Læsetid: 9 min.

’Jeg var i konstant alarm-beredskab’

At sidde i isolation i 23 timer i døgnet i en celle uden social kontakt kan efter få dage have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser og i nogle tilfælde føre til sindssyge, viser flere undersøgelser. 28-årige Andreas Rasmussen sad isolationsfængslet i 40 dage i sagen om Researchkollektivet Redox, og selv om han efter eget udsagn er ’god til at sidde i fængsel’, var isolationen noget helt andet
Men. Efter et par uger kunne jeg ikke længere koncentrere mig om at læse bøger og se længere udsendelser i fjernsynet. Det fortog sig, da jeg kom ud af isolationen, men jeg døjer stadig med hukommelsessvigt, siger Andres Rasmussen.
20. september 2014

I celle 254 i Vestre Fængsels isolationsafdeling er der to gange tre meters terrazzogulv, tre meter til loftet, og den låste dør ind til cellen er 15 centimeter tyk. Døren, som er overmalet med beskeder som ’Support Your Local Bandidos’ og ’Værebros hårde kerne’, har en lille luge, hvor fængselspersonalet kan tale til den indsatte. Ved siden af døren sidder kontakten til omverdenen, en klokke, som man ringer på, hvis man f.eks. skal træde af på naturens vegne. Der kan dog gå en time, før adgangen til et toilet bliver en realitet, hvorfor cellens håndvask er et yndet alternativ. Kontakten ved siden af klokken er til cellens loftslampe. En billig Ikea-sag, der kaster lys direkte nedad. Den blænder, hvis man sidder under den, og det gør man stort set hele tiden.

Modsat den låste dør er der et lille vindue, som man akkurat ikke kan kigge ud af, hvis man som Andreas Rasmussen er 183 cm høj. Langs væggen står en sofa af den slags, som man i 1970’erne kunne finde i vuggestuer og børnehaver. Betrækket kradser. Hver aften skal sofaen trækkes 20 centimeter ud fra væggen og bruges som seng. Så har man 80 cm at ligge på. Langs den modsatte væg står et skrivebordssystem med to hylder, et skab og en stol. På skrivebordet står en arkitektlampe, og over hænger en oxxpslagstavle med en tidsplan, der viser, hvornår man kan bruge fængslets træningslokale. De tunge træningsvægte er dog blevet fjernet, da de indsatte trænede sig for store i forhold til fængselspersonalet. På opslagstavlen hænger også en kalender. I celle 254 blev der sat en streg, hver gang én dag var gået. Ved siden af kalenderen kan man hænge billeder og breve op. I celle 254 blev der modtaget cirka 300 breve på 40 dage.

Ved siden af skrivebordet står et lille køleskab, og ovenpå køleskabet står et gammelt tv og en slidt ghettoblaster. I celle 254 var der én dvd-film og fem cd’er til rådighed. De var på grund af en misforståelse ikke blevet opdaget af personalet. Cd’en med Dodo & the Dodo’s blev spillet på repeat.

Den 28. februar 2010 blev venstrefløjsaktivist Andreas Rasmussen anholdt og varetægtsfængslet af PET, og det er sådan, han husker sin celle. Han blev tiltalt for hacking, overfald på personer på højrefløjen og terror i forbindelse med sit engagement i Researchkollektivet Redox. Nu – fire og et halvt år efter – er sagen afsluttet, da Statsadvokaten i august i år opgav at anke frifindelsen af de tiltalte til Landsretten. Derfor er Andreas Rasmussen endelig en fri mand. Men han er ikke fri af sine oplevelser fra de 40 dage i isolation.

»Det var et enormt pres. Jeg blev sgu mærkelig oven i hovedet,« fortæller han.

Hjertebanken

En tredjedel af alle fængslede i Danmark er varetægtsfængslet og venter på at blive stillet for en dommer, og isolation under varetægt har i Danmark været brugt i udstrakt grad for at undgå, at den indsatte forstyrrer efterforskningen.

I starten af 1900-tallet sad alle varetægtsfængslede i isolation, men i 1970’erne rejste der sig kritik af denne praksis, og antallet af isolationsfængslede under varetægt faldt fra 1.936 i 1983 til 127 i 2010. Seneste rapport fra Rigsadvokaten, der fører statistik over isolationsfængslinger under varetægt, viser dog, at der i 2011 blev foretaget 186 isolationsfængslinger, en stigning på knap 47 pct. i forhold til 2010. Europarådets Torturkomite påpegede i en rapport i denne uge, at brugen af isolationsfængslinger under varetægt i Danmark fortsat er et problem, men roste indsatsen for at nedbringe antallet ned og anbefalede at den skærpes yderligere.

Når man spørger Andreas Rasmussen, hvad han husker bedst fra isolationen, svarer han:

»Hjertebanken. Jeg havde ikke hvilepuls i de seks uger. Jeg var i konstant alarmberedskab, fordi jeg ikke anede, hvad der skulle ske.«

Andreas Rasmussen husker også, at han var bekymret for hans venner fra Redox og deres fælles politiske projekt.

»Alt vores arbejde blev angrebet. Jeg var bange for, at mine venner skulle gennemleve det samme, som jeg gjorde, og jeg var bange for, at alle ville blive anholdt, for så havde nazierne frit spil.«

Det var for at undgå kollusion – at forstyrre efterforskningen – at dommeren i Københavns byret sendte Andreas Rasmussen i isolation. Han var sigtet efter straffelovens §114f, som er terrorparagraffen samt §245, som omhandler vold og §263 omkring hacking. Så da den dengang 23-årige mand sad i celle 254 og kiggede på den tunge metaldør med skriften og den lille luge i, skulle han synke en ekstra gang.

»Mindre end 24 timer tidligere havde jeg været på fri fod. Nu sad jeg så isolationsfængslet i Vestre med en terrorsag smidt i nakken. Der kan man tale om, at ens situation hurtigt kan ændre sig,« siger Andreas Rasmussen i dag.

Terrorsigtelsen var Andreas Rasmussen mest uforstående overfor, og det var også den, som han frygtede mest:

Struktur og kontrol

»Jeg var vred over, at PET sigtede mig for terror. Samtidig frygtede jeg sigtelsen på grund af strafferammen og hele den stigmatisering, som en terroranklage vil betyde for mig og for Redox,« siger Andreas Rasmussen.

36 skridt. Så mange gange kunne han sætte det ene ben foran det andet, før han nåede til samme punkt i den 25 kvadratmeter gård i Vestre Fængsels isolationsafdeling. Gården var panoptisk med 11 lagkagestykker delt op af massive betonvægge med et vagtbur i midten. De indsatte kunne tilmelde sig gårdtur hver dag klokken 9, og Andreas Rasmussen tog imod tilbuddet hver dag.

»Jeg kedede mig helt sindssygt. Men jeg besluttede mig for, at jeg skulle klare mig igennem det uanset hvad. Så det var vigtigt for mig at skabe struktur i min hverdag. Jeg lavede en regel om, at jeg ikke måtte se fjernsyn før kl. 16. Jeg ville ikke ende i en ond cirkel, hvor jeg bare lå og så fjernsyn 14-16 timer i døgnet. Så jeg var nødt til at finde på noget andet at lave,« fortæller han.

Klokken 7 fik han morgenmad, havregryn eller cornflakes med 2,5 deciliter mælk, og fra 9.30 til 12 hørte han radioprogrammet Formiddagen med Sara og David på P3. Resten af dagen brugte han på at læse bøger eller til at skrive anmodninger til fængselspersonalet om f.eks. at få udleveret en komplet kopi af retsplejeloven eller få fjernet de af andre indsatte indgraverede hagekors på toiletterne.

»Hvis jeg havde vidst, at de ville sætte andre indsatte til at fjerne dem, så havde jeg ikke bedt om det,« siger han.

Hvis det var aktuelt, besvarede han de breve, som han modtog fra venner og familie. Brevene havde typisk været et par uger undervejs, fordi de skulle igennem PET’s kontrol, den såkaldte brev- og besøgskontrol. Andreas Rasmussen oplevede, at et brev fra hans moster var fem uger undervejs, og når han havde familiebesøg, kunne vagten fra PET, der overvågede besøget, og som Andreas Rasmussen egentlig godt kunne lide, finde på at blande sig i samtalen og forsøge at overtale ham til at lade sig afhøre.

»Det var enormt grænseoverskridende, at han konstant sad i rummet. Selv om han lod som om, at han løste kryds og tværs-opgaver, så vidste man godt, at han lyttede efter,« fortæller Andreas Rasmussen.

Den bedste tid på dagen var ved 20-tiden, for her begyndte nogle af de mere tålelige tv-programmer, og så var dagen snart slut, fortæller Andreas Rasmussen. Men på nogle dage var højdepunktet opkaldet fra hans advokats sekretær, der som en form for klientpleje ringede og ’smalltalkede’.

»Hun ringede og hyggesnakkede i ti minutter om alt og ingenting, lige fra Paradise Hotel til mine sommerferieplaner. Bare for at give mig lidt mental adspredelse,« siger han. Den daglige kontakt til et menneske uden for fængselssystemet var uvurderlig for Andreas Rasmussen, konkluderer han, når han i dag på en burgerbar i indre København reflekterer over, hvordan han kom helskindet igennem isolationen.

Nuancer af grå og brun

I Danmark er isolationsfængsling et af de mest restriktive forhold, en indsat kan blive udsat for. Som isolationsfængslet tilbringer man 22-24 timer i døgnet alene i en celle, og mængden af meningsfyldt socialt samvær er reduceret til et minimum. Andreas Rasmussen er ikke i tvivl om, at tiden i isolation påvirkede ham mentalt og fysisk, selvom han efter eget udsagn er ’god til at sidde i fængsel’.

»Jeg er normalt god til at passe på mig selv og få tiden til at gå på en fornuftig måde. Men i de første 10 dage af isolationen var jeg ved at knække sammen, og der tænkte jeg mange gange, at jeg ikke kunne holde stand. At jeg ville begynde at plapre løs bare for at komme ud, og det ville jeg selv betragte som et svigt, hvis andre gjorde. Vi havde en aftale om, at vi ikke ville udtale os,« siger han og fortæller, at isolationen blandt andet gjorde, at han tabte sig 12 kilo på knap seks uger.

»Man fik kartofler fra glas overdynget med pulversovs, som kunne variere i en masse nuancer af grå og brun, og så et stykke udefinerbart, skamstegt kød. Det hele endte for det meste i skraldespanden, så jeg levede af avocadoer og rugbrød fra fængselskøbmanden. To avocadoer rakte til fire stykker rugbrød,« husker han.

Isolationen satte også præg på hans psyke.

»Jeg mærkede efter et par uger, at jeg ikke længere kunne koncentrere mig om at læse bøger og se længere udsendelser i fjernsynet. Det fortog sig, da jeg kom ud af isolationen, men jeg døjer stadig med hukommelsestab i dag. Jeg har ofte svært ved at huske, hvad folk hedder, når jeg møder dem. Og jeg har ikke den samme lyst til at være sammen med mange mennesker, som jeg havde før i tiden,« fortæller Andreas Rasmussen. En ven har fortalt ham, at han efter tre uger virkede anderledes, da han besøgte ham i fængslet. Han talte meget hurtigt og usammenhængende.

International kritik

På trods af, at antallet af danske isolationsfængslinger under varetægt er faldende, har Danmark gennem årene tilbagevendende fået international kritik. Kritikken er blandt andet kommet fra Europarådets torturkomité, FN’s torturkomité og FN’s specialrapportør for tortur. Ifølge tidligere medlemmer af Europarådets torturkomité, der har besøgt fængsler i hele Europa, er det et særligt skandinavisk fænomen at anvende isolation under varetægt for at sikre politiets efterforskning. I England og Skotland må man eksempelvis slet ikke anvende isolation under varetægt med det formål, siger historiker Peter Scharff Smith fra Institut for Menneskerettigheder, der har forsket i emnet. Ifølge ham er antallet af danske isolationsfængslinger alt for højt skadevirkningerne taget i betragtning:

»Flere studier viser, at isolationsfængsling kan medføre alvorlige psykiske problemer som f.eks. søvnløshed, forvirring, hallucinationer og i værste tilfælde sindssyge. Så der er bestemt tale om en alvorlig sanktion mod den fængslede,« forklarer Peter Scharff Smith. Han mener derfor, at nedgangen i isolationsfængslinger under varetægt er et positivt tegn, men påpeger, at der er andre former for isolationsfængslinger, hvor antallet går i den forkerte retning:

»Der har f.eks. været en voldsom stigning i isolation som disciplinærstraf, hvor den indsatte isoleres i en strafcelle. Antallet af denne form er mere end fordoblet siden 2001. Så selv om nogle isolationsformer er faldende, er der behov for at have fokus på de andre former,« siger han og mener desuden, at man uanset isolationsform bør sikre, at den isolationsfængslede får adgang til mere meningsfyldt social kontakt, end det er tilfældet i dag.

Selv om Andreas Rasmussen ved, at hans politiske arbejde kan have konsekvenser for ham, så havde han aldrig overvejet, at isolationsfængsling kunne blive én af dem:

»Jeg vil ikke klynke, for jeg har truffet et valg om at være politisk aktiv, og jeg har altid vidst, at det var en risiko at blive anholdt eller fængslet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Rasmus Kongshøj
  • Pia Qu
  • Claus Høeg
  • Rune Petersen
  • Peter Wulff
  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • Peter Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • lars abildgaard
  • Jan Pedersen
  • Jesper Wendt
Ervin Lazar, Rasmus Kongshøj, Pia Qu, Claus Høeg, Rune Petersen, Peter Wulff, David Zennaro, Carsten Mortensen, Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Jan Pedersen og Jesper Wendt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor mange dør efterfølgende? - Den eneste jeg har kendt, som sad isoleret, er død i dag (OD). Han sad dog noget længere tid, ca 6 måneder.

Thomas Christensen

Politiet bruger isolationen til at presse folk til at tilstå, det bør gøres klart for enhver. Da jeg selv sad isoleret, blev jeg flere gange lokket med at jeg kunne komme ud af isolation, få uovervåget besøg af kæresten, samt et par andre ting, hvis bare jeg fortalte politiet det de ville høre. Jeg havde dog ikke den information de ønskede, så de lukkede mig ud af isolationen efter 9 uger.

Janus Agerbo, Rune Petersen, Karsten Aaen, Peter Taitto, Carsten Mortensen, Jens Illum, Peter Jensen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Danmark, storforbruger af isolationsfængsling, er et dygtigt land med mange dyder. Tag bare opfindelsen af fiberskopet, legoklodsen og antabus.

Nej, Johannes, det gjorde han ikke. Han siger, han var klar over risikoen for "at blive anholdt eller fængslet," ikke dømt.

Janus Agerbo, Rune Petersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Enkelte er tilsyneladende af den opfattelse, at straffeforanstaltninger skal iværksættes, før der er faldet dom.

Rasmus Kongshøj, Henrik Larsen, Anne Eriksen, Pia Qu, Per Jongberg, Claus Høeg, Rune Petersen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

"...En tredjedel af alle fængslede i Danmark er varetægtsfængslet og venter på at blive stillet for en dommer, og isolation under varetægt har i Danmark været brugt i udstrakt grad for at undgå, at den indsatte forstyrrer efterforskningen."

Gretelise Holm skriver i sin nye bog at der i DK bruges varetægtsfængsling i et helt uhørt omfang - sammenlignet med andre lande i Europa. Og det engang hed dette her:; bekendelses-arrest. Man skal sidde i isolation, indtil man har tilstået. Og det er fordi dette er en arv fra enevælden og fra dr. dampes tid:

Man smider folk i fængslet, gerne i isolation, for at få dem tilstå forbrydelser, og ja, også gerne nogle forbrydelser, de ikke har gjort! Som sagt engang hed varetægtsfængsling altså bekendelses-arrest. OG politiet i DK tror altså ikke på den der med, at man er uskyldig indtil man er bevist skyldig i en rets-sal. Dansk politi generelt tror stadig at de befinder sig i enevælden og kan anklage alt og alle for alt muligt.

Og grunden til at jeg skriver det på den måde er denne her: dansk politi er indgift med anklage-myndigheden! i dette land, dette DK! Politiet har jurister, politi-anklagere, som står for at føre sager mod forbrydere og kriminelle. Og hvorfor skulle disse politi-anklagere dog gå imod hvad deres kammerater i politiet siger? Og er man dommer i DK er man enten blevet det ved at være politi-anklager og så blive udnævnt til dommer eller ved at være ansat i justitsministeriet. Og dette er altså en alvorlig sammenblanding af den udøvende og den dømmende magt...

Thomas Christensen, Anne Eriksen, Pia Qu, Mads Bjergen, Janus Agerbo, Rune Petersen, Anders Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Christensen

Helge Andersen: Domstolene følger oftest bare hvad politiet beder om, medmindre der er særlig stor pressebevågenhed eller lignende. Hvis politiet siger at de har brug for isolation pga efterforskningen(deres standardargument), så får de det i 99% af tilfældene. Og det er jo anklagemyndigheden, dvs politiet, der kræver isolation, ikke domstolene, så de kan ophæve det til enhver tid, også uden en dommers medvirken.

Så når politiet tilbyder at ophæve isolation, hvis bare man fortæller dem hvad de gerne vil høre, er man så isoleret fordi der er fare for at man blander sig i efterforskningen ved andres hjælp? Eller er det måske blot et pressionsmiddel?

Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Mads Bjergen, Janus Agerbo, Lise Lotte Rahbek, Rune Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Karsten Aaen: "...Og dette er altså en alvorlig sammenblanding af den udøvende og den dømmende magt."
Ja skodderne har man vist skoddet. Den instans nogen i debatten kalder "domstolen", der "idømmer" mistænkte herunder uskyldige til varetægt i isolation, har jo også netop sin residens på politigården. (dommervagten).