Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hjælp til beregning af nødhjælp

Moderne Tider
16. august 2014

Kvinde, 41 år

Hvor mange penge bør man give til ofrene i Gaza, hvis man tjener 45.000 om måneden?

Svar I:

Procentdel af indkomst er desværre en alt, alt for fattig udregning, der langtfra dækker din egentlige gæld. Prøv den her: Tag de gange, du har kigget den anden vej i bussen, når der er trådt en passager ind, der uden tvivl havde mere brug for sædet end dig, læg dertil industrikylling indtaget (i halvkilo, ikke gram – vi er jo ikke urimelige), tjenere, som du har spist af med en 10’er i drikkepenge, elskere, som du har forrådt, og krybbespil misset, hvor sønnike ellers have kæmpet sig til rollen som andet får fra venstre trods skrigende mangel på talent af nogen art, og gang så hele dynen med antal gange du har startet en sætning med »Jeg er ikke racist, men ...« eller alternativt: »Hun er nu en gæv pige, hende Astrid Krag.«

Ej vel, vel? Du skal give lige præcis det, du har lyst til. Eller en trillion mere eller mindre. For begynder du at sammenligne dig selv med andre, handler det pludselig om alt mulig andet, og går du så langt som til at overveje, hvad godt fem procent mere kunne gøre i Gaza, vil du opleve, at svaret ville blive ingen verdens ting, og så mister alt sin mening. Så sig det ikke til nogen, men vi giver for vores egen skyld. Heldigvis. For så længe det får os til at føle os godt tilpas at give til en fremmed uden at få andet igen end en dejlig følelse i kroppen, er der håb. Spred den kærlighed!

Anna Sperling

Svar II:

Nu kender jeg jo ikke din trækprocent, eventuelle antal børn, transportudgifter, og hvad der ellers belaster et typisk dansk lønmodtagerbudget. Og jeg ved jo heller ikke, hvilken Gaza-konto du agter at støtte med din donation – jeg ville nok sikre mig, at den ikke blev forvaltet af Hamas. Det ligger mig fjernt at antyde, at den islamiske modstandsbevægelse er tyvagtig eller korrupt, men jeg husker dog et ældre ægtepar i Gaza by, der havde fået vinduer blæst ud og indbo smadret ved israelske luftangreb i 2009, og som klagede over – eller rettere nævnte i en bisætning, for de var skikkelige folk – at de stadig ventede på deres andel af de millioner, som gavmilde olieregimer på Den Arabiske Halvø den gang bevilgede til udbedring af materielle skader og genopbygning af civile hjem. Derimod havde de lagt mærke til, at naboer, der enten var Hamas-medlemmer eller stod sig godt med den islamiske modstandsbevægelse, for længst havde haft håndværkere. Det kunne være en tilfældighed, men det var det nok næppe.

Hvad jeg vil sige med dette er, at det selvfølgelig er al ære værd, at du vil støtte Gazas nødstedte civilbefolkning med et beløb, og at du jo kan shoppe mellem mulighederne, der spænder fra Røde Kors, UNICEF, freegaza.dk og til Enhedslisten i Silkeborg – og flere andre – men måske er det nyttigt at undersøge, om det er Hamas-regeringen eller uafhængige hjælpeorganisationer, der styrer fordelingen af midlerne.

Lasse Ellegaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her