Midt i en god leg

Philip: »Du har ikke spurgt mig, hvor gammel jeg er.«

Mig: »Hvor gammel er du?«

Philip: »Jeg er seks år.«

Mig: »Og hvornår har du fødselsdag?«

Philip: »Det ved jeg ikke.«

Men det ved jeg. Philip William Markert fyldte seks år den 8. april 2014. Han er 120 centimeter høj. Han vejer 23 kilo, og han kan tælle til 49, cykle og skrive sit eget navn.

På mandag begynder han i skole. Som godt og vel 67.000 andre danske børn tager Philip sin nyindkøbte skoletaske på ryggen, spænder sine brune sommersandaler og træder ind over tærsklen til 0. klasse. Et trin på en trappe mod ny viden, læring og selvudvikling. Men også det første skridt væk fra barndommens legende land. Væk fra det ubekymrede, ansvarsfrie fantasirige, hvor alt kan lade sig gøre. Hvor tiden og tyngdeloven er ophævet, hvor dyr kan tale, og hvor de gode og de onde kæmper til døden. Hvor en havebusk er en diamantmine, en snegl forvandles til en zombie, og hvor man hver eneste dag nedkæmper en hær af skeletmonstre på legepladsens klatrestativ.

»Jeg har fået en ny verden,« siger Philip begejstret, første gang vi mødes.

Det kunne være den nye SFO, han mener. Eller haven omkring det hus, familien flyttede ind i sidste år. Eller hans eget værelse, som er ved at blive indrettet på førstesalen. Men det er det ikke. Den nye verden ligger på den tablet, som han balancerer med på lårene i sofaen i stuen. Det er en spilverden. Lige nu er han ninjaen Cole.

Jeg har fået lov at følge Philip i månederne op til hans første skoledag for at lave et øjebliksbillede af en seksårig drengs univers. Et kig ind i en verden, som den ser ud, før barndomslivet bliver lagt i skoleskema. En tid, som for mange af os står som en slags tabt land.

»Jeg skal lige klare denne her bane,« siger Philip.

Det er en sætning, han ofte mumler for sig selv, når han sidder foran skærmen. Philip skifter ninjaspillet ud med et andet, hvor han kæmper mod edderkopper i en verden af kvadrater. Ti minutter senere har han klikket på et spil, hvor han skyder med ærtekanoner efter zombier, der med rullende øjne marcherer hen over en græsplæne. Alt handler om at komme videre til næste niveau, og Philip synes at være tabt for omverdenen. Alligevel er det allerhyggeligst, hvis man sidder ved siden af og kigger med. Han klukler, når han rammer. Råber, når han dør.

»Ååååh yes. BUM! Så du det? Den var god.«

Philips mor, Nanna Clausen, kommer forbi og sætter sig i sofaen. Hun fortæller om de spil og figurer, som Philip er optaget af:

»Indimellem kan det være svært, hvis man synes, at det, der interesserer ham, er noget, ja ... l-o-r-t,« siger Nanna Clausen.

»Det betyder lort, mor,« kommer det fra Philip, stadig med ansigtet rettet mod skærmen. Hans mor griner og roder ham lidt i håret.

Philip skyder hele butikken

Det er morgen hjemme i familien Markerts hus i Herlev, lillebror Daniel på tre år er stadig i nattøjet, og mor er ved at rydde morgenmaden til side. Far er på arbejde, for han har eget firma, og så skal man tidligt op, forklarer Philip, mens han viser rundt:

Her er hans nye værelse, som han skal flytte ind i efter sommerferien.

»Jeg får min egen køjeseng, som far skal bygge.«

Her er stuen, som er det bedste rum i huset.

»For der kan man se film eller lege på gulvet.«

Her er mors og far soveværelse – hvor drengene også sover.

»Her sover jeg. Og der sover Daniel. Det er min seng med det seje sengetøj.«‹

Undervejs på turen rundt i huset, når han at angribe sin lillebrors tøjdyr med to kastestjerner og nedlægge et par usynlige fjender med sit galaxy fighter-gevær:

»Det har syv lyde og tre slags lys. Jeg skyder hele butikken.«

Han krammer også sin mor og får et par luftture. Så er rundvisningen slut. Philip skal noget andet. Han var lige midt i en god leg.

Far har de længste arme, mor er rød

Ved skolestart bryder barnet op fra det velkendte. Verden åbner sig, og der kan opstå tvivl. Det sjette år er ifølge fagbøgerne en vanskelig periode i barnelivet, der for første gang rejser spørgsmål som: Hvor hører jeg til? Hvem er jeg?

Philip svarer på det sidste, mens han peger på en af figurerne på et papir foran ham: En lille dreng med en kæmpe glad mund tegnet med sort farveblyant.

»Det ... er ... mig.«

Han er i gang med at tegne sin familie, med tungen i mundvigen og nævner alle farverne undervejs. Far er den største. Han er gul.

»Han har de længste ben. Han er megatyk og har megalange arme.«

Så er der mor. Samme design som far, men knap så høj. Hun er rød.

»Og så er der lille Daniel. Han er en superbaby, så ham tegner jeg kappe på. Og jeg holder Daniel i hånden.«

Så er tegningen færdig: »Hov, der mangler noget. Det vigtigste,« siger han.

Med store bogstaver skriver han sit navn øverst: PHILIP.

Forleden lavede han en lignende tegning af hele familien til sin fars fødselsdag. Og huset. Og så lige en zombie i baggrunden. Ja, de har det med at snige sig ind alle vegne for tiden, forklarer Philips mor. Hun er produktansvarlig på et pladeselskab, og hendes mand, Rasmus Markert, er tømrer. De er begge 36 år og tidligere folkeskolekærester fra Rødovre. De genfandt hinanden for otte år siden, og nu er de gift og har Philip og Daniel. Huset i Herlev var et håndværkertilbud. De flyttede hertil fra en lejlighed i Vanløse. Og Rasmus Markert har brugt det forgange år på at skifte det hele ud indefra, bygge til og lægge nyt tag. Der mangler stadig meget, men trods rockwool i kanterne af vindueskarmen ligner det efterhånden rammen om en kernefamilie: lyse hvidmalede rum, stort åbent spisekøkken, soveværelser til alle ovenpå og masser af plads.

Frygten for at kede sig

Philip kan ikke klokken. Det bekymrer ham ikke.

»Det lærer jeg, når jeg kommer i skole,« siger han.

I børnehaven gik han godt nok i skolegruppen med de største børn. Men de lærte ikke noget. Ikke for alvor.

»Og skole handler om at lære noget. Jeg glæder mig til at lære at regne. Jeg kan allerede regne lidt. Jeg ved, hvad fire plus fire er. Det er otte.«

Philips forventning er iblandet en smule nervøsitet:

»Jeg er bange for at kede mig. Og bange for, at der er for lidt legetøj i skolen.«

Skoletasken er indkøbt. Han har selv valgt den med robotten Stormer udenpå. Tasken er sort og blå med tilhørende drikkedunk, madkasse og gymnastikpose. Nu skal den snart for alvor i brug, men Philip gider ikke tale ret meget om, hvor meget han glæder sig.

»Hvorfor spørger alle om det?«

Som mange andre forældre til drenge på seks år, er Nanna Clausen og Rasmus Markert bekymrede for, om Philip kan sidde stille, høre efter og følge reglerne i 0. klasse. For selv om der stadig er elementer af leg i undervisningen, er listen af krav temmelig lang: Skoledrengen skal ikke bare kunne snøre sine snørebånd, tørre sig i numsen og hænge sin jakke på knagen i garderoben. Han skal også kunne vente, sidde stille og høre efter.

Philip er såmænd godt med. Men kravene ligger milevidt fra hans legeunivers. Robotter, ninjaer og skeletkrigere rækker ikke hånden op, og de sidder aldrig stille. Faktisk er det kendetegnende for Philips lege, at man kan se stort på lidt af hvert. Tyngdeloven for eksempel. Eller skillelinjen mellem dyr og mennesker. Her er løver, der kører tanks. Soldater kan flyve, hvis de har brug for det. Karakterer vender tilbage fra de døde. Og hovedpersonerne kan uden varsel skifte farve, form eller side i legen.

»Du skriver godt nok meget på din blok,« bemærker Philip.

Det er jeg nødt til. For når jeg skal følge med i Philips lege, skal jeg stramme mig an. Navnene på helte og fjender er indviklede, og Philip blander uden tøven historier og personer fra film, figurer og spil sammen. Her er Megatron fra Transformers, forskellige Lego-ninjaer og Hero Factory-figurer, og så er der stormtropper fra Star Wars og et mylder af Pokémon-figurer. Det hele foregår på gulvet, hvor Philip bygger og stiller tropper op. Planlægger overraskelsesangreb. Alle eksplosioner, skudsalver og raketter ledsages af lydeffekter med munden: »Rbbrbrbrmmm« og »katjangtscha«. Undervejs forklarer Philip mig figurernes egenskaber og missioner. Også selv om han indimellem bliver forstyrret af sin mor eller lillebror.

»Sværdet, det blå her, er et lynsværd ... Nej tak, mor.« (Hun tilbyder ham en gulerod)

»Ham her er også ond. Det kan du se på det der mærke ... Stop Daniel! Det må du ikke.« (lillebror tager en af hans figurer)

»Den hvide her er ørnedronningen ... Ja, mor.« (Hun spørger om, han vil have en grovbolle med smør)

Men visse regler og rammer er enkle: Det er de onde mod de gode. De gode overlever altid. Og dør de, er der altid mulighed for genopstandelse.

Stilletid er totalt ikke sjovt

Børn, som skal i folkeskole, forlader som regel børnehaven allerede den 1. maj samme år og begynder i skolens fritidsordning, kaldet SFO. I Philips SFO i Herlev går der 270 børn. 77 af dem er »1. maj-børn«, som pædagogerne siger.

De har forladt børnehavens trygge indhegning og er sluppet løs her på indskolingshusets kæmpe område, hvor kun en hæk adskiller legepladsen fra bilerne og busserne ude på vejen, og hvor jeg leder længe, før jeg finder Philip. Der er 17 ansatte til at holde styr på tropperne.

De nye børn virker små. Nogle af dem skal lære at gå på toilettet selv og binde deres snørebånd. De kan have svært ved at holde styr på dagens forløb og spørger ofte, hvad klokken er. Dagen er struktureret med morgenløb rundt om skolen mellem klokken otte og ni. Bagefter får de formiddagsmad og samles i grupper. Philip går i blå gruppe, som tager på tur en gang om ugen, maler billeder af deres familier og løser opgaver i et hefte. Er det så ikke lidt, som om han allerede er begyndt i skole? Overhovedet ikke, siger Philip.

»Vi er på en stue – ikke i en klasse. Og vi leger hele dagen.«

Indimellem skal de øve sig i at sidde stille. Det kalder de voksne for stilletid.

»Der må man ikke sige en skid. Man må ikke lege og ikke tale. Det er totalt ikke sjovt.«

Men det er opgaverne til gengæld:

»Der er tegneopgaver og labyrintopgaver. De bedste er dem, hvor man skal finde en fejl og sætte en bolle med et kryds i midten.«

Pædagogerne kalder Philip »en frisk dreng«, som har haft brug for at komme videre fra børnehaven. Philip kalder de voksne i SFO'en for »okay rare«, men det er børnene, han leger med, som betyder mest: Emil, Noah, Victoria og Sofia fra den gamle børnehave går her også.

Indenfor er det særligt bordfodbold, der trækker. Der står ofte en skov af børn omkring en igangværende kamp.

»Hvis man laver selvmål, må man få to point,« siger Philip og kommer med en anerkendende bemærkning til en af spillerne: »Hallo! Du kører på klatten.«

Der er også et akvarium og et åbent køkken, hvor en pædagog er i gang med at skære melon og ananas i bidder. Philip har for travlt til at stoppe op ved alle de steder, vi går forbi. Det vigtigste er under alle omstændigheder legepladsen udenfor.

Lige lange ben

Der er forskel på pigerne og drengene, forklarer en pædagog. Drengenes energiniveau er højere. Og hvor pigerne gør det, der bliver sagt og lidt til, gør drengene som regel det, de skal, men ikke mere. Det er ikke, fordi de ikke er klar til at begynde i skole. De er bare optaget af andre ting. For Philip er forskellen følgende:

»Drenge leger mest med figurer og noget, som er lidt uhyggeligt. Piger leger mest med noget stille og roligt.«

Det betyder ikke, at han ikke kan klatre i træer med pigerne. Eller sidde en time og tegne indenfor med en anden dreng. Og lige nu er han ude at løbe på løbehjul med Isabella. Mellem nogle buske og et graffitibemalet plankeværk har de en hule. Der er også et stort træ.

»Vi kalder det det forpustede træ. For her kan man puste ud, når man har løbet hurtigt,« siger Philip.

De kan godt blive bange for nogle af de store, fordi de slår, men lige nu er her fredeligt. Børnene graver i sandet, gynger og spiller bold. Skolebørnene har endnu ikke fået fri.

Inde i garderoben ved siden af Philips knage har en jævnaldrende pige sin plads. Hun er født med et ben, der er kortere end det andet, og går med krykker. Hun er flink, forsikrer Philip.

»Men jeg er nu glad for, at mine ben er lige lange,« siger han alvorligt og ser ned på sine to sidestillede sandaler.

Philips krop er lille og stærk. Netop nu er håret bleget af solen, og huden er brun overalt på kroppen, der hvor den ikke er dækket af shorts og T-shirt. Der er sår på begge knæ og blå mærker på albuer og skinneben.

Seksårige børn vokser voldsomt. Det er, som om arme og ben indimellem er svære at styre. Barnet kommer let til at falde, vælte eller skubbe til ting. Og hver gang vi ses, har Philip nye skrammer, buler eller vabler. Hvert eneste mærke har sin helt egen historie, og udviklingen fra blødende knæskrab til friske, røde ar følges af ejermanden med intens interesse. Det seneste fik han ved at falde på legepladsen.

»Nogle ville have mig til at skubbe dem på en gokart. Det ville jeg gerne, men så kørte de for hurtigt. Og så faldt jeg.«

Han græd ikke. Der skal mere til. Men det gjorde han, da han som kun etårig knækkede begge sine fortænder. Det er kun den ene, der er faldet ud og er blevet afløst af en stor flot tand med takker. Han kigger nøje på den i spejlet hver dag, fordi han er så glad for den. For tiden har han en rokketand i undermunden.

»Prøv at mærke.«

Det er nummer fire.

»Vi lægger tanden under hovedpuden og så kommer tandfeen. Sidst gav hun mig en legetøjsbil, der skinnede. Nogle gange giver hun penge. Dem lægger jeg i sparebøssen.«

Philip ved godt, at tandfeen er hans mor. Men der er ingen grund til at afsløre hende, synes han.

»Jeg sparer sammen til en Legoæske. Lysets Tempel fra Ninjago. Der får man ninjaen Lloyd. I guldfarvet.«

Præstationsangst

Når man er seks år, er man på en gang lille og stor. Fra at have været en af de ældste i børnehaven, er Philip pludselig en af de yngste i fritidsordningen. Omvendt er »jeg kan godt selv« en standardsætning. Hvad enten det gælder at børste tænder, tage en T-shirt på eller øse mad op på sin tallerken. Hver dag, når Nanna Clausen skal aflevere Philip i SFO'en, siger han til hende, at han godt kan gå ind alene. Og hver dag følger hun ham alligevel ind i garderoben. Måske er han faktisk klar til det, men det er hun ikke.

Philip er temmelig stædig. Han kan gå i baglås, hvis der er for meget fokus på, hvad han skal præstere. Som om han bliver bange for at gøre noget forkert. For eksempel da han skulle lære at cykle. Ofte kommer frustrationen ud af det blå, og hans forældre kan ikke forklare hvorfor. Det kan han heller ikke selv.

»Nogle gange bliver jeg bare sur ... Skal vi lege jorden er giftig?«

En del af legepladsen i den ene ende er reserveret til de større børn. Her må man kun lege, hvis man er sammen med en af de store.

»Den der hvide linje må man ikke krydse« siger Philip og peger på en streg hen over fliserne.

Han springer over den med et begejstret hop: »Kom nu med!«

Her er store træer, krat, sten og træstammer spredt over er bakket areal. Vi skal hoppe fra sten til sten og tjene point ligesom i en bane i et computerspil.

»Se, der røg jeg – aaargh – så nu har jeg mistet et liv. Nu blinker min krop. Kan du se det? Det er, når jeg bliver genoplivet. Hvis jeg hopper højt op i luften i springet, kan jeg fange supermønter og diamanter. De har en særlig kraft, som gør, at jeg kan komme rigtig langt.«

Philip breder armene ud til siden, som om han svæver. Vi flyver fra sten til sten. Videre, videre, videre. Med bankende hjerter og sidsteøjebliksspring. Redder os akkurat ved træstammen, hvor de onde ligger på lur. Når hen for enden og lander i en bunke blade. Videre til en stor sten øverst på en bakke. Vi er kommet til en ny verden.

»Vi kan lege, at det er mørkets ø.«

Undervejs spørger jeg, hvad der er det bedste i hele verden.

»Det allerbedste i hele verden er at lege jorden er giftig på de her sten. Og så Legoland. Men der har jeg ikke været endnu. Så lige nu er det bedste at lege jorden er giftig.«

Vi når hen til hegnet ud mod vejen. Nogle gange smider de store børn sten ud på bilerne. De kan også finde på at klatre på hegnet, så det går i stykker. Men det må man ikke, og det ved Philip godt. At tisse op ad en busk, når man er meget langt fra skolens toilet er til gengæld okay.

»Lad lige, som om du ikke så det.«

Vi fortsætter ind igennem krattet.

»Pas på, her kan der godt være lidt uhyggeligt. Kan du ikke se, at grenene er lidt skæve, så de ligner et monster lidt? Man må ikke røre grenene. Hov, en stenkriger! Der røg han. Så du det?«.

Tiden går i stå, legen bliver ved og ved. Lige til Philip bliver hentet.

En snegl er en zombie

Hjemme i familiens hus på Skinderskovvej er der ikke mange regler. Bortset fra at man ikke må tage sten med indenfor.

»Medmindre det er den slags sten, man bruger som gaver til mor,« siger Philip.

Haven omkring huset er lidt et vildnis med rester fra ombygningen, store buske og træer. Vi går forbi et par solsikker, Philip har plantet sammen med sin mor. Og et par bærbuske, hvor han plukker en håndfuld ribs. Han får øje på en bænkebider og er meget begejstret. Bagefter finder han en snegl, som i virkeligheden er en zombie. Han finder også en fjer, som han kan kilde sin mor med.

»Og de her bregner bider,« siger Philip og stikker sin hånd ind i bregnen.

Med et skrig trækker han hånden til sig og sprutter af grin, da jeg gør det samme.

Vi spiller fodbold. Vinderen får denne her gule sten, siger han alvorligt og lægger en gylden flintesten på en synlig plads imellem os. Philip vinder. Måske fordi han gør mit mål en del større end hans eget. Jeg har læst mig til, at drenge på seks år vil gå langt for at vinde. Snyd inklusive.

Efter dysten skal vi ind i ’Minen’. Det er hans hule, og den ligger inde i en stor forsythiabusk. Man skal have hjelm på. Jeg får lov at låne hans lillebrors cykelhjelm.

»I mit minerum arbejder jeg efter diamanter – der er medium i træerne,« hvisker han. »Det er en væske, der kan laves til diamanter.«

Philip har fundet et rustent gammelt bor og en hammer. Han finder nogle store jordknolde, slår på dem med hammeren til de pulveriserer.

»Leger du så, at du udvinder noget med hammeren?« spørger jeg.

Philip ryster på hovedet.

»Jeg leger det ikke. Det her er en mine ... og den har været her i tusind år.«

Alle omkring Philip er potentielle legekammerater. Og enten glemmer han, at jeg er voksen, eller også vælger han at se bort fra det, selv om det er tydeligt, at jeg er for stor til at komme ordentlig ind bag busken. Faktisk udviser han samme tålmodighed, som jeg indimellem ser ham demonstrere over for sin lillebror. Han forklarer mig, hvordan man får flest point i en leg og viser mig sine bedste klatretræer med tillægsinformationer om, hvilke der er farligst. Og han bærer over med, at jeg indimellem skal have gentaget navne på figurerne i legen. Han vil helst ikke have, at jeg skal gå, når jeg skal hjem. Så siger han »banan, banan« i stedet for farvel. Jeg tænker, det er et kodeord.

Drømmen om chokopops

I aften bliver jeg til middag. Vi skal have kalkungryde og ris. Philip spiser to kæmpe portioner uden at sige ret meget. Bagefter er der jordbær. Mad er for Philip, hvad benzin er for biler. Pludselig er tanken tom, og så skal der fyldes på. Han tænker ikke så meget over det, når han leger. Men de voksne sørger for at spørge, om han er sulten eller kalder til spisning med jævne mellemrum. Philip er ikke kræsen, men han har favoritter. Det er klart. Han elsker lakridspiber og cashewnødder. Og hvis han selv skal bestemme, ville han spise chokopops hver dag til morgenmad. Nu er det en særlig luksus, når familien har fri.

»Jeg vil også helst have chokoladepålæg på hvidt brød til frokost. Men det er mor, der smører madpakken, og derfor får jeg spegepølse på rugbrød og rød peberfrugt.«

Hans toptre over madretter er spaghetti med kødsovs (når far laver den) og svensk pølseret med kartoffelmos (som køkkendamen i børnehaven lavede den).

»Og på tredjepladsen kommer is. Jordbæris.«

»Det er jo en dessert,« indvender jeg.

»Ja. Men det er altså nummer tre.«

Efter aftensmaden får Philip indimellem lov til at se en dvd. I dag vælger han en Legotegnefilm, der handler om en overnaturlig verden, hvor ninjaer kæmper mod ondskaben. Afsnittet hedder Overlord vender tilbage.

Vi sidder tæt sammen i sofaen, og Philip giver en hurtig introduktion: De fire ninjaer er helte. De har forskellige magiske egenskaber. Lord Garmadon er den onde.

»Lloyd er den sejeste. Han er grøn og kan både lave sten, ild og is.«

Philip har set filmen så mange gange, at han kan alle replikkerne udenad.

»Det handler om mere end os to. Det handler om at gøre det rigtige,« hvisker han, sekunder inden figurerne siger det samme på skærmen.

Overlord har røde øjne og er klædt i sort. Han griner grumt mod himlen. Hans stemme har rumklang, og han har skeletkrigere i sin magt. Er det uhyggeligt?

»Nej, slet ikke!« siger Philip.

Philip bliver faktisk sjældent bange, fortæller han. Det er dog sket. Måske to gange.

»Som regel kan jeg slet ikke huske de ting, der bekymrer mig. Men der var en gang, da jeg skulle sove, men mor havde glemt at tænde lyset i gangen. Først vågnede jeg og var bange, så vågnede Daniel, og så gik jeg op af sengen. Vi græd. Det var helt mørkt. Jeg troede, min mor og far var blevet væk.«

Inden han skal sove, får han læst højt i sine forældres seng. I dag er det Pelle Haleløs. Udenfor rødmer himlen bag skyerne. Philip sidder tæt op ad sin mor.

»Kom og hør med,« siger han og klapper på dynen ved siden af sig.

I hans seng ligger flere bløde tøjdyr og venter: elefanten Bodil, en blød tøjhund ved navn Hunni, og så er der Giraffi, Putti og Mussi. Mest elsket er den brune bamse, der bare hedder Bamse. Mens Philips mor lægger ham til at sove, lister jeg nedenunder. Nanna Clausen kommer og henter mig, for Philip vil gerne sige godnat. Jeg sætter mig på kanten af sengen og kan skimte Philip i halvmørket mellem alle bamserne.

»Hvornår kommer du igen?« spørger han.

»Det ved jeg ikke,« siger jeg.

»Nå, men jeg ved i hvert fald, hvad vi skal lege,« siger han.

Ti minutter senere er han faldet i søvn.