Læsetid: 8 min.

Israels nye høg siger det de andre tænker

Han har dræbt masser af arabere, han har tjent tykt som forretningsmand, og så har han givet højrefløjen et mere moderne ansigt. Naftali Bennett ligner fremtidens mand i israelsk politik
Populær. Den israelske højrefløjspolitiker Naftali Bennett, der her fører valgkampagne på en bar, har godt fat i de unge vælgere, der generelt er mere højreorienterede, mere skeptiske over for en tostatsløsning og mere tilbøjelige til at støtte en annektering af Vestbredden end deres forældre.

Populær. Den israelske højrefløjspolitiker Naftali Bennett, der her fører valgkampagne på en bar, har godt fat i de unge vælgere, der generelt er mere højreorienterede, mere skeptiske over for en tostatsløsning og mere tilbøjelige til at støtte en annektering af Vestbredden end deres forældre.

Amir Cohen

9. august 2014

Han tog kippaen på i trods. Israels premierminister Yitzhak Rabin var netop blevet myrdet, og den israelske politiske mainstream havde travlt med at pege fingre ad det stærkt religiøse miljø, som gerningsmanden tilhørte. Naftali Bennett gik imod strømmen og iførte sig den ortodokse hovedbeklædning.

Det er snart 20 år siden, men kippaen sidder stadig solidt plantet på Bennetts nu sparsomt behårede hoved. Som det eneste synlige tegn på, at han udover at være den moderne, succesfulde forretningsmand, som hans øvrige fremtoning giver indtryk af, også er en stærkt religiøs leder af HaBayit HaYehudi (Det jødiske hjem), et parti på den yderste højrefløj.

Mens det i skrivende stund endnu er uklart, om krigen i Gaza nærmer sig sin afslutning, eller om kampene genoptages efter et par dages våbenhvile, er en ting sikker: På et tidspunkt bliver det hverdag igen. Og her er Naftali Bennett en af nøglefigurerne på israelsk side.

I dag er Bennetts holdninger langt mindre kontroversielle, end da han tonede rent flag i 90’erne. Venstrefløjen, fredsbevægelsen og det tidligere så magtfulde arbejderparti er sat uden for indflydelse. Og ved det seneste valg i 2013 sikrede Bennett som nyvalgt formand sit parti en fremgang fra tre til 12 af det israelske parlament Knessets 120 mandater samt deltagelse i Benjamin Netanyahus regeringskoalition, hvor den tidligere it-entreprenør og elitesoldat er blevet minister for økonomi og handel, religiøse ceremonier samt Jerusalem.

På den måde er historien om Naftali Bennett historien om et stadig mere højreorienteret Israel. Om et Israel, hvor færre og færre tror på, at fredsprocessen kan føre til en løsning på konflikten med palæstinenserne.

Siden konflikten i Gaza på ny brød ud i juli måned, har opbakningen til Bennett nået nye højder, og Det jødiske hjem står i den seneste meningsmåling til at blive Israels næststørste parti. Der findes folk, der ser ham som fremtidig premierminister. Meningsmålinger i krigstid skal altid tages med forbehold, men foreløbig ligner Naftali Bennett et godt bud på en vinder af krigen i Gaza.

»På et meget vigtigt parameter er han blevet styrket som følge af krigen. Da han har begrænset ansvar og ikke står til regnskab over for det internationale samfund på samme måde som Netanyahu, kan han tillade sig at forfølge en mere ’ren’ ideologisk linje. Han kan sige tingene på den måde, som højrefløjen her i landet gerne vil have det,« forklarer Zach Levey, der er professor i statskundskab ved det israelske Haifa University.

Premierminister Netanyahu har ganske vist nydt stor opbakning i befolkningen, mens Operation Protective Edge har stået på. Selv fra venstrefløjen. Avisen Haaretz, der normalt er blandt Netanyahus hårdeste kritikere, har på lederplads rost Netanyahu for at udvise »tilbageholdenhed«.

»Men når Netanyahu af venstrefløjen bliver rost for ’tilbageholdenhed’, kan Bennett bruge det til at fremstille ham som tøvende grænsende til svag. Som en premierminister, der i virkeligheden ikke bestemmer. Det vil give genklang hos mange Likudvælgere, der ikke er tilfredse med resultatet af operationen,« siger Zach Levey.

Sopranosretorik

Gennem årene har en stadig større del af de israelske vælgere sluttet sig til det kor, der kræver en hårdere linje over for palæstinenserne. Og det tilbyder Bennett.

»Der er visse ting, som de fleste af os ved aldrig vil ske: Der kommer ikke en ny sæson af The Sopranos ... og der vil aldrig komme en fredsaftale med palæstinenserne,« som et af hans kampagneslogans lød under valgkampen i 2013.

»Det er klar tale. Det er usminket. Og det appellerer til mange vælgere,« siger Zach Levey. »Han tiltrækker mange blandt bosætterne. Mange af dem på højrefløjen, der er ideologisk bevidste. Og så de unge, som leder efter noget ideologisk mere ’rent’ og veldefineret end Netanyahus Likud. Det interessante er, at han med sin stil appellerer til både sekulære og religiøse.«

Det genkender den danske Israel-ekspert Jakob Egholm Feldt, der er lektor ved Roskilde Universitet.

»Bennett har fornyet den højrenationale bevægelse ved at give den et moderne ansigt. Han fremstår ikke som nogen rabiat rabbiner fra Vestbredden med en uzi over skulderen. Han fremstår som en urban forretningsmand, der er veltalende og behagelig at være sammen med. Han har givet sit parti et image som nærmest midteragtigt, selv om det ikke er det,« siger Jakob Egholm Feldt.

Ud over sin retorik, som ofte kombinerer det højreorienterede budskab med referencer til vestlig popkultur som tv-serierne Sopranos og Seinfeld, mestrer den karismatiske Bennett også gimmickens kunst. Ved offentlige arrangementer har han fundet guitaren frem og spillet Shirei Eretz Yisrael-sange – folkeviser, der i overensstemmelse med det jødiske folks lange lidelseshistorie nærmest udelukkende er komponeret i mol. Under den seneste konflikt i Gaza demonstrerede han sin beherskelse af tv-mediet, da han gik på Fox News med halen af en Grad-raket i hænderne.

»Forestil jer, hvordan I ville have det, hvis en af dem her ramte jeres børns børnehave, deres skole, eller – Gud forbyde det – jeres eget hjem. Det er, hvad Israel står over for i dag,« sagde han henvendt til seerne af det konservative Fox News.

Hans bramfri stil har imidlertid også flere gange medført kritik. Som da det sidste år kom frem, at Bennett under et regeringsmøde om frigivelse af palæstinensiske fanger skulle have sagt, at »hvis du fanger terrorister, skal du bare slå dem ihjel«. Da en rådgiver gjorde ham opmærksom på, at det ville være ulovligt, svarede han angiveligt:

»Jeg har allerede dræbt masser af arabere i mit liv, og det er der absolut intet problem i.«

Bennett forsvarede sig efterfølgende med, at citaterne var taget ud af kontekst.

Desillusionens dyne

Den karismatiske højrefløjsleder tror ikke på fredsprocessen, som den hidtil har set ud.

»Jeg har en ven, der har en granatsplint i ryggen. De fortalte ham, at de kunne operere ham, men at han ville forblive handicappet. Så han besluttede sig for at leve med den,« har Bennett ifølge Haaretz sagt som en analogi til konflikten med palæstinenserne. »Der er situationer, hvor stræben efter perfektion forårsager mere skidt end godt.«

Hans holdninger er formet af de mange krige, han som officer i blandt andet eliteenheden Sayeret Matkal har deltaget i. Så sent som i 2006 blev han som reservist indkaldt til at deltage i en operation bag fjendens linjer i krigen mod Hizbollah.

»Jeg har mistet mine bedste venner i kamp. I den første og anden intifada og den anden Libanonkrig. Det er mine børn, der betaler prisen for naiviteten. Og du skal vide, at 1.000 mennesker blev sprængt i luften i Tel Aviv, Haifa og Jerusalem, da vi afgav land. Ved du hvad, der skete? Jeg var nødt til at kæmpe og genindtage det for at stoppe terrorismen mod israelske borgere,« sagde han i et stærkt ophedet interview på BBC’s Hard Talk tidligere på året.

På den måde spejler han »en udbredt desillusion« i Israel over fredsprocessens mangel på resultater, forklarer Jakob Egholm Feldt.

I 2012 fremlagde Bennett sin plan for en mere langsigtet løsning på konflikten med palæstinenserne. The Israel Stability Initiative er et fire sider langt »praktisk program« for, hvordan konflikten skal »håndteres«.

Det indebærer, at Israel skal annektere en del af Vestbredden – eller Judea og Samaria, som Bennett konsekvent kalder området – hvor israelske bosættere udgør en majoritet af befolkningen.

»På en måde står han for en mere ærlig politik. På lange stræk mener Likud det samme som Bennett, de siger det bare ikke åbent. Hans klare tale har appel, fordi den fjerner en masse støj. Det gør vælgerne langt mere sikre på, hvor landet er på vej hen. Det giver mange almindelige højrefløjsvælgere en fornemmelse af meningsfuldhed og stolthed,« siger Zach Levey.

De arabere, der bor i dette område – Bennett nævner tallet 50.000 – vil få israelsk statsborgerskab. Det palæstinensiske selvstyre vil beholde andre dele af Vestbredden og indbyggerne her »vil kunne rejse frit hvor som helst i Judea og Samaria uden tjekpoints og soldater, der stopper dem«.

»Vi kan ikke lide lange trafikkøer, og det kan de forståeligt nok heller ikke,« skriver han. Derfor er store investeringer i nye veje en af metoderne til at »neutralisere apartheid-argumentet« og undgå »unødigt internationalt og humanitært pres«.

De mange palæstinensiske flygtninge i lande som Libanon, Syrien og Egypten vil ikke få lov at vende tilbage til Vestbredden. Det ville »føre til en demografisk katastrofe«, mener Bennett. Gaza skal forblive afsondret fra Vestbredden. Alt andet ville medføre vold, ustabilitet og problemer.

»Gaza er ikke vores ansvar,« mener Bennett, der ønsker at »give byrden videre til Egypten«.

Højreorienteret ungdom

For det internationale samfund er det stærkt kontroversiel tale. Det ville skrue udviklingen tilbage til før Osloprocessen og sætte de forhandlingsresultater, der trods alt er opnået, over styr. Men man kan ikke bare afskrive Bennetts ideer som langt ude, forklarer Jakob Egholm Feldt. For mens den øvrige verden stadig taler om en tostatsløsning, bliver det stadig sværere faktisk at se mulighederne for en sådan materialisere sig.

»Vi har nok alle sammen stirret os lidt blinde på Osloprocessen og en tostatsløsning. Men det er ikke utænkeligt, at Israel unilateralt kan gennemtvinge en ’løsning’, der skaber mere stabilitet, end fredsprocessen har formået,« siger han.

Når Bennett anses for at være en mand med fremtiden foran sig, skyldes det – ud over det faktum, at han blot er 42 år gammel – at udviklingen i vælgerkorpset synes at give ham medvind. Den israelske ungdom er ifølge meningsmålinger langt mere skeptisk over for en tostatsløsning end deres forældres og bedsteforældres generationer.

En meningsmåling foretaget for Jerusalem Post for lidt over halvandet år siden viste, at blot 42 procent af de 18-29-årige israelske jøder støtter en tostatsløsning sammenlignet med 63 procent af de 30-49-årige og 69 procent hos dem, der er 50 eller ældre. Den israelske organisation Blue White Future har i en anden undersøgelse konkluderet, at ungdommen generelt er mere højreorienteret end resten af samfundet og eksempelvis er mere tilbøjelig til at støtte en annektering af Vestbredden.

Bennetts succes skyldes imidlertid også, at han befinder sig i en relativt »gratis position«, påpeger både Jakob Egholm Feldt og Zach Levey.

»Han er ikke så magtfuld endnu, at han bliver holdt ansvarlig for regeringens fejltagelser. Og det er lykkedes ham at opføre sig, som om han er i opposition, mens han sidder i regeringen. På den måde mangler han for alvor at blive testet. Indtil det sker, er det svært at vurdere, om succesen vil vare ved,« siger Jakob Egholm Feldt.

Selv er Bennett dog optimist. Da han under den seneste krig i Gaza på ny fremførte sine forslag om annektering af dele af Vestbredden, svarede den israelske justitsminister, at det ikke var regeringens politik.

