Læsetid: 2 min.

I højeste beredskab

Der er noget håbefuldt i at en NATO-generalsekretær er på vej, der ikke finder det væsensfremmed at indrømme egen svaghed

NATO

27. september 2014

Der findes en anekdote om Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg, som onsdag overtager stafetten som NATO’s generalsekretær fra Anders Fogh Rasmussen. Det er Stoltenberg, der selv har genfortalt episoden, der er ganske lille, i et portrætinterview i den norske tabloidavis Verdens Gang for nogle måneder siden. Den lyder sådan her:

Dagen efter, at han havde vundet valget i 2005, købte han en mountainbike.

Han cyklede til Majorstua, hvor et ungt par stoppede ham i et vejkryds for at spørge om vej.

»I præcis det øjeblik, hvor den unge pige opdagede, at jeg var Jens Stoltenberg, som hun havde set i fjernsynet, faldt jeg. Jeg glemte, at jeg havde klikpedaler på, og nåede ikke at få fødderne ud af pedalerne. Jeg lå og rodede ind over hende i en meget mærkelig stilling. Da jeg var kommet op at stå, cyklede jeg bare videre uden at sige farvel. Det var en lettelse for alle, at jeg kørte.«

Ligheder

Man kan selvfølgelig bemærke, at den afgående og den tiltrædende generalsekretær deler interesser. Utallige er de lejligheder, ved hvilke Anders Fogh Rasmussen har ladet sig afbilde på en mountainbike eller i løb, som på dette foto fra en tidlig morgenløbetur i Central Park i tirsdags. Eller som på det berømte billede af Fogh og George W. Bush lykkeligt cyklende side om side gennem skovene ved præsidentens landsted Camp David i 2006.

Den cykeltur afsluttede Anders Fogh med at konkludere, at han trods de daværende borgerkrigstilstande i Irak bakkede USA’s præsident helt op i, at det havde været helt rigtigt at gå i krig for at indføre demokrati i Irak: »Vi der lever i frie samfund har også en forpligtelse til at stå sammen – ikke blot for at forsvare de frihedsværdier, men også for at fremme dem, hvor vi kan.«

Håbefuldt

Som journalisten David Trads skrev forleden om løbebilledet fra Central Park, er Anders Fogh Rasmussen altid tidligt oppe og altid foran de andre, når han er ude at motionere. Det er svært at forestille sig, at dette er en mand, der kunne skvatte i sine klikpedaler, eller så meget som indrømme at et skvat kunne finde sted.

Der er noget håbefuldt i at en NATO-generalsekretær er på vej, der ikke finder det væsensfremmed at indrømme egen svaghed. Måske findes der tidspunkter i geopolitik, hvor det kan svare sig at opføre sig lidt afvæbnende frem for altid væbnet til tænderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu