Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi. Jens Cæsar Jensen (1937 - 2014)

Med cigaretten i den ene hånd og Gud i den anden bad Jens Cæsar Jensen til, at han ville finde kærligheden. Ugen efter mødte han Elin. I 59 år delte de livet, troen og smøgerne
Forelsket. Til venstre en 18-årig Jens Cæsar Jensen, som lige har mødt sit livs kærlighed. Til højre sammen med Elin på deres kobberbryllupsdag i 1972. Privatfotos

Forelsket. Til venstre en 18-årig Jens Cæsar Jensen, som lige har mødt sit livs kærlighed. Til højre sammen med Elin på deres kobberbryllupsdag i 1972. Privatfotos

27. september 2014

Det var sommeren 1955, Jens Cæsar Jensen var 18 år gammel. Han havde været til efterbryllup hos nogle af børnene på nabogården i Gøttrup i Himmerland, hvor han boede med sine forældre. Men den aften var han gået tidligt hjem fra festlighederne. Nu sad han på sit værelse og røg en cigaret og bad. Bad til, at han snart ville finde en pige, han kunne dele resten af livet med. Nogenlunde samtidig sendte Elin en bøn af sted ikke langt derfra, hun var netop flyttet til Farsø med familien og ville gerne have en kæreste.

En uge senere, mødte de hinanden på en udflugt med det lokale KFUM. De spillede håndbold i græsset og sang. Eller det vil sige, Jens Cæsar Jensen sang ikke, han kunne ikke synge, mente han, men han elskede at lytte, når andre sang. I bussen på vej hjem sad de helt tæt.

Elin var betaget af den blonde unge mand med de smilende øjne og de sjove bemærkninger. Men da de steg af bussen, var han for genert til at følge hende hjem. Kammeraterne skulle nødig få forkerte tanker.

Der gik lidt tid, og de blev kærester. De gik ture omkring Farsø og røg smøger. Da han om efteråret skulle i militæret, holdt de kontakten og skrev til hinanden. Hver dag modtog Elin breve fra Jens. Han var en, man kunne stole på. Han holdt deres aftaler. I militæret stolede de også på ham og udnævnte ham til befalingsmand. Men efter to et halvt år sagde han stop, han ville hjem og giftes.

Landmanden

Egentlig ville Jens Cæsar Jensen være skolelærer. Han interesserede sig for politik, historie og pædagogik. Men som eneste dreng i en søskendeflok på tre ville forældrene det anderledes. Han skulle være landmand som sin far, og i 1960 blev Elin og Jens Cæsar Jensen gift og flyttede ud på den gård, hans far havde fundet til dem. Skolelærerdrømmen snakkede de ikke mere om.

Jens Cæsar Jensen knoklede med gården. Han byggede selv stalde til sine dyr og elskede at gå ude og arbejde iført sin brune kasket, med hunden ved sin side og piben i mundvigen. Piben var vigtig. Men det var også den, der var lige ved at koste ham gården, da han en dag ikke fik den banket ordentligt af uden for stalden. Snart var der ild i halmen og så i længen. Et par af grisene måtte aflives og stalden bygges op igen. I sådanne situationer, hvor livet var svært, søgte Jens Cæsar Jensen Gud om hjælp, og hver dag inden aftensmaden takkede han Herren for sin godhed, kærlighed og de seks børn, der efterhånden var kommet til. Han var taknemmelig for sit liv og sin familie. Og når de andre bønder høstede og pløjede, insisterede han på at holde søndagene frie, spille fodbold med børnene ude i gården og udfordre Elin i yatzy ved spisebordet i køkkenet under korstingsbroderiet.

Sclerosen

Jens Cæsar Jensen kunne altid finde noget positivt at sige, selv i de situationer, hvor Elin ikke mente, der var noget som helst at glæde sig over. Sådan var det også, da han i 1980 fik konstateret sclerose. Nu havde han endelig mulighed for at få læst noget mere, sagde han. Men sygdommen tog fart. Flere gang faldt han om ude i stalden. Han lå der på stengulvet, til Elin kom hjem og fandt ham. Alligevel blev han ved. Han var stædig, der var ikke nogen, der skulle fortælle ham, at han ikke kunne. Rygning mestrede han stadigvæk, uden problemer.

Så fik han rollatoren. Den ville han ikke bruge. Den var nedværdigende, sagde han. Symbolet på, at han var blevet syg og ikke magtede de ting, han plejede. Tidligere havde Jens Cæsar Jensen engageret sig i både skolebestyrelsen, menighedsrådet og spejderbevægelsen, men nu havde han ikke lyst til at komme ud. Elin kunne mærke, det pinte ham. Det var først, da de flyttede til Skjern, i et etplanshus hus, langt fra gården og det gamle liv, at han accepterede rollatoren, der nu blev byttet ud med en kørerstol. I en periode deltog han både i Kirkens Korshær og i menigheden, men en dag kunne han heller ikke holde til at sidde i kørestolen længere.

Den sidste tid lå han i sengen, mens Jesus og fårehyrden på væggen over ham mindede de besøgende om, at Jens Cæsar Jensen måske nok havde mistet førligheden, men ikke troen. Lysten til cigaretter var heller ikke væk. Tre dage inden han døde, bad han Elin om at komme over i kørestolen og få en tur ud i haven. På det tidspunkt havde han ikke spist i en uge på grund af smerter, men nu spiste han en lille gul tomat i fra drivhuset, og på terrassen fik han tre hiv af en cigaret, hun holdt for ham. »Tak,« sagde han. Den 30. august døde han. 77 år gammel. Til lyden af morgenandagten og med Elin i hånden.

Jens Cæsar Jensen

Født 13. marts 1937 i Gøttrup ved Farsø.

Landmand og gårdejer.

Gift 1960 med Elin. Sammen fik de seks børn.

Død 30. august 2014. Bisat den 5. september i Skjern, begravet på Skjern kirkegård.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu