Hvilken magt kan samfundet udøve over individet? Spørgsmålet er et af de mest centrale politiske spørgsmål overhovedet, og det har – som den engelske filosof John Stuart Mill påpeger i det moderne liberale samfunds hovedværk, On Liberty fra 1859 – »delt menneskeheden næsten fra de fjerneste tider«. Aktuelt har fødevareminister Dan Jørgensens ønske om en debat (ikke lovgivning, understreger han) om danskernes kostvaner og fedmeproblemer rejst spørgsmålet med usædvanligt stor kraft. Særligt fordi både Liberal Alliance, Venstre og Konservative med heftige vendinger som »nordkoreanske tilstande« og »statsopdragelse« har fordømt ministerens ønske.
Den store begrundelse for fordømmelsen er, at individet bedst selv ved, hvad der er godt for ham eller hende. Subjektets interesser kan ikke afgøres objektivt. Når det kommer til spørgsmålet om det gode liv, ved ingen bedre end andre, og derfor skal ingen blande sig i individets private liv. Man forlanger frihed fra indgreb i individets selvbestemmelse. Eller med Anders Foghs smagsdommer-kritiske og minimalstatsbegrundende ord i dansk politiks neoliberalistiske programtekst, Fra socialstat til minimalstat: »... kun det enkelte menneske kan afgøre, hvad der konkret er et godt liv for hende eller ham«. Eller som Liberal Alliances Merete Riisager halvvredt sagde til Dan Jørgensen i Deadline den 17. juli: »Hvad kan du egentlig fortælle mig om, hvordan min familie bør spise?«
Intet fast ståsted
Men er det virkelig rigtigt? Kan det slet ikke afgøres af andre end individet selv, om nogle levemåder og værdier er bedre end andre for et givent individ? Kan alle levemåder være lige gode? Må man acceptere en stærk relativisme på dette politisk-eksistentielle område?
Hvis svaret er ja, virker det rimeligt, at ingen skal blande sig i andres leveform, så længe den ikke skader andre og er inden for lovens rammer. Men hvad hvis begrundelsen for ikke at blande sig ikke holder? Hvad hvis det altså faktisk meningsfuldt kan diskuteres og afgøres, om der er værdier og levemåder, som er bedre end andre? Ja, så er det vel netop rigtigt at ville debattere og opfordre til bestemte levemåder? For eksempel at ville debattere danskernes kostvaner.
Det afgørende spørgsmål er altså, om det kan afgøres af andre, hvad der er godt for individet? Det vigtige er her, at hele diskussionens og problemets kerne er, at der ikke findes en fast grund at stå på, når man skal afgøre spørgsmål om, hvad der er et godt liv. Selv videnskaben kan ikke rigtig hjælpe os. Spørgsmål om det gode liv kan hverken psykologien, lægevidenskaben, biologien eller nogen af de andre empiriske videnskaber ikke sige noget om; de kan beskrive mennesket, men slet ikke undersøge, hvordan det bør leve. En læge kan sige, at det fysisk set er usundt at ryge, men han kan ikke ved at undersøge menneskekroppen sige noget som helst om, om man bør ryge. Hvad skal for eksempel veje tungest: øjeblikkets nydelse eller livlængde? De værdikriterier, der skal til for at afgøre det, ved lægevidenskaben intet om. Det gør til gengæld filosofien, men selv nok så fine eksistensfilosofiske analyser og systemer vil i sidste ende basere sig på en bestemt værdi eller antropologi, som man kan være uenig i. Når det handler om det gode liv, findes der ikke indiskutable sidstebegrundelser.
Men betyder det så, at det slet ikke kan afgøres, om alle livsformer er lige gode? Nej. Til en vis grad kan det godt afgøres. For kan vi blive enige om nogle grundpræmisser for det gode liv, hvad vi ofte kan, kan nogle begrundelser være bedre end andre. Kan vi for eksempel være enige om, at det er bedre at realisere sine talenter end ikke at realisere sine talenter eller bedre stabilt at føle glæde end ustabilt at føle glæde, kan diskussionen føres meningsfuldt og skabe erkendelser – argumenter for én levemåde kan være bedre end argumenter for en anden. Hvis man for eksempel anerkender, at en god forståelse af den verden, man lever i, skaber livsduelighed og derfor gavner et individ, må man også anerkende, at et vist niveau af skolegang og lærdom er godt. Eller: Hvis vi kan blive enige om den grundpræmis, at livsglæde og en følelse af velvære er godt for et menneskeliv, kan der føres meget gode argumenter – både analytiske og empirisk-statistiske – for, at det giver et bedre liv at have kunst (musik, fortællinger, film mv.) i sit liv end ikke at have det. Kunsten giver os følelsesmæssig og intellektuel stimulans, og den kan udvikle vores selv- og omverdensforståelse og dermed vores evne til at håndtere svære valg og komplekse eksistentielle situationer, hvilket kan højne individets livsglæde.
Værdien af fælles erfaring
Det er dog klart, at et individ kan være i en særlig situation eller have et særligt liv eller livsprojekt, som strider mod gængse grundpræmisser for et godt liv, og der findes næppe helt kontekstuafhængige, kulturuafhængige eller absolutte værdier; f.eks. er idealet om individets selvudfoldelse og originalitet, som filosoffen Charles Taylor har påpeget, et moderne ideal. Men vi kommer ikke uden om, at mennesker qua mennesker har mange fysiske og psykiske fællestræk, mange fælles behov og ønsker, så det enkelte individ kan ofte have gavn af lade sit liv påvirke af generelle argumenter og indsigter. Livets spørgsmål og problemer kan aldrig løses for alle af de fås fornuft, som matematikstykker kan det. Men at intet eksistentielt regnestykke går restløst op, betyder altså ikke, at alle overvejelser over individets eksistentielle spørgsmål er lige gode.
Man kan også sige det sådan, at vores fælles udviklede indsigter i menneskelivet og i betingelser for, hvad vi opfatter som et godt liv, kan være klogere end individets egne opfattelser. Vi er alle selvbestemmende, ukrænkelige og myndige borgere, men forestillingen om individet som en størrelse med en privilegeret evne til at erkende egne interesser og med en suveræn rationalitet, selvindsigt og dømmekraft er en grov illusion. Individer træffer ofte dårlige valg, der gør dem ulykkelige. Ikke sjældent er individers valg endda så dårlige, at dette sidenhen står lysende klart for individet selv. De fleste af os kan derfor med fordel lade os påvirke af andres erfaringer og gode argumenter.
Det sjove er, at vi i praksis godt ved, at noget er bedre end andet. Den almene gyldighed af individers værdier er jo netop, hvad individer i historiens løb har kæmpet om – og løbende er blevet klogere på gennem kollektive erkendelsesprocesser og afprøvelser af livsanskuelser og værdiers gyldighed i offentligheder. Op gennem det 20. århundrede mente nogle for eksempel, at uhæmmet seksuel frigørelse og overskridelse af borgerlige normer ville føre til det gode liv. Det syntes ikke at holde stik, så det mener de færreste i dag. Vi har også med tiden lært, at det ikke dur at se ned på kvinder eller sorte. Og at oplysning, omverdensforståelse og uddannelse og dermed evnen til at træffe gode valg er godt for individet. Vi har også kollektivt udviklet indsigt i, at gensidig tolerance, forskellige former for anerkendelse og varige sociale relationer er godt for individ og samfund. Osv., osv. Menneskehedens historie er en historie om erkendelser af, hvad der kan skabe gode liv. Om end historien ikke bare er en ideal verdensfornufts gang gennem verden, er vi faktisk blevet klogere på vore værdiers værdi. Ikke alle måder at leve på opfatter vi som lige gode.
VI skylder hinanden det bedste
John Stuart Mills On Liberty, der behandler spørgsmålet om samfundets magt over individet, er som sagt det liberale samfunds hovedværk, og liberale henviser gerne til det, når de skal begrunde, at ingen bør blande sig i individets liv, så længe individet ikke begrænser andre i deres frihed. Hvis man for eksempel ønsker at drikke sig selv ihjel, skal man have lov til det. Og det er også rigtigt, at Mills doktrin lyder, at »gælder det hver enkelt persons egne affærer, har hans individualitet krav på at kunne udfolde sig frit«. Mill påpeger som begrundelse, at generelle teorier om det gode liv kan være forkerte eller ikke passe på det enkelte menneske.
Men det fine ved Mill er faktisk, at han ikke forfalder til en stærk relativisme, men godt ved, at en grad af uafgørbarhed ikke betyder, at alle levemåder så bare er lige gode, og at den enkelte derfor bør leve sit liv uforstyrret. Mill er for smagsdommeri: Alt for ofte ignorerer liberale de passager i Mills bog, hvor han direkte skriver, at vi bør blande os i, hvordan andre lever deres liv. Mill skriver (og bemærk, at præmissen netop er, at noget er bedre end andet):
Det ville være en grov misforståelse af doktrinen her at mene, at den prædiker selvisk ligegyldighed og hævder, at andres opførsel ikke kommer en ved … Tværtimod er der behov for en større uselvisk interesse i at fremme andres bedste … Mennesker skylder hinanden bistand til at kunne skelne mellem godt og ondt, samt opmuntring til at gøre det første og undgå det sidste.«
Det må ifølge Mill ske gennem uddannelse og dannelse, men dernæst bør man også »med argumentationens midler, og dem alene … hjælpe folk til de egenskaber, de skal bruge for at finde sig til rette i deres egne liv.«
Mill – det liberale samfunds teoretiske overhoved – ønsker altså, at samfundet med ordets magt skal blande sig i og påvirke også voksne og uddannede individers levemåde, hvis det skønnes nødvendigt – simpelthen fordi nogle levemåder er bedre for individet end andre.
Kort sagt: Den enkelte har ikke nødvendigvis en suveræn viden om, hvad der er bedst for ham eller hende. Derimod har vi kollektivt udviklet indsigter i, hvad der skaber gode liv, og vi kan ræsonnere mere eller mindre overbevisende. Derfor bør individet ikke skærmes fra andres kritiske synspunkter og opfordringer, men tværtimod have muligheden for at lade sig påvirke af dem. At fordømme politikeren Dan Jørgensens ønske om en diskussion af vores kostvaner gavner ikke nogen. Forherligelsen af individets uforstyrrede selvbestemmelse er en misforståelse af, hvad der skaber gode liv. Individets upåvirkede frihed er ikke et mål i sig selv. Det gode liv er målet, og hvis frihed fra indsigtsfuld påvirkning blokerer for det, så er friheden ikke et gode.
Det ideologiske individ
Det er interessant, at Dan Jørgensens debat- og oplysningskampagne ligefrem opfattes som forskruet, formynderisk og undertrykkende (»nordkoreanske tilstande«) – og ikke som en venlig, socialt bevidst og altruistisk invitation til borgerne om en dialog om det gode liv.
Hvorfor mon denne stærke kritik af Jørgensen? Nok dels fordi Anders Foghs opgør med kulturradikalismen med stor effekt fik gjort smagsdommeri til noget nær det værste, der findes i dansk politik og kultur. Helt automatiseret skriger folk hysterisk op, når nogle vil opfordre andre til at leve på en anden måde, uanset om opfordringen sker på en saglig og åben måde.
Men den stærke reaktion skyldes nok også, at tidens herskende nyliberalistiske menneskeopfattelse ser individet som stærkt, selvstyrende og rationelt. Individet kan leve fornuftigt og godt, hvis det vil. Hvis ikke det vil, er det dets egen skyld. Og derfor skal ingen blande sig i individets privatliv. Denne nyliberalistiske menneskeopfattelse er i dag så dominerende, at den også styrer SR-regeringens politik. I regeringens social- og arbejdsmarkedspolitik for eksempel har strukturelle forhold som økonomiske konjunkturer og ulykkelige skæbner og omstændigheder ikke nogen afgørende betydning for, hvordan man ser på og hjælper arbejdsløse. Hvis bare de økonomiske incitamenter er gode nok, kan de jo godt finde job og klare sig. Denne illusoriske forestilling om individet som uafhængig hersker i eget liv stortrives. Set i dét ideologiske lys afviger Dan Jørgensens mad-debat-offensiv fra tidens ideologiske mainstream. Dan Jørgensen er i John Stuart Mills ånd klar over, at ikke alle individer altid selv bedst ved, hvad der er godt for ham eller hende, og at andre derfor gennem ord, argumenter og oplysning bør blande sig i individets liv.
Der er jo nogen, der træffer afgørelserne allerede, nemlig dem, der bestemmer, hvad man skal kunne købe.
Eller har råd til - men som mange andre industrier er fødevarer emner for plat og snyd, bare det smager godt! F.eks tilsættes MSG (det 3`die krydderi) til mange fødevarer, det smager godt - men skaber afhængighed...
