Man kan kun lukke sig inde ved at lukke noget ude

Den amerikanske filosof og kønsteoretiker Judith Butler udgav sidste år en essaysamling, der ivrigt bliver genlæst for tiden. Butler, der selv er jøde, forsøger at vise, hvordan israelere og palæstinensere spejler hinanden, og hvordan et ikkevoldeligt Israel kan tænkes dybt inde fra jødiskheden selv
Fællesskab. Israelske soldater synger i fællesskab nær grænsen til Gaza. Den jødiske filosof Judith Butler forsøger i sin bog ’Parting Ways’ at vise, »at en jødisk kritik af den israelske statsvold i det mindste er mulig og måske endda fra et etisk synspunkt en pligt«.

Fællesskab. Israelske soldater synger i fællesskab nær grænsen til Gaza. Den jødiske filosof Judith Butler forsøger i sin bog ’Parting Ways’ at vise, »at en jødisk kritik af den israelske statsvold i det mindste er mulig og måske endda fra et etisk synspunkt en pligt«.

Abir Sultan
9. august 2014

Når der lige har været krig, og alle græder over deres døde, er det virkelig svært at sætte sig ned og læse en filosofisk bog. Selve billedet er absurd. I Gaza bløder sårene i enhver forstand, billeder af døde børn er brændt ind på nethinden, mens knuste hjem skal bygges op af ingenting. De aktuelle sejrherrer har slet ikke grund til at fordybe sig i fredslitteratur. Hvem gider grave sig ned i forståelsens dialektik?

Ikke desto mindre har den seneste måneds begivenheder fået især franske medier til at trække interviews med den amerikanske filosof Judith Butler frem fra gemmerne. For knap et år siden udgav Butler nemlig en samling filosofiske tekster, som alle handler om netop situationen mellem Israel og det Palæstina, som ikke findes. Bogen – Parting Ways, ’Skilleveje’ – er på ingen måde let læsning. Men den udkom på et tidspunkt, hvor der var lidt mere frirum for tænkning. Titlen er i Frankrig blevet til Vers la cohabitation, ’Mod et samliv’. Det lyder som nærmest modsatrettede titler, men det er måske netop muligheden af at gå andre veje, der overhovedet kan få israelerne til at tænke fred og semeksistens med palæstinenserne. Selvforsvaret, der har så dybe historiske rødder, kan antage andre former, gå andre veje – også veje uden statsvold.

Jøden Judith Butler vovede med denne udgivelse at kaste sig ud i en samlet kritik af zionismen. Og dermed ud i at blive betragtet som forræder i forhold til jødedom med risiko for anklager om antisemitisme. Skaden var dog allerede sket: Da Judith Butler i 2011 modtog Adornoprisen i Tyskland for sit mangeårige arbejde, skete det under voldsom kritik fra visse Israel-støtter. Butler svarede igen både ved prisoverrækkelsen og i et offentligt brev. Nej, hun støtter ikke Hamas, men, ja, hun mener, at en kritik af Israels politik er på sin plads.

Butler blev med denne diskussion emblematisk for problemet ved både at være jøde og kritisere Israels politik. Det er altid en ekstremt vanskelig balancegang. For kan staten Israels oprettelse og eksistens overhovedet forsvares uden henvisning til noget helt særligt ved jøder, altså uden henvisning til jøders identitet? Det gælder både en tusind år gammel eksilhistorie som det udvalgte folk – og senest med Holocaust, som atter har givet jøder en tragisk, men ikke desto mindre helt særlig status?

Butlers kønsballade

I Danmark er den nu 58-årige amerikanske Judith Butler, mest kendt for sit gennembrudsværk Gender Trouble fra 1990, der satte en ny dagsorden for kønstænkning ved at udviske den klassiske modstilling mellem mand og kvinde og erstatte den med det nu nærmest banaliserede begreb ’queer’. Bogen udkom i Danmark i 2011 med titlen Kønsballade.

I mellemtiden er Judith Butler så nået helt andre steder hen i sin tænkning, omend altid med den metode, hun har arvet fra en buket af franske filosoffer. Tænkere som Simone de Beauvoir, der var den første, der med hegeliansk dialektik placerede kvindekønnet som ’det andet’, der samtidig konstituerer manden. Eller Michel Foucault, der i sit værk dissekerer magtbegrebet, og Jacques Derrida, der dekonstruerer selve filosofiens grundbegreber. Med disse tænkere i hånden dekonstruerede Butler til stor forargelse de to køn, der ellers stod som biologisk urokkelige kategorier.

Men hvis man, som Butler selv, er ’kvinde’ og måske mest føler sig som mand, så ’holder’ den biologiske forklaring ikke af den simple grund, at man i så fald selv er en umulighed. Butler forklarer derfor køn som tænkning, som en diskurs, man ’performer’. Identitet er et forhold til en selv og til andre. Med inspiration fra fransk psykoanalyse betragter Butler desuden enhver fastholdelse af identitet som nærmest dræbende og evigt konfliktskabende.

Judith Butler beretter så meget konkret, hvor dybe rødder hendes egen tænkning har i den kendsgerning, at hun er jøde. Den lille Judith svarede igen i timerne i sin jødiske skole og blev som straf af en rabbiner sat til at studere mere seriøst. Det blev til studier af Martin Bubers eksistentielle teologi og spørgsmålet om, hvorvidt tysk idealisme, Kant og Hegel, førte til nazisme. Og hvorfor blev Spinoza i øvrigt smidt ud af synagogen?

Judith Butlers personlige oplevelser intensiverede hendes filosofiske studier, som hun i 2010 forklarede det til dagbladet Israel News:

»Jeg blev i min ungdom stadig mere skeptisk over for en vis form for jødisk separatisme. Det, jeg mener, er, at jøder altid var sammen med hinanden, de troede ikke på nogen udefra. Hvis man tog nogen med hjem, var det første spørgsmål altid: ’Er de jødiske eller ikke jødiske?’ Så blev jeg del af det lesbiske fællesskab i skolen, og det første, de spurgte om, var altid: ’Er du feminist eller ikke feminist? Er du lesbisk eller ikke lesbisk?’ Så tænkte jeg: Stop den separatisme!«

Identitet kommer udefra

Butlers projekt i Parting Ways går da også ud på at gentænke det jødiske, skabe sprækker i det. Det er ikke Talmud eller rabbinere, der citeres i bogen. Til gengæld har Butler godt greb om den type identitet, Holocaust har føjet til den jødiske eksilhistorie, der allerede fandtes. Den fastholder nu Israel i en selvforsvarende krigslogik, som fritager landet fra at følge de regler, der gælder for alle andre nationer.

Butler følger sine franske inspirationskilder ved altid at betragte et menneskes, men også en nations væren som noget, der kommer udefra, fra de andre eller den anden. Det man tror er ’personligt’ eller en indre identitet produceres altid ved en form for modstilling. Jødisk identitet er siden Anden Verdenskrig uundgåeligt blevet formet i et forhold til Israel, hvor i verden man end befinder sig. I interviews fortæller Butler om sin egen mor, der på den ene side altid privat hævdede, at undertrykkelsen af et helt folk som palæstinenserne aldrig ville lykkes. Alligevel støttede hun med sin frygt for jødernes skæbne og sin egen families tragiske historie altid staten Israel. Det ligner et paradoks, og hvordan så opløse det paradoks?

Provokerende lægger Butler i det første essay ud med en analyse af en af den postkoloniale og arabiske tænker Edward Saids sidste bøger, Freud et le monde extra-européen, ’Freud og verden uden for Europa’. Her diskuterer Said Freuds tese om, at den jødiske Moses i virkeligheden var egypter.

Var han så det, Moses? Det er måske lige meget. Den væsentlige pointe er, at ikkejøden både indefra og udefra er konstituerende i den jødiske identitet. Altså slet ikke kan undværes. Man kan kun lukke sig inde ved at lukke noget ude. Dermed spejler israelere og palæstinenserne hinanden, både som to eksilhistorier, men også som fra starten nødvendige for hinandens identitet. Det er ikke underligt, at Butlers synspunkter virker provokerende. Det svarer til hendes stærkt kontroversielle kønsanalyse, hvor hun hævder, at en mand kun eksisterer ved udelukkelsen af kvinden. Den slags vil ingen høre.

Det, man med Parting Ways skal forestille sig, er, at den tænkende Judith giver sig til at lege på de rygende ruiner. Hun har små figurer, og de leger ikke krig. De diskuterer. Judith bringer jødiske filosoffer fra forrige århundrede i tale: Emmanuel Levinas, Walter Benjamin, Hannah Arendt og Primo Levi. De har det tilfælles, at de alle måtte operere med Holocaust som erfaring. Butler ønsker næsten magisk tænkning, som hun beskriver det i indledningen:

»Hvis det er lykkedes mig at vise, at der findes jødiske ressourcer, der kan mobiliseres til en kritik af statsvolden, en kritik af en kolonial underlægning af folkeslag, af fordrivelse og fratagelse af besiddelser, så har jeg vist, at en jødisk kritik af den israelske statsvold i det mindste er mulig og måske endda set fra et etisk synspunkt en pligt.«

Ansigtets etik

Lykkes det så? Der er ingen præfabrikerede løsninger hos Butler, men et tankearbejde, som måske kan opløse fronter. Som eksempel på Butlers metode, kan man tage hendes ’diskussion’ med Emmanuel Levinas. Butler tager fat i Levinas’ etiske grundgreb, nemlig at det etiske tager udgangspunkt i den andens ansigt; at det er ved synet af dette ansigt, at buddet opstår, som vi så identificerer som Guds bud: Du må ikke slå ihjel. Butler konfronterer så Levinas med andre områder af hans tænkning, hvor han forsvarer, at det udelukkende er jøder og kristne, der på denne vis åbner op for den andens ansigt. Levinas taler ganske vist ikke om arabere ’uden ansigt’, men om asiater, »denne enorme masse af underudviklede asiatiske folkeslag truer den genfundne autentiske, jødiske universalisme«.

Men hvordan forener Levinas disse to filosofiske anskuelser? Hvordan formår han at placere visse ansigter uden for det menneskelige fællesskab? Hvis der er en ansigtets etik, konkluderer Butler, må den også omfatte asiaternes eller nu palæstinensernes ansigt.

Det er Butlers styrke, at hun aldrig viger uden om de begreber om ’Gud’, som diskuteres internt i jødedommen, men også i andre religioner. I den forstand må situationen forstås indefra, fra de begreber, der allerede er i omløb. Med Walter Benjamin er det hele spørgsmålet om legitim vold og dermed en velsignet vold, som diskuteres. Med Arendt, er det spørgsmålet om at være født ind i en konkret livsverden, hvor andre også altid findes samtidig. Og med koncentrationslejrfangen Primo Levi er det noget nær et paradoks, som diskuteres. Primo Levi skrev efter at have overlevet koncentrationslejren om det ubeskrivelige. Alligevel tav han så selv igen efter at have protesteret mod Israels fremfærd under krigen mod Libanon i 1982. Hver gang man prøver at skabe en etik, synes den alligevel at bryde sammen. Ansigtets etik, men også talens etik, bryder sammen, når man føler sig truet. Men måske andre kan lære af det alligevel?

Kan det nogensinde hjælpe at sætte sig ned midt i kampen og læse en indviklet filosofisk tekst? Som ikke bare siger, at Gud skal afskaffes, at alle har lige meget ret – mens der kæmpes videre. Man plejer at sige at djævlen findes i detaljerne. Butlers værk er måske et forsøg på at vise, at det gør frelsen også.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Judith Butler

Parting Ways – Jewishness and the Critique of Zionism

256 sider, 20 dollar

Columbia University Press

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Engelsted

Kroppen tilhører ikke os men naturen og arten.
Sindet tilhører ikke os men biografien og historien.
Kun sjælen er fri til at tilhøre os.

Eller rettere, det er det moment af frihed, der tilhører os, som man igennem tiderne har henvist til med ordet 'sjæl'.

Nogle mener, at det er en fis i en hornlygte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Ja, de lige formørkede, israelerne såvel som palæstinenserne. Kunne de bare lægge alt det der religionshalløj fra sig, så er der jo intet i vejen for at de kunne leve side om side på samme måde som vi fx. lever med svenskerne. Fatter ikke hvorfor de accepterer at lade sig definere af præster og politikere - eller det gør jeg desværre: de bliver hjernevasket fra de er helt små, på begge sider af muren. Med to meget forskellige slags vaskemiddel, som desvære indeholder farvestoffer i komplementærfarver. Det kan næsten ikke være værre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Giver det ikke bedre mening at oversætte bogens title til, 'Mod en sameksistens'? Hvis nu man ønsker at trumfe bogens budskab. For der synes den engelske title, 'Parting ways', heller ikke så paradoksal.

anbefalede denne kommentar