Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Der er kommet sidesul på parforholdet

30. august 2014

Kvinde, 50 år

Jeg er en kvinde på 50 år, som er gift med en jævnaldrende mand. Han er med årene blevet temmelig fyldig. Ja, faktisk lidt tyk. Og det er han træt af.

Det er ikke noget, der generer mig, for han er ellers sund og rask.

Ind imellem spørger han mig, om jeg synes, han er for tyk. Jeg kan ikke være ærlig uden at såre ham, og jeg svarer derfor – hvilket er sandt – at jeg synes, han er skøn og dejlig, som han er. Men det svar er han ikke tilfreds med. Han vil gerne have, at jeg skal være med til at ændre på det. Og jeg vil da gerne støtte ham. Men så synes jeg, at mit første udsagn klinger hult. Kan I ikke give mig et godt råd til, hvilken position jeg skal indtage?

Svar I:

Uha, uha … hvis du var en anelse yngre og af det modsatte køn, kunne min kæreste være afsender på dit spørgsmål. Jeg bliver helt paranoid. Har du skiftet køn, Troels?

Jeg forstår godt, at du er træt af de rituelle spørgsmål og ditto svar. Det er absurd teater, hvor I begge læser jeres replikker troskyldigt op uden at tro på dem eller leve jer ind i rollerne. Vores teateranmelder, Anne Middelboe, ville ikke være begejstret. Så læg rollehæftet på hylden og improviser. Prøv med noget i retning af: »Hvis du selv synes, du er tyk, så er der nok noget om det, Basse. Så lad os spise kinakål med danskvandsdressing sammen. Lad os elske, så kalorierne rasler af dig, og du får quinoa-lår og squat-røv.«

Se, det er hjælp til selvhjælp. Og det er tilmed rigtigt – de fleste voksne mennesker, der har behov for at spørge, om de er blevet lidt for omfangsrige, er lidt for omfangsrige. Fedmeinstinktet tager sjældent fejl. Det bedste af det hele er, at en sådan melding er den vildeste kærlighedserklæring. Der er ikke noget mere rørende, end når ens elskede giver en den hjælp, man har brug for.                           

– Susan Knorrenborg

Svar II:

Jeg tror på absolut ærlighed. I teorien.

Hensynsfulde hvide løgne har det med at bunke sig oven på hinanden, indtil man en dag har bygget et hus op omkring sig selv, som føles ganske trangt og overraskende uhjemligt, både for den, der fortæller løgnene og for den der, tager imod dem, men pludselig en dag
indser, at det vitterlig ikke var sand-heden.

Alle ved jo alligevel, at man har et kropsideal, alle ved, at man kigger på andre kvinder/mænd, selv om man befinder i et – i øvrigt – lykkeligt og harmonisk – parforhold, og at citronhalvmåner smager godt.

Konceptet om ikke at sige, hvad der går én på eller at tage ens kærestes legitime selvkvaler seriøst, men blot feje dem ind under magelighedens gulvtæppe er jo også en slags virkelighedsflugt, og jeg tror, ærlighed omkring den slags fører i sidste ende til mere harmoniske parforhold. Man vil vel gerne have ærlighed i livets andre forhold – hvorfor så ikke i kærlighedens?

Og nej, jeg har aldrig på nogen måde fundet nogen af dine veninder tiltrækkende på andet end et rent platonisk plan, og jeg synes heller ikke, du er tyk. Men det kan være, vi skal springe desserten over i aften.               

– Tobias Havmand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu