Læsetid: 5 min.

Mænd kigger på kvinder

Hvis man vil forstå, hvordan mennesker fungerer, så kan det tit være en god idé at betragte blikket
Caravaggios Medusa, som ikke kigger på den beskuende

Caravaggios Medusa, som ikke kigger på den beskuende

Wikimedia Commons

30. august 2014

De fleste af os kender den simple leg, hvor man stirrer hinanden i øjnene og den, der blinker først, har tabt. Den, der først slår blikket ned, har på en eller anden måde underkastet sig den andens blik. Som regel er det den, der kan lade være med at grine, der vinder konkurrencen – og på den måde kommer legen til at stå som modstykket til det gamle mundheld »den, der ler sidst …«

Tankegangen om den magtfulde person, der er i stand til at fastholde blikket, og det objekt, der slår øjnene ned, har stået som baggrund for en lang række kritikker af såvel samfundet i dag som i kulturhistorien. Ikke mindst feministiske kritikker synes at have noget at tage fat i her, da det i grunden er overvældende hvor meget af den menneskelige virkelighed, der kan samles op i formlen ’mænd kigger på kvinder’.

Hvad er forskellen egentlig på en burka og en g-streng? Begge synes at følge den kulturelle grundsætning ’mænd kigger på kvinder’. En g-streng siger os, at det, at ’mænd kigger på kvinder’, er pissefedt. Og en burka siger os sådan set det samme. Det er så vildt, det med at en mand kigger på en kvinde, at vi bliver nødt til at dække hende til.

Kvinder kigger på kvinder

Historien stopper imidlertid ikke her. Det, der måske er mest slående ved formlen ’mænd kigger på kvinder’, er, at den i virkeligheden også gælder, når kvinder kigger på kvinder. En meget diskuteret reklameplakat kan fungere som eksempel. Plakaten, der reklamerer for et proteinprodukt, viser en kvindebagdel, der så at sige stritter direkte ud mod beskueren og kun er sparsomt tildækket af et par tætsiddende sportstrusser. Foruden at være iøjnefaldende in-your-face, bliver reklamen ligesom hængende i bevidstheden, ikke mindst på grund af overskriften, der stiller spørgsmålet: Jaloux?

En kæmpe, veltrænet røv, der spørger forbipasserende, om de er jaloux – hvad skal det egentlig betyde? Reklamen synes i første omgang helt forkert formuleret. Hvis formålet med en reklame er at henvende sig direkte til kunderne for at vække et begær i dem, måtte denne reklame naturligvis bære overskriften: Misundelig? Således kunne billedet af præmiebagdelen vække kvindernes misundelige begær efter at få samme flotte attribut neden for egen ryg.

Reklamen er dog mere snu end som så. Svaret er, at den går vejen over det mandlige blik for at nå til kvindens begær. Den starter nemlig med at indregne den forventelige reaktion. Et kærestepar kommer gående forbi reklamesøjlen; manden kigger først. Dernæst bliver kvinden jaloux. Altså bliver kvinden ikke umiddelbart misundelig på den anden kvindes røv. Hun bliver jaloux over, at manden kigger efter den anden kvindes røv, hvorefter hun tvinges til at tænke: Ok, så må jeg jo også forsøge at anskaffe mig en sådan røv ved at gå i fitness-center og drikke proteincocktails.

Her er altså et rigtig fint eksempel på, hvordan det mandlige blik tænkes som primært, kvindens som sekundært. Hvis det da overhovedet findes. For er det, som reklamen minder os om, ikke netop, at kvinder, der kigger på kvinder, gør det med tanke på spørgsmålet »hvad ser en mand i hende?«

Gads vilde analyse

Salig Emma Gad var her overordentlig præcis. Et af hendes råd lyder: »En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder. Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod.«

Formlen ’mænd kigger på kvinder” er til stede overalt her. Kvindens glæde ved at se veninden mindre smuk, er hendes glæde ved at kunne besvare spørgsmålet ’hvad ser en mand i hende?’ med ’ikke noget, jeg ikke kan levere’. Det virker i Emma Gads univers utænkeligt, at en kvinde kunne gå i bølgerne uden at mandens blik på hende var til stede i det mindste i refleksiv mellemregning et sted. Men er sagen så anderledes i dag?

Den lidt deprimerende sandhed om en lang række forsøg på at modgå reklamens disciplinerende magt over kvindekroppen, synes nu også at være, at de slet ikke slipper ud af formlen ’mænd kigger på kvinder’. Tænk blot på det nys populære hashtag #fatkini, hvor såkaldt ’store piger’ viser kroppen frem i bikini og får masser af tiljublende svar, »hvor er du smuk!« Eller tænk på Dove-reklamerne med de lidt mindre store, men dog i reklamens verden temmelig store piger. Her vises angiveligt almindelige kvinder frem under overskriften »Real Beauty«. Tilsammen gør alle disse tiltag lige præcis ingenting overhovedet for at flytte os bare en smule fra grundformlen ’mænd kigger på kvinder’.

Kvinder kigger på mænd

Kunne man forestille sig en kvinde, der kiggede på en mand? »Ja selvfølgelig!« vil nogen råbe. Og de vil råbe det vredt. »Se bare, hvor meget mænd går i fitness-center. Se bare, hvor meget vi skal gøre os til for kvindelige blikke. Se bare, hvor meget vi mænd lider under det nu helt og holdent feminiserede samfund.«

Er det ikke af og til som om, at uanset hvor meget kulturen er skåret over formlen ’mænd kigger på kvinder’, så er det alligevel mest synd for mændene? Uanset hvor meget kvinderne bliver voldtaget, udstillet, truet, så vil der altid være en mand til stede, som vil påpege, at han skam også engang blev objektiveret, for der var engang, hvor to kvinder fnes i bussen, og der var engang en bøsse, der måske/måske ikke kiggede på ham i et spejl.

Måske man skulle tage denne pointe alvorligt. Måske det mest uhyggelige, der overhovedet kan gives, er en kvinde, der kigger. Virkelig kigger. Som i Caravaggios berømte afbildning af Medusaens afhuggede hoved. Men Caravaggios Medusa kigger netop ikke på beskueren – hun kigger ned og til siden. Måske er hun interesseret i noget helt andet? Eller måske er hun, som den franske filosof Hélène Cixous har beskrevet – lige ved at begynde at grine?

Det var sandelig heldigt, at der var en mand til stede, som kunne skære hovedet af den kælling!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Regsa Nesneffets
  • Holger Madsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Majbritt Nielsen
  • Palle Pendul
Regsa Nesneffets, Holger Madsen, Lise Lotte Rahbek, Heinrich R. Jørgensen, Majbritt Nielsen og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Sørensen

Jeg bliver bare nødt til at citere mig selv - for blot to dage siden skrev jeg dette til en anden "kønsdebat" her på sitet, som svar på et spørgsmål om hvem de "grumme feminister" vi mænd "altid er ude efter" egentligt er.
Set i lyset af artiklens tema og tone tror jeg genbrug må være tilladt.:

""Den grumme onde feminist" er en kvinde der baserer sin kønskamp på nogle marxistisk freudianske skrifter (jeg nægter at kalde dem for teorier, da de mest af alt har karakter af at være dogmer) fra sidst i 70'erne (der var en periode hvor den slags jo var moderne i universitetsverdenen), som a priori antager at mandens handlinger er bestemte af hans undertrykkende væremåde.

Den cirkulære logik der udspringer af denne uskønne sammenblanding af to trosretninger (hhv marxismen og freudianismen) er nogenlunde som følger:
Patriarkatet (alle mænd) undertrykker kvinden > kvinden svarer igen ved at angribe patriarkatet > manden der ikke er en del af patriarkatet svarer igen på angrebet fra kvinden > kvinden affærdiger mandens argumenter med at han jo er en del af patriarkatet og at alle hans udtalelser derfor kun er et patriarkalsk forsøg på at bevare status quo, altså undertrykkelsen af kvinden.

Vælger man at fortolke sin verden ud fra et sådant intellektuelt indsnævret udgangspunkt så kommer der ikke meget brugbart ud af det.

Og hun findes. Som regel er hun universitetsuddannet.

Mænd kigger på kvinder - med vores medfødt undertrykkende blik... *suk*

Benny Jensen, Per Juul, Steen Thaulow Olsen, Jakob Silberbrandt og Holger Danesa anbefalede denne kommentar

Mænd kigger på kvinder.
Kvinder kigger på mænd.
Mænd kigger på mænd.
Kvinder kigger på kvinder.

OG HVAD SÅ...!!!

Morten Jespersen

En trist omgang, der viser hvordan blikket bruges begrænset som teoretisk værktøj indenfor feministisk tankegang. Hvis man altså overhovedet kan kalde det tankegang.

Blikket her handler om hvordan en menneske betragter et andet menneske.

Det findes i første omgang fire forskellige blik.

1. Mænd kigger på kvinder.
2. Mænd kigger på mænd.
3. Kvinder kigger på kvinder.
4. Kvinder kigger på mænd.

Derudover er de fire blik tilgængelige for både mænd og kvinder, og kan tages i brug i forskellige situationer, på både mænd og kvinder. Der er alstå i alt 16 situationer. F.eks. kan en mand benytte "kvinder kigger på kvinder" blikket når han kaster blikket på en anden mand.

Problemet med eksemplet fra fitness centeret er, at der her er tale om kvinder der kigger på mænd der benytter "mænd kigger på kvinder" blikket. Eller, sådan fremstilles det i hvert fald. Typisk undersøges Kvinders blik på mænd overhovedet ikke, og man beskæftiger sig ikke med de fire blik, men har blikket fast på udelukkende "mænd kigger på kvinder". Men indholdsmæssigt svarer "kvinders kigger på mænd" ikke til "kvinder kigger på mænd". Når kvinder kigger på mænd i fitness centeret ser hun ikke kroppen som krop, men som potentiale for vold, udstrakt til manden krop som kilde til magt. Manden betragtes som magtpotentiale, og manden som mand er i sig selv et tomt rum uden selvstændigt indhold. Mens "mænd kigger på kvinder" tildeler kvindens krop værdi i sig selv, tildeler "kvinder kigger på mænd" værdi i alt det der omgiver den. Tøjet der omgiver den, dens potentiale for vold, symbolerne der knyttes til den.

Som nøgen eksistens giver "mænd kigger på kvinder" kvindens krop en allerede givet værdi, alene ved dens eksistens, mens "kvinder kigger på mænd" udraderer kroppen som selvstændig værdifuldt objekt, der kun har værdi i den udstrækning at den er tilknyttet et potentiale for magt.

Mænd kigger efter et spændende sted at stikke pikken ind. Kvinder kigger efter en god far til deres afkom. Systemet virker, og har fungeret i millioner af år kønskamp eller ej.

Søren Kristensen

At tegne er at se og der bliver altså tegnet mange flere kvinder end mænd. Heldigvis.

Steen Thaulow Olsen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Ah nu tillader jeg mig at bruge CVA's skriv som trinbrædt, for..
Stirrekonkurrencen, som nævnt øverst i klummen har også en anden tagent,
Har I prøvet at stirre en hund eller en kat i øjnene?
Det er en rigtig dårlig ide.
Dyret opfatter nemlig denne stirren som en udfordring, en aggression. Og pludselig kan det stirrende menneske blive gøet eller hvæset af, bidt, kradset, andrebet og flænset som respons på sin provokation.

