Såret efter Thatcher

Når Skotland 18. september skal stemme om løsrivelse fra Storbritannien, handler det om, at skotterne er mere sociale og egalitære end de øvrige briter. Men allermest handler det om såret efter Margaret Thatchers 80’ere, som traumatiserede Skotland i en grad, så forholdet til resten af Storbritannien aldrig igen er blevet det samme
Historie. Skotternes fremmedgørelse over for det britiske projekt har rod i historien – og i særdeleshed i Margaret Thatchers regeringer, der var hadede i Skotland og trak forskellene de to lande imellem skarpt op.

Historie. Skotternes fremmedgørelse over for det britiske projekt har rod i historien – og i særdeleshed i Margaret Thatchers regeringer, der var hadede i Skotland og trak forskellene de to lande imellem skarpt op.

Anders Birger
30. august 2014

»Better Together« er sloganet for den kampagne, der skal få skotterne til at stemme nej til uafhængighed fra Storbritannien. Men på Keshi’s Cafe i Bridgeton, Glasgow, har gruppen af arbejdere fra den lille smalle gades forskellige erhverv svært ved at se, hvad der skulle være bedre ved at blive sammen. Selv om de alle har et job – en som telefonsælger, en anden som chauffør, en tredje som sikkerhedsvagt – og derfor ikke hører til de 44 procent af områdets beboere, der er afhængige af overførselsindkomster, vil de ikke give politikerne nede i London æren. Tværtimod kunne Westminster-politikernes prioriteter ikke være mere anderledes end deres.

»Jeg ville stemme for uafhængighed alene for at slippe for rygeloven,« griner en lavstammet mand i 30’erne – uklart om han joker eller er alvorlig – inden han skodder sin smøg og vender tilbage til sin firmabil for at fortsætte dagens leverancer.

Karen Ward – en tidligere socialarbejder – har derimod tid til at sludre. Den hurtigt-talende og storgrinende kvinde har normalt travlt med at omskole sig til socialrådgiver, hvilket hun finansierer ved at arbejde for G4S som sikkerhedsvagt. I dag hjælper hun dog til i den fritureduftende café, hvor solen afslører, at det enlige vindue trænger til at blive vasket.

Den 45-årige kvinde er enig med cafeens kunder.

»Jeg har et problem med dem alle sammen nede i Westminster. Jeg har aldrig stemt i mit liv, men til folkeafstemningen om uafhængighed vil jeg stemme. Jeg er 110 procent for uafhængighed,« erklærer hun efterfulgt af en skraldlatter.

»I Westminster bruger de pengene på alle de forkerte ting i stedet for der, hvor de burde bruges: på vores egne folk, de hjemløse, de ældre, vores børn, på boliger,« siger hun.

Klientellet på pubben The Station Bar – et pensionistmødested med el-scootere parkeret i indgangen og spilleplader og brikker spredt ud på bordene – er ikke enig i konklusionen: At Skotlands fremtid vil være lysere, hvis skotterne stemmer for selvstændighed. Nej-plakater med britiske farver og symboler pryder væggene med budskabet »Skotland siger nej til separatisme« og kort og godt »Stem Nej«. Men i dommen over politikerne i Westminster, og særligt den regerende konservativt-ledte koalitionsregering, er tonen den samme som i ja-lejren.

»Den her regering har ført os tilbage til middelalderen. Folk, som ikke længere kan arbejde, burde ikke være tvunget til at gå i suppekøkkener i 2014. Men alt går til de rige. Arbejderklassen i Skotland får ingenting,« siger 63-årige Marion, der netop er gået på pension efter 23 år som rengøringsdame på Glasgow Universitet.

66-årige Brian Dewons, en tidligere maler – men ikke kunstmaler, som han understreger – mener ikke, at politikerne i Westminster aner noget om almindelige menneskers liv og bekymringer og tror heller ikke, at det interesserer dem nævneværdigt.

»David Cameron er ikke interesseret i Skotland, men han er skrækslagen for, at vi vælger selvstændighed, for det er os, der har ressourcerne,« siger han stilfærdigt konstaterende med henvisning til, at hovedparten af de britiske oliefelter ligger i skotsk farvand.

Den britiske regering bruger pengene på alle de forkerte ting, mener Karen Ward, der ligesom de fleste kunder på Kashi’s Cafe vil stemme ja til skotks uafhængighed.

Anders Birger

Gammelt nag

Ifølge meningsmålingerne behøver premierministeren dog ikke at være alt for bekymret. De viser igen og igen et flertal til nej-siden. Problemet for Cameron er, at det ikke føles på den måde, når man taler med folk på gaden i Glasgow og Edinburgh. Utilfredsheden med Westminster er allestedsnærværende. Og den er blevet stærkere og stærkere i de 35 år, der er gået siden Skotland for første gang i 1979 fik muligheden for at stemme om begrænset selvstyre.

Dengang sagde 53 procent ja, men valgdeltagelsen var så lav, at resultatet blev underkendt af Westminster. Da skotterne igen fik chancen i 1997 – efter at New Labour og Tony Blair kom til magten – omfavnede Skotland ideen med langt større lidenskab, da 74 procent stemte ja til oprettelse af et selvstyreparlament med ret til at bestemme over områder som sundhed, uddannelse, landbrug, fiskeri og miljø.

Hvad der præcis var sket i de mellemliggende år, som skulle ændre skotternes syn på unionen med England, er i dag så alment accepteret, at det kan ses og studeres på Det Skotske Nationalmuseum, der fortæller Skotlands historie fra vikingetiden over kampen for og imod unionen med England i 1707 til afindustrialiseringen og det klonede får Dolly, der står udstoppet i en glasmontre på første etage.

»Vi englændere, som er pragtfulde folk, er virkelig meget generøse over for Skotland,« lyder et centralt – og hadet – citat i forklaringen på, hvorfor folkestemningen i Skotland vendte sig imod styret i London.

James Mitchell, professor i offentlig politik ved Edinburgh Universitet, har netop udgivet bogen The Scottish Question, hvori han forsøger at give svaret på, hvad der er sket.

»Mellem 1979 og 1997 skete der noget betydningsfuldt, og det betydningsfulde kan opsummeres i ét ord: Thatcher,« siger professoren og navngiver dermed premierministeren bag citatet fra museet.

Skotland og Storbritannien har været i union i hundredevis af år, men flere og flere skotter føler sig ikke som briter.

Anders Birger

»Der opstod en opfattelse af, at Thatcher førte en politik, der stred imod Skotlands interesser, og som skotterne ikke havde stemt for. Det var en opfattelse af manglende forståelse, mangel på følsomhed over for skotterne, som antændte kravet om et skotsk parlament,« fortsætter Mitchell.

»Storbritannien har aldrig været en fuldt ud integreret stat. Det er en stat bestående af unioner, og hvis en regering i Westminster er ude af trit med følelsen i Skotland, så skaber det problemer. Thatcher forstod ikke Storbritanniens karakter,« siger han med henvisning til nu offentliggjorte papirer fra hendes regeringstid fra 1979 til 1990.

Thatcher kom til magten kort efter folkeafstemningen i 1979, hvor hun og hendes regering – fortæller Mitchell – indtog den holdning, at »skotterne ikke var seriøse i forhold til decentralisering«.

»Vi ved nu, at det var præcis, hvad de tænkte. Hun mente, at skotterne var blevet afsløret i at bluffe. De havde fået chancen, de tog den ikke, så nu behøver vi ikke bekymre os mere om det,« fortæller Mitchell.

Hans kollega professor Susan Deacon, der koordinerer samarbejdet mellem Edinburgh Universitet, politikerne og erhvervslivet, er tidligere sundhedsminister i den første Labour-regering i det skotske parlament, Holyrood. Hun er langt hen ad vejen enig i analysen af, hvorfor skotterne er blevet mere og mere kritiske over for unionen med England.

I 1970 beskrev 39 procent af skotterne sig selv som britiske; i 2013 var tallet faldet til 23 procent.

»Årsagen ligger i kombination af omfattende industrielle og økonomiske forandringer og politik i Storbritannien. Og der er et ord, som opsummerer det, hvilket er ’Thatcher’. Margaret Thatcher bliver ofte krediteret for at være det skotske parlaments jordemor, og det var hun. Og det på trods af at hun var modstander af decentralisering. Men pointen er, at den grad af frygt, modvilje, distance, som Skotland følte over for Thatcher-regeringen, og både den opfattede og egentlige effekt af regeringens politikker var af en sådan karakter, at de mere end noget andet kom til at cementere skotternes ønske om et parlament i Skotland,« fortæller Deacon fra sit kontor i bygningen over for det Skotske Nationalmuseum.

De politikker, som Deacon henviser til, var bl.a. indførelsen i 1989 af den såkaldte ’poll tax’ – en flad kommunalskat uanset folks indkomst – som Margaret Thatcher valgte at indføre et år tidligere i Skotland.

»Det var en af de sager, som blev symbolske; som kom til at repræsentere hele den følelse af, at regeringen ikke forstod, ikke ønskede at forstå, ikke respekterede, ikke bekymrede sig om Skotland og dets holdninger og konsekvensen af dens politikker,« fortæller hun.

»Det var ekstremt kritisk, på samme måde som de økonomiske forandringer, der fandt sted og blev accelereret af den regering, var: afindustrialiseringen, den voksende arbejdsløshed.«

Mellem 1979 og 1981 mistede en femtedel af arbejdsstyrken i Skotland deres job som følge af den enorme økonomiske omvæltning, der også fandt sted andre steder i og uden for Storbritannien. Men i den nordlige del af unionen blev forandringerne koblet sammen i befolkningens bevidsthed med en viden om, at de ikke havde stemt på regeringen i London. Hvor de konservative ved valget i 1955 havde flertal i Skotland, var partiet i 1970 det første til at vinde et britisk parlamentsvalg overordnet, men tabe i Skotland. Siden er nedturen gået stærkt. I 2010 blev kun én konservativ parlamentariker valgt ind med skotske stemmer.

»I denne nøgleperiode i 1980’erne og 90’erne opstår der et demokratisk underskud, og koblet med de store økonomiske forandringer blev det ingredienserne, der førte til, at det blev den accepterede holdning i den skotske befolkning, at der var behov for et parlament i Edinburgh,« siger Susan Deacon.

Hvorfor ikke nok?

Da New Labour efter 18 år med de konservative ved roret indtog Downing Street 10 i maj 1997, var det på et klart valgløfte om at gennemføre folkeafstemninger om selvstyre i Skotland og Wales. Senere samme år stemte skotterne for decentralisering af magten. Og 12. maj 1999 trådte Holyrood for første gang sammen.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor dette ikke var nok for mange skotter. Hvorfor skal Skotland kun 15 år senere stemme om det langt mere vidtrækkende skridt: Løsrivelse?

»Hvordan er vi havnet der, hvor vi har gennemført den største konstitutionelle ændring i 300 år, vi har fået et parlament valgt i Skotland, vi har adresseret en stor del af det demokratiske underskud, og alligevel er vi i en situation, hvor der foreligger et forslag om, at vi bevæger os videre derfra frem for at konsolidere fremskridtet,« spørger Susan Deacon.

»Selv mange skotter spørger sig selv: Hvorfor er vi nået hertil?«

Ruth Wishart er en anerkendt skotsk journalist og kulturpersonlighed, og hun mener at sidde inde med en del af svaret. I løbet af sin lange karriere har hun gjort en dyd ud af ikke at knytte sig til et parti, men i spørgsmålet om uafhængighed har hun imidlertid valgt at stå frem og føre kampagne for ja-siden. Hun begrunder bl.a. beslutningen med, at Skotland i de seneste 15 år har udviklet sig i en anden retning end England og reelt er et andet samfund i dag.

»Det handler om valg. Siden decentraliseringen har vi introduceret gratis omsorg for ældre, vi har ikke forhøjet brugerbetalingen på universiteterne, vi har gjort receptmedicin gratis, og alt det koster penge, men du foretager den slags valg ud fra dine værdier,« fortæller hun over en kop formiddagste i Glasgow School of Arts café.

»Hvad det for mig beviser er, at vi med begrænsede beføjelser kan gøre det godt med begrænsninger. Med fulde beføjelser vil vi kunne gøre meget mere rigtigt,« tilføjer hun.

»Alt hvad decentraliseringen har gjort er at vise os, at der er en bedre måde at gøre tingene på, og der er en hel række ting, som vi lige nu ikke har kontrol over. Vi kunne ikke forhindre privatiseringen af Royal Mail, selvom flertallet af skotterne var imod, og invasionen af Irak er et andet oplagt eksempel på, at den britiske regering handlede imod skotternes vilje, uden at vi kunne gøre noget ved det.«

Skævt fordelt talentmasse

Susan Deacon mener, at en anden forklaring ligger i, at den britiske stat og dens institutioner, »hvad end det er politiske partier, organisationer inden for den offentlige sektor, medieorganisationer, fagforeninger, erhvervsorganisationer og mange flere« ikke formåede »aktivt at udvikle sin tænkning til at fungere i et decentraliseret Storbritannien«.

»Jeg tror ikke, at hele mentaliteten udviklede sig som den burde have udviklet sig. Som konsekvens tror jeg, at vi hverken strukturelt eller psykologisk fuldt og ordentligt udviklede potentialet i det decentraliserede system, ikke i forhold til at lære af hinanden, dele erfaringer og vise gensidig respekt på tværs af Storbritannien,« siger Deacan, der også er yderst kritik over for sit eget partis præstation i de første år efter decentraliseringen.

Hun mener, at dét også er en del af forklaringen på, at det Skotske Nationale Parti (SNP) i 2007 for første gang blev Skotlands største parti, og i 2011 – imod alle odds – vandt flertal ved valget til det skotske parlament og dermed muligheden for at udskrive folkeafstemning om selvstændighed.

»Jeg tror kun, at historien kan fortælles ved at rette spotlyset mod Labour-partiet i Skotland. Jeg mener, at Labour – og den koalition med Liberaldemokraterne, der sad ved magten i de første otte år – hverken udviklede den politiske stil eller det politiske indhold, som de kunne og skulle have gjort for at cementere troen på, at decentraliseringen kunne virkeliggøre Skotlands ambitioner,« siger hun og mener netop, at det var dét SNP leverede mellem 2007 og 2011.

»SNP leverede en langt mere energisk, selvsikker skotsk regering, så i 2011 opnåede partiet, hvad der burde have været umuligt i vores valgsystem – et flertal. Det ville være forkert at sige, at sejren var en opbakning til uafhængighed, men det var unægtelig et mandat til at udskrive en folkeafstemning om spørgsmålet,« fortsætter hun.

Kritikken af Labour i Skotland deles af mange iagttagere – heriblandt James Mitchell.

»Labour-partiet var temmelig håbløst. Folk, som aldrig havde været involveret i politik før, var pludselig ministre. Den generelle opfattelse er, at de var ude, hvor de ikke kunne bunde,« siger han og påpeger, at problemet for både Labour, de konservative og liberaldemokraterne er, at talentmassen søger mod Westminster.

»For SNP er der omvendt ingen tvivl om, at hvis du er en talentfuld politiker, så vil du vælges til det skotske parlament.«

Som resultat har partiet nogle af de mest talentfulde politikere, der ofte har let spil over for middelmådige politikere fra de andre partier, der tilmed slås med at skulle forene deres partis officielle linje i det britiske parlament med dets skotske politik.

Noget for sig?

Den politik – eller vision – for Skotland, som de enkelte partier står for, er ifølge Mitchell en anden helt central brik i forhold til skotternes holdning til unionen med England. Og her spiller landets nyere historie igen en rolle, ligesom det kan vise sig afgørende, at der lige nu sidder en konservativt ledet koalition ved magten i London.

»Udsigten til at de konservative vinder det næste britiske valg er vigtig i denne folkeafstemning. Hvis skotterne tror, at de konservative vil vinde, tror jeg, at sandsynligheden for et ja til uafhængighed er meget større,« siger han, men tilføjer, at »skotter tænker ud fra en skotsk virkelighed«.

»Mange skotter kan ikke forstå, at nogen ved deres fulde fem, ville stemme konservativt, så der er ikke en forventning i Skotland om, at de vil vinde,« tilføjer han med smil.

Ikke desto mindre bliver mindet om Thatcher flittigt brugt af ja-siden i kampagnen.

»Den tungestvejende forklaring på, hvorfor folk stemte ja i 1997, var fordi de ville sætte en stopper for Thatcher. Det faktum, at Thatcher ikke havde siddet ved magten i syv år, var ligegyldigt. Følelsen var der stadig. Den frygt spiller ja-siden nu på: Hvad der vil ske med velfærdsstaten, hvis de konservative vinder næste britiske valg, hvilken retning er landet på vej i,« siger han.

Han anerkender dog, at der er noget om snakken, når SNP påstår, at den skotske politiske kultur er fundamentalt anderledes end den engelske.

»Der er nogen dokumentation for det. Forskellige undersøgelser viser godt nok, at der faktisk ikke er stor forskel på skotters og englænderes holdninger, men man skal være forsigtig med den slags analyser. Det vigtigste er, hvad der sker ved valgene. Det er autoritativt. Og der har Skotland en tendens til at stemme på Labour og SNP, som mere eller mindre står for det samme, hvis du undlader det konstitutionelle spørgsmål,” siger han.

Susan Deacon mener også at, der er nogen grad af dokumentation for, at skotterne »på et filosofisk niveau er mere egalitære«, men primært mener hun dog, at modstanden mod det konservative parti har rod i »minderne og historien«.

»Du kan ikke overvurdere, hvor dybt sårene ligger i skotterne og i Skotland fra den periode (Thatcher-perioden, red.) i vores historie. Hvilket er usædvanligt. Normalt finder man kun den slags nedarvet had i en nations historie og kultur efter en periode med konflikt eller krig – og hvad end det var, så var det ikke det,« siger hun og erklærer, at hun næsten har ondt af de skotske konservative partiledere.

»De er gået meget langt for at genlancere de konservative i Skotland – de har omfavnet decentralisering, de har skilt sig ud i forhold til de konservative i Westminster, og alligevel vil Skotland absolut ikke stemme konservativt. Den Thatcher-oplevelse, som nu er mere end en generation gammel, har fundamentalt ændret stemmemønstret i Skotland,« siger hun.

Et spørgsmål om værdier

For Ruth Wishart var det dog mere den siddende koalitionsregering i Westminster end Thatchers spøgelse, der spøger og som har fået hende til at melde sig i ja-lejren.

»Hvad der skubbede mig over kanten var det, koalitionsregeringen foretog sig. Jeg så, hvad der skete i forhold til velfærdsreform, jeg så på den voksende ulighed med helt ufattelig rigdom i dele af London og enorm fattigdom i andre dele af Storbritannien, og alt dette går – synes jeg – i en meget modbydelig retning. Og jeg tænkte: Ingen af de London-baserede partier vil levere det retfærdige samfund, som jeg altid har ønsket. Men jeg tror, at Skotland har muligheden for at levere det,« siger Wishart, som mener, »at der er en tradition baseret på fællesskabstænkning i Skotland«.

Det er den, og ikke – som nogle modstandere af selvstændighed har hævdet – bagudskuende nationalisme, der ligger til grund for ja-kampagnens vision for et selvstændigt Skotland.

Især valget af 2014 som året for folkeafstemningen er blevet kædet sammen med 700-året for slaget ved Bannockburn i 1314, hvor Robert the Bruce besejrede den engelske kong Edward II og styrkede Skotlands uafhængighed.

»Det er noget sludder,« mener Wishart. »Det handler overhovedet ikke om i går. Det handler om i morgen, og om hvilket i morgen vi ønsker os.«

James Mitchell giver hende ret og påpeger, at selve 700-års-jubilæet for Bannockburn blev et flop.

»Mange som kommer hertil for at observere debatten forestiller sig, at det alt sammen handler om Braveheart-nationalisme, og det gør det bare ikke. Hvad der har slået mig er, i hvilken grad nej-siden har været nationalistisk: ’Storbritannien er bedst’ og alle de britiske symboler,« siger han.

»Det her er ikke et slag mellem nationalisme og noget andet. Det her er et slag mellem to liberale nationalismer. Det skaber virkelig forargelse, når jeg siger det, men det er sandt. For hvad er unionisme andet end et andet ord for britisk nationalisme?«

Personligt er han ikke sikker på, at skotterne er så egalitære, som ja-kampagnen fremstiller dem, når de taler om at forme Skotland efter nordisk forbillede.

»Den skandinaviske myte har formet meget af vores debat, men jeg tror ikke, at Skotland er helt så radikalt, som folk tror, det er, og det tror jeg vil blive blotlagt i tilfælde af uafhængighed,« siger han.

Ruth Wishart er enig i, at det vil være en udfordring at indføre en langt højere beskatning, men det er ikke desto mindre hendes drøm, at Skotland får retten til at træffe det valg.

»Alle de nordiske lande ser for mig ud til at have de rette prioriteter; et værdisæt, som jeg mener, vi vil gøre klogt i at imitere,« siger hun og koger sin støtte for selvstændighed ned til netop »et spørgsmål om værdier«.

»Det handler om kerneværdier, og jeg tror ikke på, at der er nogen udsigt til at bevare og slet ikke til at genvinde disse kerneværdier om lighed og lige muligheder for alle under nogen form for Westminster-regering.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

En drøm om uafhængighed

Den 18. september skal de 5,3 millioner skotter stemme ja eller nej til uafhængighed af Storbritannien – 307 år efter at Skotland og England indgik i union. I en serie går Information den skotske nationalisme på klingen og spørger både tilhængere og modstandere om deres vision for Skotland i eller uden for Storbritannien. Hvorfor vokser utilfredsheden med samarbejdet med Westminster, og hvad det er for et plads i verden, et selvstændigt Skotland vil kunne indtage?

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Hanne Tange
Brugerbillede for Glenn Lynge Andersen

Det mest interessante er i virkeligheden, hvad der sker, hvis resultatet bliver et nej til selvstændighed, hvad alle meningsmålinger tyder på. Som artiklen antyder med henvisning til 1979, kan de konklusioner politikerne drager af et nej-resultat blive ret så afgørende for Skotlands fremtid i mange år fremad.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Meyer

Man bør nok, med støtte i den gode og informative artikel, holde op med at tale om skotsk 'nationalisme' - et ord der bringer forkerte og til dels ubehagelige associationer, og kalde det noget andet - 'alternativ' eller andet (indrømmet, ikke så mundret). Forslag?
Forskellen er håndgribelig mellem en bevægelse som SNP og visse andre separatismer som f.eks. Lega Nord i Italien, der kun har gjort sig pinligt bemærket: skotterne har kvalificerede og højt respekterede politikere, ingen formørket nationalisme eller fremmedhad - og ikke mindst har de allerede opnået håndgribelige og varige resultater i retning af decentralisering, som formentlig vil blive stående uanset hvad afstemningen viser. (I Norditalien det modsatte, på alle fronter. Catalonien er vist en mere reel parallel.)
Det alvorligste bagslag ved et ja ved afstemningen - som det så ikke peger på, men vi får se - vil i virkeligheden være at England i al overskuelig fremtid vil være en Tory-provins: Labour kommer aldrig til magten uden skotske parlamentarikere i Westminster. Men det kan skotterne selvfølgelig tage sig mere let.

Brugerbillede for Troels Just

@ Ole Meyer

Du har ret i at udtrykket "skotsk nationalisme" på kontinental-Europa skal kvalificeres med f.eks. "liberalnationalisme", fordi ellers misforstås det. Da SNP i sin essens er et socialdemokratisk selvstændighedsparti, mindst et af deres medlemmer af det skotske parlament er englænder.

Ifht. om England bliver en Tory-provins, det er baseret på en fejlagtig antagelse. Det er kun ved to valg siden anden verdenskrig at skotske parlamentsmedlemmer har afgjort udfaldet af et valg. Så det er fuldstændig irrelevant. Der er 650 medlemmer af House of Commons, 59 er skotske og 533 er engelske, så England har nærmest et indbygget flertal. Tony Blairs valgsejre var ikke afhængige af skotske mandater, og det må man næsten sige kan ses, fordi Labour stod også for nyliberalisme og pladeren for finanssektoren i London.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Zachariassen

Ifølge artiklen skulle grunden til uafhængighed være et ønske om at få lettere ved at arbejde for egalitet, og det må dreje sig om formuernes fordeling, og de nordiske gode sociale prioriteter, som umiddelbart mest går på indkomsterne – ”Ingen af de London-baserede partier vil levere det retfærdige samfund, som jeg altid har ønsket”, uden at retfærdigheden er forklaret nærmere.
Det er legitimt, men vildledning, hvis man tror, at Skotland som udgangspunkt er ringere stillet mht. (u)ligheden mht. formuernes fordeling end det, den skandinaviske model kan lokke med. Tallene her er Gini-koefficienten, et højt tal mellem 0 og 1 betyder høj ulighed (0 er lighed, 1 er ulighed; kan vises grafisk i Lorenz-kurven).
Uligheden i indkomst er vanskelig at bedømme (individ vs. husstand; før vs. efter skat og sociale ydelser). Gine-koefficienten for indkomstulighed er 0,36 for UK, hhv. (herunder) 0,35 for Skotland, mens den er nede på 0,31 for OECD-landene (kilde [4] nederst). Efter skat og sociale overførsler er tallene for UK 0,35; DK 0,24; Sverige 0,25; Norge 0,29; Tyskland 0,28; Frankrig 0,33. Det gør UK til OECDs 6. mest ulige land mht. indkomst, med klart mere ulighed end i Skandinavien og Tyskland, men UK ligger alligevel pænt i den øverste trediedel af verdens lande mht. lige indkomst (kilde [5]). Skotland har mht. indkomst stort set samme ulighed som UK som helhed, og det er vanskeligt at forestille sig, at uafhængig vil føre til ret meget mere lighed her, men hvis der er politisk vilje…
Mht. formuerne er det derimod en myte, at ”den skandinaviske myte” er mere egalitær end den britiske hhv. skotske. Og det på trods af, at ”the wealthiest 10% of households in modern day Scotland own 900 times more wealth than the least wealthy 10%.” (kilde [3]). Tallene er noget forskellige i forskellige kilder, men tendensen er klar:
Formueuligheden er 0,81 i Danmark [1]; 0,74 [1]/ 80,3 [5] i Sverige; 0,63 [1]/ 0,78 [5] i Norge; 0,62 [1]/ 0,66 [5] i Finland. Og så er den 0,70 [1]/ 0,68 [5]/ 0,62 [4] i UK, samt 0,62 i Skotland [1]. Uligheden mht. formue er således (allerede) mindre end eller i hvert fald ikke højere i Skotland end i UK i det hele taget, og – overraskende for mange sikkert - mindre end eller ikke større end i Skandinavien/ Norden. At uligheden i formue ikke er større i Skotland er så meget mere bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at enorme landområder ejes af meget få familier/ klaner. Skotsk uafhængighed drevet af ønsket om at komme nærmere den nordiske velfærdsmodel er selvbedrag, når den drejer sig om formuernes fordeling.
1: http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_distribution_of_wealth
2: http://www.ons.gov.uk/ons/dcp171776_271539.pdf - s. 6-3 http://www.oxfam.org.uk/scotland/blog/2014/05/inequality-in-scotland
4: http://www.scottisheconomywatch.com/brian-ashcrofts-scottish/inequality/
5: http://www.thinkscotland.org/thinkpolitics/articles.html?read_full=12473

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Svendsen

ved godt det bare er et område Skotland blev berørt af under Thatcher regeringen men så mange miner blev lukket i Skotland og efterlod folk i decideret armod .De fik tilbudt at gå med til lukningen og få en økonomisk godtgørelse og mange var tvunget til det for at overleve!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Ole Kvint

Jørgen Zachariassen: ”Ingen af de London-baserede partier vil levere det retfærdige samfund, som jeg altid har ønsket”, uden at retfærdigheden er forklaret nærmere.

London er et adelsvæde, og ikke et rigtigt folkeligt demokrati. Der stor forskel på de rige og de fattige. Forskellen er så stor at det ikke virker relationelt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikael Forup

Den væsentlige forskel mellem et selvstændigt skotsk parlament og Westminster er, at førstnævnte vil have proportional repræsentation. Westminster har som bekendt 'first past the post'. Det er tidligere set, at en konservativ regering er blevet valgt i Westminster, selv om Labour fik flere stemmer. Den slags vil et uafhængigt parlament undgå (på godt og ondt måske). Modellen den skotske regering selv går imod er den norske - det skyldes især succesen med den norske oliefond - og argumentet er jo, at der er råd til bedre velfærd.

Min kone og jeg har en lille dreng i vuggestue, der koster mere end vi betaler i huslån. Det er ikke usædvanligt herovre. Vi agter begge at stemme den 18.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Meyer

(Tak til Troels Just og Jørgen Zachariassen for faktuelle korrektioner).

Ordet "liberalnationalisme" er sympatisk, men lider vel af det problem at termen "liberal" er tvetydig: SNP fører jo netop ikke Venstrepolitik. Men i mangel af bedre kan det gå an - og og vi får se om det også slår an.
Pointen er under alle omstændigheder at der er tale om en inkluderende, ikke eks-kluderende og xenofob politik, uden billig populisme, såvidt jeg kan dømme. Her kan jeg måske illustrere med en lille oplevelse jeg havde foran regeringsbygningen i Edinburgh for nogle år siden: er par var netop blevet viet, jeg formoder indenfor i bygningen, og stillede op til fotografering på højen med udsigt over byen. Begge var tydeligt af japansk oprindelse, og bruden bar en meget smuk kimono, mens brudgommen og et par gæsterne, 'japanske' og andre, var i kilt som festdragt, med kort smokingjakke osv. Andre var i almindeligt jakkesæt m.m..
Jeg er i grunden ikke så vild med folkedragter - de er som bekendt (?) romantiske konstruktioner fra 1800-tallet, vistnok også kilten (der er en ophedet historikerdebat dér om 'invented tradition'....), men her var udsagnet smukt, syntes jeg: "til et Folk de alle høre, som sig regne selv dertil", iflg. gamle Grundtvig (som var et tågehovede, men her så han rigtigt).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikael Forup

Brassed Off foregår ikke i Skotland men i Yorkshire. Maria har dog ramt en vigtig pointe: Skotland og Nordengland har meget til fælles. Fra et nordengelsk synspunkt er situationen jo derfor også den pudsige, at de risikerer at miste ligesindede i Westminster, hvis Skotland forlader unionen. Men selv har de ikke mulighed for at bryde fri.

anbefalede denne kommentar