Læsetid: 5 min.

Udsigt til tæt kamp om guldet

De pengestærke rigmænd fra storbyen står over for deres fattigere fætre fra provinsen i en Superliga, hvor det er svært at udpege en egentlig favorit
Frustration. FCK’s træner, Ståle Solbakken, har efter en skuffende afslutning på sidste sæson renset godt ud i sin spillertrup, hvor blandt andre Thomas Kristensen, Lars Jacobsen, Christian Bolaños og Fanendo Adi er fortid. Københavnerklubben indledte sæsonen med en målløs kamp i Silkeborg.

Henning Bagger

26. juli 2014

Sidste gang AaB blev danske mestre, var det ved at tage livet af dem. Det var i 2007, og i en blanding af overmod og fejllæsning af de økonomiske konjunkturer fejrede nordjyderne mesterskabet og den efterfølgende kvalifikation til Champions League med at brænde over hundrede millioner kroner af på uigennemtænkte ejendomshandler, urentable sportsgrene og alt for dyre spillerindkøb.

Overforbruget destabiliserede klubben i en grad, den reelt stadig ikke er kommet over. Ved seneste årsskifte måtte folkene bag AaB konstatere, at de slæbte rundt på en negativ egenkapital på 22 millioner kroner. Klubben har for længst bebudet, at den må ud og bede de allerede hårdt plagede nordjyske fodboldentusiaster om at tegne nye aktier i klubben i en aktieemission, der løber af stablen til august.

Jo, de lever stadig fra hånden til munden i Aalborg. Det har sidste sæsons erobring af The Double (mesterskabet og pokaltitlen, red.) ikke ændret på. Og klubbens sportschef, den tidligere topspiller Allan Gaarde, har da også primært fejret nordjydernes genkomst til dansk fodbolds højeste tinde ved at forsøge at holde sammen på den spillertrup, der hentede pokalerne til Limfjorden.

Ganske vist har han måttet slippe Kasper Kusk til FC Twente, der indfriede den spinkle playmakers frikøbsklausul. Til gengæld er det lykkedes ham at finde penge på kistebunden til at finansiere et lejemål af den langlemmede frontløber Nicklas Helenius, der efter et år stort set uden spilletid i Aston Villa vender hjem til Superligaen for at genstarte karrieren.

Desuden er sidste sæsons lejesvend Rasmus Jönsson fra Wolfsburg blevet antaget på en fast kontrakt, ligesom offensivspilleren Thomas Enevoldsen returnerer til Nordjylland efter et par skadesplagede år i belgisk fodbold.

Men så er det vigtigste vist også sagt om de nordjyske transferaktiviteter. Selv om klubben skal spille om kvalifikation til Champions League, bliver der ikke foretaget store investeringer i spillertruppen. For Allan Gaarde og hans konsorter er den økonomiske genopretning det vigtigste projekt. Fortidens synder skal for enhver pris undgås. Man holder armene under skulderhøjde ved Limfjorden.

Det har så også den konsekvens, at klubben fortfarende kører med et af de mindste spillerbudgetter i Superligaen. Klubbens træner, Kent Nielsen, anslog før sidste sæson, at AaB opererede med det fjerdemindste spillerbudget i den hjemlige topliga, og der er ikke noget, der tyder på, at det skulle have ændret sig nævneværdigt.

Ståle ryder op

Ret beset er det ganske utroligt, at en klub med så små midler kan sætte sig på den danske fodboldtrone. Spillerne og den sportslige ledelse i det nordjyske fortjener al mulig ros for præstationen, men det bliver naturligvis særdeles vanskeligt at gentage den, ikke mindst når man ser på den oprustning, der har fundet sted henover sommeren hos en af AaB’s fremmeste konkurrenter til mesterskabet, FC København.

Her har træner Ståle Solbakken haft gang i den store kost og fejet et helt fodboldhold ud af træningsanlægget på Peter Bangs Vej – herunder navne som Thomas Kristensen, Lars Jacobsen, Christian Bolaños og Fanendo Adi. De er blevet ofre for det faktum, at FCK ikke har spillet rigtig god bold over længerevarende stræk i de seneste tre sæsoner. Klubben har været fanget i en permanent opbrudstilstand med skiftende trænere, formationer og taktiske oplæg. Nu forsøger storklubben fra Østerbro altså endnu engang at starte på en frisk.

Klubbens ejere – rigmændene Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen – har haft den store prangerpung fremme i sommerpausen og finansieret indkøb af løntunge aktører til alle kæder på holdet. Blandt de vigtigste nyerhvervelser finder man den 22-årige argentiner Franco Mussis, der er udset til at være den nye styrmand på københavnernes centrale midtbane.

Mussis er hentet direkte i den argentinske klub Gimnasia fra storbyen La Plata og repræsenterer dermed et brud med FC Københavns princip om, at man normalt ikke indkøber spillere, der ikke på forhånd har bevist, at de kan tilpasse sig kulturen i en skandinavisk eller nordeuropæisk liga.

Talentet hos den unge argentiner var dog så stort, at det overskred de betænkeligheder, der måtte være ved at skulle integrere en ung sydamerikaner, der kommer fra en helt anden fodboldmæssig kulturkreds og i øvrigt ikke taler engelsk.

Mussis er en tætbygget midtbanedynamo, der arbejder i maskinrummet midt på grønsværen. ’Den argentinske Tøfting’ har formiddagspressen døbt ham. Men det er en forsimplet beskrivelse af en spiller, der kom på årets hold i den netop overståede sæson i den bedste argentinske række, og som blandt sydamerikanske fodboldeksperter betragtes som en mulig kommende landsholdsspiller for Albicelestes.

Mussis har potentiale til at blive en profil i ligaer, der er langt større end den danske. Først skal han dog vise, at han kan tage skridtet fra La Plata til Peter Bangs Vej.

En englænder i Midtjylland

FCK er imidlertid ikke den eneste guldaspirant fra sidste sæson, der har forstærket sig i sommerpausen. Det samme kan man sige om de evige opportunister fra heden, hvilket egentlig er forbløffende, når man betænker, at FC Midtjylland lukkede sidste sæson i mere eller mindre nedbrudt tilstand, både sportsligt og økonomisk.

Holdet forskertsede førstepladsen ved at tabe tre af de sidste kampe i en helt katastrofal sæsonafslutning. Samtidig var økonomien i så ringe forfatning, at alle forventede, at klubbens ledelse ville foretage et brandudsalg af spillertruppens mest salgbare aktører henover sommeren.

Men ind fra højre kom Matthew Benham, en engelsk erhvervsmand, der har skabt sin formue på bookmakervirksomhed på de britiske øer, og som ejer London-klubben Brentford FC, der netop er rykket op i den næstbedste række i England.

Benham har overtaget 60 procent af aktierne i FCM og opererer ud fra en plan om, at FC Midtjylland skal indgå i et gensidigt givende samarbejde med hans fodboldbesiddelse i England. Om det kommer til at fungere i praksis skal være usagt, men hans intervention har i hvert fald betydet, at midtjyderne har kunnet konsolidere deres økonomi og bortjage de fodboldmæssige gribbe, der allerede var begyndt at cirkle om klubben på heden og bare ventede på det rette øjeblik at slå til.

Ja, der har endda været råd til at forstærke truppen med den finske midtbanemand Tim Sparv fra Greuther Fürth i den tyske 2. Bundesliga.

Samtidig viste holdets sejr på 3-1 over Brøndby i åbningskampen, at det også er lykkedes for træner Glen Riddersholm at samle spillerne mentalt op efter den demoraliserende afslutning på sidste sæson.

Så midtjyderne er også klar til at spille med om det guld, der bestandigt har undveget dem, siden de stiftede klubben for 15 år siden.

I det hele taget er der lagt op til et åbent slagsmål mellem de regerende mestre fra Aalborg og deres førsteudfordrere fra Midtjylland og København i en Superliga, hvor det er svært at pege på en egentlig favorit. På papiret har københavnerne den stærkeste trup. Men den er nykonstrueret og svag på det parameter, som landstræner Morten Olsen med en af sine yndlingsord plejer at kalde ’automatismerne’ i spillet.

Jyderne, derimod, råder over sammenspillede mandskaber. Men de har ikke nær de samme økonomiske muskler at spille med som storklubben fra Øster Allé. Så uanset hvor ens personlige præferencer ligger, må man i konstatere, at kontrasten er trukket skarpt op her ved indgangen til den nye sæson: Det er de pengestærke rigmænd fra storbyen over for deres fattigere fætre fra provinsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu