Læsetid: 11 min.

Inde i varmen

De gik med kniv, stjal, røvede banker og kom i slagsmål. Hadede politiet, kommunen, lærerne – alle der blandede sig i deres liv. Nu er de begge næsten færdige med en uddannelse, og tjener lovlige penge. Som de sveder for. Her fortæller to af Nørrebros rødder om, hvad der skulle til
Isolation. En dreng jager duer væk på Nørrebro. Mange unge, der vokser op i f.eks. Mjølnerparken har ikke nogen stor erfaring med verden udenfor kvarteret.

Isolation. En dreng jager duer væk på Nørrebro. Mange unge, der vokser op i f.eks. Mjølnerparken har ikke nogen stor erfaring med verden udenfor kvarteret.

Tor Birk Trads

6. september 2014

Man bliver ikke bare en rod, og senere hård kriminel, der stjæler og slås og stikker med kniv, sådan lige pludselig. Det er noget, der kommer lidt efter lidt. Først er man en lille knægt på omkring 10 år. Man hænger ud med gutterne i gården i kvarteret, køber slik og spiller bold. Når man bliver lidt større, får man lov til at komme ud på gaden og løbe.

»Og hele tiden ser man dem, som er større, som laver dårlige ting. De har fede biler, smart tøj og penge på lommen. Det er fristende. Vi er bare små drenge, som spiller bold og keder os,« siger Jassin.

Ibrahim nikker:

»Ja, så tænker man, at man vil være ligesom dem.«

Vi er på Nørrebro en hverdagsaften i august. Igennem et årti har vi hørt om bandernes hærgen i udsatte boligområder. Om utilpassede unge drenge, som skolen, kommunen og boligforeningerne ikke ved, hvad de skal stille op overfor. Men de senere år er det faktisk lykkedes, at få nogle af rødderne til at at slå rod. Vi er taget til Nørrebro en sensommerhverdagsaften for at høre hvordan. Regnen siler ned over tøjbutikker, grønthandlere, kaffebarer og socialt boligbyggeri. Her dufter af varm, våd asfalt. Det er her, Ibrahim og Jassin er født og opvokset.

De to unge fyre sidder ved mødebordet på et affolket kommunalt kontor – møbler i lyst træ og standardkaffekander. For Ibrahim og Jassin er rummet fremmed, men bydelen lige uden for vinduet er deres hjemmebane: Et miljø, hvor alle kender hinanden, hjælpes ad og har et særligt sammenhold. Men også et sted, hvor der mangler gode forbilleder. Og hvor den lille knægt, der løber rundt mellem boligblokkene, risikerer at vokse sig til en ung kriminel, med vold, røveri og brand på samvittigheden.

Det var det, der skete for Ibrahim og Jassin. Ibrahim er 20 år gammel og har albansk baggrund, Yassin er et år yngre og fra en pakistansk familie. Men de er begge født i Danmark og er danske statsborgere.

»Vi har det røde pas,« som Ibrahim formulerer det.

Han er den alvorligste af de to. Klare øjne med lange øjenvipper. Skæg og kort hår. Jeans og polotrøje fra Ralph Lauren. Jassin ved siden af er klædt i Adidas og Nike. Han har lettere til smil og starter mange af sine sætninger med et: »Hallo, mand«.

Det er ikke alle de unger, de løb rundt sammen med på gaderne i kvarteret for ti år siden, som blev kriminelle, fortæller de.

»Da vi var helt små, var vi 30, der løb sammen og smadrede ruder og tæskede mennesker, men efterhånden blev vi færre. Dem der stoppede, var de kloge,« siger Ibrahim.

Nogle fik en uddannelse, »skoledrengene« kalder Ibrahim dem. Og så var der »kærlighedsdrengene« – dem som hurtigt blev gift. Ibrahim og Jassin tilhørte resten: De lovløse og rodløse.

»Din omgangskreds har stor betydning. Hvis de stjæler, bruger kniv og laver røveri, og jeg hænger ud med dem, så gør jeg også de her ting. Man gør det for at være en del af varmen,« siger Jassin.

Kedede sig bare

De var ikke mere end 13-14 år, da de begyndte de at lave indbrud, begå bankrøveri og stjæle. Der var også knivstikkerier. Og hærværk. Og provokationer mod alt og alle. Andre drengegrupper. Og ikke mindst kommunale medarbejdere og politiet.

»De var hele tiden efter os. Og så bliver man vred. Når vi lavede ballade, var det en slags hævn mod politiet. Når vi smadrede det hele, var det dem, der skulle rydde op. De skulle på en måde arbejde for os,« siger Jassin.

Balladen var sjældent planlagt. Måske sad man bare og kedede sig en dag, klubben var lukket.

»Så tager man måske en sten og smadrer en rude. Sådan lidt: ‘Se lige mig.’ Og så er der en anden, der også tager en sten, og ‘bang, bang’, flere smadrede ruder. Og så er der en voksen, der råber efter os: »Hey, hvad har I gang i?«. Og så truer man ham. Og så kommer politiet. Og så smider man sten på dem. Og så eskalerer det. Men altså, så sker der jo noget. Action!« siger Jassin og fortsætter:

– Var der slet ikke nogen, der prøvede at få jer til at lave noget andet?

Begge fyrene nikker. Jo, der var da SSP-konsulenterne fra kommunen, som gik rundt og forsøgte at snakke. Men de var ikke til at stole på, siger Jassin og Ibrahim. De noterede ting ned, og ind imellem tilkaldte de politiet.

»Altså, det er aldrig okay at lave kriminalitet, men det handlede meget om kedsomhed,« siger Ibrahim.

I en periode sad Jassin varetægtsfængslet på en sikret institution for drabsforsøg, men blev frikendt, og generelt blev drengene ikke taget for en brøkdel af alle de ulovligheder, de begik.

Kan ikke stole på kommunen

Ingen af dem har gået særlig meget i skole.

»Allerede fra 2. klasse var jeg hele tiden i problemer. I 3. klasse satte jeg ild til skolen, og så blev jeg smidt ud,« siger Jassin, der efterfølgende flyttede skole flere gange.

Også Ibrahims skolegang er et generalieblad af ballade, specialklasse og skoleskift. Fra omkring 8. klasse pjækkede hele klassen.

»Der var kun nogle få af tøserne tilbage. Vi fik Danmarks laveste gennemsnit, da vi gik ud af 9. klasse,« siger Ibrahim. Han griner lidt. Jassin også.

– Er det sjovt?

»På en måde. Eller nej, det er jo lidt flovt. Men lærerne var heller ikke skrappe nok. De skulle have taget fat i vores forældre. Men vi havde bare fri bane,« siger Jassin.

I dagtimerne turede drengene i stedet rundt på Nørrebro, hang ud i baggårde og i parker. Drak sodavand og tog på netcafé. Og lavede kriminalitet. Overvejede de aldrig, om de kunne finde på noget andet at bruge tiden til? For eksempel at dyrke sport?

»Hallo mand. Det var ikke noget for os. Hvis vi gik i svømmehallen, blev vi smidt ud, fordi vi kom op og slås med folk. Vi blev også smidt ud af fodboldklubben, fordi vi stjal folks ting,« siger Jassin.

– Overvejede I aldrig at lade være med at gøre den slags – for at få lov til at blive?

»Du mener som en skoledreng? Bare sidde og kigge? Nej, det kunne vi ikke finde ud af,« siger Ibrahim.

At tjene lovlige penge var heller ikke en mulighed.

»Ud af 20 venner er der måske en eller to, der har et fritidsjob, som de har fået gennem en bror eller en onkel. Resten kan ikke få arbejde. Kun det sorte. Ikke det hvide, « siger Ibrahim.

Hos langt de fleste i kvarteret er der en indædt modstand mod kommunen. Den generelle holdning er, at man ikke kan stole på dem eller bruge dem til noget.

»De kommer bare for at fjerne børnene fra familien. De skal bare blande sig udenom. De skal ikke komme med hjælp, med mindre jeg beder om det,« siger Jassin.

»Ja, man ser dem som en fjende. Man ser dem ikke som en hjælp,« siger Ibrahim.

I en periode havde Jassin en kontaktperson, der ringede flere gange om ugen og tilbød, at de skulle gå ud og spise eller se en film.

»Jeg var bare sådan: ‘La’ mig være! Jeg fatter ikke, at det skal være en hjælp at se en film med en fremmed,« siger Jassin.

Ibrahim er enig:

»Jeg vil ikke tale med dem fra kommunen om mine problemer. Det gør jeg med mine venner. Vi har samme mentalitet.«

Livet i drengegruppen var lukket om sig selv, forklarer de:

»Det var en slags alene-samfund. En lukket gruppe, hvor der var nogle helt bestemte regler,« forklarer Ibrahim.

»Hvis nogen blev taget, skulle man kunne stole på hinanden,« siger Jassin.

Det var som en slags familie. Men hvad med deres rigtige familie? Hvordan har opvæksten været derhjemme? Det vil de ikke tale om.

Men mange af forældrene her i kvarteret har ikke job. De er på pension. De taler ikke så godt dansk, de bor side om side med andre, der heller ikke gør.

»Det er et belastet kvarter. Her i kvarteret kommer mange fra andre lande. Her er flere på kontanthjælp. De har oplevet krig,« siger Jassin.

Efter 9. klasse forsøgte han sig med et grundforløb på Hotel- og Restaurantskolen, men blev smidt ud efter to uger. Efter nogle måneder søgte han i stedet ind som tandtekniker på teknisk skole.

»Det gik ikke særlig godt. Jeg tog mig ikke sammen. Jeg kunne ikke leve mig ind i det der skole. Jeg røg bare smøger, hørte musik, og følte mig helt alene. De fleste dage skred jeg bare ret hurtigt igen,« siger Jassin.

Efter grundforløbet kunne han ikke få en praktikplads. Så mistede han helt motivationen.

Ibrahim tog 10. klasse i Amager sammen med nogle andre drenge fra kvarteret.

»Det gik ikke så godt. Der var seks slagsmål i løbet af en måned. En blev stukket ned. Og der blev stjålet ting fra de andre.«

Han forsøgte sig med to forskellige uddannelser, men droppede ud.

»Så lavede jeg ballade igen. Hvad skulle jeg ellers?«

Har et ansvar nu

Det var omkring på det tidspunkt, at de mødte Tina Hjort og Camilla Sanchez fra projektet Ny Start. De blev i 2010 ansat på Nørrebro til at forsøge at få de unge væk fra gaden og kriminaliteten. Projektet har kørt tre et halvt år i fire bydele i København. Meningen er at tilbyde helt konkret praktisk hjælp med f.eks. at finde en bolig, et arbejde eller en læreplads. De to gadearbejdere trængte sig ikke ind på de unge. De kom bare i ungdomsklubben, og efterhånden rygtedes det, at de kunne hjælpe med helt konkrete ting. Det var noget, der tiltalte Ibrahim og Jassin.

»Det tog lidt tid, før vi stolede på dem. De kom jo fra kommunen. Men de blev ved at være der, og så spurgte jeg dem, om de kunne hjælpe mig med at finde en praktikplads. Og det ville de gerne.«

Efter et halvt års besøg på stort set alle tandklinikker i københavnsområdet fik Jassin praktikplads i Roskilde. Her har han været siden foråret, og næste år tager han sin svendeprøve. Som tandtekniker med speciale i aftagelige proteser. Det er en kæmpe sejr.

»Det var Camilla og Tina, der pressede på og fik mig til at tro på det,« siger Jassin.

Ibrahim er i samme periode med hjælp fra Ny Start kommet i gang med en uddannelse som ejendomsservicetekniker. Han har også fået praktikplads og har fået ansvar for vedligeholdelsen af en børneinstitution. Han checker varmeanlæg, fejer og sørger for, at afløbet er rent. Han har et ansvar, forklarer han.

»Jeg møder både forældre og børn og har kolleger. Jeg føler, jeg er blevet voksen. Jeg ser en anden verden – uden for Nørrebro.«

Adspurgt, om de stadig laver kriminalitet, siger Ibrahim og Jassin – næsten i kor:

»Det har man overhovedet ikke tid til, når man skal passe et arbejde.«

Men det er ikke bare praktikpladsen, som Ny Start har hjulpet med. Medarbejderne har støttet Ibrahim, Jassin og flere andre unge i kvarteret i boligsøgning, gældsafvikling og hvordan man laver et NEM-Id. De har været med til møder på socialkontoret, på skolen og hos SKAT.

