Baggrund
Læsetid: 18 min.

Bogsmuglerne fra Timbuktu

Da den historiske by i Mali i 2012 blev overtaget af islamistiske oprørere, var dens berømte arkiver med håndskrevne manuskripter truet. En lille gruppe, bestående mestendels af lokale bibliotekarer og filologer satte sig for – med livet som indsats – at bringe denne væsentlige del af verdens kulturarv i sikkerhed
Bevaret. Abdel Kader Haidara ejer et stort privat bibliotek i Timbuktu, som han kan føre tilbage til sine forfædre i det 16. århundrede. De håndskrevne samlinger vidner om Afrikas stolte litterære historie.

Bevaret. Abdel Kader Haidara ejer et stort privat bibliotek i Timbuktu, som han kan føre tilbage til sine forfædre i det 16. århundrede. De håndskrevne samlinger vidner om Afrikas stolte litterære historie.

Ami Vitale

Moderne Tider
16. august 2014

Klokken var fem en søndag morgen, da Mohamed Diagayeté blev vækket ved lyden af, at der blev banket på døren til hans hus i Timbuktu i den sydlige udkant af Sahara-ørkenen. Det var en kammerat fra hæren. En gruppe svært bevæbnede oprørere var trængt frem til byens udkant, fortalte kammeraten; han havde ydet den modstand, han kunne. Nu måtte han ud af byen i en fart. Soldaten tog sin uniform af og iførte sig civilt tøj og var indstillet på først at søge tilflugt i Diagayetés hus. Kort tid efter lød de første skud ud over byen.

»Vi kunne høre dem fyre løs. Plaf! Plaf! Plaf!« husker arkivaren Diagayeté.

Allerede ved middagstid var oprørerne fremme i vognkolonner af pickupper og tog kontrol med byen.

Dernæst begyndte den ti måneder lange besættelse af Timbuktu af separatistiske tuareg-oprørere og deres allierede fra Ansar Dine (’Troens forsvarere’), en jihadistisk aflægger af al-Qaeda. Det blev en tid med voldsomme ødelæggelser. Først udplyndrede oprørerne byen, så påtvang jihadisterne befolkningen en brutal variant af sharialovgivning: Kvinder blev pryglet for at gå på gaden i selskab med mænd. Den maliske musik, som er en levende del af landets kultur og elsket verden over, blev forbudt. Personer mistænkt for tyveri fik hænder eller fødder hugget af efter summariske retssager. Timbuktus moderate muslimer levede i en tilstand af rædsel.

»Da de (oprørerne, red.) kom til vores by, fik vi at vide, at de ville skære ens tunge ud, hvis man sang eller spillede musik, fordi de hader det og vil forbyde det«, fortæller Bintu Dara, en afropopsanger, mig i Malis hovedstad, Bamako.

»Min fætter blev mishandlet for øjnene af mig, islamisterne gav ham 100 piskeslag«, siger hun. »Min trommespiller blev pågrebet og fængslet. En søn til en af mine slægtninge blev den første, der fik hugget sin hånd af«.

Dara flygtede snart efter. Det samme gjorde to tredjedele af Timbuktus borgere.

Timbuktu har UNESCO-status som verdenskulturarv og regnes for en slags åndelig hovedstad for Afrika syd for Sahara. For de lokale var det en pinsel at se, hvordan mange af de kulturelle mindesmærker, der har givet byen dens identitet, blev ødelagt eller beskadiget. Hellige gravmæler for sufi-helgener blev hakket i stykker, og uvurderlige håndskrifter brændt eller stjålet fra de statslige arkiver. Da jihadisterne i januar sidste år omsider blev slået på flugt af franske og maliske tropper, måtte Timbuktus borgmester, Halle Ousmane Cissé, chokeret meddele, at byens dyrebare arkiv så ud til at være brændt ned. Hvad Cissé imidlertid ikke vidste, var, at skønt tusindvis af gamle manuskripter ganske rigtigt var ødelagt eller stjålet, var andre hundredtusindvis smuglet i sikkerhed takket være en bemærkelsesværdig indsats fra de lokale.

Maliske soldater patruljerer i Timbuktu efter at have overtaget byen sammen med franske tropper i begyndelsen af 2013.

Maliske soldater patruljerer i Timbuktu efter at have overtaget byen sammen med franske tropper i begyndelsen af 2013.

Fred Dufour

For næsen af jihadisterne

Abdel Kader Haïdara er en høj, 50-årig bibliotekar med overskæg og med en pilleæskeformet kufi-bedehue på. Over sød myntete i sit kontor for enden af en rød jordvej i det sydvestlige Bamako fortæller Haïdara mig historien om, hvordan han blev hjernen bag udsmuglingen af manuskripterne for næsen af jihadisterne til sikker forvaring.

»Før den time, da oprørerne begyndte at rykke ind i byen, troede vi ikke på, at de ville nå til Timbuktu«, siger han. »Folk var nok skræmte, men de følte ikke, faren var overhængende. Så der var ikke gjort nogen forberedelser«.

»I besættelsens første uge var der mange skyderier. Kampene var intense, og alle blev inden døre«.

Da han følte, det igen var sikkert at vove sig ud, tog han en rundtur i byen og blev chokeret.

