Læsetid: 7 min.

Man sagde ikke ’du’ til hr. og fru Christensen

For Thorkild og Ann-Lis Christensen var lærergerningen ikke et lønarbejde, men et livsprojekt – og skolen var deres hjem. Sådan er det ikke for deres datter. På bare en generation har livet som lærer ændret grundlæggende karakter
Minder. Thorkild og Ann-Lis i baghaven på Vindinge Skole, hvor de boede i en tjenestebolig, der nu fungerer som SFO. Det fældede træ var dengang et populært klatretræ.

Thomas Nielsen

2. august 2014

Thorkild Christensen skubber døren til Vindinge Skole op:

»Velkommen,« siger han og slår ud med armene, som om han stadig regerede over hele dette prægtige lille kongerige.

Stolt viser han sit gamle inspektørkontor frem:

»Ligesom ræven havde jeg flere udgange – så når der var uindbudte gæster ved fordøren, kunne jeg lige smutte ud ad bagdøren,« siger han og smiler nostalgisk.

Sådan er der så meget. Så meget at mindes og fortælle om. Så meget at huske tilbage på, når man i mere end 40 år har været en del af det danske skolevæsen. Thorkild Christensen (87) og hans hustru Ann-Lis (81) blev uddannet fra Zahles Seminarium i midten af sidste århundrede og ansat på Vindinge Skole ved Roskilde. I deres lange, trofaste tjenestetid – som udløb med Thorkilds pension i 1995 – nåede de at opleve en folkeskole i hastig forandring: revselsesrettens ophør i 1967, femdagesugens indførelse i 1969, afskaffelsen af realen i 1975 og etableringen af skolebestyrelser frem for nævn og kommissioner i 1989. Men tværs gennem alle forandringerne forblev én ting den samme:

»Vi kan med sandhed sige, at der ikke har været én dag, hvor vi ikke har været glade for at gå på arbejde,« siger Thorkild med en patos så man ved, han mener det.

Vi er taget med to meget nulevende repræsentanter for ’den gamle skole’ tilbage i tiden for at genbesøge en æra i dansk folkeskolehistorie, som aldrig kommer tilbage.

For Thorkild og Ann-Lis var lærergerningen ikke et arbejde, men et kald, og de ville have oplevet den nye folkeskolereforms krav om tilstedeværelse som en overflødig bestemmelse. De boede på skolen bogstaveligt talt. I en tjenestebolig, som siden er blevet renoveret og i dag fungerer som en SFO.

»Eleverne kunne finde på at komme og banke på klokken 22 om aftenen, fordi de havde glemt deres skoletaske – og så måtte hr. Christensen her jo over og lukke op,« siger Thorkild, mens vi bevæger os rundt på skolens snørklede gange på jagt efter deres gamle hjem.

»Det var et fuldtidsjob, men vi hængte os aldrig i, om vi nu kun arbejdede otte timer. Det kunne man ikke som lærer. Det er ikke et almindeligt arbejde,« siger han.

Respekt og autoritet

Fortællingen om lærerrollens udvikling er en mere end tusind år lang historie. Den begyndte i den tidlige middelalder med de hårdtslående skolemestre og fortsatte over reformationens latinlærere over oplysningstidens forhutlede degne. Først fra og med 1800-tallet blev faget professionaliseret og begyndte at indtage en mere fremtrædende plads i lokalsamfundene, hvor læreren sammen med præsten kom til at udgøre den intellektuelle elite. Lærerens ophøjede status fortsatte helt frem til midten af 1960’erne, men så begyndte forandringens vinde igen at blæse igennem lærerværelser og klasselokaler, denne gang med krav om demokratiske reformer og arbejdstidsregulering. Især de yngre lærere, som i stigende grad var kvinder, ønskede at lægge afstand til deres egen autoritet og til lærergerningen som et personligt kald. Nu skulle læreren i stedet være ligestillet med eleven, og lærergerningen blive et professionelt fag – en udvikling, som skoleforsker Keld Grinder-Hansen i sin bog Den gode, den onde og den engagerede – lærerrollen gennem 1000 år opsummerer som historien om »den danske lærerstands storhed og fald«.

De senere år har lærerne ihærdigt forsøgt at genskabe deres tabte autoritet med pædagogiske tiltag som classroom management og teorier om klasseledelse. Men den slags newspeak var der slet ikke behov for på Ann-Lis’ og Thorkilds tid:

»Jeg blev tiltalt hr. Christensen og min kone fru Christensen,« fortæller Thorkild.

»I starten sagde eleverne også ’De’ til os, men efter en glidende overgang begyndte vi efterhånden at gå over til ’du’.«

På et tidspunkt krævede skolekommissionens medlemmer, at lærerne også lagde deres efternavne fra sig og i stedet tog fornavnene i brug – men dér satte Thorkild foden ned: »Jeg bestemmer selv, hvad jeg hedder,« svarede han. Og sådan blev det.

Mens 1970’ernes pædagogiske forandringer af mange blev opfattet som et demokratisk fremskridt, oplevedes de for hr. Christensen som et dannelsesmæssigt tilbageskridt. Han brød sig ikke om, at eleverne svarede tilbage.

»Hvis en elev sagde: ’Det ved jeg da godt,’ svarede jeg: ’Stop, det hedder ikke 'da' til mig!’ For næste gang ville det blive: ’Det ved jeg sgu da godt.’ Og næste gang værre endnu.«

Morgensangen var et andet disciplinerende indslag under Thorkild Christensens ledelse. Hver dag stillede eleverne sig op i to rækker på gangen og sang en salme eller en årstidsvise, mens Ann-Lis akkompagnerede dem på klaver fra et tilstødende lokale. Efter morgensangen var det tid til at bede fadervor, men også den tradition faldt snart i unåde hos skolekommissionen, som mente, at bønnen var udtryk for »kristen indoktrinering«. Thorkild bøjede sig modvilligt for tidsånden, men da kommissionen også truede med at afskaffe morgensangen, satte han hælene i. Han fik udarbejdet en stemmeseddel, som han sendte ud til alle forældrene – og da sedlerne kom retur, var det med et rungende flertal til fordel for morgensangens bevarelse.

»Og i dag er morgensangen jo igen blevet moderne,« konstaterer han med et tilfreds lille smil.

Eder og forbandelser

Vi fortsætter vores tur rundt på skolen, anført af Thorkild, der går mindst fem meter foran os andre. Det er muligt, han ikke længere bærer titlen, men identiteten som skoleinspektør sidder stadig i kroppen. Han gestikulerer, mens han fortæller historier fra dengang, skabene var fyldt med udstoppede dyr, og dagene var fyldt med mening.

»Nå, så er vi vist fremme,« siger han og åbner døren ind til sin tidligere tjenestebolig.

Ingenting ligner længere sig selv. Spisestuen er lavet om til et værksted, og stuen er omdannet til en garderobe, hvorfra der udgår en sur lugt af jordslåede gummistøvler.

Både Ann-Lis og Thorkild gjorde meget for at drive undervisningen ud af klasselokalerne. Om sommeren var de med børnene ude og fiske efter hundestejler, og om vinteren, når det var frostvejr, tog Thorkild eleverne med ud på en mark, hvor han hældte fem liter benzin i en rende og satte ild til den for at måle eksplosionens hastighed.

»Hvad det angår, tror jeg faktisk, vi har været lidt forud for vores tid,« siger Thorkild.

På andre parametre var de knap så moderne.

»Vi har nok været lidt strenge,« siger Ann-Lis.

»Men kærligheden til børnene var drivkraften,« garanterer Thorkild – og Ann-Lis supplerer, som hun altid har gjort:

»Man skal kunne lide børnene for at blive en god lærer – og det kunne vi.«

Der dufter af nybagt porretærte, da Anette Schou, deres datter, lukker os ind i sit hjem blot ti minutters kørsel derfra. Hun er fulgt i sine forældres fodspor og har taget ansvaret for lærergerningen til sig med samme dedikation som sine forældre. Men ikke på samme måde – og slet ikke på samme vilkår.

Hun skæver til en lap papir med stikord, som hun med sirlig pen har skrevet ned til sig selv. Det er ikke så lidt, hun gerne vil sige om lærerrollens udvikling – både hvad angår ændringerne i de didaktiske metoder, den øgede digitalisering, de pædagogiske udfordringer samt den kommende skolereforms betydning for det hele – men først vil hun gerne slå én ting fast:

»Jeg elsker at være lærer,« siger hun og kigger på sine forældre, som lytter med fra den anden side af bordet og bekræfter med et nik.

Til gengæld elsker hun ikke det negative syn på lærerstanden, som er taget til, siden hun selv blev uddannet i 1978 og ansat i sin nuværende stilling på Lynghøjskolen i 1986.

»Folk respekterer ikke lærerfaget på samme måde som tidligere. På den ene side taler man om, at vi altid har fri – og på den anden side siger de fleste: ’Godt, det ikke er mig, der er lærer!’«

Den manglende respekt skyldes ikke kun småændringer inden for faget, men også større forandringer ude i samfundet, mener hun. Autoriteternes fald har kunnet mærkes på forældrenes dalende agtelse for skolen som institution:

»Tag nu sådan noget som at fritage børn for undervisning. Det er steget helt vildt, og det er bekymrende, for det vidner om en nedprioritering af skolen, som i sidste ende er med til at underminere lærerens autoritet,« siger hun.

Sådan noget blev ikke accepteret på Thorkilds tid, forsikrer den tidligere skoleinspektør efter at have tygget af munden:

»Jeg gav forældrene en mulkt, altså en bøde, hvis de gjorde det – og fordi jeg synes det var en uskik, gav jeg dem også en røffel med på vejen.«

Den slags sanktionsmuligheder har Anette ikke i dag, men hun ved godt, hvad hun skal mene om forældrenes praksis:

»Jeg plejer at sige det på den måde, at forældrene lærer deres børn at pjække,« siger hun.

–I er to generationer af lærere samlet i én familie – har I kunnet bruge hinanden til noget?

Der bliver stille i stuen.

»Vi kunne blive ret uenige i 70’erne,« siger Anette så og kigger igen over på sine forældre.

»Ja, vi blev kaldt gammeldags!« siger Thorkild lidt fortørnet. »Men det, vi blev kaldt gammeldags med, er jo blevet moderne nu – som for eksempel morgensangen!«

–Har du været uenig i deres pædagogiske metoder, Anette?

»Ja, det har jeg ...« siger hun og trækker luft ind til at fortsætte.

»Altså, du mener da ikke i vores metoder,« siger Ann-Lis forskrækket.

»Jo, også i jeres,« siger Anette. »For eksempel om man nu skulle sige De eller du.«

Thorkild bryder ind:

»Jamen, meget af det var jo også bare forandring for forandringens skyld. Man ville prøve noget andet, uden at man havde nogen idé om, hvordan udfaldet ville blive.«

Anette er ikke enig: »I kan måske huske, at jeg søgte to skoler i Roskilde, da jeg havde været i Vallensbæk i otte år. Dengang vidste jeg med mig selv, at jeg ikke ville ud til jer, fordi I var lidt mere gammeldags i det.«

— Nå, nu kommer sandheden frem, Thorkild?

»Jo, jo,« siger han og smiler roligt.

»Vi vidste det jo nok.«

Serie

Seneste artikler

  • Hvor blev tavlen af?

    18. august 2014
    På mange måder symboliserer tavlen folkeskolens og pædagogikkens udvikling. I dag er den stort set væk, siger professor Ove Korsgaard
  • Lektien lært: Bare lad være!

    11. august 2014
    Folkeskolereformen vil reducere hjemmearbejde. Lektier har nemlig altid handlet om alt mulig andet end indlæring: Om gudsfrygt, disciplinering, selvstændighed og forældreansvar. Danske lærere giver lektier for uden at vide, om de har en eff ekt. ’Fordi det gør man bare’, siger forsker
  • Den moderne skole er ikke feminiseret, den er bare human

    4. august 2014
    Mens diversiteten i befolkningen bliver større, bliver folkeskolerne mere ens. Skolehistorien er én lang inklusion af nye grupper og ét langt forsøg på at forfølge idealet om, at alle børn skal gå i skole på samme måde. Det kan især aflæses i den måde, skolen har håndteret drenge og piger på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Taitto
  • Heinrich R. Jørgensen
Peter Taitto og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Ihukommende artiklen om Foucault, må man da sige at der her er en artikel der skriger på en grundig diskursanalyse.

Ernst Petersen

Ja, det er en interesant artikel, der desværre bare skøjter hen over et meget dybt emne, der kunne danne basis for en hel bog, og uden at forsøge at forklare hverken konsekvenserne eller årsagerne til de beskrevne ændringer.

Der beskrives tre ting:

1. Afskaffelsen af "De" som tiltaleform.
2. Afskaffelsen af den sidste del af revselsesretten i 1967.
3. Afskaffelsen af disciplin og respekt for lærerne både i skolen og i det omkringliggende samfund.

Ser vi på årsagerne til disse ændringer, så er der formentlig tale om en fælles årsag. Nemlig overgangen fra en meget lang arbejdsuge med hårdt fysisk rutinearbejde til en arbejdsuge, der næsten kun har det halve antal arbejdstimer, og hvor arbejdet mest er selvstændigt skrivebordsarbejde og lignende.

Disse ændringer førte til, at klassesamfundet stort set blev afskaffet samt stor udligning af alle lønforskelle (med meget få undtagelser). Derfor var der ikke mere brug for at udtrykke respekt for rige og højtuddannede ved at tiltale dem med "De".

I skolen blev eleverne disciplineret til at vise respekt for lærere og voksne, fordi dette var nødvendigt på et arbejdsmarked, hvor rutinearbejdet blev dirigeret af overordnede og chefer med militæragtig disciplin. At skulke blev der slået hårdt ned på og en bemærkning fra en ansat, der ikke udtrykte tilstrækkelig respekt, resulterede omgående i en fyring uden anbefaling. Så børnene måtte i skolen og derhjemme optrænes til at fungere under denne hårde disciplin. Derfor havde man brug for revselsesretten samt at lære dem at sige "De" til lærerne, selvom lærerne sagde "du" til eleverne.

Men da klassesamfundet gik i opløsning, og disciplinen på arbejdspladserne gradvist blev erstattet af et krav om, at de ansatte skulle kunne arbejde selvstændigt, så påvirkede dette også skolen som beskrevet i artiklen. "De" forsvandt gradvis som tiltaleform. Spanskrøret blev næsten alle steder afskaffet omkring 1950, hvorefter lærerne kun måtte slå med flad hånd og rykke i ører indtil 1967, hvor også dette blev forbudt.

Også efter 1967 er der sket ændringer. For disciplinen er stadig blevet mindre i skolen. Dette går ofte ud over den faglige undervisning, fordi det er svært for lærerne at få eleverne til at adlyde og skaffe ro i klasseværelset. Men selvom de nu lærer langt mindre fagligt, så lærer de noget andet. Nemlig at udtrykke sig og arbejde selvstændigt. Dette har endog bevirket, at man nu kan lave reality shows, hvor unge med glæde udstiller deres privatliv for alle, hvilket ingen overhovedet ville have turdet før i tiden. For dengang var folks privatliv virkelig privat. Desuden var der ikke mange, der overhovedet havde mod og evne til at sige noget, hvis der var for mange tilhørere.

Så ændringerne har mange positive sider. Men den manglende disciplin og manglende faglighed i skolen er til gengæld blevet store problemer, som ingen rigtig tør røre ved. For hvilke konsekvenser vil disse problemers manglende løsning have, og hvordan modvirker man, at problemerne ødelægger niveauet i undervisningen?

Skal fremtidens skole kun opbevare børn og unge, indtil arbejdsmarkedet har brug for dem, og kun lære dem det allermest nødvendige?

Eller skal vi i stedet have forbedret fremtidens skole ved at få fagligheden tilbage, så vi igen kan få et skolesystem, hvor børn og unge lærer mere end i de fleste andre lande, så vi bedre kan konkurrere?

Det var en anden tid, jeg sagde da ikke du til købmanden hvor jeg var bydreng eller du til Mester hvor jeg var i lære, at der mangler autoritet mange steder i samfundet i dag - har vel været kendt i flere årtier. Tynd kop te, men måske er ovenstående rettet til en yngre målgruppe.

Karsten Aaen, Ernst Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ernst Petersen

Michael, vi er nogen, der udmærket kan genkende det, der beskrives. Derfor kan vi sagtens udtale os generelt alligevel.

Helge Rasmussen

Husker tydeligt disse herr og fru efternavn - lærere.
Spurgte engang, i forbindelse med salmeversterperiet, dansklærer herr Jørgensen om hvad "Psalter" er for noget (i psalmen, "Lover den Herre, den mægtige konge med ære!"), svaret kom straks: Det behøver du ikke at vide, du skal bare lære ordene udenad!
Han vidste nok heller ikke hvad en psalter er. - En nutidig lærer ville nok have googlet det.
Den gang var meget af undervisningen spild af tid.

Steffen Gliese

Det er jeg ikke enig med dig i, Helge Rasmussen, men det var en dårlig lærer, der ikke gav sin nysgerrige elev svar på et spørgsmål, eller - som det ofte skete i min skoletid - opfordrede eleven til selv at slå det op.

Ernst Petersen

Helge Rasmussen, jeg er helt enig med dig vedrørende udenadslære af netop salmevers. For dem lærte man ganske rigtigt udenad bare for at kunne dem, men uden at behøve at forstå dem. Man skulle jo bare kunne genkende dem, når man gik i kirke. Dette fungerede dog heller ikke. For man fik et nyt salmevers for hver uge og repeterede aldrig de gamle. Derfor var de kun gemt i korttidshukommelsen, og 1-2 uger senere var de oftest glemt for stedse.

Andre ting gav dog mere mening. I geografi lærte man først købstederne i Danmark udenad, så man kunne sige deres navne, når læreren pegede på et kort uden navne, hvor de var markerede som røde cirkler. Eller omvendt vise på kortet, hvor de lå, når læreren sagde deres navne. Dette blev i senere klasser udvidet, så alle verdens hovedstader blev lært på samme måder. Også de vigtigste floder, søer og bjerge lærte man navne og placeringer af. Den slags får børn ikke lært i skolen mere.

Også korrekt stavning blev lært ved diktat, og gangetabellerne blev terpet. Det samme gjorde grammatik, hvor man lærte at bøje verber og substantiver, så man kendte de sidstnævntes køn og ikke skrev "en hus" i stedet for "et hus".

Terperiet er umoderne og ikke uden en vis berettigelse. For det er kedeligt for lærere at undervise i, og i moderne skoler, hvor eleverne bestemmer lige så meget som lærerne, er det desuden svært at få dem med til. Desuden udvikler det ikke deres evner til selvstændig tænkning og at formulere sig kreativt, der i moderne pædagogik betragtes som hovedformålene med undervisning.

I den ældre pædagogik var hovedformålet derimod at lære eleverne at adlyde og følge ordrer, fordi det var disse egenskaber, som firmaerne dengang lagde vægt på blandt deres ansatte. Derfor er terperi og udenadslære forsvundet. På mange områder (og især salmevers) skal vi glæde os over dette. Alligevel er elevernes manglende kendskab til geografiske lokaliteters placering, korrekte grammatiske bøjninger, korrekt retskrivning, simple gange- og divisionsudregninger i hovedet m. m. jo næppe nogen fordel. For det er helt sikkert stadig også en fordel at kunne den slags.

Bjarne Bisgaard Jensen, Helge Rasmussen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@Ernst Petersen
"Spanskrøret blev næsten alle steder afskaffet omkring 1950, hvorefter lærerne kun måtte slå med flad hånd og rykke i ører indtil 1967, hvor også dette blev forbudt."
Det er ikke min erfaring gennem læsning af mange beretninge, at spanskrøret blev afskaffet næsten alle steder omkring 1950. Tværtimod var det flittigt i brug.
Lærerne måtte ikke slå med flad hånd og rykke i ører indtil 1967. Lussinger blev forbudt i 1814.
Forleden var der en artikel i Information, der fortalte om lussinger givet i 1997.

At lære gange tabeller er bestemt ikke uden værdi. Det betyder nemlig, at man bliver hurtig til hovedregning, i modsætning til nutidens unge, der som regel skal have fat i en lommeregner/pc'er for at vide, hvad 8 x til 9 kr. koster( groft sagt). Det ved jeg på et sekund. At det er vigtigt at lære at stave, siger sig selv - også i Google-tider. Det letter i den grad søgningen, at man kan stave, det man søger efter.
Angående salmevers . som jeg aldrig helt har forstået, hvorfor man skulle udenad, det kunne lige så godt have været sange - så har det den fordel, at man lære sig husketeknik. Man oparbejder en metode til at huske. Det er ikk' så ringe endda.

– Hvad er et spanskrør?

»Det er et, man slår med. Axel (skolelederen, red.) har et nede på sit kontor.

Et spanskrør på kontoret på Øster Farimagsgades skole! Hvad laver det der?

Ernst Petersen

Niels Roed
i loven af 1814 står der følgende:
§27 " Læreren må aldrig tillade sig, at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem, eller bruge skældsord imod dem."

Men wikipedia siger også følgende:
"Riset blev brugt indtil slutningen af det 19. århundrede, hvor ændrede samfundsforhold gjorde det blufærdigt at blotte enden på den elev, der skulle afstraffes. Herefter blev spanskrøret, som allerede var i brug, nu det foretrukne redskab. Herudover blev lussinger og skammekrogen også ofte benyttet.

Det er vanskeligt at udforske i detaljer, fordi senere skolelove og bekendtgørelser normalt bare ikke omtaler emnet. Derfor var revselsesretten mest et lokalt emne, der blev administreret forskelligt fra egn til egn. Mit personlige kendskab stammer fra østjyske skoler, hvor jeg ved, at spanskrøret lå ubrugt oven på skabene i 1950erne, fordi lærerne ikke måtte bruge dem mere. Men både lærerne og skolelederen benyttede i temmelig stor udstrækning ryk i ørerne og lussinger.

Om det var lovligt, skal jeg ikke kunne sige. For skoleloven af 1937 tillader i stedet 1-3 slag med spanskrøret og omtaler ikke andre muligheder. Men forældrene accepterede lussingerne og benyttede dem også meget ofte selv i deres børneopdragelse.

Nogle opfattede endog loven af 1967 som et tilbageskridt af følgende grund:
"Et egentlig forbud mod spanskrør kom først i 1967. Men sagen havde den ubehagelige konsekvens, at man ikke længere kunne anmode om at få konverteret en eftersidning ("sveder") til en lussing eller 2. Det gav ofte problemer med at nå at komme på arbejde om eftermiddagen ved købmanden eller grønthandleren.

Skoleloven af 1814 taler om "ørefigner" i stedet for "lussinger". Jeg ved ikke, om der ligger en spidsfindig forskel i dette, da ordet "ørefigen" jo strengt taget betyder slag på øret, hvilket "lussing" normalt ikke gør. I hvert fald er det et problem ved slag mod øret, at man nemt sprænger barnets trommehinde. Derfor var der fornuft i at undgå at ramme øret, selvom jeg som nævnt ikke ved, om det kan have været denne detalje, som loven af 1814 havde i tankerne.

Helge Rasmussen

@Herdis Weins
03. august, 2014 - 13:57
Salmevers er værdiløse i forbindelse med at lære husketeknik, selv lærte jeg den teknik ved at læse den anbefalelsesværdige bog "Memo" af Oddbjørn By.

Nøglen til læring er, motivation.

Herr lærer Jørgensen jamrede sig over at ingen af os elever gad at lære salmeversene udenad, i sin desperation råbte han en dag: JEG GIVER EN KRONE TIL DEN SOM I MORGEN KAN "GIV MIG GUD EN SALMETUNGE" FEJLFRIT!
Næste dag måtte han op med tredive kroner.
Cirka en ugeløn for en lærer i 1950.

Ernst Petersen

Helge Rasmussen, salmeversene havde samme formål som undervisningen i kristendomskundskab. Nemlig at lære folk at gå i kirke og respektere kristendommens budskaber. At indføre dem igen ville derfor være formålsløst alle andre steder end på særlige kristne friskoler.

En, jeg kendte, var ordblind og kunne derfor slet ikke lære salmeversene udenad. Dette kostede ugentligt et par kraftige lussinger på begge sider af hovedet, da skolelederen absolut ikke ville acceptere sådan "dovenskab".

Ernst Petersen

Anne Eriksen, jeg overvejer stadig, hvorfor skoleloven fra 1814 forbyder ørefigner, men ikke kindheste eller lussinger. Det giver ikke rigtig mening at forbyde lussinger, der ikke rammer øret, når man samtidig tillader prygl med både ris og spanskrør. (Derimod giver det god mening at forbyde knytnæveslag, kølleslag og lignende, da ideen jo er afskrækkelse og ikke at skade barnet fysisk.)

Ernst Petersen

Ordet lussing kommer af luse og betød oprindeligt "aflusning ved slag".

Ordet ørefigen er svært at spore. Det oversættes på engelsk enten til "earful" eller til "box against the ear" (i sammenhængen "give en ørefigen"). I dag bruges "ørefigen" dels i meget brede overførte betydninger og dels i samme betydning som lussing, der heller ikke ret tit bruges bogstaveligt. Man taler i stedet om f. eks. ørefigner fra vælgerne eller lussinger fra vælgerne.

Men oprindeligt er jeg ret sikker på, at ordene lussing og ørefigen ikke betød det samme, og kindhest havde også sin egen betydning. Altså ørefigen var slag mod øret ( der kunne give sprængte trommehinder og nedsat hørelse). Kindheste var enten slag mod kinden eller at blive nevet i kinden. Lussinger var slag mod hovedet for at ryste lus ud, hvis man troede, at børnene havde den slags.

Efterhånden er forskellene mellem ordene så blevet udvisket, og nuancerne er gået tabt. Spørgsmålet er så, om ørefigen stadig betød "slag mod øret" i 1814. Men det tror jeg er mest sandsynligt, da forbudet mod ørefigner dengang næsten kun kan have haft til formål at beskytte børnenes hørelse. Ellers var der ingen logisk grund til at forbyde dem.

"Helge Rasmussen, salmeversene havde samme formål som undervisningen i kristendomskundskab. Nemlig at lære folk at gå i kirke og respektere kristendommens budskaber."

At lære salmevers udenad og andre tilsvarende pinsler som kristendomskundskab og konfirmationsforberedelse var fuldstændig uden positiv værdi. Jeg kvitterede ved tidligt i mit voksenliv at melde mig ud af folkekirken. Min far ville have grinet skjult bag en dækkende hånd, min mor ville have været aldeles rasende hvis de havde vidst det, men det var jo mit liv, ikke deres!

Tilsvarende er vores to døtre hverken døbt eller konfirmeret. Har de troen og lysten, finder de nok selv ud af at gennemgå disse formalia, men mig bekendt er der ikke blevet sådan.

Respekt eller lydighed?

Megen af det man i gamle dage kaldte respekt, var jo i virkeligheden tillært lydighed. Gjorde man ikke som der forventedes, vankede der et par flade, eller en ordentlig røffel. Og hvad var egentlig meningen med det?

Min skoletid startede i første klasse på Gasværksvejen Skole i 1961. Jeg gik i en ren drengeklasse, skolegården var opdelt i en drengegård og en pigegård. Jeg husker det som en mørk tid.

Grundlovsdag 1962 flyttede familien til Nørrebro, og jeg kom i anden klasse på Hellig Kors Skole. Trods navnet var skolen ikke udbræget hellig, men til gengæld pædagogisk ret moderne. Måske skyldtes det at skoleinspektøren var en kvinde, Gerda Mejer-Jensen, som var både elsket og respekteret. Det smittede i nogen grad af på lærerkorpset. Vi elskede vores klasselærer fru Mosegaard som var meget mild og god til at håndtere konflikter på en måde så vi elever forstod hvorfor det blev løst som tilfældet var.

Nogle af lærerne var vi dus med allerede i årene 1962-64, men ikke alle. Vi kunne for det meste godt finde ud af hvem der kunne tiltales du, og hvilke som skulle tiltales De.

Desværre begik fru Mosegaard selvmord da vi gik sidst i fjerde klasse, jeg husker det ikke helt præcist. Det var en ulykkelig tid for os elever, for hvad var der sket, og hvorfor? Vi havde fortsat hr. Mosegaard til regning og matematik, og han blev med tiden endnu mere arrig og uforståelig end da fru Mosegaard havde lidt styr på ham. Det var sikkert heller ikke nemt for ham, men det var slet ikke nemt for os elever som inderst inde tænkte at han måske var medansvarlig.

Steffen Gliese

Det er ligegyldigt, hvad man lærer udenad, bare man lærer at kunne det. Og salmevers er nu engang meget nyttige at kunne i vores kultur, hvor bryllupper, begravelser, dåb og konfirmation, såvel som gudstjeneste ved højtiderne er udbredte foreteelser, uanset hvad ateisterne måtte påstå. Det er en væsentlig del af vores kultur, det er en væsentlig del af den danske kunstproduktion, og det er en væsentlig del af den mentalitet, der ligger bag det danske samfund med dets rodfæstede tro på lighed og ligeværd.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen, det håber jeg ikke du mener alvorligt.
Udenadslære er tømt for forståelse og indlevelse. Det er bryllupper, begravelser, dåb og konfirmation måske også, men udenadslære befordrer på ingen måde det selvstændige menneskes egen stillingtagen.

Ernst Petersen

Peter Hansen, problemet med salmevers var dels, at man kun kunne dem den dag, hvor man forventede at blive hørt i dem. Hver uge fik man et nyt salmevers for, og de gamle glemte man omgående. Dels fordi man aldrig fik dem repeteret og dels fordi man ikke rigtigt forstod de gammeldags ord, som man heller ikke fik forklaret.

Derimod ville det være godt at lære nogle sange udenad, som man gør i andre lande. I lande som England eller USA bliver en flok danskere ofte opfordret til at synge et par danske sange, for det må de da kunne? Men nej, det kan de ikke. Derimod kan amerikanere eller englændere en hel stribe sange udenad, som de allesammen kan synge. Sådan er det bare ikke med danskere. For de kan intet uden at have en sangbog i hånden.

Ernst Pedersen - Min grund til at fokusere på lussing ligger i, at jeg som skoleelev sammen med en kammerat fik en syngende "lussing" af en komplet fremmed lærer, som åbenbart syntes, at det var for meget med 2 til en kasse.
Desværre havde jeg ikke overskud til at gøre noget ved det, men i dag har jeg stadig nedsat hørelse på det øre!

Ernst Pedersen - jeg er slet ikke enig i, at man omgående glemte versene igen. Tværtimod skal jeg ofte kun høre begyndelsen af første linie, så dukker resten frem. Det gjorde mig ikke noget, at jeg ikke altid forstod dem, jeg kunne blive forelsket i ordene. En linie som "Libanons og Carmels glans, Sarons yndigheder" kunne gøre mig helt salig, fordi det var så smukt. Jeg var faktisk ret ligeglad med, hvor Libanon lå.
Men jeg mangler stadig en egentlig begrundelse for, hvorfor lige salmevers, og ikke i lige så høj grad sange fra Højsolesangbogen, f .eks. årstidssangene, sange om vind og vejr, når nu vi snakker så meget om det. Det er noget, mange af mine kursister på Sprogskolen bed mærke i: hold da op, hvor danskere snakker meget om vejret. Så kunne vi da ligeså godt lære at gøre det poetisk.

Helge Rasmussen

@ Peter Hansen
03. august, 2014 - 21:35
"Det er ligegyldigt, hvad man lærer udenad, bare man lærer at kunne det."

Uenig.

Græsset lig er hver en synder,
ender, før han ret begynder,
visner i sin vår;
himle selv forgå af ælde,
men i grundfast guddomsvælde
evig du består.

Det lærte jeg i religionstimen og kan stadig huske det, til hvad nytte?
Faktisk det eneste salmevers jeg gad lære, fordi vores sure dansklærer måtte af med en krone.

Kristendomsundervisningen gav os elever et had til alt hvad vi skulle lære var helligt, kirken, præsten, bibelen og trosbekendelsen, foruden Grundtvig og de andre penneslikkere som havde skrevet alt det bavl.

Når vi blev tvunget til at rable fadervor, blev det til: Fader vor du som bor i Klampenborg, giv os i dag vort daglige brød, bare det ikke er havregrød...
Det resulterede selvfølgelig i lussinger og ind i mellem spansrør.
En skolekammerat, som var så vant til at få tæsk af sin alkoholiserede far at han var immun, sagde til læreren: Stik mig lige nogle flere øretæver, jeg laver mere ballade om lidt!

Meldte mig ud af folkekirken da jeg blev myndig.
Da mine børn ville konfirmeres, fik de beskeden: Det må i gerne, men der bliver hverken fest eller gaver, så ville de ikke alligevel.

P. s. Jeg er ikke ateist.

Ernst Petersen

Anne Eriksen
Det er jo netop min pointe, at man aldrig må slå på øret, hvilket forbudet mod ørefigner formentlig også havde til formål at forhindre for ikke at skade elevernes hørelse. Det gjorde mine gamle lærere heller ikke. De slog på kinden med et kort kraftigt slag med flad hånd i stedet for eller nøjedes med at rykke i ørerne. At slå på ørerne var ikke tilladt, og det var spanskrøret heller ikke.

Jeg husker specielt en lærer, der havde en elev oppe ved tavlen og tog fat i elevens ene øre. Derefter bad han under klassens munterhed en anden elev om at komme op og rykke lidt i det andet øre. Denne lærer havde faktisk humor.

Men ikke at kunne sine salmevers blev altid straffet med lussinger på kinden. For undervisningen i salmevers blev leveret af skolelederen, der var frygtet og manglede humor. Han blev betragtet som streng, men retfærdig.

Herdis Weins, dine erfaringer er anderledes end mine. Jeg har dog også hørt andre sige, at de kunne huske deres salmevers bedre, end vi kunne, hvilket kun kan skyldes, at I andre må have fået en anden undervisning.

Vi fik bare ordre til at læse på et bestemt salmevers hjemme. Når vi blev hørt, skete det på den måde, at en af os skulle rejse sig op og aflire ordene nøjagtigt, som de stod i verset. Efter at nogle få af os havde gjort dette, fik vi at vide, hvilket salmevers vi havde for til næste gang, og vi behøvede aldrig at tænke mere på det gamle salmevers, der nu var uaktuelt.

Versene blev aldrig sunget (undtagen hvis det rent tilfældigt skete ved morgensangen uden sammenhæng med undervisningen), og vi hørte dem kun igen, hvis vi gik i kirke eller lignende. Dette var årsagen til, at ingen af os kunne dem bare får uger senere. Vi ville måske kunne huske, at vi havde haft dem for, hvis vi hørte dem igen i de næste få måneder. Men derefter ville vi ikke engang ane, om vi nogensinde havde haft dem for.

Jeg er enig med dig i, at det havde været bedre at lære nogen af sangene i Højskolesangbogen. Men ikke bare som vers, der skulle læses op. Den slags er efter min mening intet bevendt, medmindre versene også bliver sunget.

Skulle man lære vers udenad uden sang, så skulle man i stedet f. eks. have valgt Piet Heins gruk og digte. For de ville have sagt os langt mere end oplæsning af salmevers, der kun blev betragtet som vigtige på grund af den store respekt, man dengang havde for salmedigtere som Brorson, Kingo, Grundtvig, Ingemann osv., og disse salmedigteres betydning for kristendommens udbredelse i Danmark.

I dag er det anderledes, og ingen kunne vel forestille os, at vi igen skulle til at terpe kristendomsundervisning, katekismus og salmevers i de danske skoler. For det er vi jo slet ikke "kristne" nok til. Heldigvis.

@anne eriksen
det er kriminelt, når en lærer stikker en elev en lussing, og fyringsgrund. det har det været siden 1814.
jeg håber vi kan få en national debat i gang om det jeg kalder Danmarkshistoriens største svigt.
se www.skoletæsk.dk

@Ernst Petersen, det nemmeste jeg kan gøre, er at henvise til min bog "Skoletæsk-og lærernes ulovlige lussinger" (2014)
her vil jeg bare sige, at eleverne var lige glade med om det var en ørefigen eller en lussing de fik, selve afstraffelsen var et overgreb, lige meget hvad man kaldte slaget. Det er illusorisk at tro at en lærer kunne undgå at ramme øret.

kilde: 1949
Undervisningsminister Hartvig Frisch vil have enhver form for straf i skolen afskaffet. Han siger på et stort møde, at ”Lussinger jo allerede var forbudt af lægelige grunde.” Forinden har han indrømmet, at det kan være svært at være lærer og at han som gymnasielærer har givet i alt fire lussinger. Stillet over for denne indrømmelse af selve undervisningsministeren eksploderer Danmarks Lærerforening i skadefryd. I lærernes eget fagblad Folkeskolen skriver lærerforeningen følgende ”Hvordan var det, blev uddeling af lussinger ikke forbudt allerede i skoleloven af 1814?”

Ernst Petersen

Niels Roed
Det drejer sig jo ikke om, hvad eleverne foretrak. Men derimod om, hvad der blev accepteret.

De regler, som jeg beskrev, gjaldt på min skole. Jeg ved det, fordi vores lærere fortalte os det. Spanskrørene lå stadig i nogle af klaserne oven på skabene. Men lærerne fortalte, at de var blevet forbudt nogle år tidligere, hvorfor de ikke måtte bruge dem. De fortalte ligeledes, at de kun måtte slå med flad hånd på kinden og ikke på øret. Knytnæveslag var ligeledes forbudt.

Mange elever foretrak bestemt en lussing eller to i stedet for en eftersidningstime. For så behøvede de ikke at fortælle deres lærere om det. Fik de en eftersidningstime i stedet for, kunne straffen vanskeligt holdes skjult for forældrene, og uanset om de fortalte om eftersidningstimen eller bare ikke havde en forklaring på, at de kom en time for sent hjem, risikerede de lussinger og/eller stuearrest fra forældrene. Det var meget lettere bare at få en lussing af læreren, så det var overstået.

Jeg er udmærket klar over, at et ekstremt lille mindretal blandt forældrene allerede dengang, ville have lussinger og eftersidningstimer forbudt, fordi de mente, at børnene bare skulle have deres vilje og bestemme. Men de var ekstremt sjældne dengang. Selv efter 1967 fortsatte forældre med selv at give lussinger og lignende, selvom lærerne ikke mere måtte. Mange forældre mente ikke, at lærernes revselsesret skulle have været fjernet. Dette aftog kun gradvist, indtil også forældrenes revselsesret blev fjernet i 1997.

Jeg er både for og imod den endelige fjernelse af revselsesretten og især, hvad forældrene angår. Problemet er ikke, at det normalt er hverken nødvendigt eller godt at slå børn. For det er det ikke. Problemet er to andre ting:

1. Forældre er blevet bange for at sætte grænser for deres børn. Men børns natur er at afprøve grænser, fordi de har brug for at vide præcist, hvad der sker, når de overtræder grænserne. Sker der intet, så bliver børnene bare usikre og begynder at sætte grænserne selv. Dette giver dels utryghed, og dels sætter børn oftest grænser, der er meget hårdere end de grænser, forældrene kunne have fundet på at sætte. Senere får sådanne børn psykiske problemer, anoreksi og lignende.

2. Forældre og lærere begynder i stedet at appelere til børns samvittighed ved at give dem bebrejdelser af typen "Se, nu har du gjort mig ked af det. Hvorfor er du så ond???" Men barnet var jo bare ude på at afprøve grænser og tænkte ikke som en voksen. Hvorfor skal barnet nu pludselig have det psykisk dårligt over ikke at bare at koncentrere sig om at gøre sårbare svage voksne glade? Barnet har brug for stærke voksne, der kan være forbilleder for barnet og gøre det trygt. Ikke den slags svage voksne, der ikke har styr på noget som helst og i stedet overlader ansvaret til barnet. Dette er en rolleombytning mellem barnet og den voksne, og denne rolleombytning gør mange gange mere psykisk skade på barnet, end et par lussinger eller lignende nogensinde kunne have gjort. For skadevirkningen af den utryghed, som barnet kommer til at føle, fordi den svage voksnes afmagt smitter af på barnet, vil ofte forfølge barnet resten af livet.

Ernst Petersen

Anne Eriksen, der er ingen tvivl om, at dine forældre kunne have anmeldt læreren for vold, hvis de havde kunnet fremlægge en lægeattest på, at et slag fra læreren havde skadet din hørelse. For den slags hørte ind under den almindelige straffelov, og har ikke siden 1814 været en del af revselsesretten, der jo netop ikke måtte resultere i fysiske skader (bortset fra eventuelle røde og blå mærker, der hurtigt ville forsvinde af sig selv.)

Læreren ville dog næppe være blevet straffet særlig hårdt, hvis han havde henvist til, at skaden var et utilsigtet uheld. Men han havde fået en kraftig advarsel om at sørge for at undgå, at noget sådant nogensinde kunne ske igen.

@Ernst Petersen. du skriver "De fortalte ligeledes, at de kun måtte slå med flad hånd på kinden og ikke på øret." Jamen, det måtte de altså ikke i folkeskolen. På børnehjemmene måtte man det indtil 1968. Børnehjemsbørn blev regnet for mindreværdige end folkeskolebørn!
Danmarks Lærerforening siger jo i mit citat fra 1949, at lussinger blev forbudt i 1814. Det centrale er, at lærerne overtrådte en lov, uden at det fik konsekvenser for dem. Denne kendsgerning er ikke at diskutere sig ud af og berettiger til at tale om Danmarkshistoriens største svigt.

Ernst Petersen

Niels Roed
"Danmarks Lærerforening siger jo i mit citat fra 1949, at lussinger blev forbudt i 1814. "

Der står som nævnt ikke lussinger. Men lad os se på hele §27 i skoleloven fra 1814:

"§ 27
I Henseende til Straffene, bør Skolelæreren især afholde sig fra al saadan Behandling, som enten kunde have skadelig Indflydelse paa Børnenes Legemer, eller være den, med Straffen tilsigtede Forbedring iveien.
Han maae aldrig tillade sig , at give Børnene Ørefigen, Stød eller Slag med Haanden, at knibe dem, eller bruge Skieldsord imod dem. Ligesaalidet maae han indføre nogen Skambænk eller Skamkrog; og overalt ingenlunde betiene sig af vanærende Straffe, som kunne qvæle Ærefølelse, og mere tiene til at forhærde, end forbedre det.
Foruden de Revselser, som i det foregaaende ere bestemte for Børn, der ei iagttage den fornødne Reenlighed, saavelsom for dem, der forsømme Skolen, har Skolelæreren et Tvangsmiddel mod de uskikkelige eller ulydige Børn, ved ei at tillade dem at tage Deel i nogle af Legetimerne.
De Børn, som ere under 10 Aar, har han desuden Ret til at Straffe med et lidet Riis; de større med en tynd Tamp, uden Knuder.
I Tilfælde, hvor Skolelæreren anseer de Straffe, som det er ham tilladt at bruge, for at være utilstrækkelige, efter Forseelsens Beskaffenhed, bør han indberette det til Sognets Skolecommission, og af samme vente nærmere Forholdsregler.

Der er flere problemer i dette:

1. Hvordan blev ordene 'ørefigen', 'slag' og 'stød' opfattet dengang i 1814? Vi ved at ord ændrer betydning med tiden. Så de betød næppe det samme dengang som nu. Jeg formoder, at de dengang havde en langt mere præcis betydning end den ret abstrakte betydning, som de jo har i dag. Dels fordi det er sådan, det normalt går med ordenes betydning. Og dels fordi de da ellers slet ikke ville have været brugbare i en lovtekst uden at blive præciseret langt mere.

2. Der er ingen straf for at overtræde loven. Altså udover, at sognets skolekommision kunne gribe ind. Men hvad nu, hvis skolekommissionen havde givet skolens lærere en generel tilladelse til at give lussinger?

3. Skolekommissionen skulle spørges, hvis læreren ønskede at bruge midler, som loven ikke tillod. Men i præcis hvilke tilfælde tænkte man, at dette eventuelt kunne komme på tale?

4. §27 i skoleloven fra 1814 er bare udeladt i alle senere skolelove, der slet ikke omtaler problemet. Betyder det, at paragraffen slet ikke gjaldt mere?

5. Udeladelsen af begrænsningerne i lærernes revselsesret i alle senere skolelove tyder på, at politikerne har ment, at straffelovens forbud mod legemsbeskadigelse var tilstrækkelig beskyttelse af børnene. Men lussinger er vel ikke generelt strafbare efter straffeloven. Så måske var det derfor, at lussinger bare blev benyttet overalt?

Det kan desuden bemærkes, at da også forældrenes revselsesret blev afskaffet i 1997, garanterede Pia Kjærsgård, at DF ville indføre den igen lige så snart, at DF fik stemmer nok til at kunne gøre det. For hun var indædt modstander af, at dens afskaffelse efter hendes mening betød, at ansvaret for børnenes opdragelse blev overført fra forældrene til det offentlige. De nuværende opinionsmålinger tyder jo derfor på, at revselsesretten måske kan være på vej tilbage til forældrene inden for en overskuelig fremtid...

Casper Petersen

Skrider debatten her ikke lidt?
Jeg har faktisk gået på skolen i artiklen, og havde Fru Christensen som tysklærer i 7. klasse. Jeg har aldrig nogensinde hørt om at de eller andre lærere på skolen slog nogen.

Det var generelt at man tiltalte lærerne ved efternavn, ikke kun inspektøren. Jeg husker også at man i tysktimen stod bag stolen indtil læreren gav lov til at sidde ned.
Især husker jeg morgensamlingerne, hvor inspektøren steg op på en lille skammel mens fruen sad ved klaveret. Man kan mene hvad man vil, men det var faktisk en god start på dagen.

Jeg tror ikke man dør af lidt disciplin. Der var både plads til debat og kreativitet. Og jeg mener selv det har gavnet at kunne indrette sig i et system.
Det skal dog siges at en skole som Vindinge er ret priviligeret. Der er meget meget få sociale problemer, og når klasserne kun går til 7. slipper man for de allerværste teenage problemer.

Men alt i alt ville jeg ikke selv have nogensom helst kvaler ved at sende mine egne børn til en skole med en filosofi som Vindinge.