Læsetid: 7 min.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Over 600 danskere tager hvert år deres liv, men vi taler sjældent om selvmord, og pressen skriver sjældent om emnet. Der er behov for at bryde tabuet, lyder det fra eksperter, fagfolk og efterladte
Dækning. Goethes ’Den unge Werthers lidelser’ fra 1774 inspirerede angiveligt unge mænd til at tage deres liv. Blandt andet derfor skriver aviser sjældent om selvmord, men ’Werther-effekten’ er kun den halve sandhed, for omtale kan også være med til at forebygge selvmord.

Jacob Dall

12. juli 2014

Hovedpinepiller kan kun købes i pakker med 20 styk i hver, bilernes udstødningsrør er udstyret med filtre, så en støvsugerslange ind ad vinduet ikke kan slå et menneske ihjel, og høje steder og togstrækninger bliver sværere at komme til.

Danske omgivelser er indrettet til at forhindre selvmord. De beskytter os mod os selv, hvis vi en dag skulle få lyst til at gøre en ende på vores liv. Alligevel fører over 600 danskere hvert år tanken ud i livet

Det er ikke rigtig noget, vi taler om. Pressen bruger ikke megen spalteplads på at beskrive selvmordene. Journalister bør slet ikke omtale selvmord, fremgår det af de vejledende regler for god presseskik.

»Medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder omtale,« hedder det, »og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.«

Selvsamme regelsæt nævner intet om, hvordan man bør forholde sig til mord, seksuelle overgreb, incest eller andre konkrete grovheder. Det er en del af forklaringen på, at vi taler så lidt om selvmord. Morderen Peter Lundin var i begyndelsen af 00’erne fast samtaleemne i de fleste frokoststuer, ligesom de fleste efterfølgende har forholdt sig til de grusomme beretninger fra Tøndersagen og Brønderslevsagen. Selvmordssager forbigåes i tavshed.

Den tyske forfatter Wolfgang von Goethe skrev i 1774 Den unge Werthers lidelser. Romanen – der i dag er anerkendt som et hovedværk i litteraturen – handler om den unge mand Werther, der er forelsket i Lotte, en kvinde, han ikke kan få. For at gøre en ende på sine kvaler tager han sit liv med en pistol.

I tiden efter udgivelsen skyllede en bølge af selvmord blandt unge mænd angiveligt ind over Europa. Det forlød, at de identificerede sig med den ulykkelige hovedperson og kopierede hans handling.

To århundreder senere introducerede forskeren David Philips begrebet »Werther-effekten«, fordi han påviste, at antallet af selvmord steg, når medierne omtalte dem.

»Når mennesker, der i forvejen er sårbare, hører om et selvmord, er det, som om de føler, at de har tilladelse til selv at gøre det,« sagde David Philips i 1974.

Empatisk omtale kan redde liv

Helt så sort-hvidt er det dog ikke. For et par år siden stod seniorforsker Folker Hanush fra Queensland University of Technology i Brisbane bag et forskningsprojekt, der viste, at det præcis modsatte kan være tilfældet. Han er blandt verdens førende forskere i sammenhængen mellem selvmord og medieomtale, og projektet sammenlignede 50 studier af selvmordsstatistikker og pressens omtale af selvmord. I 64 procent af tilfældene var der sket et fald i selvmordsraterne efter omtale af et selvmord.

»Vi er kommet frem til, at det er ekstremt svært at påvise, at journalistik om selvmord skulle føre til såkaldte copycat-selvmord,« fortæller Folker Hanusch på en Skype-forbindelse fra Australien.

»Til gengæld viser forskningen, at nuanceret, grundig og empatisk journalistik faktisk kan have den modsatte effekt. Det kan føre til større forståelse om psykisk sygdom og kan potentielt afholde folk fra at begå selvmord.«

Det er meget vanskeligt at måle, hvorvidt en specifik historie fører til et specifikt selvmord. Af naturlige årsager kan man ikke vide, hvilke nyhedsartikler et menneske, der har begået selvmord, har læst inden sin død, og om det var dem, der gjorde udfaldet.

I Australien er de presseetiske regler blevet ændret, så medierne gerne må omtale selvmord. Det skal stadig gøres skånsomt, og metoder og steder skal nævnes så lidt som muligt. En del af Folker Hanush’ forskning viser nemlig, at omtalen af specifikke metoder og eksakte placeringer for tidligere selvmord kan inspirere til efterligning. Desuden skal artiklerne helst udstyres med et telefonnummer til nogen, der kan hjælpe, hvis man har brug for en at tale med.

