Læsetid: 10 min.

Det er svært at forberede sig på at miste alt, når man aldrig har haft noget

Sidste år ramte en af de værste tyfoner i verdenshistorien Filippinerne, hvor tusindvis blev dræbt, og millioner mistede deres hjem. Sidste uge hærgede endnu en kraftig tyfon det sydøstasiatiske ørige, og mens store dele af befolkningen står uden bolig og indtægt, lyder det fra eksperter, at den seneste tids voldsomme vejrforhold ikke er en undtagelse – det er den nye normaltilstand
Undtagelsestilstand. Omkring én million familier – svarende til mindst fire millioner mennesker – mistede deres hjem i Visayas-regionen under tyfonen Yolanda. I juni 2014 var godt 6.000 af dem blevet genhuset i midlertidige barakker, og under 50 familier har fået stillet et permanent alternativ til rådighed. Sol Asma og hendes familie er nogle af dem, der venter på en permanent bolig.

Kat Palasi

26. juli 2014

Forvredne metalkonstruktioner stritter op af betonfundamenter, hvor der engang stod tre- eller fireetagers bygninger. Enkelte huse, som ved første øjekast ser intakte ud, gaber stumt melankolsk, næsten anklagende, de steder, hvor der skulle have været vinduer og døre.

For otte måneder siden rejste vandmasser sig op i syv meters højde og omsluttede bygningerne, indtil de svageste led gav efter for presset. De mennesker, der var indenfor, blev skyllet ud med så voldsom kraft, at mindst 6.000 mistede livet.

’Yolanda’ var en historisk ødelæggende tyfon, men flere eksperter – heriblandt FN’s meteorologiske institut – vurderer, at den indvarslede en »ny normaltilstand«, hvor stadigt kraftigere tropiske storme vil ramme land og med stadigt voldsommere konsekvenser, blandt andet fordi havet stiger. I sidste uge indvarslede ’Glenda’, der i Filippinerne efterlod omkring 100 døde og ødelæggelser, for hvad der svarer til over 900 mio. kroner, at tyfonsæsonen er startet igen.

De overlevende efter supertyfonen Yolanda i kystbyen Tacloban har bygget skure af de materialer, der lå og flød sammen med ligene, efter supertyfonen ramte Filippinernes midterste øgruppe den 8. november 2013. Det officielle dødstal på lidt over 6.000 dækker alene over de lig, som blev samlet op af statens kølevogne og bragt til dna-testning i udkanten af byen for derpå at blive lagt side om side i massegrave. Det reelle tal er muligvis så højt som 25.000. Mange begravede selv deres døde. Fordi det gør man nu engang, og fordi de levende ikke kunne gå rundt blandt de døde i 40 graders varme i ugevis, indtil kølevognen fik moslet sig frem gennem resterne af det, der engang var en by.

En af de overlevende er Lorna Cinco, som er niece til en af de filippinske arbejdere, der rejste til Danmark i starten af 1970’erne. En del filippinere i Danmark har familie i provinserne Samar og Leyte, hvor Yolanda hærgede, og der blev øjeblikkeligt rejst penge til nødhjælp. Under kampagnen From Copenhagen to Tacloban blev der for eksempel samlet ind til medicin og mad samt til genopbygningshjælp til flere hundrede familier, som fik overrakt pengebeløb personligt af danske filippinere og deres lokale kontakter, som rejste rundt i området i ugerne efter tyfonen.

»Vi havde ikke forstået, hvor voldsom tyfonen ville blive,« fortæller Lorna Cinco en søndag formiddag, hvor hun normalt ville have passet sin have, men den tog tyfonen med sig for nogle timer senere at tage det meste af hendes hus, som ligger, eller rettere lå, i den del af Tacloban-bugten, hvor stort set alt blev jævnet med jorden.

Da Yolanda bragede ind i bugten ved Tacloban, var den maksimale vindhastighed nået op på 315 km/t. Det er den kraftigste tropiske storm, der nogensinde har ramt land, og den fjerdestærkeste storm i vejrrapporteringens historie. De bølger, Yolanda skabte, var meget lig en tsunami.

Lorna Cinco er ansat i præsidentens administrative personalestab og hører til det mindretal, der boede i et hus bygget i beton. Den nat, tyfonen skulle komme, var hun hjemme med sine børnebørn.

»Klokken et blev jeg ringet op af en overordnet, der sagde, at det måske ikke ville være forsvarligt at køre ud til vores katastrofemøde klokken otte. Klokken tre begyndte jeg at lægge tøj i plastikposer, jeg kunne alligevel ikke sove. Klokken fem forsvandt taget på hovedhuset, og klokken syv så jeg vandet begynde at stige udenfor,« fortæller Lorna Cinco. »Vi søgte tilflugt i køkkenet, som lå i en tilbygning, hvor der stadig var tag på, og jeg satte børnene op på spisebordet. Men så kunne jeg se, at vandstanden udenfor var blevet højere end mig selv. Så gik jeg faktisk i panik.«

Lorna Cinco holder inde et øjeblik. Så fortæller hun videre om, hvordan vandet trængte ind i huset og blev ved med at stige. Om hvordan hun pludselig fik den idé at løfte børnebørnene op på reolsystemet i stuen, så de kunne klatre op til bjælkerne, der havde understøttet det tag, som nu ikke længere var der.

