På flugt fra helvede

»Af med tøjet!«

Stykke for stykke tog jeg mine slidte pjalter af i det blege lys.

»Knæbøjninger,« råbte officeren.

Splitternøgen underkastede jeg mig ligesom mine lidelsesfæller den ydmygende tortur. Jeg bøjede i knæene, rettede mig op, bøjede dem igen i en taktfast rytme, der hurtigt tog pusten fra mig. Intet måtte være skjult, selv ikke vores mest intime steder. En uniformeret mand, der gik rundt mellem de nøgne kvinder, greb brutalt fat i mig og rettede en stavlygte mod mine ører og mund. Han kiggede undersøgende på mine tænder og befølte indersiden af mine gummer med fingrene. Så gled hans hånd ned over mit bryst. Jeg skælvede. Og fortsatte ned over underlivet og endnu længere ned. Han rodede i mit skød. Jeg spændte kæberne. Alt skulle ud, selv hygiejnebindene.

Som 11-årig var Eunsun Kim døden nær, udsultet og faderløs. I dag er hun 28 år gammel og studerer i Sydkorea.

Foto fra bogen

Min mor og Keumsun måtte gennem det samme uanstændige ritual, der ventede alle nordkoreanske flygtninge, der var blevet sendt tilbage til Kim Jong-ils kongerige. Jo, jeg var hjemme igen.

»Hvornår forrådte du dit land, møgkælling? Sammen med hvem? Hvor tog du hen, din lille luder?« skreg officeren.

Og sådan fortsatte den brutale og krænkende afhøring. Jeg svarede ikke. Det gjorde ham endnu mere vred.

Jeg blev kastet i en celle, hvor omkring 60 kvinder allerede var stuvet sammen som i en kreaturtransport. Minimal plads, et sandt helvede. Tremmer til den ene side og blot et hul i gulvet til at forrette sin nødtørft i alles påsyn. Der var ikke plads nok til at lægge sig ned, så om natten satte vi os med spredte ben og kapslede os ind i hinanden med hovedet liggende på en af de andre kvinders bryst. Men det var umuligt at sove ret længe ad gangen, og pludselig kunne jeg midt på natten se min lillebror tone frem i et grusomt mareridt. Han sad og skreg i en gryde kogende olie. Da jeg forlod ham, var han lige blevet 14 måneder. Hvad skulle der blive af ham i denne umenneskelige fars hænder?

#

Den nat hadede jeg for første gang mit land. Indtil da var det ikke had, jeg havde følt. Vi var taget til Kina for at overleve. Fordi vi ikke havde mad at putte i munden. Vi havde ikke noget imod Kim Jong-il eller mod systemet. Vi havde ingen politisk bevidsthed. Men som jeg lå der i fængslet, fik jeg pludselig øjnene op for en masse ting, og vreden blussede op i mig.

En enkelt gang havde jeg som barn oplevet tvivlen strejfe mig. En formiddag, mens jeg gik i underskolen, meddelte vores lærerinde os, at vi skulle opleve noget vigtigt for vores opdragelse: henrettelsen af en mand, der havde gjort sig skyldig i »forfærdelige forbrydelser«. Ophidselsen bredte sig øjeblikkeligt i skolegården. »Jeg ved, hvem det er, der skal dræbes. Din far!« sagde nogle af drengene ondskabsfuldt og stak næsen i sky. Jeg tav. Ængstelig.

Før frokost havde lærerne ført os ind til centrum i to lige rækker. En stor menneskemængde var stimlet sammen på brakmarken for foden af en af søjlerne på broen over floden. Vi var små, så vi blev placeret på selve broen, så vi kunne se det hele oppefra. Hvilket privilegium! Vi måtte endelig ikke gå glip af den mindste detalje af denne højst pædagogiske forestilling.

En bil med røgfarvede vinduer ankom. Politifolkene hev flere mænd med bind for øjnene ud af den. Publikum skælvede. Efter et sidste, symbolsk forhør indrømmede de skyldige deres usle forbrydelser, og så blev de bundet til pæle, man på forhånd havde slået i jorden langs floden. Jeg forstod ikke, at deres ansigter blev ved med at være så udtryksløse? De skulle jo dø.

Pludselig flængedes himlen af et grusomt brag. Jeg hoppede på stedet. Skuddene varede en evighed. Så blev der stille igen. Midt i røgskyen, der langsomt forsvandt op i luften, kunne jeg skimte et par store, røde blodpøle, hvori svømmede en blanding af kødstumper og en hvidlig væske rundt. Da opdagede jeg, hvad medlidenhed er. En umådelig følelse af sympati bredte sig i mig, en bølge af fællesskab med de mænd, der så koldt og brutalt var blevet skudt ned.

Jeg stod og spekulerede over, hvad der skulle blive af deres triste, jordiske levninger, af de stykker af dem, som lå tilbage på jorden, da en mand med et underligt udtryk i ansigtet pludselig trådte ud af menneskemængden og gik hen og snusede til de lemlæstede lig. Som et udhungret dyr samlede han de blævrende grå klumper op, betragtede dem andægtigt, før han grådigt satte dem til livs i alles påsyn. Jeg var lamslået. Tossen troede, at han ved at spise menneskehjerne ville blive helbredt for sin sygdom, forklarede man os uden den store sindsbevægelse.

Jeg stod som forstenet på den pludseligt mennesketomme vej. Alle var gået hjem for at spise frokost.

Efter denne ilddåb vænnede jeg mig til de rutinemæssige offentlige henrettelser, men hver gang alligevel med tvivlen i baghovedet. Jeg kan huske en mand, der blev bundet til henrettelsespælen for »fornærmelse mod vores store leder« Kim Il-Sung. Hans forbrydelse? Han havde revet nogle bronzebogstaver af en officiel indskrift til ære for vores store fører. Sandsynligvis havde han villet tjene lidt småpenge ved at sælge metallet til kineserne for ikke at dø af sult. Og det gav dødsstraf. I det øjeblik skuddene lød, kunne jeg mærke en dyb uretfærdighedsfølelse.

»Det er jo ikke andet end bronze. Det er ikke retfærdigt at slå folk ihjel bare for lidt bronze,« tænkte jeg.

Jeg var oprørt. For første gang. Men jeg sagde det ikke til nogen, for instinktivt kunne jeg allerede dengang mærke, at mine kammerater eller lærere ville se mere end skævt til mig, hvis jeg fortalte dem det. Alle holdt øje med alle i Nordkorea, og alt, hvad man sagde selv til sine venner, kunne blive vendt mod én. Allerede som ganske ung havde jeg bemærket, at mine forældre tit, når de talte offentligt, sagde noget andet end det, de sagde hjemme. En dag var en gruppe mænd blevet henrettet for at have stjålet ris i hærens lagre. Efter henrettelsen hyldede mine forældre deres mod.

Bag en lukket og låst dør.

#

Alle disse minder dukkede op og fik mening, mens jeg sad og tænkte i den grusomme celle, som vi kort efter blev gennet ud af til en sidste afhøring. Dommen var ikke længe om at falde: Vi havde forrådt Kim Jong-il og hans socialistiske forskrifter, og derfor skulle vi »genopdrages«, før vi blev sat i fængsel.

Sådan gik det til, at vi en formiddag i håndjern og ledsaget af vogtere vandrede ud ad landevejen med retning mod genopdragelseslejren. Da vi kom frem, blev vi omsider fri for håndjernene, men det var en stakket frist, for vi stod på en kæmpe plads omgivet af et plankeværk, og midt på pladsen befandt sig en stor barakbygning, hvor vi blev stuvet sammen for natten. Mændene lå op til den ene væg, kvinderne op til væggen overfor, og der kunne ikke være tale om at sove særlig længe, for vi var på stedet for at arbejde for staten. Vi var på »socialistisk genopdragelse gennem arbejde«, en uomgængelig etape på vejen til fængsling i det distrikt, vi var flygtet fra. Altså i Eundeok.

Fra tidlig morgen til sen aften sled og slæbte Keumsun og mor i marken, mens jeg sammen med alle lejrens andre børn og unge gjorde rent i barakbygningerne og skrællede majskolber, som vi bagefter måtte beskytte mod de mange rotter, der løb omkring i lejren. Om aftenen var vi tvangsindlagt til en daglig seance hjernevask. Vi blev sat i en rundkreds og læste højt af Kim Il-Sung og Kim Jong-ils tekster. I timevis sad vi og messede i kor, indtil vi var øre i hovederne, og det samme ritual blev gentaget 25 dage i træk. Det var så meget mere udmattende, som det foregik på næsten tom mave. For vi fik dårligt nok noget at spise. Sulten var tilbage.

En morgen kom vogterne igen efter os og drev os af sted som en flok kvæg. Af sted til Chongjin, hvorfra vi af administrationen om noget tid ville blive sendt til fængslet i Eundeok. Tilbage til start. Det er en kolossal ydmygelse at blive ført tilbage til sine bedsteforældres by i rollen som simple forbrydere. Hvordan ville vi blive behandlet i fængslet der? Næsten fire år efter, at vi tog af sted, var vi tilbage i vores egen by, men som pariaer, der var skyldige i »alvorlige forbrydelser«, og vi var udmærket klar over, hvilken straf man forbeholdt den slags forbrydere. Så ligegyldig hvor tosset det kan virke i betragtning af alt, hvad vi havde oplevet i Kina, så havde mor kun ét i hovedet: Vi måtte ud af det fængsel.

Men ak, det virkede, som om vores flugtmuligheder nu var skrumpet ind til ingenting.

#

Da vi mindst ventede det, gav skæbnen os dog en lille håndsrækning. En mand skulle ledsage et hold fanger fra distriktet ned til Eundeok. I sidste øjeblik opdagede administrationen, at vi også stammede fra det distrikt. Man besluttede at koble os på den lille gruppe. Manden var utilfreds, men man lod ham forstå, at han ikke havde noget valg. Myndighederne i Chongjin kunne ikke hurtigt nok komme af med disse fanger, der krævede overvågning, og hvis daglige grødration var en belastning. Levnedsmiddelsituationen var så ringe, at selv politifolk og laverestående officerer først og fremmest tænkte på selv at overleve.

Vores ledsager havde sikkert ikke mere lyst end dem til at dele sine i forvejen begrænsede rationer med os. Det benyttede vi os af, så snart rejsen var begyndt. Mor foreslog vores ledsager en studehandel: Vi sørgede selv for at komme til Eundeok, så blev han fri for at afholde transport- og ernæringsudgifterne. Da vi var blevet føjet til listen i sidste øjeblik, fandtes der ingen dokumenter, der forpligtede ham til at udlevere os til myndighederne ved ankomsten. Han risikerede ingenting. Efter blot et par minutters snak frem og tilbage var aftalen på plads. Vi var fri. Et rent mirakel.

Men hvad skulle vi bruge vores latterlige frihed til? Noget var for tid og evighed gået i stykker i forholdet mellem os og vores fædreland.

Vi havde ingen penge, ifølge loven var vi forbrydere, der tilmed var undveget.

Vi tøvede dog ikke et minut med hensyn til, hvor vi skulle tage hen. Da der ikke kunne være tale om at leve i eksil i vores eget land, var der ikke andet at gøre, end at flygte til Kina én gang til. Uanset hvor farligt det var.

’Min vej ud af Nordkorea – Ni år på flugt fra helvede.’ Af Eunsun Kim. 205 sider, 250 kroner, Informations Forlag