Læsetid: 6 min.

For Polen er EU en eksistentiel løftestang

Udnævnelsen af Donald Tusk som formand for Det Europæiske Råd er for Polen kulminationen på mange års ønske om at blive omfavnet af Vesten og et opgør med ryet som EU’s sabotør. Men måske kom den magtfulde post, før den polske drøm om Europa var tænkt til ende
Prestigepost. Med Donald Tusk som formand for Det Europæiske Råd har Polen endelig fået den centrale placering, det higer efter. Men Tusk kan næppe tilgodese polske interesser på den måde, det ambitiøse lands befolkning drømmer om.

Prestigepost. Med Donald Tusk som formand for Det Europæiske Råd har Polen endelig fået den centrale placering, det higer efter. Men Tusk kan næppe tilgodese polske interesser på den måde, det ambitiøse lands befolkning drømmer om.

Kacper Pempel

6. september 2014

Hvis Polen var et menneske, ville det være et overrasket og beæret ét af slagsen. Med udnævnelsen af polens premierminister Donald Tusk som ny formand for Det Europæiske Råd kulminerer drømmen om at tilhøre Vesten. En drøm, som Donald Tusk i særdeleshed har båret frem. Da Polen i 2003 med et overvældende ja stemte for et polsk medlemskab af EU, var beskeden klar.

»Politikken, der føres i EU, må der gerne stilles spørgsmål ved, men fællesskabet EU er ikke til diskussion. Fra i dag hører Polen og EU sammen,« understregede Donald Tusk ved indtrædelsen.

Med udnævnelsen som EU’s præsident betragtes hans årelange tilnærmelser til Vesten nu som fuldbragt. Polen går nu fra et ry som EU-sabotør til at blive lukket ind i magtens centrum. Spørgsmål er nu, hvordan Polen vil forvalte denne rolle.

Hvordan Polens forhold til EU kan beskrives, afhænger af, hvem man spørger, for der findes mange mulige positioner at læne sig op ad. Hvis Polen var et menneske, ville det ifølge Roderick Parkes, som er leder af EU-programmet ved Polish Institute of International Affairs i Warszawa, været et splittet menneske. På den ene side er udnævnelsen af Donald Tusk som formand for Det Europæiske Råd anerkendelse nok. At blive tildelt en så betydningsfuld post i EU’s top cementerer, at Polen er trådt ud af kommunismens skygge og midt ind i Europa.

»På den anden side presser dele af den polske befolkning på for, at Polen skal se udnævnelsen som en mulighed for at tilgodese egne interesser og dreje EU i en mere polsk retning,« siger Roderick Parkes.

At den splittelse findes, er den polske ambassadør i København, Rafal Wisniewski, enig i.

»For mange almindelige polakker er det vigtigt, at de med udnævnelsen af Tusk kan sige: ’vi er inde i EU’. Polakkerne får ofte et indtryk af, at EU er fyldt med modsatrettede interesser, lobbyisme og komplotter mod Polen, og nogle vil derfor nu forvente, at Tusks vil forsvare Polen interesser og øge landets indflydelse i EU,« siger han.

Sabotøren

Spørger man Roderick Parkes, hvorfor Polen føler denne splittelse, er svaret, at Polen har været så forhippet på at blive omfavnet af Europa, at mennesket Polen undervejs har glemt at stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg med EU?

»Når Polen bliver spurgt til landets fremtid i forhold til eurozonen, eller hvad Polen mener om en fælles europæisk bankunion eller om klimaudfordringerne, svarer de ’Tyskland mener dit, Frankrig mener dat’, men aldrig, hvad Polen mener,« siger Roderick Parkes og understreger, at selvom Polen har bevist, at landet er klar til at lede og tage del i magten, er Polen endnu ikke klar over, hvordan magten kan og skal anvendes.

Måske fordi rollen som indflydelsesrig leder er ny. Igennem ti år har mennesket Polen ifølge Roderick Parkes ikke følt sig ligeværdig med de andre medlemmer af klubben EU. De andre medlemslande talte ofte om ting, som Polen som tidligere østeuropæisk kommunistland ikke kunne leve op til. Derfor blev Polen af de andre i klubben ofte opfattet som én, der satte sig på tværs og blokerede for, at de andre medlemmer kunne udvikle sig.

Kristian Ruby, som er tidligere kommunikatronsrådgiver for den danske klimakommissær Connie Hedegaard og i dag chefrådgiver i kommunikationsvurksomheden Operate, fortæller, at det ikke var nogen hemmelighed, at der på meget højt niveau i EU var udbredt frustration over, at Polen gik solo og dermed holdt det samlede EU tilbage i forhold til klimapolitikken, hvor Polen flere gange alene har nedlagt veto og sat en stopper for fremskridtet.

»Forestil dig en klub med 28 medlemmerhvor der sidder én på bagerste række med korslagte arme og ingenting vil og derfor saboterer det for alle de andre. Polen har arbejdet målrettet på at sabotere den europæiske klimapolitik og lægge sten i vejen for yderligere fremskridt, og det er de mildt sagt ikke blevet særligt populære på,« siger Kristian Ruby, som har opholdt sig i maskinrummet under mange europæiske klimaforhandlinger.

»Opførslen er meget betegnende for den måde, Polen har kørt sit samlede medlemskab af EU på,« forsætter han.

For mens de fleste lande har en tilgang, hvor de er meget mere interesserede i at finde et kompromis, forhandler Polen ofte ud fra et snævert nationalt interesseperspektiv, siger han.

I virkeligheden handlede vetoerne dybest set ikke om, at Polen ville være en ballademager, siger Svend Gottschalk Rasmussen, lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i polske forhold. Polen prøvede – om end en kende kejtet – at undgå, at EU skulle udvikle sig for hurtigt i forhold til Polen og dermed lægge distance til det forhold, Polen i lang tid havde prøvet at få til Europa.

»Hvis Polen stemte for klimapakkerne, ville de gå fallit, når de grønne ambitioner skulle gennemføres hos polakkerne selv. Polen har i lang tid fået sin energi fra kul og vil gerne omstille sig, men kan ikke gøre det i det tempo, EU forlanger,« siger han.

Den, der samler EU

Hvad end ræsonnementet bag vetoerne og de korslagte arme var, har det ifølge Kristian Ruby givet Polen et ry som sabotør, og han er bekymret for, om Donald Tusk vil bruge sin indflydelse som formand for Det Europæiske Råd til at videreføre den linje. En bekymring, der leder frem til spørgsmålet om, hvad Polen rent faktisk kan gøre med sin nye rolle?

I hvert fald ikke føre polsk politik i EU, afviser både Svend Gottschalk Rasmussen og Rafal Wisniewski. Som så mange andre politikere kan han prøve at lobbye lidt bag kulisserne, men rollen som formand for Det Europæiske Råd, giver ikke mulighed for, at Polen kan få gennemtrumfet sine polske interesser i EU.

»Men at Polen ikke kan føre polsk politik, er bestemt ikke ensbetydende med, at Polen ikke kan påvirke EU«, siger Roderick Parkes.

Over en telefonforbindelse fra Warszawa fortæller han, at Polen på nogle måder ser sig som en repræsentant for gruppen af nye vækstøkonomier i verden som f.eks. Kina. I 2009 formåede Polen som det eneste land i EU at have økonomisk vækst, og landet har sådan set klaret sig fint under krisen. Den præstation mener han, giver Polen mulighed for, at hjælpe Europa til at nytænke sin politik, så den kommer mere på højde med den globale tankegang.

For Polen, der så længe har drømt om at blive accepteret i klubben EU på lige vilkår med de andre medlemmer, vil ifølge både Rodrick Parkes og Rafal Wisniewski gerne se sig selv som det land, der kan gøre noget ekstraordinært for EU og samle det fællesskab, som mange peger på er i forfald.

»EU er i krise, og de gamle medlemslande er tydeligvis løbet tør for ideer. Skal Polen opgive EU og vende sig mod USA? Skal Polen sige ’hvad sagde jeg’ og lede en revisionistisk kurs mod hård magt og geopolitik? Eller skal Polen opfinde en ny tilgang – én som sammensmelter den klassiske EU-integrationsproces med de nye realiteter?« siger Rodrick Parkes, som selv tror det sidste.

Hvis mennesket Polen tænker tanken om et polsk drømme-EU til ende, rækker drømmen længere end spørgsmål om eurozone og klima, siger den polske ambassadør, Rafal Wisniewski. Drømmen handler om, hvordan det stærkeste fælles Europa kan rejse sig.

»Før Polen kom med i EU, troede polakkerne, at EU var meget tættere forenet, end det har vist sig. De troede, EU-landene var styret af samme ideer og værdier, og jeg tror, den polske drøm om Europa er, at EU bliver, som vi engang forestillede os, det kunne være«.

For nu om stunder er polakkerne fulde af frygt, siger Rafal Wisniewski. Særligt i forhold til truslen fra nabolaget mod øst.

»Tusk forventes at søge europæiske kompromisser, men kompromisser, der forbedrer EU og ikke bare stabiliserer problemerne«.

Hvis ikke det lykkes, vil folk begynde at tænke ’behøver vi virkeligt et EU? Og er det i virkeligheden EU, der er skyld i alle vores problemer, vurderer han.

For Polen handlede indtrædelsen i EU ikke bare om eksport og økonomi, men om, at EU var muligheden for, at mennesket Polen, østeuropæeren og ekskommunisten, kunne blive integreret i den vestlige verden på lige vilkår med de gamle europæiske stormagter.

»At se EU i indre krise er med polske øjne meget mere alvorligt, end når andre medlemslande diskuterer krisen,« siger Rafal Wisniewski.

For Polen var EU en eksistentiel løftestang ud af en omtumlet fortid, og derfor er der mange flere følelser på spil i mennesket Polen, hvis ingen tør gentænke EU, og blot lader det stå til, mens fællesskabet visner bort.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu