Baggrund
Læsetid: 8 min.

Pædofili er problemet, ingen vil forske i

Hvor mange danskere har pædofile tilbøjeligheder? Hvilken type behandling virker bedst på hvilke typer sædelighedsforbrydere? Vi ved det ikke. Emnet er så tabubelagt, at kun få vil forske i pædofili og sædelighedskriminalitet – og endnu færre vil finansiere forskningen
Hvor mange danskere har pædofile tilbøjeligheder? Hvilken type behandling virker bedst på hvilke typer sædelighedsforbrydere? Vi ved det ikke. Emnet er så tabubelagt, at kun få vil forske i pædofili og sædelighedskriminalitet – og endnu færre vil finansiere forskningen

iBureauet

Moderne Tider
23. august 2014

»Jeg var fej.«

Sådan siger professor i sociologi Henning Beck i et stort interview, som blev udgivet i anledning af hans afskedsforelæsning på Københavns Universitet tidligere på året. Når Henning Beck kalder sig selv for fej, skyldes det, at han opgav at forske i pædofili, efter at han forgæves havde forsøgt at få udgivet et essay om emnet og mødt voldsom modstand – en modstand, som han selv kalder for censur:

»Jeg nævner denne sag også for at gøre klart, at censur kan knække en forsker, også i Danmark i det 21. århundrede. Jeg mærkede, at det kunne være farligt for min stilling og mit omdømme at forsøge at få essayet publiceret andetsteds, og jeg opgav overhovedet at forske mere i emnet,« siger Henning Beck.

Læs også: Tabu forhindrer, at der forskes i pædofili og ’Det slog bare klik’

Der er mangel på forskning i pædofili og sexforbrydelser i Danmark såvel som på verdensplan. Mens der findes en del forskning, der har fokus på ofrene, vil så godt som ingen røre ved krænkerne. Og de forskere, som vælger at gøre det, har svært ved at få finansieret deres forskning. En af dem er Ellids Kristensen, som er leder af Sexologisk Klinik på Psykiatrisk Center København. Hun har blandt andet søgt om penge til at lave en undersøgelse af, hvor mange danskere, der har fantasier om at dyrke sex med børn, men hun kunne ikke skaffe pengene til det. I dag ved vi reelt ikke, hvor udbredte den slags tanker er.

»Jeg tror, det er fordi, der er så meget negativitet omkring sexovergreb og pædofili. De store forskningsfonde vil hellere støtte projekter om somatiske sygdomme. Og når det er psykiske sygdomme, er det typisk depression osv. Måske fordi de er bange for, at de slås i hartkorn med problemet. Man ønsker ikke sit navn nævnt i relation til sexkriminalitet eller pædofili,« siger hun.

På Aarhus Universitet har lektor i psykologi Karen Munk haft samme oplevelse:

»Jeg har blandt andet søgt penge til et projekt om pædofilifrygt i samfundet og fået afslag fra private fonde. Altså, det er jo ikke til at vide, hvorfor man bliver sorteret fra, men vi har da haft diskussionen her på instituttet: ’Gud ved, hvad begrundelserne egentlig er derude’,« siger hun.

Det er ikke kun finansieringen, som er et problem, fortæller Ellids Kristensen. Som Henning Beck oplevede det, så er tabuet også et problem på forsker- og behandlerplan:

»Der er en tendens til, at hvis man beskæftiger sig med det her område, så sanktionerer man den adfærd. Man slås i hartkorn med dem, som foretager overgrebene. Det er et meget politisk område, og generelt har de gode været dem, som tog sig af ofrene, mens de knap så gode tog sig af krænkerne,« siger Ellids Kristensen.

Det er især mandlige forskere og behandlere, som oplever beskyldninger. En af dem, som har lagt ryg til meget gennem årene er Thomas Hammerbrink, som har behandlet pædofile og sexforbrydere på den daværende Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og siden som privatpraktiserende psykolog:

»Det giver voldsomme reaktioner. Både privat og professionelt. Så det er også socialrådgivere og psykologer, som har talt grimt til mig gennem årene. Jeg måtte være blevet smittet, når jeg talte hans sag og tænkte på, hvad man kunne gøre for at hjælpe ham. Så måtte jeg selv have en rem af huden,« siger han.

Holdningen om, at det er uetisk at beskæftige sig med pædofile, fordi pædofili er uetisk, er udbredt – både herhjemme og i udlandet, lyder det fra flere af de forskere, som Information har talt med. Men holdningen om, at det kun er ofret, der skal have hjælp, mens krænkeren blot bør spærres inde, er ikke konstruktiv, mener Thomas Hammerbrink:

»Det emne vækker voldsomme følelser i alle mennesker: ’Puha, dem vil vi ikke have noget med at gøre.’ Og så spørger folk: ’Hvorfor skal krænkeren behandles bedre end ofret?’ Men det er æbler og pærer. For kun ved at behandle krænkeren, får vi viden, som gør os klogere på, hvordan vi kan forhindre fremtidige sexforbrydelser,« siger han.

Ellids Kristensen er enig:

»Det er nu engang sådan, at jo mere viden man har omkring et felt, des bedre vil man være til at foretage sig noget og gribe fat tidligere, så man undgår overgreb. Og til at behandle dér, hvor det er gået galt.«

Nødtelefonen

I Danmark fik vi i 2006 telefonlinjen Bryd Cirklen, hvor man anonymt kan ringe ind, hvis man går med tanker om at dyrke sex med børn, og det er et stort fremskridt, mener Karen Munk fra Aarhus Universitet:

»Der er stadig en opfattelse af, at det værste, man kan være i verden, er pædofil, og den opfattelse bliver mere og mere udbredt. Men der er heldigvis indført behandlingsmuligheder,« siger hun.

Ellids Kristensen er en af dem, som står bag telefonlinjen:

»Det er meget forskellige typer, som ringer ind. De pædofile er dem, der har børn som deres foretrukne sexpartner. Men de fleste af dem, som har forgrebet sig på børn, er ikke egentlig pædofile,« siger Ellids Kristensen.

Samme skelnen har Karen Munk:

»Man kan sagtens være pædofil uden at have gjort noget, og man kan sagtens være ikke-pædofil, selv om man har gjort noget,« siger hun.

Der er således masser af pædofile, som ikke ønsker at gøre børn fortræd, fortæller Thomas Hammerbrink:

»Nogle af de mest moralske mennesker jeg har mødt, har været pædofile: ’Jeg kan ikke med de her tanker – du må hjælpe mig’,« siger han.

Andre ser pædofilien som noget naturligt:

»De fremstiller det på linje med frimærkesamling. ’Vi kan ikke gøre for det – vi har lov til at være her.’ Til det må man sige: ’Nej, I kan ikke få lov til at udfolde jeres seksualitet, for vi ved, hvilke konsekvenser det har for børnene.’ Og det er klart, at den slags pædofile kræver en anden type behandling. Nogle synes, det er fint, andre ser det som et fremmedlegeme.«

Det sker kun sjældent, at en egentlig pædofil helt slipper af med tankerne om sex med børn. Så målet med den type behandling er primært at lære patienterne at kontrollere det, fortæller Karen Munk:

»Hvis man er pædofil, så er det ikke noget, man kan gøre for. Man vælger ikke selv sin seksualitet, og man kan ikke behandle den. Men man har et ansvar for, hvordan man forvalter sin seksualitet, og man kan give dem redskaber til at styre det, når der opstår en farlig situation.«

De mange, som er dømt for overgreb på børn, selv om de ikke kan diagnosticeres som pædofile, kræver igen en anden type behandling, fortæller Karen Munk:

»Dem, som ikke er egentlig pædofile, er der bedre mulighed for at behandle. Der kan være mange veje ind i et misbrug af børn. Det kan være en ung mand, som er kikset og ikke kan finde en pige, og derfor kompenserer for det med et barn. De ser det typisk som en magtudøvelse, og de har som regel noget med sig fra barndommen og er typisk marginaliserede i samfundet.«

Ellids Kristensen beskriver det sådan her:

»De har ofte problemer med at få sexlivet til at fungere med en almindelig, voksen kvinde og har svært ved at komme ud og mingle med almindelige mennesker, og så kommer de ind på nogle børnepornosider, og så begynder det at gå galt.«

I USA har man ikke samme skelnen. Der er handlingen det afgørende, og man er per definition pædofil, hvis man dyrker sex med et barn. I EU er det mere nuanceret, og det er godt, mener Karen Munk:

»For det giver langt bedre muligheder for at tilpasse behandlingen.«

Enkeltbehandlere

Selvom det altså i dag er muligt at få hjælp – og selv om der er gode behandlere rundt omkring, så er der stadig ikke nok viden om, hvad der reelt virker:

»Det kører meget på den viden, som enkeltbehandlere eller enkeltafdelinger har. Det bygger på erfaringer og nogle sammentællinger, men ikke på egentlig forskning. Der har ikke været midler til det,« siger Thomas Hammerbrink.

Så selv om eksperterne har gode indikationer på, hvad der skal tilbydes de forskellige typer af patienter, så er der ikke evidensbaseret forskning, som viser, at den ene eller den anden type behandling virker bedst på de enkelte.

På Anstalten ved Herstedvester behandler man mange af de mennesker, som er idømt straffe for sædelighedsforbrydelser. Man benytter sig både af psykologbehandling og i særlige tilfælde af medicinsk kastration, som er en midlertidig hormonbehandling, der nedsætter patientens lyst og evne til at have sex. Også her savner man evidensbaseret forskning i, hvad der virker, fortæller ledende overlæge Camilla Bock:

»Der er desværre ikke videnskabelige opgørelser over, hvad der har den bedste effekt. Jeg ville ønske, at der var mere forskning. Der er især brug for flere studier, hvor man følger dem på længere sigt og ser, hvor mange der begår ny kriminalitet. Vi ved lidt, men ikke nok,« siger hun.

Ifølge Ellids Kristensen burde man derfor opprioritere området kraftigt:

»Det burde høre med i det øjeblik, man som samfund tager det alvorligt, og laver en lov som gør, at folk kan tilbydes behandling. Der er nogle få penge til at se, om behandlingen virker, men der mangler grundforskning, som kan beskrive det her emne,« siger hun og tilføjer:

»Der er en enkelt ph.d.-stilling i Aarhus. Det er vist det hele.«

Nogle af de forskere, Information har talt med, mener, at angsten for pædofili aldrig har været større herhjemme. Andre mener, at den efter at have toppet i de seneste årtier på nogle områder er under langsom opblødning. Især den del, som handler om stigmatisering og uretmæssige anklager. Blandt andet kan Thomas Vinterbergs film Jagten, som handler om en mand, der bliver uretmæssigt beskyldt for pædofili, have været med til at skabe nuancer, ligesom der ad flere omgange har været debat om, hvorvidt det er rimeligt, at mandlige pædagoger i nogle institutioner ikke må skifte bleer.

Når det kommer til behandling af pædofile og sædelighedsforbrydere ses selve oprettelsen af telefonlinjen Bryd Cirklen som et skridt i den rigtige retning. Men det er stadig tabubelagt at ville hjælpe pædofile og sædelighedsforbrydere. Da Information i forbindelse med artiklen kontaktede Henning Beck for at få uddybet hans kommentar om, at han var ’fej’, fordi han valgte ikke at gå videre med forskningen i pædofili, fik vi blankt nej. I en mail, hvor han i øvrigt tilkendegiver, at også han synes, at der er tegn på opblødning på vej, skriver han følgende:

»Tak for din interesse, men jeg tør stadig ikke røre ved emnet!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Poulsen

"I USA har man ikke samme skelnen. Der er handlingen det afgørende, og man er per definition pædofil, hvis man dyrker sex med et barn."
Sådan er det jo i totalitære stater. Det er, for opretholdelsen af disse fundamentalistiske systemer, af yderste vigtighed at enhver form for intelligent tankevirksomhed undgås.

Janus Agerbo, Hans Larsen og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

”Hvis man er pædofil, så er det ikke noget, man kan gøre for. Man vælger ikke selv sin seksualitet, og man kan ikke behandle den. Men man har et ansvar for, hvordan man forvalter sin seksualitet, og man kan give dem redskaber til at styre det, når der opstår en farlig situation”, siger Karen Munk fra Aarhus Universitet.

Undskyld, hvilke ”redskaber” og hvilken ”farlig” situation …?

Seksuel omgang med børn under 15 år er og bliver på alle måder èn af de alvorligste forbrydelser i vores straffelovgivning. Hvad enten man som pædofil kan gøre for det eller ikke. For når du som 18-årig bliver myndig har du et juridisk ansvar for dit eget liv. Og derfor er der ingen som helst anden mulighed for samfundet end at spærre dig inde som pædofil, hvis du på nogen måde seksuelt krænker børn under 15 år.

Karen Munk og hendes kollegaer har ikke en jordisk chance for at gennemføre en forskning, der seriøst kan afdække omfanget af pædofili eller de pædofiles tankegang, fordi der i dag er tusindvis af mænd (og kvinder) ude i samfundet, hvis følelsesmæssige intellekt og menneskelige opdragelse er så ringe, at de tillader deres eget hjerte og sind, at blive seksuelt ophidset ved tanken om sex med børn.

De sidder foran skærmen og surfer rundt på internettet, hvor der findes millioner af forfærdelige fotos med børn i 10-12 års alderen, der bliver oversprøjtet med sæd fra en voksen mands penis eller på anden måde misbruges af voksne mænd. Hvorefter de pædofile går ud og realiserer deres egne fantasier ved at forgribe sig på små drenge og piger. Når de så må stå til ansvar for deres ugerninger i retten, ja, så må vi så alle sammen ifølge nogle forskere udvise en udstrakt forståelse og medfølelse samt tilgivelse over for krænkerne, fordi deres barndom har været præget af omsorgssvigt.

Niks, kære forskere, når man rører seksuelt ved børn for at tilfredsstille sine egne lyster, ja, så har man forvandlet sig til et sølle og usselt individ, blottet for etik og moral, uværdig som borger iblandt civiliserede mennesker, en person, der ikke fortjener andet end foragt og vrede fra andre, uanset hvor dårlig en barndom man selv har gennemlevet, og samfundet har bare at spærre disse mennesker inde.

Intet – absolut intet – undskylder overgreb mod børn under 15 år, og politiet og domstolene har et moralsk ansvar for, at seksuelle krænkere af børn skal spærres inde i mange år, så de ikke kan skade andre uskyldige børn. Hvilket helt naturligt lægger et stort pres hos politiet, der skal være meget nøje og grundige, når de efterforsker sager om pædofili, fordi ingen uskyldige mennesker naturligvis må rammes gennem blandt andet falske anmeldelser.

Så, nej, glem alt om årelang dybdeborende forskning på området, for hvis man lever som borger i et civiliseret samfund med en velfungerende retsstat, må og skal enhver person over 18 år vide, at hvis man begår seksuelle overgreb på børn har samfundet på alle måder en menneskelig og moralsk ret til at spærre folk inde for at beskytte uskyldige og forsvarsløse børn, så de ikke får ødelagt deres naturlige seksuelle udvikling på grund af voksne mennesker, der ikke kan styre deres perverse lyster.

Man gør ikke børn fortræd.

Ole Brockdorff

Lige netop den omgang enøjede baljepis, som du fyrer af, overbeviser mig om, at en forsker har så uendeligt meget mere, at byde ind med på dette emne, end din pøbelagtige tilgang til emnet nogensinde vil få.

erik pedersen, Rehne Bramlev Vokstrup, Kenneth Graakjær, Kåre Wangel, David Zennaro, Peter Knap, Frank Hansen, Peter Poulsen, Bob Jensen, Dorthe Jørgensen, Sven Felsby, Bo Carlsen, Janus Agerbo, Hans Larsen, lars abildgaard, Morten Jespersen, Rasmus Kongshøj, Jens Falkesgaard, Ernst Petersen, Lise Lotte Rahbek og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis man ønsker at bekæmpe skadelige handlinger, hvordan kan man så være imod at opnå større viden om emnet? Jo større et problem er, jo mere bør man vide om det. Og det burde ikke være svært at blive enige om, at det handler om at beskytte børnene, på det bedst muligt informerede grundlag. Det er en besynderlig tilgang - som man også oplever på andre områder end seksuelle overgreb, såsom racisme o.lign. - at viden om skadelige eller ondsindede handlinger indebærer forståelse for, eller tilgivelse af gerningsmændene. Det behøver absolut ikke at være tilfældet, tværtimod, handlingen bliver ikke mindre kriminel af den grund. Men det giver indlysende et bedre grundlag for en effektiv udmøntning af sanktioner, som straf, behandling, og især forebyggelse. Moraliserende tirader beskytter ikke børnene, og hvis de står i vejen for en større indsigt, kan det ligefrem modvirke en bedre beskyttelse. For det primære er vel at beskytte børnene, og kan man i tilgift modvirke unødvendig mistænkeliggørelse, er det nok heller ikke så ringe.

Kåre Wangel, David Zennaro, Frank Hansen, Dorthe Jørgensen, Vibeke Rasmussen, Hans Larsen, Elisabeth Andersen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Jens Falkesgaard, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Nanna Wulff M. og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Dette er prisen for, at forskningen ikke længere hviler på tilstrækkelige, offentlige bevillinger.

David Zennaro, Peter Poulsen, Bob Jensen, lars abildgaard, Hans Larsen, Anne Eriksen, Rasmus Kongshøj, Jens Falkesgaard, Carsten Mortensen, Ole Meyer og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Øbro Ravn

Det antages at det er unaturligt for enkeltpersoner at have lyst til sex med mindreårige.

MED UDGANGSPUNKT I forskning fra Israel (glemt den præcise ref) og som offer selv i vuggestuealderen, kunne man tage home sapiens singularitet I form af Amygdala outcomes (kamp, frys eller flygt) og pege på EN-CELLET til FLER-CELLET, som en for de fleste årsag til en omend meget svag sexlyst ved omgang med børn. SAMME LYST (0,1 -0,2) (skala 10) gør sig gældende når man ser destruktion eller blod, idet man indirekte opfordres til at øge Stammen idet man i sin EN-CELLET amygdala opfordres til at efter at have passet på barnet, slukket branden eller stoppet blodet at finde en partner og derefter have sex med henblik på reproduktion med en alderssvarende og lovlig partner.

Med andre ord skaber den manglende erkendelse af vores EN-CELLETHED i vores celledeling et potentielt selvbedrag i mindst 3 impotenser, altså børn, blod og ild. Læs mere om det grundlæggende på blogspot.Silojumper.dk

Steffen Gliese

Anders Øbro Ravn, din primitivisme fører ingen steder hen, den modsiges af den daglige praksis i det menneskelige samfund.

Anders Øbro Ravn

@ Peter Hansen
Hvordan modsiges min primitivisme / dekonstruktion af home sapiens?

Bjarne Nielsen

I Ole Brockdorfs indlæg smelter fordømmelse i imponerende grad sammen med fordummelse.

Overgreb på børn er noget af det mest rædselsfulde der forekommer i menneskelige samfund, måske næst efter krig, som Danmark også er rigtigt godt med på at dyrke, bare lidt på afstand.

Moralsk set betvivler jeg at pædofile selv kan drages til ansvar for deres specielle behov og følelser. Man vælger næppe selv at blive interesseret i billeder af upåklædte børn. Pædofile er ikke onde mennesker. De kan vel også være ofre.
Grænsen går der hvor de giver efter for en tilbøjelighed og skader børn.

Kan det tænkes, at der bag modstanden imod forskning er en frygt for, at en langt større procentdel af befolkningen i det skjulte har pædofile tilbøjeligheder, som de formår at holde for sig selv?
Måske burde vi ifølge Brockdorfs tankegang indespærre 100.000 danskere for tankeforbrydelser? Måske endnu flere?

En seriøs forskning kunne bl.a se på, hvor mange der i virkeligheden blandt kvinder og mænd har de der pædofile tilbøjeligheder.
Om der sker ting i samfundet og i opvæksten, der stimulerer den slags følelser eller ej.
Hvilken virkning børneporno har på dem.
Hvordan man kan beskytte børn, samtidig med at man bevarer retssikkerheden og undgår hekseprocesser mod uskyldige.
Hvordan man bekæmper de organiserede overgreb og spredning af børneporno

Kåre Wangel, David Zennaro, Jakob Kamp, Bob Jensen, Hanne Ribens, Sven Felsby, Christian Christensen, Janus Agerbo, Hans Larsen, Rasmus Kongshøj, Jens Falkesgaard og Ernst Petersen anbefalede denne kommentar

Måske er håndteringen af de overgreb der i de sidste år har været i medierne også er en side af benægtelsen, idet kommuner og sagsbehandlere enten ikke har reageret - eller deres overordnede?
Det har skadet børnene at reaktioner har udeblevet og man har "sparet" på at iværksætte ordentlige løsninger, udover måske at sætte børnene i familiepleje eller på en uegnet institution.

For halvtreds år siden havde man i Østen børnebodeller , hvor søfarende kunne få børn under 9-10 år. Det er der selvfølgelig stadig og i det hele taget må man undre sig over hvad man kan købe sig til - er det pædofile tilbøjeligheder, næppe - dyresex?
Der må være masser af stof til en forskning, hvis man også afsøger udlandet og ser historisk på det.
Måske ønsker vi helst at lukke øjnene for det der foregår...

Ernst Petersen

Emnet er desværre tabu. Men jeg ved nu heller ikke helt, hvordan man skulle gribe forskningen i det an. Selvfølgelig kan man indsamle statistikker over retssager og måske interviewe dømte (selvom man nok ikke kan stole ret meget på deres forklaringer). Men hvad ellers? Kan man finde årsagen til, at nogen bliver pædofile? Er det sandsynligt, at man kan dette, når man f. eks. stadig ikke aner noget som helst om årsagerne til homoseksualitet?

Fordommene på området er enorme, fordi det jo drejer sig om vores børn, som vi beskytter og under ingen omstændigheder vil have udsat for den slags. Men problemerne med dette er overbeskyttelse, og at vi let kommer i strid med normale retsprincipper ved at kræve pædagoger og lærere fyret bare på mistanker om, at de eventuelt kan være pædofile. Vi aner heller intet om, hvor mange pædofile, der aldrig bliver dømt, og hvor mange uskyldige der bliver det.

Forbudet mod at se billeder af sex med børn er også problematisk. For er det egentlig fornuftigt også at forhindre pædofile i den slags? Hvis de kunne kontrollere deres pædofili udelukkende ved at se på billeder, var det så ikke bedre bare at give dem lov til dette?

I USA går man mange steder endnu videre. For på amerikanske sider med f. eks. erotiske historier eller erotiske tegneserier kræves der tit, at der skal stå, at ingen af de fiktive personer i historierne, tegneserierne eller tegnefilmene er under 18. Så her er det ikke engang nok, at der står, at de er mindst 15.

Japan har en noget anden holdning til fiktiv erotik med unge. For her er alt tilladt, hvis bare der ikke står noget om, hvor gamle de fiktive personer er. Til gengæld er det forbudt at skrive deres alder.

Men hvilket formål har forbudene mod fiktiv erotik? Har de overhovedet en gavnlig virkning?

Nanna Wulff M.

Mange af de første kommentarer i denne tråd gjorde intet for at gøre op med det meget kontroversielle i selve spørgsmålet om hvorvidt man kan diskutere pædofili.

At blive kaldt fordummende og fordømmende fører ikke til bedre dialog. Det fremmer heller ikke forståelse for andre debatørers meninger.

Hvis man ikke engang kan diskutere dette meget svære emne på en ordentlig måde, så er chancen for at forske i det meget, meget lille.

Kåre Wangel, Britt Kristensen, Helene Nørgaard Knudsen, Steffen Gliese og Ernst Petersen anbefalede denne kommentar
Helge Andersen

Du er godt nok primitiv, Ole Brockdorff. Og du har åbenbart aldrig hørt om så grundlæggende begreber som forebyggelse og behandling.

