Læsetid: 7 min.

Kulturmøde i skolegården

Tusindvis af flygtninge fra verdens konfliktområder kom til Danmark i 1990’erne, og i vores klasse startede en håndfuld. De blev hurtigt klassekammerater som alle andre, men selv om vi havde de bedste forudsætninger for at blive venner for livet, så vi dem aldrig siden
Turen gik til Fregatten Jylland. Yderst til højre sidder Rune på rækværket i grå jakke og Ida på jorden i cowboyjakke

Turen gik til Fregatten Jylland. Yderst til højre sidder Rune på rækværket i grå jakke og Ida på jorden i cowboyjakke

Privatfoto

16. august 2014

Amira kunne ikke et eneste ord på dansk, da vi startede i 0. klasse. Vi måtte trække hende i armen for at få hende til at følge med eller pege på ting omkring os, som vi gerne ville have hende til at udtale.

»Det her er en MA-RI-E-HØ-NE, Amira,« sagde vi, og så gentog hun efter os, og pludselig en dag – vi nåede ikke engang at komme i 1. klasse – var hun næsten lige så god til dansk, som vi var. Måske sagde hun »en hus« i en time, mens vi fniste lidt, fordi det var så åbenlyst forkert. Men hun havde på ingen tid lært et helt andet sprog end det, hun hidtil havde talt med sin familie.

I august 1994 startede vi i 0.a på Tingløkkeskolen i Dalum, en forstad til Odense. Det var i en tid, hvor velfærdsstaten kom op at køre i sit højeste og mest velsmurte gear, hvor arbejdsløsheden blev bragt ned, og Poul Nyrup Rasmussen talte om flexicurity i fjernsynet.

Vi var også folkeskoleelever på et tidspunkt, hvor rigtig mange flygtninge kom til Danmark. Der var krigen mellem Irak og Iran i slut-80’erne, der var Golfkrigen i start-90’erne, og i Somalia udbrød der borgerkrig i 1991. I Odense flyttede de mange nytilkomne som så mange andre steder ud i de almene boliger, og Vollsmose blev skabt som den ghetto, den har status af i dag. Syd for Dalum, hvor vi boede, ligger også et alment boligbyggeri. Hertil flyttede flygtede irakere, iranere og somaliere, og børnene startede på Tingløkkeskolen.

I toget på vej til Nimtofte fjollede Ahmed, der lige var begyndt i klassen, med de andre drenge.

Vi voksede selv op i et middelklassevillakvarter i Odense SV. Vores forældre havde nogenlunde samme baggrund, mellemlange og længere videregående uddannelser. Vi havde bil, gik til fritidsaktiviteter efter skole og var på ferie hver eneste sommer. Det var trygt og rart.

I den overfyldte båd, der fragtede Hakim og hans familie mod Danmark i starten af 1990’erne, var der både ubehageligt og fjendtligt.

Familien flygtede fra Irak, fordi Hakims far var kritisk over for Saddam Husseins regime, og ofte var Hakim så ked af det, at hans far blev nødt til at tage med ham i skole. Så forklarede vores klasselærer, Dorthe, at det var svært at starte i en ny klasse, når man kom fra et helt andet land. I vores folkeskoleklasse skulle alle høres, forstås og accepteres, og hvis noget var svært, brugte vi gerne timer på at tale om det, selv om det betød, at vores matematikbøger aldrig nåede at komme op af tasken, inden timen var slut.

En dag i en time fortalte Hakim om al den ballade, hans far havde lavet i Irak. Vi skraldgrinede. Om bare halvdelen var sandt er ikke til at sige. I hvert fald havde virkeligheden nok været noget mere alvorlig, end den lød, når Hakim med livlige øjne berettede om dengang, hans far som soldat nægtede at parere ordrer og ’kom til’ at smide en håndgranat i en forkert retning, så alle måtte springe for deres liv. Vi så det levende for os og grinede med ham hele vejen over i fritteren. Hakims far fik nærmest gudestatus, og samtidig blev Saddam Hussein fra første færd symbolet på en ond mand, en diktator.

Selv om de var flygtet fra et helt andet sted på kloden og nærmest lige var kommet til Danmark, blev Hakim og Amira hurtigt en del af klassen og deres familier en del af det danske samfund.

Når de holdt fødselsdag, blev klassen inviteret hjem til rækkehuset, hvor der var pyntet fint op med dug, blomster og danske fødselsdagsflag. Der var ikke stole til alle, så nogle stod rundt om bordet og spiste. Den eneste forskel fra de andre fødselsdage i villakvarteret var, at der ikke blev serveret svinekød. Ellers fejrede vi klassisk dansk fødselsdag med ballondans og andre lege, og forældrene syntes vi var søde og nev os i kinderne med pege- og langfinger, sådan som man vist gjorde, der hvor de kom fra.

Når der en gang imellem var fællesspisning for klassens familier i skolens gymnastiksal, kom Hakim’ og Amira også altid med deres forældre og søskende. Alle familier tog hver sin ret med, som vi lavede til et fælles tag selv-bord. Hakims og Amiras forældre kom altid med det mest velsmagende arabiske mad, som vores egne forældre talte om bagefter og gerne ville have opskriften på.

Sorte hår

En dag, da vi stadig var små, blev Amira drillet med, at hun havde sorte hår på armene. Vi andre havde lyse, næsten gennemsigtige hår, så dem kunne man ikke se. En af drengene tog fat i hendes arm og aede hårene på underarmen, som om det var et kæledyr. Det var der mange piger, der syntes var synd for hende.

Men som regel legede vi sammen i frikvartererne på lige fod, sådan som vores lærere havde sagt, at vi skulle. Når sidste time var slut, var det dog alligevel sjældent, at vi tog med hjem til Heliosvænget eller inviterede Hakim eller Amira hjem til os. Hvorfor ved vi ikke, for der var ingen modvilje, hverken fra os eller dem eller fra vores forældre.

Skellet voksede mere og mere, des ældre vi blev. Vi blev mere bevidste og selvstændige, og som det sikkert sker i alle skoleklasser, dannede vi kliker og grupper. Det var de samme drenge, som lavede ballade i frikvarteret, og de samme piger, som sladrende tog hinanden i en armkrog på vej hjem fra skole. Vi dannede tættere bånd med klassekammeraterne fra villakvarteret, mens de indvandrere, vi indtil da havde leget lige med, begyndte at gå sammen. Måske var det, fordi vi ikke gjorde nok for at invitere dem hjem til os. Måske fordi de hellere ville ses med dem, som de kendte fra dér, hvor de boede. Måske fordi nogle af dem flyttede. Hakims forældre ville være en del af det danske samfund uden forbehold, og det var svært i Heliosvænget. Og så var der bare mere plads i det nye hus i den anden ende af byen. Siden så vi ham næsten aldrig.

Her er Hakim med til fødselsdag i Idas have sammen med resten af klassen.

Os og dem

Godt en måned inde i 7. klasse fløj to passagerfly ind i World Trade Center i New York. Vores forældre sad i stuen og så forstenet på tv’et, der igen og igen viste billederne af de to tårne, der styrtede sammen. Indtil da havde verdens konflikter syntes få og langt væk, men det ændrede terrorangrebene på. Da vi kom i skole næste dag, holdt vi et minuts stilhed i klassen. Bagefter talte vi om, hvad der var sket.

Det var, som om noget havde ændret sig over natten. Selv om det ikke betød noget for vores syn på hinanden, begyndte det alligevel at ligge i baghovedet. De, der indtil nu havde været en helt naturlig del af klassen, af ’os’, var nu pludselig, på papiret, samtidig en del af ’dem’. I hvert fald i vores hoveder. Det ændrede ikke på vores forhold til hinanden, men tankerne var der, vi blev mere bevidste om, at vi havde forskellige baggrunde.

Det var svært at forholde sig til, også da forskellige holdninger begyndte at vise sig. Dagen efter at USA med Danmark i hælene havde invaderet Irak, spurgte en af os Amira, om hun ikke var glad nu, hvor Saddam Hussein sandsynligvis ville blive væltet. Amira var irakisk kurder, så hun kunne ikke lide Saddam, vidste vi. Men hun var ikke ubetinget lykkelig, for det var USA, der havde invaderet Irak, og spørgsmålet var, om USA var bedre end Saddam.

På et tidspunkt skulle vi på klassetur til Jylland. Vi havde en venskabsklasse i Nimtofte på Djursland, som vi i en periode havde haft brevkorrespondance med, og som allerede havde besøgt os i Odense.

Ahmed var lige kommet ind i vores klasse. Hvor de indvandrere, vi hidtil havde gået i klasse med, var fra Mellemøsten og derfor brune, var Ahmed fra Somalia og sort. Nogle børn fra Nimtofte råbte ad Ahmed gennem hegnet ind til skolegården. De kaldte ham en abe. Han blev vred og ked af det, og han ville nok være gået i flæsket på dem, hvis ikke der var lærere til stede. De var uvidende jyder, mente vi, og vi følte os tættere knyttet til Ahmed fra Somalia end knægtene fra Nimtofte, der vist ikke havde set en sort dreng før. Det var dem, jyder fra Nimtofte, og os, fynboer fra Dalum.

Et par år senere var det vores tur til at stå i vinduerne på tredje sal, hvor 9.-klasserne havde klasseværelser, og kaste karameller og vandballoner mod de yngre elever nede i skolegården. Da den sidste eksamen var ovre, holdt vi dimissionsfest, og det var samtidig sidste gang, vi var sammen med Amira, Ahmed og de andre, der måske kom fra et andet sted, men i årevis havde været klassekammerater som alle andre.

I dag har vi stadig kontakt til nogle af dem fra villakvarteret, enkelte er endda tætte venner. Men ingen af de klassekammerater, der boede bag skolen i Heliosvænget, ser vi noget til. Vi havde ellers alle de gode muligheder for at holde kontakten. Vi voksede op sammen, kom alle på gymnasiet og har senere taget en videregående uddannelse. På papiret var vi meget ens, vi fandt også et fælles fodslag, men aldrig for alvor hinanden.

Klassekammeraternes navne er opdigtede

Serie

Seneste artikler

  • Man hørte efter uden rigtigt at høre efter

    15. august 2014
    I denne uge er folkeskolens elever tilbage i klasseværelset, der har ændret sig radikalt siden 1950’erne, hvor Lasse Ellegaard gik i skole i både Vanløse, hvor man blev typograflærling eller kontorelev efter realeksamen, og Aarhus, hvor man blev noget ved musikken
  • Pigerne efter drengene på Byskolen

    26. juli 2014
    Forfatter Kristina Nya Glaffey og skribent ved Information Anders Haahr Rasmussen delte fire års folkeskoletid i slut-80’ernes Frederiksværk. Her husker de tilbage
  • Stadig ringer skoleklokken

    21. juli 2014
    Skribentens varme følelser for sin folkeskole i Dragør løftede ham ikke op af klassens tunge ende
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Felix Zelda Xavier
  • Henrik Brøndum
  • jens peter hansen
  • Steffen Gliese
  • Flemming Scheel Andersen
  • Jeppe Petersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Felix Zelda Xavier, Henrik Brøndum, jens peter hansen, Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen, Jeppe Petersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

En ærlig og langt mere tankevækkende erindringsskitse end de " gamle" anekdotiske skolehistorier vi ellers er blevet præsenteret for.

Rune Petersen, Michael Reves, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Min ældste datter er på samme alder som artiklens forfattere, og det var den samme situation, med venskaber mellem danske børn og flygtningebørn fra Afganistan og irak i folkeskolen, der var også god kontakt ved forældremøderne mellem forældrene, dog var det meget vigtig for nogle af flygtningeforældrene at fortælle om deres situation i Afganistan og Irak og der var ikke kun oprørske flygtningeforældre, en samtale, som jeg aldrig glemmer kom fra en flygtning, der tidligere var oberst og øverste militær ansvarlige for nord Afganistan, og som havde flygtet fra krigen. Min datter gik efter folkeskolen både på gymnasiet og på universitetet, og alle uddannelses steder har hun haft venskaber og kontakt med børn af flygtninge, og nogle af hendes bedste veninder som voksen er stadig piger med flygtninge baggrund og som hun mødte på gymnasiet og på universitetet, så jeg tror at det er nemmere at holde kontakten på videre gående uddannelser end at holde kontakten fra folkeskolen.

Karsten Aaen, Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Den her historie minder mig lidt meget om den med de gamle som siger de aldrig hører fra deres unger, men heller ikke ringer eller besøger dem og hvad kan man så gøre for at afhjælpe dette praktiske problem, spørger nogen så, jamen tag da kontakt til de mennesker du føler en lyst til at have kontakt til.. Folk har i DK en evne til at problematisere ting som slet aldrig burde være tænkt så langt ud

jens peter hansen

Jamen er det ikke netop det forfriskende at de to skribenter fortæller at der var nogle de aldrig så igen. Er det ikke den ærlighed som er forfriskende. De siger jo heller ikke at de er flove over det. Det faldt bare ikke sådan ud. Læseren kan selv fundere over hvorfor:

ellen nielsen, Rune Petersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Fordi, de der 'nigger' blot var 'fashion accessories' for din multi-kulturelle forfængelighed. Det vidste dine forældre langt før du selv gjorde. Parcelhus-ørkens paradigme. Fik de der auslænder ikke også et øgenavn, de skulle kendes ved? Så de kunne miskrediteres og infantiliseres, holdt på afstand mens vi skriger med på Coldplay. http://youtu.be/dvgZkm1xWPE

Det er naturligt
at knytte varige venskaber med personer gennem interessefællesskab.
Derfor kan man jo godt være sammen (endda godt) i eller om sine opgaver i skolen eller på arbejdspladsen.....