Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Kirstine Sinclair

»Der er noget, der er gået galt, hver eneste gang et ungt menneske ser en løsning i at rejse for at slås. Men jeg mener ikke man kan pålægge det ikke-muslimske majoritetssamfund skylden alene«
30. august 2014

I hvor høj grad kan det skræmme-narrativ, diverse vestlige medier sætter op, have bidraget til at højne IS’ tiltrækningskraft for unge (og andre) muslimer bosat i Vesten?

»Vedrørende narrativet om IS og brutaliteten: Ja, man må gå ud fra, at brutaliteten virker tiltrækkende på nogen. Allerede før IS’ fremmarch i Irak og Syrien var der eksempler på, at personer fra kriminelle miljøer i Danmark opsøgte aktive kamphandlinger for på den måde at vinde respekt hjemme. Et eksempel herpå gives i Nagieb Khajas dokumentar om Store A (Store A: Fra bandekrig til Jihad).

Har IS indset dette, og er det selvsamme narrativ, de forsøger at forstærke med deres indsats for at udstille deres brutalitet på de sociale medier?

»Ja, der er grund til at tro, at strateger eller pr-medarbejdere hos IS har indset, at brutaliteten sælger.«

Kan man se nogle sociale mønstre i, hvem der tager af sted. Hvilke sociale grupper tager af sted?

»De, der rejser til Syrien og Irak for at slås for IS er typisk mænd i alderen 17-35. I forhold til beskæftigelse er der tale om alt fra skoleelever over rappere til medlemmer af kriminelle bander, der dog har det tilfælles, at de tilhører samfundets laveste sociale klasser. «

Er der nogle af de her jihadister, der er kommet tilbage og har fortrudt deres rejser og har lært noget af det?

»Der er flere eksempler på personer, der har forladt IS, men ikke mange eksplicitte tilkendegivelser af fortrydelse. Måske det kommer. Eksempelvis sidder en 31-årige mand, der rejste fra Storbritannien til Syrien for at kæmpe med jihadister mod al-Assad sammen med fire kammerater, nu fængslet i sit hjemland. Han blev frasorteret som kriger og rejste hjem, uden at tænke på, at han ved hjemkomsten til Storbritannien ville blive anklaget for terrorisme. I takt med at flere vender hjem må man forvente, at historier indeholdende anger og fortrydelse vil dukke op.

Antropolog ved Aarhus Universitet Laura Gilliams empiri fra feltstudier på socialt udsatte folkeskoler viser, at etnisk mellemøstlige elever med ’muslimsk baggrund’ er sværere at integrere, fordi majoriteten ikke anerkender minoritetens kulturelle kapital, i dette tilfælde de etnisk mellemøstlige elever med muslimsk baggrund, hvorfor disse ubevidst danner ’alternative anerkendelsesfællesskaber’ Kan dette fænomen også tænkes at sende unge etnisk mellemøstlige mænd med ‘muslimsk baggrund’ i armene på IS?

»Det arbejde, der på nuværende tidspunkt foreligger om IS og rekruttering indeholder forsøg på profilering af individer, der er rejst ud, og oplæg til diskussion om håndtering af eventuelle sikkerhedsrisici forbundet med ’radikaliserede jihadisters’ hjemkomst. Fordi IS er et nyt fænomen, foreligger endnu ingen detaljerede undersøgelser om familiemønstre, holdninger, eventuelle nye led i radikaliseringsprocesser eller lignende. Det er dog på vej. Man kan sagtens forestille sig, at »alternative anerkendelsesfællesskaber« spiller en rolle i rekrutteringen af unge til IS, men jeg vil dog fremhæve, at alternativ anerkendelse tager mange former og eksempelvis findes i alle sub-, mod- og antikulturer. Der er ingen grund til at tro, at der er noget særligt på spil for unge med muslimsk baggrund.

Rekrutteringen til IS og lignende ekstreme bevægelser skyldes i reglen en kombination af faktorer: Identifikation med et politisk projekt, spænding, fascination af krig, død og ødelæggelse, religiøsitet i et eller andet omfang (om ikke andet så symbolsk), ønske om at udtrykke oprør og opgør med majoritetskultur og det etablerede samfund og sikkert mange andre. Det er en kombination af overbevisning, eventyrlyst og måske en oplevelse af håbløshed, enten baseret på oplevelser i Danmark eller baseret på identifikation med muslimer i krigshærgede lande. Mange af dem, der rejser ud, har sandsynligvis ikke klare forestillinger om, hvad der venter dem, men er drevet af ideologi og følelser, og i den forbindelse spiller IS’ effektivitet sandsynligvis en rolle. Hvis man er fascineret af tanken om en anden verdensorden, hvor Vestens magt er begrænset, ligner IS et vinderkoncept. De har på kort tid sikret sig et territorium og våben, de sidder på central infrastruktur, de har en religiøst skolet leder, der pakker aktiviteterne ind i religiøs retorik, og de skyr ingen midler. De har på kort tid etableret det kalifat, som grupper som Hizb ut-Tahrir og det Muslimske Broderskab har talt om og arbejdet for siden hhv. 1920’erne og 1940’erne. Det er klart, at det vil imponere personer, der allerede er tiltrukket af kalifatstanken.«

Hvorfor finder kvinderne sig i det?

»Også nogle kvinder tiltrækkes af ekstreme ideologier og løfter om en radikal anden verdensorden. Hertil kommer, at nogle kvinder forstår deres rolle som pligtopfyldende hustruer således, at de ukritisk adlyder husbondens ønske om at rejse ud. Jeg er ikke bekendt med, hvor mange kvinder, der er rejst ud fra Danmark, om nogen.«

Hvordan tydeliggør vi bedst muligt forskellen på radikal/ekstremistisk og almindelig islam for unge i Vesten?

»En god vej at gå er at sondre mellem islam som ideologi og islam som religion. Islamisme og den voldelige islamisme, jihadismen, er politisk islam. Det er opfattelsen, at islam både er en religion og en politisk ideologi og formuleringen af et statsideal, et kalifat. Langt størstedelen af muslimer i Danmark og i verden opfatter ikke deres religion på denne måde. De praktiserer deres tro i større eller mindre grad, som kristne praktiserer kristendom eller buddhister buddhisme uden skelen til politik eller statsidealer. Det er ganske nemt at spotte forskellen mellem de to, og vi gør det blandt andet ved at deltage i denne form for dialog. Hvis jeg i den forbindelse må fremsætte et ønske, så ville det være, at danske journalister eksempelvis i forbindelse med en moskéindvielse ikke fokuserer på et potentielt politisk og problematisk perspektiv, når de tilrettelægger deres historier, men på hvad de medvirkende muslimer selv siger om deres projekt.«

Er det ikke bare psykopater, der har fundet en åben legeplads?

»Halshugning for åben skærm kvalificerer som psykopatisk! Jeg mener, at man kan tale om en form for dødskult i nogle af disse miljøer. Det er set før, eksempelvis i Tjetjenien, at jihadistiske grupperinger reklamerer for sig selv med barbariske optagelser og fotos«.

Har samfundet fejlet i at gribe unge på vej ind i ekstremisme – og hvis ja, er dette et udtryk for en generel angst for at håndtere ’udlændinge’, evt. begrundet i at emnet er et politisk tabu?

»Der ligger i formuleringen af dette spørgsmål, at ’samfundet’ er nogen andet end ’udlændinge’. Hvis vi derimod forstår samfundet som os alle sammen, og den måde vi kommunikerer på, når terrorister skræmmer os, eller når krige raser, eller når vi diskuterer politik, eller den måde vi bosætter os på i nærheden af nogen, der ligner os selv, eller den tid vi som forældre ikke bruger på at følge med i vores børns og unges liv, ja, så har samfundet fejlet. Der er noget, der er gået galt, hver eneste gang et ungt menneske ser en løsning i at rejse og for at slås. Men jeg mener ikke man kan pålægge det ikke-muslimske majoritetssamfund skylden alene. Samfundet er også de grupper, organisationer og individer, der aggressivt og kynisk rekrutterer unge mennesker til krig. I øvrigt mener jeg ikke, at der generelt i den politiske debat i Danmark er et tabu omkring personer med anden etnisk baggrund end dansk«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu