Læsetid: 16 min.

Putin som politisk filosof

Den stærke mand i Kreml er en ivrig læser af nationalkonservative og religiøse filosoffer fra en svunden tid. Hvad kan hans filosofiske inspirationskilder fortælle os om Putins forestillinger om en særlig russisk vej og om hans ambitioner om at skabe et ‘eurasisk imperium’?
Ideolog. Vladimir Putins anden omgang som præsident har indebåret en markant ideologisk op-rustning over for Vesten. Det er ikke tilfældigt. 

Ideolog. Vladimir Putins anden omgang som præsident har indebåret en markant ideologisk op-rustning over for Vesten. Det er ikke tilfældigt.
 

Alexey Druzhinin/AFP

19. juli 2014

I januar i år, da russerne fejrede deres jul, forærede Ruslands præsident en besynderlig boggave til de centrale figurer i sin inderkreds, regionsguvernørerne, statsadsministrationens ledende embedsmænd og partikadrerne i Forenet Rusland: en samling af gamle filosofiske værker i genoptryk.

Blandt titlerne var Ivan Iljins Vore opgaver, Nikolai Berdajevs Den russiske idé og Vladimir Solovjovs Det godes retfærdiggørelse. Alle forfattere er nationalkonservative eller religiøse tænkere fra sidste halvdel af det 19. og første halvdel af det 20. århundrede. Her kunne man ønske sig, at 1800-tallets store satiriske sædeskildrer, Gogol, kunne beskrive disse magtmennesker, der kun spiser på stjernedyre restauranter og kører i eksorbitante luksusbiler, bryde hovedet under pligtlæsning af disse sider fulde af spidsfindige spekulationer. Læse dem må de! For i sine taler citerer Putin disse forfattere. Er Putin da blevet filosof?

I Ruslands seneste manøvrer i Ukraine kan vi skimte konturerne af en putinsk doktrin. Som præsidentens personlighed er denne doktrin kompleks og har flere niveauer. Den består for det første af en fortidssøgende værdikonservatisme, for det andet af forestillingen om en særlig russisk vej, som Putin har overtaget fra 1800-tallets slavofile bevægelse og for det tredje af et fremtidsprojekt om genopbygning af et ’eurasisk imperium’.

Født i 1952 i et Leningrad, der led under traumer fra krigens langvarige belejring, var hans barndoms referencepunkter ikke filosoffer, men snarere de barske krigshelte og handlekraftige spioner i sovjetpropagandaens fiktionsværker. Allerede som 16-årig tilbyder han sig selv på det lokale KGB-kontor, men får besked på at komme igen, når han har færdiggjort sine studier.

Ikke en rigtig liberalist

Sovjetisk ideologi er tydeligvis den oprindelige fond i putinismens sovs, men af marxisme er der kun fraser tilbage i denne ’afspændings-epoke’. I stedet udtrykker Putin sin begejstring i fanatisk hengivenhed over for Sovjetimperiets politiske politi, forklarer Alexandr Morozov, redaktør ved avisen Russki Journal.

»Den sene sovjettids kognitive skema træder tydeligt frem i den måde, Putin opfatter Vesten på. Vi ser den i hans foragt for internationale organisationer og i hans nedladende holdning til de små folkeslag i Ruslands nabostater«.

Afslørende for Putins grundlæggende verdenssyn var hans udtalelse fra 2005 om, at »Sovjetunionens opløsning var det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe«. Dette synspunkt har han siden gentaget, også i den tale, han holdt 18. marts 2014 for at fejre Ruslands annektering af Krim: »Det førhen utænkelige og ulykkelige skete virkelig: Sovjetunionen gik til grunde«.

I dag stiller Putin og kredsen omkring ham spørgsmålstegn ved, om afviklingen af imperiet i 1991 overhovedet var lovlig.

Til putinismens sovjetofile oprindelse må vi føje en knivspids liberalisme som pynt. Siden Peter den Stores tid har Putins hjemby symboliseret Ruslands åbning mod Europa. Da han læser jura i byen, studerer Putin ifølge Morozov »både Hobbes, Locke og Kant«. I DDR placeres Putin i en administrativ stilling, hvor han ikke kan udleve sine agentdrømme. Traumatiserende for ham bliver oplevelsen på tæt hold af Belinmurens fald. Siden får han på ny gang i karrieren som assistent for Anatolij Sobtjak, en fremtrædende liberal skikkelse i 1990’ernes Rusland og borgmester i den by, der atter hedder Sankt Petersborg. At positionere sig antikommunistisk er i disse år på mode. Vil man op i hierarkiet, må man synge med på samme melodi. Det gør eksspionen Putin, som tilbyder sig selv som »specialist i menneskelige relationer«.

Efter Jeltsin-klanens bratte forfremmelse af Putin til ny præsident gør han i første omgang indtryk af at være endnu en provestlig leder, der primært er optaget af at modernisere det land, som kommunismens fald har kastet ud i forvirring og desorganisation. Hovedmålet for Putin i dennes første to mandatperioder (fra 2000 til 2008) er ifølge Morozov »at tilnærme Rusland til vestlige standarder inden for uddannelse, økonomi og retssikkerhed … Putin er på dette tidspunkt endnu ikke blevet fortaler for en specifik russisk vej«.

Han omgiver sig med liberale ministre og tænkere som Andrej Illarionov, hans økonomiske chefrådgiver fra 2000 til 2005 og i dag senior fellow ved Cato-Instituttet i Washington. Ifølge Illarionov er det imidlertid misvisende at karakterisere Putins politik i disse år som liberal. I sin økonomiske politik vil Putin nøjes med at skabe rammer for blandingsøkonomi, ikke for klassisk liberal frihandelsøkonomi. Og politisk er han decideret antiliberal. Illiarionov henviser til Putins opsigtsvækkende bedrifter i hans første uger ved magten: Eksplosioner sat i scene af de hemmelige tjenester for at retfærdiggøre en militærintervention i Tjetjenien, morderiske bombardementer af Grosnij, bortførelse af en uafhængig journalist, overtagelse af tv-kanalerne NTV og ORT.

Griber tilbage til konservativ filosof

Symbolpolitisk tegner der sig også en klar tendens: Putin genindfører Sovjethymnen som nationalsang. Den oprindelige tekst blev i 1944 forfattet af digteren Sergej Mikhalkov på Josef Stalins bud, og samme mand giver Putin i 2000 besked på at opdatere stroferne. Det ser også ud til at have været Mikhalkovs søn, Nikita, en filminstruktør, der åbner nye eller rettere gamle filosofiske horisonter for Putin.

Instruktøren af film som Sorte øjne er allerede i 1990’erne ihærdig propagandist for en genoplivelse af det zaristiske Rusland og bliver en nær ven af Putin. Det er på Nikita Mikhalkovs initiativ, at der i 2005 skaffes midler til at repatriere de jordiske rester af en obskur russisk filosof, der flygtede til vesteuropæisk eksil i 1920 – Ivan Iljin (1883-1954) – således at han kan genbegraves under pomp og pragt på en klosterkirkegård i Moskva.