Men hvorfor kunne Ibrahim og Jassin ikke bare selv få styr på deres liv? Ifølge de unge fyre handlede det meget om at føle sig uden for samfundet. Og ikke kunne finde vejen derind.

»Verden uden for Nørrebro er et andet miljø. Når jeg kommer derud, føler jeg mig ikke som en dansker. Man orker ikke søge læreplads, for man regner med, at man får afslag, når man hedder Ali eller Muhammed,« siger Ibrahim.

Færre, men sjovere penge

Jassin rejser sig og går lidt rastløst rundt. Det er tid til en rygepause. Vi går ned ad de stille kontorgange mod en altan, hvor fyrene ryger, lænet op af dørkarmen med udsigt til mørket og regnen, mens Jassin fortæller om dengang, de brød ind i netop denne bygning for at stjæle et pengeskab.

»Det var, da vi var små,« siger Jassin. Det er svært at forestille sig, at han har været lille. Han er mindst en meter og 90.

– Hvordan gjorde I?

»Det kan jeg da ikke fortælle. Vi kan jo stadig gøre det i dag. Forskellen er bare, at vi ikke gør det mere,« siger han.

Når de taler om tiden i kriminalitet, bruger de udtryk som: »man må komme videre« og »sket er sket.« Men hvordan kan man være sikker på, at det er fortid?

»Vi er stadig os selv, men med nogle andre tanker. En gang imellem når vi snakker om dengang, vi gjorde alle de dårlige ting, så tænker man, at det er lidt sørgeligt,« siger Jassin.

Han håber, at han kan få et arbejde, når han er færdig med skolen:

»Jeg håber ikke, det hele har været spildt. Jeg håber, at nogen vil lukke mig ind. Ellers ved jeg ikke, om jeg kan finde på at vende tilbage til det dårlige.«

Omvendt har næsten hele det gamle slæng fået hjælp til lærepladser, arbejde eller lignende.

I dag føler de sig begge forpligtede til, at være gode forbilleder for de mindre drenge.

»De tror, man kan lave mange penge ved at lave røveri og indbrud. Og så blive de varme,« siger Jassin.

»Men når man er lille dreng her i kvarteret, er man altid glad for de ældre. Så jeg siger til dem: Tag tidligt hjem. Tag en uddannelse. Lad være med at lave ballade,« siger Ibrahim.

I årene, hvor de begik bræk og røveri, havde de mange flere penge end i dag.

»Hallo, mand. Vi tog på kasino, gik på druk, havde fest med damer, købte ting, tøj, sko, biler. Men man var ikke tilfreds alligevel,« siger Jassin.

Ibrahim nikker:

»Du er ikke tilfreds for de penge, du ikke sveder for. De penge, jeg får, hvis jeg arbejder en hel måned, lovligt tjente penge, dem passer jeg jo på.«

Såkaldte tryghedsmålinger i de fire kvarterer, som har deltaget i projekt Ny Start viser, at der er mindre kriminalitet i området, og samtidig passer flere af de unge deres skole og er kommet i uddannelse og arbejde.

»Før i tiden, da vi lavede larm, var vi ude til sent. Og så skulle man bare sove, for der var ikke noget at stå op til. Men nu skal man hjem klokken 21, for alle vennerne skal tidligt op. Der er ro. Lige som det dårlige smitter, så smitter det gode også.«

Ibrahim og Jassin er opdigtede navne. Deres identitet er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Thorbjørn Thiesen
  • David Zennaro
  • Birgitte Gøtzsche
  • lars abildgaard
  • Steffen Gliese
Lise Lotte Rahbek, Thorbjørn Thiesen, David Zennaro, Birgitte Gøtzsche, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sådan er det jo. Det er altid det, der virker.
Nå, men ellers er det jo så også tydeligt, at der skal ske store ændringer i den sociale sektor, hvis folk skal have gavn af den.

Thorbjørn Thiesen

Her et link der kan give noget af forklaringen på de unge menneskers besværligheder
http://www.equalitytrust.org.uk/news/why-might-people-who-expect-be-soci....
Disse drenge har altid følt at de var ekskluderet af samfundet, denne følelse er blevet forstærket af retoriken fra især Dansk Folkeparti.
Eksklusion eller truslen om eksklusion fører til dårlig sel-regulering.

lars abildgaard, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Men, Carsten Mortensen, de har jo ikke brug for at blive ledt på rette vej, de har behov for nogle regler, der tilgodeser deres mulighed for en rimelig og tryg tilværelse.