Der står i de nye regler, at »journalistik om selvmord kan have en betydelig samfundsmæssig effekt«:

»Det kan være med til at styrke forståelsen af årsager og faresignaler, have en afskrækkende virkning på selvmordstruede, nedbryde tabuet for de efterladte samt fremme indsatsen for forebyggelse af selvmord.«

Selvmord i tal

Ifølge WHO er selvmord blandt de 20 hyppigste dødsårsager for alle aldersgrupper i hele verden. Hvert år dør mere end 800.000 mennesker af selvmord.

I Danmark har selvmordsraterne været faldende siden 1981, men de seneste tal fra Dødsårsagsregisteret viser en stigning på 12 procent i antallet af selvmord. Således begik 680 danskere selvmord i 2012, mens tallet i 2011 var 606.

I 2011 blev 74 procent af det samlede antal selvmord i perioden begået af mænd. Cirka dobbelt så mange kvinder som mænd forsøger at begå selvmord.

I Danmark er asylansøgere, efterladte efter selvmord, børn og unge, fysisk syge og ældre i risikogruppen.

Kilde: WHO, livslinien.dk og DST

 

Privatlivets fred

Ifølge mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen har paragraffen i de presseetiske regler intet at gøre med sammenhængen mellem omtale af selvmord og antallet af selvmord. Det handler udelukkende om hensyn til privatlivets fred.

»Medier kan undtagelsesvist offentliggøre selvmord, når der er en klar almen interesse,« siger han og understreger, at det kun i meget sjældne tilfælde sker, at de såkaldt ’seriøse’ medier skriver om selvmord.

Da tekstilvirksomheden Nordisk Fjer i begyndelsen af 1990’erne gik konkurs, kom økonomiske problemer og stærkt kritisable dispositioner for dagen. Direktøren Johannes Petersen tog sit liv. Det blev offentliggjort under intens og meget detaljeret mediedækning.

»Det, der kendetegner sådan en sag, er, at der er en klar sammenhæng mellem et vigtigt samfundsmæssigt forhold – en stor virksomheds økonomiske problemer – og et selvmord,« siger Oluf Jørgensen.

Men det hører sig altså til sjældenhederne, og mediejuristens eksempel er 23 år gammelt.

Så sent som i april døde en 40-årig mand efter at have sat ild til sig selv foran rådhuset i Brøndby. Optrinnet kunne være en oplagt anledning til en del journalistik, men i dagspressen blev selvmordet knap nævnt. Politiken, Berlingske, Ekstra Bladet og BT bragte en kort note den 2. april. Ekstra Bladet bragte dagen efter en lidt længere artikel med en opklaring af hændelsesforløbet samt reaktioner fra blandt andre borgmesteren. Siden har der ikke været så meget som én artikel i nogen af de landsdækkende dagblade.

De selvmord, man ikke kan læse om i avisen, er til gengæld stærkt repræsenteret i populærkulturen.

Popsangerinden Rihanna sidder i musikvideoen til sin sang »Stay« nøgen i et badekar og synger om ulykkelig kærlighed. I sidste scene lader hun sit hoved glide helt ned til vandoverfladen, hun lukker øjnene … og der klippes, inden man når at finde ud af, om hun drukner sig. Det er en tydelig reference til Britney Spears’ musikvideo til sangen »Everytime«, hvor Spears med opskårne hænder forsøger at drukne sig selv.

Også Shakespeare dyrker selvmordet. Julie tager gift, og da Romeo finder ud af det, stikker han en kniv i sit hjerte. Ofelia drukner sig i et vandløb, Othello dør af sit eget knivstik, og lady Macbeths metode står hen i det uvisse.

Fiktionen er proppet med selvmord. Tolstojs Anna Karenina træder ud foran et tog, i Gøgereden skærer den unge, nervøse Billy Bibbit sin hals over, fængselsdirektøren i En verden udenfor skyder sig en kugle for panden, og i danske Anders Thomas Jensens Blinkende lygter ser vi både Arnes kammerat skyde sig i hovedet og Torkilds far hænge sig i et æbletræ.

Omtale kan forebygge

Selv om selvmord har været lovligt i Danmark siden 1866, støder pårørende ofte på forestillingen om, at det skulle være ulovligt. Men dansk lovgivning indeholder i dag ingen forbud mod selvmord. Kirken har traditionelt betragtet selvmordet som en »utilladelig handling«. Ethvert mord, også et selvmord, er et overgreb mod et menneske skabt i Guds billede, står der i Biblen. Derfor har kirken – paradoksalt nok – anset selvmord for en dødssynd, og det har i mange århundreder været skik at begrave mennesker, som har begået selvmord, uden for kirkegårdens indviede jord. I dag oplever præster stadig efterladte, som spørger, om de døde nu kan blive begravet på kirkegården, hvis de har taget deres eget liv.