»Jeg så ting, der gjorde mig meget, meget bange«, siger han. »Jeg så en fuldstændig mangel på lov og orden. Folk i alle aldre var i gang med at udplyndre bygninger, stjæle borde, stole, aircondition, alt, hvad de kunne finde. Og det, de ikke tog, smadrede de.«

»Det var en stor katastrofe. Jeg vidste, at hvis folk blev ved sådan, kunne det ikke vare længe, før de også brød ind i vores bibliotek og smadrede alt.«

Timbuktu er i dag en søvnig samling af lave muddermurstenshuse omgivet af den voksende Sahara-ørken. Gamle mænd fører æsler ad sandblæste gader, hvor barfodede børn leger, og geder gennemsøger skrald i vejkanten og æder, hvad de kan. Fra tidligt i det 14. århundrede til slutningen af det 16. var Timbuktu berømt for sin rigdom. Byen voksede sig velstående i kraft af sin placering på den nordligste bugtning af floden Niger, midtvejs mellem guldminerne i syd og Saharas saltminer. Det anslås, at to tredjedele af verdens guld i det 14. århundrede kom fra Vestafrika, og af dette passerede en stor del igennem Timbuktu, hvor det fra floden blev omlastet til de karavaner, der skulle bringe det videre gennem Sahara – fra kano til kamel.

Timbuktu blev dog i første omgang kendt som et center for lærdom. I 1325 rejste den fabelagtigt rige kejser af Mali, Musa I, til Mekka med et ton guld som lommepenge.

»[Han] drog af sted under stor pomp og pragt med et stort følge, herunder 60.000 soldater og 500 slaver, der kørte foran ham, da han red,« berettes det i et af Timbuktus manuskripter om Musas hajj-pilgrimsfærd. »Hver enkelt af hans slaver bar i sin hånd en stav lavet af 500 mithqal (ca. 2 kg) guld«.

Ved sin tilbagekomst til Mali gav Musa ordre til, at der skulle opføres en stormoské i Timbuktu. En anden stor moské kom til i byens Sankore-kvarter få år senere, og hele det omkringliggende område blev et centrum for islamisk lærdom. Ifølge Encyclopedia Britannica talte Timbuktu i 1450 en befolkning på 100.000, hvoraf en fjerdedel var studerende. Uanset om disse tal måtte være overdrevne, var Timbuktu et blomstrende centrum for islamiske studier og tænkning, og manuskripter var højt værdsat. Den berømte andalusiske opdagelsesrejsende Leo Africanus, der besøgte byen i 1510, konstaterede, at bøger her solgtes til højere priser end alle øvrige varer, der blev falbudt på byens marked.

Bøger nåede til Timbuktu med karavaner fra Fez og Kairo, Tripoli og Córdoba, og hvad de lærde ikke havde råd til, skrev de af. Andre dokumenter blev forfattet i Timbuktu. De betydelige bibliotekssamlinger, som herved opstod, omfattede bøger om alle datidens emner, fra astronomi og medicin, jura og teologi til grammatik og ordsprog. Der var biografiske opslagsværker, dagbøger, breve mellem herskere og deres undersåtter, juridiske udtalelser om slaveri, møntsystemer, ægteskab og skilsmisse og om den rette livsførelse for muslimer, jøder og kristne, og der var historier og digte.

I 1591 erobrede sultanen af Marrakechs hær byen. Bibliotekerne blev plyndret, og de dygtigste lærde blev myrdet eller ført til Marokko med magt. De håndskrevne dokumentsamlinger blev skjult i huller i sandet, bortkom eller blev ødelagt på vejen til Marokko. Andre titusinder blev imidlertid gemt af vejen bag muddermurstensvægge i Timbuktu-familiers hjem og siden overleveret fra generation til generation.

Abdel Haïdara ejer således i dag det største private bibliotek af dokumenter i byen og fører det selv tilbage til en af sine forfædre i det 16. århundrede. Han står også i spidsen for en organisation – Savama-DCI – der repræsenterer andre ejere af private håndskrevne samlinger. Gennem generationer har Haïdaras slægt føjet nye dokumenter til familiearkivet, flere af dem ved køb foretaget på rejser.

Sidi Alimam (th.) og hans onkel, fotograferet i 2007, læser et gammel manuskript af den slags, som de arbejder på at restaurere.

Sidi Alimam (th.) og hans onkel, fotograferet i 2007, læser et gammel manuskript af den slags, som de arbejder på at restaurere.

Ami Vitale

Bjærget med trillebør

Da oprørerne nærmede sig, havde Haïdara indset, at bibliotekerne ville være sårbare over for røvere, fordi de var forholdsvis store og prestigefyldte bygninger. Så han gik i gang med at kontakte andre familier og bad dem finde ud, hvordan de kunne gemme manuskripter i deres hjem. Han indkøbte stålkasser, og på rolige eftermiddage, når jihadisterne sov eftermiddagslur, tog bibliotekarerne og deres assistenter kasserne med ind på bibliotekerne og begyndte forsigtigt at pakke manuskripterne ned.

»Lidt efter lidt fik vi gemt dem i de forskellige familiers hjem«, siger han.

Mohamed Alkadi S. Maïga beskriver, hvordan han deltog i dette arbejde:

»Folk holdt siesta fra klokken 14 om eftermiddagen, så i tidsrummet frem til kl. 16 tog vi manuskripterne ud og anbragte dem i kasserne. Om natten holdt vi øje med, hvornår kysten var klar, og kørte dem i trillebører til en kollegas hus«.

I de følgende to uger kørte de i pendulfart til kollegaens hus så ofte, at han begyndte at blive bange for at blive taget af islamisterne.

»Det gik op for os, at det her ville ende med, at vi blev afsløret af islamisterne, fordi der var så megen trafik frem og tilbage, så på grund af den frygt valgte jeg at stoppe dér,« siger han.

Han kontaktede i stedet direktøren for det statsejede Ahmed Baba-institut, der havde fundet frem til et nyt hus, hvortil manuskripterne kunne overføres, og derpå genoptog han bjærgningen. Maïga flyttede sidenhen omkring 30.000 håndskrifter for instituttet. Hans største bekymring var, at de militante måske ville tro, at han stjal.

»Jeg bange for, at jihadisterne, hvis de fangede mig, måske ville hugge mine hænder af«, siger han.

Ved udgangen af april var næsten alle private håndskrevne samlinger flyttet. »Jeg kunne ikke vide, om de var 100 procent i sikkerhed, men jeg var vidste, at de i hvert fald var sikrere nu, end hvis de var blevet på biblioteket«, siger Haïdara. »Jeg forventede, at der meget snart ville ske noget på biblioteket … at der ville komme et angreb fra de folk«.

I erkendelse af, at han havde gjort, hvad han kunne, sluttede han sig til strømmen af flygtninge i ramponerede firhjulstrækkere på vej mod syd.

I Bamako gjorde han fælles sag med to andre indehavere af store manuskriptsamlinger: Ismael Diadié Haidara fra Timbuktus Andalusiske Bibliotek og Abdoulkadri Idrissa Maïga, den nye direktør for Ahmed Baba-instituttet. De mødtes alle tre i Maïgas hus for at beslutte, hvad deres næste skridt skulle være.

I begyndelsen af juni begyndte Maïga at fastlægge en smuglerrute. Han ville sende to ’agenter’ nordpå i et forsøg på at bjærge nogle af de harddiske og computere, der var efterladt til sikker opbevaring i en kollegas hus. En af disse mænd var filologen Mohamed Diagayeté.

Diagayeté, en slank mand, der bærer briller og har en doktorgrad, ligner ikke på nogen måde en agent. Han havde haft held til at flygte fra Timbuktu med sin familie i april og blev nu bedt om at vende tilbage til den besatte by.

»Vi var bekymrede«, siger han. »Der kunne ske os alt muligt. Men vi følte, at vi måtte gøre det. Vi havde en mission«.

Fra Bamako tog de til udkanten af det regeringskontrollerede territorium ved Sévaré og derefter til Douentza, før de igen slog ind på ørkenvejen nordover til Timbuktu i den stik modsatte retning af flygtningestrømmen. De bevægede sig gennem et område, der var besat af forskellige fraktioner af militante grupper – en pjaltehær af unge mænd bevæbnet med AK47’ere og klædt i løstsiddende gevandter og med bomuldsruller viklet om deres hoveder som beskyttelse mod sand og sol. I Douentza blev de stoppet af jihadister fra MUHAO, Bevægelsen for Enhed og Jihad i Vestafrika. Ved Korioumé, hvor deres rute krydsede grænsen til Niger, blev de antastet af Den Nationale Bevægelse for Befrielse af Azawad (MNLA), og ved indfaldsvejen til Timbuktu måtte de passere en kontrolpost bemandet af krigere fra al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (AQIM), mens byen var besat af Ansar Dine. Diagayeté bemærkede, at soldaterne ved MNLA’s kontrolpost var de grundigste og mest aggressive: De tvang alle ud af køretøjerne og gennemsøgte deres lommer. Jihadisterne var desuden optaget af at sikre sig, at mænd og kvinder ikke sad sammen.

Den besatte by virkede livløs, som »en krop uden sjæl«, fortæller Diagayeté.

»Når man gik i seng, spekulerede man på, om man ville overleve næste dag. Folk brugte det meste af dagen på at sidde i vejkanten og håbe på gode nyheder fra Bamako.«

Kamp mod tiden

Efter en uge tog han igen afsted i en firhjulstrukket bush taxi med 1.000 digitaliserede manuskripter på en harddisk skjult i sin bagage. Ikke langt fra Timbuktu blev de stoppet ved en kontrolpost bemandet af MNLA-oprørere, der insisterede på at ransage bilen. Diagayeté steg ud. Han tog harddisken med sig. Han havde den stadig, da han efter endt ransagning klatrede ind igen.

»Det var tæt på! Oprørerne ville have stjålet den, hvis de havde fundet den«, siger han.

Derpå gik turen over åben ørken for at undgå flere af oprørernes kontrolposter på hovedvejen, og først 250 km senere kom de igen på asfaltvej ved Boré. På det regeringskontrollerede territorium var der yderligere kontrolposter og gennemsøgninger, men Diagayeté nåede til Bamako med de digitaliserede filer i midten af juni og rapporterede om, hvad han havde fundet.

Opmuntret af denne succes sendte direktøren flere missioner nordpå. Den første bestod af tre agenter, herunder Mohamed Alkadi S. Maïga, der fik held til at bringe et stålskab og to sække med manuskripter tilbage. Denne gang var det dog den maliske hær snarere end jihadisterne, der gav problemer.

»Da jeg kom til Sévaré, ville militæret åbne mit skab, og de spurgte mig, hvad der var i det, og jeg sagde: ’Manuskripter. Det er statens manuskripter, og I har at lade dem være!’ De troede ikke på mig, men da jeg viste dem mine identitetspapirer, og de åbnede skabet og så, det var sandt, sagde de: ’OK, I kan gå.’,« siger Maïga.

Ami Vitale

Presset for at få bragt alle dokumenterne i sikkerhed øgedes. I maj var AQIM og Ansar Dine begyndt at nedrive gravmælerne for Timbuktus sufi-helgener og ødelægge Sidi Yahya-moskéen fra det 15. århundred, hvor de blandt andet flåede en dør af, som de lokale havde troet, skulle forblive lukket indtil verdens undergang. I alt 16 mausoleer blev totalt ødelagt. Haïdara ønsker ikke at diskutere politik, men vurderer, at den systematiske ødelæggelse af byens kulturarv kan have fremskyndet redningsaktionen for manuskripterne.

»Vi var stadig ikke begyndt for alvor, fordi vi ikke havde penge, og fordi situationen var ved at blive meget, meget vanskelig i Mali,« fortæller Haïdara.

De råd, han fik fra folk, der havde arbejdet med bevaring af kulturarvsminder i Irak og Afghanistan, var klare: De måtte se at flytte dokumenterne ud af byen så hurtigt som muligt.

»På det tidspunkt var forholdene begyndt at blive kritiske i Timbuktu, fordi jihadgrupperne var ved at komme på god fod med befolkningen,« siger han. »Der var endda guider, der begyndte at vise dem rundt og udpege, hvilke huse der tilhørte hvem. Og alt dette gjorde mig meget bekymret.«

De kunne ikke udskyde det længere. Haïdara delte sine folk op i tre hold med hver deres opave, et skulle være i Bamako, et andet i Timbuktus biblioteker og et tredje skulle varetage alle kuréroverførslerne. De kommunikerede via billige mobiltelefoner, som de hyppigt udskiftede for at undgå sporing af signalet.

»For kurererne var der mange kontrolposter, og hver gang måtte de selv åbne skabene for at vise, hvad der var indeni, og at det ikke var ammunition«, siger Haïdara. »Ellers havde soldaterne gjort det med magt og måske beskadiget indholdet«.

Forsendelsen af skabene skete med hjælp fra handelsfolk i Timbuktu, der lastede dem på offentlige transportmidler, enten biler eller både, der sejlede ned ad Niger. Da Timbuktu er svær at få adgang til, selv i fredstid (der findes ikke en fuldt asfalteret vej), måtte manuskripterne bringes igennem ørkenen i firehjulstrukne bushtaxaer til Douentza og Mopti, hvor de blev overført til videre befordring via asfaltvejen til Bamako.

»Vi fik anbragt to-tre kasser i hver firhjulstrækker og sendte to fyre med til at passe på dem,« siger Haïdara.

Operationens omfang var forbløffende: Ifølge bibliotekarerne skulle der flyttes næsten 400.000 manuskripter, hvilket krævede tusindvis af stålskabe, hver af dem på størrelse med en lille kuffert. Mange af forsendelserne løb ind i vanskeligheder, især nordpå, hvor det så var Timbuktu-holdets opgave at tage bestik af situationen.

»Hver gang der opstod et lille problem, stoppede vi hele operationen«, siger Haïdara. »Når der igen var ro på, genoptog vi stille og roligt vores forsendelser. Vi flyttede en masse over vejen til Douentza, men sendte også mange via floden. Ved flodsejladserne var det anderledes, fordi to mennesker her kunne have 15 skabe med i en båd. En båd kunne godt rumme op til 100 skabe. Men det anså vi for alt for risikabelt. Hvis en båd sank, kunne vi miste alt.«

Frygten for den franske helikopter

Operationen fortsatte resten af året, mens der jævnligt udbrød kampe mellem de forskellige oprørsgrupper. I midten af januar 2013 iværksatte oprørerne endnu et fremstød mod syd og truede nu Malis hovedstad Bamako, hvilket udløste en militærintervention fra Frankrig. Det kom til voldsomme kamphandlinger, da fransk militær med støtte fra kamphelikoptere og jagerfly forsøgte at tvinge oprørerne tilbage. For Haïdara gjorde dette kun redningsaktionen mere presserende:

»Kampene var virkelig intense, så vi var nødt til at redde flere manuskripter så hurtigt som muligt,« siger han.

Krigen havde sat transporten tværs over af ørkenen i stå, så de måtte koncentrere sig om flodbådene. I en stor forsendelse afgik 15 pinasser (afrikansk flodbåd, red.) i samlet konvoj med manuskripter fra Timbuktu.

De maliske pinasser er slanke træfragtskibe traditionelt udformet med en for- og agterstavn, der bøjer opad som et opadvendt udsnit af en melonskorpe. Som Haïdara indrømmer, var konvojen meget synlig – »15 både er en masse både« – og ville uundgåeligt vække mistanke. En nat, da de var på vej op ad floden, blev de i lav højde overfløjet af en fransk helikopter, der rettede sit søgelys imod dem for at se, om de skulle være oprørere, der smuglede våben. Efter nogle minutter fløj helikopteren dog videre.

»Pinassernes besætning blev meget bange«, fortæller siger Haïdara. »De ringede til mig dagen efter og sagde, at nu ville de ikke sejle om natten mere. Ved solnedgang ville de kaste anker. Jeg sagde så til dem, at de hellere måtte dele konvojen op i mindre grupper og sejle hver for sig«.

Den hændelse, der opskræmte Haïdara mest, fandt sted på landruten fra Timbuktu umiddelbart vest for Niger-floden. Ved en landsby nær byen Niafunké blev køretøjerne med kurererne standset af en gruppe mænd med pistoler. Han ved stadig ikke, hvad deres motiv var.

»Måske var de banditter. Måske var de tyve, der ville stjæle manuskripterne – hvem ved? Da de havde ringet til mig, ringede jeg til en, jeg kendte i Niafunké. Han tilkaldte så en imam i den landsby, hvor de var blevet standset.«

De bevæbnede mænd ville tage kurererne med sig, siger Haïdara, men her greb imamen ind.

»Han talte med dem, forhandlede med dem, og så fik de lov til at passere. Det var jo heldigt, at der var et mobilsignal, ellers kunne de have været færdige. De blev meget bange, og det gjorde vi også. Hvis de var kommet galt af sted, kunne hele operationen være blevet spoleret. Men vi var heldige, og der skete dem ikke noget.«

Smuglerne havde hidtil ikke mistet et eneste dokument, men der var fortsat flere tusinde manuskripter, de ikke kunne flytte. Disse var blevet overført fra det gamle Ahmed Baba-instituts bibliotek til en ny bygning i Timbuktu, der for nylig var blevet opført med økonomisk støtte fra Sydafrika. På grund af denne bygnings størrelse og status havde Ansar indrettet sit militære hovedkvarter i den.

»Bygningen rummede 15.000 håndskrifter,« siger Ahmed Baba-instituttets direktør, Maïga. »Men jihadisterne var der også. Heldigvis blev omkring 10.000 af manuskripterne opbevaret under jorden i rum, der var virkelig godt skjult. Kun omkring 4.000 manuskripter, som var taget ovenpå til restaurering, var ladt tilbage.«

Den 28. januar 2013 blev Timbuktu erobret af de fremrykkende franske og maliske soldater. De flygtende oprørere satte ild i flere bygninger, herunder det nye Ahmed Baba-bibliotek. Da ilden endelig blev bragt under kontrol, flød gulvet her med forkullede rester af håndskrifter. Timbuktus borgmester Halle Ousmane Cissé, som boede i Bamako, fortalte dengang til journalister, at alle manuskripterne var blevet brændt.

»Det er forfærdelige nyheder«, sagde han til Guardian. »Håndskrifterne var ikke blot del af Malis arv, de var del af verdens kulturarv. Ved at ødelægge dem, har de truet hele verden.«

Men faktisk var over 95 procent af Timbuktus manuskripter på daværende tidspunkt i al hemmelighed reddet i sikkerhed i Bamako. Maïga anslår, at 4.203 manuskripter, der tilhørte Ahmed Baba-instituttet gik tabt, da jihadisterne flygtede, enten fordi de blev brændt eller stjålet. Ud af 400.000 er det en beskeden, men ikke ubetydelig andel. Ingen ved præcis, hvad de manuskripter indeholdt.

»Jeg tror, at folk blev meget påvirket af dette tab,« siger Diagayeté, »for hvert eneste manuskript har sit eget særpræg. Nogle håndskrifter findes ikke i kopi, og er de væk, er de væk for evigt«.

Det store flertal af manuskriptsamlingerne er den dag i dag skjult på forskellige steder rundtomkring i hovedstaden. Bag Haïdaras kontor findes et værelse med blåmalede vægge og lange borde med stabler af manuskripter. Her arbejder restaurator Eva Brozowsky på at konservere dem med støtte fra det tyske udenrigsministerium og Gerda Henkel-fonden. Disse dokumenter, siger hun, repræsenterer »en del af dette lands historie og identitet – at sikre deres opbevaring er altafgørende«.

Brozowsky anslår, at godt 40 procent af manuskripterne er beskadigede.

»Der er sket en del skader igennem århundrederne på grund af insekter, sollys, klimaet og under transport og opbevaring. På andre er der også skimmel- og vandskader, fordi de har været skjult i huskældre«.

For at hindre yderligere forfald er Brozowskys hold nu ved at rense manuskripterne og reparere siderne med gennemsigtigt washi-papir lavet i Japan. De restaurerede manuskripter placeres derpå i specialbyggede beholdere af syrefri og aldringsbestandig alfacellulose. Maïga ser gerne, at manuskripterne returneres til Timbuktu, men det vil kræve, at projektet får tilført flere penge.

»De er i god opbevaringstilstand her i Bamako. Vi havde et problem med fugt, men ngo’er har skaffet affugtere, som vi anbringer i alle de huse, hvor der gemmes manuskripter, og siden har der ikke været problemer.«

Det er paradoksalt nok muligt, at lige netop truslen mod samlingerne kan ende med at blive deres redning. Der foregår nu hastigere digitalisering og katalogisering af dokumenterne, og ifølge Brozowsky er det første gang, der bedrives en egentlig akademisk forskning i byens private samlinger, til dels fordi Timbuktu er et så vanskeligt utilgængeligt og ofte farligt sted. Dr. Michael Hanssler fra Gerda Henkel-fonden mener, at 97-98 procent af manuskripterne aldrig har været underkastet akademisk granskning. Hvad tror han, de vil afsløre?

»Der ser ud til dels at være rigtig mange tekster om naturvidenskab og matematik, og en mængde tekster på de arabiske sprog, for eksempel om retorik og lægekunst. Men nogle af de mest interessante håndskrifter er de personlige dagbøger, der er 700 eller 800 år gamle, og hvor folk har skrevet ting ned om deres liv.«

Hvad angår dokumenternes historiske betydning, er den »uvurderlig og enorm«, understreger han.

»Timbuktus manuskripter er formentlig den vigtigste skriftlige traditionelle kilde til forståelse af vestafrikansk historie og kultur, der findes. De er en så omfattende skat, at det er svært at beskrive i nogle få sætninger. Folk har fablet om dem i over 20 år, men ingen har rigtig haft adgang til dem«.

De reddede manuskripter er dog blot en lille del af historien: Der findes mange flere spredt ud over hele regionen. Tusinder er samlet i biblioteker i andre byer såsom Djenné, mens andre vil blive ved med at samle støv i kister i de familiers hjem, hvor de har været opbevaret i århundreder. Andre, der er begravet i Sahara og glemt for længe siden, vil holde på deres hemmeligheder for evigt.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Rohde Jensen

Det mørkeste hjørne af helvede bør reserveres til folk der brænder bøger i stedet for at læse dem. Jeg har selv moralske skrupler når jeg smider fem år gammel faglitteratur ud, men trøster mig med at der sjælent er tale om stor kunst.

Marianne Rasmussen, Karsten Aaen, Heinrich R. Jørgensen, Nanna Wulff M., Rasmus Kongshøj og Esben Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Det er ikke første gang man kan læse om dette. Men en god historie er det.

Esben Nielsen

For mig var dette en ganske ukendt historie, men godt nok en inspirerende en af slagsen!

Nanna Wulff M.

Helt konkret --- hvad mon får folk til at brænde bøger?

Er det angst for hvad der står i dem, og angst for hvordan man kan blive påvirket af ord der ikke flyder fra den "rigtige" hånd.

Der må stikke mere og andet bag den slags angst - det har i hvert fald intet med religion at gøre.

Umberto Eco skriver om det i 'The Name of the Rose'. En skøn roman.

Morten Dreyer

Hvorfor er islamister imod viden?

Da islam indtog Alexandria havde de Verdens største bibliotek.
Med originalmanuskripter fra filosoffer og videnskabsmænd.

Den erobrende kalif havde en klar holdning til bøger.

Alt hvad en sand troende muslim bør vide står i koranen.
Alt andet er fordærv.

Det medførte, at man i de næste par år brugte bibliotekets bøger at brænde af, så man kunne opvarme vandet i badeanstalterne.

Majbritt Nielsen, Karsten Aaen og Lone Christensen anbefalede denne kommentar

en jihadistisk aflægger af al-Qaeda... som om hovedorganisationen ikke var jihadistisk.

Det har også været god latin i Europa i adskillige ombæringer, det der med bogafbrændingen.

I andre perioder har kirken (og udvalgte stormænd med tænkeevne) puget bøger sammen, og ment at den almindelige befolkning tog skade på forstanden af at læse andet end Bibelen.

Brydnings- og nødtider har altid avlet fanatikere.

Marianne Rasmussen, Torben Nielsen, Benjamin Bach, Filo Butcher, Karsten Aaen og Nanna Wulff M. anbefalede denne kommentar

Viden er magt. Viden samles og opbevares i bøger, ergo er bøger et instrument for magt. Men kan man ikke forstå den viden som står i bøgerne, så er man jo ikke i kontrol over den magt, ergo er denne viden potentielt farlig for den der har ranet magten til sig.

Og så svarer det vel voldtægt i den fysiske ende. Erobreren stadfæster sin magt ved at ydmyge de erobrede, ved at voldtage deres kvinder og døtre, tilsvarende er en afbrænding af bøger en slags kulturel voldtægt, hvor man udtrykker ens ringeagt for de erobrerdes kultur.

Sådan kunne de måske hænge sammen.

David Zennaro, Rasmus Kongshøj, Benjamin Bach, Karsten Aaen og Lone Christensen anbefalede denne kommentar

Det tror jeg, du har ret i. Hvis man i det hele taget ønsker at erobre et andet folk, så må man først se dem som nogen, der i forvejen er ugyldige
en bogbrænding, som er "glemt" skete, da spanierne kom til Mexico og brændte ALLE mayaernes bøger. Der er kun få bøger, som blev reddet. De brændte også inkaernes qibusser. Det var alt sammen djævelens værk.

David Zennaro, Rasmus Kongshøj, Nanna Wulff M., Benjamin Bach, Filo Butcher, Karsten Aaen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Benjamin Bach

@Morten Dreyer
"Hvorfor er islamister imod viden? ". Jamen lad os kigge på artiklen, du har kommenteret på, den indeholder noget viden, der måske kan hjælpe lidt til opklaringen af dit spørgsmål:

Ved sin tilbagekomst til Mali gav Musa ordre til, at der skulle opføres en stormoské i Timbuktu. En anden stor moské kom til i byens Sankore-kvarter få år senere, og hele det omkringliggende område blev et centrum for islamisk lærdom. Ifølge Encyclopedia Britannica talte Timbuktu i 1450 en befolkning på 100.000, hvoraf en fjerdedel var studerende. Uanset om disse tal måtte være overdrevne, var Timbuktu et blomstrende centrum for islamiske studier og tænkning, og manuskripter var højt værdsat. Den berømte andalusiske opdagelsesrejsende Leo Africanus, der besøgte byen i 1510, konstaterede, at bøger her solgtes til højere priser end alle øvrige varer, der blev falbudt på byens marked.

Så "islamisterne" er måske alligevel ikke modstandere af viden. Du har måske forresten hørt om 10-talssystemet? FYI:

http://en.wikipedia.org/wiki/Category:History_of_Islamic_science

Jakob Lilliendahl, David Zennaro, Heinrich R. Jørgensen, Michael Kongstad Nielsen, Nanna Wulff M. og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Boko haram er vist ikke glade for bøger.

Morten D.,
Det er en vandrehistorie. Der er ingen samtidige kilder der understøtter den og de fem islamoske kilder der understøtter den er allesammen 500 år ældre end den hændelse de påstår at beskrive.

Det er langt snarere de sammenlagte ødelæggelser igennem Julius Cæsar, kejser Aurelian og pave Theodosius. Lige den sidste findes der flere samtidige kilder om.

Heinrich R. Jørgensen, Rasmus Kongshøj og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

Mht. biblioteker, bare se hvad der skete med dem i Sarajevo ved serberne og i Baghdad, hvor USA mente at kun olieministeriet skulle beskyttes.

Heinrich R. Jørgensen, Rasmus Kongshøj, Benjamin Bach og Karen Grue anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Med hensyn til biblen så var opgøret med den katolske kirke netop at folk skulle kunne læse biblen. Den var ellers kun beskåret de latinkyndige.

Michael Kongstad Nielsen

Det er frygteligt og mærkeligt med denne tendens til hærg og ødelæggelse af kulturarv i krigeriske sammenhænge - i dette tilfælde endda islam-fanatikeres egen kulturarv. Fortrinligt, at denne aktion for redning af skrifterne lykkedes.

Det er nok lidt uretfærdigt at udråbe tuaregerne til skurke i denne historie. Dette ørkenfolk i det nordlige Mali er hverken synderlig islam-fanatiske eller krigeriske. Oprindelig vægrede de sig ved islams fremtrængen, det arabiske navn tuareg betyder: de (af Gud) forladte, et af deres kendetegn er, at kvinder ikke bærer slør. Skulle ikke undre mig, om denne artikels hovedperson, Abdel Kader Haïdara, selv er tuareg.

Men dette folk har i mange år ønsket selvstændighed fra det sydlige, tæt befolkede Mali, der har en helt anden kultur, geografi, natur o.s.v. Men det stærkt krigeriske element indtraf først efter Libyen-krigen, hvor en del af Gaddafis "lejesoldater" fra det sydlige Libyen eller andre steder tog flugten medbringende deres moderne våben. Sådan nogle arbejdsløse jihadister søger gerne steder hen, hvor der i forvejen er spændinger og konflikter, som de kan gå ind og overtage. Det var det, der skete i Mali, mens regering og administration i syd var svag og præget af kup og interne magtkampe. At de gamle koloniherrer fra Frankrig skulle ind og "redde" situationen, er skæbnens ironi, for grænserne er jo til dels deres værk, og spørgsmålet er stadig relevant, om tuaregerne ikke skulle have deres eget land.

Michael,
Det er ikke islam som sådan forlanger dette, men den ekstrem strenge wahabitiske-salafistiske udlægning af islam som hersker i Saudi-Arabien og som er det teologiske grundlag for bl.a. AlQaeda og dets spirer.
Ligesom i Luthers protestantisme så tæller kun skriften (sola scriptura), kun koranen, og alle bøger omkring koranen brændes og ødelægges. Ligesom i den protestantiske ikonoklasme, så har wahabitterne og salafisterne ødelagt billeder, huse og gravsteder, også af Mohammeds nærmeste familie, f.eks. hans første hustru og hans datters huse og gravsteder, for at forhindre tilbedelse af disse.
Så den wahabitiske og salafistiske reformation of islam væk fra mange af de originale kilder har noget at svare for.

Michael Kongstad Nielsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Thomas Holm:
"Det er langt snarere de sammenlagte ødelæggelser igennem Julius Cæsar, kejser Aurelian og pave Theodosius. Lige den sidste findes der flere samtidige kilder om."

Det mest sandsynlige er, at den mest omfattende destruktion fandt sted under Theodosius, i årene 390-391. Da var det ikke blot skrifter og biblioteker der blev destrueret, men snarere et bevidst forsøg på at destruere al lærdom og viden der var i opposition til den nye tempelkult, det romerske ypperstepræsteskab netop havde fabrikeret. Det gik givetvis hårdt ud over læringssteder og personer, selv om der er bevaret få indicier på at sådanne begivenheder fandt sted.

Bevidst forsøg på historieudslettelser er sket både før og siden, og det er altid meget vanskeligt at påvise at de forekom, af temmelig indlysende årsager.

At vi i Europa har et vist kendskab til klassisk tid, skyldes i høj grad den islamiske guldalder, og resterne af denne der overlevede yderlige 240 år på den iberiske halvø. Uden den islamiske verdens langstrakte oplyste periode og dets fokus på bøger og lærdom, kunne vi vist godt vinke farvel til alt siden Thomas Aquinas (og ikke mindst: før).

Der er i øvrigt meget kvalitetsgods i gamle islamiske lærde, der ikke har fundet vej til den 'vestlige' verden endnu. Én af den islamiske verdens allerstørste tænkere, Ibn Sina (Avicenna), skrev mange værket, ikke mindste et værk om logik som ca. 990 år på bagen. I engelsk oversættelse har værket blot 3 år på bagen (udgivet 2011, af Oxford University Press).

Alle bøgerne i Mali burde sikres gennem digitalisering og samtidigt gøres tilgængelige for enhver. Det er verdens kulturarv, og vores alle kulturarv.

Heinrich R.,
Palimpsester har reddet mange ting ved at gemme dem under kristne skrifter og affaldsdyngerne fra Oxyrynchus har da også fortalt en masse.
Saxo Grammaticus overlevede f.eks. også som fyld i et bogbind.

Michael Kongstad Nielsen

Men nu havde Timbukto og dets bibliotek jo altså ligget der i århundreder uden at nogen tuareg eller andre havde gjort det nogen fortræd. Så risikoen for ødelæggelse af biblioteket kan kun hænge sammen med indtoget af de "arbejdsløse" lejesoldater, jeg talte om før, der blev til overs efter Gaddafis fald. Hvordan skulle sådan nogle røvere og banditter kunne finde ud af, at de skulle hærge de gamle skrifter? Man kan vel ikke tænke sig, at de har medbragt vise salafister på kamelryg over Sahara for at udpege biblioteket?

Michael,

Radikalisering og globalisering. Også islamister bruger mobiltelefoner, internet, 4WD/USV og internationale fly. Bare fordi det er Afrika og Mali betyder ikke at de ikke er bundet ind i de globale netværk og transportsystemer.

Samtidigt er det ikke 'kun' Gaddafis påståede lejesoldater, men også de dele af AlQaeda og venner som Gaddafi holdt nede ( manden hadede dem som pesten, konkurrenter om magten), som nu hvor han er død, mere ellere mere uhindret kunne sprede sig. Så de brugte deres version af 'Shock and Awe' til at holde deres territorier i ro, og det indeholdt så ødelæggelse af alt hvad der ikke passer ind i deres forståelse/tydning af islam, som f.eks. biblioteket og sufi-helligdommene. Sufi er jo nærmest det diametralt modsatte til wahabi/salafi, som derfor gør sit bedste for at udryde den. I Lybien, Tunesien og Egypten blev f.eks. mange Sufi-helligdomme og -gravsteder ødelagt under 'Foråret'.

Michael Kongstad Nielsen

Ok., jeg er ikke opdateret nok.
Man må bare undre sig over, hvordan alle disse al-Qaeda krigere kan myldre frem alle steder.

Michael,
Der er imellem imellem 1200 og 3000 AQIM-kæmpere i Mali. Hvor mange deraf er fra Mali og dets 15 millioner, hvor mange er rejst dertil, er uvist.

En af grundlæggerne, Mokhtar Belmokhtar, er gammel afghansk mujaheddin. Så igen spiller Afghanistan-konflikten ind.

Michael Kongstad Nielsen

Nu vi er ved Afghanistan, så blev et andet stykke UNESCO-verdensarv faktisk ødelagt af Taleban i marts 2001- de budhistiske klippestatuer i Bamiyan. Altså en fanatisk, religiøs ødelæggelse af et buddhistisk mesterværk. Havde vist ikke noget med USA´s krig at gøre. Den var ikke begyndt endnu. "Desværre" åbenbaredes nogle huler inde bagved de bort sprængte statuer, der indeholdt mindst ligeså værdifulde minder, så ...
http://da.wikipedia.org/wiki/Buddhastatuerne_i_Bamiyan

Billedforbuddet som postuleret i salafismen ...
Det er af samme grund, bare grundet i protestantismen, at så mange danske kirker blev kalket hvide i reformationen.
Det bliver interessant at se hvordan de vil bevare de fundne fresker.

Heinrich R. Jørgensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Jeg misforstod.. Lidt.. Godt arbejde debatvært!
Beklager at jeg lod mig provokerer af de absurde påstande..