@ PeterHansen, 1129
.. og "Menneskemødet" som Rudolf Steiner så smukt benævnte det.
Og det lader det til at de 2 kvinder i artiklen her har fået etableret.
Og det er så enormt, også, men sekundært, økonomisk, i sagen her. (huh alle de kommaer.)

jens peter hansen

To friske fyre der starter i 2. klasse med alt det sjove. Nu er de på rette ej. Ju hu, men navnene er selvfølgelig ikke deres egne. Gud ved om historien ikke er lige som navnene frit opfundne. Nu har vi de sidste 25 år læst fuldstændig de samme historier. For en uge siden var der nogen der skrev at det ikke gik uden man samarbejdede med forældrene, som i denne sammenhæng ikke omtales. Hvorfor mon ? og videre i 10. klasse:
Det gik ikke så godt. Der var seks slagsmål i løbet af en måned. En blev stukket ned. Og der blev stjålet ting fra de andre.« Der blev stjålet ting siges der. Nu har vi ikke tid til at stjæle. Ja der kan man se.

Ja, tænk, Jens Peter Hansen, hvis man ikke havde ladet alt dette passere igennem 9-10 års skolegang, men havde grebet fat i anden klasse, var meget måske gået bedre.
Bag enhver succes i den danske skole står der en eller flere lærere, der formår at gøre en forskel for nogle elever og skabe en relation, der ikke kun er faglig.

jens peter hansen

Det var som en slags familie. Men hvad med deres rigtige familie? Hvordan har opvæksten været derhjemme? Det vil de ikke tale om.

Nej så er det da meget lettere at sige : At lærerne skulle have taget fat i forældrene og at de skulle have været skrappe.
Det ER de andres skyld. Halleluja !

Nej, Jens Peter Hansen, opgaven er en anden: at skabe et andet rum for de elever, der er udfordrede derhjemme. Det er den oplevelse, utallige børn er vokset op med, som har formået at skabe sig en tilværelse, som de vil have den, på trods af et dårligt udgangspunkt. Og det er ikke sjældent, det sker, det er trods alt langt størstedelen af de ikke i udgangspunktet privilegerede børn, der klarer sig godt.

jens peter hansen

Hvor ved vi fra at de skoler der har haft privilegiet at have disse opvakte drenge, hvis familieforhold man ikke vil tale om, ikke har prøvet at hanke op i dem, givet dem rum og tillid. Hvor er det lige vi ved om disse prægtige rollemodeller ikke har fået opmærksomhed og omsorg af fortvivlede lærere, der ikke har anet deres levende råd over for et massivt forældresvigt ?
Siger de ikke selv at fascinationen af de kriminelle og deres egen kriminelle adfærd har været et kick ? Hvad i djævelens skind og ben skal en lærer stille op med en klasse fyldt med elever der har deres egne love og regler ?

Christel Larsen og Charlotte Vestergaard anbefalede denne kommentar

Sikke en succes historie... flere mio spildt på et par idioter der først nu har fattet at deres ligegyldighed overfor andre mennesker har konsekvenser. Det skriger da til himlen at der netop skulle være grebet ind over for de snot forkælede unger længe før de nåede at ødelægge livet for andre..

Jan Mogensen, det er jo lige præcis det, man har prøvet uden held. Mon ikke der er tale om, at man i disse miljøer har så mange dårlige erfaringer med myndighederne, at man ingen tillid og respekt har for dem?
Det er myndighedernes problem, det er dem, der har opgaven at genskabe tilliden.

Peter Hansen: Nej det er forældrenes problem der bliver til myndighedernes, fordi man ikke kan gribe ind tidligere. Læs "Drengene fra Voldsmose", det bliver fremstillet som en succes historie men hvad den knægt ikke har lavet af ulykke og ødelagt for andre inden da er utælligt.

Man kan forarges over drengenes uro og trang til kriminalitet. Og så man kan hævde at samfundet gør det godt nok, men at de bare er nogle rådne æg. At det er generne, familien, kulturen den er gal med. Men man vil nok aldrig forstå problemet.