Den ringe opmærksomhed på selvmord i medierne er hverken i de pårørende eller de selvmordstruedes interesse. I hvert fald ikke når man læser Livsliniens presseetiske retningslinjer. Det er vigtigt, at selvmord og selvmordsforsøg hverken fremstilles som en løsning på problemer eller romantiserer selvmordsadfærd, men »omvendt kan velfunderede, saglige historier have en vigtig forebyggende effekt«, skriver interesseorganisationen på sin hjemmeside. Det er også holdningen hos WHO (World Health Organization), som i sin presseguide om selvmord skriver, at »hvis selvmord dækkes passende og præcist, kan det potentielt være forebyggende«.

Med »passende« og »præcis« menes, at statistikker over selvmord ikke bruges til sensationsjournalistik, at kildegrundigheden er høj, og at selvmordet aldrig omtales som en forståelig løsning på et problem.

Britt Morthorst forsker i selvmordsforebyggelse på Psykiatrisk Center København. Hun er om nogen opmærksom på, at måden, vi taler om selvmord på, er vigtig.

»Det handler om at få italesat det på den rigtige måde. Det kommer ikke helt af sig selv. Jo mere fakta og jo mindre dramatik, des bedre er det,« siger hun.

Britt Morthorst kunne godt tænke sig, at der blev etableret et råd for selvmordsforebyggelse, som kunne arbejde med forebyggelse og tabuer. I marts måned stillede Enhedslisten et lovforslag om noget tilsvarende.

I bogen Sorgen ved selvmord af Inger Anneberg fortæller efterladte efter selvmordere, hvordan de har oplevet tabuet og omverdenens reaktioner. En af dem er Jytte Kristoffersen, som fortæller om tabet af datteren Anne, der begik selvmord som 27-årig:

»Jeg synes, der skal løses op for, at man kan tale mere åbent om psykisk sygdom. Det er ekstra svært at leve med, hvis man ikke må tale om det. Det er helt ufortjent, at det skal være sådan. Måske tier folk, fordi de godt ved, at mange psykiske sygdomme ikke kan helbredes. Derfor er det mere tabu end for eksempel kræft. Det er usynligt for verden, men jo mere man læser, jo mere indsigt får man, og jo mere forståelse opstår der.«

Serie

Lad os tale om selvmord

Hver uge er der over ti danskere, der tager deres eget liv, men medierne beskæftiger sig sjældent med selvmord. Information undersøger fænomenet og beskriver det igennem mennesker, der har haft det tæt på. Lokoføreren, der har ramt et menneske, graveren, der har lagt flere i jorden, og en, der har gjort forsøget selv.

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Seneste artikler

  • ’Der er altid en løsning på tingene’

    29. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Chanaf Bougonou er graver og arbejder som anlægsgartner på Vestre Kirkegård i København
  • ’Det er værst, når de ikke efterlader et brev’

    26. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Maria Ottesen arbejder som bedemand hos Bededamerne.dk
  • Da ordenen krakelerede

    23. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Bodil Due arbejder som hospitalspræst på Bispebjerg. Hendes far begik selvmord for 10 år siden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Pietersen
  • Dorthe Jacobsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Lone Christensen
  • Søren Ansbjerg
  • Carsten Mortensen
  • John Fredsted
  • David Zennaro
  • Rune Petersen
  • Per Jongberg
  • Jesper Wendt
  • Lise Lotte Rahbek
  • Philip B. Johnsen
  • Peter Andersen
  • Claus Piculell
Brian Pietersen, Dorthe Jacobsen , Flemming Scheel Andersen, Lone Christensen, Søren Ansbjerg, Carsten Mortensen, John Fredsted, David Zennaro, Rune Petersen, Per Jongberg, Jesper Wendt, Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen, Peter Andersen og Claus Piculell anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Knudsen

Hvorfor er der tabu om livets glæder. se at komme igang, vi trænger til det.
Hver aften 18.30 serveres nyheder, der primært handler om religion og den tilhørende killing ,der sendes som underholdning.
Skal vi have selvmord som underholdning? Alene ordet er jo helt til Sankt Hans. Man kan tage livet af sig selv, men mord er det næppe. Iså fald skulle det straffes 'post mortem'.
Vi vælger ikke selv at blive født, men kan vælge at forlade denne verden.
Illustrationen med et reb viser, at det, der søges er underholdning.
Skulle der gøres noget, må det være at udbyde 'humane' metoder når/ hvis man er træt af livet.
Preben Kaas hoppede i ved Langebro, hvorfor ikke et glas piller og behørig info til dem, der skal samle op.
At undgå at nogen skal pille folk ned fra reb, eller fra en togpåkørsel, eller fra vandet efter 14 dage-det kunne der skrives lidt om ,selve handlingen er privat helt enig.
Man kan underholde sig med så meget andet.

