Læsetid: 5 min.

Man tænker kun på sig selv

Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har været påvirket af selvmord. Butiksslagter Lars Kjølbæk har prøvet at tage sit liv
Forsøg. Forrige år fik dengang 22-årige Lars Kjølbæk at vide, at hans mor skulle dø af kræft. Kort efter fandt han sig selv på den lokale havn stirrende ned i det decemberkolde vand.

Forsøg. Forrige år fik dengang 22-årige Lars Kjølbæk at vide, at hans mor skulle dø af kræft. Kort efter fandt han sig selv på den lokale havn stirrende ned i det decemberkolde vand.

Tor Birk Trads

12. juli 2014

Jeg var på arbejde i SuperBrugsen i Næstved. Det var før middag, min mor ringede og sagde det til mig. Jeg kunne godt regne ud, hvad det var, så jeg sagde: »Nå, har du fået kræft igen?« Så sagde hun: »Ja, de var gode nok, prøverne.« Jeg ville være sej over for hende og ikke græde, så jeg sagde: »Jeg bliver nødt til at smutte, jeg skal arbejde.« Og så brød jeg sammen.

Det eneste, jeg kan huske fra min barndom, er, at jeg spillede fodbold, og at min mor var syg hele tiden. Anden gang, hun fik kræft, var hun meget syg. Det var gået i leveren, og når jeg besøgte hende på hospitalet, havde hun det styggeste ansigt. Hun var tynd og bleg og rigtig ubehagelig at se på. Så da jeg fik opringningen om, at hun havde fået kræft igen, fløj de der billeder af hende lige ind i mit hoved.

Der gik to måneder fra den dag, min mor ringede, til jeg stod på havnekanten i Næstved en kold decemberdag og kiggede ned i vandet. Min daværende kæreste og jeg var blevet enige om, at vi ikke skulle være kærester længere. Det var et stort tab for mig, og jeg var meget trykket over det med min mor. Samtidig arbejdede jeg næsten hele tiden. Jeg stod op klokken fem om morgenen og var først hjemme klokken seks om aftenen. Tit tog jeg af sted igen klokken otte om aftenen for at ordne nogle ting.

Jeg kunne ikke rumme det til sidst. Jeg tror, at det, jeg tænkte, var: Jeg har ikke lyst til at leve længere.

Jeg havde sms’et lidt frem og tilbage med min ekskæreste og fortalt hende det. Hun skrev bare »pjat«. Jeg kørte ned på havnen og var meget ked af det. Jeg havde hende i røret nogle gange. Hun ringede, jeg lagde på. Lige pludselig havde hun åbenbart taget en taxa derned. Hun havde også ringet til politiet. Jeg var ikke hoppet ned i vandet endnu, så langt nåede jeg ikke. Jeg stod lige på kanten mellem nogle buske, kan jeg huske, da en af betjentene tog fat i mig. De spurgte, om de skulle køre mig ned på Vordingborg Skadestue. Jeg sagde nej, det behøver I overhovedet ikke. Men det skulle de jo bare have gjort med det samme.

Dagen efter tog jeg på arbejde. Jeg kan huske, at jeg sad i et lokale og græd. Min chef havde talt med min ekskæreste og havde ringet til Livslinien. De havde anbefalet, at jeg blev kørt på skadestuen. Det, syntes jeg også selv, var en god idé på det tidspunkt.

Jeg fik en beroligende pille og blev indlagt på den åbne afdeling. Efter en times tid, hvor jeg havde siddet og kedet mig, sagde jeg til dem: Det her gider jeg simpelthen ikke bruge min tid på. De bad mig om at vente lidt, og pludselig kom der fem-otte mandfolk og hentede mig. »Nu tvangsindlægger vi dig,« sagde de.

Så kom jeg på den lukkede afdeling, hvor der er panserglas, og man skal bruge en chip for at komme ind, og jeg ved ikke hvad. Men det var åbenbart det, der skulle til. Derovre fik jeg også en pille. De er glade for piller, jo. Så lagde jeg mig lidt ned og faldt i søvn og sov rimelig meget og snakkede lidt med nogle sygeplejersker. Spiste lidt mad og slappede af. På de andre patienter så jeg, hvor syg man kan være. De gik og snakkede med sig selv, og én gik og truede personalet. Jeg tænkte: »Hvad fanden laver jeg her?«

Efter indlæggelsen kom jeg i gang med forløbet hos Selvmordsforebyggelsen i Vordingborg. Der gik jeg et helt år og talte jævnligt med en psykolog. Den hjælp er det bedste, der er sket.

Det, jeg er mest ked af, er, at det er gået ud over min ekskæreste. Jeg har været meget humørsvingende, og jeg har været meget træt og sagt nogle dumme ting, som jeg ikke kan huske. Alle de ting, der er sket, er også en af grundene til, at vi ikke er sammen længere. Og samtidig er hun rigtig ked af, at hun nu godt kan se, hvor syg jeg har været, og ikke har været ekstra opmærksom på det.

Når jeg bliver ked af det i dag, tænker jeg stadig, at det hele kan være lige meget. Så gider jeg ikke være her mere. Men jeg har lært mange ting af at gå til psykolog. Det bedste, jeg har lært, er, at jeg skal tænke: »Ville min mor være stolt af mig, hvis jeg slog mig selv ihjel?« Selv om hun ikke er her længere, er jeg jo hundred på, at det ville hun ikke være. Tværtimod.

Der har bare været meget sorg i mit liv. Min moster døde, en måned efter min mor fik at vide, at hun havde kræft igen. Hende var jeg også tæt med. Vi trænede sammen i fitnesscentret alle tre, og vi tog ud at spise, når vi havde fridage.

Jeg har set meget op til min mor. Hun har haft kræft, siden jeg var otte, og har altid været en kæmpe fighter. Så hvorfor skulle jeg ikke også være det?

Lige nu tænker jeg, at selvmord er en dårlig måde at gøre det på, for det går ud over hele familien. Men det er sådan noget, man tænker, når man er klar i synet og frisk og har det godt. Men når man er nede, som jeg har været, tænker man ikke logisk. Man tænker kun på sig selv.

Vi snakker ikke om det, når jeg er sammen med mine venner. De var meget kede af det, da min mor døde, for hun har altid været som en slags mor for os alle sammen. Når jeg er sammen med dem, kobler vi af. Så spiller vi fodbold, tager i byen eller spiller computer. Jeg tror ikke, de nogensinde har kommenteret mit selvmordsforsøg. Jeg er ret sikker på, jeg har fortalt det, men det er ikke noget, vi snakker om.

Serie

Lad os tale om selvmord

Hver uge er der over ti danskere, der tager deres eget liv, men medierne beskæftiger sig sjældent med selvmord. Information undersøger fænomenet og beskriver det igennem mennesker, der har haft det tæt på. Lokoføreren, der har ramt et menneske, graveren, der har lagt flere i jorden, og en, der har gjort forsøget selv.

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Seneste artikler

  • ’Der er altid en løsning på tingene’

    29. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Chanaf Bougonou er graver og arbejder som anlægsgartner på Vestre Kirkegård i København
  • ’Det er værst, når de ikke efterlader et brev’

    26. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Maria Ottesen arbejder som bedemand hos Bededamerne.dk
  • Da ordenen krakelerede

    23. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Bodil Due arbejder som hospitalspræst på Bispebjerg. Hendes far begik selvmord for 10 år siden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Brian Pietersen
  • Morten Balling
  • Lone Christensen
  • Anette Bjørnstrup
  • Torsten Jacobsen
  • Børge Olsen
Philip B. Johnsen, Brian Pietersen, Morten Balling, Lone Christensen, Anette Bjørnstrup, Torsten Jacobsen og Børge Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian RW Christensen

Du er stærk og modig Lars.
Du bryder et enormt tabu ved at stå frem.
Det helvede du har været igennem, er ikke noget langt størstedelen af befolkningen har prøvet.
Men langt størstedelen ville i dine sko, ikke turde stå frem.
Du fortjener enorm tak.
Tak Lars.
Jeg ønsker dig al held og lykke

Dorthe Mortensen, Morten Balling, Ervin Lazar, Rune Petersen, Benny Pedersen og Claus Piculell anbefalede denne kommentar
Claus Piculell

Fin artikel, men for en god ordens skyld burde 'casen' være en midaldrende mand, i hvert fald his denne skal være repræsentativ for den gruppe i Danmark, der gennemfører flest selvmord.
Er der derimod tale om "råb om hjælp" eller vredesudbrud, som at fortælle venner mv., at man vil gøre det, så er gruppen med flest sevmordsFORSØG unge mennesker med problemer med at finde plads i livet den største.
Og ja, vi skal TALE OM DET - som de to forfattere skriver i en debatklumme andetsteds på Information i dag.
For det er måden at få luft på, og det er ofte grunden til, at mennesker med problemer i alle aldre kan finde på at 'lege' på morbid vis med tanken om selvmord.
Det må man hverken gå i panik over, blive vred over eller kalde pjat som pårørende - hvilket er særdeles svært, for den suicidal-morbide tænker kun på sig selv, og den bedste hjælp er formentlig at lytte med empati samt foreslå behandling i de alvorlige tilfælde.
vh CP

Jesper Wendt

Det kommer an på situationen, om det er en egoistisk handling. Det er ikke alle der har det gode forhold til familien, det kan snarere givetvis være årsagen til tankerne. Når så omgivelserne svigter, så ses det nok som en lempelig udvej. Det kan bruges i det givne tilfælde, fordi moren ønskede det bedste for sin søn, men det kan ikke bruges som et mainstream redskab.

Det er lidt farligt, at påtale selvmordstanker, som et personligt ansvar.

Der er ikke noget flovt i at have en ambition om livskvalitet, tværtimod.

Benny Pedersen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Sværest er det at tilgive sig selv.

Hvis man dog bare kunne finde ordene, der med ét hjalp næsten til at tilgive sig selv. Hvilken gave ville det ikke være. Men det er svært. Svært at give hvad man ikke selv helt besidder.

Tak!

georg christensen

Selv om LIVET, kan være svært at leve med alle disse religøse og politiske "tosser" flyvende omkring dig, er LIVET, det eneste kendte sted, hvor din modstand og din anderkendelse af LIVET kan tilkendegives , så derfor opgiv det ikke, vær med i kampen for "LIVET", ikke kun dit eget, men ALLES.