Læsetid: 8 min.

Deres kærlighed til Europa er ugengældt

Ukrainerne gik på gaden, demonstrerede i månedsvis og lod sig slå ihjel for ’europæiske værdier’ og håbet om en tilknytning til EU – men de halvhjertede og lunke europæere har svært ved at finde plads til Ukraine på deres mentale landkort
Kampklar. To unge ukrainere tager en pause fra demonstrationerne i Kiev i februar måned, da hundredvis blev såret og omkring 80 mennesker mistede livet. Især blandt den yngre generation i Ukraine er der et stærkt ønske om at blive en del af et europæisk fællesskab.

Kampklar. To unge ukrainere tager en pause fra demonstrationerne i Kiev i februar måned, da hundredvis blev såret og omkring 80 mennesker mistede livet. Især blandt den yngre generation i Ukraine er der et stærkt ønske om at blive en del af et europæisk fællesskab.

Vianney Le Caer

12. juli 2014

Det var et øjeblik ladet med symbolik, da præsident Petro Porosjenko den 27. juni satte sin underskrift på den længe ventede associerings- og handelsaftale med EU. Alle forstod, at Ukraine med dette skridt har vendt sig imod Europa og væk fra Rusland.

Denne tilnærmelse til EU var, hvad et flertal af ukrainerne havde ønsket sig allerede i vinter, og det var som bekendt, fordi den tidligere præsident Viktor Janukovitj i sidste øjeblik fortrød for i stedet at orientere sig imod Putins eurasiske union, at så mange ukrainere gik på gaden den 21. november i det, som blev begyndelsen til en folkeopstand. At Janukovitj foretog sin kovending under russisk pres fandt ingen forståelse, og resultatet af de vedholdende demonstrationer, der stod på i månedsvis på Maidan-pladsen, blev, at han til sidst tog flugten og blev afsat.

Et flertal af de ukrainske borgere ser aftalen med EU som en sejr for en ny slags politik. Det gælder navnlig den unge generation, for slet ikke at tale om dem, der deltog i opstanden.

For få uger siden medvirkede jeg i Kijev i en konference, der havde til formål at udtrykke solidaritet med Ukraine. Bag arrangementet stod en række forskellige institutioner, men primus motor var Timothy Snyder, en historiker fra Yale University, der har skrevet udførligt om Ukraines historie. Ud over ham deltog mange andre kendte intellektuelle og akademikere, deriblandt Adam Michnik, Wolf Biermann og Bernard-Henri Lévy. Alle ville vi vise ukrainerne, at de ikke er alene og ikke er glemt i deres kamp.

Især to ting fandt jeg bemærkelsesværdige. For det første det visuelle indtryk af Maidan. Den enorme Uafhængighedsplads i hjertet af Kijev var stadig fuld af alle mulige efterladenskaber, bildæk, interimistiske telte, skraldespande, trærafter, der var blevet brugt til barrikader, murbrokker og dynger af affald, godt 20 kemiske toiletter, hvorfra en ubeskrivelig stank steg til vejrs. Mest mindeværdige var dog billederne, udsmykkede med blomster og brændende stearinlys, af de godt hundrede mennesker, som havde mistet livet her. Da jeg var der, diskuterede man stadig, om alle disse synlige tegn på revolutionen skulle forblive på pladsen et stykke tid endnu eller fjernes til fordel for opsætning af et mere passende monument.

Det andet, som fæstnede sig i min erindring, er de samtaler, jeg førte med ukrainske studerende og aktivister efter min forelæsning i konferencesalen Mohyla Academy. Disse unge mennesker var engagerede, begejstrede og begavede. Det virker næsten overflødigt at understrege, at de talte glimrende engelsk, fransk og tysk og så ud og opførte sig som andre studerende overalt i Europa. Men paradoksalt nok er det netop dette ord, ’Europa’, der markerer en afgørende forskel på dem og deres jævnaldrende i Berlin, Paris eller København. Hver gang det blev nævnt, kunne jeg næsten se små gule stjerner tændes i deres blikke.

’Europa’ som universalmiddel

Okay, jeg overdriver selvfølgelig, men den stærke tro på og tiltro til Europa og EU, som den kom til udtryk hos disse unge, forekom mig ikke langt fra at tangere det religiøse. Deres brændende ønske om at få et tilhørsforhold til Europa vakte mindelser om den stemning, der rådede i andre østeuropæiske lande for ikke så længe siden, kort tid efter kommunismens fald. For også dengang forekom ’Europa’ (læs: EU) os fra Rumænien, Bulgarien, fra Kroatien eller Ungarn at være den ultimative løsning – ja, at være et slags universalmiddel mod alle vores problemer. Når først vi igen var vendt tilbage i Europas sikre havn (som om alt var et spørgsmål om geografisk forskydning), forventede vi at være på den sikre side, beskyttede ikke blot imod totalitarisme, men også imod den permanente knaphed på ting som mælk, sko og toiletpapir. ’Europa’ ville tage sig af alt dette.

Som jeg stod der foran dem, stod det mig pludselig klart, at hvad disse studerende i Kijev absolut ikke ønskede at høre var, hvordan væsentlige dele af vores drøm efterfølgende blev forvandlet til skuffelse. Og jeg indså, at det sandsynligvis ikke var det rette øjeblik at indvie dem i dette, når de nu lige havde taget et så stort skridt tættere på ’Europa’, på det sted, hvor de følte, de hørte til.

En af dem, Oksana, en filosofistuderende, der deltog i forreste linje i Maidan-opstanden, spurgte mig: Hvordan kan det være, at vi ukrainere siden begyndelsen af Maidan-demonstrationerne i november har haft den fornemmelse, at I kun støtter os halvhjertet?

Dermed sigtede Oksana ikke så meget til den politiske støtte fra EU, som bortset fra de energiske og modige bestræbelser fra udenrigsministrene fra henholdsvis Polen og Sverige, Radoslaw Sikorski og Carl Bildt, sandt at sige også har været tilbageholdende. Nej, hun sigtede frem for alt til den generelle holdning blandt de europæiske borgere, der mildt sagt – og det må jeg give hende ret i – har været lunken.

Selv om verdens medier dækkede disse begivenheder nøje og med journalistisk kompetence, var der ingen tegn på vrede, ingen protester, ingen synlig forargelse i gaderne i Europas hovedstæder. Ikke engang da Rusland besatte Krim. Studerende på den europæiske side af den ukrainske grænse afholdt ikke protestmarcher, og det kom ikke til sit-ins foran russiske ambassader. Der blev ikke fremvist nogen bannere til støtte for det land, der var blevet gjort til offer. I stedet herskede der en pinlig tavshed, som om der var enighed om, at der ikke kunne gøres noget for at stoppe Vladimir Putin: Som om Ukraine på en eller anden måde lå alt for langt væk; at det var en kendsgerning, at det ikke var del af vores Europa – og derfor heller ikke vores problem.

Smagen af ukrainske pralinéer

Jeg kunne godt forstå Oksanas frustration og det faktum, at den blev delt af mange af de andre ukrainske deltagere i konferencen, det være sig blandt publikum eller på scenen. For også jeg kan se og mærke manglen på virkelig identifikation med og indlevelse i den kamp og de lidelser, som ukrainerne gennemgår, og den mangel på entusiasme, der møder deres påstand om at tilhøre Europa.

Måske har Ukraine været en russisk indflydelseszone for længe, sagde jeg i et spagt forsøg på forsvar. Måske lider EU stadig under traumet ved sin ’østudvidelse’ med så mange tidligere kommunistiske lande, som ikke helt havde de rette forudsætninger for at slutte sig til klubben. 25 år efter Berlinmurens fald, fremførte jeg, er det jo kun Polen og Tjekkiet, der virkelig ser ud til at leve op til EU-kriterierne. Jeg nævnte også den uheldige timing: Ukrainerne skulle dele deres opmærksomhed med højreorienterede eller populistiske partiers fremmarch i EU, med den økonomiske krise, den stigende frygt for indvandrere og den manglende vilje til at acceptere nye medlemmer i klubben.

Hvad jeg ikke fortalte dem – for det slog mig først, da jeg igen var hjemme – var, at for de fleste europæere er Ukraine et anonymt land. Det er måske nok geografisk vidtstrakt og har et stort indbyggertal, men det mangler på en måde et visitkort. Hvem kan nævne bare en enkelt typisk ukrainsk vare eller et ukrainsk produkt? Den nye ukrainske præsident, får vi at vide, har tjent sin enorme formue i chokoladebranchen. Men hvem af os har nogensinde smagt en af hans pralinéer? I bedste – eller skulle jeg sige værste – fald kan man komme i tanker om Tjernobyl. Men Ukraine er i den grad et terra incognita, at den nukleare katastrofe, som er så velkendt for alle europæere, ikke automatisk forbindes med det land, hvor den fandt sted.

Det samme gør sig gældende for historien. Hvem kan nævne en eneste stor historisk skikkelse, som er ukrainer? Jeg kan umiddelbart kun komme i tanker om Khmelnytskij en (antisemitisk) kosakleder fra det 17. århundrede, og Nikolaj Gogol, der dog valgte den russiske kultur og det russiske sprog. Ej heller har den ukrainske revolution frembragt en leder med karisma som en Lech Wałęsa eller Václav Havel, der kunne give Ukraine et ansigt på vores mentale landkort.

Det behøver ikke nødvendigvis at være en politiker. En verdensmester i sværvægtsboksning som Vitali Klitschko kunne måske have gjort fyldest, og en overgang så han ud til at være dette ansigt, og var det måske også. Men det varede af ukendte årsager ikke ved.

Europa ser passivt til

Den ærgrelse og skuffelse over reaktionen fra ’Europa’, som jeg blev vidne til i Kijev, mindede mig om situationen i begyndelsen af 90’erne, da Jugoslavien faldt fra hinanden i blodige krige. I mit eget hjemland, Kroatien, var byen Vukovar allerede blevet beskudt med svært artilleri og dens borgere udrenset. Sarajevo var belejret. Titusinder af mennesker havde mistet livet, og flygtninge oversvømmede landene i EU.

Alligevel ignorerede det ’Europa’ vi troede på disse ulykkelige begivenheder i temmelig lang tid, og så vantro, men passivt til, mens Slobodan Milošević orkestrerede endnu en runde af etnisk udrensning i Bosnien, denne gang med overlagte massemord på civile.

Jeg indser nu, at historien kan være ved at gentage sig for Ukraine. Måske forstår europæerne denne gang lidt bedre, hvad der står på spil. Alligevel oplever de ikke, at det handler om dem.

Det forekommer mig, at den brutale sandhed om europæernes generelle ligegyldighed – den, som ingen vil give udtryk for, fordi den ikke er politisk korrekt – simpelt hen er den, at Ukraine ikke anses for at være en del af Europa. Vores uvidenhed og ligegyldighed udelukker stadig dette store land fra det eneste samfundsfællesskab, det muligvis kunne blive del af. Det er ikke fraværende fra kortet over kontinentet, men det er stadig fraværende i den idé eller det billede, vi har af Europa.

Jeg husker den polske journalist og forfatter Ryszard Kapuścińskis definition i hans bog Imperium for omkring 20 år siden: Europa er, hvor Rusland ikke er. Den forekommer mig stadig at være gyldig. Men for at kunne opfattes som del også af et mentalt og ikke bare et geopolitisk kort, forekommer det mig, at Ukraine har brug for mere tid. Jeg frygter, med al respekt for de modige demonstranter på Maidan-pladsen, at det endnu ikke har været muligt at bevise over for EU’s borgere, at Ukraine ikke bare er tæt på os, men også en potentiel EU-nabo. Og at det i sine bestræbelser på at afklare sit tilhørsforhold ikke kan være tjent med at blive efterladt hængende imellem et halvhjertet og lunkent EU og et aggressivt og truende Rusland.
modernetider@information.dk

Slavenka Drakulić er kroatisk forfatter

© Slavenka Drakulić og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor er alle de økonomiske ekspertudtalelser når de endelig ville være berettigede?

If Ukraine has per capita income equal to one-tenth of Germany’s, then a
minimum estimate is $276 billion to buy off the east. (In fact, since the population size of
eastern Ukraine is larger than East Germany’s, this is an underestimate.) It is unthinkable that
the West would pay this amount.

Kilde: http://www.brookings.edu/research/articles/2014/05/21-ukraine-prize-russ...

For ikke at tale om udtalelser fra de EU-politikerne samt udenrigsdublanten Martin Lidegaard, der bare har presset på for at skabe rav i gaden, lave overskrifter og hype egen person...Føj

Steffen Gliese

Problemet er bestemt reelt, også hvad angår de øvrige Øst og Sydøsteuropæiske medlemmer af EU. Sandheden er jo den, at de gamle medlemmer ønsker, at fællesskabet gearer ned og slukker lidt for charmen, men at de nye medlemmer - som det ses i mange hyggelige foreninger - kommer med en aktivitetslyst, som de ældre ærlig talt helst var foruden.
Hele den tidligere Østblok - dog især de lande, der i århundreder har været direkte under russisk overhøjhed - er sådan lidt udefinérlig og sløret for et vesteuropæisk øje. Og man skal jo ikke være bleg for, at også den sproglige grænse betyder noget - slaviske sprog adskiller sig voldsomt fra den græsk-latinske sprogtradition, der binder Vesteuropa sammen.

Jow, Peter meget muligt, men alle parter bruger arabertal, og det er jo der fortielserne skal afsløres. Man har ført et folk bag lyset og nu slukker man tv-kameraerne.. føj

Michael Kongstad Nielsen

Peter H. - hvad skal EU så med Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien, Slovenien, Kroatien, for slet ikke at nævne Ungarn?

...og for at blive i artiklens emne: Hvorfor skulle EU skubbe til læsset i Ukraine, når EU ikke vil betale for oprydning og stabilisering.

Niels Duus Nielsen, Martin Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

"Hvem kan nævne en eneste stor historisk skikkelse, som er ukrainer?"

Store og store, men mange kender nok til f.eks.:

Leonid Breznev, Golda Meir eller lidt mere "farverige" Nikita Khruschtjov, som jo også for resten forårsagede, at det hidtil russiske Krim fra 1954 kom den ukrainske sovjetrepublik og siden stat (uden dog dengang at spørge nogen på Krim)

HC Grau Nielsen, Marina Kasimova, Martin Andersen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Med risiko for at komme til at deltage i en eller anden untermench-retorik, så bør Taras Shevchenko vel nævnes...

...og det skal vel ikke renes et folk til ulempe at de ikke har fostret en Napoleon, en Karl den Store eller en anden imperialistisk krigsherrer.

Nic Pedersen

MKN,

jeg ved ikke med hans kone.
Han var selv født i og opvokset i det nu omstridte Donetskområde.
Det var da ganske vist en anden tid dengang under både Zar og Sovjet. Men jeg husker et sted at have læst hans egen datter (Nina, tror jeg) udtale, at han selv følte sig mest som ukrainer.

Karsten Olesen

Eftersom russisk frem til nutiden har været hovedsprog i byerne, og ukrainere udenfor Ukraine taler russisk, er det ikke sært hvis man i udlandet ikke skelner mellem ukrainere og russere.

http://en.wikipedia.org/wiki/Russian_language_in_Ukraine

I udlandet har man også lært om områderne under russisk geografi.

Plakat fra 1921: Donbass - Ruslands hjerte:

http://en.wikipedia.org/wiki/File:The_Don_Basin_-_the_heart_of_Russia.jpg

Kullet fra Donetsk var hovedmotor i Sovjets industrialisering.

Rekordarbejderen Stakhanov (1906-77), der satte rekord i kuludvinding i 1935 med 102 tons på et skift, arbejdede nær Lugansk.

Byen er nu opkaldt efter ham.

http://en.wikipedia.org/wiki/Alexey_Stakhanov

Om de enkelte byer:

http://en.wikipedia.org/wiki/Donetsk

Dnepropetrovsk med de store vandkraftværker, Brezhnevs og Kuchmas magtbase:

http://en.wikipedia.org/wiki/Dnipropetrovsk

http://en.wikipedia.org/wiki/Kharkiv

http://en.wikipedia.org/wiki/Odessa

Niels Mosbak

Peter Hansen

Der findes en latinsk sprogtradition - men ikke en græsk-latinsk. Græsk er en indo-europæisk sprogstamme, der ikke er beslægtet med andre sprogstammer.

Steffen Gliese

Rigtigt, Niels Mosbak, men uafhængigt af sprogstammerne har græsk og latin givet de europæiske folkesprog deres ordforråd. Allerede i latin er der mange græske låneord. Igennem sin virkningshistorie i Vesteuropa, bl.a. med den fortløbende akademiske tradition fra Akademiet og frem er græsk og latin den basis, som f.eks. også den vesteuropæiske kristendomsforståelse står på - da Rusland jo så eftertrykkeligt satte sig på den ortodokse kirke i Østeuropa.

Steffen Gliese

Og for lige at slå pointen fast: latin influeres stærkt af græsk og overtager mange låneord, men opfinder også latinske betegnelser for græske begreber. Om det så er den græske eller latinske betegnelse, der lever videre, synes at være mere eller mindre tilfældig.

Martin Andersen

Ledende vestlige politikere og medier har givet almindelige borgere i Ukraine/Europa /USA det indtryk, at IMF vil støtte Ukraine med gavmilde milliardlån, som vil komme almindelige ukrainere til gavn:

Men ukrainere vil ikke se én dollar af IMF pengene. IMF vil give pengene til private banker i udlandet, som Ukraine allerede nu skylder penge. Senere vil IMF kræve lån tilbagebetalt af den ukrainske stat ved offentlige besparelser og ved privatiseringer:

- I forvejen lave alderspensioner i Ukraine kræves nedsat med 50%
- social service i Ukraine kræves besparet
- subsidier til i forvejen meget trængte forbrugere eks. nedsatte naturgaspriser og nedsatte huslejer i dyrt byggeri og gratis skolegang og gratis lægehjælp vil kræves beskåret
- arbejdere med i forvejen lave lønninger kræves beskattet mere
- statsejede aktiver som eks. elværker, vandværker, hospitaler, skoler m.v.vil kræves solgt til private firmaer, og private virksomheder vil anbefales solgt til udenlandske investorer som Monsanto, Exxon, Chevron, Shell m.fl., som vil udnytte god landbrugsjord til GMO afgrøder og udnytte undergrund til fracking af skifergas.

Allerede lave levestandarder vil styrtdykke, og grundvand og afgrøder og frugtbar landbrugsjord vil stå i risiko for at forurenes med GMO og med frackingkemikalier - med uafvendelige risici for natur og mennesker i Ukraine.

Tomhed i EU's og USA's promovering af gavmilde IMF lån til Ukraine, er ved at gå op for de unge studerende i Kiev, som fortalt i artikel ovenfor: http://www.information.dk/503451

Økonomen Paul Craig Roberts skriver her om mål med IMF lån til Ukraine:

http://www.paulcraigroberts.org/2014/03/29/western-looting-ukraine-begun...

IMF´s krav og anbefalinger til gældslandes økonomi og politik er ikke et ønskværdigt scenario for nogen almindelige borgere – kan grækere bekræfte:
http://www.youtube.com/watch?v=xZoRgScXIrc (Dokumentarfilmen: Deptocracy)
http://www.youtube.com/watch?v=1mRNZm0r-S4 (Dokumentarfilm: Catastroika - Privatization goes Public)

Nic Pedersen

Peter Hansen,

nej, Maxim Gorkij var ikke fra Novgorod, men fra Nizhniy Novgorod, som faktisk i mange år opkaldt efter ham hed Gorkij.
Det er to forskellige byer!