Per Jongberg

"Pressen bruger ikke megen spalteplads på at beskrive selvmordene. Journalister bør slet ikke omtale selvmord, fremgår det af de vejledende regler for god presseskik."

Heldigvis da, hvem har interesse i at laese dagligt om dette eller hint selvmord. Nej vel, ingen, tror jeg da. Lige saa lidt som nogen har behov for at laese dagligt om dagens hoest af trafikdrab ... og dem skrives der om i banale medier.

Jeg har behov for at laese f.eks. denne artikel, for at vide hvad der foregaar i samfundet, for at blive mindet om, at i danskernes loekkeland, vaelger ganske mange mennesker at tage deres liv. Den slags information er vigtigt for samfundsdebatten ... men ikke som et dagligt sandkorn i syltetoejskrukken.

Lise Lotte Rahbek

600 om året... det er ret mange, vi ikke taler om, synes jeg.
Til sammenligning blev der sidste år dræbt omkring 190 personer i trafikken.

Markus Hornum-Stenz, Dorthe Jacobsen , Heidi Nielsen, Torben K L Jensen, Søren Ansbjerg, Michael Bruus, Carsten Mortensen, Jens Illum, lars abildgaard, Alan Strandbygaard, David Zennaro, Dana Hansen, Peter Andersen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Rune Petersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Benny Pedersen

Torben Knudsen,
Den holdning fremmer ikke ligefrem kommunikation.
Det er muligt at de efterladte har det svært når det er sket, men artiklens fokus er jo netop på forebyggelse.
Og der er vel ingen der betænker nogen at begå et selvmord bare for opmærksomhedens skyld,
da det ville stride mod selve målet med opmærksomhedssøgende opførsel.

Nanna Wulff M.

Min mor sagde et og omverdenen sagde noget andet. For ung til at kunne skelne imellem andre menneskers realiteter for på den måde at kunne finde min egen var det nok, forstod jeg, at min far var død.

For et par år siden sagde en veninde, henkastet og uden den mindste smule ondskab, ”Du husker nok da din far hængte sig i kælderen?”

Chokeret --- fik jeg sagt, at nej, det huskede jeg ikke. Og nej, jeg husker det ikke.

I dag bliver der taget hånd om børn der mister en forælder, men om det er bedre ved jeg ikke. Måske hjælper det, at kunne tale om hvad der skete (eller ikke skete), at måske få hele processen om døden afmystificeret. Det er nok for meget at forlange, for de fleste voksne har svært ved at tale om døden. Børn er bedre, tror jeg, til den slags.

David Zennaro, Dana Hansen, Benny Pedersen, Philip B. Johnsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Lars Schmidt

Lise Lotte, - ja 600 virker umiddelbart ret voldsomt. Men findes der nogen offentlig statestik som fortæller hvilke kategorier det dækker og med hvilken fordeling. Hvis det er gamle mæt af dage mennesker eller terminalt syge, som fremskynder døden nogle måneder ved en overdosis sovepiller, er det vel ikke helt så afskrækkende, som hvis det er psykisk syge eller unge mennesker med ondt i kærligheden (som den unge Werther hvis selvmord for et umuligt arrangement på nutidsmennesker virker umoden og forryk; han burde være tilbudt en kammeratlig / psykolog/ terapeut samtale)

Når der er to mennesker der tager sit eget liv hver dag året rundt, så er det alene en vigtig årsag til at tale om selvmord. En anden årsag,er, at det er ubærligt at blive udsat for et familiemedlems eller en vens selvmord. At tale om det, såvel offentligt som privat er kan gøre det til at leve med. Det samme gælder for selvmordsforsøg.

David Zennaro, Dana Hansen, Rasmus Kongshøj og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Når et menneske tager sig af dage, rammes mange tusinder, efterlatte familiemedlemmer og venner hvert år, der er mange krigsveteraner mellem dem, der tager sig af dage for tiden.

Nogle er vrede, på dem der forlader verden på den måde, andre forstå dem, men der er meget få, der talere åbent om mennesker, der har taget sig af dage, med de nærmeste til den afdøde, muligvis godt for nogen, men helt sikkert skidt for andre.

Tak til Information for, at skrive om et meget vanskeligt emne.

Alan Strandbygaard

Hvis det er for at forhindre staten i at tjene penge, på den uddannelse og den arbejdskraft disse mennesker stod for, så kan det være ligemeget.

Men er det fordi der er et oprigtigt ønske om at være næstekærlig, så kan vi tale om det.

Børge Rahbech Jensen

En grund til, 'vi' ikke taler om selvmord er, at det kan motivere de, der ønsker at begå selvmord. Det antydes bl.a. af de tilfælde, hvor omtale af selvmord ved tog blev efterfulgt af flere personpåkørsler. Som nævnt er selvmord ikke forbudt. Hvad skulle straffen være?

"Popsangerinden Rihanna sidder i musikvideoen til sin sang »Stay« nøgen i et badekar og synger om ulykkelig kærlighed. "

Netop Rihanna har flere mere dramatiske sange såsom "russian roulette".

"Britt Morthorst kunne godt tænke sig, at der blev etableret et råd for selvmordsforebyggelse, som kunne arbejde med forebyggelse og tabuer."

Der findes allerede flere centre for selvmordsforebyggelse.
http://www.selvmordsforskning.dk/Web/Site/Menu1/Forebyggelse/Forebyggels...

Philip B. Johnsen:

"Når et menneske tager sig af dage, rammes mange tusinder, efterlatte familiemedlemmer og venner hvert år"

Det argument er ikke brugbart i dagens Danmark. Personligt har jeg efterhånden den opfattelse, at det går ud over langt flere, at jeg holder mig i live, end hvis jeg begår selvmord. Det udleder jeg af nutidige debatter om offentlige udgifter, hvor førtidspensionister som jeg nærmest udpeges som en trussel mod den danske velfærd. Hvis jeg begår selvmord, spares min pension, og med lidt held kan nogle af mine organer bruges til transplantation. Modsat er der nok kun højest 15, der vil savne mig, når jeg dør. Med andre ord vil det nok ramme op til 25-30 mennesker inkl. sagsbehandlere, politibetjente etc., hvis jeg begår selvmord, mens min bopælkommunes el. hele landets skatteborgere rammes af, at jeg ikke gør det.

Niels Duus Nielsen, Peter Andersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

"Hvorfor taler vi ikke om det?"
Fordi det er banalt. Vi tager alle vores liv.

Selvmordet er ikke den tragedie det bliver gjort til. Det er grundene til selvmordet der er en tragedie men dem ønsker vi ikke at tale om.

Brian Pietersen, Thomas Krogh, Jesper Hansen, Philip B. Johnsen, Flemming Scheel Andersen, Lone Christensen, Søren Ansbjerg, Per Torbensen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, John Fredsted og Rune Nielsen anbefalede denne kommentar
Rune Nielsen

Det er relevant at se på selvmordsrater og ikke det enkelte selvmord.
Vi ved at socialpolitik, psykiatri og sundhedspolitik og andre samfundsforhold har konsekvenser for selvmordsrater og bør forholde os til det ligesom vi forholder os til trafikpolitikkens konsekvenser for antallet af dødsulykker.

Rasmus Kongshøj, Morten Jespersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

Når man sætter ild til sig selv uden for Brøndby Rådhus, er det nok ikke for at blive gemt væk fra 'privatlivets fred' men fordi man har et budskab.

Brian Pietersen, Rasmus Kongshøj, Heidi Nielsen, Flemming Scheel Andersen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Der tales ikke om selvmord, fordi flertallet ikke ønsker at blive revet ud af illusionen om, at livet er en gave, at livet grundlæggende er godt frem for skidt, at livets grundstof er kærlighed frem for aggression.

PS: Tak for en meget vedkommende artikel.

Det største problem med selvdrab er den skyld der ofte påføres andre. Jeg har ikke kendt mange selvdræbere, men jeg har mødt forbavsende mange, der er blevet ofre for en selvdræbere i barndommen...

Carsten Mortensen

Der er da ganske mange grunde til at selvmord ikke omtales synderligt - alene det faktum at der er en frase i presseetikken om det, fortæller da allerede at 'nogen' har gjort sig tanker om det fornuftige i at 'dysse ' emnet ned.
For jo, Benny Pedersen, det er f.eks. netop meget brugt politisk - at skabe opmærksomhed omkring sin død.
Nogle af disse havde antagelig også andre grunde, men det var åbenbart meget vigtigt at det foregik foran rådhuset, eksempelvis. - Og da kender pressen jo nok sin plads.
Historisk var det at få lov at udgive aviser et særligt kongeligt privilegium - så det handler om langt mere end blot at skærme eller forebygge.
I det stykke er et par Florence Nightingaler jo ganske praktiske.
Det er da langt mere interessant at tallet er så højt - de var vel ikke ulykkeligt forelskede allesammen?

Benjamin Hansen

Hvorfor dog tale om selvmordet, når problemstillingerne ligger før?
Hvorfortale om ulykker, når vi ikke taler om den forudgående trafikale adfærd?

