Interview
Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Peter Gantzler

»Da Vinci Mysteriet irriterede mig ad helvede til« siger skuespiller Peter Gantzler, som gerne vil slå et slag for dansk litteratur
Moderne Tider
13. september 2014

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Jeg er lidt ligeglad med at få alle mennesker til at læse en bestemt bog. Men altså hvis det var, så skulle det jo være en bog, der kunne gøre verden til et bedre sted. Og så kommer jeg lidt til at tænke på H.C. Branner, som jeg begyndte at læse, da jeg studerede dansk på universitetet. Han var jo en stor humanist, og han har nogle perspektiver på mennesker, som ramte mig rigtig meget. Start med at læse Legetøj og Ingen kender natten. Det er stor litteratur, som alle ville have godt af at læse.«

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Det er svært! Hvis du spurgte mig om musik, så ville jeg kunne sige ’ja, the Doors’ første LP’. Det er svært at nævne én bog. Hans Scherfigs forfatterskab har altid været hos mig. Men det er et forenklet svar, for Tom Kristensen, Hans Kirk, Martin Andersen Nexø, Leif Panduro og så ikke mindst H.C. Branner har også altid betydet meget for mig.«

– Hvad er den værste bog, du har læst?

»Den værste bog, jeg har læst, er Da Vinci Mysteriet. Vi var i Thailand med nogle af vores venner, og der var to bøger med på den tur, som ligesom gik på omgang. Den ene var Album af Benn Q. Holm, som i øvrigt er en fremragende bog. Og så var der Da Vinci Mysteriet. Hver gang jeg havde læst et kapitel færdig, så havde jeg jo lyst til at gå videre, men samtidig var jeg så irriteret over, hvor dårligt den var skrevet. Jeg vil ikke træde nogen over tæerne, men den irriterede mig altså ad helvede til.«

– Hvilken type læser er du?

»Jeg er transportlæser. Jeg er rigtig glad for at læse, mens jeg er på et tog eller et fly. Jeg har tidligere været hverdagslæser. Som i hver dag! Og gerne, hvor jeg havde flere bøger i gang på samme tid, sideløbende. Efter jeg er blevet skuespiller, læser jeg kun, når jeg virkelig har ro til at læse.«

– Hvornår læser du?

»Det bedste er, når jeg står op, før de andre vågner og sætter mig ud på terrassen i sommerhuset med den første kop kaffe og læser, mens solen står op. Så har jeg den ro, jeg skal bruge til at fordybe mig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Da Vinci Mysteriet er en ualmindelig dårlig bog. Uinteressant og kedelig at dømme efter det første kapitel, som jeg end ikke læste færdigt. Og jeg gik kun i gang, fordi en god ven insisterede.