Vil Froome atter sejre på de smukke pigers bjerg?

Den engelske sprinter Mark Cavendish er i den grad på hjemmebane, når Tour de France i dag skydes i gang i Leeds med 190 kilometer gennem Yorkshire og målstreg »kun et stenkast fra huset, hans mor boede i«, som tour’ens officielle hjemmeside med omhu noterer, for at huske os på, at cykelryttere ikke kun er overmennesker, men også er deres mødres sønner.

I lighed med sidste års start på Korsika bryder åbningen med traditionen for en enkeltstart-prolog – faktisk er et af dette års incitamenter, at løbet kun har én enkeltstart på næstsidste etape, som kan blive afgørende for udfaldet, afhængig af de tre favoritters jævnbyrdighed i bjergene. For også i år er ruten til ryttere, der kan køre opad. Det overordnede tema forud for starten er da også opgøret mellem de tre forhåndsfavoritter, Sky Teams Chris Froome, Saxo-Tinkoffs Alberto Contador og Astanas Vincenzo Nibali.

Af de tre forekommer Nibali at være den mindst sandsynlige vinder, men samtidig den mest forudsigelige. I modsætning til de to andre, der begge har vundet løb i foråret, har Jibali ikke vist noget som helst – ikke før han i søndags blev italiensk mester på en svær rute. Så hvad har han at byde ind med, når det går løs? I den forløbne sæsonperiode har han satset alt på forberedelsen til Tour de France, eksempelvis valgte han at køre Paris-Nice, fordi han ville akklimatisere sig til den franske måde at køre løb på – og fravalgte altså Tirreno-Adriatico, som han vandt sidste år. Han deltog i Romandiet rundt lige før Giro’en, og kørte ringere end end sin løjtnant, Jakob Fuglsang, på den afgørende bjergetape. På det tidspunkt var støtterne på holdet – og ikke mindst Astanas sportsdirektør – bekymret for hans form. Han vejede synligt for meget, da han stillede til holdtræning, men søndagens titel som italiensk mester indikerer, at hans form er, hvor den skal være, eller i hvert fald tæt på. Det må man håbe for løbets skyld – af de tre favoritter er Nibalis køre-etik den mest romantiske.

Han tager chancer med angreb på uventede steder og tidspunkter – som det skete også i Romandiet, men hvor formen stadig ikke var til det. Men vi vil se ham angribe, hvor mere kalkulerede typer vil tænke sig om. For som Jacob Fuglsang sagde til Euroman: »Han er en fantastisk rytter og en fin fyr, men når vi op til en træningslejr får tilsendt en træningsplan, skal han have den forklaret personligt igen, når vi står der, skal nærmest have det skrevet ned på et stykke papir foran snuden på ham.« Med andre ord: Nibali er åbenbart ikke for vaks og afhængig af sin massør, Pallini, der åbenbart passer på ham, som var han et spædbarn – regulerer hans kost, hans hviletider, og hvad der ellers påkræves. Det skinner igennem Fuglsangs signalement, at i Nibalis hoved er der ikke plads til meget andet end cykelløb – hvilket jo lyder lovende for løbet.

Duellen i løbet

For uden Nibali som den tredje udfordring er løbet reelt overladt til den Froome-Contador duel, der også sidste år var et hovedtema. Og Froome er igen i år favoritten – dels fordi han knuste Contador i 2013, dels fordi han selv ikke er blevet væsentligt ringere. Men heller ikke helt så god, som i ’13, da han vandt alt, hvad han rørte ved i forårssæsonen. En anden forskel fra sidste år er, at Contador har vist sig i langt bedre form i forårets kortere etapeløb – første gang i Terreno-Adriatico, hvor han angreb tidligt på et bjerg og simpelt hen smadrede alle konkurrenter. Senere vandt han Baskerlandet rundt aldeles suverænt.

Plaget af en rygskade deltog Froome ikke i Terreno-Adriatico, så en direkte konfrontation mellem de to fandt ikke sted før i Critérium de Dauphiné for tre uger siden. I det løb vandt Froome prologen nærmest vanemæssigt og kørte i gult til han styrtede på en etape. Han blev dog ikke sat afgørende tilbage, men viste sig heller ikke i stand til at svare på Contadors angreb på løbets afgørende bjergetape. Contador vandt ikke Dauphiné, dertil var hans hold for sølle til at yde ham effektiv beskyttelese – men hvad der var vigtigere: Han slog Froome og fik endnu en pind til afstivning af selvtilliden.

Hvad er forskellen mellem de to rivaler? De kan begge køre opad, men Contador i topform kan accelerere, når ruten er mest stejl, og den evne har Froome ikke i samme grad – han skal bruge længere tid på at komme op i tempo, når det går opad; en mere metodisk kørestil, om man vil. Froomes afgørende fordel er hans evner i enkeltstart, som kan blive afgørende for udfaldet af den kommende duel. De 54 km mod uret ligger som næstsidste etape – og hvis Contador – eller Nibali – ikke har afgjort sagerne i de tre etaper i Pyrenæerne, der ligger forud, vil Froome kunne træde sejren hjem som langt den bedste af de tre i enkeltstart-disciplinen.

Holder holdene?

En anden afgørende faktor kan blive holdenes form: Alle tre favoritter sætter i det store og hele selv deres hold, og Sky-holdet er på papiret lige så stærkt i bjergene, som holdet, han førte an sidste år. Dog har Richie Porte, Froomes personlige ven, og manden, der skal ’skyde ham af’ på bjergetaperne, ikke vist sidste års form, men på plus-siden har Sky tilført baskeren Mikel Nieve, en klassisk og stærk bjergrytter. Og Sky vil givetvis køre på den måde, de plejer, nemlig med en vilje til at kontrollere løbet og ved at lægge højt pres på stigningerne, indtil Porte eller Nieve kan skyde Froome af som sidste trin i raketten.

Det spændende er, om Saxo-Tinkoff-holdet kan matche Sky på det punkt, eller om Contador vil lade Froome bestemme farten. Et af Saxo-Tinkoffs ellers sikre esser, tjekken Roman Kreuziger, stiller ikke i op år – han er suspenderet i en uklar affære omkring et blod-pas fra 2011-12, der fik UCI til at slå bommen ned i marts i år. I stedet er Rafal Majka, den unge, talentfulde polak, der blev nummer syv i årets Giro d’Italia, udtaget – ifølge forlydender meget mod sin vilje, da han ikke var forberedt på at skulle køre Tour de France. Men som habil i bjergene skal han træde ind i Kreuzigers rolle som lokomotiv. Og som Contadors hold er skruet sammen, er det trioen, Michael Rogers, Nicholas Roche og altså Majka, der er udset til at sidde med Contador, indtil han angriber som sidste rakettrin.

På de flade etaper bliver det Michael Mørkøvs job at holde Contador beskyttet mod vind og vejr samt sørge for, at han får noget at drikke. Spørgsmålet er om Saxo-Tinkoff overlader det til Sky at kontrollere løbet, eller om de selv vil forsøge at styre bjergetaperne – det ved vi først, når løbet er kørt, men de to hold er jævnbyrdige. Også Astana-holdet er et bud på magtkampen om kontrollen i feltet, for det består ikke kun af Nibali og Fuglsang i de højeste bjerge, også esteren Tanel Kangert, italieneren Nichene Scarponi og hollænderen Lieuwe Westra er gode opad og fuldt på højde med klatrerne hos Sky og Tinkoff-Saxobank.

Outsiderne

Outsidere er spanieren, 34-årige Alejandro Valverde fra Movistar, der også i år er holdkaptajn da den columbianske stjerne Nairo Quintana, der blev nummer to sidste år, ikke kører med efter sin sejr i Giro d’Italia.

Valverde har raget til sig af sejre i forårets korte etapeløb, men mangler stadig stamina til et løb som Tour de France. Og skulle han klare sig godt i bjergene, knækker filmen på enkeltstarten. Amerikaneren Tejay van Garderen fra BMC, arvtager efter Cadel Evans, har hidtil ikke har vist noget denne sæson. Belgieren Jürgen van den Broeck fra Lotto kørte hurtigt i Critérium de Dauphiné, men er en udpræget defensiv rytter, og hvis han klarer sig igennem, bliver det i top 10, ikke i top tre. Derudover bliver det interessant at følge Rui Costa, Lampre-holdets verdensmester, der vandt Schweiz rundt tidligere i år. Vil han gå efter etape-sejre eller efter klassementet? At han støttes på sit hold af ’spøgelset’ Chris Horner, vinderen af Vuelta d’Espana sidste år i en alder af 42 år (en sejr, der gav anledning til støj om doping-mistanker). Tyder på, at Costa kører efter klassementet, for Horner er rigtig god opad.

At tour’en skydes i gang i England er til ære for Sky og britisk cykelsport. Men Mark Cavendish fra Omega-Pharma Quick Step er fanebærer. For englænderne er og forbliver Chris Froome en kenyaner fra Afrika – og på Sky-holdet er der faktisk ikke en eneste indfødt englænder og kun en enkelt waliser. Løbet træder i karakter på 5. etape med 15,4 kilometer på Paris-Roubaix-pavé’erne indlagt, og som favoritterne frygter – et styrt på de lumske brosten kan medføre afgørende mistet tid – og den eneste af favoritterne, der faktisk har kørt ’forårsdagen i helvede’ fra Paris til Roubaix, er Chris Froome, der deltog i 2009 uden at blive placeret.

Det første vigtige bjerg er i Vogeserne på 10. Etape, La Planche des Belles Filles – de smukke pigers bjerg – som Froome vandt på, da han kørte som løjtnant for Bradley Wiggins, hvorefter Wiggins tørt bemærkede: Nu har Froome vundet sin etape, så nu må der komme ro på.

Det kom der så ikke – tværtimod har de to Sky-stjerners rivalisering også i år fyldt den britiske sportspresse. Wiggins udgik af Giro d’Italia og stiller ikke op, men Froome vil givet satse at sende ham en ’hilsen’ ved at gentage sin sejr på de smukke pigers bjerg. Derefter går turen til Alperne og derefter til Pyrenæerne, hvor sidste udmarvende stigning 24. juli er op til det frygtede Hautacam. Der samtidig bliver prolog til sandhedens time: de 54 km. mod uret, der, som det ser ud nu, kan blive afgørende for podie-placeringerne.