Solbærlikør er udgangspunktet for kir, den nemmeste cocktail af dem alle

Da jeg for ti år siden blev begunstiget med et hus og en have på landet, hvor vi nu bruger stort set alle vores weekender og ferier året rundt, gik jeg amok i at lave kryddersnapse. Hvad der ikke blev smidt på den lokale købmands billigste vodka (et par år hed den Boris Jeltsin – et mærkeligt eftermæle: at få en vodka opkaldt efter sig).

Men efterhånden som flaskerne lagrede efter kyndige mellemtider og smagninger, fandt jeg ud af, at de færreste er værd at skrive hjem om.

Den besungne valnøddesnaps smager for mig som halsbetændelse og afskrab fra ens mandler, og derfra er det nærmest kun ned ad bakke.

Min lyst og smag har i stedet bevæget sig mod frugtsnapse, eller rettere hjemmelavede frugtlikører. Indtil for et par år siden havde vi en god landliggernabo, der på ganske ulovlig vis havde et lille destillationsapparat, hvor han – enkelte gange med min hjælp – gjorde god brug af alle de mange kirsebær, som vi var omgivet af i haver og på alleer.

Han brugte den resulterende spiritus til videre produktion af kryddersnapse, mens jeg drak den rent, for det var den lifligste og mest subtile kirsch.

Vi har mange bær i vores have. Ribs, jordbær, hindbær, stikkelsbær, som sagt kirsebær, og så en masse solbær, og jeg har med held lavet likør af dem alle, stikkelsbærrene undtaget; det skal nok komme. Og jeg har lavet fantastisk romtopf med en blanding af det hele, men jeg må indrømme, at min kones og svigerindes solbærlikør er den bedste, og den vi med størst glæde vender tilbage til. Der er stadig tonsvis af bær i haven, så de har lige lavet årets produktion.

Opfindsom præst

Solbærlikør er jo det, de i Frankrig kalder Creme de Cassis, og det er udgangspunktet for den nemmeste cocktail af alle, en kir. Og uden at skulle trætte dig, kære læser, med en gammelkendt historie, så skal vi måske lige hive den gode traver om kir frem, da den jo fortjener det og er gjort af det stof, vi næres af, eventyr og gode fortællinger.

Canon Felix Kir var borgmester i Dijon. Han havde været præst og modstandsmand under Anden Verdenskrig, hvor cafélivet til dels blev ødelagt af den tyske besættelsesmagt, fordi den lokale befolkning ikke længere kunne sidde og sludre over en kop kaffe eller et lille glas vin, som de ellers havde for vane, ikke mindst i Bourgogne-distriktet, hvor Dijon er hovedstad.

Derfor var den ellers så populære vincocktail ved navn Blanc Cassis stort set forsvundet, men det besluttede Canon Felix Kir at gøre noget ved, så ved alle officielle begivenheder serverede han blandingen af solbærlikør og hvid bourgogne for sine gæster.

Som tak for denne dåd skiftede blandingen navn og blev opkaldt efter byens elskede borgmester.

For at opnå optimalt resultat skal man vælge både vin og likør med omhu. I Dijon bruger de vine på aligoté-druen, men de er svære at opdrive herhjemme, så man skal blot sikre sig, at vinen er tør og med syre.

Og cassissen skal have høj alkoholprocent af den simple grund, at en cassis på 20 pct. har dobbelt så meget frugtindhold som en på 16 pct. og kun en ottendedel mere sukker. Det er frugtsmagen og ikke kun sukkeret, man skal gå efter.

Hvis man erstatter hvidvinen med en tør, ung champagne, kaldes det en Kir Royale. Hvis man erstatter hvidvinen med en tør, ung bourgogne-rødvin, hedder det en Communard på grund af farven opkaldt efter kommunarderne, tilhængerne af Pariserkommunen i 1871, der blev opfattet som særligt røde socialister.

Jeg har også i engelsksprogede lande set den røde version omtalt som en Cardinal på grund af de katolske kardinalers purpurfarvede klæder. Den mousserende vin må ikke være sød. Brug f.eks. Crémant de Bourgogne eller spansk cava i stedet for fransk champagne, det er billigere og tit bedre.

Når man blander frugtlikør i vin, er det altid godt at prøve sig lidt frem, da sødmen af cassissens sødme godt kan variere fra år til år, ja sågar fra flaske til flaske. Kom først en lille smule i, smag og tilsæt mere efter behov.