Baggrund
Læsetid: 6 min.

Et svækket republikansk monarki

Den nuværende politiske krise i Frankrig kan ikke løses, før de Gaulles ’femte republik’, der både gør præsidenten og regeringen til enehersker, undergår en radikal modernisering, siger historikeren Jean Garrigues
Slidt ned. Den femte republiks ophøjede præsidentpost er blevet nedbrudt. Det mærker Hollande i form af katastrofalt dårlige popularitetstal.

Slidt ned. Den femte republiks ophøjede præsidentpost er blevet nedbrudt. Det mærker Hollande i form af katastrofalt dårlige popularitetstal.

Scanpix

Moderne Tider
20. september 2014

Det franske samfund står i en krise, som ikke tidligere er set under den femte republik. Med blot 13 procents tilslutning i meningsmålinger til præsident François Hollande er der historisk lav tillid til den præsidentpost, der ellers er designet til at være det urokkelige grundlag for det franske system.

Historiker Jean Garrigues er specialist i den femte republik, har skrevet adskillige bøger om emnet og kan godt forstå, at det er svært for udefrakommende at forstå situationen.

Da Garrigues skal berette om den skrantende patient tager han derfor en dyb indånding og leverer sin diagnose i et langt suk:

»Frankrig lever under det, man kalder republikansk monarki. Der er en lang tradition i Frankrig for at søge en redningsmand, som skal løse alle problemer. Det stammer helt tilbage fra Napoleon Bonaparte, men også i nyere historie gør det sig gældende. Det var tilfældet, da Léon Gambetta afviklede det andet franske kejserdømme med en fredelig revolution i 1870, eller da Georges Clemenceau på nærmest diktatorisk vis tog magten i 1917 og koncentrerede Frankrigs kræfter i krigsindsatsen under Første Verdenskrig. Og så selvfølgelig general de Gaulle både under Anden Verdenskrig, og da han efter den fjerde republiks parlamentariske forlis i 1958 skabte den femte republik.«

Et af de store problemer med at reformere Frankrig er, at der arbejdes med et stort set fast flertal i parlamentet, og at der derfor aldrig skabes forlig hen over midten, som alle derfor føler sig ansvarlige for. Garrigues mener det er en indbygget fejl i den femte republik

»Den tredje republiks parlamentarisme kom aldrig til at virke og forliste i Pétains magtovertagelse ved starten af Anden Verdenskrig og en regering, der samarbejdede med tyskerne, hvor man ikke engang talte om republik længere. Da Anden Verdenskrig sluttede, stammede de politikere, der skabte den fjerde republik, fra den forliste tredje republik. Det var derfor, general de Gaulle fik nærmest frie tøjler til at skabe et så stærkt præsidentregime, da systemet blev lammet under krisen omkring Algeriet. Med en konstitution, der var skræddersyet til ham. Men det er ikke meningen, at en gaullistisk præsident skal blande sig hver dag i den siddende regerings forvaltning af de overordnede ideer.«

Tre årsager

— Hvorfor virker det så ikke længere ?

»Der skete noget afgørende, da man i år 2000 gik fra en fra en præsidentperiode på syv til fem år. Det koblede parlamentets flertal sammen med præsidentens flertal, som i princippet helt var adskilt før. En fransk præsident for den femte republik, skal helt overordnet samle folket og inkarnere det – og derfra udvælge premierministre. Det var en slags landsfaderfunktion, der opløstes, da det parlamentariske flertal begyndte at løbe parallelt med præsidentflertallet.«

Det næste var så den måde, præsident Sarkozy forvaltede sit embede. Man kalder det ’hyperpræsidenten’.«

Garrigues forklarer som kontrast, hvordan Jacques Chirac nærmest var usynlig i i sin embede:

»Det var det, Sarkozy lavede helt om på. Han blandede sig i alt og var til stede alle vegne. Det kan man mene om, hvad man vil, men det ændrer selve institutionen. Sarkozy udfyldte ikke alene rollen som statsoverhoved i traditionel forstand, men blandede sig ekstremt aktivt i regeringens politik, en rolle, som ellers tilfalder premierministeren. Hver gang der nu er en krise, fokuserer man så direkte på præsidenten. François Hollande har ønsket at gå tilbage til en ’normal’ præsidentposition, det er i den forstand, man skal forstå hans brug af ordet ’normal’. Men skaden var allerede sket. Nu forstærkes det så også af de personlige skandaler. Men selv mediernes måde at behandle præsident Hollande på, er en konsekvens af Sarkozys måde at optræde på. Da de Gaulle skrev om militært lederskab i 30’erne, understregede han netop, at afstand var vigtig. Det er den, som er væk nu, og det har slået den femte republik ud af kurs.«

Hollandes personlighed

Garrigues mener så heller ikke, at Hollande handler som de Gaulle ville have gjort det.

»Man kan drage en parallel mellem det, der sker lige nu, og den krise, de Gaulle stod i umiddelbart efter maj 1968 og ungdomsoprøret. Dengang vurderede de Gaulle, at der var stor utilfredshed i folket, selv om det ikke var noget i sammenligning med den upopularitet, Hollande står i lige nu. De Gaulle tog så præsidentrollen personligt, og udskrev en folkeafstemning om den overordnede politik i april 1969. Det var hans måde at spørge, om det franske folk fortsat havde tillid til ham. Eftersom afstemningen gik imod ham, gik han af. Hvis Hollande foretog en gaullistisk læsning af institutionerne, burde han måske nu udskrive en folkeafstemning.«

— Men det gør han ikke?

»Nej, for Hollande har en personlighed, der især bevæger sig inden for systemet. Det andet problem er så, at hele funktionsmåden har fået fransk politik til at forstene sig mellem to poler, alt efter hvem der har bakket op omkring præsidenten, og de virker som en slags karteller: Det socialistiske parti til den ene side en og UMP-partiet, en liberal højrefløj til den anden. Ingen af disse partier har interesse i at ændre situationen. Den fløj, som bliver valgt med parlamentarisk flertal, kan placere egne medlemmer overalt i systemet. Det er ikke kun præsidenten, som har suveræn magt i det franske system, det har en flertalsregering også. I den forstand er der nærmest tale om monarki. Når man først har et flertal, kan man regere, som man vil. Der har været enkelte ’uheld’, som da Chirac ønskede sig et endnu større flertal, end det han havde, og opløste parlamentet i 1997. Da han derefter stod med et parlament, hvor hans politiske holdning var i mindretal, var han tvunget til at danne en socialistisk regering i en cohabitation – et parløb mellem en præsident og en regering af modsat politisk observans.«

Le Pen som klassiker

— Kunne det ikke have været en mulighed for at skabe en virkelig parlamentarisme i Frankrig?

»Jo, det kunne man sige, det skete bare ikke. Det har blot sat tingene i stå. Men det paradoksale i situationen lige nu er, at Hollande faktisk nu efter to års tøven omsider har taget sin autoritet på sig og lagt en klar linje. Den kan man være imod, men den har sammenhæng, og han har valgt en autoritær premierminister – Manuel Valls – til at genmnemføre den.«

»Det store problem med systemet i Frankrig er så, at man ikke kan skabe koalitioner, som i andre demokratiske lande og dermed søge brede flertal, der svarer til befolkningens holdninger.«

»I Italien har en personlighed som Renzi, kunnet skabe bevægelse og har i et parlamentarisk system fundet opbakning til fornyelse.«

— Men er det så ikke Marine Le Pen, der i øjeblikket tegner sig som Frankrigs stærke mand?

Jean Garrigues sukker dybt:

»Marine le Pen er også en klassisk figur i fransk politik, sådan en som kommer og samler alle de utilfredse under sine vinger. Jeg har skrevet en hel bog om én af dem, George Boulanger, som på den måde rystede den tredje republik i slutningen af det 19. århundrede, Men de kommer ikke til magten. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der kan ske. Men der et stærkt republikansk grundlag i Frankrig, og folk besinder sig, når det kommer til de store valg. Franskmænd udtrykker deres utilfredshed i meningsmålinger, og så gør de noget andet i stemmeurnerne.«

— Hvor skal ønsket om en ny form for republik overhovedet opstå?

»Der er faktisk grøde i det. På venstrefløjen har socialisten Arnaud Montebourg, som netop har forladt regeringen, længe haft det på dagsordenen, og helt til venstre taler Jean-Luc Mélenchon om det. Men faktisk er det på dagsordenen i baglandet hos andre partier også. Men de reformer, der skal ske i Frankrig, skal ske allerede på partiniveau. Det er overalt, at en ny tilgang til den demokratiske proces skal reformeres i Frankrig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her