Læsetid: 8 min.

’Vi har prøvet på jeres måde, og vi kan ikke spilde endnu et årti’

Kampen for at redde klodens klima er nødt til at være et opgør med selve kapitalismen, siger Naomi Klein, der har overvundet sin fortvivlelse efter COP15 i København. I sin tredje bog, ’This Changes Everything’, forsøger hun at sætte gang i opgøret
Optimisme. Jeg synes på ingen måde, vi er tæt på at være dér, hvor vi skal være, men vi er på rette spor. I al fald har vi fundet et spor, siger Naomi Klein.

Martin Lehmann

20. september 2014

Naomi Klein er det nye amerikanske venstres største stjerne. I en alder af 44 år kan den canadiske forfatter og journalist se tilbage på to monumentale udgivelser, hvor hun med sin særlige blanding af reportage og økonomisk analyse satte mange igang med at genoverveje ting, de havde taget for givet: Deres egne forbrugsvalg. USA’s plads i verden. De destruktive følger af skæve handelspolitikker og hæmningsløs frimarkedsideologi osv.

Bøgerne fik stor gennemslagskraft, og Naomi Klein fik en tilhængerskare, der omfattede akademikere, berømtheder, gadedemonstranter, fagforeningsaktivister og bandet Radiohead.

Hendes første bog, No Logo, om de store mærkevarekoncerners magt over deres sweatshoparbejdere og forbrugere blev fra sin udgivelse i 1999 nærmest en håndbog for tidens antiglobaliseringsprotestbevægelser.

I Chokdoktrinen, der kom syv år senere, analyserede hun, hvordan krige, kup og naturkatastrofer gribes af den globaliserede kapitalismes spillere som anledninger til at presse såkaldte frimarkedstiltag ned over de hårdt ramte samfund.

Nu er Klein tilbage i endnu et livtag med kapitalismen. Men denne gang er det hele vor planets skæbne, der står på spil. Med sin tredje bog, This Changes Everything: Capitalism vs the Climate, håber Klein at levere ideologisk oprustning til en ny massebevægelse. For sådan en skal der til, siger hun, for at afværge en global opvarmningskatastrofe og for at rette op på kapitalismens indbyggede dysfunktionalitet.

Det er Kleins hovedtese, at vi har vi anlagt en forkert indfaldsvinkel til klimakrisen: Vi har villet have den til at handle om fossile brændstoffer, men dybest set handler den om kapitalisme.

Mere præcist: kapitalisme i den ekstreme antireguleringsudgave, der greb verdens økonomier fra 1980’erne og frem og sporede os ind på en katastrofekurs mod eskalerende miljøødelæggelser og voksende ulighed.

»Jeg mener, vi befinder os på en kollisionskurs«, siger hun. Da den første klimaforsker for 25 år siden forklarede USA’s kongres, at den globale opvarmning måtte tages alvorligt som politisk udfordring, var der muligvis endnu tid til, at de store industrier kunne sadle om og mindske deres kulstofaftryk. Men dengang var regeringerne besatte af at erhvervslivet ikke måtte begrænses. »I tiden siden da«, skriver Klein, »er vi fortsat ad den samme kollisionskurs og har udvidet den fra en landevej til en CO2-udspyende sekssporet motorvej«.

Det mistede håb

Vi møder Naomi Klein i hendes hjem i Toronto, mens hun forsøger at få styr på en kalender, der kombinerer de obligate oplæsninger og tv-interviews med planlægningen af »verdens største klimamarch« på søndag i New York. Hendes mand, filminstruktøren Avi Lewis, er ude for at optage scener til bogens filmversion, der skal have premiere til januar, og under vores samtale sender de en strøm af sms’er til hinanden.

Ideen til bogen opstod ved COP15 i København i 2009, der siden har stået som det internationale diplomatis ultimative svigt. Da Klein ankom til topmødet, ventede hun en kamp mellem rige og fattige lande om ansvaret for klimaforandringerne. Dengang håbede hun endnu på, at en klimaaftale kunne blive en historisk udligningsmekanisme, der kunne give Afrika og Asien kompensation for den vestlige kolonialisme. Men klimatopmødet blev en fiasko.

»Det rystede mig, i hvor høj grad passiviteten fra den industrialiserede verdens side blev oplevet som racisme«, siger Klein. »Det slog mig, at afrikanske delegerede brugte ord som ’folkemord’ og beskrev målet om at lade temperaturen stige to grader som en tilladelse til at sætte Afrika i brand.« Hun holder en pause. »I det hele taget oplevede jeg København-topmødet som ret fortvivlende«.

Også personligt blev det en svær tid for Klein. Efter udgivelsen af Chokdoktrinen var hun på turné igennem næsten to år for at promovere sin bog. Mens hun rejste verden rundt, blev hun grebet af stigende mismod.

»I virkeligheden røg jeg vel ud i en slags depression,« siger hun.

»Jeg har altid svoret, at jeg aldrig vil sprede håbløshed. På USA’s venstrefløj er der mange, der kun går på scenen for at svælge i undergangsscenarier. Det øjeblik jeg begyndte at ligne dem, ville jeg hellere blive hjemme«.

Klein indså, at det var på tide med en pause.

»Jeg følte ikke længere, jeg havde noget at tilbyde uden at give min egen fortvivlelse frit løb«.

Andre problemer stødte til. Klein fandt til sin egen overraskelse ud af, at hun gerne ville have et barn. Hun beretter i bogen om sine trængsler på ’frugtbarhedsfabrikken’ og om de aborter, hun også måtte igennem, før hun endelig fødte sin søn, Toma, der fyldte to i sommer.

Ideologisk kamp

For læserne af Klein – eller af Thomas Piketty – vil bogens centrale budskab lyde bekendt. Siden kapitalismen blev sat fri af reguleringens lænker i 1980’erne, er afstanden mellem rig og fattig vokset støt. De øverste tre procent sad på 55 procent af al rigdom sidste år – en stigning fra 45 procent i 1989 – mens de nederste 90 procent måtte tage til takke med 24,7 procent ifølge denne måneds tal fra den amerikanske centralbank.

»Det er jo ikke sådan, at alt går helt fint med kapitalismen, lige bortset fra det der lille problem med, at temperaturen stiger en smule,« siger Klein.

»Faktum er, at der er massevis af problemer i systemet. Og oven i dem er kapitalismen så også ved at forrykke vores planets evne til at opreholde sine naturbalancer.«

Hvad Klein slår til lyd for er derfor intet mindre end en antikapitalistisk overtagelse af miljøbevægelsen. Miljøgrupperne har ifølge Klein spildt tiden med forsøg på at indynde sig hos storkapitalen og rekruttere milliardærer til at gennemføre klimavenlige foranstaltninger. I mellemtiden er verdensøkonomierne fortsat med at udspy CO2-forurening.

»Vi har brug for en ideologisk kamp. Tænk, at det mange steder stadig er politisk utænkeligt at kræve, at forureneren betaler.«

Obamas fejl

Klein går blandt andet i rette med ’den grønne milliardær’ Richard Branson for ikke at have opfyldt løftet om at afsætte tre milliarder dollar til bekæmpelse af klimaændringer.

»Så meget håb blev investeret i denne parade af milliardærers bestræbelser på at forene kapitalisme med klimahensyn,« siger hun.

»Da Branson meldte sig ind i klimaspillet, postulerede han, at initiativer som hans ville kunne fungere som alternativer til regulering. Han sagde: ’Vores regeringer vil ikke gøre det her – vi vil gøre det.’.« Klein lægger ikke skjul på sin irritation.

»På det her tidspunkt af historien var det en rigtig farlig idé at komme med. Vi har nu to årtiers erfaringer at måle den models succes på, og den har en meget sølle resultatliste. Det må være rimeligt nu at sige: OK, vi prøvede det på jeres måde, men nu har vi ikke flere årtier at spilde.«

Alligevel er Klein ret vag med hensyn til, hvad der kan gøres for at skaffe klimasagen politisk og folkeligt momentum. I bogen filosoferer hun om »den kritiske masses øjeblik«, hvor folkelige protester på en eller anden måde skulle konvergere om reelle forandringer. Klein har ellers ofte fokuseret på, hvordan folkelige bevægelser kan opnå konkrete ændringer, f.eks. i arbejdet med Occupy-bevægelsen.

Man kan også spørge, hvorfor kapitalismen skulle stile efter ødelægge verden. Hvorfor skulle den ikke snarere søge at reparere sig selv – om ikke andet for at sikre sin overlevelse?

»Jeg ved ikke, om kapitalismen som sådan stiler efter noget. Selve systemet tænker ikke som en enhed; det tænker som egennyttige profitsøgende enheder,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorfor Obama er så perifær en figur i hendes bog svarer Klein:

»Jeg finder Obamas rolle interessant, men mest på grund af alt det, han ikke har gjort. F.eks. burde han have udnyttet sin økonomiske redningsplan i 2009 til at indføre nye regler for bildustrien,« siger hun. (Faktisk afsatte Obama i sin redningsplan 100 mia. dollars til indførelse af mere energieffektive teknologier, udbygning af undergrundsbaner og andre klimavenlige tiltag, men det overser hun.) »Det er for mig at se en stor tragedie i vores tid, at Obama forpassede sin chance,«

Hvad Klein satser på, er i grove træk de spredte grupper af klimaaktivister, græsrødder og grupper af oprindelige folk, der fysisk har trodset virksomheders magt på måder, som Big Green – den mere etablerede del af miljøbevægelsen – ikke har. Ifølge Klein domineres de fleste miljøgrupper af hvide middelklasseænd og har svært ved at knytte bånd til kvinder, afro-amerikanere, latinoer og de fattige, som kommer til at bære klimaændringernes tungeste byrde.

Stærke modstandere

Klein sidder selv i bestyrelsen for gruppen 350.org, der har ført an i modstanden mod rørledningsprojektet Keystone XL fra Canada til USA.

Sammen med lokale protester mod fracking og kampagnerne for boykot af fossile investeringer på amerikanske universiteter ser Klein Keystone-kampagnen som eksempel på veje, klimakampen kan tage.

Enkeltpersoner har kun ringe mulighed for at udrette noget gennem adfærdsændringer, hævder hun og henviser til den imponerende indsats i Toronto for at nedbringe byens kulstofudledning.

»Imens vi er i gang med at alle disse grønne tiltag, stiger vores lands emissioner til skyhøje niveauer på grund af tjæresand. Med den slags tilbageslag må folk føle sig som idioter«.

Hun går så vidt som til at slå ’moderate’ klimaforkæmpere i hartkorn med grupper som Heartland Institute, der benægter eksistensen af klimaændringer.

»Mellem Heartland-typerne, der har forstået, at klimaændringer repræsenterer en dyb trussel for vores økonomiske og sociale systemer og netop derfor forsøger at benægte dem, og dem, der hævder klimaændringerne kan afværges igennem justeringer af business-as-usual og netop derfor tillader sig selv at tro på deres realitet, er der kun en hårfin forskel: Det er ikke til at sige, hvem der er mest vildledt«, skriver Klein i bogen.

Klein ruster sig til idékamp og er oppe imod stærke kræfter. I løbet af de sidste par år har olie- og kullobbyer og i stigende grad også USA’s super-rige ultra-konservative investeret næsten én milliard dollars om året på at opbygge netværk af højreorienterede pressionsgrupper, der skal prøve at blokere for bestræbelserne på at reducere de klimafarlige emissioner – ofte ved at hævde, at klimaændringerne slet ikke finder sted. Over halvdelen af republikanerne i Kongressen, benægter i dag klimaændringernes realitet.

»Jeg tror allerede, jeg har været gennem angreb, som har været mere personlige og intense end det, jeg kommer til at opleve med denne bog«.

Klein ser en ny generation af klima-aktivister for sig. Aktivister, der er klar til at gå i konfrontation med de store selskabers magt på måder, Big Green ikke er. »De går direkte efter at ramme de fossile brændstofsvirksomheder i stedet for at prøve at slå en handel af med dem og med søde ord lokke dem til at gøre det rette«, siger hun.

»Jeg er ikke længere på fortvivlelsens rand. I dag glæder jeg mig over meget af det, jeg ser. Jeg er med på, at den opgave, vi står overfor er enorm, og jeg synes på ingen måde vi er tæt på at være dér, hvor vi skal være, men vi er på rette spor. I al fald har vi fundet et spor«, siger hun.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Naomi Klein: This Changes Everything: Capitalism vs the Climate, 576 sider, 30 dollar, Allen Lane

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
  • Britta Hansen
  • Benno Hansen
  • Kjeld Hansen
  • Mike Lander
  • Olaf Tehrani
  • peter fonnesbech
  • Anne Eriksen
  • Filo Butcher
  • morten Hansen
  • Curt Sørensen
  • Espen Bøgh
  • Jørgen Steen Andersen
  • Carsten Mortensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Jan Pedersen
  • Johannes Lund
  • Mona Jensen
  • Andreas Trägårdh
  • Marianne Rasmussen
  • Alan Strandbygaard
  • Torben Nielsen
  • Helge Rasmussen
  • Lise Lotte Rahbek
  • HC Grau Nielsen
  • Claus Piculell
  • Peter Jensen
  • Peter Taitto
  • Ejvind Larsen
  • Jan Weis
  • Niels-Simon Larsen
Per Jongberg, Britta Hansen, Benno Hansen, Kjeld Hansen, Mike Lander, Olaf Tehrani, peter fonnesbech, Anne Eriksen, Filo Butcher, morten Hansen, Curt Sørensen, Espen Bøgh, Jørgen Steen Andersen, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Jan Pedersen, Johannes Lund, Mona Jensen, Andreas Trägårdh, Marianne Rasmussen, Alan Strandbygaard, Torben Nielsen, Helge Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, HC Grau Nielsen, Claus Piculell, Peter Jensen, Peter Taitto, Ejvind Larsen, Jan Weis og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon - har du fanget 'gudsbevisets' erkendelse af et nødvendigt opgør med kapitalismen? - så lad dette budskab diffundere opad i AfD - og indkassér det første nederlag i din miljøflinkeskole uden ideologi ...

Firmabeskrivelse
Verdens Bedste Nyheder er baseret på et unikt samarbejde mellem FN, Danida, mere end 90 danske ngo'er og 90 erhvervs- og mediepartnere.

Niels-Simon Larsen

@Jan: Ja, jo, ja. Jeg mener nu ikke, at jeg er en af dem, der råber hurra for kapitalismen, og jeg buh'er heller ikke socialismen ud, men jeg vil gerne have, at vi (da vi ikke har andre ord) omgås dem med lidt mere omtanke.

'Man kommer ikke ind i himlen bare ved at råbe Herre, Herre', sagde en engang, og på samme måde, synes jeg heller ikke, at man skal have plads i det gode selskab bare ved at råbe, Ned med kapitalismen.

Jeg har en god ven (socialist som mig), der er handyman og har sit enmandsfirma. Er han et kapitalistisk skadedyr? Han har lige reddet en ung mand (hashryger, skoletræt, arbejdsuvant, et problem for sin mor), som han tog ind og lærte at bruge hænderne. Der er sikkert mange eksempler på den slags. Jeg mener, hvor langt ned i økonomien skal staten dirigere færdselen? Det er vel ikke kommandoøkonomi, du taler for?

Jeg håber, at vi nu er der, hvor vi kan spørge os selv, hvad det er for en økonomisk medicin, der gavner i det påkommende tilfælde. Til helvede med begreberne, og lad os se hinanden i øjnene, når vi skal have noget udført og nogen til at udføre det.

Alternativet er et ungt parti. Giv os lige lidt tid.

Morten Lind, Filo Butcher, Kjeld Hansen, Helge Rasmussen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

...og vi kan ikke spilde endnu et årti’, siger Naomi

Det er vel ikke kommandoøkonomi, du taler for? spørger Niels-Simon Larsen. i sin iver for at undgå at tale om praktisk socialisme overbyder Niels-Simon. Udvider de fremsatte argumenter til det, der intet tilfælles har med de problemer og muligheder vi står overfor. Måske kan nedenstående begreb/link berolige dig Niels-Simon og få dig ud af busken omkring de krav og konkrete ændringer der skal iværksættes.:

Blandingsøkonomi:
http://da.wikipedia.org/wiki/Blandings%C3%B8konomi

...det er jo nærmest som opfatter du praktisk socialisme som værre end klimakatastrofen.

Niels-Simon Larsen

Jeg vil gerne sætte jer, der ikke går ind for blandingsøkonomi, på den opgave at fortælle mig, hvad en ren socialistisk økonomi går ud på (efter alle de forgæves og brutale forsøg vi kender fra fortiden).
Mit eget synspunkt er, at vi skal banke kapitalismen så langt ned, vi kan, uden at tage initiativet fra folk.
Jeg har et par billeder på nethinden, som jeg bliver nødt til at trætte jer med:
Engang rejste jeg med rygsækken gennem det fattige Mexico. Et par drenge stod ved vejen, to kasser med et bræt over som disk, nogle løse cigaretter og nogle pakker tyggegummi, og så var de i gang med deres forretning.
En anden gang gennem Ukraine. Skulle købe en togbillet og gik hen til lugen, hvor der sad en stor kvinde. Jeg kom mere end til ulejlighed. Ikke engang Sherloch Holmes med sin store lup ville kunne spore venlighed i hendes ansigt. Jeg mødte flere af typen.

Disse to er nærmest som en slags ureksempler. Menneskers opfindsomhed kontra betonsystemets lukkethed. Jeg synes, vi skal undgå ydereksemplerne, hverken junglelov eller kommando (jeg-gør-kun-det-jeg-får-besked-på).

EL og Alternativet kan man godt sige står på hver siden af en streg, men heller ikke mere, og lad dem dog stå der og lave deres frie øvelser på gulv. EL er mere end to bad om ugen, en pædagog til hver tre børn og det næste bliver vel gratis støttekorsetter til os over 70. Alternativet skal lokke EL ud af Christiansborgbusken og ud, hvor de store klimaforslag hagler med over folk. Måske kan EL stikke kritiske spørgsmål ud til Alternativet, hvis vi bliver for runde og bløde.

Suzanne Goldenberg skriver:
"Faktisk afsatte Obama i sin redningsplan 100 mia. dollars til indførelse af mere energieffektive teknologier, udbygning af undergrundsbaner og andre klimavenlige tiltag, men det overser hun."

Ahem, hvorfor bad du så ikke hende om at uddybe det? Istedet putter du nu handlinger i Naomi Klein, uden at få dette bekræftet og uden at Klein kan forsvare sig. Hvad er grunden til, at Klein har denne holdning?
Som interviewer er det på sin plads, at man lader den interviewede svare for sig selv.

Claus Jensen, Niels-Holger Nielsen, Claus Oreskov, morten Hansen, Johannes Lund, Bill Atkins og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Socialist skal man være både i det store og i det små, det ydre såvel som det indre. Det stiller overmenneskelige krav. Nogle er kun det ene, men ikke i det andet. Derfor møder man mennesker, der stemmer på det 'forkerte' parti. Man møder konservative med pletfri vandel i det daglige skønt politisk vildførte lige såvel som svinemikler med fine politiske signaler. Det er dette virvar, jeg gerne så trimmet. Desuden er jeg sikker på, at en af grundene til, at venstrefløjen står svagt, netop er denne dårlige overenstemmelse mellem det ydre og det indre. Det kræver fantastisk meget at være socialist. Orwell skrev engang en novelle, der handlede om, at socialister aldrig kunne være glade. Nej, selvfølgelig ikke, for der var altid nogle lidende, man skulle være solidarisk med og ikke svigte ved at tænke på noget andet.

Kan man som socialist nyde at se X-factor - bare for at tage et eksempel? Afgrunden, der åbner sig, er kæmpestor. Det er nødvendigt at vi afklarer os. Alternativet kommer ind på banen med noget nyt. Det nye består i, at det ikke er de sædvanlige mennesker, som jeg kender fra før, hvor vi var offentligt ansatte. Nu er mange selvstændige, men pudsigt nok meget humane, klartskuende og effektive. Mange har høje uddannelser, Udviklings da da, Projekt da da, Kommunikations da da, Personale da da og Gud ved hvad. De betegner sig ikke som noget, altså, man kan ikke hænge dem op på søm så som kristen, socialist, konservativ, liberal, ateist. Man vil helst ikke være noget bestemt, for det er behæftet med så mange undtagelser, at det er bedst ikke at være noget, og så står man også mere frit. Man taler pænt, og hvis sådan en som mig kunne finde på at sige (hvad jeg let kunne): "Arh, tag nu lige og hold kæft", så ville jeg være udelukket på ubestemt tid.

Jeg føler mig sat uden for døren, inden jeg er kommet indenfor. Jeg vil gerne diskutere, ofte for diskussionens egen skyld, fordi jeg opfatter diskussion som en kunstart. En slags musik, og jeg føler mig i tråd med alle de gode debattører, der har optrådt gennem tiden.

Det er klart, at der bliver ballade. Bare det er god ballade så. Jeg håber på fortsat god ballade mellem EL og Alternativet, for det er da der, det sner. Alle de andre partier siger bare - stem på os så kysser vi din røv.

Morten Lind, Filo Butcher, Kjeld Hansen og Helge Rasmussen anbefalede denne kommentar
Henning Wettendorff

Selvfølgelig måtte det føre til skuffelse, når erhvervslivet på COP15 endnu en gang fik tildelt opgaven med at løse klimaproblemerne, hvor politikerne ikke selv kunne enes om at handle. Og selvfølgelig har erhvervslivet ikke kunnet bidrage meget, når rammebetingelserne ikke foreligger i form af netop politiske krav og aftaler.

Den skuffelse må Naomi Klein have følt allerede ved bæredygtighedstopmødet i Johannesburg i 2002, som også mundede ud i en opfordring til erhvervslivet om at tage ansvar, hvor politikerne ikke selv ville.
Danmark spillede heller ikke nogen heldig rolle i september 2002, da Anders Fogh Rasmussen undsagde det, han som EU-repræsentant havde mandat til, og i stedet tilsluttede sig Bjørn Lomborgs budskab - som denne udbasunerede i New York Times ved mødets start:
http://www.information.dk/72285
http://b.dk/verden/lomborg-bakkes-op-af-statsministeren
http://www.mex.dk/dk/vis_nyhed.asp?id=4249&nyhedsbrev_id=538
http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3416837/lomborg-klar-til-kamp
http://www.jernesalt.dk/lomborg.asp

Lomborg-brevet og Fogh-talen bidrog effektivt til at støtte bl.a. USA i at love så lidt som muligt i Sydafrika. En støtteteknik Fogh raffinerede til perfektion et halvt år senere, da han i starten af 2003 sammen med otte andre europæiske regeringschefer skrev et åbent brev til Saddam Hussein - med en erklæring om at det nu var hans "last chance to disarm using peaceful means", FN eller ej.

At være socialist er at være menneske, at være social, at leve i sameksistens.

- Derfor er jeg socialist.

At være kapitalist giver magten til de få som har mere end nok. 85 mennesker ejer tilsammen mere end de fattigste 3.500.000.000 af alle skabte menneskelige værdier.

- Derfor er jeg anti kapitalist.

Filo Butcher, Britt Kristensen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

Man kan lidt i grove træk sige, at 85 mennesker er årsagen til, at 3.500.000.000 mennesker lever i elendighed.

- Er det virkelig rimeligt?

Filo Butcher, Claus Oreskov, Britt Kristensen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

Enig Dennis, det trak artiklen ned på skolegårds plan, men naturligvis er politikerne ansvarlige for realpolitik.

Jeg er helt enig med Naomi, det nytter ikke - at spare på vandet, slukke for strømmen, og sætte sin lid til at ingen vil udnytte det vakuum. For det er præcis hvad kapitalismen gør, udnytter hullerne. Det udsætter kun nødvendighedens politik, for at låne lidt fra Socialdemokratiet - noget kan de altså bruges til.

Et bastand narrativ ligger vel i at markedet er en entitet, og ikke ses som en frådende magtkamp imellem alle klodens borgere. Det næste narrativ ligger i CO2 udslippet, et abstrakt forhold for de fleste mennesker. Det er uden tvivl et aspekt, men forureningen og klimaet, er mere end blot temperaturstigninger, det handler om det miljø vi efterlader og selv vil leve i. Der dør 2 millioner om året af luftforurening - det dobbelte af Malaria, som er en af de største dræbere (af naturlig forekomst) så vidt vides.

Konklusionen på, at der etableres modbevægelser, illustrer blot behovet for - at stække disse antidemokratiske kræfter, der udvikler deres egen lobby. hvis det nu var firmaerne der sammen stod frem og sagde, det er okay at forurene, så kan folk forholde sig til om de vil støtte deres produkter. En lobby, er en proxy forordning.

Niels-Simon Larsen

Naomi bruger ordet 'klimaforbryder'. Jeg synes, at vi skal bruge det ord, så det til jul kan nævnes som et af de nye ord, sproget er blevet beriget med i årets løb.

Når det at ødelægge klimaet er en forbrydelse, må der selvfølgelig også være nogle skyldige. Selvom vi alle i en vis grad er skyldige, er der dog nogle, der er mere skyldige end andre, og det er naturligvis alle, der har mere indflydelse end andre. Den øverste ansvarlige er naturlige statsministeren, så det er et godt sted at adressere forbrydelsen.

Som ved alle andre forbrydelser er der nogle, der ikke er interesserede i en opklaring. De dækker over den, kommer med omsvøb og direkte løgne, lægger hindringer i vejen eller bagatelliserer forbrydelsen. Til sidst er det anklageren, der bliver ført bort og straffet.

Man kan godt sige, at befolkningen bliver straffet hver eneste dag, der ikke bliver gjort nok for at skabe et samfund, der ikke forurener. Der findes vel ikke en straffedomstol, hvor vi kan indbringe statsministeren for en dommer, men lad os alligevel bruge ordet, klimaforbryder.

Hvordan ville verden se ud uden mennesker med blå gener?

- Heldigvis her mennesket fået indsigt i alle gener, som mennesket er bygget af. Så fremtidig genterapi vil kunne kurere det egoistiske blå gen ;-)

For at være forbryder skal man dømmes efter en lov. Politikerne skal først lave de love der i tilstrækkeligt omfang beskytter vores natur og sikre os mod helbredsskadelige produkter og produktion...

For at få gennemslagskraft skal vi være meget konkrete og samtidig forudseende: Eksempelvis: stop-ttip.org ???

Michael Kongstad Nielsen

Klein:
»Jeg finder Obamas rolle interessant, ... F.eks. burde han have udnyttet sin økonomiske redningsplan i 2009 til at indføre nye regler for bilindustrien,«

Dermed anerkender "stjernen", at demokratiet har mulighed for at påvirke og regulere kapitalismen i den rigtige retning. Hvis vi skulle vente på, at socialismen først var indført, før vi kunne redde jorden, så er jeg bange for, det for alvor var for sent.

Michael Kongstad Nielsen, vi diskuterer "blandingsøkonomi" - se link ovenfor. BLandingsøkonomi fordre ikke fuld socialisme (den private ejendomsrets afskaffelse). Blandingsøkonomi er demokratiets økonomiske udtryk.

Procenter : 1 mod 99, 3mod 97 %. Hvad kan det bruges til i kampen for klimaet.
Hvor meget bruger de 1 eller 3 %. Hvor meget bruger 99-97 % ?
Hovedproblemet er forbruget og dermed rovdriften på naturen - og ikke at der findes ustyrligt rige mennesker. Kan vi være enige om det ?
Det er dermed OS SELV, der er kernen. Forbrugere, griske og bevidstløse, har magten. Spørgsmålet er om der er sandsynlighed for at vi vil bruge den magt ?
Hvad kan politikerne gøre, hvis de vil, for at begrænse og skrue ned.
Jeg mener man må søge i det økonomiske system (kapitalistisk, for der er intet reelt alternativ). Økonomien skal virke for sagen i stedet for som nu modarbejde. Statskasserne skal fyldes med skat på jorden og resurserne i stedet for skat på arbejde.
Begrænsningslovgivning undgås ikke. Mod transport verden rundt, mod reklamer, mod energifråseri, mod plastiklegetøj, mod narkotiserende forbrugsmedier og deres ustandselige nyheder, som "vi ikke kan undvære ", osv. - og i sidste ende mod blind vækst.
Økonomer af traditionel skole skal udskiftes med økoøkonomer, son har fattet alvoren.

Måske verdens dygtigske medicinske forskere skal opfinde en vaccine mod griskhed og de dygtigste psykologer finde de mest griske.
En af de 7 dødssynder, som de blev formuleret af en pave Gregor for 1200 år siden.

Michael Kongstad Nielsen

Nuvel - jeg synes nu også der diskuteres andre ting:
gudsbevis fx, eller "et nødvendigt opgør med kapitalismen", om Klein er veganer og sådan noget.
Men ok., blandingsøkonomi, det vigtige er nu at få presset politikerne til at bruge demokratiets instrumenter til at regulere kapitalismen. Det kunne Obama have gjort, og det kunne COP15 have gjort (hvis værten havde fulgt Kina og 3. verden), men nu skal det ske, og meget tyder på, at det kan lade sig gøre.

Leo, du blander rige individer og industri sammen. Hvad en rig bruger som privatperson, dækker ikke for måden de har anskaffet sig pengene, tværtimod, bliver det kun værre, hvis man tager dem til indtægt for privatsfæren i samme grad.

MKN - Naomi Klein er et sandt 'gudsbevis' - oven i købet et af de levende til en sjælden samtidig vederkvægelse for øjet og forstanden - ham der gud den ældgamle herre - må eddermame findes højt oppe over stjernerne - Überm Sternenzelt muß ein lieber Vater wohnen - ta' lige og gurgel det, som du plejer ...

Michael Kongstad Nielsen, du skriver: Hvis vi skulle vente på, at socialismen først var indført, før vi kunne redde jorden, så er jeg bange for, det for alvor var for sent. og rent faktisk er det kun Niels-Simon og overtegnede der har anvendt begrebet socialisme i debatten, og jeg har i denne debat henvist til begrebet 'blandingsøkonomi' som demokratiets økonomiske samfundsmodel i det kapitalistiske system. Og jeg er helt enig i at Obama kunne have anvendt demokratiets magt overfor bilindustrien - men da statens indgriben i økonomien og blandingsøkonomi i den grad er no go i USA så er det ikke realistisk. Men i Danmark har vi en lang og sund tradition for blandingsøkonomi - en tradition der siden Poul Nyrup og Løkketoft har været kraftigt på retur.

http://da.wikipedia.org/wiki/Blandings%C3%B8konomi

Michael Kongstad Nielsen

I er vel heller ikke helt uvæsentlige for, hvad der foregår på siden. Nå, men "regulering" er et bedre ord end blandingsøkonomi, synes jeg, og tiden er inde, og jeg tror virkelig på, at kombinationen af folkeligt pres, faktisk oplevede klima-uvejr, ICPP, og toppolitikernes aktuelle dagsorden ser ud til at skabe et nyt momentum.

I øvrigt har der før været "go" for regulering i USA, tænk fx på Glass–Steagall Act .

Socialisme forstås normalt som statens ejerskab til produktionsmidlerne. Hvordan forbruget skal reguleres i et sådant system har der været stor uenighed om. Karl Marx opfattede planøkonomi som urealistisk og mente at udbud og pris skulle reguleres på grundlag af efterspørgslen. Mange var uenige med ham, bl.a. Sovjetunionen. Marx's forslag indebærer færre aktører (staterne) på markedet end den kapitalistiske model (private virksomheder) og ville måske gøre det nemmere at nå til enighed om globale tiltag.

I stedet for at fortabe sig i samfundsfilosofi, kunne det være en bedre ide at appellere til den menneskelige fornuft. Det væsentligt nye ved de menneskeskabte klimaforandringer er, at de udgør et GLOBALT eksperiment. Hvis eksperimentet mislykkes, så er der ingen vej tilbage. Mon ikke at det her er rimeligt at benytte forsigtighedsprincippet?

Michael Kongstads Nielsen det glæder mig at du er enig med Naomi Klein i hendes syn på kapitalismeregulering via demokratiske beslutninger, idet jeg har opfattet at Alternativet baserer sine klimapolitiske fremskridt på troen på, at det gode argumentet appellerer direkte til den menneskelige fornuft, som også Nille skriver ovenfor, og at samfundets direkte konfrontation med 'det frie initiativ' i form af statsindblanding kan undgås.

I stedet for at afskaffe markedet kan man i blandingsøkonomien sætter ind overfor markedets skadelige virkningen gennem styring af markedskræfterne. Reelt handler det om at beskatte forurening og gøre det uprofitabelt at forurene. Hvad vi nu ser er at økonomiske beslutninger tages uden at inkludere omkostningerne ved forurening som i stedet må opsamles af samfundet. Sålænge forurening ikke værdisættes vil teknologier som forurener have en fordel i konkurrencen, et skjult subsidie som forvrider udviklingen til fordel for teknologier som undergraver naturgrundlaget - til glæde for kortsynede særinteresser men til skade for samfundene på lang sigt.

Derfor skal forurening beskattes. Forureneren betaler hedder et anerkendt princip - som dog ikke eller kun i ringe grad er blevet gennemført. Men hvis det gennemføres vil det hjurtigt føre til massive teknologiske omlægninger som alle kan være tilfredse med - undtagen lige de kapitalinteresser som baserer sig på netop de forurenende teknologier, i førske række den fossile brændstof industri. Men ak - det er netop disse særinteresser der styrer verden.

Et yderligere tiltag som vil kunne bidrage til at vende udviklingen er afskaffelse af subsidier til de samfundsskadelige (forurenende) teknologier. I øjeblikket modtager olieindustrien 500-1000 milliarder $ om året i direkte og indirekte subsidier - i øvrigt mest fra ulandene. Og alle mulige andre industrier modtager ligeledes kæmpesubsidier - bilindustrien, kemi og stål industrien , tekstil, skibs og fly industrien, landbrug og fiskeri osv. Hvis dise subsidier kunne afvikles og hvis de eksterne omkostninger blev internaliseret ville markedet kunne løse de problemer det i øjeblikket skaber, udvikle mere hensigtsmæssige produktionsformer (bæredygtige) og standse den reelt negative vækst.

Britta Hansen, Filo Butcher, Jørgen Steen Andersen, Lars B. Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

Jeg har længe været læser, men det er første gang jeg henvender mig på debatten.

Af flere omgange har jeg set en mærkværdig omgang med ideologiske termer, denne gang blev jeg grebet og må gøre indsigelse: termen socialisme er blevet brugt af adskillige i de mest utrolige sammenhænge og typisk af klimainteresserede. Hvad artiklen og Naomi Klein, i min optik, som det eneste har formået, er at gøre opmærksom på hvad jeg anser for at være en åbenlys sandhed: kampen er imod kapitalismen, hvis man vil noget positivt for planeten.

Hun har fat i noget af det rigtige, men begår den synd (!), som jeg desværre har noteret mig at adskillige andre såkaldte "socialister" (et term jeg gerne vil kritisere længere nede), formår at gøre sig skyldige i alt for ofte: de er forkæmpere for klimaanliggender. De er forkæmpere for "renere" fødevarer, forkæmpere for forandringer i økosystemer, forkæmpere mod fossile brændstoffer, forkæmpere for alternative energikilder - det er det jeg mener man kalder det grønne segment. Individer hvis passion og fokus er på naturen. Og bevares, det er egentlig interessant nok, men det har intet med socialisme at gøre.

Hvorfor "socialister" mange steder har et udestående med Bjørn Lomborg, er mig eksempelvis en gåde. Hvad er bedst: at bruge penge på at imødekomme potentielle klimaforandringer af et endnu ukendt omfang med endnu ukendte resultater eller at bruge penge på at bekæmpe fattigdom, hungersnød og folkekrige?

Hvad er socialisme? I mit univers findes begrebet slet ikke. Socialisme er hvad man kalder sig, når man ikke tør tro (!) på en verden uden privat kapital og dens indflydelse. Det er en vag, demokratisk blindgyde for frihedselskende hippier, som ikke vil være solidariske med en hel verden, men med dem selv.

At tillade sig at kalde sig solidarisk socialist, svarer til at firmaer tillader sig at udvise Corporate Social Responsibility - det er et falsum, en illusion og det bunder ingen steder i virkeligheden. Socialismen er et dødfødt begreb, som er meningsfordrejende og giver et falsk indtryk af at være anti-kapitalistisk. Det er synd og skam og mennesker med gode intentioner har ladet sig forblinde af ideen om en socialistisk, demokratisk baseret styreform, som på magisk vis (med magiske hænder vel sagtens?), skulle lede os væk fra gerrigheden og udbytningen af mennesker længere nede i et økonomisk hierarki.

Vågn op. Hvis man vil være solidarisk med verdens befolkning(!), er første skridt at man tænker i de baner. Verden kan meget vel bukke under for klimaforandringer, bevares, men det er i og for sig uinteressant. Målet helliger ikke midlet: ”Hvis blot vi overlever klimaforandringerne, så kan vi efterfølgende være solidariske med verdens befolkning!” Nej, naturligvis ikke.

Solidaritet handler om at sætte mennesker i lighed med hinanden, så vidt muligt. Det handler om at prioritere menneskeliv, frem for alle mulige andre interesser. Dyrevelfærdsorganisationer er for at et eksempel, på nogle af de mest afsindige individer jeg kan forestille mig. Tænk sig at der ude i verden findes mennesker, for hvem fremmed dyr er vigtigere end fremmed mennesker?

At sætte klimaet over mennesket, er at gøre sig til dommer over hvem der skal leve og hvem der skal dø. At prioritere klimaet i den sygelige grad, det i øjeblikket er tilfældet, er blevet et af de mest grundlæggende og ødelæggende problemer på 'venstrefløjen' – hvilket desværre igennem et lille årti efterhånden har ledt mig til at tro at der ingen venstrefløj findes. Folk slår plat på ordet solidaritet, fordi det er lækkert at sige når man er medlem af diverse politiske ungdomsorganisationer (antager jeg; her forbeholder jeg mig retten til at tage fejl, da jeg lykkeligvis kan frasige mig at have deltaget i den slags). At Alternativet ønsket at være klima-venlige (hvad end forskel det måtte medbringe sig i den meget begrænsede, danske kontekst) er deres valg. Men når det sammenblandes med en art solidaritet, så er det netop et tydeligt eksempel på den populistiske strømlining af moderne venstreorienterede interesser, jeg finder så bekymrende.

Vi skal i første omgang ikke beskytte naturen, men udnytte hver en centimeter i kampen for at give så mange mennesker som muligt (eller i hvert fald i første ombæring dem der allerede er her), så værdigt og anstændigt et liv som muligt. Det inkluderer i højeste grad at folk makker ret og markante retningslinjer bliver udstukket fra en uindskrænket magtinstans, som vi plejede at kalde staten.

Diverse nye økonomiske styreformer, der synes at se dagens lys, har for de fleste (hvis ikke for alles vedkommende?) det til fælles at de underkaster valutaens afsindige diskurs og dermed neoliberalismens only way – jeg medgiver at der er undtagelser; problemet der synes at være en manglende politisk vilje til at bakke det alternative økonomiske system op med lovgivning).

Vi kan ikke have klimakamp uden klassekamp og vi kan ikke have solidaritet uden planøkonomi. Jeg ville ønske det kunne være anderledes; jeg ville ønske at reformvenlige 'socialister' kunne have fået succes med deres projekt og at vi som planet havde haft overskud til at håndtere vores klimaproblemer – sådan ser verden desværre ikke ud. Reformerne har spillet fejl (i alt for mange årtier), reguleringen har altid(!) været for langsom og for utilstrækkelig og ngo'erne er, trods de til tider spektakulære indsatser, ikke den rette medicin mod det private erhvervsliv og kapitalens altoverskyggende magt.

Når alt kommer til alt, skal vi kunne se os selv i øjnene på den sidste dag og blive enige om at vi gjorde det rigtige; at vi handlede som anstændige mennesker, uagtet om det koster os vores undergang.

Mennesket før natur, solidaritet før frihed!

Hvis man synes kapitalismen er den bedre styreform, kan ovenstående blot vendes rundt efter forgodtbefindende.

Michael Kongstad Nielsen

Jan Weis - hvordan kan du starte denne tråd med følgende:
"Niels-Simon - har du fanget 'gudsbevisets' erkendelse af et nødvendigt opgør med kapitalismen? - så lad dette budskab diffundere opad i AfD - og indkassér det første nederlag i din miljøflinkeskole uden ideologi ..."

Ikke et øje forstår hvad du taler om. Det er så indforstået, at kun nogle få, der har deltaget i en helt anden debat tidligere, måske kan følge med. Og AfD er jo ikke det danske Alternativet. Men et helt væsen-forskelligt tysk storborgerligt parti.

Christian Nymark

@Jesper W:
Er det en urimelig påstand at socialister hyppigt har søgt at fremstille sig selv som solidariske? Typisk har diverse arbejderbevægelser set sig selv som socialistiske i mine øjne og anvendt solidaritets-begrebet, blot indskrænket til de særligt udvalgte få, der var med i deres interesse-sfære. Lidt a la plutokrater, som bestemt har en art solidaritet blandt sig.
Men hvis du kan argumentere for at påstanden er urimelig, vil jeg da med glæde moderere eller ligefrem afstå den.

Man kan hævde produktionsformen er solidarisk, men den er ikke solidarisk med kapitalinteressenterne. - Iflg. Marx, er solidaritet forbeholdt de undertrykte //- som organiserede sig i fagbevægelser, der støttede socialisme.

Historisk set har solidaritet været synonymt med socialisme, men kun i kraft af fagbevægelserne, og de undertryktes kamp, om en retfærdig (for)deling (kampen fortsætter). Begrebet er dog ikke forbeholdt en ideologi.

Nazisterne var solidariske i uhørt grad.

Michael Kongstad Nielsen

Vi kan jo ikke vide, hvad der ligger i folks anbefalinger.
Og øvrigheden kan ikke vide, hvad der ligger i jeres tidligere disput.
Og AfD har intet med sagen at gøre.

Søren Kristensen

Klimaproblemet er ligesom en farlig rundkørsel, der skal lig på bordet før det sker ændringer - og så er det ikke engang sikkert at det er nok, fordi det først og fremmest er de fattige i sumpområderne der rammes af stigende vandstand og ulighed, mens fx. New Yorks penthousebeboere og alverdens politikere, der er de sidste. Det er hamrende uretfærdigt, men sådan er det bare. Først når der er penge at hente i alternativ energi og - livsstil (kald det bare antikapitalistisk) vender bøtten. I mellemtiden kan vi, i den tempererede zone, bare glæde os over billige t-shirts og uendelige somre, hvis vi ellers har fået sikret kælderen.

Jørgen Steen Andersen og Lars B. Jensen anbefalede denne kommentar

Jesper Wendt, 20.52 : "Leo, du blander rige individer og industri sammen."
Jeg mener personer, familier, selskaber, og deres meget højt lønnede chefer tilsammen angivelig repræsenterer måske 3% af befolkningen og dermed af købekraft og forbrug.
Hvem er det så der forbruger mest.
Rigdommen er skabt af vores, de 97%, forbrug. Omvendt, forbruger vi mindre, sælger de mindre.
Ikke at jeg ser bort fra, hvad der produceres, transporteres og købes og af hvem, globalt set.

Om solidaritet : Rockerbandens medlemmer er solidariske med hinanden - imod..........
Arbejderne er solidariske indbyrdes - imod.......(at de så ikke er det alligevel, er en anden aktuel sag)
Det drejer sig ikke om selve solidariteten, men hvad den bruges til.
I denne forbindelse : Solidaritet mellem mennesker imod rovdriften - for naturen.
Alle er forbrugere, men pisse usolidariske i vores uvidenhed.
Det kan kun bred oplysning og bevidstgørelse lave om på - ikke socialistisk propaganda om verdenssocialisme.

Niels-Simon Larsen

Nu er proppen sandelig sprunget af flasken.

@Bill: Nej, vi har hverken lov, dommer eller bøddel. Alligevel skal vi bruge ordet,klimaforbryder.

@Michael: Nej, man må ikke gøre skarn uret, men jeg husker dog også, hvad folk har skrevet engang, og kan godt lide at stikke dem det i næsen.

Generelt: Jeg vil ikke være med til at afskaffe det kære ord, socialist. Selv Jesus hævder nogle var socialist. Alle vores gode, gamle legekammerater var socialister af en slags. Og solidaritet, må jeg bare være her.

Jeg er blandingsøkonom på det lave niveau, og her vil jeg give et eksempel: I foråret gik jeg og sjaskede ude i strandkanten og fik øje på noget lækkert tang, som jeg tog med hjem og lavede tangsuppe af. Meget delikat. Jeg surfede lidt på nettet og fandt andre tangspisere, ja, en var i sådan grad optaget af det, at han lavede sit eget lille tangfirma og solgte tang. Når jeg nævner dette eksempel er det for at sige, at aldrig nogen sinde ville nogle i det etablerede statsapparats kontorer have fundet på at spise tang, for de spiser kun det, de andre gør. Derfor skal det nye og opfindsomme komme fra bunden, i dette tilfælde havbunden.

@Christian Nymark: Velkommen, men små slag og korte. Det er umuligt at give dig et svar, når der er så meget at svare på. Jeg kan se, at du har tænkt over tingene, men det må du ikke regne med, at vi andre har - derfor små, korte bolde, men gerne skruede og nede i hjørnet.

@Jan: Jeg fangede nu heller ikke din første kommentar, men det er nok, fordi jeg ikke har gået så lang tid i skole som du har. Er det biskops Anselms gudsbeviser, du hentyder til?

Ordet, klimaforbryder, skriv det ind i jeres ordbog.

Christian Nymark

@Leo N:
Solidaritet mellem mennesker.
Der skal ikke blandes alt mulig andet ind i det - det er kernen i problemet. Ægte solidaritet er ikke en lokalt betinget konstruktion. Solidaritet er mellem alle(!) mennesker, ellers er der tale om favorisering og nepotisme.
@Jesper W:
Begrebet er netop forbeholdt en ideologi - dit eksempel med nazisterne er absurd, da det (som i ovenstående) er en lokal "solidaritet", som i et globalt perspektiv, blot er nepotisme.
Hvad vi gør har indflydelse på andre mennesker i helt andre egne af verden og ergo må solidaritet indtænkes, hvis man bekymrer sig om deres ve og vel.
Vindmøller og varm luft er derfor sekundære elementer i en solidarisk verden; at spise økologisk eller drikke særlig kaffe, er fantastiske eksempler på en misforstået, positiv indsats. Færre bønner købt fordrer mindre produktion i kaffeplantagerne og dermed færre ansatte (desværre under horrible vilkår; men arbejdsløshed i de fleste kaffe-producerende egne er værre).

Christian - Jeg er uenig - eller, jeg tror ikke du forstår, hvad jeg skrev.
Solidaritet mellem nogen er rettet IMOD andre eller noget andet.
Dit begreb - ægte solidaritet - er værdiladet en bestemt sag, f.eks kaffebønder eller planetens velbefindende.
Læs igen.

Niels-Simon Larsen

Jeg kan ikke lide, hvis man er usolidarisk over for solidaritetsbegrebet og udvander det. Det er godt nok som det er (det gamle træ, oh, lad det stå, det må I ikke fælde).
Der er mange, der udviser solidaritet inden for deres egen gruppe, men er kolde over for andre (lidende). Kampen står så mellem de sporadisk solidariske og de altfavnende. De sidste kan kun være buddhisterne, der har medfølelse med alle levende væsner. Til den første gruppe hører fx kommunisterne. Hvem husker ikke en overskrift fra et nu hedengangent dagblad: "Solidaritet med de strejkende i Ålborg". Ikke solidaritet med arbejdsgiverne.
Det nævnte eksempel med nazisternes solidaritet er velvalgt omend ikke opbyggeligt. Og lad os så lige ihukomme de beundrede Jesusord: "Det, I har gjort imod en af mine de mindste, har I gjort imod mig". Her lagde man trykket på 'mine', og derfor kunne man med lethed sætte andre op på bålet.
Læg så også lige mærke til, hvem Alternativet er solidarisk med. Der er meget godt i vente fra den kant.

Leo Nygaard, arbejderne i industrialderens sene udvikling 1945 og frem til slut 80'erne fik endelig af forskellige årsager - men især pga. kommunismens udvikling i Øst - mulighed for at udmønte deres tanker om et solidarisk samfund, hvor alle havde lige muligheder, og ingen skulle lide nød på grund af dem ikke tilregnelige årsager. Det var det samfund, der indførte skattefinansieret undervisning, hospitaler, sociale ydelser og pension for alle med behov. Alt sammen baseret på progressiv beskatning.

Det er efter min mening det nærmest vi kommer ægte institutionaliseret solidaritet i den kapitalistiske verden. En solidaritet der ikke var rettet 'mod' nogen, men var for alle. En samfundsform der har vist sig yderst levedygtig og meget svær for liberalisterne at nedbryde.

Sider