Baggrund
Læsetid: 7 min.

Mario Balotelli og Italiens mørke ansigt

For anden gang i sin korte karriere har den italienske angriber valgt at forlade et land, hvor fodboldpræsidenten slipper ustraffet fra at kalde afrikanere for ’bananædere’
For anden gang i sin korte karriere har den italienske angriber valgt at forlade et land, hvor fodboldpræsidenten slipper ustraffet fra at kalde afrikanere for ’bananædere’

Nigel Roddis

Moderne Tider
6. september 2014

Blandt de mange historier, Mario Balotelli har givet anledning til, kommer en af de mest berømte fra hans tidligere træner i Inter, José Mourinho:

»Jeg kan huske engang, vi skulle spille en udekamp mod Rubin Kazan i Champions League. Op til kampen var stort set alle mine angribere skadede. Ingen Milito, Ingen Eto’o. Jeg var virkelig i problemer og havde kun Mario tilbage. Så fik Mario gult kort i det 42. minut. Da vi kom ned i omklædningsrummet i pausen, brugte jeg 14 af de 15 minutter på udelukkende at tale med Mario.

Mario, sagde jeg. Jeg kan ikke udskifte dig. Jeg har ikke nogen angribere på bænken. Lad være med at begå nogle frispark. Fokuser kun på bolden. Hvis vi taber bolden – lad være med at reagere. Hvis nogen provokerer dig – lad være med at reagere. Hvis dommeren begår en fejl – lad være med at reagere. Mario, jeg beder dig.

I det 46. minut – rødt kort.«

Historien, som Mourinho selv diverterer med som en munter anekdote, er på overfladen charmerende, fordi den tegner et billede af en anarkistisk sjæl, som selv den portugisiske mestertræner ikke kunne tøjle.

Men i bund og grund er historien ikke særligt morsom. For Balotelli blev jo rent faktisk smidt ud af kampen. Han svigtede sit hold og sin træner i en sårbar situation. Og set fra den synsvinkel giver fortællingen et glimt af den destruktive dynamik, der bestandig har formet Balotellis forhold til de italienske topklubber, og som har medført, at han nu for anden gang i sin korte karriere har valgt at søge tilflugt på de britiske øer. Denne gang med en bemærkning om, at det var »en fejltagelse at vende hjem til Italien.«

Hvori fejltagelsen består, har Balotelli ikke uddybet, men man gætter næppe helt forkert ved at formode, at han blandt andet har sigtet til de racistiske smæderåb, der gennem hele hans karriere har forfulgt ham rundt på de italienske stadions – og som har illustreret, hvor dybt racefordommene stikker i den italienske fodboldkultur.

Seneste eksempel fik vi i forsommeren, hvor en gruppe tilskuere mødte op ved det italienske landsholds VM-træningslejr uden for Firenze og højlydt lod Balotelli høre, at han var en »F ... ing N ...«, indtil politiet skred ind og bortviste dem.

Adopteret, men ikke italiensk

Men der er mange andre episoder af samme art at vælge imellem, og de tegner alle sammen billedet af et Italien, der altid har elsket Balotelli mindre, end han har elsket sit fædreland. Lige siden han var helt lille, har den farvede angriber med de særprægede frisurer stukket ud i mængden. Han blev født i det multietniske Palermo på Sicilien som barn af ghanesiske immigranter, men som treårig blev han adopteret af et italiensk par fra Concesio i nærheden af Brescia helt oppe ved landets nordlige grænse. Her voksede han op som den eneste farvede i et lokalmiljø, der udelukkende var befolket af hvide norditalienerne, og i løbet af hans ungdom var fordomme mod hans hudfarve noget, som han konstant måtte slås med – både på og uden for fodboldbanen.

Desuden blev han også ramt af en særlig italiensk lov, der afskærer børn af ikke-italienske forældre fra at opnå italiensk statsborgerskab. Det betød, at selvom Balotelli voksede op i det hvide Norditalien hos et ægtepar, der opfostrede ham i kærlighed, og som han den dag i dag betragter som sine rigtige forældre (sine biologiske forældre har han ingen kontakt med), så kunne han ikke annektere hverken deres efternavn eller statsborgerskab.

Indtil han blev 18 år gammel, var han låst i en position som ghanesisk statsborger med sine biologiske forældres efternavn i passet.

»Min far hedder Franco, og min mor hedder Silvia, men for Italien – det land, som jeg blev født og lever i – er det ikke sådan,« udtalte Balotelli på et tidspunkt til den italienske sportsavis Gazetto dello Sport.

»Jeg kalder mig selv Balotelli ligesom mine forældre. Men i mine identitetspapirer er det ikke mit efternavn.«

Nej, her stod der Barwuah, som var efternavnet på hans biologiske far. Og først da han fyldte 18 år, kunne han officielt ændre det til Balotelli og opnå sit italienske statsborgerskab. En begivenhed, som han fejrede ved at iføre sig en T-shirt, hvor der stod »Not only am I perfect, I am Italian too!«

På tribunerne i Serie A fejrede Juventus´ tilhængere imidlertid Balotellis nyerhvervede statsborgerskab på en lidt anden måde, nemlig ved at synge den racistiske smædesang »Der findes ingen sorte italienere«, da Inter med Balotelli på holdet spillede udekamp mod Juventus i foråret 2009.

Sange af samme karakter har han været udsat for ved flere andre lejligheder, og én af grundene til, at racisterne på de italienske fodboldlægter altid er gået efter Balotelli er, at han er den første. Han er numero uno.

Balotelli er mønsterbryderen

Før han dukkede op på scenen, havde ingen farvet italiener slået sig til tops i landets nationalsport. Det anslås, at der lever mere end én million afrikanske immigranter – eller børn af afrikanske immigranter – i Italien. Men ingen af dem er tidligere nået så langt som han. Ved EM i 2012 blev han den første farvede spiller, der repræsenterede Italien ved en stor slutrunde. (Hvilket han i øvrigt markerede ved at score begge mål, da Azzurri besejrede Tyskland 2-1 i semifinalen, red.)

I andre store immigrantlande som Tyskland, Holland, England, Portugal og Frankrig har man for længst vænnet sig til, at nogle af landets bedste fodboldspillere er farvede. Men i Italien er den barriere aldrig blevet brudt. Det er tilfaldet centerforwarden med det anarkistiske sind at agere rambuk i kampen mod de italienske fodboldtilhængeres fordomme.

Man kan sige, at Balotelli dermed i dag fører den kamp mod racisme, som farvede spillere førte på de britiske øer i starten af firserne. Forskellen er blot, at Balotelli står alene. Der er ingen anden italiensk fodboldspiller af afrikansk oprindelse, der tilnærmelsesvis har hans niveau. Derfor er det hele tiden ham, der er i centrum.

Retfærdigvis skal det dog nævnes, at det naturligvis ikke er alle italienske fodboldfans, der er racister. Tværtimod. Da Balotelli under en Serie A kamp for Milan mod Roma sidste år blev mødt af abelyde fra en sektion af det romerske publikum, forsøgte flertallet af hovedstadsklubbens fans at overdøve lydene med buhen og piften mod den racistiske minoritet, ligesom de milanesiske tilhængere svarede igen med kampråbet »Nerone, bruciali tutti!« (Nero, brænd dem alle ned, red.)

Men racisterne findes i støvlelandets fodboldkultur, og de bliver bakket op af en institutionel accept af racistisk sprogbrug, der fører helt op til toppen af den italienske fodboldpyramide.

Således blev den tidligere sportsadministrator Carlo Tavecchio i sidste måned med stort flertal valgt til præsident for det italienske fodboldforbund, til trods for at han for nylig omtalte de afrikanske spillere i Italien som »bananædere«.

For mange betragtere illustrerede valget af Tavecchio, at der blandt sportens mest magtfulde aktører i Italien ikke findes en ægte vilje til at bekæmpe den racisme, som blandt andet Balotelli ofte er blevet udsat for.

Eller som den tidligere franske landsholdsspiller Patrick Vieira, der også har en fortid i italiensk fodbold, udtalte:

»Jeg har meget svært ved at forstå, hvordan Tavecchio kunne blive valgt til præsident for det italienske fodboldforbund efter de kommentarer, han har fremsat. For mig beviser det, at de italienske fodboldmyndigheder i realiteten ikke ønsker at bekæmpe racismen i sporten. Jeg har spillet i Italien, så jeg kender de problemer, der eksisterer dér. Jeg har set dem. Jeg kan ikke fatte, at den mand nu skal repræsentere italiensk fodbold. Hvilken skam.«

En slags medicin

Også fra den klub, der egentlig burde have beskyttet ham, nemlig hans arbejdsgiver indtil for nylig, AC Milan, er Balotelli blevet dolket i ryggen med racistiske angreb.

Det skete sidste år, da klubejer Silvio Berlusconis lillebror, Paolo Berlusconi, i en offentlig tale kaldte angriberen for »negretto di famiglia« – familiens lille neger.

Med den slags venner behøver man ikke nogen fjender, som man siger, og man kan ikke bebrejdede Balotelli, hvis han efterhånden har syntes, at stemningen blev lidt for trykkende i hans fødeland. Ved flere lejligheder har den målfarlige angriber kritiseret problemerne med den latente racisme i italiensk fodbold. Og han har sammenlignet sin tid i Italien med de år, han spillede for Manchester City:

»Lige efter, at jeg var startet i Manchester City, sad vi på et fly på vej til en udekamp. Og jeg kiggede mig omkring og bemærkede, at der var flere farvede end hvide spillere på holdet. Det var en stor forskel. Ja, det var faktisk nærmest forbløffende at opleve. For i Italien var jeg næsten altid den eneste.«

Nu er tiden som den eneste farvede i flokken slut for Balotelli, for han er kommet til Liverpool, en klub, der i årevis har ført en aktiv antiracistisk politik, og som har fremtrædende farvede spillere som Daniel Sturridge, Raheem Sterling og Glen Johnson i truppen. Og nu altså også en vis Mario Balotelli.

Tilbage i Italien sidder de med savnet af den karismatiske angriber med kanonskuddet i højreskøjten. Og med savnet af en aktør, der kunne have spillet en vigtig rolle i at nedbryde racefordommene i støvlelandets nationalsport. Eller som hans tidligere holdkammerat, midtbanedirigenten Andrea Pirlo, har formuleret det:

»Vi har brug for Mario Balotelli. Jeg er ikke sikker på, at han selv har indset det, men sagen er, at han er en særlig form for medicin, en slags modgift til den potentielt dødelige gift, der kaldes racisme, og som man finder på italienske stadions.«

Nu har Balotelli imidlertid forladt Italien – så må italiensk fodbold finde en ny kur mod racisterne på lægterne!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her