Læsetid: 11 min.

En helt almindelig tirsdag

[Boguddrag] Maria Gerhardt, også kendt som DJ Djuna Barnes, krydsklipper mellem sit behandlingsforløb for brystkræft og erindringsglimt fra det københavnske natteliv i sin nye bog, som samtidig er en lang kærlighedserklæring til hendes kæreste og deres søn
[Boguddrag] Maria Gerhardt, også kendt som DJ Djuna Barnes, krydsklipper mellem sit behandlingsforløb for brystkræft og erindringsglimt fra det københavnske natteliv i sin nye bog, som samtidig er en lang kærlighedserklæring til hendes kæreste og deres søn

Jonas Kjær

Moderne Tider
13. september 2014

Jeg skal have min første gang kemoterapi, og du har taget fri for at være med. Vi gør, hvad vi kan for at holde turen ind til Rigshospitalet i en let og munter tone. I taxaen laver vi en liste over alle de områder, hvor sygdommen forhåbentlig kommer til at påvirke mig positivt.

»Jeg bliver sikkert tynd,« siger jeg. Og tænker på de skrækbilleder af kræftpatienter, der ligger på min nethinde, underernærede, uden hår, kilo eller energi. Jeg har altid gerne villet se afpillet ud, men jeg er kraftigt bygget, kan godt lide mad, bryder mig ikke om at sige nej tak. Der var en, der postede en side, jeg kom til at gå ind på. Den hedder »The Battle We Didn’t Choose«. En amerikansk fotograf har dokumenteret sin kærestes sygdomsforløb. De sidder og drikker øl på de første billeder. Langsomt mister hun håret, svinder mere og mere ind. De holder i hånd, hun holder hof i sin sygeseng. Hun er på min alder, ligner efterhånden en i halvfjerdserne. Går med stok på Times Square. På det allersidste billede er hospitalssengen tom.

»Nu har jeg ikke kun siddet en uge i fængsel og været weekendnarkoman. Nu har jeg også været dødeligt syg.«

Nu griner du faktisk, og vi kommer opløftede ind på afdelingen. Min læge forklarer mig, hvordan kemoterapien kommer til at virke de næste par dage. Hun fortæller om medicinen, der er i den pose, sygeplejersken har givet mig.

»I morgen,« siger hun.

»Altså dagen derpå vil du sikkert føle dig smadret, som en omgang hårde tømmermænd, så er det bare om at hygge om dig selv, spise noget junkfood.«

Jeg afbryder hende:

»Jeg spiser ikke junkfood længere. Jeg holder mig fra hvede, sukker, alkohol, kaffe, cigaretter,« siger jeg lidt for ivrigt.

Sådan noget behøver man ikke fortælle læger. De er ligeglade. De tror på to ting. Medicin og motion. Sygeplejersken roser mig dog for at være holdt op med at ryge.

»I dagene, der kommer, vil kvalmen nok tage til, men det er helt individuelt, hvor meget kvalme man får.«

Vi følger med sygeplejersken ind i et tilstødende lokale for at tale videre. Hun har brochurer i hænderne og gennemgår de forskellige bivirkninger ved kemoterapien. Hun er sød på en selvudslettende måde. Hun viser mig en liste over steder, der sælger hår, og udfylder en blanket, der skal give mig 2500,- i tilskud til en eventuel paryk. Den danske stat betaler.

»Jeg har nogle og fyrre hatte,« siger jeg. »Har I noget glidecreme derhjemme?« spørger hun, og nu skal vi snakke om sex, om træthed og ledsmerter, og hun spørger til vores økonomi.

»Er I pressede?« spørger hun. »Nææh,« siger jeg.

»Altså det kommer an på i forhold til, hvilken standard man måler ud fra.«

Da vi er nået listen igennem, bliver jeg ført ind i et lille rum. Der er små båse, adskilt af lange hvide gardiner. Der sidder ikke nogen andre, da vi kommer derind. Jeg skal have kemoterapien i drop, og sygeplejersken tager tilløb til at sætte droppet fast i min højre hånd. Hun har problemer med at få nålen rigtigt ind, mine vener sidder åbenbart dybt. Fire gange forsøger hun, inden den sidder rigtigt, og det gør ondt. Jeg prøver ikke at vise det, men du kan se det på mig, og hun er ulykkelig over det. Ellers går det smertefrit. Det tager cirka halvanden time. Vi spiller Quizbattle imod fremmede på din telefon imens. Vi tæver dem.

Så kører vi hjem, køber ind, du cykler over og henter Bjørnstjerne fra vuggestuen. Vi afventer. En helt almindelig tirsdag. Jeg tænker på nytårsaften, som vi fejrede i min venindes sommerhus, hvor vi alle sammen skulle sige lidt om året, der skulle komme. Da det blev din tur, sad du tavs og vævede. Svarene på mine prøver var ikke kommet endnu. Bjørnstjerne sov uroligt i huset overfor. Jeg sad og pillede ved babyalarmen, mumlede skål og hævede mit glas med æblecider.

...

Et nyt galleri åbner på Islands Brygge. Det finansielle marked er stadig intakt, så lyden skal helst være lidt smadret. Når krisen først begynder, vil der blive søgt mod det stensikre hit. Men lige nu bliver der eksperimenteret, kunstbranchen smiler, og folk blander sig med hinanden og snobber nedad. Efterfesten er større end normalt til kunstfester, galleristen vil markere sig og har lejet hele autoværkstedet ved siden af galleriet. Hun har hyret mig til at spille, det er forår, og it’s happening. Jeg kan mærke, at herfra vil det gå stærkt.

Mit følge er flot. Nogle af dunsterne er med. Puta har sin turkise Chaneldragt på og den sorte paryk med pandehår. Hans hud er malet hvid, munden som en jokers. Han har to piger med fra modebranchen. De er berygtede. Den ene er vanvittig smuk, jeg har hørt om hende, men rygterne er divergerende. De sidder neden under dj-pulten det meste af aftenen, kommunikerer på tegnsprog. De kan ikke høre hinanden, for min monitor er høj, men hver gang jeg kigger ned til dem, græder de af grin. Da jeg sætter ‘Happy Mondays Step On’ på, kommer de frådende ud. Danser fra side til side. Skråler, som om de var til fodboldkamp. Det står godt til alle de palietter, de har på. Den ene af dem spørger, om vi skal snave. Festen koger. Det regner med drinks over mixerpulten, og da jeg siger, at jeg lige står og arbejder, siger hun:

»Kom nu!«

Da politiet kommer og lukker festen, hiver hun mig med. Hun ved, hvor vi skal hen, og propper hele holdet ind i en taxa. Chaufføren beklager sig. Vi er for mange. Vi er for langt ude. Bilen starter alligevel, og jeg ligger nederst, midt på Amager Boulevard, da hun smider stiletterne og begynder at køre sine bare fødder rundt i hovedet på ham.

Inde i mit hoved bor hun i en herskabslejlighed. Noget stort, majestætisk, et sted med historie, hvor hun har bidraget med et par spøgelser, skeletter i de smukke indbyggede skabe. Et slidt monster med masser af plads, hemmeligheder, karnapper, sildebensparket med rødvinspletter. Påklædningsrum. Vilde planter i store krukker, fingerphilodendron smygende op ad store vindueskarme til kæmpe vinduer uden forsatsruder, kondensvand, der siver ned i skjolder. Tilfældige, men ægte tæpper. Måske et stort badekar omkranset af dufte, hun har taget med fra rejser, fra varme lande, fra sjælens Amerika. Stuer med forskellige stole, hun har fundet i opgangen, der huser andre tosser, baronessen fra fjerde. Værelser med tilfældige lejere. Lofter med krummelurer og vanvittig stuk. Ulve eller løver eller andre stolte dyr står imellem pænt inddelte striber og burde holde sammen på hendes hjem.

Hun bor på Finsensvej. I en gul betonbygning fra firserne. Firkantede rum med en anelse svamp. Et standard badeværelse. Et åbent billigt køkken. Modemagasinerne står i rækker langs hele den ene væg. Hun har hængt et par billeder op, loppefund og udklip i tilfældige rammer. Der hænger et par nøgne søm, for hun forærer billederne væk til de mest vedholdende i weekenden. Jeg møder mange forskellige socialklasser her. Unge drenge med rastløs energi. Trust fund kids, der ikke ved, hvad de ellers skal bruge deres penge på. Taxachauffører. Det er hende, der lærer mig ordet drænet. Hun bruger det mest om andre mennesker.

Hun siger aldrig undskyld, og hun beder aldrig om noget. Det er sådan, hun kører sit kærlighedsliv og sin karriere, og jeg kigger på det med store øjne. Modebranchen er vild med hende. Også i Jylland. Når hun kommer ind ad døren, lyser sælgerne op. Om aftenen tager hun dem med på bar, og næste morgen vågner de og føler sig på kanten. Moderne forkælede mennesker, længselsfulde efter buksevand.

Jeg har set hende spise fire hotdogs i træk på min regning for så at bøvse mig op i hovedet og gå hjem med en anden.

»Jamen, han var spanier. For første gang på besøg i København.«

Hun har fortalt mig om engang i London, hvor hun malkede et Mastercard. Når hun fortæller historien, laver hun en særlig bevægelse med hånden. Hånden tager imod pengene fra maskinen, pengene bliver ved med at komme ud, øjnene bliver større. Tres tusinde nåede hun at fyre af, inden kortet blev slugt. Hun stjæler også det tøj, hun låner til modeserierne. Indimellem forærer hun det til sine venner. To hvide hættetrøjer med sorte tegninger af et ansigt i en raidhue er dagens gave til de unge drenge.

»Mine tvillinger,« siger hun og tager dem rundt om skuldrene. Stikker fingrene ned i deres bukselinning. Hun er fuld, det er hun for det meste, får nye venner konstant, inviterer dem hjem, i den særlige inkubationstid, hvor hun holder sig ædru nok til at byde på middag, faktisk købe ind, lytte, indfange. De aftener ender aldrig og hvorfor se sig tilbage?

Jeg kommer og går i et par år, og det er jeg ikke den eneste, der gør. Indimellem går jeg rundt på tomten overfor, fordi jeg har smækket med døren, raser i den særlige følelse, når den, du tror elsker dig, elsker alle. Naboerne skuler. Hendes transistor kan spille højt. Timerne bliver til døgn, døgn, der udhuler resten af ugen. Hun har persienner, der kan mørklægge lejligheden. Der ligger tæpper og tørklæder i vindueskarmen til at tage eventuelle resterende lysstriber.

Indimellem rydder hun op. Sætter høj musik på. Hiphop af den gamle skole. Klassisk rock. De dage skrubber hun gulvet og sig selv. Fodspor. Hudceller. Hun lufter ud og lakerer sine negle.

I en kommode ude i entréen er der en skuffe, hvor hun lægger alle sine regninger til at dø.

Oven på fjernsynet ligger der en videokassette. I kompleksets stueetage ligger en Playtime videoforretning. Jeg ser rykkerne komme, men hun kunne ikke drømme om at aflevere den. Der er masser af cd-covers og spejle i lejligheden, men det er ikke det samme som den kassette. Der er noget mytisk over den. Hun bekymrer sig, spørger efter den. Den skal helst ligge klar oven på fjernsynet. Den kassette sniffer man på. Det er et ritual. Det er sådan, man gør tingene her. På et tidspunkt prøver jeg at regne mig frem til bøden af en for sent afleveret film, flere år efter, men min hjerne eksploderer, inden jeg når frem til resultatet.

...

Jeg ligger og tænker på stoffer. Dem, som jeg selv har købt, og dem, jeg har fået på statens regning. I tirsdags fik jeg kemoterapi for anden gang, halvanden liter Epirubicin og Cyclofosfamid ind gennem et drop i hånden. Efterfølgende har jeg taget både Motilium, Zofran og Emend, som dæmper kvalmen, men som til gengæld giver forstoppelse, og for det tager jeg Movicol. Jeg tager Panodiler og Ibumetin for almene smerter. Dette er kun begyndelsen.

Kemoterapi sløver knoglemarvens evne til at danne hvide og røde blodlegemer, så mit immunforsvar smelter lige så langsomt. Hvis de hvide blodlegemer er meget reduceret, kan man få en infektion. Feber er tegn på infektion, og det kan man dø af. Jeg fik feber i går, det er derfor, jeg er indlagt og ligger og tænker på stoffer, i forvasket tøj fra Frederiksberg Hospital.

Min brændende pande har ligget på ikke så få af byens toiletkummer. Jeg har omfavnet køligheden, slået brættet ned, linet op, prøvet det meste. Dog ikke heroin, som man skal holde sig fra for at undgå det patetiske strejf af længsel i blikket, det efterlader alle med. Jeg har heller ikke prøvet nogen designerdrugs eller Sydamerikanerne: Ayahuasca og meskalin. Jeg har DMT til gode. Dødsstoffet. Det skulle kun vare i femten minutter, men viser folk deres egen død, lyset for enden af tunnelen. Der skal være en shaman til stede, når man tager DMT, og det skal helst tages i umiddelbar nærhed af vand.

Biopaten har ordineret 4.000 milligram C-vitamin hver dag for at holde mit immunforsvar nogenlunde i live. Tre multivitaminpiller, to kapsler med grøn te-ekstrakt, hvidløgspiller for de forskellige svampearter, der bor i tarmene. Zink for at styrke hår og negle. Min kinesiske akupunktør har givet mig nogle specielle rødder, jeg skal varme op og lave suppe af for at styrke de hvide blodlegemer, og en pose med noget, der ligner dadler, imod kvalmen.

Jeg har ikke en infektion, så de giver mig ikke antibiotika, men de beholder mig alligevel natten over til observation. Jeg får en Stesolid på grund af stærke smerter i nakken. Det er min debut på denne klassiker. Den er i familie med Ketogan og Rohypnol. Hvis man går ned ad Istedgade, kan man se dens virkninger i fuld effekt. Den er nervemedicinens konge. Ekstremt muskelafslappende, virkningsfuld over for angst.

Jeg må ikke rejse, imens jeg er i kemoterapi. På grund af faren for feber og infektioner er der ingen forsikringsbureauer, der vil forsikre mig. Men jeg har det også skønt her. Jeg forlader kroppen og mærker min hjerne vokse. Det minder mig om gammel vægtløshed, kolossale tanker. Der er ikke den gåde, jeg ikke kan løse. Alene på stuen, indlagt med storhedsvanvid ordner jeg verden: »Det er genialt,« står der i en af de mails, jeg lige så godt kan tjekke. Jeg har totalt styr på det. Ligger og tripper lidt på den sætning. Der sker noget særligt, når jeg har travlt. Hvert halve år til modeugerne. Efter magiske fester, selskaber, sætninger. Jeg går så meget ind i det, at jeg glemmer at sove, glemmer at spise, går rundt om mig selv og gnider mine hænder og ser tegn alle vegne og får hundredvis af ideer. Jeg er sikker på, at hvis sygeplejersken fandt ud af, hvordan jeg ellers hang sammen, ville hun sikkert give mig noget for det.

...

At blive udskrevet i solskin. Gå igennem porte som en anden tosse fra gamle danske film. Jeg kan se flag og balloner. Vender mig og vinker farvel til smerter. Du har hentet mig, og vi henter ham sammen fra vuggestuen. I et tilfældigt lyskryds klemmer du mine kinder, holder fast om mit ansigt og kysser mig desperat.

»Min skat, min skat.«

Vi går på Skydebanen. Ovre ved gyngerne er der læ, og jeg tager min jakke af. Du henter kaffe og sandwich, og han leger i sandkassen med et par andre børn. Der er intet sted i verden, jeg hellere vil være. Når jeg lukker øjnene, tindrer alting stadigvæk. Vi går hjem ad Gammel Kongevej, og jeg er interesseret i alting. Stopper ved butiksvinduer og tjekker, hvad de har at byde på. Du er smuk. Han er smuk. Vi bor her. Sikke et dejligt område, parisisk! Vi køber dagens ret i en af delikatesseforretningerne på Værnedamsvej. Der er cremet kartoffelmos til ham og en chokolademousse til deling. Du siger, at jeg godt må. Kvalmepillerne gør mig varm og rundtosset. Du holder øje med, hvornår jeg tager dem, og så kommer du ind til mig, nøgen.

Maria Gerhard
Der bor Hollywoodstjerner på vejen
People’s Press
Udkommer 17. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her