Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min familie skal forære mig deres tid

Moderne Tider
6. september 2014

Bedstefaren, 84

Da jeg om et par måneder fylder 85, er min familie begyndt at spørge forsigtigt, hvordan det skal fejres. Det er, som forventeligt, ikke så få børnefødselsdage, min livsledsager gennem mere end 65 år og jeg har deltaget i, og vi har sjældent haft de store spekulationer over, hvilken gave de skulle have. Det har for 90 procents vedkommende været kuverter. Med det let gennemskuelige og lidet overraskende indhold: PENGE til et eller andet formål. Det har sparet os megen tid.

Nu kan jeg så ikke dy mig: Hvis min ligning skal gå op, så ønsker jeg mig en masse kuverter. De skal indeholde TID. Og helst af en vis kvalitet. Nemlig, at de inviterer os gamle helt alene til deres hjem/ hybler/ kollektiver, gerne til et måltid – bare for et par timer, hvor der er fokus på OS. Eller det kunne være tid sammen på en rejse – vi skal nok betale.

Der ligger egentlig ikke nogen bebrejdelse heri. Sagen er jo, at de vitterligt har så travlt alle sammen. Livet for de generationer, der er kommet efter os, der var unge under besættelsen, er så fuldt af muligheder og udfordringer, at jeg/vi udmærket forstår, hvor svært det kan være at stoppe op og prioritere.

Er det for frækt?

Svar I:

Ja, det er alt for frækt. Lige så frækt som min seksårige datters nye skole, der holder skoledag på lørdag. LØRDAG! Jeg har i flere dage bekæmpet et irrationelt indædt raseri over, at en hverdagsinstitution overskrider den hellige grænse til vores weekend, hvor vi endelig kan slappe af og være sammen. I min familie er tid/penge-balancen for længst tippet over til den side, hvor tiden er langt den mest kostbare ressource. Og dit spørgsmål gjorde ondt på mig, fordi jeg så ofte har brugt min tid forkert. Du skal helt klart gennemføre din plan, der (når irritationen har lagt sig) vil være en fin og kostbar gave til dine unge mennesker, som de stadig vil være glade for, når du engang selv er væk.

– Lotte Folke Kaarsholm

Svar II:

Uha, uha da, der rammer du lige ned i alle os ’unges’ dårlige samvittighed. Vi er ret sikkert mange, der føler, at vi ikke prioriterer de ældre generationer særlig højt, når vores stramme ugeplaner lægges (med mindre det drejer sig om et pludseligt behov for børnepasning).

De tider, hvor familien i sin bredeste opstilling udgjorde en solid ramme om den enkeltes liv, er forbi efter årtier med stadigt flere personlige projekter, statusopdateringer, stigende individualisering og en statsliggørelse af ansvaret for vores forældres og bedsteforældres velbefindende. Så jeg forstår udmærket dit/jeres ønske, og jeg synes godt om din/jeres idé til at gøre opmærksom på et helt igennem naturligt behov for at se jeres fortravlede familier.

Ønsket om kuverter med tid er et vink med en vognstang – og tro mig, alle, som læser jeres ønskeliste, ved præcis, at det er på det punkt, at de giver for lidt eller prioriterer for egoistisk. Så forlang blot det, der retteligt bør tilkomme jer, nemlig TID til samvær med jeres eget afkom. Og gør det uden blu, de skylder jer det.

– Jesper Løvenbalk Hansen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Det er da en rigtig god ide!
Ikke for at give dårlig samvittighed eller noget af detder,
men bare for at tilbringe tid sammen
generationerne imellem.
Det behøver jo bare være nogle timer, som ellers skulle sælges til anden side.

Jeg tror faktisk, jeg kunne finde på at skrive det samme på min ønskeliste. :)

Der kan da ikke være noget ved at tilbringe tid sammen med nogen, der hellere ville lave noget andet.
Den dårlige samvittighed forekommer mig at være det værst tænkelige udgangspunkt for et godt samvær.
Find hellere nogle jævnaldrende i samme situation og lad det uforpligtende samvær blive til gensidig glæde og berigelse.
Hvis de unge efterkommere så tilmed indfinder sig engang imellem, er det bare en bonus.

Jeg tilhører samme aldersgruppe som brevskriveren, sådan cirka. Jeg kan godt forstå at nogle savner og ønsker sig noget andet end mig. Jeg bliver glad når mine børn eller børnebørn bruger tid på mig, meget, men jeg forventer det ikke!
En lille omvej! Når der er 'et eller andet' med mine teenage børnebørn, da ved jeg nøjagtigt hvordan de, børnebørnene, har. Et tilbage til min egen teenagetid! Selvom det hed noget noget den gang, så er det limbo man befinder sig uafhængig af tid! Børnebørnenes forældre synes dog at have glemt, hvordan det var for dem at være teenagere.
Måske har brevskriveren og hans kone 'glemt', hvordan det var i deres yngre år? Glemt at de, som alle os andre, fik børn for vores egen skyld, ikke har glemt men ikke husker på, alt det de dog har givet os de vidunderlige børn, og ikke mindst hvad deres DERES BØRN har forgyldt vore liv med!
Jeg for min del har fået i pose og sæk, der er såmænd nok til at glæde mig mange år endnu, også selvom der bliver længere og længere mellem , snapsene', også i mit liv!!

Lise Lotte Rahbek

Laust Holst
Har du læst oplægget?
Det handler om et ønske til en fødselsdagsgave. Det er ikke noget med tommelskruer, skyldspåførelse eller bebrejdelser.

Hvis man ikke vil give af sin tid til de gamle, kan man vel lade være og give en kongelig porcelænsfigur eller noget andet istedet.

giv af dit hjerte, men forvent intet, håb.
- håb er et fælles standpunkt, som ikke er så fælles alligevel.

randi christiansen

Aj hvor genialt - sejt at være i familie med friske gamlinge, der får sådan nogen goe ideer. En stor gave at være sammen med mennesker, der har levet så længe og derfor kender helt andre tider. Det er jer, der gir de unge en gave. Det eneste sørgelige i den historie er, at generationernes indbyrdes samvær ikke er en selvfølge.

Lise Lotte Rahbek:'Det handler om et ønske til en fødselsdagsgave'? Gør det nu også det? Jeg tænker om det ikke snarere handler om at få omsorg? Hvilket jo er til at tage og 'føle på' ;-)

Jesper Jørgensen

De kan da bare møde op og banke på døren.
(Uha, næ nej, man vil ikke mase sig på.)
Hvad med at ringe så: ring først, i god tid, og jævnligt. Lær de mennesker hvis tid du gerne vil have at kende på deres præmisser. Tal med dem. Begynd tidligt, i deres barndom, og indpod dem med det du gerne vil have.

Lone Christensen

Jeg synes at det er en pragtfuld idé! Og det er jo et ønske, som kommer fra hjertet!

Jeg ser for mig familie medlemmer byde ind med forskellige former for samvær: En gåtur, et spil kort, en middag, se en film sammen, gå på udstilling eller til en koncert osv osv. Det kunne jo også være noget helt andet, som f.eks. at invitere bedstefar med en tur på ens arbejdsplads eller uddannelsessted, så han kan se, hvad man laver. En time må kunne gøre det med en kop kaffe eller the i kantinen. Mulighederne er mange og behøver slet ikke koste en bondegård!

randi christiansen

At dele tid og åbne sig for hinanden kan være det sværeste - især hvis gamle familiemønstre og forventninger lægger sit klamme net omkring samværet. Hvis parterne derimod evner at mødes åbent og fordomsfrit, kan det være meget givende. Netop familierelationer med uudsagte forventninger og mere eller mindre skjulte krav til at underlægge sig normer som hæmmer og skjuler parternes ægte personlighed, kan gøre samvær vanskeligt, måske ligefrem utåleligt. Familiedynamikker er de vanskeligste, fordi de er så tæt på. Øvelsen : at frisætte den du elsker, kan vise sig at være den sværeste.