Alternativt kan man være pragmatisk ligesom de to kvinder var det.

Jamen en af drengene siger jo faktisk at hans forældre måske nok skulle have været lidt mere fremme i skoene. Fint nok. Det var de så ikke. Dumme forældre. Men hvordan kan det være at vi automatisk tror at forældrene havde ressourcer til at gøre det? Man kan jo levende forestille sig at nogen af de såkaldte ’kærlighedsdrenge’, der blev gift i en tidlig alder, og jo nok også fik børn, havde svært ved at give næste generation hvad de havde brug for af støtte. Dermed gentager det sig.

Og hvad gør man så? Vi gør det der virker. Hvis pisken virker så brug den – i moderat omfang. Hvis ikke, så brug guleroden. Her ser det ud som om guleroden virker, og det er helt sikkert at pisken alene ikke virker, for den er jo blevet brugt så flittigt i denne sag, uden at de af den grund blev reformerede medborgere. Man kan synes at de to rødder skulle tage deres straf, men problemet var jo netop at de havde meget lidt at miste da de begik deres kriminalitet. De har noget at miste nu. Derfor begår de ikke kriminalitet. Hvis vi nu skal tage det, de lige har fået, fra dem, sådan at de kan blive straffet for hvad de tog fra andre, så fjerner vi incitamentet til at de kan forblive lovlydige.

Grunden til at familier normalt har mulighed for at skride ind overfor uvorne unger er, at familier er noget ungerne nødigt vil miste, ligesom andre kærlighedsrelationer, jobs, fremtidsudsigter, osv.

Det ligger implicit i udsagnet om at familier skal gøre noget ved deres unger, at de faktisk har muligheden for at gøre det. Men tænk hvis ungerne faktisk slet ikke mener, at der er noget specielt de kan miste, hvis de bliver ekskluderet fra deres familie? Hvad hvis man simpelthen er født uden gulerod, og det bedste man tror man kan opnå er at undslippe pisken?

jens peter hansen

De var ikke mere end 13-14 år, da de begyndte de at lave indbrud, begå bankrøveri og stjæle. Der var også knivstikkerier. Og hærværk. Og provokationer mod alt og alle. Andre drengegrupper. Og ikke mindst kommunale medarbejdere og politiet.
»De var hele tiden efter os. Og så bliver man vred. Når vi lavede ballade, var det en slags hævn mod politiet. Når vi smadrede det hele, var det dem, der skulle rydde op. De skulle på en måde arbejde for os,« siger Jassin.

Drengene havde ingen tillid til kommunen og politiet og er fuldt forståeligt at bare fordi man stjal og lavede bankrøveri og hærværk og knivstikkeri, så skulle de idioter blande sig.
Med den form for logik kunne det måske være lidt svært for læreren at sælge brøkregning, kryds og bolle og lang tillægsform.

Jan Mogensen, Preben Haagensen og Per Larsen anbefalede denne kommentar

Umiddelbart ja JPJ13:28, men nu er der jo heldigvis "mere mellem himmel og jord", og jeg har personligt, på nærmeste hold (de "fik" min stol til at vælte en dag, jeg vippede lidt på den, men det er en anden sag) oplevet 2, der fik elendige karakterer og ikke deltog, men så pludselig nærmest eksploderede i karaktervækst, da de fik en "drøm" (om at blive det man dengang kaldte "elektromekanikere", og de blev så i øvrigt begge svagstrømsingeniører senere).

Men det går nok ikke uden "menneskemødet" (begreb af Rudolf Steiner) - og det var nok mest de 2, der "mødte hinanden" men jo også dem, de kontakte på værksteds-skole og det- og ja så sent i skoleforløbet, skal der nok næsten et mirakel til,hvis udviklingen, på det tidspunkt allerede* skal vendes.

* Er før set komme senere gennem forelskelse/familiedannelse, eller måske "28 års ny-orientering" (Saturn-runden, hvis man interesserer sig for astrologi som inspiration)

Man tænker at med de erfaringer og det level af frelsthed de har nået, gør de mon så noget for at afhjælpe de problemer der stadig er på Nørrebro, eller er de nu ligeglade, de har jo deres på det tørre.