Nøjagtigt som sukker, hvidt mel osv skaber uorden i vores fordøjelse med blodsukker problemer til følge og måske tilstande som utæt tarm på længere sigt (og sygdom).
Vi finder os jo rask væk i urealistiske reformer og pålæg, så hvorfor reagere så voldsomt?
De nyliberale gør sig rutinemæssigt skyldige i at citere deres helte for ting de ikke har sagt. Oftest går det ud over Adam Smith, som i virkeligheden var en moderat herre.
Først og fremmest er det infantilt at bare appelere til en autoritet for at bevise sin påstand. Dernæst levede disse autoriteter i et væsenligt anderledes samfund og deres opservationer skal derfor tages med forbehold. Men når citaterne ikke engang kan holde vand eller er taget ud af en sammenhæng så holder alting op.
Enten er de nyliberale ude af stand til at læse indenad eller også er det bevidst vildledning af de enfoldige masser. Begge dele burde diskvalificere dem fra enhver form for indflydelse.
Jeg tror, det er at gøre Anders Fogh Rasmussen for stor ære, at tilskrive ham danskernes mistro til smagsdommere.
Det er et nationalt karaktertræk, der er meget ældre end ham.
Han skal nok snarere ses som en eksponent for den tradition.
/O
Hvis man skal holde fast i den liberale idé om, at den enkelte ved bedst hvad der er bedst for ham/hende og ingen instanser skal blande sig, så kan vi vel også forvente et større indsats for social lighed, bedre adgang til uddannelser, forbud mod lobby’isme, skifte forførende/ manipulerende reklamer ud med reel forbrugeroplysning. Det er bare nogle få eksempler på hvilke forudsætninger der skal til, for frit at kunne vælge hvad det gode liv er. Aftaler, til- og fravalg fordrer ligeværdige partnere/spillere/borgere. Jeg taler ikke om at nogle placerer sig i offerrollen; jeg taler om, at samfundets kompleksitet er af en sådan art, at det er latterligt at tale om den enkeltes frie valg; også inden for det felt man kan kalde livsmulighederne i den enkeltes livs- eller råderum.
Demokratisering går ud på at gøre det, der var de fås privilegium, alment tilgængeligt.
Dan Jørgensen er jo en af de mest populistiske og egofikserede politikere, jeg kender. Han gør alt for at gøre opmærksom på sig selv.
Bare ét eksempel er denne "madrevolution", som jo har til formål, at Dan Jørgensen vil gøre sig populær hos landbruget og fremstå patriotisk hos vælgerne.
Vist nok er danske fødevarer ikke meget dårligere end andre landets (jo, nogle dør faktisk af dem). Og det er også klart, at hvis supermarkedernes indkøber altid køber de billigste og dårligste produkter i udlandet, som så bliver kørt i lastbiler i flere dage, så giver det faktisk god mening at spise danske varer.
Men en "madrevolution" ville består i, at man som forbruger ikke kun behøver at købe mindreværdige industriprodukter, men også kunne købe kvalitetsgrøntsager (rodfrugter er kun egent til dyrefoder) eller andet kød end hakket kød (=affald fra slagterier) og de mest almindelige udskæringer fra kyllinger eller svin. Besøg et supermarked i Tyskland eller Frankrig for at se forskellen!
Der er ikke oplagt til madrevolution, så længe politikere som Dan Jørgensen gør sig som talspersoner for fødevareindustrien og supermarkedskæder.
PS: Han har dog ret i, at man ikke skal skal se fjernsyn, mens man spiser. (Han "glemmer" bare, at man heller ikke skal det, når man ikke spiser!)
"… som Liberal Alliances Merete Riisager halvvredt sagde til Dan Jørgensen …"
"Halvvredt"? Bare fordi hun er fra LA, behøver man ikke partout at påklistre hende noget negativt. Og da slet ikke når det intet har på sig. Hvis nogen i den debat var både halv- og hel-vrede – foruden småfornærmet, tyndhudet, himmelråbende selvoptaget, hånlig og sarkastisk! – var det da Dan Jørgensen.
Manden synes ude af stand til at lytte, og det tjener faktisk Merete Riisager til ære, at hun ikke blev vred, når hun igen og igen blev afbrudt, irettesat og latterliggjort af Dan-mig-mig-mig-Jørgensen. Og til trods for disse evindelige afbrydelser måtte hun alligevel indkassere dette sure opstød fra den tyndhudede minister med det store ego:
"Prøv lige at lade være med at afbryde mig bare ét minut. Jeg véd godt, du synes jeg er vildt træls, men det skal jeg nok lære at leve med." (!)
Dan Jørgensen er en meget, meget lille mand. Alligevel har han en forbløffende stor fanskare – at nogen overhovedet benævner sig 'fan' af en politiker, kan jeg godt finde lidt skræmmende – som synes, at bl.a. hans opgør med befolkningens mad- og spisevaner er fantastisk. Men det er værd at bemærke, at disse tilhængere, synes at mene, at det er i orden at Dan Jørgensen blander sig i … de andres madvaner. Jeg har i hvert fald endnu til gode at høre en af dem sige, at "Jeg er så glad for, at Dan Jørgensen fortæller mig hvad, hvor og hvordan jeg skal spise."!
er der ingen andre der kan kan føle gyset nede af ryggen når de læser denne artikel?????
bare rolig det er for din egen skyld, jeg ved bedst, stol på mig, jeg skal nok fortælle dig hvordan du skal leve dit liv og det er min pligt.
skribenten syntes at antyde at det bare er rimeligt at samfundet "big mother" bestemmer hvordan du skal leve dit liv.
for samfundet ved bedst. der er en altomfattende sandhed om det gode liv og hvis du ikke er enig er du en stakkel og vi må heller hjælpe dig..........puha sådanne mennesker og meninger for mig til at vågne skrigende op, gennemblødt af sved og rystende af rædsel.
skribenten stiller dette spørgsmål : Men er det virkelig rigtigt? Kan det slet ikke afgøres af andre end individet selv, om nogle levemåder og værdier er bedre end andre for et givent individ?
og svaret på det spørgsmål er for mig helt tydeligt et rugende NEEEEEEEEEEEEEJ og gud nåde og trøste dig hvis du, med lov, vil fratage mig retten til selv at afgøre det.
men du er da velkommen til at prøve at debattere det med mig og af den vej påvirke mig men tvang?????????? nej
Jeg vil altså ikke kæmpe for retten til at spise kartoffelchips.
Hvis man henvender sig til en stiknarkoman på gaden og siger: 'det er ikke særligt smart det du har gang i der', så kan de fleste sikkert se fornuften i det. De fleste kan forhåbentlig se en vis mening i at forsøge at hjælpe misbrugere ud af deres misbrug.
Men gud nåde og trøste den, der tillader sig at komme med velmente råd til den rationelle og kompetente bedsteborger. For det er jo en helt anden sag, ikke sandt? Misbrugere er 'syge', de er 'de andre'. Bedsteborgeren ved sgu godt selv hvor skabet skal stå. Og hvis han æder sig ihjel, arbejder sig ihjel, overforbruger miljøets ressourcer, eller vanrøgter sine børn, ja så gør han det sgu - fordi han har valgt at gøre det! For han er åh så rationel, åh så meget i kontrol, og åh så reflekteret, at der sgu ikke skal komme nogen og tro de ved bedre besked. Bedsteborgeren tror ikke nødvendigvis på gud og en udødelig sjæl, men han tror på at sindet eksisterer udenfor verden, upåvirket af biologi, erfaringer, og omverden. Bedsteborgeren er en blind, ignorant idiot.
Tvangsbehandling hælper ikke misbrugere, og vil heller ikke hjælpe bedsteborgeren. Men misbrugeren kan i det mindste ind imellem godt se, at han har hjælp behov. Den selvindsigt mangler bedsteborgeren. Han tror han ved bedst, til alle tider og om alting, og gud nåde og trøste den arme stakkel som prøver at overbevise ham om noget andet.
men Torsten hvis Bedsteborgeren ( den stråmand du liiiiiige får sat op her ) vanrøgter sine børn så gør han skade på andre end sig selv og giver samfundet en god!! grund til at gribe ind, hvis han overforbruger naturressourcer ( ok mangler selvfølgelig en definition på overforbrug ) så er der lige ledes konsekvens for andre og dermed en grund til at gribe ind.
arbejder han sig frivilligt ihjel eller æder sig frivilligt ihjel går det kun ud over ham selv og så burde man måske lade ham gøre det og blande sig udenom så kraftigt så man ikke kan stave til det.
og torsten der er nu ikke noget i vejen med velmente råd så længe det kun er råd og ikke forbud
@peter hansen
Næææ det kan da god være du ikke vil det men jeg vil nu kæmpe for DIN ret til at spise bøffer, gulerødder, kartofler eller hvad du nu fortrækker.
