Læsetid: 5 min.

Og de levede ikke lykkeligt til deres dages ende

Vred radikalisme er blevet til hviskende taknemmelighed, mener den amerikanske lesbiske aktivist Suzanna Walters – kampen for LGBT-frigørelse er overhovedet ikke vundet, fordi det er blevet lovligt at gifte sig med mennesker af samme køn
Forbud. Ikke alle steder – f.eks., her i Rusland – er rette til sammekønsægteskab vundet. Men det er også et for begrænset mål at sætte sig, mener forfatteren og aktivisten Suzanna Walters.

Forbud. Ikke alle steder – f.eks., her i Rusland – er rette til sammekønsægteskab vundet. Men det er også et for begrænset mål at sætte sig, mener forfatteren og aktivisten Suzanna Walters.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

6. september 2014

Hvad enten læseren er lesbisk, bøsse eller hetero, kan Suzanna Walters nye bog, Tolerancefælden, kun vække undren over, hvordan homorettighedsbevægelser, som engang sparkede så energisk røv, i dag er blevet helt anderledes sagtmodige og ydmyge. Hvad Walters – en amerikansk akademiker og politisk aktivist – opfordrer os til, er intet mindre end at problematisere selve grundlaget for vores vestlige såkaldte frisinds tanker om homoseksuelles rettigheder.

Efter fire årtiers kamp, i starten larmende og kompromisløs, er ligestilling for homoseksuelle stort set en vundet sejr i dag. Eller rettere: Dette er, hvad størstedelen af vores politikere og de fleste LGBT-organisationer vil hævde. Der findes nu stater i USA, hvor par af samme køn kan gifte sig lovformeligt, adoptere børn og gøre militærtjeneste. Homoseksuelle bliver efterhånden accepteret, eller tolereres i det mindste, af et stigende antal heteroer. Men som titlen på hendes bog antyder, er det selve tolerancebegrebet, som Walters finder problematisk.

»Ingen rettighedsbevægelse, som fortjener at bære sit navn, har satset alt på at bare at opnå at blive tålt eller accepteret«, siger hun. Hvad vi tåler, er dårlig vin og kedelige film.

Walters tager i bogen livtag med temaer som »homoseksualitet som genetisk disposition«, sammekønsægteskab, vanskelighederne ved at springe ud og kønsmæssig nonkonformitet. Hun sætter spørgsmålstegn ved noget nær alle populære antagelser om lesbisk og homoseksuel kultur og river både liberale og konservative yndlingsforestillinger om det homoseksuelle mindretals liv i dag i stykker. Hun krydsklipper mellem veldokumenteret evidens og oplevelser fra sin egen erfaring ved at leve som lesbisk i mere end tre årtier og formår meget drevent at vise, hvordan spørgsmål, som på overfladen kan virke ligetil i virkeligheden er langt mere komplicerede. Den populære It Gets Better-kampagne, for eksempel, som samler videoklip fra LGBT-unge, er uheldig, mener hun, fordi den individualiserer, hvad der i realiteten er et strukturelt problem. Ægteskabet, der bliver stadig mindre populært blandt heteroseksuelle, afviser hun som narresut, der skal gøre os alle konforme. Og hvis det i dag virker håbløst passé at springe ud, hvordan kan det så være, at medierne koger fuldstændig over, når en eller anden sportsstjerne gør det?

Mål: ægteskab og militærtjeneste

Den tanke, at vi i dag skulle leve i et posthomoseksuelt samfund bliver ligeledes hudflettet med humor og en smule vrede.

»De fleste homofile og deres forbundsfæller er af den overbevisning, at det nye sort i dag er at være homoseksuel, for så regnes man automatisk for hip, karismatisk og elsket«.

Der er ingen tvivl om, at lesbiske og bøsser er blevet mere synlige i dag, erkender hun, men hvorfor kan de berømtheder, som er sprunget ud, stadig kun tælles på få hænder? Få store Hollywood-film har i de sidste 15 år har budt på manuskripter om homoseksuelle historier. Den kulturelle synlighed er stadig minimal. Vi har som homoseksuelle været vant til næsten ingenting så længe, ​​at når blot vi får lidt mere dækning, bliver det set som et gennembrud.

Ifølge den gængse opfattelse var adgang til ægteskab og militærtjeneste de vigtigste milepæle i kampen for homoseksuelles rettigheder, og »når vi først havde nået disse mål, ville vi være flyttet ind i det post-homoseksuelle Amerika«. Walters ser på overbevisningers oprindelse og forsyner os med mængder af detaljerede oplysninger om, hvordan de kom i stand, før hun giver sig til at dissekere dem.

Vi kan ikke gøre for det

En del af bogen er helliget, hvad der er blevet en velkendt partilinje inden for det homoseksuelle fællesskab og i samfundet generelt – nemlig forestillingen om, at der eksisterer et ’homoseksuelt gen’. Men homoseksualitet bør jo ikke være et problem, der skal forstås eller en gåde, der skal løses: Så hvorfor insisterer forskerne alligevel på at lede efter en forklaring? Og nok så relevant: Hvad er det, der gør, at homofile og lesbiske klynger sig til begrebet om en uforanderlig observans eller medfødt seksuel tiltrækning? Er ærindet i virkeligheden snarere at ville formilde homofober end en ægte tro på videnskabelige konklusioner, der langtfra overbeviser?

Argumenter om såkaldt ’biologiske’ eller ’naturlige’ forskelle er altid blevet brugt til at retfærdiggøre udstødelse og forskelsbehandling. Sorte, jøder og kvinder ved kun alt for vel, at ’født sådan’-stemplet aldrig har kunnet beskytte dem mod vold og fanatisme. Og hvad nu hvis forældre en dag fik tilbudt mulighed for at abortere ’homoseksuelle’ fostre?

Det, som gør Walters både forstemt og vred, er den almindelige accept af mantraet: »Hvorfor skulle nogen dog vælge at være homoseksuel Det er et frygteligt liv?«, som hun selv har udtrykt det ved en af sine boglanceringer:

»I gamle dage ville vi stolt have proklameret, at vi var glade for at være homoer. Vi ville have sagt: ’Homoer er, hvad vi er, og nu må I se at vænne jer til det’. Nu er det, som om vi i stedet siger: ’Her er vi, og vi er tvunget ud i at være homoseksuelle. Kan I hjælpe os?«

At springe ud kan desuden stadig være farligt. Ganske som i 1970’erne, da både Walters og jeg i sin tid sprang ud, forekommer der stadig hadforbrydelser, ligesom skoler stadig må trækkes med homofobisk mobning, og forældre stadig kan finde på at sparke homoseksuelle børn ud af deres hjem. Vi har stadig ondskabsfulde bøssevitser og diskrimination på arbejdspladsen. (Selvom Walters i sidste ende må konkludere: »Jeg ville langt hellere være sprunget ud i nutidens verden end i den verden, jeg selv måtte springe ud i«.

Hviskende taknemmelighed

Sammekønsægteskab er blevet betegnet som enden af regnbuen for de homoseksuelle befrielsesbevægelser, men nogen krukke af guld er det ikke ligefrem. Heteroer kan klappe sig selv på skulderen og sige: »Ih, hvor er vi dog homoinklusive«, fordi de har nedladt sig til at invitere homoseksuelle mennesker ind i denne vidunderlige institution. Vi har lagt alle vores æg i én kurv, og den kurv er ægteskab mellem personer af samme køn. Borgerrettighedsbevægelsen derimod havde ikke nok i stemmeret og kvindebevægelsen ikke nok i abortrettigheder.

The Tolerance Trap er et flammeskrift af et advarselssignal i et klima, hvor de fleste talsmænd for LGBT-rettighedsbevægelser er nedsunket i eftergivenhed og assimilation og ydmygt trygler om at blive accepteret, fremfor at kræve lighed og respekt. Der er sket et skift fra vred radikalisme til hviskende taknemmelighed. Walters vil provokere de aktivister og fortalere, som har investeret sig selv i en blødere og mere forsonlig stil. Med sin nye bog puster hun glødende liv i en bevægelse, der stod i fare for at forsvinde ind i en sky af blødgørende accept.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Suzanna Danuta Walters

The Tolerance Trap

NYU Press

343 sider

29.95 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fan'me dejligt, men også dybt symptomatisk, at det er en dobbelt undertrykt gruppe som lesbiske, der slår de nødvendige slag i bolledejen.
En kamp for at få lov til at leve det samme kedelige anonyme liv som alle andre er ikke inspirerende på nogen måde. Vi diskuterer, hvad al denne tolerance gør, blandt mine venner for tiden.
Men hvis man ikke længere går i byen til den lyse morgen, boller med et par stykker på toilettet på Cosy osv. osv., er det ligesom svært at se, hvad man skal stille om med sig selv.

Desværre er Julie Bindel transfobisk ud over alle grænser, og jeg er skuffet over, at Information vil bruge hende. Hvis I vil have lesbiske til at anmelde og/eller skrive om den slags ting, er der vel nok andre at tage fat på.

Lise Lotte Rahbek

Jeg sidder med et dump fornemmelse af, at jeg ikke forstår problematikken eller hvad der ønskes diskuteret.
Der kræves lighed og respekt istedet for assimilation og taknemmelighed.
Ja - det er vel lissom et menneskevilkår, at vi gerne vil respekteres for at være dem, vi er, men det er da ikke noget særskilt homoseksuelt, at mennesker er nødt til at indordne sig i den verden, der nu er konstrueret inden vi fi chancen for at påvirke den.
Og gu skal vi da råbe RØV og forsøge at gøre verden bredere og mere tolerant overfor os (alle) og vores utallige særegenheder.
Men jeg forstår ikke, at det skulle være et særligt homoseksuelt problem.
Måske kan nogen forklare mig det.