Jørgen Malmgren

Selvfølgelig skal der forskes i det, alt andet ville være dumt, incest er et større problem end vi tror, fordi ofrene ikke træder frem eller søger hjælp. Når de endelig søger hjælp, ofte langt oppe i årene, så er som regel for sent og psykiatrien kan oftest ikke hjælpe.

Uden at kende og forstå krænkerne og deres psykiske makeup, så kan man ikke finde mulige strategier for behandling, hverken af krænkerne eller ofrene. Viden er en nødvendighed. Det er beskæmmende at dem der har haft fingrene i emnet, trækker sig tilbage fordi de bliver stigmatiseret af samfundet og at de der ved noget og vil vide mere ikke får mulighederne for at gøre sig klogere.

David Zennaro, Hanne Ribens, Dorthe Jørgensen, Niels Mosbak, Vibeke Rasmussen, Anne Eriksen, Helene Nørgaard Knudsen og Nanna Wulff M. anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Nu er historien med Japans fiktive erotik en længere historie. Men i sin tid forsøgte dumme politikerer i Japan at dæmpe effekten af "den erotiske frigørelse" ved at forbyde kønsbehåring på billeder/film. Hvilket førte til en udpræget brug af barbering.
Især for os i vesten kan asiaters alder være svær at bedømme og menneskers massive forbrug af internettet til porno bragte også Japans bidrag i cirkulation. Derfor er Japan endt som et dårligt eksempel.
Er der nogen der kan finde listen over registrerede sex overgreb på børn fordelt på nationer?

Ang. manglende interesse i at støtte og/eller forske i emnet. Så er der jo den smarte finesse i børns bedste, at børn fordamper. Det er jo voksne der klager, og så skal man bare minde dem på, at det var for børns bedste man gjorde ”det”. Og uenige er nogle onde mennesker der ikke ønsker børnenes bedste, så hvem vil lytte til klager fra sådan en.
Med børnenes bedste i front, kørte der for år tilbage en stor vækkelses kampagne med budskabet sex med børn er muligt. Det var et meget stort problem med hele 20% af en skoleklasse der oplevede en skæbne være end døden.
Enhver skabs-pædofil og folk der aldrig havde skænket muligheden en tanke, fik banket ind i hovedet, at de måtte være en af de få der ikke udlevede deres fantasier.
Den tidligere direktør for det dengang økonomisk trængte Red Barnet stod frem på landsdækkende TV og udtalte ”der er store penge i børneporno”. Hvorefter han fortsatte med at instruere den danske befolkning i hvordan enhver med internt forbindelse kunne skaffe sig alt det materiale de ville helt gratis. For lige at illustrer hvor stort problemet var.
Man kunne så sidde og tænke over hvor de store penge tjentes. Red Barnet får, såvidt jeg ved, stadig millioner overført fast hvert år fra staten, som følge af den tid.
Jeg syntes det er uhyggeligt at tænke på at f.eks. starten på overgrebne i Tønder sagen falder sammen med at denne vækkelses kampagne køre. Mener det samme gør sig gældende med den kommunale plejefar på Sjælland. Og der var også en sag i Ringkøbing mener jeg.
Men jeg mindes ikke man har hevet et ”så kan i selv se vi har ret” sag frem med rod fra før vækkelses kampagnen.
Er der nogen der kan finde listen over overgreb på børn her i landet, fordelt på år.?

Så for børns bedste skal børnene lever hele deres liv under censur, overvågning og kontrol, med den undtagelse at børns liv regnes for at slutte meget tidligt. Ca. samme tidspunkt de vil klage.

Så tilbage til ang. manglede interesse fra ”Eliten”.
-Hvorfor ødelægge noget der funger så godt. Og risikerer at bidrage til det blev svære for den ”kloge” at narre den ærlige.

En 'han' ønsker at befrugte så ung og barnløs en hun som muligt, da det øger muligheden for varigt og nærværende moderskab. Kan da 'behandles', men vil verdens kvinder det ? Så får de ingen gratis spikey drinks.

Vibeke Rasmussen

Medierne har efter min mening i høj grad en del af skylden for denne 'håndskyhed'. Det sensationelle og salgbare! i at kunne beskrive overgreb, eller bare en mistanke om overgreb, fornægter sig ikke, specielt ikke hvis en kendt person er involveret!

Samtidig er der den manglende tilbøjelighed til at ville fremstille en anklaget som uskyldig. Så hellere forbigå sagen i tavshed, som det fx og desværre har været tilfældet med den unge danske mand, der i N.Y. over for det amerikanske retsvæsen skal forsvare sig mod en åbenlyst falsk anklage om uterlighed over for børn. Både danske mediers øredøvende stilhed mht at forsvare den unge mand og deres mistænkeliggørende sprogbrug – ofte langt stærkere end tiltalens ordlyd – i omtalen af sagen, har været bemærkelsesværdig.

Mon ikke medierne føler en tilsvarende angst, som den Henning Beck giver udtryk for, når han udtaler, at han stadig ikke vil røre ved emnet?

David Zennaro, Peter Knap, Elisabeth Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Ernst Petersen

Johnny Winther Ronnenberg
Du blander pædofili sammen med incest, der er noget ganske andet. Der kan være tale om det samme, hvis et barn har pædofile forældre. Men ellers er incest jo bare sex mellem nærtbeslægtede, hvilket man ikke mere tager særlig alvorligt. (Ægteskaber mellem nært beslægtede er dog stadig forbudt.)

Ib Christensen
Besiddelse af børneporno blev forbudt i Japan for kun et par måneder siden. Dog er der stadig ingen begrænsninger i anime og manga, som det fremgår af http://en.wikipedia.org/wiki/Child_pornography_laws_in_Japan

En del anime og manga bliver oversat til engelsk og distribueret via USA til hele verden. Her bliver der i oversættelserne tilføjet "oplysninger" om, at alle personerne er mindst 18 år gamle, selvom det er ret tydeligt, at dette ikke var den japanske tegners mening i alle tilfælde. (Et eksempel kunne f. eks. være den yngste datter i den interaktive video "The Sagara Family".)

Det er dog ikke korrekt, at Japan altid har den mest liberale censur. For der er på den anden side også ting, der er forbudt i Japan, men som er tilladt i USA og det meste af resten af verden.

Ole Brockdorff

Kald mig primitiv med en pøbelagtig tilgang til emnet pædofili, kald mine holdninger for enøjet baljepis, kald mig fordummende, ja, kald mig hvad som helst mellem himmel og jord, men jeg er dødtræt af hele tiden at høre på akademikere, der vil anvende millioner og atter millioner af borgernes surt indtjente skattekroner på at forske i dybt kriminelle menneskers adfærd ud fra en pladderhumanistisk filosofi om, at behandling altid kan forebygge nye forbrydelser.

Hvem kan garantere 100% for det?

Pædofile mennesker er juridisk myndige personer over 18 år, der selv vælger at forgribe sig seksuelt på uskyldige børn, også selv om de udmærket ved, at de begår noget ulovligt og ødelægger et andet menneskes liv. Nøjagtig som en voldtægtsmand selv vælger at forgribe sig på kvinder for at få sex, og dermed forvandler sig til et vildt primitivt dyr i lighed med tre hanløver på den afrikanske slette, der uden nåde overfalder en hunløve med fire unger, og slår hendes unger ihjel, så de kan få noget sex.

Imidlertid er vi menneskelige pattedyr udstyret med et følelsesmæssigt intellekt, der sætter os i stand til at undertrykke vores naturlige dyriske primitive instinkter gennem oplysning og lærdom. I hvert fald når man lever i en demokratisk retsstat. Her er der nogle klare ufravigelige regler gennem de sekulære love om, at man for eksempel ikke må slå ihjel, begå voldtægt eller røre ved små børn under 15 år, og dem skal vi håndhæve meget strengt for at beskytte kvinder og børn.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor mange danskere, som har fantasier om at dyrke sex med børn, og mener derfor ikke, at der skal bruges så meget som èn krone på at forske i emnet fra den vinkel. Pædofile hører efter min opfattelse til i samfundets rendesten, og de fortjener kun foragt og vrede fra anstændige lovlydige mennesker, der har krav på at retsstaten beskytter deres børn optimalt mod disse syge afstumpede personer.

Mulighederne for effektiv forebyggelse og behandling af pædofili eksisterer allerede i kraft af kirurgisk eller medicinsk kastration, og det er lige nøjagtig hvad ethvert voksent menneske herhjemme skal vide, inden de på grund af egoistiske lyster forgriber sig på små børn. Nemlig at samfundet konsekvent lemlæster eller fjerner deres kønsdrifter, hvis de rører seksuelt ved børn, hvad enten man er mand eller kvinde.

Det kan ikke være rigtigt, at pædofile nu også skal fremstilles som nogle stakkels ofre for en forhutlet barndom med omsorgssvigt, og så kan de virkelige ofre bare få lov til at sidde tilbage som ulykkelige mennesker i et socialt system, der må tilpasse sig bedst muligt i hverdagen efter at være blevet seksuelt misbrugt i barndommen. Ingen tænker tilsyneladende ret meget på børnenes frihedsrettigheder, nemlig at blive optimalt beskyttet indtil det fyldte 18. år af de voksne, så de kan udvikle et naturligt forhold til erotik og sex.

Men hvis vi ikke som oplyste mennesker i en demokratisk retsstat forstår og lærer, at sætte hårdt ind over for pædofile mennesker, og idømme dem lange fængselsstraffe eller omgående kastration, når de forgriber sig på vores børn for at tilfredsstille deres egne seksuelle lyster, ja, så ender vi som primitive sjæle i en forsumpet stat. Uden pejlemærker som etik, moral, anstændighed og ære, der er hele grundlaget for, at oplyste mennesker kan leve i fredelig, tryg og tillidsfuld sameksistens med hinanden.

Børn og kvinder skal beskyttes med alle midler af retsstaten.

Anders Sørensen

Ole Brockdorff: "Det kan ikke være rigtigt, at pædofile nu også skal fremstilles som nogle stakkels ofre for en forhutlet barndom med omsorgssvigt".

Hvorfor kan det ikke være rigtigt, hvis det ER rigtigt?

Og det ER det jo.

De pædofile, du foragter med så voldsom styrke, var ikke sjældent engang de børn, du ønsker at beskytte. De er ofre og forbrydere på samme tid.

Manglende viden er skyld i megen ulykke, derfor er oplysning (og forskning) et middel til at forbedre medmenneskelige forhold samtidig med at samfundet styrkes.
En verden uden ondskab og sygdom er ønskværdig, men urealistisk...

Christian Christensen

Man får lyst til at argumentere mod Brockdorff, men hans argumentation er jo så usammenhængende og fordummende at det ikke vil give mening.

Som Anders Sørensen så godt får belyst, er pædofile ofte netop både offer og gerningsmand. Hvis den onde cirkel i samfundets laveste lag skal brydes, er det altså pinedød nødvendigt at forske.

Jeg mistede forresten al respekt for Henning Beck.
Hvordan alverden kan man være forsker, udse sig et emne som er i SÅ dyb nød for forskning, påpege dette i en afskedsforelæsning, og så åbne døren for at gå ud af den.

Jørgen Malmgren

Som Anders Sørensen så godt får belyst, er pædofile ofte netop både offer og gerningsmand. Hvis den onde cirkel i samfundets laveste lag skal brydes, er det altså pinedød nødvendigt at forske.<\i>

Jeg brugte ordet incest med omhu, fordi langt de fleste overgreb mod børn sker i hjemmet, overgreb mod børn uden for hjemmet er ret sjældne selv om de forekommer. Det er desværre ikke noget der foregår i de laveste lag, det finder sted på alle niveauer i samfundet og ikke kun hoa nomade familier som Lisbeth Zorning satte på dagsordenen, da hun trådte frem.

Jeg mistede forresten al respekt for Henning Beck.
Hvordan alverden kan man være forsker, udse sig et emne som er i SÅ dyb nød for forskning, påpege dette i en afskedsforelæsning, og så åbne døren for at gå ud af den.<\i>

Det er faktisk meget forståeligt, at han nøjedes med at smække med døren og ikke gik forrest, for det er stigmatiserende at arbejde med emnet overhovedet. Jeg har via mit frivillige arbejde forsøgt, at hjælpe incestofre og et par voldtægtsofre, det er meget givende, hvis man kan få dem til at flytte perspektivet, men det er dyrt på den personlige konto. For når man fortæller venner og familie, hvad man laver i sin fritid, så møder man massiv fordømmelse og det hænger i luften, "Han er nok selv sådan en!"

Jeg synes egentlig henning beck har gjort det godt. Han er stået frem og har sagt tingene som de er i meget stramme vendinger, og at han siger han nægter at give yderligere kommentarer af frygt, er jo egentlig blot endnu et stærkt indspark. Han kunne have sagt noget der sikkert ikke ville have bidraget med meget nyt i stedet, men velvalgt nægten at sige noget virker sommetider bedre?

Kåre Wangel, Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Hvor dumme har man lige lov til at være? Ind under gulvtæppet med problemos, og så er den skid slået - indtil et barn bliver krænket, og arvesynden fortsætter. Kun i helvede gror dumhed så massiv - og det er fanme synd for de børn, der ofres på dumhedens alter. Selvfølgelig skal man gøre, hvad man kan, for at forstå de bagvedliggende dynamikker, hvordan skulle man ellers kunne ændre dem eller forhindre deres konsekvenser? Når de ansvarlige ikke engang kan regne den ud, er de dummere, end politiet tillader.

Anne Eriksen, Peter Taitto og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Ernst Petersen

Johnny Winther Ronnenberg
"Jeg brugte ordet incest med omhu, fordi langt de fleste overgreb mod børn sker i hjemmet,"

Det kan stadig kun være, fordi du ikke engang aner, hvad incest er!

1. Incest er sex mellem nært beslægtede.

2. Overgreb mod børn i hjemmet er ikke incest, medmindre gerningsmanden er en ældre søskende, en forælder eller en bedsteforælder.

3. Jeg har en mistanke om, at den hyppigst forekommende form for incest er sex mellem omtrent jævnaldrende søskende. Men det er vist ikke noget, der overhovedet er undersøgt, og det er en form for incest, der normalt aldrig meldes til politiet. Denne form for incest ties i stedet ihjel.

4. Historier om voksne, der har sex med søskende, forældre eller voksne børn er af en eller anden grund de mest populære historier overhovedet på nettet. Jeg finder det underligt, men sådan er det.

5. En udtalelse, der ses utroligt mange steder på nettet er "Twincest is best!". Så der er åbenbart mange, der fantaserer om at have sex med deres egen tvilling, hvilket vel derfor må være den foretrukne form for incest blandt alle disse mennesker.

Så skal vi ikke i stedet i denne tråd holde os til det, som den drejer sig om - altså seksuelt misbrug af børn (beslægtede eller ej)?

Ernst Petersen

For lige yderligere at gøre forskellen mellem pædofili og incest klar, så følger her incest-paragraffen i straffeloven, fordi det jo nok er den paragraf, som de færreste kender:

"§ 210. Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, straffes med fængsel i indtil 6 år.
Stk. 2. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes med fængsel i indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år.

Katrine Visby

Pædofili er en forbrydelse og overgreb på børn.
Alle forbrydelser er vel i en eller anden udstrækning behandlingskrævende. Om man er psykopat, sociopat eller pædofil.
Psykopater kommer dog sjældent i behandling har jeg indtryk af. (det er måske fordi de er de selvsamme magthavere)

Men mens de behandlinger er igang skal man jo sikre sig at de ikke begår flere overgreb. Kan man sikre sig det nu?

Som i så mange andre tilfælde er det altid de små fisk man er efter.
Der findes pædofile blandt indflydelsesrige og magtfulde personer, som ikke bliver stillet til regnskab. Se bare på Vatikanet og de katolske præster.

Her er et link til en organisation som prøver at gøre noget ved problemet. De forsøger at få Paven afsat fordi der stadig bliver dækket over deres forbrydelser. Her er medierne heller ikke så gode til at få det frem i lyset.
http://itccs.org

Ernst Petersen

En interessant ting ved at sammenholde pædofili-paragraffen med incest-paragraffen ovenfor er, at der gives rabat, hvis man ikke er biologisk beslægtet med det barn, som man misbruger:

"§ 222. Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år.
Stk. 2. Har barnet været under 12 år, eller har gerningsmanden forskaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.

§ 223. Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.
Stk. 2. Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.
§ 232. Den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Så er det "kun" et stedbarn, adoptivbarn eller plejebarn, kan man højest få 4 års fængsel. Er det derimod ens eget biologiske barn, kan man få op til hele 6 års fængsel. (Dog går strafferammen endnu højere op, hvis man slet ikke har noget ansvar for det barn, som man misbruger.)

randi christiansen

Siden hvornår har straf kureret sygdom i form af psykiske ubalancer - stofmisbrug, pædofili etc.? Siden aldrig - altså må man - som i alle andre sammenhænge, der ikke er fuldt klarlagte - udforske for at forstå. At det ikke er logik for burhøns, er svært at fatte. At undersøge årsagssmhg er et detektivarbejde, hvor man ikke kan tillade sig at udelukke nogen områder fra sit skarpe blik - det er jo for helvede ikke det samme som at krænkerne får et trestjernet terapiophold på hotel gitterly og ofrene en bar røv at trutte i ... vel?

Jørgen Malmgren

Nej straf har aldrig hjulpet nogen og selv om politiker taler varmt om rehabilitering, så er det varm luft, for det er stort set ikke eksisterende i fængselsvæsenet. Jeg har kendt et par fængselsbetjente og deres beskrivelse af virkeligheden i fængslerne, lå milevidt fra politikernes skåltaler.

Der er ingen behandlings tilbud til hverken pædofile eller ofrene. De heldige får ti timer hos en psykolog, resten får ingen ting. Jeg har en nær veninde, der er incestoffer på Tønderskalaen, hun blev for år tilbage henvist til Stolpegården af samme grund, men der behandlede de ikke, for det måtte de ikke, der italesatte man det i stedet :-(

Ernst, du har ikke helt fået fat i principperne, fordi du i forbindelse med incest, tænker på børn. Incest kan jo også forekomme blandt myndige personer.

Den slags forhold, altså en far der forgriber sig på et barn under 12 år - straffes ikke efter incest-reglen i § 210 (der netop ikke taler om alder, men om blodsbeslægtethed), men efter straffelovens 222 - hvor straffen altså kan stige til 12 års fængsel. (Og den ny regel i §216 stk. 2, hvorefter samleje med en person under 12 år, anses for voldtægt).
Man vil typisk i et anklageskrift anføre incestforholdet - men nærmest som en fodnote en subsidiær sigtelse, for at tydeliggøre sagsindholdet - idet anklagemyndigheden vil kræve det groveste forhold straffet.
'
Så et incestuøst forhold mellem f.eks. en far og en person over 15 år eller 18 år - vil altså typisk blive straffet efter §210.
'

Og som et lille PS - man opererer i Straffeloven ikke med incest- og pædofili begreberne som sådan, men med "Forbrydelser i familieforhold" - og "Seksualforbrydelser" ordene incest og pædofili nævnes slet ikke - det er nemlig ikke forbudt at være pædofil - men det er forbudt at udleve denne form for seksualitet.

Og adoptionsforhold ligestilles med biologisk slægtskab.

Ernst Petersen

Nej, Niels Mosbak. Kan du ikke læse?

Der står som tidligere nævnt:

"§ 223. Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år."

Men i §210 står der:
""§ 210. Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, straffes med fængsel i indtil 6 år."

Så biologiske forældre straffes ifølge §210, hvorimod adoptivforældre straffes efter §223, der har en lavere strafferamme.

Ernst Petersen

Jo, siden jeg var barn har jeg været en habil læser, men vores tvist står ikke imellem om jeg er i stand til at læse eller ej, men om hvorvidt den straffelov du citerer er den korrekte, i denne forstand nyeste version.

Lad mig give dig et lille hint - Nej, Ernst, det er ikke den reviderede straffelov du citerer fra.

"§ 210. Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, straffes med fængsel indtil 6 år. Adoptionsforhold sidestilles med biologisk slægtskab."

Så du bør være mere opmærksom når du søger kildemateriale, selv om du kan læse....

Ernst Petersen

Niels Mosbak, selvom du jo normalt kun interesserer dig for Putins Rusland, så har du faktisk ret her. For straffeloven er blevet skærpet d. 12. Juni 2013, så samleje med adoptivbørn nu straffes lige så hårdt som samleje med biologiske børn.

Logikken var jo ellers, at der ved samleje med biologiske børn var tale om to forbrydelser:

1. Samleje med nært beslægtede.
2. Samleje med et barn.

Ved at skærpe straffen for samleje med adoptivbørn ser man så bort fra, at de ikke er nært beslægtede biologisk set.

Straffelovens paragraffer om forbud mod samleje med nært beslægtede er jo også delvis et levn fra dengang, hvor man ikke havde sikker prævention. For problemet er jo, at der ikke må komme børn ud af sådanne forhold, fordi eventuelle børn alt for ofte vil fødes med arvelige skavanker eller for lav intelligens. Men hvordan man så eventuelt moderniserer straffelovens syn på sikker sex mellem nært beslægtede, er en varm kartoffel, som ingen politikere jo har lyst til at røre ved.

Ernst Petersen

Jeg tror at logikken bag den reviderede straffelov er, at det er lige ødelæggende for barnet om der er tale om et biologisk- eller adoptivbarn, idet krænkelsen foretages af en af barnets primærpersoner.
At der er store mørketal - altså forholdet mellem anmeldte og begåede forbrydelser i denne kategori er utvivlsomt, ligesom også overgreb mellem ikke familiemæssigt relaterede er større end anmeldelserne viser.
Det skyldes den psykologiske proces ofrene er igennem, idet det ganske ofte lykkes for gerningsmanden m/k, at pådutte ofrene en skyldfølelse over det skete, der bevirker at mange først står frem når de har nået en moden alder - og hvor forholdet så rent strafferetsligt er forældet.

Ernst Petersen

Niels Mosbak
Følgende oplysninger er fra 2011:
"Er du blevet misbrugt af din bror eller søster, udløber forældelsesfristen, når du er 23 år. Er du blevet misbrugt af en far eller onkel, udløber forældelsesfristen, når du er 28 år."

Jeg ved, at der siden har været bestræbelser på at få ophævet forældelsesfristen helt for sådanne forbrydelser. Men jeg ved ikke, om der er sket noget.

Ernst Petersen

Det er §210 stk 2, som jeg finder problematisk:

§ 210. Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, straffes med fængsel indtil 6 år. Adoptionsforhold sidestilles med biologisk slægtskab.

Stk. 2. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes med fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

For hvad er broder/søster i vore dage?

Oprindeligt skyldes strafferammen på 2 år, at man ville forhindre graviditet ved samleje mellem biologiske søskende, fordi vi alle bærer på vigende gener for diverse defekter. Disse vigende gener har ingen betydning for hverken os selv eller vores børn, medmindre vores børn er så uheldig at få det samme defekte gen fra begge sine forældre (medmindre genet sidder i et X eller Y kromosom). Risikoen for dette bliver mange gange højere, hvis forældrene er biologiske søskende (eller beslægtede i nedstigende linje).

Nu ligestiller man så adoptivforældre med biologiske forældre. Logisk må dette vel medføre, at en adoptivsøster/adoptivbror også ligestilles med en biologisk søster/bror, så man også risikerer to års fængsel for seksuel omgang med en sådan? Men hvad så med sammenbragte børn, hvis forældre har giftet sig, men uden at adoptere hinandens børn? Skal sådanne sammenbragte børn også straffes med fængsel, hvis de senere har seksuel omgang med hinanden eller ønsker at danne par?