Sådan laver du en sangria, der ikke smager af grisefest

Når jeg siger sangria til folk (hvad jeg tit gør, noget skal man jo sige …), får de fleste flakkende øjne og tænker med skræk på Tjæreborg og Spies-rejser til Mallorca, hvor der var grisefester og kander med tynd kold rødvin og appelsinskiver i metervis.

Folk tog ikke på sommerferie for at opleve fremmede steder og kulturer, men for at slappe af, og så skulle de fandentagemig have noget ordentlig mad, som de kendte hjemmefra, ikke et uigennemskueligt halløj, som de der halenegere havde stået ude bagved og smidt sammen, så man ikke kunne se, hvad det var.

Tiderne har selvfølgelig ændret sig, men når jeg ser italienere sidde og spise røvkedelige pizzaer på såkaldt italienske restauranter på Strøget i København, og japanere indtage deres aftenmåltid på de mange primært kinesiske sushirestauranter landet over, så kommer jeg alligevel i tvivl.

Jeg har fået meget dårlig mad, når jeg har været ude og rejse, sådan er det jo, men jeg har aldrig ledt efter en restaurant, der serverede danske frikadeller.

Da jeg var i gammelt dansk territorium i USA tidligere på året og besøgte byen Elk Horn, hvor alle stadig hedder Petersen og Jensen og Rasmussen, og hvor det fantastiske danskermuseum ligger, spiste jeg selvfølgelig på The Danish Inn, hvor de serverer klassiske danske retter som medisterpølse med æbleskiver og forloren hare med kirsebærsovs, men jeg tog altså en burger. Og den var god.

Alt til en sommeraften

Så når jeg siger sangria til folk, så er det jo ikke for at skræmme dem eller rode op i deres traumefyldte barndoms somre på udvalgte charterferiemål men for at gøre dem opmærksom på en udsøgt læskende solskinscocktail.

Der er jo en grund til, at sangria er blevet berømt, lige som pizza, frikadeller og sushi jo har noget kørende for sig, hvis ellers det bliver lavet med kyndig hånd.

Jeg har altid vægret mig lidt ved paella på grund af en dårlig oplevelse i New York og er derfor gerne gået i store buer udenom, indtil jeg en skøn lørdag ankom til en lille spansk landsby, hvor der var totalt gang i den på torvet med markedsboder, musik og højrøstet tale.

Midt i det hele stod to mænd ved en paellapande på mindst halvanden meter i diameter og rumsede rundt i noget gul ris med skaldyr, pølser, svinekød og kyllinger. Det duftede fantastisk, men den var slet ikke færdig, så vi måtte slentre rundt og tjekke byens gamle seværdigheder, før vi fik lov til at komme tilbage og stille os i kø og for ingen penge få en kæmpe portion af et helt guddommeligt måltid.

Så selvfølgelig skal man ikke afskrive noget på grund af traumer, eller fordi man har fået indpodet, at noget ikke er fint nok.

Rigtigt lavet er sangria nemlig alt, hvad man kan ønske sig en lun sommeraften før grillen er klar, eller den gammeldags grydestegte kylling lige skal stå og hvile, mens mormorsalaten vendes.

Sangria, paella, biksemad ...

I embeds medfør har jeg engang eksperimenteret vidt og bredt og langt og længe for at finde frem til den perfekte sangria.

Det er selvfølgelig noget pjat, for i Spanien er sangria – som paella og biksemad – noget man blander sammen af de forhåndenværende søm og skruer. Jeg tror sågar, man kan lave en god Sangria med hvidvin, men lad nu det ligge.

Jeg har tilladt mig at lave en ordentlig portion på lidt over tre liter i håb og ønske om, at læserne får en dejlig sommer med godt vejr og gode fester. Jeg bruger primært spanske produkter, men selvfølgelig kan sangria laves med vin og spiritus fra andre lande.