Jeg synes ofte journalister rammer forkert i søgen på emnet. Emnet selvmord er som sådan uinteressant, fordi fokus efter er de efterladet... Emnet før selvmord handler om ofret...

Selvmordet er den handling, der flytter ansvar og fokus fra et offer til de pårørende, og flytter skyld og skam til stede med "ingen indflydelse".

For mig handler emnet før om psykologi, hvad er det vi gør ved hinanden? Hvordan behandler vi hinanden...? Hvad forventer vi af os selv ? Hvad forventer vi af andre? Og er vore forvetninger til livet realistiske.

Mord, selmord, ulykke og katastrofer er alle konsekvensen af handlinger og manglende handliger.

At skrive om den mindste del af en stor helhed, er for mig en for poppet tilgang til et langt alvorligere emne....

Benjamin Hansen

Når man starter en artilke med at skrive, hvorfor taler vi ikke om det, er det en antagelse om at selvmordet taler vi ikke om... Men selvmordet som handling, giver jo altid debat, så det taler vi om...

Vi taler om begravelser, og selvmord. Men vi taler ikke om menneskets ret til at leve og dø...
Vi taler heller ikke om de problemstillinger, hvor vores personlige ansvarlighed i relation til andre mennesker kan betvivles eller udfordres...

Når vi taler ansvarlighed, er det ofte i relation til bødestørrelser, klip i kørekort og fængsel. Men ansvarlighed går også ud på at vi tænker på konsekvens af vore handlinger.

Så min tanke er hvordan spotter vi en selvmordskandidat? Hvordan spotter vi de unge mennesker der som billister agere som selvmordskandidater?

Jeg tror ikke vi ser dem, og jeg tror det er rent held at vi får øje på dem.

Og hvad vil vi gøre for selvmordskandidater ? Hvis det er økonomi, der tvinger dem der ud, siger samfundet jo at de skal klare sig selv...
Hvis det er kærligheden, der svigter dem skal de blot tage en tudekikse og leve med at de skal vente til det rigtige dukker op (er det svar de ofte møder)..
Hvis de selv har mistet nogen de holdt af, kan smerten føles langt være end det at forlade livet...

Hvis de har midste tilliden til deres medmennesker og dem de troede var der for dem, er det så noget samfundet vil bidrage til at opbygge?

Jeg tænker at selvmord er et ubehageligt restprodukt, som dukker op i kølvandet på de ting i samfundet, som "vi" håbede på, at "vi" blot kunne vende ryggen til. Vi lever et liv hvor intet må havde omkostninger og alle andre er til for "mig". Når det så går galt, agere vi så tanke tom, som når drengen sparker til sin cykel og siger "dum cykel"... Det er uønskeligt af selvmordet viser og synliggør at vi har noget i samfundet, som ikke virker for alle. Men faktisk er selvmordet, det sidste sted hvor mennesket har indflydelse. Vi kan politisk fjerne menneskers eksistensgrundlag, og indsnævre råderummet for individet, men vi kan ikke forhindre at mennesket begår selvmord...

Og skal vi forhindre det, eller skal vi forebygge det, og skal vi gøre livet leveværdigt for hinanden ?

Michael Bruus

Svært emne.

Selvmordet i litteraturen og teatret, som artiklen er inde på, ser for mig ud til at bygge på fascinationen af ulykkelig kærlighed, med selvmordet som ekstra dramatisk overbygning (eller underbygning om man vil)

Hvorimod selvmordet i hverdagslivet i langt højre grad er et flugtforsøg fra afmagten og i nogen tilfælde et forsøg på at straffe efterladte.
Det er min erfaring, at selvmord kan efterlade de efterladte i et ”skammens limbo” hvorfra den eneste udvej forekommer at være selvmord.

De gamle keltere forbød selvmordet og anbragte mennesker der ville begå selvmord i druidernes forvaring i en fem årig periode og hvis de derefter stadig ville begå selvmord, blev de brænd sammen med almindelige forbryder, på det der i dag er vores sankthansbål.
Jeg tror, at man allerede den gang havde set selvmordets destruktive indvirkning på de efterladte og derfor søgte at minimer dets udbredelse.
Den kristne kirke bygger oven på den keltiske tradition (både fysisk, vores kirker ligger typisk ovenpå gamle keltiske ”helligdomme” og også hvad traditioner og ritualer angår) Og kirken, hvis vi tager den katolske anser stadig selvmordet for en ”dødssøn”

Fra moderne psykologi, har undersøgelser og studier vist at selvmord ofte, men ikke altid, er en misforståelse. Misforståelsen består i, at det er noget gammelt (en uhensigtsmæssig selvopfattelse, en skyld, en skam eller lignede der er ved at være klar til at dø og at det fejlagtigt bliver oplevet som om det er mennesket selv der skal dø.

Nanna Wulff M.

Forholder det sig som jeg har hørt, at min far, kun 34 år gammel, hængte sig i kælderen, så kan jeg nemmere forstå hvorfor jeg nægtede at gå ned i viktualiekælderen. Dog uden at kunne forklare nogen hvorfor.

For mig er døden som et eviggyldigt emne ikke tabu, men at det er for andre, står klart, for man taler sjældent om det. Hvis jeg gør, tænker jeg mig om, og håber at kunne tale om det på engelsk.

På en eller anden måde virker det helt forkert at sige, oldefar/mor er død. Der er for stærkt. Oldefar/mors død skal helst omtales med eufemistiske vendinger som: er gået bort, har fået fred, ’has gone to a better place, has given up the ghost or is at peace’. Når et langt liv ender med døden, og det, uanset, vil alle liv, kan man hylde den døde og også de levende.

Med et selvmord er det ikke så ligetil. Meget er skubbet ind under tæppet – meget bliver aldrig forklaret – meget ikke forstået. Kun 9 år gammel, forstod jeg ingenting. Senere, i et klart øjeblik, forstod jeg, at jeg indtil da havde levet mit liv, altid med et selvmord in mente. Hvis det hele blev for meget kunne jeg nemt begå selvmord. Jeg tror, at min fars selvmord havde slået rod i mine tanker.

I dag, næsten 68, er jeg forunderligt glad ved at være i live. Man kan ikke andet end at blive rørt over tre næsten tætsluttede blade hvor der i midten sidder den smukkeste dråbe regn. En hel verden af liv!

Jesper Wendt

Så længe man sender folk hjem med en blanket når de har selvmordstanker, så er diverse trin på stigen tunge. Dernæst afvises folk hvis de ikke opfylder specifikke kriterier. Når det teater er løbet af stablen, så henvises der til en psykiater, der måske kan stille en diagnose, der kan få dig ind i behandling. Patienten har naturligvis selv ansvaret for hele forløbet, uden skelen til social kaste.

Det er noget af en byrde for en med så tunge problemer, for at låne lidt fra Bibi - i en eksistentiel kamp. Man kan vel diskutere om det er selvmord, eller om det er kollektivt mord?

Heidi Nielsen

Da min svoger begik selvmord var det tabu , ingen måtte snakke om det ja endda i kirken var mine svigerforældre meget fortørnet over at præsten nægtede at omtale det som et uheld (de ville have at omgivelserne skulle tro det var en bil ulykke)

Det er totalt hyklerisk det forhold vi har til selvmord herhjemme, når en mand som ham i Brøndby brænder sig selv ihjel så bliver historien droslet ned, men når en anden mand i et andet land vælger at gøre det samme så plastres det ud på alverdens forsider, så nej det er ikke fordi der ikke må omtales selvmord, det er fordi der ikke skal omtales danske selvmord, vi er trods alt verdens lykkeligste folk ikke (og er vi ikke det så snup en pille så går det hele nok )

Heidi Nielsen

Da min svoger begik selvmord var det tabu , ingen måtte snakke om det ja endda i kirken var mine svigerforældre meget fortørnet over at præsten nægtede at omtale det som et uheld (de ville have at omgivelserne skulle tro det var en bil ulykke)

Det er totalt hyklerisk det forhold vi har til selvmord herhjemme, når en mand som ham i Brøndby brænder sig selv ihjel så bliver historien droslet ned, men når en anden mand i et andet land vælger at gøre det samme så plastres det ud på alverdens forsider, så nej det er ikke fordi der ikke må omtales selvmord, det er fordi der ikke skal omtales danske selvmord, vi er trods alt verdens lykkeligste folk ikke (og er vi ikke det så snup en pille så går det hele nok )

Jesper Hansen, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Dorthe Jacobsen

Når man som pårørende taler åbent om at familie har taget deres eget liv, så bliver man stigmatiseret, det opfattes automatisk som om man er en del af en dysfunktionel familie, og ingen kan vel forestille sig at det kan være en lettelse at en kært familiemedlem endelig får fred?
Der udover bliver man som pårørende altid mødt med forestillingen om at man da må have det rigtigt svært med sig selv, en slags " har du dårlig samvittighed" det giver sig udtryk ved ord som, "der var nok ikke noget du kunne have gjort for ændre det"
Jeg snakker af erfaring - og lever med fordommene om familier med selvmordere, har aldrig prøvet at skjule at det er sket mere end en gang i min familie, og det har afgjort en pris, mit liv bliver set på som værende et "dårligt" liv jeg må have det skidt psykisk når der har været så meget psykisk sygdom i min familie, og lige præsis den stigmatisering er kvælende for det at tale som pårørende, det er et dilemma at jeg på den ene side synes at jeg bedre kan håndtere at tale om sandheden, end at lyve eller fortie, men at sige sandheden har en meget høj pris den højeste stigmatisering.
Vi slipper aldrig af med " negativ social arv" før vi holder op med at presse fordommen ned over hinanden, se på mig som et individ, med livserfaringer der er unikke, ligesom dig.

Johnny Larsen

Ud over selvmordet i Brøndby har en anden mand taget sit eget liv ni dage senere, ved at brænde sig ihjel...
Begge selvmord er omfattet af tabu og giver ingen plads til gennemgå forløbet forud til trods for kraftige indikationer om social desperation. Altså med en forholdsvis lav hjælpeindsats kunne begge selvmord være undgået.

Brian Pietersen, Niels Duus Nielsen, Dorthe Jacobsen , Morten Jespersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fem af mine venner har taget deres eget liv, jeg har kendt forældrene til dem alle og jeg har selvfølgelig, talt med dem alle efterfølgende.

Fælles for mine venner, var de var udstøtte, mobbede og stigmatiserede.

Jens Harder Vingaard Larsen

En del af Folker Hanush’ forskning viser nemlig, at omtalen af specifikke metoder og eksakte placeringer for tidligere selvmord kan inspirere til efterligning."

Hvorefter der beskrives et selvmord med både metode og placering (at brænde sig foran Brøndbys rådhus).

Jeg håber ikke Journalisterne bliver medskyldige i en strøm af menneskelige fakler i Brøndby.

Jesper Hansen

Heidi Nielsen: "Det er totalt hyklerisk det forhold vi har til selvmord herhjemme, når en mand som ham i Brøndby brænder sig selv ihjel så bliver historien droslet ned, men når en anden mand i et andet land vælger at gøre det samme så plastres det ud på alverdens forsider, så nej det er ikke fordi der ikke må omtales selvmord, det er fordi der ikke skal omtales danske selvmord, vi er trods alt verdens lykkeligste folk..."
.
En interessant betragtning, der faktisk synes at blive bestyrket med et blik på Informations "relaterede artikler".
Når det omtales at selvmord er årsag til mange dødsfald og ulykker i trafikken, hedder det:
"Mange dødsfald i svensk trafik er selvmord".
http://www.information.dk/telegram/310098
Når det omtales at kriser driver folk til selvmord får vi overskriften::
"Krise driver folk til selvmord i Japan"
http://www.information.dk/telegram/191111

Brian Pietersen, Niels Duus Nielsen, Dorthe Jacobsen og Johnny Larsen anbefalede denne kommentar
Simon Winther

Jeg vil ikke gøre mig klog på om omtale af selvmord giver flere eller færre selvmord, for mig er det en naturlig mulighed i livets spilleregler. Retten til ens eget liv og til at slutte det er vel noget af det mest grundlæggende man kan forstille sig.
Betyder det at man ikke skal hjælpe selvmordskandidater, nej selvfølgelig ikke, og i en del tilfælde vil jeg tro at selvmordsforsøg er et decideret forsøg på at få hjælp. Men kan vi grundlæggende ikke hjælpe eller hvis personen ikke ønsker hjælp, mener jeg det er deres gode ret at begå selvmord. Dit liv - din død - din ret!
De psykisk syge nævnes ofte i denne sammenhæng, og får systemet fat i en selvmordskandidat, virker det nærmest som om det at ville begå selvmord, er en sygdomsdefinition i sig selv, og grundlag for tvangsindlæggelse. Jeg kan dårligt forestille mig et mere grundlæggende overgreb end at tvinge mennesker til at leve, måske lige med undtagelse af at tvinge dem til at dø.

Andreas Trägårdh

Så lever vi med døden, for det er ikke et med livet men delt - to. Er selvmordet tragisk er det os der overlever en andens selvmord, der er det tragiske.

Andreas Trägårdh

Det som dør, en dag, er allerede dødt, nu! Det er det der skiller os ad der dør. Kroppen en levende, og livet det er evig.

Andreas Trägårdh

og den levende udfolder sig, dør og genfødes med hver eneste vejrtrækning mens resten af skovens dyr drømmer.

Andreas Trägårdh

Er der en pårørende til selvmorderen, der er bevidst og levende, vil denne ikke overleve selvmordet men gennemleve selvmordet, hånd i hånd med morderen, og dette udsagn skal tages helt bogstaveligt, fysisk og kropsligt.