Valget af dårlige fødevarer bør folk slet ikke have! Ved at opsætte kvalitetskrav over lovgivningen kan man sikre, at folk ikke udsættes for fristelser eller oplæres i dårlige vaner.
Der er jo ingen grund til at spise mad, der er ernæringsmæssig dårlig; men det handler jo ikke om et sundhedsregime, men et kvalitetsditto. Det er ikke forbud mod svinekød, men regler for opdræt, der er brug for.
Når dette nu er blevet nødvendigt, er det, fordi den tiltagende markedsorientering har ændret fokus fra den traditionelle drift imod at skabe så gode produkter som muligt til at skabe så stor profit som muligt.
Kan I så komme i gang med at læse Thoreau....
Med venlig hilsen
Lennart
Walden?
Nu er det jo ikke sådan, at der er tale om at sige farvel til noget, der er vigtigt. Dårligt halvfabrikata er vi bedre tjent med at udfase.
hmmm peter som du selv skriver er det jo på et helt andet plan man så bør gribe ind.
så bliver hele diskutionen en anden, nemlig hvad er det lovligt at dyrke og hvad er det lovligt at sælge ikke hvad er det lovligt ( og bedst for dig selv ) at købe
Det er vigtigt at skelne mellem oplysning og smagsdommeri. Det første handler om effektivt at formidle den aktuelt bedste viden til borgerne om konsekvenserne af adfærdsformer og livsførelse, uden at skjule at der er tale om komplekse størrelser uden absolutte svar. Det andet handler om mere eller mindre velbegrundet at prioritere en bestemt livsførelse, og mere eller mindre tvinge borgerne til at efterleve denne. I et samfund der både er udviklet og frit, bør det være reglen, at man primært satser på oplysning, og ikke smagsdommeri.
Jeg er enig i
forskellen mellem oplysning og smagsdommeri.
Men vi mennesker kan ofte være i sansernes og følelsernes vold, hvor oplysning og fornuft tilsidesættes,
ellers ville vi ikke have alkoholikere og stofmisbrugere!
Sukker og madmisbrugere er i samme båd.
Personlig ser jeg det velkomment,
at en fødevareminister har en mening, som han ikke holder for sig selv, også om måltidet som vigtigt og afstressende måltid for familien.
Hvem er ansvarlig for 21 dødsfald pga. MRSA- og listeriabaktrier? Og hvad gør Dan Jørgensen ved landbrugets gødnings- og giftoverforbrug? Og på trods af årtiers madpyramider og reviderede madpyramider i skole og hjem render manden rundt ved grøntsagsbordene hele sommeren i håb om at tabe 200g. Det er én stor afledningsmanøvre fra ministerens side, i forhold til de problemer han og vi står over for. Og nu er debatten - efter at den har været landet rundt - sørme havnet på Informeren, hvor vi naturligvis alle ved, hvad der er sundt og har råd til at købe det, og er rigtig gode til at diskutere diskutere relationen individ - samfund. Spin, populisme og virkeligshedsflugt er, hvad det er - ædeflippet.
Så længe
livstils-sygdomme betales over alles skattebillet,
er det legalt - for mig at se - at der må være en begrænsning af "jeg gør, som det passer mig"!
Nej, Ellen Nielsen, meningen med velfærdssamfundet er det modsatte, det er et frigørelsesprojekt. Hvor man skal sætte ind er i den anden ende: at vi slet ikke skal have ting at købe, der ikke er sunde - sådan at forstå, at vi skal producere varerne, så de er sunde eller i det mindste ikke usunde. Hertil kan man indvende, at det meste går an med måde - og løsningen på det er det samme som med panodilerne: små pakker.
Det er virkelig tankevækkende at folk - herunder Information og - tilsyneladende (nogle af) dens læsere - kan blive så grebet af intellektualiseringen at de fuldstændig mister kontakten til naturgrundlaget. Artiklens forfatter mere end antyder at der er en eller anden form for højere mening med mennesket og dets liv som gør at noget er mere gyldigt end andet. Fint nok, men så fortæl mig hvad det er og også gerne hvor det kommer fra. Indtil da lever jeg fortsat med den grundlæggende forståelse - som muligvis også bare er en intellektualisering - at vi som art er evolutionært udviklede naturprodukter og at meningen med os grundlæggende er ikke-eksisterende. Derfor er og kan 'alting' være lige-gyldigt.
Men som natur er vi tydeligvis territoriale - som al anden levende natur - og det faktum gør det åbenbart nødvendigt for os at debattere - fordi vi nu kan - i modsætning tilsyneladende til al anden natur - - under hvilke betingelser vi bedst kan udfolde denne territorialitet (vorherrebevares for et ord). Denne debats grundlæggende præmis er jo så med andre ord magtrationaliteten, hvilket jo også med al ønskelig tydelighed fremgår af ovenstående debat. Men dermed er den (debatten, altså) umulig at føre på et objektivt grundlag - udover altså den magtrationelle. Så for god ordens skyld: Vær søde at lade være med at bringe sundhed, velvære, fornuft rigtig og forkert og bla, bla, bla....... ind i den. Det forvirrer kun begreberne og det udelukker i hvert fald alle andre end Informations intellektuelle elitære skribenter og læsere fra at bidrage.
Nåehnej, glem venligst lige den sidste passus. Det kan vi jo heldigvis i magtrationalitetens navn være flintrende ligeglade med.
Juhu, Dan Jørgensen vil diskutere om vi skal spise de pesticidbefængte danske fødevarer, og om de kemikalieblandinger der bliver solgt som spiselige ikke skulle forbydes. Og det kan de liberale ikke lide, de må have spist for lidt økologi.
Så længe den 1% kontrollerer størstedelen af klodens ressourcer, er det latterligt at tale om frit valg.
Dan Jørgensens "oplæg til debat" ligner mest et oplæg til tvang, og en masse halvdårligt spin.
F.eks. "hverken kan eller vil" DJ acceptere at kortuddannede mænd lever 7 år kortere end højtuddannede kvinder, og bruger det som afsæt for stoppe for madkokkementorer, fjernelse af kantinevalg, indoktrinerende kampagner og anden ydmygelse ned i halsen på dem.
Glemt er faktorer som kvinders genetisk betingede længere levetid, rygning, nedslidning, eksponering for sundhedsskadelige stoffer, økonomiske muligheder i alderdommen m.m.m. - næh, det er alt sammen fordi de lavtuddannede mænd ikke spiser de nøglehulsmærkede varer som Dan Jørgensen nu er sælger af, i stedet for vindmøller og grøn idealisme.
Hvor meget er der egentlig tilbage af den kortere levetid, når alle de andre livsnedsættende faktorer i den groteske sammenligning på tværs af køn og socialklasse er fratrukkende? Svært at estimere videnskabeligt, men mit bud er under et år.
Og for det ene år skal de kortuddannede ikke bare patroniseres og fratages deres muligheder for at komme til at "vælge forkert" - næh, de skal også betale skat til at underholde det her cirkus af netværkende, overbetalte DJØF'ere, kommunikationsfolk og afdankede TV-kokke.
For det er jo der, kæden hopper af - "altruistisk invitation til debat" min bare, behårede bagdel. John Stuart Mill havde næppe fantasi til at forestille sig, at folk skulle tvinges til at betale andre dyrt for at argumentere for at de var for dumme til at selv træffe deres egne valg.
Og Dan Jørgensen jo altså ikke SÅ nyskabende som det bliver fremstillet. I mange år sendte statsradiofonien dagligt "Oplysning til Borgerne om Samfundet". Og selv i dag sendes der andet end X-factor for de 2500 vi tvinges til at betaler i licens årligt,, udover mediestøtten, hvadenten vi har TV eller ej. Og det er og var forsåvidt OK, selvom lønningerne i DR forkommer noget i overkanten.
Men det er jo bare ikke godt nok for DJ med oplysning og debatprogrammer - han skal partout have sin personlige signatur på alt, og sit navn flest muligt gange i medierne.
Selv ved Dan Jørgensen næppe noget som helst dybtgående om fødevarer og ernæring, men det er ligemeget, for han kan spin til husbehov og har stor forståelse for værdien af gode netværk.
Jeg har også stygt på fornemmelsen, at hvis ikke Jan Maintz Hansen allerede er på Dan Jørgensens lønningsliste, har han hermed indgivet sin jobansøgning.
Det forekommer troligt, at det i nær fremtid vil dekreteres at vi nu er "ovre debatstadiet", og de lavtuddannede derefter får rygerkuren med økonomisk tvang, afgifter de knapt har råd til, og fyringstrusler hvis de spiser ikke-statsautoriserede fødevarer - på, såvel på som uden for arbejdspladsens matrikel.
Jeg skal gerne have ført følgende svada, med karakter af personangreb, til protokols, som det hidtil værste reaktion på den "altruistiske" mad-debat-offensiv :
Den dag en lavstammet, tykvommet, PR-liderlig, hyklerisk pamper med herremandsmentalitet kommer til at bestemme hvad jeg må og ikke må spise til aftensmad, bliver den dag hvor jeg springer ud som flammende antidemokrat, i skidt selskab med skæggede Imamer og Faderhuset.
Fra den dag af vil jeg udelukkende føle mig bundet af mit eget moralske kompas, og skide på hvad regler folketinget ellers har vedtaget..
Og jeg tror oprigtigt talt, at så mange andre vil gøre det samme, at både tillidssamfund og velfærd ryger i vasken flere år før DJØF-koalitionen har planlagt det til at ske.
Sådan thomas - hykleriet og skyklapper for de egl problemer kender efterhånden ingen grænser
"Selv ved Dan Jørgensen næppe noget som helst dybtgående om fødevarer og ernæring, men det er ligemeget, for han kan spin til husbehov og har stor forståelse for værdien af gode netværk."
Og det spin, han ikke selv skulle have viden om, har han så nu meget passende(!?) ansat en mindre hær til at tage sig af. Som Sigge Winther Nielsen bl.a. skriver: http://politiken.dk/indland/politik/skyggekabinettet/ECE2409235/showtime...
"I Fødevareministeriet er der i dag afsat seks mand i det nyoprettede politiske sekretariat, herudover er der ministerens sædvanlige setup af ministersekretærer og pressefolk. Det endelige tal af nærtstående hjælpere bliver derfor tocifret.
Kigger man på Jørgensens mediale meritter siden oprettelsen af hans sekretariat, kunne noget tyde på, at det har været en rigtig prioritering. For ministeren. Jørgensen er her der og alle vegne i avisernes spalter og kommer med forslag om alt fra dyrevelfærd til madvaner. Begejstringen er til gengæld svær at få øje på hos mange i embedsværket."
"For ministeren"! Ja, præcist! Dan Jørgensen er optaget af én eneste ting … Dan Jørgensen. Og promovering af samme.
Et par interessante observationer:
For det første er Jan Maintz argumentation ret præcist den samme, der i gamle dage brugtes- og i visse kulturkredse stadig bruges - for arrangerede ægteskaber.
For det andet, lever gifte mænd i gennemsnit 7.1 år længere, og gifte kvinder 4.8 år længere end ugifte
Det er, ret beset, bedre tal end selv de ikke-korrigerede spintal DJ disker op med.
Så det er vel snart at være på tide med et ministerium for arrangerede ægteskaber, kampagner for ægteskabets ukrænkelige hellighed, samt stigmatisering af ugifte, og folk der søger skilsmisse.
Eller hvad?
Dan jørgensen - en mand med en mission; og når han nu ikke kan gøre noget ved de største problemer > mrsa, traditionel svineproduktions kobberforgiftning, landbrugets generelle mishandling af vort land m.v., så må han jo kaste sin energi på andre mere forsvarsløse segmenter, der ligner 'en god sag' - men som dog kun synes at være skalkeskjul for magtesløsheden overfor de egl problemer.
Og tænk engang dan - hvorfor er det nu, at jeppe drikker?
Tænk hvis sund og ugiftig mad også var billig. Tænk hvis livsomstændighederne ikke stressede folk så helt vildt, at især de fattigste ikke magter det med 'sund livsstil - og husk lige den sociale arv. Men overfladiske og dyrt betalte rådgiveres aktiviteter har vi nok af. Det ser ikke sundt ud dan.
Jeg tror nu godt han kan gøre noget, Randi. Men han vil ikke og han har ikke rygrad til at forsøge!
Har er jo bare en snakkesalig mand med hovedet fuld af EU-lovprisninger.
Måske torben - jeg må indrømme, at jeg tror, dj's råderum er underlagt stram topstyring.