»Jeg klatrede efter dem, og vandet steg med mig, indtil det var lige under vores fødder. Det blev til en hvirvelstrøm og fik møblerne til at sejle rundt i huset. Klokken 13 var vandet endelig begyndt at trække sig, og en af mine slægtninge kom og hjalp os ned.«

De kraftigste tyfoner plejer at rase af på havet, men de seneste år er Filippinerne jævnligt blevet hårdt ramt på land. I 2009 skabte Ondoy kaos i hovedstadsområdet, i 2011 ramte Sendong det nordlige Mindanao, og i 2012 ramte Pablo det sydlige Mindanao. Tusinder af mennesker, som Sendong og Pablo gjorde hjemløse, var end ikke blevet genhuset, da Yolanda kom i november sidste år. Ifølge det amerikanske National Climatic Data Center stiger tyfonerne årligt i styrke med gennemsnitligt 1,6 km/t. I dagene efter Yolanda besøgte Jerry Velasquez fra FN’s agentur for katastrofehåndtering Filippinerne og sagde:

»De tyfoner, der før skete én gang i løbet af et helt liv, sker nu en gang om året. Så vi må spørge os selv, om dette er den nye normaltilstand. Og hvis det er, hvordan skal vi så forberede os på den?«

Lorna Cinco er nu flyttet tilbage i familiens nye hus, som ligger samme sted. Det er ikke bygget færdigt, men hun håber, det når at blive klar, inden endnu en tyfon rammer hendes ø.

»Så må vi se, om det holder næste gang,« siger Lorna Cinco. »Tyfoner er et livsvilkår her.«

To mistede hjem på et år

I udkanten af Tacloban bor Sol og Edwin Asma sammen med deres fire børn på 12 kvadratmeter i en af de midlertidige barakker, som den filippinske regering med hjælp fra IOM har sat op. Dagen før tyfonen blev familien Asma sammen med tusinder andre fra enklaven af skure langs kysten evakueret til en stor bygning kaldet The Astrodome. De havde ikke mange ejendele med sig, for da Yolanda kom, var det anden gang inden for et år, familien Asma mistede deres hjem; første gang var til en brand i foråret 2013. I marts i år flyttede de fra The Astrodome til barakkerne og efter sigende kan de om to år flytte til et af de permanente genhusningsprojekter.

»Men vi ved ikke hvor,« siger Sol Asma.

I starten af juni i år stod blot en håndfuld permanente boligkomplekser færdige, mens omkring 10 procent af de planlagte byggerier var påbegyndt.

De midlertidige barakker er indrettet med to gange 12 rum pr. barak. Uden for hvert rum er en lille terrasse, og det er her, familien Asma opholder sig det meste af tiden, da barakken bliver som en bageovn i dagtimerne.

»På vores side af barakken bor der nu 15 familier i de 12 rum,« fortæller Sol Asma, mens hendes mand sidder på hug og vasker tøj i en balje. Ude på vejen står hans ødelagte pedicab – en cykel med sidevogn – som han tidligere forsørgede familien med. Nu tager han daglejerjob i byggeindustrien. Over for familiens terrasse ligger fællestoiletterne, og bag dem køkkenet, som består af et par overdækkede kogesteder. Der hænger opslag på væggene, hvor hver families tjanser på fællesområderne er fordelt. Socialt er det »ok« at være i barakkerne, fortæller Sol Asma og tilføjer:

»Og vi kan ikke tage tilbage – vores hus lå i en no build zone.«

Regeringens svar på, at millioner mistede deres hjem og livsgrundlag ved kysten har været at udpege no build zones i en afstand af 40 meter fra havet. Familien Asma er nogle af de få, der har fulgt myndighedernes anvisninger. Side om side med de gule no build zone-pæle ligger skurene på ny, bygget af blikplader og kokostræ fra de væltede palmer. Store dele af befolkningen lever af at være nær havet og vil hellere miste livsgrundlaget én gang om året end aldrig at have noget.

Den afgørende totalskade

Følger man det, der populært kaldes The Yolanda Highway fra Tacloban, når man Ormoc City. Så langt øjet rækker har de kokospalmer, som stadig står, mistet både frugter og blade. Det kommer til at tage år, før de kommer sig, hvis de kommer sig. Elmaster og lygtepæle hælder i samme retning, og de fleste fællesbygninger langs The Yolanda Highway – rådhuse, skoler, medborgerhuse – mangler stadig tag. I stedet har de fået smækket en hvid UNHCR- eller IOM- eller USAID-presenning hen over.

»HELP US – WE NEED FOOD,« står der malet med gule bogstaver hen over et stendige ved Ormoc havnefront som et minde om de dage, byen var uden kontakt med omverdenen. Der døde ikke nær så mange her, som i Tacloban, men der gik længere tid, før byen fik hjælp udefra, da alle veje var spærret af væltede palmer, afrevne tage og andet vraggods.

