Baggrund
Læsetid: 2 min.

Hus og hjem

Der er ikke lige så mange nemme paroler i middelklassen som i fattigdom, ruin og nød. Men skabelsen og den konstante udvidelse af den ejendomsbesiddende middelklasse er det 20. århundredes største økonomiske bedrift
Der er ikke lige så mange nemme paroler i middelklassen som i fattigdom, ruin og nød. Men skabelsen og den konstante udvidelse af den ejendomsbesiddende middelklasse er det 20. århundredes største økonomiske bedrift

Mik Eskestad

Moderne Tider
23. august 2014

Dette er et billede af dagpengereformen.

Kim og Inger Uggerholt har solgt deres hus i Ølstykke og skal til at finde en lejlighed. Kim Uggerholt er en af de danskere, hvis dagpenge nu løber ud efter den barberede dagpengeperiode på to år.

Skæringsdatoen rammer nu de første, og det har i den forgangne uge fået fagforeningsbosser og oppositionspolitikere til at tale om fattigdom, ruin, skilsmisser, stress, depression, isolation, nød og marginalisering. Pressen har været på jagt efter mennesker, som kunne sætte et ansigt på katastrofen. Og de modige, der har ladet sig portrættere, er dernæst blevet mødt med folkelig forargelse over, at de klagede over for lidt og ikke virkede fattige og nødstedte nok.

Det fine ved Jyllands-Postens billede er, at det ikke er af en humanitær katastrofe. Det er derimod et portræt af Danmarks middelklasse. Altså den som bærer velfærdsstaten, og som velfærdsstaten derfor også plejer og orienterer sig imod med institutioner, uddannelser, sundhedstilbud, forsikringsordninger og overførselsydelser også til levedygtige og initiativrige mennesker som for eksempel studerende og husejere med designersofa, fladskærms-tv og selskabsstel i vitrineskabe. Ikke fordi de er ruinerede, deprimerede, isolerede, fattige eller i nød, men fordi de er velfærdsstatens lim.

Der er ikke lige så mange nemme paroler i middelklassen som i fattigdom, ruin og nød. Men skabelsen og den konstante udvidelse af den ejendomsbesiddende middelklasse er det 20. århundredes største økonomiske bedrift. Skabelsen af den fleksible nordiske velfærdsstat på middelklassens fundament er måske klodens mest velfungerende samfundsorden. Og middelklassens særlige kombination af ejendomsbesidderens selvværd og ansvarlighed på den ene side og lønmodtagerens solidaritet på den anden side har vist sig at være nok det bedste udgangspunkt for demokratisk opførsel, vi kender til.

Velfærdsstaten er middelklassen. Den er løftet om, at du skal betale meget, men at dit tæppe ikke bliver revet væk. Om at din tillid kan betale sig, så længe du også er solidarisk.

Hvor mange reformer kan dette system bære, uden at man rykker ved det, som limer os politisk og økonomisk sammen? Det er dén meget vanskelige balance, som de danske politikere skal mestre at justere, genopfinde og samtidig bevare. Hvor gode de er til det, kunne dagpengedebatten med fordel handle om.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her