På Facebook lød Naftali Bennetts kommentar i vanlig selvsikker stil:

»Not yet ...«

Ikke endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Margit K
  • Daniel Hansen
  • Steen Thaulow Olsen
  • Finn Kjærgaard
  • Jan Weis
  • Grethe Preisler
Margit K, Daniel Hansen, Steen Thaulow Olsen, Finn Kjærgaard, Jan Weis og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holger Madsen

Uhyggelige perspektiver.

Margit K, Peter Hansen, Daniel Hansen, Søren Blaabjerg, Karsten Aaen, Rune Petersen, lars abildgaard og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar

Tunnelsyn.

There is no independent reporting. … I escape from this brainwashing by listening to both sides, switching all the time between Israeli TV stations and Aljazeera (in Arabic and in English). What I see is two different wars, happening at the same time on two different planets. - Gush Shalom.

http://www.avnery-news.co.il/english/

Lizenz zum Töten.

http://programm.ard.de/TV/Untertitel/Startseite/?sendung=2800712543469008

PS: Den tilhørende video ser ikke ud til at være frigivet endnu (oprindeligt en udsendelse fra ARD/WDR).

Ernst Enevoldsen

Bennets fremtidsscenarium såmænd meget realistisk. En slags israelsk protektorat med sundhed og skolegang, og chancen for at opbygge noget indadtil. Alternativt prøve lykken hos kalifatet i Syrien og Irak.
Israelerne opgiver aldrig kontrollen med Jordandalen, og i mellemtiden gør de hvad folk har gjort i tusinder af år, når de ønsker andre stammers jord: sender de religiøse fanatikere ind.
Ikke specielt gruvækkende sammenlignet med hvad der foregår i resten af mellemøsten.

Lennart Kampmann

Forudsigeligt: Hvis Israel gang på gang oplever at de ikke kan forhandle sig til en fred med palæstinenserne, må det jo ende med at de mister tålmodigheden og overtager områderne. Så kan det være i strid med konventionerne, mm., men i den del af verden tæller en effektiv hær mere end et stykke papir med tekst.

med venlig hilsen
Lennart

ellen nielsen, Preben Haagensen og Ole Hilby anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Det er nu ikke "alle* andre, der nøjes med kun at "tænke". Fx sætter bl.a. medlem af Knesset for Likud og leder af The Jewish Leadership Movement, Moshe Feiglin her ord på sine tanker i en op-ed ' My Outline for a Solution in Gaza':
http://www.israelnationalnews.com/Articles/Article.aspx/15326#.U-dZUtoaySP

"[…] Sovereignty – Gaza is part of our Land and we will remain there forever. Liberation of parts of our land forever is the only thing that justifies endangering our soldiers in battle to capture land. Subsequent to the elimination of terror from Gaza, it will become part of sovereign Israel and will be populated by Jews. This will also serve to ease the housing crisis in Israel. The coastal train line will be extended, as soon as possible, to reach the entire length of Gaza. […]"

Margit K, Daniel Hansen, Anne Eriksen, Søren Blaabjerg, Ole Hilby, Karsten Aaen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Kombiner stærkt konservative religiøse, som dem i USA med europæisk-inspireret ultra-nationalisme og voila, den totale mangel på respekt for fremmede, "afvigere" og de "u-nationale" på opponenter på venstrefløj og endda midterfløjen.

Jeg tænker af og til på, om det ekstreme højres sejr i Israel kunne være undgået hvis den Israelske venstrefløj havde beholdt blot noget af den europæiske venstrefløj som allierede. Ikke i forhold til besættelsen af Vestbredden, selvsagt, men ser man på hvem Israel betegner som deres venner, er der jo kun USA tilbage. Israel og israelerne har fuldstændig droppet Europa. Og selv med USA, er det der svarer til en amerikansk venstrefløj blevet stadig mere skeptisk overfor Israels besættelsespolitik. Ikke i forhold til herhjemme, men det skyldes nok mere at flertallet af amerikanere slet ikke føler samme incitament til at sætte sig ind i udenrigspolitiske og internationale begivenheder.

Revanchisme, højreradikalisme og nationalisme trives nu engang bedst når borgerne i et land er, eller føler sig, isoleret og ydmyget eller på anden måde føler at dets egen nationale prestige slet ikke gives den respekt man som nationalist føler omverden (eller egne borgere) bør udvise ens national-stat.

Søren Blaabjerg

Kan Israel komme endnu tættere på at blive en krigerisk brutal og på enhver måde afskyelig apartheidstat end tilfældet er i forvejen? Svaret er: sandsynligvis ja (om USA vil).

Eva eldrup, Margit K, Peter Hansen, Rune Petersen, Daniel Hansen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Ak-ja.... herlige tider kan ligge fremfor os... hvis denne person får rigtig meget magt som han har agt... hvilket vil få Netanyahu til at ligne en hyggelig gammel bedstefar.
Tak for kaffe...!

Lennart Kampmann

@Johannes Aagaard
Du forveksler analysen med holdninger.
Jeg forstår ikke hvorfor du ikke kan skelne mellem de to ting.
Alle parterne opfører sig forudsigeligt tåbeligt - tror du virkelig at jeg nyder at se på det?
Krig er grusomt. Jeg har selv ydet min indsats som militærtolk på hold 6 og 7 i Kroatien, siddet i køretøjer der er blev skudt efter og været tæt på kampe og alle slags landminer.
Lige nu er Gaza det rene civilisation sammenlignet med ISIS.

Med venlig hilsen
Lennart
Der ikke holder med nogen, men er nødt til at fortælle det hele tiden, da I ikke læser det jeg skriver. ;)

Lennart Kampmann

@Johannes Aagaard
Du forveksler analysen med holdninger.
Jeg forstår ikke hvorfor du ikke kan skelne mellem de to ting.
Alle parterne opfører sig forudsigeligt tåbeligt - tror du virkelig at jeg nyder at se på det?
Krig er grusomt. Jeg har selv ydet min indsats som militærtolk på hold 6 og 7 i Kroatien, siddet i køretøjer der er blev skudt efter og været tæt på kampe og alle slags landminer.
Lige nu er Gaza det rene civilisation sammenlignet med ISIS.

Med venlig hilsen
Lennart
Der ikke holder med nogen, men er nødt til at fortælle det hele tiden, da I ikke læser det jeg skriver. ;)

Lennart Kampmann

@ Johannes Aagaard
Du må selv om hvad du anerkender som præmis.
Fakta er at Israel har viljen og midlerne til at imødegå trusler fra Hamas. Hamas har en mindre kapacitet men måske en større vilje til at angribe Israel.
Der er naturligvis den ideelle verden hvor løven og lammet sover sammen, og så er der Mellemøsten hvor du kan få fred eller retfærdighed, men ikke begge dele.
Derfor denne græske tragedie, hvor det går galt gentagne gange, men ikke nok til at frembringe en mere permanent afgørelse.
Hvorvidt jeg synes noget er i orden er vel uinteressant. Mere interessant er vel hvad der sker, hvorfor det sker, samt konsekvenserne af det.

Som jeg nævner tidligere opfører begge parter sig forudsigeligt, med alt for mange tab til følge. Golda Meir har udtalt sig om den situation.

Med venlig hilsen
Lennart

Preben Haagensen

Bjørn Pedersen: Den israelske "venstrefløj" har altid været ubetydelig og uden magt. Noget andet er arbejderpartiet som mere eller mindre styrede Israel de første 29 år af dets eksistens. De opførte sig imidlertid som fagforeningsbosser, der troede deres ord var lov og de skulle sidde på magten for evigt. Det forandrede sig da de orientalske jøder blev flertallet i Israel (de orientalske jøder som altid har boet i Mellemøsten helt tilbage til det gamle Babylon altså 2500 år, og disse er intet fremmedelement, men disse husker alt for godt deres Dhimmi eller undermenneske tilværelse under muslimerne).
Da disse blev flertallet i Israel kom højrefløjen til magten i 1977 med Begin som premierminister, og siden kan ingen komme uden om højrefløjen i Israel, medens ingen ønsker arbejderpartiet og deres fagforeningsboss mentalitet tilbage til magten. Højres fremtidige sejr lå i kortene, da alle de arabiske stater udrensede 850.000 orientalske jøder og fratog dem alle deres værdier, så flertallet af disse kom som flygtninge til Israel, men det gav jo et kolossalt befolkningstilskud af jøder til det nyoprettede Israel.

Fascismen - og dens storebror nazismen - kommer hyppigt snigende. Bruger ofte demokratiske virkemidler til at nå sine mål.

Og da Israel jo er Mellemøstens eneste demokrati, så har landet nærmest carte blanche til hvad som helst.

Vores udenrigsminister afstår fra at kritisere Israel, netop med henvisning til, at landet jo er "demokratisk". Mere medløbende kan det ikke blive. Gætter på, at også denne regering sagtens kunne modtage et kollegialt handelsministerbesøg af Bennett.

For da Helle TS afviste at støtte sine nordiske partifæller i deres skærpede protest mod Israels fremfærd, da skete det bl.a. med henvisning til, at det kgl. danske Socialdemokrati har tætte og langvarige bånd til Israel. Det må så være til det dybt kompromiterede Arbejderparti, hvis eneste betydning i dag er, at dets leder, Barak, nu er krigsminister i Nathanyahu-regeringen.

Så hvis det er den slags relationer, de hjemlige Sosser plejer, så.....

olivier goulin

»Jeg har allerede dræbt masser af arabere i mit liv, og det er der absolut intet problem i.«

Bennett forsvarede sig efterfølgende med, at citaterne var taget ud af kontekst.

Hvilken kontekst kan monstro retfærdiggøre det udsagn?
Stangstiv på værtshus?

/O

J. Nielsen, Rune Petersen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar

Hvem kan bryde cirklen? - Hamas uforsonlighed skaber stemmer til Benneth, Benneths uforsonlighed skaber grupper som Hamas, de får magt, folk lider.

Ditte Jensen: Og nu er det snart 70 år siden og det vil ikke ændre sig, Israel forsvinder ikke ligesom tyrkerne i Nordcypern heller ikke gør, så hvad med at forsøg at skabe fred ?

Mogensen,

Israelerne ønsker ikke fred, for det ville betyde at de skal levere der stjålne tilbage

J. Nielsen, Torben Arendal og John T. Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ja, Jan Mogensen: "Israel forsvinder ikke ligesom tyrkerne i Nordcypern heller ikke gør, så hvad med et forsøg på at skabe fred?"

Nu er det snart 70 år siden, Israel fik tildelt status som nationalstat af sejrherrerne i 2. verdenskrig. Som havde det rigtig dårligt ved tanken om Adolf Hitlers forsøg på at realisere sin "endelige løsning af Europas jødeproblem" og ville gøre noget for at rette op på skaden ved at give de europæiske jøder, der ikke var omkommet i Det Tredje Riges dødsfabrikker i Polen, en nationalstat. En stat som ikke ville lukke sine grænser for jøder, hvis "jødeproblemet" skulle blive aktuelt i Europa igen.

Og nu er det også snart 50 år siden staten Israels væbnede styrker fordrev palæstinenserne fra de områder i Det Hellige Land, som blev reserveret til dem efter afslutningen af 2. verdenskrig. Og som Benjamin Netanyahus jødiske bosættere nu er i fuld gang med at kolonisere. I strid med folkerettens forbud mod inddragelse af besatte landområder til permanent beboelse for besættelsesmagters befolkningsoverskud og FN-deklarationen om deling af det daværende britiske mandatområde Palæstina i to nye stater (en jødisk og en ikke-jødisk) i 1948.

På hvis præmisser har du, Jan Mogensen, som borger i nationalstaten Danmark, der både er medlem af FN og EU (og Nato-allieret med supermagten USA, som ensidigt støtter Israel) har du så tænkt dig, at den "fredsslutning" skal finde sted?

Grethe og Ditte: Der skal naturligvis skabes fred på 67 grænser som der blev enighed om i Oslo, det er hvad palæstinenserne vil kunne få og hvad israel vil kunne presses til at tilbyde.
Al jeres snak om stjålent land er irrelevant medmindre i har en klokkeklar opskrift på hvordan en a-magt frivilligt vil opløse sig selv for at glæde palæstinenserne.

Kaj Spangenberg

I disse bombastiske Gaza-tider er det en tilbagevendende påstand, at "Israels besættelse er ulovlig". Uanset om man synes om Naftali Bennett eller ej - og jeg hører ikke blandt hans fans - så er det vigtigt at få afklaret, hvor i en evt. ulovlighed består med hensyn til ikke kun besættelsen, men også bosættelserne på de palæstinensiske områder.
Hvad bunder en retstilstand sig i på dette område? Personligt tror jeg mere på, at det er (magt)politik snarere end jura, der gælder.
Søger vi svar i historien, så vedtog FN i 1947 en deling af Det Hellige Land. Jøderne accepterede, men araberne sagde nej og angreb fra alle sider den nye stat Israel.
En våbenstilstand blev etableret 1948, og så kom seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede det hele og mere til. Fra dengang begyndte man at kalde demarkationslinjen fra 1948 for "Israels 1967-grænse". Men grænse er den vel først, når der er sluttet fred, og man er blevet enig om grænsedragningen mellem et Israel og et Palæstina, så de to stater får fast definerede grænser!
Det er ud fra dette, man skal forstå det "ulovlige" i bosættelserne og den lange besættelse. For mig at se er hverken bosættelserne eller den fortsatte besættelse klog politik. Men ulovlig?
Det er et israelsk (højrefløjs)synspunkt, som man gør klogt i at hæfte sig ved, at netop 67-grænsen kun var en demarkationslinje og ingen internationalt anerkendt og aftalt grænse.
Havde den arabiske befolkning i Palæstina og de arabiske stater i 1947 accepteret FN's delingsplan, havde vi nok ikke haft nogen krig i Gaza i dag.
Og Naftali Bennett havde nok ikke luftet tanken om at annektere næsten hele det historiske Palæstina.

Grethe Preisler

Man ser det for sig: En grænsedragning, som følger demarkationslinjen fra 'seksdageskrigen' i 1967, mellem staten Israel og, hvad de nu finder på at kalde den nye palæstenensiske stat. Med en 'polsk korridor' tværs over Israel fra 'Gaza-striben' i vest til til 'Vestbredden' i øst?

Så får den nye palæstenensiske stat da noget at handle om med jordanerne, der sikkert også gerne vil have en flådebase ved Middelhavet, før den næste krig mellem Vesten og Den muslimske Verden om oliefelterne i Levanten bryder ud :o)

Grethe Preisler: Det er de områder som palæstinenserne gik med til i Oslo 1992, der kan snilt laves en tunnel mellem de to områder, Kaliningrad er mig bekendt ikke ved at blive invaderet af Polen eller Tysklan.

Hvis du mener at det hele skal være palæstinensisk og Hamas mener det samme, så kan det vel ikke undre dig at Israel er kompromisløs og ligeglad?, der er jo intet at forhandle om så.

Lasse Vassvik

Meget VREDE (læs: Had) indesluttet i denne artikel og adskillige af de tilhørende kommentarer... Det overordnede budskab er meget MEGET trist.
Skulle nogen have GLEMT hvordan soldaters TORTUR og DRAB på civile SER UD i, uanset hvilket land ofrene og soldaterne måtte komme fra, så se denne triste og ekstremt brutale video. Den viser med gruopvækkende TYDELIGHED, hvor langt folk vil gå i deres eget "sandheds-billedes" tjeneste! (ADVARSEL - DENNE VIDEO VIL ØDELÆGGE DIN DAG!)
https://www.youtube.com/watch?v=rXIfdURxOeo

Grethe Preisler

Jan Mogensen: Hverken Hamas eller Netanyahu-regeringen har skrevet under på det udkast til en 'to-statsløsning' på jøderne og palæstinensernes evighedskrig om delingen af det tidligere engelske mandatområde Palæstina, også kaldet 'Osloaftalen'.

Det var PLO v/afdøde Yasser Arafat, der med USA's daværende præsident Bill Clinton som mellemmand underskrev dokumentet i 1992 sammen med Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin, som blev myrdet af en zionistisk fanatiker i 1995.

Efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 og præsident George Walker Bush's krigserklæring mod terrorismen wold wide opsagde premierminister Ariel Sharon imidlertid 'Osloaftalen' og erklærede på Israels vegne:

1. At Yasser Arafat var terrorist, og
2. At Israel herefter selv måtte bekæmpe sine egne terrorister (herunder stenkastende statsløse mindreårige på tålt ophold i flygtningelejre i 'selvstyreområdet' på Vestbredden).

Men derfor kan det selvfølgelig godt være, du har ret i, at "der snildt kan laves en tunnel" mellem Gaza-strimlen og Vestbredden, som palæstinenserne fra det nuværende 'selvstyreområde' kan benytte, hvis de får lyst til at at aflægge visit hos familien på den anden side af muren efter genforeningen :o(

@ Grethe Preisler

Meget ironisk at terroristen, krigsforbryderen og kujongeneralen Ariel Sharon, skulle kalde Arafat for en terrorist :-)