I Ormoc og omegn falder en stor del af de ødelagte huse under kategorien ’delvist ødelagte’ frem for ’totalskadede’, hvilket betyder, at de ikke er berettiget til genopbygningshjælp. ’Totalskadede’ er kun den halve million huse, som forsvandt fuldstændig under tyfonen. Ikke den resterende halve million, hvor f.eks. fundamentet står tilbage.

»Vi definerer det anderledes,« siger Arlieto ’Boboy’ R. Berlan fra hjælpeorganisationen Mi-HANDs’ lille afdeling i Ormoc City. »For os er totalskadede de huse, man ikke længere kan bo i. Det er den eneste meningsfulde definition. Men sådan ser regeringen, og dermed de internationale ngo’er, ikke på det.«

Mi-HANDs er en paraplyorganisation af katastrofehåndterings-ngo’er fra Mindanao, Filippinernes sydligste øgruppe, som både er plaget af væbnet konflikt og hyppige naturkatastrofer. Yolanda rejste uden om Mindanao, men på grund af supertyfonens omfattende konsekvenser valgte mindanaoanerne at bygge Mi-HANDs-alliancen, som også i fremtiden skal sende hjælpehold af sted til katastrofeområder uden for Mindanao. John Montilla har ligesom Boboy Berlan været udstationeret i Ormoc siden december og er selv tyfonoverlever: Han mistede alt under Sendong i 2011. Siden har han været aktiv i hjælpearbejdet.

»Fra offer til hjælper,« siger Montilla.

Nødvendige nye fællesskaber

I Lat-osan, der ligger i højlandet en times kørsel fra Ormoc City, er landsbyens nydannede kvindeorganisation UKA – Uswag Kababaehan Association (Forening for kvinders fremgang, red.) – samlet i den lokale kirke, som stadig mangler tre af væggene; et nødtørftigt tag har indbyggerne imidlertid fået lagt på. Det eneste, der stod tilbage den 9. november, var klinkegulvet og stolperne. Korset var dog ikke fløjet længere bort, end det kunne genfindes, og nu er det sat op på en nybygget endevæg. I kirken er også den lokale bondeorganisation og den lokale ungdomsorganisation mødt op, og tilsammen repræsenterer de Lat-osans godt 400 familier. Det er Mi-HANDs, der har foreslået, at kvinderne, bønderne og de unge organiserer sig for at kunne søge fonde til fælles projekter.

Siden februar har de små samfund nord for Ormoc været overladt til sig selv. Fødevareforsyningerne er for længst spist, og de eneste tegn på, at her engang kom hjælp forbi, er plastikpresenningerne med IOM og UNHCR’s logoer, som stadig gør det ud for tag på mange huse.

»Før Yolanda havde vi vores indkomst fra kokospalmerne, men da tyfonen tog dem, blev vi sat tilbage til nul,« siger Juvelin Kinte fra UKA. »Vi er gået i gang med at plante nye kokospalmer, men det tager ti år, før de bærer frugt. Så vi skal finde noget andet at leve af i mellemtiden og noget, som kan skaffe kontanter, så vi kan sende vores børn i skole.«

De få i byen, som ikke arbejdede i kokosindustrien, fik også deres livsgrundlag ødelagt af tyfonen. En kvinde fortæller, at hun havde en forretning, men folk har ikke længere penge at købe for. En anden havde dyrehold, men både svinestalden og svinene og redskaberne forsvandt under tyfonen.

FN’s koordineringskontor for humanitære anliggender, OCHA, advarer om, at El Niño i år forventes at bringe den hårdeste omgang tørke, oversvømmelser og tropiske storme i 17 år til Filippinerne. Måske var sidste uges tyfon blot startskuddet for denne sæsons katastrofer i landet. Hvis, eller snarere når, en ny tyfon rammer regionen omkring The Yolanda Highway, vil den »rive 100 procent med sig« af det, som er bygget op siden sidste års supertyfon, vurderer Boboy Berlan og siger:

»Vi kan ikke gøre meget, vi kan kun facilitere og forsøge at ruste indbyggerne til selv at gøre noget og kræve noget af vores regering og af omverdenen.«

Kvinderne i UKA er i gang med at undersøge mulighederne for at lave kollektive dyrehold eller andelslandbrug. Men det er svært at finde noget, der kan tjenes penge på i det afsidesliggende tyfonhærgede område, og indtil videre er alt, der kommer ind, gået til at genanskaffe det, der forsvandt med Yolanda: nye skoleuniformer til børnene, såsæd til nye afgrøder, byggematerialer til nye huse.

»Vi vil helst ikke være nødt til at bede om ting,« siger Juvelin Kinte. »Vi vil kunne forsørge os selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"...vurderer, at den indvarslede en »ny normaltilstand«..."

det er sandsynligvis værre end det. At tale om en "normaltilstand" betinger et forholdsvist stabilt klima. Lige nu er klimaet skubbet ud af sin semi-stabile tilstand og det er fuldstændig uklart om det er på vej til en ny stabil tilstand.