Her er dine udfordringer, Søren Pape

Konservatismens ideologi har været under pres længe. Faktisk anfægter hele det moderne liberale samfund med alle dets værdier kernen i den konservative tankegang. Men ny bog peger på, hvor i konservatismens tankegods kimen til en opblomstring kan findes
Inspiration. Den afgående formand og hans efterfølger. Søren Pape Poulsen kan med god grund læse Jon A.P. Gisses bog, ’Konservatisme og kulturkamp’.

Inspiration. Den afgående formand og hans efterfølger. Søren Pape Poulsen kan med god grund læse Jon A.P. Gisses bog, ’Konservatisme og kulturkamp’.

Søren Bidstrup
16. august 2014

Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at konservatismen som politisk og kulturelt program er presset i disse år. Med valget af Viborgs 42-årige borgmester Søren Pape som ny politisk leder for Det Konservative Folkeparti, skifter partiet formand for ottende gang på kun 20 år. Man kan mene, at konservatismen i Danmark har været under pres i det mindste siden Tamilsagen og Schlüterregeringens fald. Men forklaringen på de konservatives nedtur i dansk politik stikker meget dybere end skiftende formænd og dalende vælgertilslutning. Selve konservatismens ideologi er presset.

Krisen går ifølge en ny bog langt tilbage i historien. Helt tilbage til oplysningstidens opgør med kristendommen, industrialiseringens pres på kernefamilien, teknologiens fremmedgørelse af det moderne menneske, biologiens kritik af den frie vilje, globaliseringen af nationalstaten, den seksuelle frigørelse og kvindernes introduktion på arbejdsmarkedet. Hele det moderne liberale samfund anfægter på en fundamental måde kernen i den konservative tankegang. Fremskridtstro, oplysning og frigørelse er alt sammen kimærer og genfærd, som ifølge konservatismen forhindrer besindelsen på den oprindelige helhed, mennesket tilhører.

Men hvor blev de konservative tænkere af? Hvor er den konservative kritik af den moderne individualisme og materialisme, som er udgangspunktet for den konservative livsanskuelse? Det har Jon A.P. Gissel sat sig for at undersøge i en ny bog. I Konservatisme og kulturkamp beskriver Gissel minutiøst den konservative reaktion på moderniteten i sidste tredjedel af 1800-tallet. Den klassiske fortælling om dansk åndsliv omkring år 1900 er en fortælling om Georg Brandes som lysbringeren, der gjorde op med guldalderlitteratur og fejede romantikken bort. Men, som forlaget skriver i følgeteksten til bogen, er det sejrherrerne, der skriver historien.

Glemt er det, at Georg Brandes og de senere kulturradikale blev mødt af en stærk konservativ modstand. Gissels tese er, at den konservative kritik af moderniteten og kulturradikalismen er blevet skrevet ud af historien, og at vi stadig lever under eftervirkningerne af denne fortrængning. Det bliver ikke sagt direkte, men det er tydeligt, at Gissel mener, at en rehabilitering af den ’fortrængte konservatisme’ samtidig rummer nøglen til en opblomstring af konservatismen som politisk projekt.

Til kamp mod materialisme

Gissel vil kortlægge de konservative tænkere og forfattere og deres fælles såvel som divergerende tankegods for derigennem at give en mere retfærdig fremstilling af konservatismen. Nøglen til at forstå konservatismen skal ifølge bogen findes i den kulturkamp, der fandt sted i Danmark i slutningen af 1800-tallet. På det tidspunkt har samfundet i de seneste 100 år været præget af marxisme og liberalisme. Fra hvert deres udgangspunkt og med rod i forskellige ideologiske begrundelser har de kæmpet om retten til at præge fremskridtet. Begge har de været enige om, at samfundet bør styres ud fra menneskets materielle interesser, hvad enten vægten er blevet lagt på menneskets individuelle interesser eller samfundets kollektive interesser. Fra hver deres position har liberalismen og marxismen delt en fundamental interesse i moderniteten og har betragtet teknologiske og videnskabelige fremskridt som nøglen til en forbedring af menneskelige vilkår.

Men i stedet for at skabe forbedringer og fremskridt har den moderne teknologi og materialisme skabt forvirring og hjemløshed. Gissel lægger ikke skjul på sin opfattelse af, hvad han betragter som det moderne samfunds åndelige forfald. Han beskriver uden distance, hvordan marxismen i det 20. århundrede var præget af »hadet som den grundlæggende drivkraft«. Og han skriver i begyndelsen af bogen, hvordan »man har smykket sin hadefuldhed med ord som kritik og frigørelse«. Kort sagt har marxismen og liberalismen forsøgt at rationalisere hadet ved at betragte mennesket som et »middel i fremskridtets tjeneste«. Af samme grund kan Gissel tidligt i bogen omdømme kulturradikalismen til blot »radikalismen«, så læseren ikke er i tvivl om den samfundsnedbrydende tendens blandt moderne venstreorienterede.

Konservatisme og kristendom

Hermed er fronterne trukket op for bogens egentlige ærinde, nemlig fremstillingen af den kulturkamp der udspillede sig i anden halvdel af det 19. århundrede mellem på den ene side Georg Brandes og hans tilhængere og på den anden side den teologiske, kulturelle og politiske konservatisme og dens fortalere. Bogen bringer et væld af nye og glemte kilder frem. Et omfattende idéhistorisk kapitel beskriver Henrik Schlarlings (1836-1920) teologiske konservatisme, som var baseret på den protestantiske kritik af datidens materialisme og naturvidenskab. Gissel bruger Scharling, men også biskop Hans Martensen (1808-1884) til at etablere den intime forbindelse mellem konservatisme og kristendom. Konservatismen er utænkelig uden kristendommen, hedder det i bogen. Derfor taber konservatismen uundgåeligt terræn i takt med, at man gradvist opgiver kristendommen. Den teologiske konservatisme er således en af bogens vigtigste kritikfigurer. En aktuel konservatisme kan ikke handle om skattelettelser eller motorveje, forklarer Gissel, men må forankres i en dyb besindelse på den menneskelige frihed, den nationale samling, den kristne livsanskuelse og familiens suverænitet.

Fælles for de tidlige danske konservative var et forsvar for det åndelige aspekt af menneskelivet. De forsvarede kristendommen og nationen som grundlaget for samfundslivet og forsvarede menneskets frihed mod determinismen. Derfor udfoldes konservatismen bedst som en kritik af det moderne menneskes forfald. Konservatismen har aldrig været et progressivt projekt, men altid et reaktionært, nemlig at beskytte kernen i mennesket, familien, institutionerne og kristendommen mod tidernes mangeartede stormløb.

Uantastelige fremskridt

For en forholdsvis godtroende, grænsende til naiv tilhænger af den moderne civilisations gevinster som denne anmelder, er bogen en temmelig uspiselig modernitets- og kulturkritik. Borgerrettigheder, ligestilling og videnskabelig rationalitet står på trods af den åndløse materialisme og overdrevne neodarwinisme som uantastelige fordele og hårdt tilkæmpede fremskridt i det senmoderne samfund.

Gissel har skrevet en læseværdig og dybt fascinerende bog om konservatismens arkæologi, men han begår en problematisk fejlslutning, når han kulturaliserer konservatismens historiske krise. Georg Brandes og de senere radikalister vandt ikke bare kulturkampen på grund af feje trick eller en uretfærdig magtovertagelse. De vandt debatten, fordi deres argumenter grundlæggende var overbevisende. Parlamentarisme, oplysning, ligestilling og videnskab er civilisatoriske fremskridt, foruden hvilke det moderne demokrati ikke havde været muligt.

Alligevel er der noget befriende over Gissels engagerede udlægning af de centrale konservative argumenter. Ikke bare formår han at genopdage et glemt tekstunivers af kommentarer, avisartikler, bøger og tidsskrifter. Konservatisme og kulturkamp giver et imponerende historisk indblik i den konservative tankeverden på grænsen til det 20. århundrede. Bogen giver indtryk af en levende idékamp.

Mange af de seneste 100 års politiske vildfarelser har fjernet blikket fra ideologiernes betydning. Med undtagelse af få mellemrum har vi accepteret, at konservatismen, socialismen og liberalismen har indgået en tavs, nærmest apolitisk aftale om at sikre konkurrenceevne, vækst og arbejdspladser. Men bag de politiske programmer ligger tungtvejende principielle uenigheder.

Og hvorfor har moderne politikere og intellektuelle egentlig fløjlshandsker på, når de diskuterer? Det hører til Gissels fortjeneste, at han viser, hvordan tonen i debatten mellem konservative og kulturradikale langt fra var anstændig. Tværtimod kan man sige, at den senere politiske anstændighed har gjort forskellene mellem de politiske programmer mindre tydelig.

Bogen giver anledning til at overveje, hvordan et konservativt projekt kan se ud i dag. Fra den ’konservative revolution’ hos tyske filosoffer som Ernst Jünger, Carl Schmitt og Martin Heidegger er vi smerteligt belært om, hvordan antividenskabeligheden, antimoderniteten og antidemokratismen meget nemt slår over i totalitære tendenser. Med neokonservatismen hos Paul Wolfowitz, Donald Rumsfeld og Dick Cheney er konservatismen blevet devalueret som militær- og udenrigspolitisk strategi. Hvis man i dag stadig vil forsvare konservatismens synspunkt, må løsningen være pragmatisk. Tilhængerne må selektere kraftigt i det konservative idéhistoriske landskab, som Jon A.P. Gissel fint optegner.

Men spørgsmålet er, om paradokserne er for overvældende. Kan en ny konservatisme kæmpe for familien uden at fratage kvinderne rettigheder, kæmpe for nationalstaten uden at blive xenofobisk, kæmpe for de nære livsverdensrelationer uden at blive romantisk? Den postmoderne konservatisme hos Søren Pape står over for principielle politiske udfordringer.

Jon A. P. Gissel: Konservatisme og kulturkamp
352 sider. 375 kroner
Munch & Lorenzen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Ernst  Petersen

Artiklen kigger alt for snævert på meget gamle historiske forhold for at forklare den nuværende krise i det konservative folkeparti. Den ignorerer følgende:

1. I f. eks. Tyskland har det konservative CDU/CSU regeringsmagten og næsten halvdelen af parlamentets mandater.

2. Vi skal kun et par årtier tilbage, før det konservative folkeparti var storebror i VK samarbejdet under Poul Schlüter.

3. Tilbagegangen startede først under tamilsagen og fortsatte så på grund af Hans Engels spirituskørsel, opdagelsen af at den nye leder Per Stig Møller også havde en (skjult) spiritusdom, Henriette Kjærs uforståelige støtte til sin dybt kriminelle mand samt Lene Espersens større lyst til at holde ferie end at mødes med Hillary Clinton.

4. Under skandalerne (og under Lars Barfod) droppede de konservative alle deres mærkesager om at bekæmpe kriminalitet vha hårdere straffe og flere penge til politiet. I stedet skar de ned på bagmandspolitiet og havde til sidst kun skattelettelser til de velhavende som eneste tilbageværende mærkesag.

5. Intet tyder på, at konservatismen er ved at afgå ved døden internationalt. Det er kun i Danmark, at det er gået galt. Derfor kan det kun være den danske ledelse og de særlige danske skandaler, der er årsagen til de konservatives dybe krise i netop Danmark.

6. Mange konservative partier (herunder det tyske) kalder sig godt nok kristelige. Men selvom de støtter kirken, så er det noget, som de sjældent siger ret meget om. De accepterer normalt også ateister og tilhængere af andre religioner som medlemmer. Så det religiøse har ikke været væsentligt for dem i mange årtier (selvom det var det dengang for længe siden, da de stærkt foretrak adelige medlemmer frem for alle andre).

Brugerbillede for Peter Ole Kvint

Det er menneskeofring for en kvinde at gifte sig og få børn, så derfor burde de Konservative kæmpe familiernes sag. Og en stor del af befolkningen forstår godt at en tidligere formand heller ville holde ferie med sin familie, end gå til et ligegyldigt møde. Men nutiden har ikke plads til familien.
I stedet er partiets mål at afskaffe topskatten, selvom alle der betaler topstat har råd til det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Fra den ’konservative revolution’ hos tyske filosoffer som Ernst Jünger, Carl Schmitt og Martin Heidegger er vi smerteligt belært om, hvordan antividenskabeligheden, antimoderniteten og antidemokratismen meget nemt slår over i totalitære tendenser. Med neokonservatismen hos Paul Wolfowitz, Donald Rumsfeld og Dick Cheney er konservatismen blevet devalueret som militær- og udenrigspolitisk strategi.

Det er jo ihvertfald ikke løgn. Godt set!

Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Der er slet ingen grund til al den floromvundethed. Når konservatismen (i politisk betydning) har det svært i et demokrati som det danske, er det fordi de fleste let indser, at det - selv om man forsøger at maskere sine hensigter som værende i almenvellets, frihedens og nationens interesse - er et klasseparti, som det alle dage har været, der først og fremmest arbejder for de mest velbjergedes interesser og blæser mest muligt på de idealer om lighed og solidaritet som især venstrefløjen repræsenterer (selv om det godt nok af og til kan være svært at kende forskel).

Brugerbillede for Markus Hornum-Stenz

Jeg har svært ved at forstå at vælgerkrise hos De Konservative skulle betyde krise for konservatismen. Det konservative synspunkt lever vel i bedste velgående, bare hos DF?

Ang. Carl Schmitt et al: Som med socialisme og liberalisme, gælder det vel for de konservatisme om at have et nogenlunde letforståeligt ideal, men ikke i praksis at være så idealistiske at det gør noget (fører til samfundsdestabiliserende intolerance). Tekstbogsidealisme er aldrig godt...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Kjeldgaard

Det Konservative Folkeparti opstod som en public-relations gimmick fordi partiet Højres navn simpelthen var for belastet af antidemokratisk bagage efter Estrup-diktaturets sammenbrud. Måske skulle de simpelthen melde rent flag og genrejse det hæderkronede gamle partinavn? En ærlig varedeklaration kan da kun vække respekt hos vælgerne, og med en erkendelse af at DF har tyvstjålet alle de konservative mærkesager, læs: Gud, Konge, Fædreland og en stærk stat, kan det da kun gå fremad!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Johansen

(Man kan også anskue industrialiseringen og de teknologiske fremskridt som et fænomen der er foregået helt uafhængig af en kollektiv vilje, som et nødvendigt svar på befolkningseksplosionen.)
De danske Konservatives største problem synes dog i højere grad at være, at der ikke er nogen politikudvikling overhovedet. Se bare på det seneste forslag om 12 års fængsel til indbrudstyve. Det er i øvrigt et forslag som placerer de Konservative pladask mellem to stole: Drakoniske straffe appellerer til intolerante mennesker, og samtidig har de netop udnævnt en bøsse som formand!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ernst  Petersen

Morten Kjeldgård
DF er ikke konservativt, men derimod et nationalistisk semisocialistisk parti (svagt socialistisk, men med stærk vægt på nationalisme). DF baserer sig faktisk på jævne (ofte uuddannede) borgere, mens konservative altid har interesseret sig mest for de velhavende.

Konservatisme er noget ganske andet. Wikipedia beskriver det således:

"Konservatismen ser det som mål at bevare fælles værdier som historie, stand, kultur, tradition, slægt og ære, værdier der eksisterer forud for individet. For den konservative har samfundet en pligt til at drage omsorg for dets svage, og samfundets behov for stabilitet og sammenhængskraft vægtes ofte over individets fri udfoldelse. Dette står i modsætning til f.eks. liberalisme, der ikke a priori tillægger individet ansvar for andre individer. Dermed bliver konservatismen, sammenlignet med liberalismen, en kollektivistisk ideologi.

Konservatismen indeholder således en modstand imod utopier (idealsamfund som folk har tænkt sig frem til), hvorimod den konservative ønsker en udvikling baseret på det, erfaringen kan lære os."

Desuden var navnet "Det Konservative Folkeparti" ikke bare en omdøbning af partiet Højre. For det nye parti var faktisk en sammenslutning af hele tre partier:

"Det Konservative Folkeparti blev stiftet i 1915 på grundlag af forhandlinger imellem partierne Højre, De Frikonservative og en fløj af det tidligere Moderate Venstre. Indtil 1915 var partiet Højre det dominerende konservative parti i Danmark. Da mange uden for partiet imidlertid forbandt Højre med provisorietiden og den tidligere konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup, mente især mange unge højremedlemmer, at der var behov for et nyt parti, der kunne få en mere moderne og socialt indstillet konservativ profil. Det Konservative Folkeparti blev anmeldt til Rigsdagen den 18. december 1915 og bestod ved stiftelsen af otte folketings– og 26 landstingsmedlemmer. Mens partiorganisationen blev dannet i januar 1916."

Sammenligningen af det nuværende parti med det nystiftede partis program i 1915 er ganske interessant:

"Ved sin stiftelse havde Det Konservative Folkeparti et forholdsvis kort og ganske præcist program på 12 punkter:

Gennemførelse af almindelig værnepligt og et styrket forsvar
Styrkelse af den private ejendomsret og mulighederne for at starte virksomhed
Indførelse af ejendomsbeskatning på baggrund af jordbesiddelse
En social lovgivning på princippet "hjælp til selvhjælp".
Begrænsning af folkets forbrug af alkohol
Sparsommelighed med de offentlige finanser
Afgrænsning af hvad der er statslige og kommunale opgaver og ikke for store økonomiske byrder på kommunerne
Opretholdelse af folkekirken
Højere niveau i "børneskolen" og på de videregående uddannelser
Komplet reform af retsplejen
Fuld gennemførelse af den lige og almindelige valgret
Gennemførelse af kvinders ligestilling

De fleste punkter er ikke mere aktuel konservativ politik, og det er ret svært at se, hvilke punkter der skulle være kommet til i dag, hvor partiet næsten kun snakker om "lettelser i topskatten" sammen med LA.

anbefalede denne kommentar