Mennesket i grisen

I børnebogen har den krølle på halen. I køledisken bliver den solgt som leverpostej. I nationaløkonomien er den en hjørnesten. Og for tiden skaber den frygt for resistente bakterier med fund af MRSA-bakterier i danske svinebesætninger. Grisen er det vigtigste danske dyr – de senere år også i stigende grad som forsøgsdyr i den biomedicinske forskning, hvor dens store lighed med mennesket har gjort den til vores perfekte surrogat:

»Grisen har mange identiteter i vores samfund. Vi kender den primært som produktionsdyr – man kan næsten ikke lave madpakker til sine børn uden at have gris med hjem i indkøbskurven. Det er et ueksotisk dyr, vi opfatter som meget basalt i den danske dagligdag. Og derfor har det været interessant at undersøge, hvordan grisen inden for den biomedicinske forskning har fået identitet som noget, der er næsten menneskeligt – når den i stigende grad agerer patient og stand in for den menneskelige organisme,« siger Mette Nordahl Svendsen.

Hun er lektor ved Institut for Sundhedsvidenskab på Københavns Universitet og del af det forskerteam med professor Lene Koch i spidsen, som netop har afsluttet fire års forskning under titlen ’Liv på grænsen – gris og menneske i forskning, klinik og offentlighed’.

Grisen er nemlig et såkaldt modeldyr – et forsøgsdyr, der betragtes som særligt egnet, på grund af sin store lighed med mennesker både anatomisk, kognitivt og genetisk.

Man synes måske ikke, det er menneskets udtrykte billede, når man betragter en stor so ligge på siden i en mudderpøl og grynte. Det medgiver de to forskere Mette Nordahl og Vibeke Pihl, som er sat i stævne for at fortælle om deres forskning, der har bragt dem både ud i stalden og med i laboratoriet.

»Intuitivt tænker man, at grisen er milevidt fra mennesket, men når man som os har været i feltet i fire år, begynder man nok at lægge mere mærke til, hvor meget vi egentlig ligner hinanden. Grisens genetik ligger meget tæt på vores, men den ligner os også fysiologisk. Nyfødte grise har omtrent samme størrelse som nyfødte mennesker. Grisens væv er meget lig vores, hvilket også er årsagen til, at man bruger voksne grise til forskning i sårheling. Og så er deres organer meget lig menneskets,« siger Mette Nordahl Svendsen.

Også vores hud og fordøjelse har fællestræk. Og så er grisen intelligent – faktisk klogere end vores favorithusdyr, hunden.

Grisen: et problem og en løsning

Samtidig har grisen en kolossal samfundsmæssig betydning i Danmark – ikke mindst kraft af vores årlige produktion af omkring 30 millioner grise.

Elvig Hansen

»Grisen har levet helt tæt sammen med os i årtusinder siden de første bondesamfund. Senere har den fået en kæmpe værdi for Danmark som handelsvare og har dermed været med til at opbygge vores velfærdssamfund. Vi har været og er stadig meget afhængige af grisen,« siger Vibeke Pihl, der på mandag forsvarer sin ph.d. om emnet.

Mette Nordahl Svendsen nikker:

»Hvis man flyver over Danmark og kigger ned over landet, ser man et frimærkelandskab af marker – blandt andet sået til med grisefoder. Vores land og vores liv er ganske enkelt foldet ind i grisens,« siger hun.

Det gør sig gældende på både godt og på ondt. Seneste aktualiseret med et stigende antal danskere smittet med den frygtede MRSA-bakterie, der smitter fra svin, med stadigt flere dødsfald til følge. For som Vibeke Pihl formulerer det:

»Grisen har altid været både et problem og en løsning. I bondesamfundet, hvor grisen gik frit omkring, og man slagtede en gang om året, var grisen en forudsætning for overlevelse. Men det var samtidig et problem, fordi den fritgående gris også spiste af afgrøderne. Senere i landbruget har man skabt en unik produktionsgris, der har givet os velstand, men fordi landbruget intensiveres med mange grise på meget lidt plads og bruger antibiotika til at sikre deres sundhedstilstand, skaber man samtidig nogle problemer,« siger Vibeke Pihl.

Grisen som forsøgsdyr er ikke noget nyt – den har eksempelvis længe været brugt som øvemateriale, når lægestuderende skulle lære at operere, men det er først i de senere årtier, at grisen for alvor er trådt ind på den biomedicinske scene, hvor omkring 8.000 grise om året nu bliver brugt til forsøg.

Tidligere har man brugt aber på grund af deres indlysende lighed med mennesker, men dels er de blevet dyrere at anskaffe og passe end grise, og dels er de som laboratoriedyr efterhånden blevet »moralsk besværlige«, som Mette Nordahl Svendsen udtrykker det.

»Men grisen er meget tilgængelig. Og så er den moralsk uproblematisk, fordi vi i forvejen bruger dens kød. Når vi kan spise den døde gris, så kan vi også lettere bruge den som forsøgsdyr,« siger hun.

Og det er netop dette krydsfelt forskningsprojektet har afsøgt: mellem den biologiske lighed og den moralske forskel på gris og menneske. Begge forskere har været på feltarbejde. Mette Nordahl Svendsen har fulgt et projekt med for tidligt fødte smågrise, der blev taget med kejsersnit og holdt i live i kuvøser med henblik på at finde en kur mod en alvorlig tarmsygdom, der kan opstå hos for tidligt fødte børn. Mens Vibeke Pihl har fulgt overvægtige, voksne grise, der fik foretaget fedmeoperationen gastrisk bypass for at blive klogere på type-2-diabetes og måske at finde en kur mod fedme.

Undervejs har de blandt andet interesseret sig for forskernes forhold til dyrene. Og der er tale om en relation. For selv om forskerne primært ser på grisen som fysiologisk materiale, der kan måles på baggrund af blod og vævsprøver, bliver de samme forskere også nødt til at interessere sig for dyret – både for dets generelle adfærd, men også drage omsorg for dem, for at forskningen kan lykkes.

»I laboratoriet stiller man sig mange spørgsmål omkring grisen som individ i specifikke omgivelser: Kan grisen tåle træk? Hvor mørkt skal der være omkring den? Hvordan viser den tegn på sygdom? I laboratoriet er grisen ikke bare celler og blodkar,« siger Vibeke Pihl.

Og selv om grisen i sidste ende altid bliver slået ihjel, er kvaliteten af forskningen betinget af, at dyret bliver behandlet godt.

»Det duer ikke for forskerne kun at tænke grisene som objekt. De skal passes og have mad, de bliver syge og skal plejes. Omsorgen er en forudsætning for at skabe gode data,« siger Mette Nordahl Svendsen.

Sara Galbiati

Anna, Lotte og Chewbacca

De grise, der blev brugt i forskningsforsøget omkring fedme, blev fulgt af særlige dyrepassere og såkaldte ’griseluftere’, der i modsætning til forskerne behandlede grisene som personligheder. Her var grisene ikke nummer 93.039 og 93.040, men havde navne som Anna, Lotte og Chewbacca. De blev dagligt nusset af deres griseluftere, så de kunne vænne sig til mennesker og dermed være gode forsøgsdyr. Alligevel var lufterne helt på det rene med, at grisene skulle dø til sidst. Også Vibeke Pihl fik gummistøvler på og blev sat i sving med at passe grise.

»Jeg blev meget opmærksom på, hvordan jeg hidtil mest har mødt grise i supermarkedet i form af varer. De færreste af os har jo et indblik i grisen som produktionsdyr og biomedicinsk forsøgsdyr. Men gennem de daglige opgaver i stalden med grise kendt som Karla og Bettie blev jeg fremfor alt opmærksom på, at arbejde med grise altid er et samarbejde. Jeg kom til at se grise som særlige væsner, der har præferencer og relationer med andre. For eksempel reagerer de, når deres ven i flokken dør i et forsøg,« fortæller Vibeke Pihl.

Spørgsmålet er, om forholdet mellem gris og menneske ændrer sig, når man kommer tæt på dyret, for eksempel som forsker.

»Det afhænger af situationen. Men når man gennem flere år laver forsøg med den samme fede gris, så lærer man den at kende. Det er en speciel relation, fordi man skal leve med, at dyret skal dø. Men det er klart, at forskerne og i særdeleshed staldpersonalet ikke kan undgå at mærke, at grisen har en personlighed. Og at man kan lære at aflæse, om den føler smerte, er sløj, bange eller glad,« siger Vibeke Pihl.

»Og forskerne er ikke ligeglade, tvært imod. De har en stor viden om, erfaring med og kærlighed til dyrene,« supplerer Mette Nordahl Svendsen.

– Men alligevel slår de dem jo ihjel til sidst?

»Ja, det hele sker med henblik på, at der er et håb, der skal indfries.«

– Det lyder paradoksalt ...

»Ja, man kan ikke adskille de to ting fra hinanden – de væver sig sammen. Og selv om grisen lider undervejs og dør til sidst har lidelsen et formål: nye behandlingsmuligheder og liv til mennesker,« siger Mette Nor-dahl Svendsen.

Den paradoksale blanding af biologisk lighed og moralsk forskel blev blandt andet tydeligt i Mette Nordahl Svendsens feltarbejde, hvor hun besøgte en hospitalsafdeling for for tidligt fødte børn, sideløbende med at hun fulgte forskningen på grisebabyerne. De to slags nyfødte lignede hinanden, som de lå der i kuvøser på hospital og i laboratorium. Men hvori bestod så forskellen?

»En af de tydelige forskelle var slægtskabet. Menneskebørnene havde mor og far omkring sig, og der kom lynhurtigt bamser, tegninger og navn på kuvøsen. Men grisebabyerne fik ikke blomster. Der var heller ikke nogen af forskerne, der tænkte på, at de 20 små grise, man havde taget ud af soen, faktisk var søskende. Slægtskabet var fravalgt. Børnene skulle et andet sted hen – med henblik på at få et liv uden for hospitalet, mens grisene var integreret i laboratoriet. Man vidste, at de skulle dø,« siger Mette Nordahl Svendsen.

Vi er et dyr blandt dyr

– Forskerteamets forskning, fortæller os meget om grisen, og om vores forhold til den – men kan den også sige noget om mennesket?

Ja, mener Mette Nordahl. Blandt andet hvor meget vi mennesker egentlig ligner dyrene.

»Rigtig meget forskning – blandt andet den genetiske – understreger, at vi er et dyr blandt dyr. Vi glemmer nogle gange, at det ikke er en naturlov, at det ene væsen er mere leveværdigt end det andet. Det er sociale og kulturelle praksisser, som får os til at opfatte nogle former for liv som mere værd at bevare end andre,« siger Mette Nordahl Svendsen, der gennem de seneste fire år fået et andet syn på grise:

»Jeg har fået en helt anden forståelse for, at grise er andet end kød. Jeg er kommet til at holde af dem,« siger Mette Nordahl Svendsen og ler lidt.

»Jeg føler, at grisen på en anden måde end før faktisk er en del af mit liv – og den jord jeg går på,« siger hun.

For Vibeke Pihl har det været en øjenåbner, at vi – trods grisens meget grundlæggende placering i vores samfund, både historisk, kulturelt og økonomisk – næsten har en blind plet i forhold til at se grisen som individ:

»Jeg mener, der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi behandler grise på i produktionen og moderniseringen af landbruget. Vi har skabt et system, der gør, at vi undgår at se grisen som individ. Men grise er ikke bare produktionsenheder,« siger Vibeke Pihl.

Mette Nordahl Svendsen nikker, men understreger, at samtidig med, at de i deres forskning rejser kritiske spørgsmål til de mange forskellige måder at bruge grisen på, er de selv en del af systemet:

»Jeg kan vælge at købe økologisk svinekød, men grisens skæbne betaler også for min velfærd, for hospitaler, skoler og universiteter. Vi er i den grad alle del af en antropocentrisk maskine.«