Siden da har Putin ved højtidelige lejligheder forsøgt at genopvække denne tænker. I en tale fra maj 2006 citerer han fx Iljins tanker om hæren, »som enheden imellem det russiske folk og den russiske stats vilje, magt og ære«. Som højrehegelianer og glødende modstander af Tolstojs tanker om ikke-vold hører Iljin til sin tids mest konservative filosoffer. Ruslands åndselite kender ham i dag bedst fra Vore opgaver, hans i 1993 posthumt udgivne tobindsantologi med programmatiske artikler. Det samme værk, som nu ligger på de ledende putinske funktionærers natbord.

Antikommunisten Iljin, der stod officerer i Den Hvide Hær nær, var ikke en beundrer af Vesten. Han afviser Vesteuropas »formelle, udvendige demokrati« og drømmer i stedet om et »demokratisk diktatur«, som ikke bygger på »vælgeraritmetik«, men på »ansvarsfølelse og pligttroskab«. Han forudser, at kommunismen må falde fra hinanden i »et kaos, som vil vare i en årrække« med voldsudbrud og separatistiske bestræbelser sat i værk af fremmede magter. Men »et nationalt diktatur« vil ifølge Iljin sikre nationens frelse. Det er let at forestille sig Mikhalkovs og Putins begejstring over læsning af passager som disse. Iljin fantaserer desuden om en »fører, som vil tjene sit land fremfor sig selv, som vil kæmpe fremfor at posere og slå til mod fjenden fremfor at udtale tomme fraser«. Slående er det, hvorledes det putinske program i kimform kan genfindes i denne bog, lige fra ’den vertikale magtmodel’ til forestillingen om det ’kontrollerede demokrati’ og den fjendtlige holdning over for udenlandske magter.

Til forsvar for traditionelle værdier

Efter i 2012 at have neutraliseret al opposition og ryddet forfatningsmæssige vanskeligheder ved genvalg til tredje periode af vejen gennemtrumfer Putin en lov, der stempler ngo’er, som modtager international støtte, som »agenter for udenlandske magter«. Og da han har begrænset ytringsfriheden og forbudt »homoseksuel propaganda« og bortadoption af russiske børn til udlandet, lægger Putin sin filosofi frem i en tale til nationen den 12. december 2013 på tyveåret for den postsovjetiske forfatning. I en åbenlys hentydning til homoseksuelles rettigheder i Vesten erklærer han: »Vi ser i dag i mange lande, hvordan moralske og sædelige normer revideres, og hvordan de nationale traditioner og forskellene mellem nationer og kulturer udviskes. Vi ser samfund, for hvem en anerkendelse af det enkeltes menneskes ret til samvittighedsfrihed, politiske holdninger og privatliv ikke er nok, men som også kræver obligatorisk anerkendelse af, at godt og ondt skal sidestilles, skønt de i deres væsen er hinanden fremmede«.

I talen sværger Putin, at han selv vil inkarnere kampen imod denne påståede forfalds-tendens, kalder til »forsvar for traditionelle værdier« og indrømmer, at »min position er konservativ«. Efter talen hylder den statskontrollerede russiske presse »Vladimir Putins oplyste konservatisme, som vil sikre ham et globalt moralsk lederskab«, som nyhedsbureauet RIA Novosti formulerer det.

Ruslands »mission« står nu klar: Rusland vil være samlingspunkt for antimodernister fra hele verden. Til at udbrede budskabet opretter den russiske stat ’Institutter for Demokrati og Samarbejde’ i New York og Paris. Herfra skal Ruslands værdier formidles og udbredes i kampen imod de værdier, som Vesten tillægges: relativisme, svaghed, fortidsglemsel, blødagtig tolerance, den politiske korrektheds herredømme.

Viljen til at være konservatismens nye fædreland kommer også til udtryk i de nære bånd, som Putins Rusland knytter til højrepopulistiske bevægelser i Europa, i Ungarn Jobbik, i Frankrig Front National. Hele delegationer af højreorienterede rejsekammerater aflægger jævnlige besøg hos Putin, og Marine Le Pens diplomatiske rådgiver, Aymeric Chauprade, er blandt de »uafhængige observatører«, som tilser Krim-borgernes folkeafstemning om Anschluss til Rusland. På den vigtigste russiske statslige tv-kanal kan han således bilde russerne ind, at Frankrig anerkender Krim-borgernes valg. Også russere i udlandet søges hvervet igennem en statslig indflydelsesorganisation, der vil samle foreninger, som repræsenterer ’landsmænd’ spredt over de fire verdenshjørner. Sproglige, kulturelle og kristent-ortodokse grupper søges taget under den russiske stats vinger i en bestræbelse på at forvandle de russiske udvandrere til indflydelsesagenter for Kreml. Ganske som den sovjetiske socialisme havde et internationalt kald, kender heller ikke Putins værdikonservative mobilisering til grænser. Efter Sovjetunionen er også Rusland navnet på en idé.

To konservative retninger

Den putinske konservatisme støtter sig til en overbevisning, ifølge hvilken Ruslands nationale særpræg gør det til bærer af en universel mission. Groft sagt kan den russiske tænkning fra begyndelsen af 1800-tallet og frem inddeles i to dominerende og hinanden modsatrettede strømninger. På den ene side occidentalisterne såsom Pjotr Tjaadajev og Aleksandr Herzen, for hvem Ruslands fremtid bør bestå i en forankring i Europa, hvilket må ske igennem en afvikling af den centralistiske zarmagt, livegenskabet, censuren og den eksklusive tilknytning til den ortodokse identitet. På den anden side de slavofile, der er influeret af den tyske idealisme og dyrker en særlig russisk ånd, som skulle bygge på Ruslands religiøse verdenssyn, det russiske folks særlige dyder og det russiske samfunds originale opbygning.

Selv om man kan pege på tænkere, der har ønsket at overskride denne dualisme, har den siden da behersket Ruslands intellektuelle felt. Blandt sovjettidens dissidenter stod f.eks. den occidentalistiske Sakharov over for den slavofile Solsjenitsyn. Samme brudlinje eksisterede også inden for politbureauet, den kommunistiske epokes højeste magtinstans.

I dag har også tænkeren Putin valgt sin lejr. Som Iljin skriver med en patos, som kan genfindes hos nutidens russiske slavofile: »Europa kender os ikke, forstår os ikke og elsker os ikke. Europa har i århundreder mistroet og frygtet Rusland, hvis mission det misunder os«. I sin ’sejrstale’ af 18. marts kan Putin erklære: »Den inddæmningspolitik, som har stået på over for Rusland siden det 17. århundred, fortsætter i dag. Bestandig prøver man at presse os op i en krog, fordi vi tillader os en uafhængig position«.

Iljin hævder, at de russiskfjendtlige magter er fast besluttede på at »svække« Rusland ved at fremprovokere »revolutioner og borgerkrige«. Ifølge Putin reaktualiserer revolutionerne i Ukraine og Georgien denne århundredgamle kamp. Som Alexandr Morozov understreger, er der siden 2012 dukket nye udtryk op i præsidentens mund – udtryk som »den russiske civilisation« eller »Ruslands civilisatoriske livsform«, som antyder, at russisk civilisation er en levende organisme, der besidder sin egen »genetiske kode«.

Mens Morozov maliciøst bemærker, at denne sprogbrug låner meget fra den britiske historiker Arnold Joseph Toynbee, den tyske filosof, Oswald Spengler (Die Untergang des Abendlandes) og den amerikanske essayist Samuel Huntington (Civilisationernes Sammenstød), har vi talt med den måske mest celebre repræsentant for Ruslands nye messianske nationalisme. Alle russiske tv-seere og avislæsere kender Aleksandr Prokhanov (f. 1938), som i 1990 grundlagde den højreekstreme ugeavis Den (’Dagen’). Da den blev forbudt, startede han en ny, Zavtra (’I morgen’), som siden har været hoforganet for Ruslands antivestlige ultranationalister. Selv om han ikke anser sig selv for »Putins privatlærer«, mener han, at de ideer, han er fortaler for, »er begyndt at gøre deres virkning«. Om Ruslands ’skæbnebestemmelse’ forklarer Prokhanov:

»Ideen om Ruslands særlige mission spirede først frem i 1400-tallet med forestillingen om Moskva som det tredje Rom og den hovedstad, hvis skæbne det var at tage Konstantinopels plads efter dets fald fra kristenheden. Ideen udkrystalliserer sig videre i 1800-tallets fejder mellem slavofile og occidentalister og undergår igen en metamorfose, men dør ikke med zarrigets undergang i 1917«.

Ifølge Prokhanov rummer ideen »tre aksiomer«: »For det første er Rusland et imperium, der har tydelige grænser. Selv om Putin ikke har udtalt ordet imperium, har han været i gang med at genskabe det siden den korte krig mod Georgien i 2008 (som gjorde det muligt at skille Sydossetien og Abkhasien fra det provestlige Georgien, red.).«

Begivenhederne i Ukraine er fortsættelsen af samme bestræbelse. Ifølge det andet aksiom »har Rusland altid været besjælet af en idé om guddommelig retfærdighed, om, en særlig messianisme, der strategisk såvel som åndeligt står i modsætning til Vesten«. For det tredje findes et aksiom om »konservative værdier, som Rusland vil fremme, herunder familieværdier og et mere spirituelt forhold til naturen, og også disse står i absolut modstrid med Vestens modernisme«. »Kort sagt vil Putin restaurere den stat, som Jeltsin ødelagde, ved at give den dens oprindelige imperieform tilbage,« understreger Prokhanov.

Men først forestår »en konfrontation med Vesten, som vil udvikle sig til det stadig værre. Rusland vil i stedse højere grad vende sig imod Kina og Indien for at sammentømre en antivestlig front. Der er to fjendtlige lejre under dannelse, og vi har sat kurs imod en ny verdenskrig. Hvordan det skal gå, ligger i Guds hænder«.

Fremtiden er eurasisk

Alexandr Morozov fortæller, at den russiske præsident siden sidst i 1990’erne desuden har deltaget i en studiekreds om tænkeren Lev Gumilev (1912-92). »Putin er dybt fortrolig med Gumilevs tænkning,« forsikrer Morozov.

I sin tale fra 12. december påkalder Putin sig da også Gumilevs centrale begreb om en særlig ’indre lidenskab’ i det russiske folk. Som etnolog og historiker udviklede Gumilev en vitalistisk teori om menneskegruppers energi i det eurasiske rum. I et interview, han gav kort før sin død i 1992, erklærede Gumilev, at »Ruslands fremtid ligger i at blive en eurasisk magt og vælge gode allierede«. »Tyrkere og mongolerne kan være oprigtige venner, men englændere, franskmænd og tyskerne er machiavellistiske bedragere«.

Den eurasiske bevægelse, som Gumilev er sidste store eksponent for, voksede frem i 1920’erne blandt de filosoffer, der var flygtet fra Sovjetunionen, og er i dag uhyre populær i Rusland. En af dens mest fremtrædende tænkere, Piotr Savitskij (1895-1968), fordømte den kunstige adskillelse mellem Europa og Asien og postulerede eksistensen af ’ et tredje kontinent’, ’en særskilt geografisk verden’, som skulle binde Ural sammen i stedet for at skille. Sammen med lingvisten Nikolai Trubetskoj (1890-1938) forsøgte han at vise, at dette rum er udstyret med en kombination af sprog, som trods overfladiske forskelle i grunden udgør en enhed. Modsat de slavofile betragter eurasierne ikke det tatarisk-mongolske herredømme, som i Rusland varede fra det 13. til det 15. århundred, som en national katastrofe, men som en faktor for fremskridt, fordi de tatariske horder berigede den russiske kultur med deres økonomiske og politiske lederevner. Endelig, i modsætning til Iljin, havde i det mindste nogle af eurasierne en positiv opfattelse af revolutionen i 1917, idet de håbede på, at den kunne blive begyndelsen til Ruslands løsrivelse fra det dødbringende favntag med den dekadente europæiske verden. I sin tale fra december sidste år betegner Putin også udviklingen af ​​Sibirien og det russiske Fjernøsten som »en national prioritet for hele det 21. århundred«. I samme lys må hans seneste tilnærmelser til Kina og Indien udlægges som en ny orientalsk vending i russisk udenrigspolitik. Allerede i 2015 ønsker Putin en Eurasisk Union etableret.

Vesten er det absolut onde

Den mest markante repræsentant for den ’neoeurasiske’ strømning er Aleksandr Dugin, der sammen med Eduard Limonov i 1992 grundlagde Det Nationalbolsjevistiske Parti og har broderet videre på den historiske eurasianisme ved at trække på højreradikale tænkere som Carl Schmitt, René Guénon og Julius Evola foruden den europæiske fascismes klassiske værker. Dugin fejres i disse år som et ikon på Europas intellektuelle højreradikale scene. I sin Fjerde Politiske Teori, en bog, han udgav i 2009, skriver han: »Nedtællingen til at forpurre Det Atlantiske Imperiums annektering af Ukraine er allerede begyndt«, og »Ruslands vej til at blive et imperium går over Ukraine«.

Ifølge ham er »den eurasiske doktrin arvtager til den slavofile tradition og i dybeste kontakt med nerven i russisk historie«. Eurasianismen kan »forene og spænde over landets røde og hvide historie, over dets monarkistiske og socialistiske historie«, siger Dugin til Philosophie Magazine. »Den er i dag blevet højtaktuel i den voksende konfrontation mellem Eurasien og det atlantiske Vesten« – sidstnævnte repræsenterer for Dugin det ’absolutte onde’«.

Putin kombinerer ifølge Dugin et verdenssyn, som står i gæld til sovjettiden, en konservativ russisk imperienationalisme inspireret af Iljin, et geopolitisk begreb om det eurasiske rum og en vision for det kontinentale Europa, som han tænker sig som »en forening af kristne kongeriger, der skal stilles under Ruslands strategiske førerskab« og frigøres fra den amerikanske kulturimperialismes indflydelse.

Ifølge Dugin er Putin også dybt inspireret af den russiske tænker, Vladimir Solovjevs statsutopi, men hylder samtidig en grundlæggende ’realisme’, som afviser tanken om, at der skulle findes hensyn som menneskerettigheder, der kan overtrumfe statssuveræniteten som den højeste ret.

På det politiske og strategiske plan ønsker Putin derfor at opbygge et eurasisk imperium, der vil kunne tage konkurrencen op med Det Atlantiske Imperium. Inden for en nær fremtid, profeterer Dugin – »det kan tage alt fra tre uger til tre år« – vil Putin omsætte dette program i praksis. Og så vil Rusland overtage den del af Urakine, som ligger på højre bred af Dnjepr, mens det, som ligger på venstre bred, Kiev indbefattet, vil få en skæbne som en slags frilandsmuseum, »en folkloristisk zone for ukrainsk identitet, men uden reel magt«.

Putin vil samtidig udvide sin indflydelse på de europæiske højrepopulistiske bevægelser og bistå dem i deres kamp for konservative værdier og et kristent Europa.

Putin ønsker, at »Europa skal besinde sig på sine græsk-romerske værdier«, siger Dugin. I den forstand repræsenterer Rusland, ifølge ham, intet mindre end Europas fremtid.

Ferielæsning til vestlige ledere

Hvad bliver det næste skridt for den russiske præsident? Alle dem, vi har interviewet til denne artikel, er enige om, at hans ekspansionlyst ikke vil stoppe ved Krim, ja end ikke i det østlige Ukraine. Men derefter varierer scenarierne. Vil Putin gribe tilbage til det panslavistiske program hos en Nicolai Danilevskij (1822-1885), som i Rusland og Europa appellerede til zaren om at samle »alle slaviske brødre«?

Næppe, for en russisk flirt med polakker, bulgarere, serbere og tjekker er uden chancer for at blive gengældt. Vil han etablere ​​et kristent zarrige forenet omkring den ortodokse tro? Næppe heller, om end han kan tænkes at ville anslå sådanne strenge for at bringe Armenien ind i folden, men Den Russiske Føderation er for længst multireligiøst og kan ikke risikere at lægge sig ud med sine muslimske regioner.

Men hvad så med at princippet om at bringe alle russisktalende under den samme ledelse? Det er med dette argument, at Putin har søgt at retfærdiggøre sit greb om Krim og det østlige Ukraine. Der er i givet fald tale om en variabel geometri, for Sydossetien og Ab-khasien, der blev ’indlemmet’ i 2008, er ikke russisktalende lande. Ej heller kommer det på tale, siger Alexandr Morozov, at vove sig ind i Letland, skønt antallet af russisktalende her er ret betydeligt og de etniske modsætninger dybe – det vil den baltiske republiks medlemskab af både NATO og EU trods alt forhindre. Til gengæld kan alibiet om at ile til forsvar for russisktalende påkaldes andre steder. I Hviderusland, Kasakhstan (landet tæller 23 procent russere), og i Transnistrien og Gagausien i Moldova – de to sidstnævnte regioner vil kunne bindes geografisk til Rusland igennem en eventuel erobring af det sydlige Ukraine ...

Ingen vurderer dog, at Ruslands præsident umiddelbart vil bruge vold og militærmagt, hvis han også kan nå sine mål igennem at intimidere, true og presse.

»Det er ikke givet, at Putin vil kunne realisere sit program,« siger Morozov, »men hans beslutning om at fremskynde projektet om Den Eurasiske Union står fast. Det er det projekt, han ønsker at efterlade sig historisk til sine efterfølgere. Og det står også fast, at han har besluttet sig for at gå en mere direkte og brutal vej end via de langsomme forhandlinger med sine naboer, som hidtil har været metoden«.

Blandt Ruslands filosoffer har Putin altså kastet sin kærlighed på de mest imperialistiske og de mest antivestlige. Måske bør Europas ledere sætte disse tænkere på listen over deres ferielekture. For at lære deres nye modstander bedre at kende.

© Philosophie Magazine og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jan nikolai kristensen
  • Hjalte Jensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Ervin Lazar
  • Mihail Larsen
  • Bjørn Pedersen
  • Sune Olsen
  • Per Torbensen
  • Morten Kjeldgaard
  • Lars R. Hansen
  • Ernst Petersen
jan nikolai kristensen, Hjalte Jensen, Jørgen Steen Andersen, Ervin Lazar, Mihail Larsen, Bjørn Pedersen, Sune Olsen, Per Torbensen, Morten Kjeldgaard, Lars R. Hansen og Ernst Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

Dan J.

Og hvad mener du om Putins vej ?-

Har du en kommentar til det, eller begrænses din interesse til Vestens elendigheder ?

Carsten Hansen

Rusland gennemlever en trist udvikling.

Da det gamle "kommunistiske" Elite-regime faldt, kunne man have håbet på en anden udvikling.
Desværre er det blevet til en stat hvor demokratiet har svære kår, få kapitalister har lette kår. Hvor værdierne rykker i retning af religiøse anakronistiske opfattelser ad at alt andet end normal "kend din plads" under eliten samt ,"afvigende" holdninger og seksuel orientering betragtes som kriminelt/syndigt.

En trist, men ikke overraskende udvikling.

Glenn Lynge Andersen, Ernst Petersen, Joen Elmbak og Andreas Konggård-Andersen anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

Tidligere i dag, i en anden tråd, var der en der kaldte mig pro-fascist. Af andre blevet kaldt venstreradikal og mistænkt for at være Redox-mand :-) Hvis man starter på en cirkel og går mod venstre, møder man på et eller andet tidspunkt alle dem, der er gået til højre. Det ses faktisk tydeligt i bedømmelsen af Putin, som hyldes af det yderste venstre for hans kamp mod -- må man tro -- en nation af nazister, fascister og terrorister. Putin hyldes også af tea-party bevægelsen i USA, samt af personager som Geert Wilders, Nigel Farage, Marine Le Pen, og i Danmark højreradikale som Martin Kasler og Kim Møller -- velsagtens i deres søgen efter en beundringsværdig stærk mand som står for religion og fædreland, imod homoseksualitet og vestlig dekadence (kunne de så i det mindste finde en uden man-boobs).

Stærke mand i spidsen for en stærk, autoritær stat, som hylder traditionelle værdier og religiøs pietet, det nationale på bekostning af den enkeltes frihedsrettigheder og fjendskab mod intellektuelle, modernitet og dekadence, et sådan samfundsssyn plejer vi at kalde fascisme, og Putin og hans fædrelandsparti passer rigtig fint i det billede.

Morten Pedersen, Jørn Sonny Chabert, Mihail Larsen, Sune Olsen, Anne Eriksen, Benjamin Bach, Joen Elmbak og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Sebastian Sander Oest

"(...)gennemtrumfer Putin en lov, der stempler ngo’er, som modtager international støtte, som »agenter for udenlandske magter«."

"ljin hævder, at de russiskfjendtlige magter er fast besluttede på at »svække« Rusland ved at fremprovokere »revolutioner og borgerkrige«. Ifølge Putin reaktualiserer revolutionerne i Ukraine og Georgien denne århundredgamle kamp."

NGO'er har længe været instrumenter for vesten og den finansielle elite for at vælte fjendtlige regimer. Georgien, Egypten og Ukraine er perfekte eksempler på dette.

Dokumentation:
http://landdestroyer.blogspot.dk/2012/02/empires-double-edged-sword-glob...
http://landdestroyer.blogspot.dk/2012/02/soros-big-business-accountabili...
http://landdestroyer.blogspot.dk/2011/02/egypt-whats-really-happening.html
http://landdestroyer.blogspot.dk/2014/06/ukraine-and-battle-for-south-st...

"Der er to fjendtlige lejre under dannelse, og vi har sat kurs imod en ny verdenskrig. Hvordan det skal gå, ligger i Guds hænder"

Sandt - en konfrontation imellem USA og Rusland og Kina har været undervejs længe. USA har desperat prøvet at bibeholde deres økonomiske og politiske hegemoni. Dette er også en af motivationerne for at sponsorere et nazistisk kup i Ukraine:

"Ukraine, a new and important space on the Eurasian chessboard, is a geopolitical pivot because its very existence as an independent country helps to transform Russia. Without Ukraine, Russia ceases to be a Eurasian empire.”
— Zbigniew Brzezinski

Niels Erik Philipsen, Daniel Hansen, Nic Pedersen, Per Torbensen, Rune Petersen, Ture Nilsson, Andreas Konggård-Andersen, Martin Andersen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Morten

Ja når man læser artiklen her, kan man ikke lade være med at filosofere over, hvornår man ser ham i skrårem og ridestøvler :)

Når jeg tænker på Vesten, tænker jeg mest på de mennesker omkring mig jeg kender. Ingen af dem er specielt krigeriske. Når jeg tænker på de russere jeg kan komme i tanke om at have mødt virkede de også ret fredelige og gemytlige.

Men så er der lige de der mennesker som bare må mase sig frem til en magtfuld position. De findes desværre overalt. De udgør dog en relativt lille del af Jordens befolkning, så forhåbentlig kan vi andre bede dem om at slappe lidt af. Historien har dog ikke mange eksempler på at det er lykkedes. Se f.eks. Errol Morris nye film om Rumsfeld. Ham kunne jeg også godt se i et mareridt iført lidt fascistisk tingeltangel.

Anne Eriksen, randi christiansen, Jørgen Steen Andersen, Ervin Lazar, Mette Hansen, John Houbo Pedersen, Karsten Kølliker, Dagmar Christiandottir, Morten Kjeldgaard og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Dnjepr løber mod syd. Derfor er højre bred vest for floden, og venstre bred øst for floden. Derfor kan jeg ikke forstå artiklens: "Og så vil Rusland overtage den del af Urakine, som ligger på højre bred af Dnjepr, mens det, som ligger på venstre bred, Kiev indbefattet, vil få en skæbne som en slags frilandsmuseum, ...".
Men det er måske symptomatisk for denne helt igennem uspiselige artikel.

Bo Carlsen, Niels Duus Nielsen, Nic Pedersen, Niels Mosbak, Rune Petersen, Ture Nilsson og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Ville jeg bliver forundret hvis Rusland en dag har udviklet sig længere til højre end USA ?
Ville jeg blive forundret hvis Rusland en dag er mere nationalistisk og kapitalistisk samt mere u-demokratisk end USA.

Nej !

Måske den dag allerede er kommet !

Ja, Rusland har taget en u- vending. Spørgsmålet er hvorfor? Peter den Store var/er Putins forbillede. Det har M K Bhadrakumar et bud på:
Putin, it’s your payback time
The early bird gets the worm and someone like US president Barack Obama who grew up in the tropics in Hawaii and Indonesia would know it far better than his Russian counterpart Vladimir Putin from Leningrad. The alacrity with which Obama scrambled to take early lead in the propaganda war over Moscow on Ukraine almost makes it appear he was expecting such a horrendous tragedy to happen. So far he has had no phone conversation with Putin — not even to ascertain some facts first.
That is, unlike Germany’s Chancellor Angela Merkel and the two most affected statesmen here in the tragedy of the ill-fated Malaysian plane — Dutch prime minister Mark Rutt and Malaysian prime minister Najib Razak. Rutt, in fact, already twice discussed the tragedy with Putin and they have agreed on the latter’s suggestion for an “independent, open and fair investigation” into the tragic event in Donetsk by the International Civil Aviation Organization with the participation of “all the parties concerned”, and pending that, to demand “an immediate and unconditional ceasefire” in eastern Ukraine.
Will Obama also agree with such an approach? Both Merekl, here, and Razak, here, have promptly agreed with Putin. But then, a ceasefire in Ukraine is the last thing on Obama’s mind, with Vice-President Joe Biden constantly urging President Petro Poroskenko to press ahead with the military crackdown in the restive, disaffected region of Donetsk so that somehow a point of no return could be reached in the relations between Russia and Europe, which are delicately poised.
To be sure, Moscow has lost the propaganda war to Washington. It harks back to the Cold War era. The US was always miles ahead of the former Soviet Union in catching the worm — be it during the Cuban missile crisis, Afghanistan or Boris Pasternak’s Dr. Zhivago.
To my mind, Russia is at fault here. This is what happens to a divided house. It has been quite apparent to any long-time observer that Moscow was being pulled in opposite directions by the so-called ‘westernists’ and ‘orientalists’, the latter on retreat. The Ukraine crisis ought to be a wake-up call. The point is, history has not ended and Russia can never be part of the Western world. It is too big and too different and too powerful and unmanageable. Russia’s presence in the European tent challenges the US’ trans-Atlantic leadership and questions the very raison d’etre of the NATO, and indeed Euro-Atlanticism as the leitmotif of the US global strategies ceases to be.
It is about time the ‘westernists’ among the Moscow elites realize that all they have is a pipe dream. There is no precedent of the US ever having treated another country — including Britain — on an equal footing. Therefore, Russia’s destiny is dictated by the need to consolidate its standing as an independent global player. It has the capacity to do it, but, alas, often enough not the will and interest in discerning who is a potential ally and who is not.
That makes the phone call that Iranian President Hassan Rouhani put through to Putin yesterday a many-splendored thing for a Russia watcher. Of course, Rouhani didn’t broach Ukraine. The surprise would have been if he had.To be sure, it is a poignant moment in Iran-Russia relations. The Kremlin had cooperated with the Obama administration in the spirit of the (in)famous US-Russia ‘reset’ to put the screws on Iran and isolate that country at a time when Tehran was having its back against the wall. Of course, that was a time when the ‘westernists’ in Moscow were ruling the roost and they were brimming with confidence that they were having a deal with Obama, chewing hotdog and washing ti down with coke. The whole world seemed to them a burger joint, in fact.
The wheel has come full circle now. The reset turned out to be a macabre joke that the Obama administration played on the Kremlin folks. And the mother of all ironies is that Russia today is being threatened with an avalanche of sanctions by the US unless it behaved properly over Ukraine, much the same way Iran used to be threatened until last year.
And, yet, Rouhani didn’t broach Ukraine with Putin. But he’d have left food for thought for Moscow. The point is, simply by being a sincere friend and strategic partner of Iran at this point in time when the US-Iran talks are finely poised, Moscow can turn the tables on Washington and hit back at the cold warriors in Washington where it hurts them most.
Quite obviously, the US’ negotiating hand vis-a-vis Tehran is weakening. A return to ground zero (before the direct talks began) is not possible; a military strike against Iran is not feasible; if talks fail Tehran will resume the nuclear program full-throttle. In sum, Iran has breached the US’ ring of encirclement. That is the meaning of the extension of the July 20 deadline for the nuclear deal. Period.
Now, what Russia can do is tear into tiny pieces the US’ sanctions regime against Iran by simply proceeding to expand the relationship with that country to its full capacity — be it in the field of energy or in defence cooperation. After all, Russia’s plea all along is that it abides by the UN sanctions only. Simply put, put into practice what Moscow preaches. Besides, it will also be the right thing to do from the business angle — to be in Tehran ahead of American companies.
Put differently, make the US negotiate in despair with an Iran, which has Russia’s full support. There is no confrontation on the part of Russia with the US here, either, since Russia will only be deepening and broadening its relations with a friendly country.
The bottom line is that the Iranians will give the Americans a run for their money. There is no way that Tehran is going to give up on its massive assets running into hundreds of billions of dollars, which the US confiscated following the fall of the Shah; it was plain highway robbery. Nor could Iran have forgotten that the Americans deliberately shot down an Iranian civilian aircraft in 1988 – knowing fully well it was a civilian aircraft — killing 300 people on board.
I first began dealing with Iran as a career diplomat in 1989 and I have been to that country so many times that I really lost count. If I know my Iran, I can tell this much: Rouhani reached out to Putin at a defining moment in contemporary world politics.

By M K Bhadrakumar – July 20, 2014

Niels Mosbak, Nic Pedersen, Rune Petersen, Martin Andersen og Andreas Konggård-Andersen anbefalede denne kommentar
Ernst Petersen

Michael, det skyldes jo nok bare, at du ikke ved, at man ikke vender sin globus eller sin bog med et geografisk kort over Europa på hovedet bare, fordi en flod løber nedad på kortet ;-)

Mihail Larsen, Helge Hübschmann, Joen Elmbak og Lars R. Hansen anbefalede denne kommentar
Karsten Vedel Johansen

At kalde Putin "politisk filosof" bliver vel en kraftig overvurdering af denne mand som ser ud som og agerer som en som kommer fra en skjult dør i tapetet.

En af hans inspiratorer er "Antikommunisten Iljin, der stod officerer i Den Hvide Hær nær, var ikke en beundrer af Vesten. Han afviser Vesteuropas »formelle, udvendige demokrati« og drømmer i stedet om et »demokratisk diktatur«, som ikke bygger på »vælgeraritmetik«, men på »ansvarsfølelse og pligttroskab«. Det minder jo forbavsende stærkt om dette fra en anden af dagens artikler i Information: "Men hvem har da den højere magt og myndighed til at suspendere de afgørelser, som folkets valgte repræsentanter træffer? Det spørgsmål blev besvaret i 1998 af Hans Tietmeyer, daværende guvernør i Deutsches Bundesbank, der roste de nationale regeringer for at foretrække »de globale markeders permanente stemmeafgivninger« frem for »valgurnernes folkeafstemninger«."

Den eneste forskel ligger i "de globale markeders permanente stemmeafgivninger" kontra "ansvarsfølelse og pligttroskab". Men hvis man tænker over et par ting er denne forskel i realiteten ingenting. For hva er "de globale markeder"? De kontrolleres af meget få globale selskaber som sætter sig tungt på afgørende ressourcer i en verden hvor særlig de fossile energiressourcer bruges op med rasende fart (derfor foregår samtlige nuværende krige og konflikter i områder med sådanne ressourcer, ikke minst i Ukraine/Sortehavet, Kaukasus/Kaspihavet, Sudan/Darfur, Nigeria/Vestafrika/Sahara, Kinahavet og ikke mindst i Mellemøsten). Det er intet nyt under kapitalismen at de som dominerer og kontrollerer det globale "marked" er "for" "frihandel" og "globalisme", mens de svagere imperialistiske magter er "nationalistiske". Sådan har det været i hele kapitalismens historie. Kina med sin form for statskapitalisme er også "nationalistisk", som Tyskland, Rusland, USA og Frankrig var det i forhold til Storbritannien op til den første intense fase i den kroniske globale og totale imperialistiske krig som begyndte for alvor i år for hundrede år siden.

Man bliver vel heller ikke direkte slået af den historiske sensation over at læse ting som disse: "Ingen vurderer dog, at Ruslands præsident umiddelbart vil bruge vold og militærmagt, hvis han også kan nå sine mål igennem at intimidere, true og presse." Prøv i denne sætning at udskifte "Ruslands" med "USAs" - og vi har et præcist billede af hvordan Obama opfører sig, som før ham hele rækken af amerikanske præsidenter efter 1945.

Prøv videre i denne formulering: "Ifølge det andet aksiom »har Rusland altid været besjælet af en idé om guddommelig retfærdighed, om, en særlig messianisme, der strategisk såvel som åndeligt står i modsætning til Vesten«" at udskifte "Rusland" med "USA" og "Vesten" med "Østen" og vi har et præcist billede af hvordan de "neo"konservative i USA (Huntington osv.) "tænker", ikke mindst stærkt inspireret af den nazistiske såkaldte "ret"s"filosof" Carl Schmitt. Og hvem har rendyrket kristen-national messianisme om ikke USA? Det skulle da vel ikke være Israel? Og før dem såmænd Tyskland og Storbritannien. Blandt mange andre, Danmark ikke undtaget. Hvem var det nu som kaldte sit angreb på Afghanistan et korstog?

De som, som enkelte i denne tråd, med typisk "moral blackmail" (den underliggende imperiale og totalitære trussel er altid og uforanderligt den at ellers bliver man hetset som femtekolonnist) partout vil have alle til at tage parti i en sådan interimperialistisk og totalitær ideologisk konflikt mellem AIDS og syfilis (eller mellem pest og kolera for at bruge det klassiske udtryk), adskiller sig ikke på nogensomhelst vigtig moralsk måde fra Stalins klakkørkorps eller i nutiden Putins.

Påstanden i artikkelen om at Putin går ind for "blandingsøkonomi" (forøvrig helt udokumenterbart, Putins socialt brutale finansoligarkvælde har intet med blandingsøkonomi at gøre) og dermed er "illiberal" røber momentant artikkelforfatterens egen form for demagogi og totalitarisme: for ham er folk som går ind for blandingsøkonomi som i de skandinaviske socialdemokratiers klassiske periode åbenbart at slå i hartkorn med nationalreaktionære og fascister som Putin er og omgiver sig med.

Mental bladan kommer også i vor tid i mange ideologiske indpakninger og under mange reklamenavn. Fælles for dem alle er at de lader hånt om samtlige de alvorlige trusler mod menneskeartens overlevelse som kapitalismen nu lader vælte frem i stadig større omfang og antal fra klimaødelæggelse og havforsuring til artsudryddelse og sammenbrud i økosystemer.

Ervin Lazar, Karsten Kølliker, Dagmar Christiandottir, Stig Bøg, Martin Andersen og Andreas Konggård-Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ernst -uden at gøre for meget ud af dette, så mener jeg kun en flods højre og venstre bred kan bestemmes ud fra flodens strøm. I Paris går Seinen øst-vest gennem byens centrum, og bugter sig herefter i alle retninger, men der er mig bekendt ingen tvivl om, at venstre bred er til venstre for strømretningen.

Bo Carlsen, Christian Harder, Nic Pedersen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Den dag (monopol)kapitalismen bliver tvunget til at producere lokalt og anvende lokal arbejdskraft til de produkter, der sælges inden for det lokale marked, eksv. byer med opland > 500.000 borgere vil fred og fornuft brede sig.

randi christiansen, Mads Kjærgård, Martin Andersen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Ernst Petersen

Bill, så du mener altså, at hver eneste lille landsby skal producere sine egne smartphones, tablets, computere, køleskabe, TV-apparater, vaskemaskiner og biler?

Michael Kongstad Nielsen

Iøvrigt er det ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, at et lands præsident læser tunge bøger.
Hvad mon Obama læser?

Bo Carlsen, Christian Harder, Peter Hansen, Nic Pedersen, Ture Nilsson, Per Torbensen og Martin Andersen anbefalede denne kommentar

'... og for det tredje af et fremtidsprojekt om genopbygning af et ’eurasisk imperium’'.

Dertil har Rusland brug for befolkningstilskud fra uden for Rusland. Til 2050 vil Ruslands befolkning nemlig falde med 20 millioner, og med ialt 40 millioner ved slutningen af århundredet (FN). Samtidig øges ide komende årtier den ældre del af befolkningen i forhold til den yngre del, p.g.a. lav TFR i de seneste årtier.

Umiddelbart ser det ikke ud til at være meget at basere et kommende imperium på, med en svindende og aldrende befolkning. Det giver i den forbindelse dog mening, at 'hente' nogle russere 'hjem', fra omkringliggende lande, for på den måde at øge befolkningstallet. Problemet er bare, at demografiske prognoser er lige så dystre hos disse mindretal. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at radikalt ændrede værdinormer i den russiske befolkning, om nogle årtier kan rette op på de demografiske tendenser. Men lige nu ser fremtidsudsigterne noget mørke ud.

Ernst, nu er et byområde større end 500.000 borgere ikke nogen lille flække ...

Dengang Danmark i 50'erne skulle til at importere biler blev der anlagt nogle ret store bilsamlefabrikker ude i Københavns Sydhavn, og på den måde skabtes der er nogle arbejdspladser, og fremtiden var i følge økonomer og politikere endnu mere lovende. Vi ser den samme tankegang omkring JSF-flyene hvor terma skal have en vis modkøbsproduktion - tanken er altså valid- men de reelle tiltag er yderst flygtige.

Anne Eriksen, randi christiansen og Martin Andersen anbefalede denne kommentar

Man kan jo så spørge hvad en decentralisering af produktionen har med Putin at gøre, men faktisk er Rusland vel den nation i verden der understøtter flest løsrivelses bevægelser og Donetsk og Luhansk er netop sådanne homogene produktions centre... Mon Putin har læst Naomi Kliens: No Logo?

Carsten Hansen

Putin vil modtage "de fortabte sønner" i mange af de tidligere sovjet-republikker,; Med kyshånd endda.

Et nyt stort og magtfuldt Rusland er Putins drøm. Og han vil elske at stå i spidsen for dette imperium på ubegrænset tid.
Og tillader forfatningen ikke dette for nuværende, så kan det vel også ordnes ?.

Der er ligeså meget socialisme i Putins Rusland som der er russere i russisk salat.

Martin Andersen

Putin har magtet at gøre op med Jeltsins Hayek-neoliberale brandudsalg af Rusland, som forarmede mange russere i 90-erne - og samtidig har han magtet opgør med sovjet-tidens marxistiske ideologi med disrespekt for immaterielle værdier i samfundet - han viser viden om og bevidsthed om etiske og religiøse værdier i det russiske samfund på tværs af religioner, som russiske borgere ønsker værdsat - jf. russisk kulturel arv fra græsk romersk tradition og fra fælles europæisk tradition - og fra kristne folkelige traditioner (ortodokse kristne, katolikker, protestanter) - og fra paganistiske traditioner - og fra islamiske folkelige traditioner - på tværs af Rusland - og samtidig satser han på velfærd for de mange - ikke kun for de få - i Rusland:

USA sendte en lille gruppe økonomer fra Miltons og Hayeks Chicagoskole til Rusland i 1991 for at bistå Jeltsin med Ruslands overgang til en kapitalistisk markedsøkonomi; men proces for overgang til markedsøkonomi som Chicago-økonomerne anbefalede viste sig at være ureguleret og sendte hurtigt millioner af almindelige russere ud i arbejdsløshed og hjemløshed, så jeg kan godt forstå, russere fra omkring 2000 havde fået en sund skepsis over for vestlige NGO'ers råd om en hurtig helt dereguleret overgang til markedsdemokrati:

I dokumentaren "Catastroika - Privatizing Goes Public", af Katerina Kitidi og Aris Chatzistefanou, er der et afsnit om Ruslands udvikling fra 1991 til 1999:
- om brandudsalg af en hel nation vejledt af en gruppe amerikanske neoliberale Chicago-økonomer og udført af russiske oligarker
- med salg af statsejendom til skrotpriser og med opfølgende arbejdsløshed og hjemløshed og fattigdom i Rusland for mange millioner
- i 1993 gennemførtes (af Jeltsin og de nye oligarker) et militært statskup rettet imod det russiske parlament (som var imod Jeltsins brandudsalg af Rusland til oligarkerne) og bagefter var Jeltsin klar med nye privatiseringer ved proces som senere er kaldt katastroika
- man har opfattet den uheldige katastroika privatiseringsproces i Rusland som en enlig svale - men den har også fundet sted i Østtyskland efter genforening med brandudsalg af virksomheder og opfølgende arbejdsløshed fra 1989 - og nu finder denne proces sted i Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, Irland og er nu på vej i Ukraine:

http://www.youtube.com/watch?v=1mRNZm0r-S4 (Om katastroika i Rusland fra 2:14 til 7:45)

Brandudsalget af naturressourcerne og af den offentlige service i Rusland blev stoppet fra omkring 2000 og der kom gang i beskæftigelsen igen, og de russiske lønninger og pensioner fik igen købekraft, og alkoholmisbrug og kriminalitet faldt, og folkesundheden blev igen god med voksende gennemsnitlig levealder, og handelen med udlandet voksede, og gælden til udlandet faldt, og der kom vækst i BNP og i velfærd igen, det påskønner russere.

Putin, som var blevet præsident i Rusland i 2000, fik det russiske parlaments opbakning til love, som stoppede brandudsalget af Rusland til nogle få rige russiske oligarker og deres vestlige partnere - og den fælles velstand i Rusland kom igen de almindelige russiske borgere til gavn - måske blev oligarkerne og deres vestlige partnere fortørnede over denne udvikling - og de vil nu forsøge at hævne de mistede chancer for lette rigdomme i Rusland - ved sanktioner mod Rusland og ved mediekrig mod Putin:

http://www.youtube.com/watch?v=XKm8dZlTom8 (3.25 min video)

Bo Carlsen, Per Torbensen, Bill Atkins, Mads Kjærgård og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Det er da ellers USA, der har åbenlyse planer om udvidelser.

Per Torbensen, Bill Atkins, Mads Kjærgård, Dagmar Christiandottir og Martin Andersen anbefalede denne kommentar

Du, Bill, altså - de bilsamlefabrikker og arbejdspladser i Sydhavnen, var oprettet af amerikanske kapitalister.

Mads Kjærgård

»Sovjetunionens opløsning var det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe«.

Ja når man ser udviklingen i Europa og resten af verden, så er man tilbøjelig til at give manden ret! Demokratiet er under afvikling og magten er langsomt men sikkert ved at falde de trans- og multinationale selskaber i hænde! Samtidig afvikles velfærdsstaten og menneskerettighederne udhules. Ser man tilbage så startede denne udvikling lige efter murens fald og Sovjetunionens opløsning!

Jørn Sonny Chabert, Mette Hansen, Andreas Konggård-Andersen, Niels Duus Nielsen, Martin Andersen, Ture Nilsson og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

"... men faktisk er Rusland vel den nation i verden der understøtter flest løsrivelses bevægelser"

Undtaget løsrivelsesbevægelsen i Tjetjenien og andre russiske republikker, som blev slået ned med den mest sindsyge brutalitet (efter Putins agenter havde sprængt bomber i beboelseskomplekser i Moskva for at opmuntre russernes krigslyst), og som resulterende i desperate modtræk i form af terror, jeg minder om Beslan-massakren.

Ole Olsen det er jo faktisk det der er min pointe ;-) - se 19:36

...men det at det var amerikanske kapitalister betød jo så også, at der aldrig kom en egentlig bilproduktion igang som lovet, og efter 30 år blev fabrikkerne lukket igen. Læs Naomi Klein, No Logo: Intet job - Den kasserede fabrik, hvor monopolkapitalismens verdensomspændende betydning for økonomi og beskæftigelse dokumenteres.

Dagmar Christiandottir

Carsten Hansen: "Et nyt stort og magtfuldt Rusland er Putins drøm. Og han vil elske at stå i spidsen for dette imperium på ubegrænset tid."
Utrolig imponerende hvor mange mennesker, bl.a. dansker, Putin har delt sine drømmer med.
Putins drøm er at have et fungerende land, et samfund, som har sit eget præg - ikke en gang et folkeslag, fordi der er et hav af forskellige nationaliteter i Rusland og de trives relativt godt sammen.
Rusland har næsten et århundrede af "sabotage" med Sovjet-tiden, Anden Verdenskrig, "perestrojka" - den rene røveriperiode.. Og det er vist nok tider for at gøre rent i huset.
Men for den pæne velfungerende Vesten er det noget overraskelse, at Rusland viser sit mod, sin selvstændighed. Det er nemmere at følger det gamle stereotypiske billede er et land, hvor alt er elendigt og uforudsigeligt. Ikke sandt?
Og så blev det til nogen åbenbaringer - Putin læser tunge bøger. Det gør man generelt i Rusland. Undertegnede læste Kjerkegård på russisk i 1983, uden nogen relevans til naturvidenskabelige studer, blot for udvide sin egen horisont.
...afslutningen på min tirade bliver en klip om en af Putins kunstneriske egenskaber:
https://www.youtube.com/watch?v=iYMM3ZE_CZg

Nic Pedersen, Niels Duus Nielsen, Marina Kasimova, Ture Nilsson, Niels Mosbak, Bill Atkins og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Morten Kjeldgaard er du sikker på at alle borgere i Tjertjenien ønskede en islamisk stat? Der er jo forskel på at gå efter at underlægge sig andre folkeslag gennem en central magtovertagelse, som eksvis også I Syrien, og så gå efter en løsrivelse af et område med et homogent mindretal.

Morten Kjeldgaard

Det er vist intet tilfælde at Olga Romanoffs avatar er Peter den Stores statue i Skt. Peterborg. Drømmen om en ny tzar...

Carsten Hansen

Putin, den stærke mand, afviste ikke Krim-borgerne og han vil ikke afvise det østlige Ukraine eller andre givtige landområder, hvis de kom tilbage i hans favn.

Og ja; Drømmen om" gud Tzar og fædreland" begrænser sig ikke til Putin, Den drøm deles af mange borgerlige konservative russere (Og på forunderlig vis) også en del danske socialister)

Det sidste dog nok kun fordi Rusland er i opposition til USA.

Men har verden ikke nok i én dybt konservativ kapitalistisk verdensmagt ?

Morten Kjeldgaard

Bill Atkins, islam var helt fraværende i den tjetjenske frihedskamp, men voksede frem som svar på Putins brutale nedslagtning af befolkningen. I 2003 erklærede FN Grosjnij "verdens mest ødelagte by", og først i de følgende år med en hensynsløs nedkæmpning og af enhver opposition og groteske overtrædelser af menneskerettighederne fra russernes side, blev modstandsbevægelsen marginaliseret og blev offer for en stigende islamisering og radikalisering.

Morten Kjeldgaard

Michael Kongstad Nielsen, fascinerende som du udsteder læresætninger: "Rusland understøtter ikke nogen løsrivelsesbevægelser", "Ingen drømmer om en ny tzar." Inspiration fra den store leder?

Michael Kongstad Nielsen

Rusland er ikke i opposition til USA, det er omvendt.

Nic Pedersen, Marina Kasimova, Martin Andersen, Rune Petersen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det er ikke læresætninger, men simple svar på andre debattøres ubehæftede postulater.

Nic Pedersen, Niels Duus Nielsen og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Michael + anbefaler.

Mener I virkelig det ?

de to nationer er i Opposition til hinanden; men er ellers ikke så forskellige.

De plejer begge uhæmmet egne interesser. De et begge dybt konservative, giver frit spil til uhæmmet kapitalisme, baserer værdier på gud fædreland og den stærke mand i spidsen.

Jørgen Steen Andersen, Ernst Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

MKN: Sydossetien, Abkhazien, Transnistrien, Donetsk, Luhansk, Krim har alle stemt sig fri af centralstaten og har opnået Rusland anerkendelse mod centralmagtens ønsker, og Krim er endvidere blevet annekteret efter en afstemning. Hvis ikke det er "støtte til løsrivelse" så er vi vel ude i en strid omd ord?

Morten, Tjetjenienkrigen er en krig Putin har arvet.

Og når det er sagt så har det ikke været mit ærinde at udråbe Putin til alle separatisters ven - dem finder man sjældent blandt stormagtsherskere - men at han måske skulle overveje muligheden af at lade økonomi og demokrati centralisere sig omkring naturlige produktionscentre, sådan som Naomi Klein er fortaler for. "Lokal social-demokratisme" kalder hun det.

Dagmar Christiandottir

Morten... ahahaha... mit profilbillede er Absalon på Højbro plads! :-))))))))))))

Nic Pedersen, Niels Mosbak, Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen, Ture Nilsson, Stig Bøg og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

"Rusland er ikke i opposition til USA, det er omvendt."

"Det er ikke læresætninger, men simple svar på andre debattøres ubehæftede postulater."

Wow, hvor kommer det fra? Michael Kongstad Nielsen, du ku tjene en formue på at forfatte tekster til de små sedler der ligger i de der kinesiske småkager.

Dagmar Christiandottir

...sidder og tænker på, at hvor meget man kan være indoktrineret, at når man læser en kommentar, skrevet af en indfødte russer, får man sløret i øjnene og forveksler Absalon med Peter den Store...
Godt gået, Morten Kjeldgaard! :-)

Nic Pedersen, Per Torbensen, Martin Andersen, Christian Harder, Niels Duus Nielsen, Stig Bøg, Jesper Wendt og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Morten
:D

@Martin
Nu er f.eks. Médecins Sans Frontières også en NGO, og de virker da pålidelige nok. Til gengæld har du ret i at NGO ikke er et troværdigheds stempel.

Michael Kongstad Nielsen

Atkins - du sammenligner decentralisering af produktion med Ruslands understøttelse af flest løsrivelses bevægelser i verden. Hvad har det med hinanden at gøre? Og med artiklen?
Sydossetien og Abkhazien er jo allerede erklærede stater, ligesom Kosovo, så her er der ikke tale om bevægelser, men "fait accompli". Det samme gælder Krims optagelse efter eget ønske i Rusland.

Sider