Det samme gør sig til en vis grad gældende blandt mennesker.
"Hvad glor du på" er en klassisk verbalreaktion på at blive stirret på. Det er nemlig ubehagelig at blive stirret på. Om det kunne være en dyrisk respons på blikkets udfordring, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men..
Hvis man (?) som kvinde stirrer på en mand, kan det i mange tilfælde opfattes af manden som en udfordring eller en provokation. Og det er ikke altid velkomment hos kvinden, som bare ville kigge..
Derfor har kvinder udviklet et nedslået blik (katteblik), som ser det meste, og på baggrund af hvilket, hun foretager en lynvurdering af manden/mænd/andre kvinder.
Mange mænd aner faktisk ikke at de bliver tjekket ud af kvindeblikke hele tiden - for de opfanger ikke de hurtige øjenkast, som de ikke er forprogrammeret til at opfange som udfordringer eller aggressioner. Kvinder der stirrer hinanden i øjnene, har såmænd også aggressive angreb i tankerne.

Det er i grunden ret morsomt. :)

Per Juul, Holger Madsen, Vibeke Rasmussen, Gert Selmer Jensen, Holger Danesa, Morten Balling og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar

Indlægget er et typisk eksempel på en feministisk opfattelse af analyse. Man tager udgangspunkt i et dogme, der fastlægger de rammer som man vil fortolke ud fra, og som ikke kan anfægtes. Her er det således mandens blik på kvinden - der indforstået er såvel kritisk som begærligt - der betragtes som et undertrykkende grundvilkår for kvinder. Alt hvad der har at gøre med begge køns visuelle fysiske fremtræden og fremvisning at gøre, tolkes ensidigt herudfra. Derfor er det også en selvfølge, at enhver vurdering af kvinders udseende, og især enhver tilkendegivelse af, at kvinders udseende kan være attraktivt, bliver kategoriseret som værende det undertrykkende mandlige blik. Dette også selvom der er tale om kvindernes selvfremstilling, eller indbyrdes vurdering.

Til gengæld bliver så modsætningen til mandens blik lig med frigørelse. Hvis mandens blik på kvinden er undertrykkende, må kvindens blik på manden jo være frigørende! Eller sagt mere jordnært: Hvis mænd betragter kvinder som begærsobjekter, eller kvinder fremstiller sig selv som sådan, er det undertrykkende. Er det derimod mænd som fremstilles som begærsobjekter, er det et positivt udtryk for frigørelse. Derfor bliver ethvert forsøg på at fremhæve andre vinkler, som f.eks. at man lige så godt kunne have en kritisk opmærksomhed på idealer for mænds udseende, ganske ikke-analytisk afvist som klynkeri, der blot er forsøg på at fravige den sande fortolkning, som er defineret i dogmet.

Ikke desto mindre ville enhver stringent analytisk tilgang afsløre en sådan fremgangsmåde, som ren og skær dobbeltmoral.

Undskyld. Jeg sprang det feministiske grundkursus over, fordi jeg troede, at jeg som en flink fyr opdraget af danske kvinder nok kunne følge med her i overbygningen. Jeg må dog indse at jeg slet ikke har opbygget et tilstrækkeligt dæmoniserende fjendebillede af mænd til at jeg forstår artiklen!? Jeg føler dog lidt skam over at en mand i et græsk sagn hugger hovedet af en kvinde, så måske jeg bare skal læse lidt mere feministisk propaganda, så ser jeg osse den hjemløse mand nede på hjørnet som den onde usle og latterlige patriark han virkelig er.

randi christiansen

Hvorfor har vi øjne? Fordi der er noget at se på. Meget at se på - hold op hvor er der meget at se på. Hele tiden - mænd, damer, børn - hvor vil cva egl hen? Ka jeg ik få øje på - andet end en yderst velfortjent hyldest til synet. Og der blev lys.

En interessant læsning, dog en skam, at artiklen bliver mavesur og anklagende mod slutningen. Hvis blot linjen og argumentationsrækken var blevet holdt mere stramt kunne den have været et værdifuldt indspark i kønsdebatten. Måske næste gang?

Mænd er nogle skurke, først kigger vi på kvinder og er derved skyld i deres indbyrdes jalousi, dernæst kan vi finde på at hævde, at andre også kigger på os. Mænd er i sandhed nogle værre nogen.
Informations køns debat har ikke flyttet sig det mindste.

Men som Thomas Knudsen skriver, Måske næste gang? .