Læsetid: 6 min.

Elegi for en tabt generation

Med Steven Gerrards farvel til landsholdet er der lukket og slukket for Englands såkaldt Gyldne Generation, der lovede så meget og leverede så lidt
Uforløst. Fra venstre, Steven Gerrard, Michael Owen og David Beckham, tre af spillerne fra Englands gyldne generation, der også talte Paul Scholes, Rio Ferdinand, Ashley Cole og Frank Lampard – spillere, der fejrede store triumfer med deres klubhold, men aldrig fik udrettet noget særligt på det engelske landshold.

IAN HODGSON

9. august 2014

Nu, hvor vi er nået til vejs ende, kan vi konstatere, at fortællingen om Englands gyldne generation endte som en tragedie.

Men det kunne ingen vide den efterårsaften i september 2001, da et engelsk landshold spækket med unge himmelstormere løb på banen i München for at spille VM-kvalifikationskamp mod de tyske puljefavoritter.

To timer senere troede enhver engelsk fodboldfan, at nationen stod over for en ny guldalder. Holdet havde fejet tyskerne af banen med historiske 5-1 efter en præstation, hvor Michael Owen scorede hattrick og en blot 21-årig Steven Gerrard sendte et projektil af et langskud ned i det fjerne målhjørne fra 25 meters afstand.

Storsejren over tyskerne var det bedste engelske landsholdsresultat i årevis. Den var medvirkende til at give det nye, unge kuld landsholdsspillere, der brød igennem den aften, tilnavnet Den Gyldne Generation.

Det skulle vise sig at blive den mest meriterende sejr, holdet nogensinde vandt. Bedre blev det aldrig. Den Gyldne Generation kulminerende, før den overhovedet kom i gang.

Når man i dag kigger på englændernes holdopstilling fra kampen i München, virker det nærmest utroligt at tænke på, at det aldrig lykkedes for det mandskab at vinde noget. Holdkortet bugner af bristefærdigt talent.

I forsvarskæden finder man Gary Neville, Rio Ferdinand og Ashley Cole; på midten regerede Scholes, Gerrard og Beckham og i frontlinjen lå den lille, lynhurtige åbenbaring Michael Owen.

Alle var de spillere, der i de kommende år skulle indtage nøgleroller på nogle af de største klubhold i Europa og vinde store trofæer. Men landsholdet fik de aldrig løftet til de højder, som deres landsmænd drømte om efter hin magiske aften i München. Heller ikke selv om de i tiden efter sejren over tyskerne kunne supplere landsholdstruppen med Liverpools forsvarsgeneral Jamie Carragher og Chelseas offensive playmaker Frank Lampard, der tilhører samme generation.

Besynderlige trænervalg

En stor del af ansvaret for de mange skuffelser i den engelske landsholdstrøje tilfalder naturligvis spillerne selv, men de er heller ikke blevet hjulpet af et engelsk fodboldforbund, der i de seneste små to årtier har negligeret den hjemlige talentudvikling og brugt kræfterne og pengene på en bizar rekrutteringspolitik, hvor det mere har handlet om at hyre trofætrænere end fodboldfaglige kapaciteter.

Trenden begyndte allerede med ansættelsen af fodboldikonet Kevin Keegan tilbage i 1999. The Mighty Mouse blev belønnet for nogle fine sæsoner som træner for Newcastle, men reelt blev han mere hyret på navnet end på meritterne, og det stod hurtigt klart, at han som ansvarlig for landsholdet var ude, hvor han ikke kunne bunde.

I en kamp mod Polen indskiftede han Paul Scholes med en taktisk instruktion, der begrænsede sig til en opfordring til den rødhårede midtbaneterrier om at løbe ind på grønsværen og smide nogle håndgranater. Og han fyrede reelt sig selv, da han efter et hjemmebanenederlag til tyskerne måtte indrømme, at han i pausen ikke havde begreb skabt om, hvordan han skulle bringe sit mandskab tilbage i kampen.

Fiaskoen med Keegan indgød tilsyneladende det engelske fodboldforbund en frygt for britiske trænere, for som en erstatning for ham hentede forbundet en svensk trofætræner i skikkelse af Sven-Göran Eriksson.

’Svennis’ bragte international flair til jobbet fra sine år i Lissabon, Rom og Firenze, og han ankom til de britiske øer med et ry som en af kontinentets mest velanskrevne trænere efter at have ført Lazio til det italienske mesterskab.

Det var imidlertid under ham, at England indledte den periode med taktisk og spillemæssig stagnation, som holdet aldrig rigtig er kommet ud af. Mens andre nationer som Holland, Portugal, Frankrig og Spanien for alvor begyndte at nytænke deres måde at spille fodbold på, holdt Svennis fast i en konservativ 4-4-2-formation, hvor Lampard og Gerrard gik i vejen for hinanden på midtbanen, mens Michael Owen fór omkring på egen hånd oppe foran.

Eriksson afslørede aldrig nogen ægte vilje til at forløse den talentfulde generation. Og i dag huskes den svenske gentleman med det gråbølgede hår mest for sin ustyrlige dameglæde, der blandt andet fik ham til at rådgive landsholdsspillerne om, hvordan de kunne arrangere private rendezvouser med unge beundrerinder, uden at deres koner eller den engelske skandalepresse anede uråd:

»Det er ikke nødvendigt at tage kvinderne med op på spillerhotellet. Hvis I møder én, som I godt kan lide, så få hendes nummer og tag hjem til hende efter kampen. På den måde får vi ingen problemer.«

Sådan lød hans råd til landsholdstruppen ifølge forsvareren Jamie Carragher, der kalder ham »en bedre casanova end landstræner«.

Endnu en trofætræner

Da Erikssons tid randt ud, blev han erstattet med letvægteren Steve McClaren. Men den tidligere Middlesbrough-træner havde aldrig opbakning i offentligheden og blev fyret efter en kikset EM-kvalifikation, hvorefter det engelske fodboldforbund demonstrerede, at det intet havde lært af Eriksson-fiaskoen ved at hente endnu en trofætræner; denne gang den sammenbidte alvorsmand Fabio Capello.

Ligesom Eriksson ankom Capello med et imponerende cv. Og ligesom Eriksson viste han sig at være fuldstændig uinteresseret i en langsigtet udvikling af The Three Lions. Han formåede ganske vist at få England til VM i Sydafrika. Men her blev holdet ekspederet ud i ottendedelsfinalen efter en uinspireret indsats. Og da Capello efterfølgende fjumrede rundt i en sag om racismeanklager mod holdets anfører, John Terry, røg han ud af vagten og efterlod et syndigt rod bag sig i form af et hold uden etableret startformation eller en klart defineret spillestil.

Sidenhen har Roy Hodgson forsøgt at samle stumperne, men som det nyligt overståede VM viste, er der lang vej endnu, før England igen kan regnes til verdenseliten. Og da Steven Gerrard efter slutrunden i Brasilien bekendtgjorde, at han indstillede sin landsholdskarriere, markerede det samtidig afslutningen for en generation af spillere, der lovede så meget og leverede så lidt.

Englands gyldne generation gik til spilde på grund af et udueligt fodboldforbund og kortsynede trænere, der aldrig formåede at løfte holdet frem til så meget som blot en semifinale i en international turnering. Og samtidig har eventyret med kontinentale trænere været med til at tømme kasserne i det engelske fodboldforbund. Både Eriksson og Capello trak – oven i deres høje lønninger – store fratrædelsesgodtgørelser ud af forbundet, da de blev vist vintervejen. Penge, som kunne have været anvendt til talentudvikling, fodboldskoler og trænerkurser over hele England, forsvandt ned i lommerne på stenrige lykkeriddere.

Englands forældede principper

Man kan ikke bebrejde folk som Capello og Eriksson, at de sørger for at få de penge, som de har krav på. Men man kan bebrejde det engelske fodboldforbund, at det i årevis har hældt millioner af pund ned i lommen på udenlandske trænere i stedet for at investere i en reel udvikling af spillet i England.

Dermed har det både svigtet den gyldne generation – og kommende engelske fodboldgenerationer.

I dag er svaghederne synlige overalt i landets fodboldsystem: England råder over langt færre uddannede fodboldtrænere end de andre store nationer i Europa. Engelske ungdomsspillere bliver stadig trænet efter forældede principper, hvor alt for meget handler om tempo og fysisk styrke. Og engelske spillere får stadig sværere ved at slå sig igennem til landets fineste række.

I sidste sæson dykkede andelen af englændere i Premier League for første gang til under en tredjedel af den samlede spillermasse. Dermed er den bedste engelske række den af de store ligaer i Europa, der har færrest aktører fra eget land.

Englands sidsteplads i puljen ved VM i Brasilien var ikke et tilfælde. Det var et resultat af en systematisk forsømmelse af talentudviklingen i fodboldens moderland over det seneste par årtier.

Og hvordan er det så gået den nation, som England besejrede med 5-1 tilbage i 2001 i München?

Jo, den er lige blevet verdensmester takket være et langsigtet talentarbejde, som blev iværksat lige netop i den periode, hvor den blev ydmyget af sine engelske ærkerivaler.

Tysk landsholdsfodbold nåede sit nadir ved EM i år 2000, hvor holdet sluttede sidst i sin pulje. Herefter iværksatte det tyske fodboldforbund et landsdækkende talentudviklingsprogram med fodboldakademier, uddannede trænere og indslusningsprogrammer til bundesligaklubberne. Og det er denne målrettede indsats, der har været med til at fostre spillere som Özil, Kroos, Schweinsteiger, Neuer, Götze og Müller og alle de andre, der hjembragte Jules Rimet-pokalen til Berlin i sidste måned.

Tyskerne så skriften på væggen allerede i starten af årtusindet. England har sovet tornerosesøvn i 13 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glenn Lynge Andersen

Endnu et eksempel på. at den kloge lærer af sine nederlag, men den mindre kloge lader sig lulle i søvn af sine sejre.

Morten Bo Johansen

Måske begår Martin Østergaard-Nielsen bare den samme fejl som så mange andre, nemlig at overvurdere engelsk fodbold: Var disse spillere nu egentlig også så satans gode? Okay ved EM i 2004 var de faktisk fantastisk gode (det var under Svennis!) og lignede sikre europamestre, lige indtil Rooney blev skadet. Sjældent har fodbold været mere dødeligt direkte end det The Three Lions leverede i den turnering. Men det var lidt lige som manden med forkølelsen der for en stund oplever at han synger smukt p.g.a. sin forkølelse, men efter forkølelsen er væk, er stemmen igen ordinær. Svennis og England fandt aldrig melodien igen.