse en smule malurt i denne fine frokosts bæger, så kunne jeg nævne, at der går en my for længe mellem retterne. Det hele er meget afslappet i solen på terrassen, helt fint. Men ofte fik vi ryddet bordet og derefter øjeblikkeligt hældt det nye glas vin til den næste ret op. Det sad vi så og stirrede på i 15-20 minutter, og det er altså for lang tid for undertegnede at stirre på et godt glas vin, også selvom vinen serveres iskold for at kunne klare at stå i varmen på terrassen. Men således fik Kåre og jeg jo desto mere tid til at sidde i solen, kigge på de badende nordsjællændere og tale om bonsai-mad.
