Læsetid: 8 min.

Må jeg se din diller?

Da Informations fotopraktikant ville portrættere tolv tissemænd, viste det sig at være en ganske vanskelig opgave at finde modeller. Danskernes forhold til kroppen har ændret sig siden de glade 70’ere. Intimgrænserne flyder, og det skaber mere blufærdighed – men også mere mangfoldighed
Blufærdig. Ville du, helt anonymt, lade din penis fotografere og trykke i avisen? Informations mandlige journalister ville, næsten uden undtagelse, ikke.

Tor Birk Trads

26. juli 2014

Da jeg sidste sommer arbejdede som journalistpraktikant på Dagbladet Information, modtog jeg en mail fra husets fotopraktikant. I emnefeltet stod: »Må jeg se din diller.« Mailen, der gik ud til alle husets mandlige praktikanter, lød i sin helhed:

Okay, lad os gå lige til sagen:

Jeg skal bruge 12 dillere til et opslag i weekendens MoTi (Informations weekendtillæg ModerneTider, red.). Close up*. Hvem melder sig?

Ja, jeg mener det helt seriøst.

Fuldkommen anonymitet er selvfølgelig garanteret. Hvis I skriver direkte tilbage til mig, så er der ingen der ved, om I overhovedet er med blandt de heldige.

Jaja, praktik på Information giver i sandhed mulighed for at nå skyerne. Billederne skal tages i løbet af i morgen.

*Close up i denne sammenhæng er altså helt tæt på, så der kommer ikke til at være meget andet end selve penis på billedet.

Efter i 2010 at have tilbragt et år på den eksperimenterende fotoskole Fatamorgana på Amager var jeg blevet ganske fortrolig med nøgenfotografi og svarede ja. Næste morgen troppede jeg nybarberet (man er vel forfængelig) op i det sommervarme fotostudio på fjerde sal, trak bukserne ned – klik, klik – og det var det. Det troede jeg i hvert fald.

Selv om der ikke findes statistik, der direkte måler danskernes blufærdighed, tyder meget på, at den er stigende: Organisationerne Sex og Samfund og Danske Naturister beretter begge om, at der er kommet længere mellem bare bryster på de danske badestrande. En række af landets svømmehaller har opsat badeforhæng og indført forbud mod børn af modsatte køn over otte år i omklædningsrummene. Og forleden hørte jeg fra en bekendt, der var redaktør på den seneste udgave af Kvinde kend din krop (2013), at de havde ganske svært ved at skaffe billeder af bryster og kønsdele til bogen.

Listen over episoder, der i de senere år har antændt offentlig debat om blufærdighed, er også lang: Der var historien om pigerne på Assistens Kirkegård på Nørrebro, der ikke måtte solbade topløse; den ophedede debat om ammende kvinder på københavnske cafeer; stuntmanden Lasse Spang Olesen, hvis nabo ikke brød sig om, at han trissede omkring i sin have i underbukser; og undervisningsmaterialet Sexstarz, der ikke måtte bruges, fordi det forklarede om toilet-, anal- og gruppesex.

»Vi orienterer os ikke efter samme seksualmoralske kompas længere,« fortæller Morten Emmerik Wøldike, der er sociolog og projektleder i Sex og Samfund.

»Der er ikke enighed om intimgrænserne, og hvad der bør være offentligt og privat, og hvornår noget er seksuelt eller bare kropsligt. Det betyder, at de her forhold hele tiden er til forhandling, og derfor opstår der sammenstød,« siger Wøldike.

I 2011 udgav han undersøgelsen Piger bliver ikke lykkelige af analsex, hvor han ved at analysere 6.000 artikler fra danske medier kunne konstatere, at måden medierne skriver om seksuelle fænomener som analsex, gruppesex og porno på, er blevet mere moraliserende. Det skyldes ikke mindst, at der er sex overalt, fortæller han.

»Mange af de nye debatter om blufærdighed kan ses som en reaktion på den gennemgribende seksualisering af kroppen i det offentlige rum, i populærkulturen og i de sociale medier. Sex og det seksuelle er til stede alle steder i dag, og det kan få folk til at føle, at de må holde igen på nogle andre områder. Med seksualisering følger jo æstetisering og dyrkelse af bestemte typer af kroppe,« mener Wøldike.

På Center for Ungdomsforskning er daglig leder Søren Østergaard enig.

»Mediebilledet er fuldt af ekstremer. Enten er det folk, der vejer 300 kilo og skal have en fedmeoperation, eller også er det super idealiserede kroppe. Hvis man er en helt almindelig ung mand eller kvinde, bliver man lidt presset. De billeder, vi præsenteres for, er jo aldrig ubearbejdede. Det er jo heller ikke den kage, der mislykkes, du lægger ud på Facebook,« siger han.

En undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier viser, at færre og færre unge går i bad, efter at have dyrket sport og idræt i skolen. De har ikke lyst til at være nøgne foran hinanden, og det har fået mange folkeskoler til at skemalægge idrætsundervisningen i ydertimerne, så eleverne kan bade derhjemme.

»Din krop er et symbol på, hvor godt du klarer det i livet. Hvis du er tyk, er det din egen skyld. I gamle dage kunne man sige, ’det er samfundets skyld’, men det kan du ikke i dag. Det er dit eget ansvar,« fortæller Søren Østergaard.

I 2008 var ti pct. af de 9-12-årige – de såkaldte tweens – utilfredse med deres krop. I 2012 var tallet steget til 16 pct.

Bar røv i Køge Bugt

Som hovedregel er det altid tilladt at bade nøgen fra de danske strande. Man skal bare sørge for ikke at udvise »uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse,« som det hedder i ordensbekendtgørelsens kapitel 2, § 3. stk. 2.

Alligevel virker det hverken helt tilladt eller helt naturligt, da min ven Frederik og jeg vader nøgne ud i det knædybe vand i Køge Bugt en vindstille søndag eftermiddag for en måneds tid siden. Inde på stranden går et kærestepar forbi hånd i hånd, to mænd i blå træningssæt deler en joint bag en busk, og lidt væk slikker nogle damer sol.

Hvad mon de tænker om os? At vi er sådan et par lumre typer, der elsker at vise os frem? At vi er ligeglade med almindelig hensynsfuldhed og sociale grænser? Jeg er meget bevidst om, at jeg er nøgen; som om strandgæsternes dømmende blikke klæber til min blege krop.

»Bare jeg havde taget badebukser på,« tænker jeg.

»Tænk, at min pik kan se så lille ud, som den gør nu. Jeg har også en bums på ryggen. Og vildt tynde ankler.«

»Frihed er ikke at skulle tænke over, hvordan man tager sig ud,« sagde Mette Duekilde, der er formand for Danske Naturister, til mig i telefonen, da vi talte sammen to dage tidligere. Men som jeg står her med bar røv i Køge Bugt, føler jeg mig alt andet end fri. Jeg føler mig socialt lovløs.

Min far ville sikkert have været enig med Mette Duekilde. Han gik på universitetet i de glade 70’ere, hvor nøgenhed og naturlighed nærmest var sociale påbud, og da jeg var dreng, kunne jeg sidde i stuen i vores gule parcelhus om sommeren og se ham vade nøgen forbi på græsplænen i forhaven. Han skulle tage brusebad i det solopvarmede vand i den grønne haveslange. Der var lige nok til ti sekunders etagevask.

Frederik og jeg dykker ned i det kølige saltvand og plasker lidt rundt. Det er blødt og rart at svømme, og efter et par minutter begynder den intense selvbevidsthed at slippe sit tag i mig.

»Det er jo helt naturligt at være nøgen,« siger jeg til mig selv og føler mig pludselig meget frisindet.

Da vi kommer op, tager Frederik et billede af mig, hvor jeg står foroverbøjet med ryggen til og trommer demonstrativt på mine hvide baller. Jeg overvejer at lægge billedet ud på Instagram, så alle kan se, hvor frisindet jeg er. Men det ville alligevel være for meget. Jeg trækker hurtigt underbukserne på igen og kan slappe af.

Mere mangfoldighed

»Man må ikke vise sine bryster på Kerteminde strand, men folk må gerne knalde for åben skærm i Paradise Hotel,« griner Anette Grønning.

Hun er lektor på Institut for Kulturvidenskaber på SDU, hvor hun har lavet et studie af gravide kvinder, der lægger scanningsbilleder af deres fostre ud på Facebook, så vennerne kan følge med i graviditeten – noget, der tidligere var helt utænkeligt. Samtidig med at de flydende intimgrænser gør det vanskeligt at afgøre, hvor man må nøgenbade, amme eller slikke sol, skaber de altså også nye måder at agere på – ikke mindst på de sociale medier.

»Helt indtil 1940’erne var det at være gravid noget, der skulle gemmes væk. Gravide kunne ikke deltage i selskabslivet og skulle helst blive indendørs. Og da jeg selv var gravid for 25 år siden, var det mærkeligt, når folk rørte ved ens mave udenpå. Men nu må man godt vise alle det inderste af sin mave,« siger Anette Grønning, der flere gange er stødt på billeder af aborterede fostre på Facebook.

Hos Sex og Samfund glæder Morten Emmerik Wøldike sig generelt over, at danskernes forhold til kroppen er blevet mere mangfoldigt.

»Vi har et meget mere pluralistisk moralkodeks end tidligere. Der er myriader af muligheder uden mange sociale restriktioner eller forbud i relation til køn og seksualitet,« fortæller han.

Han nævner fremvæksten af hjemmesider som nabosex.dk, hvor brugerne kan dele og kommentere hinandens hjemmelavede pornofilm; udvekslingen af udfordrende billeder på chat-app’en Snapchat, og den voksende interesse for at gå i swingerklub, som eksempler på, at opfattelsen af krop og sex har fået flere nuancer.

Fem dillere og et par boksershorts

Sidste sommer, dagen efter at fotopraktikanten på Information havde portrætteret min penis, stødte jeg ind i ham på trappen på vej hjem og spurgte til status for udbyttet af tissemænd. Han rystede på hovedet. To var det blevet til, sagde han; min og hans egen. Selv om han tre gange havde skrevet ud til avisens 56 mandlige medarbejdere, havde han kun fået to svar, og for at løse opgaven måtte han nu opstøve fremmede pikke ude i byen igennem venners venner.

Det var underligt. Hvordan kunne medarbejderne på en avis, der af mange betragtes (og som i hvert fald betragter sig selv) som det frække, politisk ukorrekte dagblad, hvor mangfoldighed og frisind trives, ikke turde lade sig fotografere?

Efterfølgende brugte jeg meget tid på at diskutere affæren med venner og familie.

»Ville du – hvis det var totalt anonymt – lade din tissemand fotografere og trykke i avisen?« spurgte jeg.

Svaret var altid det samme: Ellers tak.

Og jeg forstår det godt. Hvis der er uklarhed om, hvor de sociale (intim)grænser går, sørger man for at fare forsigtigt frem. Det er samme taktik, der gælder, første gang man er til middag hos svigerforældrene, til jobsamtale eller i et fremmed land: Man er en konservativ og mere forsigtig version af sig selv, for det sikrer, at man ikke træder nogen over tæerne. Det giver mening. Men det er også lidt kedeligt.

Fotopraktikanten fandt aldrig tolv dillere, men måtte nøjes med fem – tre fra avisen og to udefra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • Katrine Damm
  • Simone Bærentzen
  • Adam Lajtoch-Rosschou
Torben Arendal, Katrine Damm, Simone Bærentzen og Adam Lajtoch-Rosschou anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det skrider ud i begge retninger og polariserer sig, fordi der ikke længere er gældende normer. Det er egentlig lidt sørgeligt - men sådan går det, når man sætter et pendul i svingninger.

Lise Lotte Rahbek

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad dette skriveri vil fortælle..
Er det en konstatering af, at blufærdigheden og privatheden er i fremmarch, fordi de selv samme medier som ikke-modeller ikke udstiller sine kønsdele i,
er lykkes med at vise os, at der er mode i alt hvad vedrører udseende?
Skribenten nævner jo selv, en passant, at han er nybarberet (altså mode-tilpasset), inden han lader sin tissemand fotografere.
?
Jeg forstår ikke budskabet.

Anders Sørensen

Måske har det ikke noget med blufærdighed at gøre. Måske syntes folk bare, at projektet var dumt, og gad derfor ikke deltage?

Hvis nogen kom og spurgte mig, eller mailede, om de måtte fotografere min pik, så ville jeg sandsynligvis sige nej. Ville det skyldes blufærdighed? Nej.

Det ville skyldes, at jeg tænkte: Grow up.

Bjarne Bisgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Uhhhhhh, jeg vil så gerne deltage i noget frækt med mit kønsorgan, men kun hvis det er 100% anonymt. Hvad fanden er det der forgår i Information og åbenbart også i Alternativet.

Månedsbladet Press havde omkring 1990 en fotoreportage, hvor måske 60-100 penisser var afbilledet, hensigten var som jeg husker det at vise, hvor forskellige penisser kan se ud.
Det var selvfølgelig også andre tider.

Randi Christiansen

Sæt numsen fri - men hvorfor skal vi se på diller billeder? Så vi ved, hvor forskellige de kan se ud? Tror også jeg vil anbefale, at man bliver voksen. Men det er jo præcis den slags pubertære exhibitionisme, som kan bruges af modstandere i en valgkamp. Dumt at udsætte sig for den slags. Dydens sti i offentlighedens søgelys er særlig smal, med mindre der er tale om porno.